Ja, jeg er en stærk kvinde. Intens. Ægte. Uden filter.
Ja, jeg er intens som kvinde. For jeg har aldrig haft noget problem med at sige præcis, hvad jeg tænker og følerog jeg gør det med en glød, der lyser underlig blåt op mellem birketræernes stammer, hver gang jeg åbner munden.
Jeg følger min mavefornemmelse, følger mit hjerte, som om det var et kompas over det stille hav mellem Fyn og Sjælland. Hvordan jeg ser ud, har aldrig betydet noget; hvem jeg er, betyder alt.
Jeg er formet af livetblide håb, skuffelse som regn over Amager, glæder der smager af sol i juni, sår fra nordenvind, opture på Vesterbro og styrt mod dybe cykelsti-huller. Uden forbehold. Uden halve sandheder. Uden hygleri.
Jeg hader halve ting, halv varme, halv kaffemed mig er det alt eller intet, ligesom en vinterstorm ind over Aarhus bugt.
Nogle gange er jeg mild som tågen over Limfjorden, andre gange barsk som kuling fra Skagen. Jeg kan holde om dig så du mærker hele din barndoms tryghed, men jeg kan også beskytte mig selv stærkere end Granit fra Bornholm.
Jeg lever fuldt ud, næsten som om jeg drømmer alt i en tåge af grønne, dansende kroner. Jeg lader mig ikke holde tilbage af frygt for hvad folk på caféen tænker. Jeg spiller ingen roller, krymper mig ikke for at behage nogen.
De fleste siger, jeg er mærkelig, en anelse tosset, alt for følelsesladetmåske ikke for meget, men bare mere end de tør være. Måske ligger problemet ikke i min intensitet, men i deres mangel på mod; de tør ikke leve hver eneste dag i alle livets farver og tvists, som et maleri over Nyhavn i regnvejr.
Ikke alle kan elske det sære, ikke alle værdsætter det ægte. Ikke alle kan håndtere kærlighed, der gives frit, stort, uden målestok og uden frygt.
Men det kan jeg.
Og jeg ville ikke være nogen anden.
