Ikke bare en barnepige
Emma sad ved et bord på Københavns Universitets bibliotek, omringet af stabler af lærebøger og noter. Hendes fingre bladrede hurtigt gennem siderne, øjnene gled koncentreret hen over linjerne hun kæmpede for at lære så meget som muligt før den skriftlige prøve i morgen. Underviseren var berygtet for sin strenghed: hvis man dumpede testen, var omprøve nærmest uundgåelig. Det havde Emma simpelthen ikke tid til semestret var allerede presset nok.
Pludselig satte Line, hendes medstuderende, sig på kanten af bordet ved siden af. Hun lænede sig let frem og sagde dæmpet:
Du mangler stadig et studiejob, ikke?
Emma rev sig modvilligt løs fra noterne, nikkede stumt og begravede straks næsen i bøgerne igen. Der var ikke megen tid, og hun havde meget tilbage, der skulle læses igennem.
Mmm, fik hun endelig presset ud mellem tænderne og prøvede at holde koncentrationen. Men det handler jo altid om tid. Du ved jo, vi har undervisning indtil klokken to hver dag, og at skippe timerne går ikke.
Line smilede forstående. Hun vidste godt, hvor seriøst Emma tog sin uddannelse. Efter et øjebliks stilhed fortsatte hun, begejstret:
Jeg har det perfekte forslag til dig. Min overbo er blevet alenefar. Hans kone døde for nylig, men detaljerne kender jeg ikke og vil egentlig helst ikke vide dem. Sladder siger mig ikke noget. Men altså, han drukner i arbejde og har akut brug for en barnepige om eftermiddagen, cirka fra fire til otte.
Emma løftede endelig blikket og lod Line fortsætte:
Du elsker børn, du studerer til lærer, og du har erfaring fire små brødre, ikke?
Emma tænkte sig om. Tanken om børn gav hende altid en varm følelse indeni. Hun havde tidligt hjulpet sin mor med sine brødre ikke af pligt, men af lyst. Det var ikke altid let, men det gav glæde.
Hvor gamle er de? spurgte hun, og omsorgen lød tydeligt i stemmen.
Emma drejede en blyant mellem fingrene og tyggede på muligheden. At arbejde som barnepige lød både fristende og en anelse skræmmende. Ville hun kunne håndtere det? Det er en ting at tage sig af sine egne brødre noget helt andet med fremmede børn, særligt hvis de har oplevet noget forfærdeligt.
To tvillingepiger på omkring seks år, svarede Line straks. Simon har også en ældre søn, men han er 13 og for det meste til træning, så han kan ikke hjælpe sin far så tit.
Tror du virkelig, jeg får jobbet? spurgte Emma forsigtigt og trommede nervøst med blyanten. Jeg har jo ikke engang uddannelsen endnu, kun fjerde år på seminariet
Hun havde hjulpet sin mor, været i praktik i børnehave, elskede børn men at passe andres børn og have alt ansvaret overfor en far, det var noget andet.
Line viftede det væk med en håndbevægelse:
Det er ikke noget problem! Simon spurgte mig lige i går, om jeg kendte nogen god så må jeg give ham dit nummer?
Den overbevisning der lød i Line, fik Emma til at standse helt op. Hun så på sine noter, på uret (der var kun en halv time til næste forelæsning), og indså: Det kunne være netop dét, hun havde brug for. Et job tæt på universitetet, fleksible timer, og børnene måtte da være dejlige.
Hjertet bankede hurtigt af spænding og forventning. Hun tog en dyb indånding og sagde fast:
Ja, giv ham det!
********************
Emma var frygtelig nervøs. Det var hendes allerførste dag på jobbet. Hun havde ikke så få gange passet sine små brødre, men det føltes anderledes: nu var det et rigtigt arbejde, ansvar over for en fremmed, og børnene kendte hende ikke. Hun tjekkede tasken telefon, nøgler, notesbog, en pose med mad til pigerne. Alt var der.
Første møde med Simon og børnene var næsten gået overraskende let. Han var en rolig og imødekommende mand, der havde forklaret alt om rutiner og regler. Pigerne Freja og Mille var lidt generte og gemte sig bag deres far. Men efter ti minutter snakkede de løs og viste Emma alle deres tegninger. Det virkede, som om de straks kunne lide hende. Og Emma var også blød om hjertet over deres åbenhed og deres sjove måder.
Men en ting var hun dog blevet overrasket over Simon selv. Da Line fortalte om naboen, havde hun ikke nævnt, hvor attraktiv han var. Høj, venlige øjne og et varmt smil, han virkede både naturlig og beskeden. Emma ærgrede sig over, at veninden havde udeladt den lille detalje for nu havde hun svært ved ikke at rødme, hver gang han så på hende.
Bare hold nu hovedet koldt, gentog hun for sig selv. Det er kun et job.
Hun nåede hen til børnehaven en lille, hyggelig bygning med farverig legeplads. Simon havde sagt til pædagogerne om morgenen, at barnepigen kom og hentede pigerne, og givet Emma et lille brev til sikkerhed. Hun trak vejret dybt, rettede håret og gik mod lågen.
Børnene løb, grinede, byggede sandslotte. Emma fik straks øje på tvillingerne de stod ved gyngerne og snakkede ivrigt. De blev stille, da de fik øje på hende, og sendte hende et forsigtigt smil.
Emma gik langsomt hen til dem, satte sig på hug så hun var i øjenhøjde, og smilede venligt:
Nå, piger, skal vi tage hjem? Så kan jeg bage noget lækkert til jer.
Freja kiggede på Mille, tog et skridt frem og spurgte:
Hvad vil du lave?
Hmm, sagde Emma tænksomt. Måske pandekager med syltetøj? Eller småkager med chokoladestykker?
Mille lyste straks op:
Småkager! Jeg elsker chokolade!
Det er en aftale, sagde Emma og rakte hænderne ud til dem. Skal vi gå?
Efter lidt tøven lagde pigerne deres små hænder i hendes, og Emma mærkede varmen brede sig indeni. Måske skulle det nok gå?
De så lige på hinanden, og i det korte øjeblik var deres blik overraskende voksent. De havde også ens bevægelser, ens nik og en alvor i øjnene, man kun sjældent ser hos seksårige.
Emma blev betaget, men kom straks i tanke om, hvad den storebror, Mads, havde betroet hende dagen før. Han havde trukket hende til side og sagt nærmest hviskende, hvad Simon måske ikke turde sige.
De var helt anderledes før, sagde Mads alvorligt og pillede ved kanten af sin trøje. Glade, tillidsfulde, alle fik kram. Men efter mor døde han tøvede, men tog sig sammen. De forstår jo ikke helt, hvad der skete. Tror måske, det er deres skyld.
Han så væk, men fortsatte mere beslutsomt:
De græd hele tiden og spurgte, Er vi virkelig så slemme, siden mor ikke vil være hos os? Vi sagde til dem, at det ikke var dem. Mor elskede dem. Men de lukkede sig inde. Smilede næsten aldrig. Fremmede ville de slet ikke tale med. Mormor plejede at hjælpe, men hun blev også syg, så far måtte finde en barnepige.
Der var en moden træthed i hans stemme, men også vilje han følte ansvar både for pigerne og for faren.
Emma nikkede dengang, mens sorgen trak sig sammen i hende. Nu, hvor hun så på pigerne, mærkede hun tydeligt, hvor skrøbeligt et ansvar hun havde fået.
Men de gik nu ret hurtigt i hak med mig, smilede Emma. Vi legede også lidt. De var generte, men så begyndte de at grine. Jeg viste dem et par trylletricks, og de kunne ikke stoppe med at grine.
Mads så på hende, vurderede om han kunne stole på hende, og blev pludselig mere voksen i blikket:
Derfor valgte far dig. Han lagde mærke til, at pigerne straks kunne lide dig. Bare svigt os ikke, vel?
Emma mærkede klumpen i halsen og nikkede beslutsomt:
Jeg lover at gøre mit bedste for at få dem til at smile igen.
Mads slappede lidt af og forsøgte at lyde mere som den dreng, han egentlig var:
Jeg hjælper også lidt, når jeg har tid. Jeg er god til at fortælle historier.
Det glæder de sig sikkert til, smilede Emma.
****************
Allerede to måneder havde Emma nu arbejdet for familien Lindegaard. Siden hun startede, var alt ændret: Freja og Mille blev mindre sky og meget mere glade. De stormede hende i møde, fortalte nyheder og ville aldrig have, at hun skulle gå.
Denne aften var Emma ved at gøre sig klar til at tage hjem. Hun lagde roligt legetøjet på plads og nynnede den sang, de havde lært sammen samme dag. Freja og Mille sad på sofaen og så på hende med bedrøvede øjne.
Bliv hos os! udbrød Freja pludselig, hoppede ned fra sofaen, og krammede Emmas liv med al hendes kræfter. Hvad skal du hjem efter?
Emma standsede øjeblikkeligt, men lo så stille og bøjede sig ned og krammede pigen.
Jeg skal forberede mig til undervisningen, forklarede hun mildt. Jeg har forelæsning i morgen, skal have læst teori og lavet opgaver. Men jeg kommer igen i morgen så kan I dårligt nå at savne mig!
Også Mille sprang op og klemt sig ind mellem dem.
Vi savner dig allerede! sagde hun umiddelbart. Bliv!
Emma så på de to ivrige ansigter og mærkede glæden skylle ind over sig. Hun satte sig på hug igen:
Og hvor skulle jeg så sove? Jeg kan jo ikke sove hos jer!
Freja tænkte et øjeblik og udbrød så:
Far har en stor seng, du kan sove der!
Mille stemte i:
Ja! Far arbejder tit sent, han har ikke noget imod det!
Emma kunne ikke lade være at le. Hun forstod godt, at pigerne bare ikke ville slippe hende, og det rørte hende dybt. Hun strøg dem over kinderne.
Tak for det gavmilde tilbud, sagde hun blidt. Men jeg må virkelig hjem. Til gengæld kommer jeg tidligt i morgen, og så kan vi nå at lege, fortælle historier og bage småkager!
Pigerne sukkede og nikkede.
Lover du at komme? spurgte Freja.
Det lover jeg, svarede Emma, og gav dem endnu et knus. Jeg lyver aldrig for mine elskede piger.
Efter krammet sagde Emma:
Men nu skal vi rydde op og så vaske hænder før sengetid. Far bliver glad, når han ser, at I har klaret det hele.
De slap hende, men gik sammen hånd i hånd hen og begyndte at rydde op. Emma smilede, mens hun så på dem. Kærligheden voksede i hende til disse to små, men stærke piger.
Sandheden var, at Emma blev temmelig rød i kinderne ved den tanke at overnatte i Simons seng. Hun vidste godt, at børnene ikke mente noget med det. For dem var det bare ægte kærlighed til deres barnepige. Men Emmas tankemylder løb afsted hun forestillede sig aftener i Lindegaards hjem, det bløde lys, en stille snak med Simon over en kop te Ja, hun ville dårligt have noget imod at blive. Ikke i hans seng, naturligvis, men bare at være sammen med ham.
Hun rev dog straks sig selv tilbage. Det er kun et arbejde, mindede hun sig selv om. Du er ansat her. Hun pakkede lynhurtigt sammen, lovede pigerne at komme tidligt i morgen og skyndte sig ud af døren.
Udenfor trak hun vejret dybt i den kolde aftenluft, forsøgte at skjule den røde glød, der stadig brændte på kinderne. Hendes øjne glimtede, hænderne var rastløse, hun rettede på hår og taskerem igen og igen.
Alt dette havde Mads, storebroderen, lagt mærke til. Han stod diskret i gangen og smilede. Drengen havde længe bemærket, hvordan stemningen ændredes, når Emma var til stede. Hvordan faren så på hende, hvordan hans stemme blev mildere, når Emma var nær. Og Emma forsøgte at være professionel, men rødmede jo hele tiden.
Det ser ud til, at min forsigtige far har en chance, tænkte Mads tilfreds. Han havde selv længtes efter, at der igen kom en kvinde i huset ikke bare for pigerne, men også for faren. Emma virkede oplagt: venlig, tålmodig og sjov, og det var tydeligt, hun virkelig holdt af pigerne.
Hvorfor kan ingen af dem bare tage det første skridt? undrede han sig. Voksne er virkelig besværlige…
Da Simon kom hjem den aften, tog Mads sagen i egen hånd. Da faren havde taget jakken af og sat sig i stuen, slog Mads sig ned overfor:
Far, hvorfor venter du? sagde han direkte og lagde armene over kors.
Simon så forvirret op fra papirer, han havde bredt ud over bordet:
Hm? Hvad mener du?
Du kan godt lide Emma, ik’? Så hvorfor siger du ikke noget? Invitér hende ud!
Simon stivnede kort, rødmede let og gned sig akavet over næseryggen:
Mads, hun er jo børnepasser. Hun kommer så godt ud af det med pigerne, og det er det vigtigste …
Come on, far! Mads kunne ikke skjule irritationen. Alle kan se, hvordan I glor på hinanden. Hvorfor ikke bare sige: Emma, skal vi mødes over en kop kaffe?
Simon lænede sig tilbage, skjulte ansigtet i hænderne og var tydeligt på glatis:
Øh, Mads, det er ikke så enkelt, prøvede han stille. Jeg vil ikke ødelægge balancen i familien. Hvis Emma forsvinder, fordi jeg træder over grænsen, så …
Han stoppede og så på væggen. Billeder dukkede op i hans hoved: Freja, der med stolthed viste Emma en tegning; Mille, der trygt tog hendes hånd; ham selv, der ubevidst dvælede ved barnepigens smil. Hvad hvis han ødelagde det hele?
Mads var urokkelig. Han lænede sig frem, satte albuerne på knæene og så faren i øjnene.
Emma er grøn af dig! Hun rødmer hver eneste gang du er i nærheden. Hun tør bare ikke selv tage initiativ, fordi hun arbejder her. Far, gør det nu bare!
Simon kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Sønnen talte selvsikkert, som havde han prøvet hundrede forelskelser.
Det er let for dig at sige …
Men start i det små! Invitér hende og os andre sammen: i parken eller på en café. Så er det ikke akavet, og du kan bare være til stede. Hvis det går godt, kan du engang invitere hende ud alene.
Simon overvejede forslaget alvorligt. Det lød ikke dumt slet ikke. Ikke presse på, men bare være sammen. Det kunne måske tage presset af.
Mener du virkelig, det kan virke?
Helt sikkert! Start bare roligt. Hvis alt går godt, så tager vi den derfra.
Simon nikkede langsomt. I tankerne arrangerede han allerede en tur i dagligstuen: Tivoli-tur, hyggeligt cafébesøg, hvor pigerne kunne få is… Han smilede.
Okay. Jeg prøver. Men hvis noget går galt …
Så holder jeg mund, forsikrede Mads med hænderne op.
Far og søn kiggede på hinanden, så på hinanden og grinede. Samtidig lød tvillingepigernes lyse grin fra værelset ved siden af de legede gemme med Emma. Simon mærkede varmen brede sig. Måske havde Mads ret? Måske skulle han turde?
***********************
Simon tænkte flere dage i træk på samtalen med Mads. Sønnen havde nok ret: Emma er vild med dig! Hun rødmer bare… Simon begyndte at genkalde sig alle de små øjeblikke, hvor Emma havde set ham i øjnene, hvor hun var blevet generet, når han rostede hende for hendes varme med børnene.
Har jeg virkelig ikke lagt mærke til det? Eller ville jeg bare ikke indrømme det?
Barnegrinene strømmede fra lejligheden. Han kunne straks mærke hjertet varme sig. Han satte roligt tasken og lyttede.
Emma, sig nu, at vores far er verdens bedste! beordrede Freja, sikkert ansporet af Mille og Mads.
Selvfølgelig er han det, lo Emma uden at stoppe med at flette Frejas lyse hår.
Han er sød og sjov, sagde Freja alvorligt, mens Emma nikkede bifaldende.
Og pæn, ikke? afbrød Mille med et slyngelagtigt blik på barnepigen.
Meget pæn, sagde Emma pr. refleks og rødmede så voldsomt, da hun indså sine ord.
Hun forsøgte at spille det ned:
Jeres far er den bedste far i verden og han elsker jer meget.
Og vi elsker ham! Men Emma gør du?
Mig? forsøgte Emma at undvige ved at rette på sit hår.
Elsker du far? spurgte Mille direkte.
Emma frøs. Et sekunds stille spænding. Selv Mads holdt vejret. Hun kiggede hjælpeløst rundt.
Jeg jeg Åh, piger, se lige hvad klokken er! udbrød hun, ildrød i ansigtet. Vi skal have aftensmad! Kommer I med?
Hun skyndte sig ud i køkkenet under dække af travlhed. Pigerne kastede et blik på hinanden, men fór straks efter hende.
Simon kom ind i stuen, netop som Emma opdagede ham. Hun fik straks et bredt smil på læben.
Hvad siger I til, vi tager ud og spiser alle sammen? spurgte han med en varm munterhed. Vi kunne alle trænge til lidt luft.
Børnene jublede straks:
Må vi få is?
Og prøve forlystelser?
Emma stod lidt i baggrunden og kunne ikke lade være med at smile. Simon trådte tættere på hende, sænkede stemmen:
Har du lyst? Jeg tror virkelig, børnene ville have glæde af det.
Meget gerne, sagde hun lavt, stadig lidt rød i kinderne fra det før.
Simon nikkede. Måske var det allerede nu chancen for, at noget kunne udvikle sig, ligesom Mads havde forudset. At starte i det små bare være sammen.
************************
Månederne gik. Livet i Lindegaard-familien ændrede sig, næsten umærkeligt men sikkert. De små fælles ture til park og café blev rutine. Emma og Simon blev mere og mere afslappede sammen, især efter børnene var lagt i seng. De drak te, talte fortroligt, grinede af pigernes påfund.
Begge prøvede at ignorere, at deres forhold for længst havde overskredet barnepige-arbejdsgiver-grænsen. Men det blev sværere og sværere at lade som ingenting.
Mads observerede det hele med tilfredshed. Far smilede mere, Emma rødmede ikke længere nu var det et hjerteligt, trygt smil.
En aften, da børnene sov, sad Emma og Simon i sofaen. To næsten kolde tekrus stod på bordet, rummet var dæmpet.
Ved du hvad, begyndte Simon lavmælt og så ud gennem vinduet, hvor pigernes lyskæder glimtede, jeg har længe gerne ville sige dig noget…
Emma mærkede hjertet hamre og vendte sig mod ham.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden dig, sagde han stille og tog hendes hånd. Ikke uden dit smil, din latter, måden du er med os. Jeg elsker dig. Og jeg vil gerne have, at du ikke bare er pigerne og Mads’ barnepige men min kone.
Emma lukkede øjnene et øjeblik, trak vejret dybt og sagde stille og fast:
Jeg elsker dig også. Og jeg vil gerne være sammen med dig.
*************************
Bryllupsforberedelserne tog ikke længe. De ønskede ikke stort bal, men nærvær og glæde.
Bryllupsdagen kom. På et lille, landligt krosted udenfor København var de nærmeste samlet: familie, et par få venner, kollegaer. Men de vigtigste gæster var naturligvis Freja, Mille og Mads.
Pigerne i ens, lyserøde kjoler så ud som små prinsesser. De delte seriøst rosenblade ud og holdt ringene med forsigtighed under selve ceremonien.
Far, hvor er du flot! hviskede Freja og klamrede sig til Simons arm, da han bøjede sig og kyssede hende i håret.
Og Emma ser ud som en fe, sukkede Mille betaget, mens hun beundrede den fine brudekjole.
Mads stod rank ved sin fars side, strålede med sin stolthed. Da den officielle på rådhuset erklærede dem for ægtefolk, hviskede han:
Hvad sagde jeg, far det skulle nok gå.
Simon trykkede ham på skulderen og vendte sig mod Emma. Hun så på ham med sådan en kærlighed, at han næsten mistede vejret.
Nu er vi endelig en rigtig familie, sagde hun lavt, mens deres hænder flettede sig ind i hinanden.
Derefter fulgte festmiddag, taler, dans børnene sprang stadig op, ville kramme de nygifte, ville have opmærksomhed. Da bryllupskagen blev serveret, insisterede Freja og Mille på at tage de første bidder.
Senere, da de sidste gæster gik, stod Emma og Simon alene på terrassen. Stjernerne glimtede, luften duftede af blomster.
Jeg tror aldrig, jeg har haft en bedre dag, sagde Emma og lænede sig ind til sin mand.
Det har jeg heller ikke, svarede Simon. Og det bedste er: Vi har mange flere af den slags dage foran os.
Hun smilede, så på ham og vidste, alt tvivl og usikkerhed var bag dem. Nu havde de fundet hinanden og havde hele fremtiden sammen.
