Mor, jeg kan bare ikke mere, forstår du? Signe holdt mobilen kilet fast mellem øret og skulderen, mens hun forsøgte at lægge sin sovende søn ned i tremmesengen. Han har ikke sovet ordentligt i tre nætter.
Jeg er så svimmel, at jeg er bange for at tabe ham. Kom nu bare forbi et par timer, så jeg kan få sovet.
Signe, nu skal du altså ikke begynde igen, brummede hendes mor. Du er ikke den første, der har fået et barn, og du bliver ikke den sidste. Alle børn har søvnproblemer.
Vi havde slet ikke bleer eller vaskemaskiner dengang, og vi klarede den jo fint.
Jamen, det er slet ikke det med bleer, mor? Jeg beder bare om lidt hjælp. Du er jo på folkepension, du har masser af tid.
Jeg har tid til at nyde mit otium, skat. Far og jeg har knoklet hele livet. Ingen hjalp os, vores mødre kom kun til jul og påske.
Du har valgt at få barn så må du også tage ansvaret. Læg ham ned og læg dig selv, så går det nok.
Nå, nu starter min tv-serie, vi snakker i morgen.
Der lød korte bib fra røret.
***
Signe og Mads havde været kærester i to år, så blev de gift uden det store postyr de ville hellere spare på brudevalsen og fandt en lille etværelses i udkanten af Odense. Signe blev gravid næsten med det samme.
Tror du, de bliver glade? spurgte hun og lod en hånd glide hen over sin flade mave. Det er jo første barnebarn på begge sider. Jeg er enebarn, og det er du også.
Mads smilede og trak hende ind til sig:
Selvfølgelig bliver de glade, Signe. Kom, vi tager det til aftensmaden så fortæller vi det i morgen.
Næste dag tog de toget ud til Signes forældre først.
Mor, far, vi har en god nyhed, Signe strålede. I skal være bedsteforældre.
Moren trak på skuldrene.
Ja, sådan er livet jo. Det skulle jo ske før eller siden.
Bare du får noget ordentligt barsel, Signe. Du bliver vel på jobbet til termin?
Det tror jeg nok… Signe blev ramt af tvivl. Men glæder I jer ikke?
Joda, brummede faren uden at løfte blikket fra fjernsynet. Bare det ikke bliver for hårdt for jer. I har jo kun lejet, bilen er på afbetaling…
Men nå, ja. Et barn kommer altid med sin egen madpakke.
Mads forældre tog det nogenlunde på samme måde. Svigermoren, Kirsten, tog Signe i øjesyn.
At være gravid er ikke en sygdom, erklærede hun. Du skal bare passe på ikke at pylre Mads hang altid på mig i de år.
Men tillykke skal I selvfølgelig have. Vi glæder os.
Signe tænkte, at de bare var fra en anden tid. Ikke alle jubler, sådan er det. Det vigtigste var jo, at de ikke var imod.
***
Forberedelserne til den lille gik på højtryk. Mads tog alt det arbejde, han kunne han kom hjem træt som en bager, men havde altid bleer eller en lille sparkedragt med.
Forældrene besluttede sig også for at bidrage.
Din far og jeg har talt sammen, sagde Signes mor i telefonen. Vi køber jeres tremmeseng. Bare den klassiske i træ, børn vokser alligevel ud af det på to minutter.
Tusind tak, mor! Signe blev oprigtigt glad.
Ugen efter ringede Kirsten:
Signe, jeg var i Brugsen, og kom til at tænke på jer. Vil du ikke lige kigge forbi og hente gaven?
Da Signe og Mads kørte forbi Kirstens lejlighed, stod der øverst på kommoden et knaldblåt, plastikpotte det billigste, man kan finde.
Det er altså et must, sagde Kirsten stolt. Den er solid.
Signe kiggede spørgende på Mads. Han trak på skuldrene.
Øhm… tak, Kirsten. Men der går vel… ja, syv-otte måneder, før vi får brug for den? Lige nu mangler vi vist mest noget sengetøj og måske noget til hjemturen?
Det må I selv købe, I har jo sådan en sær smag, sagde Kirsten og viftede afværgende. Men potten skal I glad for det kan man altid bruge.
På vejen hjem sukkede Signe:
Er det for sjov eller hvad, til en nyfødt? Hun mener det vel ikke?
Slap nu af, Signe. Hun er bare sådan lidt… praktisk anlagt. Alt i huset-typen. Vi har da tremmesengen, det er sgu det vigtigste.
***
Udskrivelsen fra hospitalet forløb hurtigt og helt nede på jorden. Begge sæt forældre kom forbi, gav blomster og tog billeder foran hovedtrappen. Asger prustede i dynen.
Nå, det er da en sød lille næse, kommenterede Signes mor med et hurtigt blik. Men I må hellere komme hjem og falde til. Vi skal på kolonihaven, agurkerne skal høstes.
Vil I ikke med op og drikke en kop te? Bare sidde lidt og se ham, spurgte Signe stille, mens hun krammede sin baby.
Signe, vi skal nok komme til at se ham masser af gange. Men I har nok at gøre selv nu. Ellers forstyrrer vi bare. Brug tiden på jer selv.
Og væk var de. Signe blev stående i opgangen og kiggede efter bilerne det føltes, som om hun var strandet på en øde ø.
De første uger flød sammen til ét langt, gråligt slør. Asger forvekslede nat og dag, Mads tog afsted klokken syv og var hjemme klokken ni.
Signe følte sig som et egern i et bur: tøjvask, mad, amning, madlavning på halv kraft.
Hendes ryg gjorde konstant ondt, og spejlet viste en bleg kvinde med sorte rande under øjnene.
Bedstemødrene ringede højst to gange om ugen.
Hvordan går det? Hvordan har Asger det? spurgte Kirsten.
Det er hårdt, Kirsten. Han græder hele tiden. Jeg får næsten ikke sovet.
Sån er det, skat. Moderskabet er hårdt arbejde. Det skal du bare tåle. Bare husk reglerne, så skal det nok gå. Jeg må løbe, skal til negletekniker.
Mor fulgte op:
Går det okay? Super! Hils, jeg skal ud i haven.
***
Så blev det lørdag, den eneste dag, Mads var hjemme. Han tog Asger, og Signe fik lov at ligge længe i badet ikke bare den sædvanlige hurtige bruser.
Hun lå i det varme vand og græd langt om længe. Af ren afmagt. Alle hendes veninder havde haft forældre til at hjælpe i årevis, men ikke hende.
Da hun kom ud, gik hun ind i soveværelset, og Mads kom efter.
Signe, jeg har tænkt. Hvad hvis vi inviterer dem begge i morgen? Så snakker vi åbent om det. De forstår måske bare ikke, hvor hårdt vi har det?
Jeg har prøvet, Mads. Mor sagde I har selv valgt at få barn. End of story.
Jamen, hvis vi beder dem begge sammen? Vi kan jo sige, at vi ikke vil have gaver, men rigtig hjælp…
Signe overvejede og nikkede. Hun ringede først til sin mor, så til Kirsten.
Frokosten dagen efter blev trykket. Signe havde bagt en kage, selv om hænderne rystede af træthed.
Mødrene dukkede op samtidig og der var syv æbler til hver, nærmest som om de havde aftalt det.
Puha, hvor har I småt nu, skød Signes mor ind, så snart hun fik skoene af. Signe, du trænger til at tørre støv af oppe på skabet.
Mor, jeg har ikke tid. Jeg sover tre timer om natten!
Dårlig planlægning, konstaterede Kirsten. Mads, hvorfor hjælper du ikke mere?
Jeg arbejder altså, mor. To jobs for at betale husleje og mad til Signe og Asger.
Ja folk har det hårdt, Kirsten trak på skuldrene. Men hvorfor har I bedt os om at komme?
Signe trak vejret dybt og lagde hænderne på bordet.
Vi har virkelig brug for hjælp. Ikke penge, ikke mere tøj eller ting. Bare to timer, to gange om ugen. Bare én af jer. Så kan jeg hvile eller få ordnet noget.
Vi kan simpelthen ikke følge med.
Bedstemødrene vekslede blikke.
Signe, begyndte hendes mor først. Vi har talt om det her før. Jeg HAR gjort min del.
Jeg opfostrede dig i halvfemserne, hvor vi kogte grød, og vaskede tøj i hånden. Og ingen hjalp mig!
Hvorfor skal jeg lægge mit liv til side nu? Jeg har min svømning, mine veninder, min kolonihave…
Men det er da jeres barnebarn! Signe havde tårer i stemmen. Vil I virkelig ikke se, hvordan han vokser og griner?
Når han er blevet større, kan vi tage os af ham, blandede Kirsten sig. Nu spiser han og skriger, ikke? Ansvar er jeres. Vi klarede det selv.
Så fordi I havde det hårdt, skal jeg også have det sådan? Det er så jeghurt en familietradition eller hvad?
Nu skal du ikke være fræk, tørt fra moren. Vi købte sengen, vi kom og hentede jer på hospitalet.
Skal vi også flytte ind hos jer?
Jeg vil bare gerne have, I er bedsteforældre!
Mads lagde hånden på hendes skulder for at berolige hende.
Mor, Kirsten… er det virkelig sådan? Er vi så ligegyldige for jer? Vi er jo familie…
Mads, lad nu være. Vi elsker jer, men vi har vores eget liv.
I har valgt at blive voksne så vær voksne. Hvis der sker noget virkelig slemt, ringer I selvfølgelig. Men ellers må I selv klare det.
Kom nu, Kirsten. Vi skal nå bussen.
Mødrene gik, og Signe satte sig tomt ved kagen.
Signe… Mads satte sig tæt på. Glem dem. Vi klarer den.
Ja, sukkede hun, men ved du hvad? En dag bliver de gamle. Så får de også brug for hjælp.
Rollator, medicin, bare nogen at snakke med. Hvad skal jeg sige? Jeg har gjort mit, nu skal jeg ud og svømme?
Vi bliver ikke ligesom dem, sagde Mads bestemt. Aldrig.
***
Tiden gik. Asger blev større, lærte at kravle og tage sine første skridt. Signe ringede aldrig til sin mor for at klage mere.
Faktisk stoppede hun næsten helt med at ringe. Samtalerne blev korte:
Hvordan går det?
Fint.
Hvad med Asger?
Han vokser.
Vi ses.
Vi ses.
Da Asger blev halvandet, ringede Signes mor en lørdag.
Signe, vi har snakket om det. Må vi ikke få ham ud på landet i weekenden? Solen skinner, vi er i kolonihaven…
Signe kiggede på Asger, der byggede tårne af klodser.
Nej, mor. Det kommer vi ikke til.
Hvorfor? Vi savner ham jo.
Savner? Signe fnøs. Ved du, hvordan hans dagligdag ser ud? Hvad han kan lide at spise, hvilke bøger han vil høre?
Sidste gang du så ham, var for tre måneder siden, da vi selv kiggede forbi.
Slap nu af, vi HAR prøvet at være forældre, vi skal nok klare det!
Nej, det skal I faktisk ikke. For et barn er ikke legetøj, det er ansvar. Lige præcis det har I selv sagt i halvandet år.
Vi har fået et barn vi tager os af ham. I har fortjent at holde fri. Gør det bare.
Hun lagde på og satte sig ved siden af sin søn. Fik, hvad hun havde kæmpet for alt var helt, som det skulle være.
***
Nu synes både Mads og Signes forældre, det er urimeligt, de ikke må have Asger alene. Han er stor nok, går i skole lige tid til bedsteforældre.
Men for Signe og Mads er Asger stadig deres ansvar og det overlader de ikke bare til andre.
