En hjælpende hånd
Freja stod midt i det halvmørke soveværelse, let svajende fra side til side. I armene havde hun sin to måneder gamle søn, som græd utrøsteligt hans lille, buttede ansigt var helt rødt, de små hænder knyttede sig og slap igen, mens skrigene skar sig gennem nattens stilhed. Jeg kunne høre hende hviske stille, stemmen prøvede at være blid og beroligende:
Så så, lille skat… Kom nu, stop med at græde, vær sød ved mor. Mor har slet ingen kræfter tilbage…
Hun holdt den lille tæt ind til sig, mærkede hans krop ryste af gråd. Freja lod hånden glide hen over hans bløde hår, kælede forsigtigt for ryggen men intet hjalp. Det var, som om barnet slet ikke hørte hendes ord, ikke kunne mærke hendes nærhed.
Hvorfor? tænkte hun og bed sig i læben for at holde tårerne tilbage. Hvad mangler han dog?
Mor er her tjek. Hun havde næsten ikke forladt ham i flere uger. Tøjet og bleerne var rene, rummet lunt, hyggeligt. Han havde sin lune heldragt på. Han kunne spise, præcis når han ville, for Freja var altid lige ved hånden. Og han havde jo ikke ondt nogen steder!
Tankerne kørte igen og igen. Lægen, Birgitte Sønderby, havde undersøgt sønnen for to dage siden og forsikret med et lille, trygt smil: Alt ser fint ud, han er sund og rask. Og der havde aldrig været grund til at tvivle på Birgitte: hun var kendt for at have styr på tingene, folk kom sågar til hende fra hele Sjælland, og hendes ry gik fra mund til mund som den dygtigste børnelæge.
Selv moren var sikker på, at alt var i orden. Et par dage før var hun kommet forbi, kiggede på Frejas hylende dreng og sagde let irriteret:
Hvorfor bekymrer du dig? Sådan er det altså. Det er bare temperament. Du var selv slem til at holde os vågne om natten, da du var lille. Jeg bar dig rundt, til du endelig faldt i søvn.
Freja havde bare sukket og forsøgt at smile. Hun vidste, moren talte sandt hun havde selv tre børn og havde stået med alt tænkeligt. Bare viden gav hende dog ingen ro.
Nu, i nattens stilhed, hvor uret tikkede og regnen trommede sagte mod ruden, ramte trætheden hende som et tungt tæppe. Hun blev ved at hviske sønnen kærlige ord, vuggede ham, prøvede alt men hans gråd fyldte stadig hele rummet, og jeg kunne mærke hendes opgivelse vokse. Det var ligesom, at uanset hvor meget kærlighed hun øste ud, følte hun sig mere og mere magtesløs…
********************
Senere sad Freja på kanten af sofaen, holdt den nu sovende dreng tæt ind til sig. Endelig var der stille han var faldet til ro efter timevis med gråd. Frejas blik gled rundt i stuen, men hendes tanker var helt andre steder. Hun kom igen i tanke om telefonsamtalen med sin mor for et par timer siden.
Mor var startet ud som altid strømmen af gode råd, hvordan Freja skulle håndtere ham, hvilke rutiner der var bedst, og hvordan hun selv gjorde det dengang. Da du var lille, gjorde jeg sådan og sådan, og du blev da et dejligt menneske. Men pas nu på med at tage ham for meget op han bliver så vant til det, og så kommer du aldrig af med vanen.
Freja nikkede, lod som om hun lyttede, men indeni strammede det til. Hun bad slet ikke om alt det: rådene, minderne, formaningerne. Hun havde bare behov for, at mor kom og hjalp bare en time, så Freja kunne tage et bad, drikke te i stilhed eller bare ligge ned og lukke øjnene i tyve minutter. Men hun havde efterhånden opgivet at spørge; hver gang Freja nævnte, hun havde brug for hjælp, fandt mor noget andet at tage sig til: Du skal lære at klare dig selv.
I Frejas tanker rungede sætninger, som hun havde hørt tusind gange:
Hvad er der at pive over? Hvorfor skal bedsteforældre løbe efter hjælp? Barnet er din opgave. Du har selv valgt det, så uddan dig nu som mor! Der er mange, der har flere børn helt alene. Du må bare tage dig sammen.
Hvis nogen sagde sådan ansigt til ansigt, tror jeg selv, hun ville grine et desperat grin, så tårerne sprøjtede. For sandheden var, ingen, der aldrig har stået op nat efter nat med et utrøsteligt barn, eller mærket trætheden lamme kroppen og bekymringen klemme hjertet fast, ved hvad det gør ved én.
Hun kiggede på sin søn hans ansigt var helt fredfyldt, små fingre knugede dynen. Forsigtigt strøg hun hans bløde kind, sukkede og tænkte: Hvordan forklarer man det til folk, der aldrig har stået i det? Det handler ikke om dovenskab, slet ikke! Nogle gange har man bare brug for et lille pusterum ti minutter, hvor man ikke føler, man står helt alene med det hele.
Men i stedet kom der kun råd, formaninger og ingen egentlig hjælp. Freja så ud af vinduet, hvor det begyndte at skumre. I morgen ventede endnu en dag: mad, bleer, vuggen, gråd, udmattelse… Helt alene, igen.
Og egentlig havde Freja slet ikke haft lyst til børn endnu!
Hun kunne se på sit karakterbevis, det fine bevis, der var kulminationen på fem års slid. Kun 22 år, og nu færdiguddannet, fuld af håb om job, karriere, voksenliv!
Hun og Mikkel var blevet gift for et halvt år siden stille og roligt, kun nærmeste familie. De syntes begge, at der skulle gå lidt tid, før de fik børn: Lad os nu leve for os selv et par år først, havde Freja tit sagt, og Mikkel var enig.
Men livet havde andre planer.
Hendes mor, Jette, havde været energisk hele sit liv havde altid rigeligt at se til, arbejde, hjem, hjælpe sine børn med lektier. Pludselig kom diagnosen. Alvorlig, skræmmende.
Først nægtede Freja at tro på det. Så søgte hun gennem hospitaler, ledte efter gode læger, prøvede hvad som helst. Moren var dog mest optaget af én ting:
Hvem ved, hvor lang tid jeg har tilbage, lød det fra Jette med klare øjne. Jeg vil gerne nå at få et barnebarn, forkæle det, købe legetøj. Jeg vil nå at være bedstemor.
De ord ramte Freja som lynet. Hun stod med en kold tekop i hånden, tårerne pressede sig på.
Mor, lad nu være, du kommer dig, sagde hun med bævende stemme. Børnebørn, det kan vi sagtens nå! Når du er rask igen så lover jeg dig…
Jette smilede svagt, men svarede ikke. Men Freja bestemte sig: hvis moren kom igennem sygdommen, ville Freja opfylde hendes største ønske. Hun skyldte moren alt.
Og Jette kæmpede. Hun holdt fast, gennemførte behandlingen, var tålmodig, slap aldrig håbet. Freja kom hver dag forbi hospitalet, holdt hendes hånd, fortalte sjove historier, fik hende til at le.
Efter et halvt år sagde lægerne: Det er overstået, hun har klaret den. Det lød som musik, som chancen for en frisk start! Jette blev stille og roligt sig selv igen; smilede, fik overskud.
Og nu skulle Freja pludselig til at købe pastelfarvede tapeter, puslebord, legetøj jobsøgning og karriere blev udskudt. I stedet for møder og voksenliv, stod hun nu mellem børnebutikker og snakkede om bleer med veninder.
Hun fortrød ikke et sekund. Men hun så sig i spejlet og kunne alligevel se, at hun indimellem følte sig fortabt. Det går for stærkt, tænkte hun, mens hun lynede jakken om sin begyndende mave. Men så mindedes hun mors øjne og vidste: det var det hele værd.
Mikkel tog også nyheden pænt, selvom farrollen var kommet lidt pludseligt. Men han så, hvor meget det betød for Freja, og sammen valgte de tapet og barnevogn, grinede lidt af egne usikkerheder.
Freja vidste, at moderskabet ville være hårdt uendelige søvnløse nætter, bekymringer og træthed. Alligevel, med Jette smilende og Mikkel ved sin side, følte hun, at det nok skulle gå. Man skulle bare vænne sig til det nye liv.
Men det blev ikke helt, som hun havde tænkt. Lægen en gammel ven af Frejas far lod det engang glide ud, at Jettes sygdom, så alvorlig den var, slet ikke havde været livstruende.
Hun skulle bare gennem behandlingen, så var alt godt, forsikrede han. Der var ikke nogen kritisk fare.
Freja mærkede vreden brede sig i kroppen. Ikke den buldrende, men den kolde, seje af den slags, der får hænderne til at ryste og tårerne til at sitre. Hun tænkte på de nætter, hun stirrede op i loftet og forestillede sig det værste. På alle de tårer, hun skjulte på hospitalets toilet. På stemmen, der gik i stykker, når hun opildnede moren til at kæmpe videre.
For hvad? Kun for at gøre sin mor tilfreds?
Freja fortrød ikke sønnen tværtimod! Allerede på sjette måned mærkede hun, hvor elsket det lille liv i maven var. Men vreden ville ikke helt slippe sit tag.
Da Jette en dag besøgte hende, kiggede Freja ned i tekoppen, ventede tavst.
Hvorfor er du så stille? spurgte Jette.
Freja stod med rolig stemme:
Mor, vidste du, at lægerne hele tiden mente, det nok skulle gå? At der ikke var fare på færde?
Jette stivnede, så en kort nervøsitet flakke i øjnene, men hurtigt lagde hun masken.
Og hvad så? svarede hun. Ville du have gjort det anderledes?
Ja, det gør hele forskellen! udbrød Freja og kiggede endeligt op. Du sagde, du ikke vidste om du ville leve længe nok. Jeg var så ræd for at miste dig!
Og hvad så? hævede Jette stemmen, næsten ligegyldigt. Alle mine veninder har haft børnebørn længe. Jeg gad ikke at høre for det mere. Hvis ikke jeg havde presset på, havde du aldrig givet mig barnebarnet. Du ville vel trække den ti år endnu!
En tung tavshed lagde sig. Freja stirrede på sin mor, som om hun så hende for første gang den omsorgsfulde og forstående mor var væk. Her sad en kvinde, der erkendte, at hun havde brugt Frejas frygt som middel til at få sit vilje.
Du… du udnyttede bare min frygt, hviskede Freja, stemmen brast. Jeg har grædt om natten, forestillet mig det værste. Og du brugte mig bare… for at få et barnebarn?
Det var for din lykkes skyld, sagde Jette koldt. Børn gør dig lykkelig. Du har altid været så følsom.
Freja rejste sig, stadig rystende på benene.
Lykke er ikke at vælge mellem sin mors helbred og sit eget liv. Lykke er ikke at blive løjet for.
Jette ville sige noget mere, men Freja forlod køkkenet og smækkede døren bag sig, lod tårerne få frit løb ikke stille, men kraftige, altopslugende.
Bag døren hørtes skridt Jette gik frem og tilbage, måske ventede hun på, at Freja ville komme ud og forsone sig.
Men det havde Freja ikke tænkt sig. Hun holdt hånden om maven og hviskede:
Alt bliver godt. Det er dig og mig nu. Ingen flere spil.
******************************
Graviditeten var svær. Først kvalme, så truslen om abort, konstante prøver og lægetjek. Lægerne forbød bekymringer men hvordan lade være, når intet går, som drømt?
Jonas kom til verden til tiden sund, kraftig, 52 cm, 3900 gram. De første dage efter hospitalet var Jette næsten ikke til at hive væk fra barnebarnet. Hun viste Freja, hvordan man svøbte, nussede rundt om ham, holdt ham timevis og lovede, at mor har jo brug for tid til sig selv. Freja blev nærmest glad måske ville hendes mor nu hjælpe for alvor…
Men euforien var kortvarig. Efterhånden blev besøgene kortere først par timer, så kun opringninger:
Hvordan går det med min Jonas? Holder han dig vågen? Nå, vi snakkes! Jeg ville bare høre, om alt var okay.
Freja lagde røret med bitterhed. Hun havde håbet, moren ville engagere sig i stedet blev det til sporadiske opkald.
Når hun endelig virkelig havde brug for hjælp f.eks. for at komme til læge lød svaret: Jeg har travlt. Du må klare dig, ligesom jeg klarede tre helt selv!
Det ramte. Hun huskede, hvordan moren harlet snart altid havde travlt, børneopdragelse var kvindens job. Nu stod Freja i samme situation.
Hun så på Jonas, hans runde kinder, små hænder. For ham ville hun bide alt i sig. Men hvor hun længtes efter, at nogen sagde: Bare hvil dig, jeg har ham…
************************
Freja stod og vuggede Jonas over vuggen, skumringen faldt udenfor. Femte dag alene uden Mikkel han var taget afsted tidligt, kysset hende i håret og hvisket: Jeg prøver at være hurtigt tilbage. Hun nikkede, men en knude sad i maven han var væk i en hel måned, skulle færdiggøre et vigtigt projekt.
Hendes mor havde haft sin mand som støtte delegere, hente, tage over. Men Freja havde ingen. Mikkel havde været søvnløs af bekymring, før han tog af sted, men han var nødt til det arbejdet skulle sikres.
Freja så på klokken. Næsten ni. Hun huskede ikke, hvornår hun sidst havde siddet stille bare fem minutter hver gang hun forsøgte, begyndte Jonas at klynke, og hun måtte rejse sig, vugge, berolige.
Tårerne kom nu. Først én, så flere hun kæmpede for at styre sig, men skuldrene rystede.
Pludselig ringede det på døren.
Freja tørrede hurtigt kinderne og gik hen for at åbne måske var det moren? Måske havde hun alligevel fået ondt af hende?
Men udenfor stod ikke hendes mor, men Helle Mikkels mor med en pose friskbagte boller og strengt, men varmt blik.
Hvorfor ringer du ikke? spurgte hun, allerede inden hun var indenfor. Jeg ringede til Mikkel, og han sagde, du sad alene her. Har du slet ikke sagt noget?
Freja forsøgte at forklare, men ordene kom ikke. Helle tog blot Jonas i sine arme:
Nu giver du ham til mig, og så går du ind og sover. Du ser ikke ud til at have sovet i dagevis.
Freja fulgte modvilligt med men Jonas, der ellers græd, blev straks rolig hos mormor. Helle strøg ham over kinden og begyndte at nynne lavmælt.
Freja satte sig på kanten af sofaen og så på dem. Hun havde aldrig betragtet Helle som nogen, hun kunne læne sig op ad Helle var rationel, arbejdsom, lidt fjern. De havde aldrig været nære. Men nu, hvor hun så, hvor let Helle håndterede Jonas, mærkede hun en varme brede sig.
Tak fordi du kom… sagde Freja stille. Jeg ville ikke besvære dig; du har så travlt…
Travl, ja, men ikke blind overfor mit barnebarn og dig, svarede Helle. Man må godt være træt. Du behøver ikke klare det hele selv.
Freja kæmpede for ikke at græde.
Men arbejdet…?
Det løber ingen steder. Men dig og Jonas det er det vigtigste. Lad os tage hjem på landet et par uger, du hviler, jeg og min datter hjælper med Jonas og de to vilde drenge, hun har med sig. Så kan du lade op, og Mikkel kommer snart hjem.
Freja tørrede øjnene og nikkede. Hun mærkede for første gang i månedsvis et lille håb stikke op.
Tror du virkelig, det hjælper?
Selvfølgelig. Du er mor, ikke superhelt. At række ud efter hjælp er sund fornuft.
Freja så på Helle og mærkede, hvordan lettelsen skyllede ind. Hjælpen kom, hvor hun mindst havde ventet og netop derfor føltes den uendeligt værdifuld.
***********************
Mikkel kom hjem to uger senere træt, men smilende. Han omfavnede Freja, løftede forsigtigt lille Jonas op og betragtede ham som noget helt nyt.
Klar til at tage hjem? sagde han, blidt.
Freja nikkede. Opholdet på landet havde givet hende styrke nogle sunde nætter, ro, lære at tage børnegråd i stiv arm. Men hjemmet trak. De flyttede tilbage, Mikkel satte alt på plads, sørgede for, alt var varmt og hyggeligt.
Dagen efter stod Helle i døren med en stor kurv blomsterboller.
Jeg kigger bare ind, sagde hun. Skal I have en hånd? Eller bare lidt selskab?
Sådan blev det en vane. Helle dukkede op jævnligt enten med hjemmebag eller for lige at tage Jonas en tur i barnevognen, mens Freja tog sig et bad eller drak varm kaffe med Mikkel. Og langsomt kom Freja til at sætte umådelig pris på det. Helle var ikke bare pligtopfyldende hun lagde hjerte i det, også til Freja.
Tak for alt, sagde Freja en dag, da Helle skulle gå. Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre uden dig.
Det er da det mindste I er min familie, svarede Helle.
Imens ringede Frejas mor sjældnere og sjældnere spurgte en gang imellem, hvornår hun kunne besøge Jonas, og alt efter blev der sat tid i kalenderen.
Men en dag dukkede Jette uanmeldt op:
Hvor er Jonas? Jeg havde lige klemt to timer ind mellem indkøb og venindestævne skulle bare lige se til ham…
Freja blev tvivlen:
Mor, jeg sagde jo i går, at Helle ville tage Jonas på en lang gåtur. Jeg vidste ikke, du ville komme forbi.
Nå, så nu står jeg bag svigermor? Og du glemte at informere? stemningen blev straks kold.
Freja forsøgte at glatte ud:
Du kunne jo have ringet… Helle hjælper os virkelig meget og… Det er så rart…
Ja ja, jeg forstår, jeg træder i baggrunden, snerrede Jette, smækkede døren og gik.
Nogle dage senere erfarede Freja, at moren nu koncentrerede al sin energi om Frejas lillesøster, der netop havde fortalt, hun ventede barn. Nu ringede Jette dagligt til hende, tilbød al mulig rådgivning, diskuterede navne og købte allerede babytøj.
Freja opfangede samtalen med moren over telefonen, og først var hun såret. Men pludselig mærkede hun en overraskende ro ved det. Det var egentlig ligegyldigt. Hun havde jo dem, der virkeligt hjalp og holdt af hende Mikkel og Helle, der kom med kager eller bare ro til at slappe af.
Ved du hvad, sagde hun en dag til Mikkel, mens de sad i køkkenet om aftenen, jeg bliver faktisk ikke rigtig ked af det mere. Vi har dem hos os, vi har brug for.
Mikkel lagde armen om hende:
Det er det vigtigste. Resten er bare småting.
Freja smilede. Ja, småting. Det vigtigste var, at Jonas sov trygt i sin vugge, Mikkel var tæt på, og næste dag ville Helle igen komme forbi med boller og et smil.
Alt andet, det betød ikke rigtigt noget.
