For tyve år siden arbejdede jeg som skifteholdsarbejder i det nordligste Jylland.
Jeg boede på kollegium, på anden sal, mens stueetagen husede et midlertidigt opholdssted for børn af omrejsende fårehyrder. Børnene, der ikke kunne rejse rundt med deres forældre, boede der hele sæsonen igennem. Alderen varierede, de større gik i skole, de små blev passet af en omsorgsfuld pædagog.
Efter arbejde lavede vi aftensmad sammen hele holdet, fortalte røverhistorier og passede tiden foran fjernsynet, mens regnvåde skyer flød forbi udenfor.
En aften lød der et svagt bank på døren til vores værelse. Jeg åbnede, og der stod en lille dreng, næppe mere end to-tre år gammel. Solid, kulsort hår stod ud som små pigge på hovedet, øjnene smalle og livlige, og han rynkede på næsen, sniffende nysgerrigt vi havde frikadeller og kartoffelmos på bordet.
Jeg spurgte:
Er du sulten?
Han nikkede alvorligt, gik straks hen til bordet, åd op på ingen tid, kravlede op på skødet af mig og faldt i søvn. Hvad skulle jeg gøre? Jeg bar ham ned og overlod ham forsigtigt til pædagogen.
Min kone og jeg har ingen børn sådan faldt det ud for os, og vi havde efterhånden vænnet os til tanken om at blive gamle sammen i stilhed. Men lige i det øjeblik, jeg bar den lille dreng, blev jeg ramt af en mærkelig melankoli. Tænk, huset derhjemme, gården men ingen latter eller børnestemmer.
Hver aften til middag kiggede den lille jyde forbi. Han sagde ikke meget, men pegede som en hoppe eller imiterede en ulv fik os til at le, og han selv lo højlydt med.
Den sidste dag på skiftet, alt pakket og klar, ventede vi på bussen tilbage sydpå. Igen bankede det sagte. Vores lille ven trådte ind, pegede på mig og vinkede, jeg skulle følge med. Vi gik op på loftet, hvor han rodede lidt rundt og hev en lille ting frem, indsvøbt i et gammelt håndklæde, og så spillede han. Mærkelige toner fyldte rummet: suset fra grantræerne, mågers skrig over fjorden, vindens rusken. Der var noget fortryllende nordisk i klangen, og noget næsten sørgmodigt. Han spillede på en mundharpe han sagde farvel.
Næste skifte kunne jeg næsten ikke vente med at komme op igen. Tasken fuld af slik og små legetøjsdyr. Jeg løb straks ned til opholdsstedet. Men den lille knægt var væk. Han var fyldt tre, sendt videre til børnehjem, forældreløs forældrene forsvundet i vestenvinden.
Sorgen satte sig tungt. Jeg havde vænnet mig til ham. Jeg tog til børnehjemmet. Da jeg trådte ind, kom han løbende mod mig, armene strakt ud, pludrede løs på sit jyske mummelmål. Lige der traf jeg mit valg:
Mit barn skal du være. Jeg tager dig hjem. Jeg vil varme dig, elske dig.
Jeg bad om fri fra jobbet og skyndte mig hjem til min kone, fortalte hende alt om drengen. Hun tøvede ikke et sekund pakkede sin taske, og sammen tog vi nordpå for at møde ham.
Detaljerne kan jeg springe over men med hjem kom vi, nu som tre.
Han hed Truels det betyder stærk og modig på olddansk. Vi kalder ham bare Trulle nu. Vores dreng, vores glædeHan fyldte vores hjem med lyd, latter og den særlige rodløshed, kun børn fra vinden kender. Hver aften satte han sig imellem os på bænken foran huset, trak mundharpen frem og spillede de fortryllede nordjyske toner, der fik solsortene til at lytte, og os til at glemme alle de år, der havde været tomme. Hen over markerne kunne vi høre mågerne fra fjorden, som om de nikkede med. Da han første gang greb min hånd, sagde han bare:
Nu har jeg fundet min flok.
Og selv om mange vintre siden da har lagt sig omkring os som sne, ved vi altid, når han spiller for os under de store graner, at ingen af os nogensinde skal være alene mere.
For tyve år siden arbejdede jeg som rotationsarbejder i det nordlige Grønland.
