Naboen blev gravid med min mand.
For fanden, kan du ikke bare droppe det der renovering! Signe svinger fjernbetjeningen mod væggen, lige over hovedet på Rasmus. Den flyver forbi hans øre med få centimeter og smadrer plastikken på det gamle væglampe, så stumperne lander på den blanklakerede reol, som de købte til deres første bryllupsdag.
Rasmus reagerer ikke. Han går ud i entréen, stikker fødderne ned i de grove støvler og mumler mod døren:
Tag dig sammen, kvinde. Du hører til på den lukkede.
Hvor skal du hen? Signe halser efter ham iført slåbrok, vred og uglet. Skal du hen til hende den malede fra nummer 44? Jeg har set dig smile til hende nede foran opgangen!
Hold nu kæft, ik? Rasmus får endelig styr på snørebåndene og retter ryggen i hele sin højde, ser på hende med foragt. Jeg tager over til Morten, skal hjælpe ham med motoren.
Han smækker døren. Signe står et øjeblik og glor på dørens panel, så drejer hun rundt og går ud i køkkenet, sætter sig i vindueskarmen og tænder en smøg, lader røgen drive ud ad det åbne vindue. Vreden er ikke længere skarp, men dump og udmattende som en dårlig visdomstand. Hvor længe kan man holde til det her? Fem års ægteskab, og det seneste år har været rent mareridt.
Signe regner med, at han er hjemme igen om aftenen. Det er han ikke. Hun ringer til svigermor dagen efter: Er der sket noget? Men svigermor, altid kølig, siger bare: Hvorfor spørger du mig? Han har ikke været her.
Signe venter en uge. Så en måned.
Hun ringer til Rasmus igen og igen. Han afviser hendes opkald, eller snerrer: Hvad vil du? Gider dig ikke, hold dig væk, jeg vil ikke se dig.
Efter to måneder trækker hun bare vejret dybt, træt. Hun blokerer hans nummer, smider hans gamle sneakers og jakke i skraldespanden. Hun søger ikke om skilsmisse. Tænker: Ej, man skal jo ikke løbe til en advokat med det samme, lige se tiden an. Sådan går der syv måneder.
Hun vænner sig til det. Lærer at sove i midten af sengen, ikke ude på kanten. Lærer at lave suppe til to dage, ikke mere. Hun gør endda selv renoveringen færdig og sætter tapet op i stuen, det tapet han kaldte grimt. Livet falder til i et stille, lidt tomt spor.
Så da det ringer stædigt og hårdt på døren en oktoberdag, tror Signe først det er den halvt fulde nabo, der vil låne penge. Men der står Rasmus på dørtærsklen. Tyndere, ubarberet, han nuller sin strikkede hue i hænderne.
Signe tager automatisk et skridt bagud.
Nå, det var sgu da utroligt, du viser dig! siger hun hæst.
Signe, ikke start nu. Lad mig lige få fem minutter, vi skal snakke.
Der er ikke noget at snakke om, hun krydser armene og spærrer vejen for ham. Forsvandt et halvt år, og nu vil du bare tilbage. Det her er ikke et herberg.
Jeg er en idiot, Signe, han sænker blikket. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg gik bare. Røg over til Morten, drak i en uge og så gik det bare af sporet. For stolt til at sige undskyld først. Og du blokerede mig Så tænkte jeg: skidt med det.
Og hvem vi? Hvem har du boet hos alle de måneder? Smed hun dig ud? Signe mærker vreden boble.
Han ser på hende med et blik fyldt af desperation og frygt.
Der var ingen, Signe. Altså, én var der, men det var dumt. Det var Pia fra 44, hende den rødhårede. Det var bare Ligegyldigt. Det er dig, jeg mangler.
Skrub du bare tilbage til Pia, Signe prøver at skubbe ham ud, men han står fast.
Vent! Jeg er gået fra hende. Boede på Mortens sofa. Drak, tænkte. Ville finde en måde at komme tilbage til dig på. Nu er det efterår. Ensomheden ramte. Tilgiv mig, Signe. Lad os starte på en frisk? Jeg ordner lejligheden, fikser det hele, finder mig et rigtigt arbejde
Han taler, tigger, og Signe ser på ham, på hans trætte ansigt og hænderne der rækker ud efter hende. Noget smelter. Ikke kærlighed, bare den gamle følelse af, at de hører sammen selv når han er en idiot. Og så ensomheden, som hun bare har dulmet med yoghurt foran tvet om aftenen.
Kom ind, siger hun kort og trækker sig væk. Vil du ha en kop te?
Han lyser op som om han har vundet i Lotto. Svinger støvlerne af, snubler i snørebåndene. Han sidder som en slukøret hund i køkkenet med teen og taler derud af om alt fra hendes mad til Mortens motor og sit seneste job. Signe lytter kun halvt, men hun ved, at der ikke er nogen vej tilbage. Han er her, og han er hendes mand. Resten må hun leve med.
De starter forfra. Rasmus vasker op, støvsuger to gange. Signe varmer lidt op. De undgår emner som Pia og fortiden. Hun tjekker ikke længere hans mobil. Tænker: Han er vel ikke fuldkommen idiot, vel? Rasmus får job på et dækcenter, kommer hjem træt, men tilfreds. Pengene går til fællesøkonomi. Livet føles stabilt igen.
Det varer tre uger.
En søndag sidst i oktober falder de første våde snefnug udenfor, da Rasmus kommer tidligere hjem fra arbejde. Signe står i køkkenet og steger kartofler med champignon der er varmt og hyggeligt.
Hvorfor er du så stille? spørger hun mens hun rører. Træt?
Signe, siger han, stemmen er fremmed, hæs. Vi skal snakke.
Hun tørrer hænderne, sætter sig.
Hvad nu, har du lavet ballade?
Han stirrer ned i bordet, så op. Frygten fra dagen han kom tilbage, men værre.
Pia hende fra 44. Hun var på dækcenteret i dag.
Signe spænder i kroppen.
Hvad ville den kælling?
Hør nu, lad nu være med at flå hovedet af mig, okay? Hun hun er gravid.
Man kan høre blæsten og olien, der syder på panden.
Undskyld, hvad?
Gravid. Hun siger, barnet er mit.
Signe rejser sig, går langsomt over til komfuret, slukker for blusset. Så vender hun sig brat, griber saltbøssen fra bordet og hamrer den i væggen over hans hoved. Saltet drysser ned ad tapetet og på Rasmus skuldre.
Din klamme luder! Råber Signe skingert. Du ville have familie her, skulle jeg tro? Savnet dig, undskyld, jeg er en idiot, men du har kneppet hende imens? Hun har mave på, og så kravler du hjem?!
Der var intet! råber Rasmus tilbage, børster saltet af jakken. Det var slut for måneder siden!
Hvordan kan hun så være gravid, dit fjols? Signe farer op, men han griber hendes hånd.
Slap nu af og hør på mig! Han tvinger hende ned på stolen. Hun sagde, hun var på p-piller, men glemte dem vist. Da vi gik fra hinanden, sagde hun ikke noget. Nu vokser maven, så er hun kommet løbende. Det var en fejl. Jeg gider ikke børn, ikke med hende!
Hvad sagde hun så?
Hun grinede. Sagde: Du skal nok blive far. DNA-test, så får jeg penge og folk kan pege fingre af dig. Hun hænger fast som en igle.
Signe sidder stiv. Hele det lille liv hun har samlet stumperne af, falder fra hinanden. Hun forstår ikke længere, hvem Rasmus er.
Skal du så hjem til hende nu? spørger hun mat.
Er du skør? Rasmus farer op. Jeg elsker dig, jeg vil være her! Hun må selv klare sig.
Og barnet? Ved du, hvad du gør mod det? Det skal vokse op med en rasende mor og vide sin far ikke vil have det?
Det er hendes ansvar. Jeg bad ikke om barn, skulle have beskyttet sig. Kvinder prøver altid at hive noget ud af en
Og du, hvad gjorde du? Bruge beskyttelse?
Rasmus siger intet, ser væk.
Netop.
De skændes til natten. Han forsikrer om og om igen, at det var en fejl, og at barnet ikke betyder noget. Hun græder, snerter, de falder sammen, fuldstændig udmattede, og sover uden at klæde sig af.
Mareridtet begynder næste morgen og varer til nytår.
Pia, alias Pia Hansen fra 44, 28 år, arbejder i pølsevognen. Hun både venter og kæmper. Ringer til Rasmus fra utallige numre. Smser med eder. Tropper op på værkstedet og råber foran kunderne: Du er faren, du skal ikke slippe fri!
Værkstedets gamle ejer hiver Rasmus ind:
Hør, få styr på konen eller forsvind fra mit værksted. Jeg gider ikke det cirkus.
Rasmus tager fri en uge, sidder hjemme og glor ind i væggen. Signe går forbi ham hver dag uden at mødes med blikket. Hun har ondt af ham, men endnu mere af sig selv og det barn, der ikke har bedt om det her.
Signe får nok. En dag hvor Rasmus hidsigt traver rundt i stuen, tager hun jakken og siger:
Kom så, vi må over til hende. Du skal ikke stikke af.
Er du gal? Hun slår dig. Hun er vild.
Du går med. Du skal bare sige ja.
De banker på døren til nr. 44. Den gamle kæde rasler. Pia åbner, stor og rød i ansigtet, maven lidt tydelig.
Hov, sikke gæster, hun griner skævt, ser Rasmus bag Signe. Kommer du for at slå igen, frue?
Jeg vil snakke, Signe klemmer ordene ud.
Pia lader dem komme ind. Inde i stuen stinker der af røg og rod. Signe peger på askebægeret:
Ryger du?
Hvad rager det dig?
Vil du have barnet?
Ja, jeg får barnet. Du kan beholde ham, men pengene skal han betale.
Hvorfor spærrer du barnet ind mellem forældre, der hader hinanden?
Hold op, de kommer altid tilbage når barnet er et år, bliver verdens bedste far.
Rasmus: Det gør jeg ikke.
Hold kæft, din klovn, siger Pia. Du har været glad nok for det. Nu skal du også betale.
Det handler bare om penge? Signe rejser sig.
Hvad troede du, Pia hvæser. Gider ikke det her mere, skrid begge to.
De går. I elevatoren siger Rasmus: Jeg sagde jo, hun er umulig.
Du har selv lavet det her rod.
Tiden går; Pia føder, søger om børnepenge. Rasmus modtager stævning. Signe kan ikke sove; Rasmus drikker flere øl, bliver vred.
I retten møder Pia op med advokat og to veninder, som bekræfter, at de var sammen på rette tidspunkt. Rasmus siger:
jeg ved ikke, om jeg er far. Tag en DNA-test.
Dommeren, en bleg kvinde, nikker. Svaret vil tage en måned.
Den måned er den værste. Signe og Rasmus taler næppe sammen. Lever som fremmede i samme lejlighed. Signe føler, hun er ligeglad med Rasmus valg. For hende er han bare blevet et problem.
Ugen før jul: DNA-resultat Rasmus er far med 99,9% sikkerhed.
Signe drikker sig fuld alene den aften. Rasmus forsvinder hen til Morten, kommer hjem om morgenen, vred. Signe stirrer på ham med røde øjne.
Nå, tillykke, far.
Gå ad helvede til, svarer han.
De fejrer nytår i tavshed; klirrer glas uden et ord.
Signe, siger han efter fyrværkeriet. Skal vi ikke bare flytte? Væk fra København, over på Lolland eller til Aalborg, komme væk fra det hele? Ellers skal vi se på hende og barnet her i blokken hver dag.
Hun tavs. Så et langt blik.
Kan man løbe fra sig selv, Rasmus? Du er jo stadig barnets far, uanset hvor du bor.
Jeg har ikke bedt om det her barn, Signe.
Pia kalder datteren Lærke. Rasmus får et billede: lille rynket pige i hospitalssvøb, Pias hånd med grimt afskallet neglelak ved siden. Beskeden: Tillykke, papa.
Rasmus viser billedet til Signe. Hun ser længe, giver så mobilen tilbage og går i køkkenet.
Signe, hvad skal jeg gøre?
Ved jeg ikke. Du må leve med det.
Pia kræver stadig mere: børnepenge, penge til klapvogn og tøj. Sender billeder: Din datter smiler i dag, Hun badede, du gik glip af det. Det er næsten værre end trusler.
Signe ser, at Rasmus kigger lidt for længe på billederne. Før fjernede han dem straks, nu stirrer han længe, før han sletter.
Ramt dig, hva? spørger hun.
Nej! Bare tjekker, om hun ligner mig. Måske næsen Men det er ligemeget, Signe. Du ved det, ikke?
Signe forstår ingenting. Hun ser, at Rasmus kæmper med sig selv. Han hader Pia, men barnet begynder at eksistere i hans hoved på én eller anden anden måde. Han siger ikke noget, men hun mærker forandringen.
Sidst i marts, når Signe kommer hjem, ser hun Pia med barnevognen foran opgangen. Den er ny, ikke fra børnepengene. Rasmus står bøjet over vognen med en rangle i hånden og laver lyde, ser salig ud. Pia smiler tilfreds.
Signe træder frem. Rasmus springer op, slipper ranglen.
Signe jeg gik bare forbi
Nej, det gjorde du ikke. Hej, Pia.
Hej, frue, Pia griner. Vi præsenterer far for sin datter! Sådan skal det være.
Rasmus, nu går vi.
Bare et øjeblik må jeg ikke li se hende?
Nu har du set. Kom indenfor.
Du kan jo ikke bare bestemme, Pia blander sig. Han er far, han har ret. Du har ikke engang givet ham børn!
Signe bliver rød i hovedet. Hun ser Lærke, vågner og sukker.
Hun er smuk, siger hun ufrivilligt.
Selvfølgelig, Pia smiler bredt. Hun ligner faktisk Rasmus.
Rasmus, hjem. Nu.
Han tøver, men følger med.
Hjemme starter skænderiet.
Går du til dem? Du løj for mig sagde barnet ikke betød noget!
Jeg gik bare forbi! Hun er så lille, Signe hun er min!
Er hun det? Så gå ned til din familie! Forlad mig!
Jeg elsker dig, Signe!
Du elsker kun fred og ro. Jeg er træt af at være tredjehjul i cirkusset her.
Signe går i soveværelset, Rasmus sover i stuen.
Herefter glider det hele. Han kommer sent hjem, siger han arbejder, sover bij Morten.
Hun opsøger Pia.
Hvor er Rasmus? spørger hun.
Aner det ikke, måske hjemme. Han kiggede ind i går.
Hvorfor gør du det her? Vil du have ham?
Mit barn skal have en far. Han elsker hende. Du holder på ham kun af vane. Mig og Lærke har brug for ham rigtig meget, ikke for pengene, for hans kærlighed.
Signe føler Pias hårde sandhed.
Hjemme finder hun Rasmus glad med mobilen i hånden.
Hvem skriver du med?
Øh, Morten
Pia siger du elsker Lærke, kommer der ofte. Passer det?
Rasmus: Ja. Hun er så glad for mig. Jeg kan ikke bare vende ryggen til hende.
Vælg nu. Mig eller dem. Jeg deler ikke min mand.
Rasmus tøver. Så ser han på hende. Svaret er klart.
Undskyld, Signe. Jeg elsker Lærke. Ved ikke med Pia, men datteren jeg kan ikke forlade hende.
Signe samler sine ting.
Jeg flytter hjem til min mor. Find ud af dit liv med dem.
Han stopper hende ikke, holder bare mobilen med billedet af Lærke i hånden.
En uge efter søger Signe om skilsmisse og bodeling. Rasmus modsætter sig ikke. I maj er de fremmede for hinanden, i juni er lejligheden solgt og pengene delt.
Pia bliver ikke specielt glad for at have Rasmus fast. Han bor på feltseng ved siden af tremmesengen. Han arbejder, betaler, skifter bleer, lærer at bade Lærke. Han bliver ikke Pias mand, men hendes bofar.
Signe lader høre ad vennerne, at hun har det godt og har mødt en ordentlig mand. Sandt? Måske.
Rasmus bor stadig i nr. 44. Hver morgen, når Lærke skriger, tænker han: Hvordan kunne én fejl smadre det hele? Men så ser han Lærkes blå øjne og hendes små hænder rækker ud og indser, at mod skæbnen kan man ikke kæmpe.
