Præcis kl. 14 ankom Astrid til sine forældres hus i Frederiksberg.
Åh, Astrid! udbrød hendes mor glad og omfavnede hende straks i døren.
Endelig dukker du op! brummede faderen, Poul. Kom, vi skal spise frokost.
Astrid fulgte efter sine forældre ind i køkkenet og tænkte på, hvorfor faren havde insisteret på, at hun skulle komme. Ville han nu igen bringe et eller andet skørt på bane?
De satte sig om spisebordet. Moderen, Birgitte, serverede en klassisk dansk frokost frikadeller, rugbrød og små kartofler. Alle begyndte at spise, men stemningen var mærkelig stille. Kun lyden af bestik mod tallerkener kunne høres. Indimellem bad Poul om at få saltet eller peberet rakt.
Hvorfor spiser du så lidt? spurgte Poul med streng stemme. Din mor har lavet mad med kærlighed!
Nå, Poul, nu må du lige slappe af, sagde Birgitte.
Jamen altså, Birgitte, hun gør jo aldrig nogen glade. Har du ikke lagt mærke til…
Poul, lad nu pigen nyde maden.
Astrid sank sammen i stolen. Hun brød sig ikke om, når faren begyndte at hakke på hende eller nogen anden derhjemme. Det betød, han var frustreret over noget.
“Hvad mon han egentlig vil sige til mig nu?”
Mormor, det smager virkelig dejligt, sagde Astrid og smilede stort. Må jeg få lidt med hjem?
Selvfølgelig, min pige, svarede Birgitte med det samme.
Igen blev der stille omkring bordet.
Efter et kvarter satte Poul tallerkenen fra sig og sagde kort til Astrid:
Jeg sidder inde på kontoret. Kom ind, når du er klar.
Han rejste sig og gik.
Astrid styrtede straks over til sin mor.
Mor, ved du, hvad han egentlig vil? Er noget galt?
Men Birgitte trak bare på skuldrene.
Ingen anelse, skat. Har du det ellers godt?
Ja, alt er fint. Jeg arbejder jo stadig…
Måske vil han tilbyde dig et job i sin virksomhed?
Nej mor, lad nu være. Han mener jo altid, jeg ikke dur til noget som helst, sukkede Astrid. Jeg går ind til ham, så får jeg det overstået, og fortæller dig det bagefter.
Hun gav moderen et hastigt kindkys, blinkede til hende og gik ind mod faderens kontor.
—
Astrid bankede let på og gik ind.
“Hvorfor er det altid her i kontoret, han skal tage sådan en snak? Kunne vi da bare tage den ude i haven…”
Poul stod med ryggen til hende, ved vinduet.
Paaap, sagde Astrid blidt.
Han vendte sig og så en anelse irriteret på hende.
Det tog sin tid!
Astrid trak bare på skuldrene og svarede ikke.
Han så et øjeblik undersøgende på hende, som om han vurderede hende.
Det føltes ubehageligt, og Astrid brød tavsheden:
Nå, hvad ville du snakke om, far?
Hans ansigt udstrålede nu overraskelse:
Du spørger, hvad der er på færde? Det burde jeg da snarere spørge dig om!
Jeg har det fint, svarede Astrid hurtigt.
Det har jeg ikke!
Endnu et øjebliks stilhed, før Poul sagde:
Hvor længe skal vi vente, din mor og jeg?
Astrid forstod ingenting.
Vente på hvad?
Ikke hvad, men hvem. Vi venter på børnebørn!
Astrid grinede.
Far, hvilke børnebørn? Jeg har jo ikke engang en kæreste.
Netop! afbrød Poul. Netop!
Pludselig gik det op for Astrid, hvor samtalen bar hen endnu et forsøg på at lade hende møde en, han mente var “passende”.
Jeg har set dine profiler på Facebook og Instagram! Det er helt utroligt du er jo en grå mus. Se på dig selv lige nu! Din mor udstråler kvindelighed, kan fremhæve sine gode sider. Men du…?
Far, det er min egen sag, hvordan jeg ser ud og klæder mig.
Nej! Det berører os alle. Du er en flot pige, men du skjuler det.
Far!
Hm? Hvad?
Du har en skjult dagsorden, har du ikke? Du vil igen give møde op med én, du kender, ikke? Sagde Astrid direkte.
Og hvis jeg har? Ja, jeg vil gerne have, du bliver gift med en velhavende mand, og at vi får børnebørn, svarede han roligt.
Det er min private sag! Jeg bestemmer selv, hvornår og med hvem jeg eventuelt gifter mig! udbrød Astrid, nu tydeligt irriteret.
Sikke dog, Astrid sådan et navn gav vi dig, vi troede det hele ville lykkes for dig, men du gør altid modstand! Tror du, jeg vil dig noget ondt?
Kan vi ikke droppe emnet, far?
Astrid, hvor gammel er du egentlig
Far, jeg er kun 24. Jeg har ingen lyst til at blive gift!
Astrid! Hvem skal jeg dog efterlade firmaet til?
Til mig. Jeg skal nok tage mig af det.
Dig?! Du er en kvinde! Kvinder hører ikke til i forretningsverdenen, nu begyndte Poul at koge indeni.
Jeg ved mere, end du tror.
Nå, det siger du… brummede han. Jeg har altid sagt, du skulle have læst noget andet end den meningsløse kunstuddannelse! Men du skulle jo absolut følge dine interesser!
Fordi jeg elsker det, jeg laver.
Du og forretning… det er komisk! Du er så stille og ydmyg, folk vil køre dig over. Pigebarn, du skal giftes, og jeg har…
Nej! råbte Astrid og løb ud af kontoret.
—
Astrid rystede stadig af samtalen. Hvordan kunne hendes far mene, hun ikke kunne leve rigtigt, bare fordi hun gik i mørkt tøj og ikke stak ud fra mængden?
Måske havde han ret… De sorte og grå suits gjorde hende diskret. Skulle hun mon prøve noget mere spraglet? Var det derfor, hun ikke fandt kærligheden?
Nej, besluttede Astrid stædigt. Hendes fremtidige mand skulle kunne se hende, som hun var i sort business-tøj ikke fordi hun brugte stærkt make-up og signalrøde kjoler.
—
Nå, så kom vores “lille bil” endelig! Er du forsinket, frøken? Ventede du længe på rødt lys?
Astrid sendte et koldt blik til Nanna, der usædvanligt sad ved receptionen.
Sjovt, mumlede Astrid.
Jeg synes nu, det er lidt sjovt. Dit navn Astrid. Man får helt lyst til at smådrille, gabte Nanna.
Astrid gik bare videre. “Sikke en gås,” tænkte hun. Hidtil havde ingen gjort grin med hendes navn, men nu begyndte den fjollede Nanna…
Asta, du skal ikke tage dig af hende, sagde kollegaen Mette, da hun indhentede Astrid. Hun har kun ondt i sinde, fordi du afviste hendes bror.
Sagde Nanna igen noget dumt? spurgte en forbipasserende Signe. Glem det. Hun bider alle i dag, det er bare fordi hun blev sat ved receptionen for Maja, som er syg. Og har du hørt, at hun stadig prøver at få Vagn til at forlade sin kone? Og da han nægtede, droppede hun ham. Nu er hun bare sur på alle.
—
Astrid satte sig ved sin arbejdsstation og tændte computeren. Telefonen ringede.
Astrid, kom ind til mig, Det var hendes chef, Ole Petersen.
Så var hverdagen igang: Ikke engang nået ind ad døren før chefen kalder.
Astrid gik ind på Oles kontor.
—
På kontoret sad Ole og en ung mand.
Hej, Astrid. Dette er direktørens søn, Mads. Mads, det her er Astrid min bedste medarbejder, som jeg er stolt af. Astrid, Mads vil observere afdelingens arbejde de næste dage. Vis ham, hvordan vi gør her.
Astrid kastede et hurtigt blik på Mads: endnu en forkælet rigmandsdreng. Hendes far havde introduceret hende for masser af dem. Skulle han virkelig overtage firmaet? Sikke noget pjat!
Alt dette tænkte Astrid, men sagde ikke et ord.
—
Mads kedede sig grundigt. Han brød sig egentlig ikke om at observere arbejdet rundt om i farens firma, selv om det gik godt og tjente flere og flere penge. Han ville bare programmere. Men det havde faren ingen forståelse for.
Hvor ville han dog ønske, at han bare kunne være sig selv og lave sit eget…
Tag nu Nikolaj fra salgsafdelingen han elskede sit arbejde! Og Astrid, hvor passioneret hun forklarede sine salgstricks. Eller, som Nanna, der brændte for marketing. Men hvad med ham selv?
Hej Mads! hvislede Nanna, der havde listet ind på frokoststuen.
Den evindelige Nanna! I starten havde hun ikke kastet så meget som et blik på ham, men efter hun fandt ud af, han var direktørens søn, havde hun næppe ladet ham være.
Hej, Nanna.
Mads anstrengte sig for et lille smil.
Keder du dig? Nanna satte sig tæt op ad ham og skubbede tankevækkende brystet frem.
Nej. Jeg spiser frokost.
Jeg holder dig gerne med selskab.
Uden svar satte Nanna sig tættere og begyndte at plapre om biler.
Mads tænkte: “Hvorfor tror piger altid, at man kun interesserer sig for biler? Er der virkelig ikke andre samtaleemner?”
Han lod blikket fare rundt: Der sad Nikolaj alene. Mads drak hastigt sin kaffe og sagde:
Nanna, jeg må hen til Nikolaj. Vi må tage snakken senere.
Han skyndte sig væk uden at se Nannas irriterede ansigt.
—
Den dag blev det sent, før Astrid gik hjem fra kontoret. Da hun trådte ud, havde mørket sænket sig over København. Gaderne var usædvanligt tomme måske fordi gadelygterne ikke var tændt. Astrid skyndte sig.
“Hvorfor føles det utrygt? Jeg har gået her tusind gange uden at blive bange.”
Pludselig blev hun omringet af en gruppe unge mænd.
Hvor skal du hen, smukke? lo de.
Hjem, prøvede Astrid at svare roligt, selv om hun blev bange.
Kom nu med os! Én greb hendes arm.
I det øjeblik lød en velkendt stemme:
Astrid, vent lige på mig!
Hun så bagud Mads kom løbende.
Astrid, der var du! Gutter, det er min kæreste
Mads fik på en eller anden måde trukket Astrid væk fra gruppen og hen til en befærdet vej, hvor de kunne løbe fra dem.
—
“Så skete det igen,” tænkte Mads.
Anden gang i sit liv, han forsvarede en pige. Sidste gang blev han selv overfaldet bagefter, men slap heldigt.
Der er de! lød en stemme, og Astrid kom tilbage, nu med et par politibetjente. Da de så politiet, forsvandt bøllerne som dug for solen.
—
Bagefter gik Mads og Astrid på en café.
Jeg troede egentlig ikke, du ville vende tilbage, sagde Mads.
Selvfølgelig ville jeg det! Hvordan kunne jeg efterlade dig? svarede Astrid forbløffet.
Hvordan fandt du politiet?
Jeg var heldig. De stod lige på hjørnet, så jeg løb straks hen til dem.
De talte længe sammen og hyggede sig. Da de fulgtes hjem, sagde Astrid:
Du er ikke, som andre rige forældres børn.
Hvor ved du det fra? smilede Mads.
Altså det virker bare sådan.
Borger du tit i de kredse? grinede Mads. Astrid rødmede, skjult af mørket.
Slet ikke! Hvad med dig, bliver du længe i firmaet?
Mads trak på skuldrene.
Forhåbentlig ikke. Jeg er programmerer, det er det, jeg vil.
Hvorfor siger du ikke det direkte til din far?
Det har jeg tusind gange. Han vil bare ikke lytte. Men… tak for i aften.
Han kyssede hende på kinden og ventede til, hun var inde, før han gik.
—
Næste dag kom Astrid for sent på arbejde den skøre alarm havde ikke ringet.
I receptionen sad Nanna og sladrede med driftslederen.
Nej, hvem kommer slentrende 10 minutter for sent! hvæsede Nanna og kiggede målende på Astrid, som skrev sig ind i tidsbogen. Du, ved du hvem jeg så hende sammen med i går? Mads! Tænk, Astrid og Mads er åbenbart kærester!
Astrid så køligt på hende.
Hvad så? Jeg ser dem, jeg har lyst til.
Jeg vil bare vide, hvordan sådan en grå mus kan fange en rig fyr som ham!
Astrid trak på skuldrene.
Måske med hjernen? sagde hun tørt og gik videre.
Men hun nåede knap at komme ind på kontoret, før chefen stod klar.
Astrid, du er for sent på den. Kom ind til mig, vi skal lige tale.
En klump voksede i Astrids mave.
Hvad har jeg nu gjort?
Kom ind.
Ole så alvorlig ud, satte sig på stolen og begyndte at trippe frem og tilbage. Astrid sad stille.
Ole, hvad er der galt?
Faktisk ikke noget særligt Men du er begyndt at date den helt forkerte fyr. Derfor… du er fyret.
Hvad?
Personalekonsulenten kommer om lidt, så ordner vi det praktiske.
—
Efter en halv time trådte Astrid ud af kontoret.
Nu var det ovre…
Hun følte sig både trist og mærkeligt lettet.
Astrid! råbte Mads og løb efter hende.
Hun ventede, og han indhentede hende.
Hvor skal du hen?
Hjem. Hvor ellers? sukkede hun.
Ked af det?
Hun nikkede.
Frygt ikke, smilede Mads. Der venter dig noget bedre. Ole vil give dig en super reference og anbefale dig til sine venner.
Jeg ved det. Alt sker jo nok af en grund. Du skal bare gå tilbage på arbejde, ingen grund til at tage det tungt.
Nej det gør jeg ikke, sagde Mads og smilede. Da du blev fyret, sagde jeg også op. Jeg var der kun på grund af dig.
Mads… udbrød Astrid. Din far stopper vel med at overføre penge!
Mads trak bare på skuldrene.
Jeg kan bare arbejde som programmør. Jeg har mit lille kontor på Nørrebro, som jeg selv har købt. Flyt ind hos mig.
—
Poul og Birgitte gik hånd i hånd op ad alléen til Rigshospitalet.
Det er faktisk din skyld, knurrede Poul kærligt. Du har altid ladet hende selv bestemme alting.
Og heldigvis for det, smilede Birgitte. Hun har bygget sin egen karriere, fundet kærligheden selv, giftet sig og nu givet os et barnebarn.
Ja, ja, men hun sagde ikke noget som helst om brylluppet!
Vær nu glad for, at vi blev inviteret til at hente vores barnebarn! Farmor og morfar! lo Birgitte.
Flere folk ventede også udenfor hospitalet. Pludselig fik Poul øje på et velkendt ansigt det var jo en af hans gamle forretningskontakter.
Hej, Peter! sagde Poul.
De to mænd hilste, deres koner nikkede til hinanden.
Poul, hvilken overraskelse!
Ja, min datter har født, så vi skal hente hende hjem.
Tillykke! Hvad blev det?
En pige, sagde Poul stolt.
Samme her! Snart kommer min søn ud med sin kone og baby. Tænk engang, de blev gift uden at sige noget. Unge nu til dags!
Døren gik op Mads og Astrid kom ud, Astrid med en lille pige på armen.
Der er de! råbte Poul og løb dem i møde.
Peters reaktion var præcis den samme.
Hvad? Er Astrid din datter?
Ja, og hendes mand er din søn?
Peter nikkede.
Utroligt! Jeg frygtede, min datter ville ende med en blakket type…
Og jeg skændtes, da min søn begyndte at se hende. Jeg anede ikke, hun var din. Tænkte bare, hun var en pige uden formue.
Ja, penge finder penge, sagde Poul filosofisk.
Sludder, blandede Birgitte sig Vores børn har selv opnået alt, fra bunden. Kærlighed kan ikke planlægges det opstår bare.
Og hvis livet lærer noget, så er det, at hverken navne, udseende eller farvens på tøjet afgør lykke og fremtid det gør hjertet, modet og at følge sin egen vej.
