Hjertet lyver aldrig

Hjertet lyver aldrig

Freja trådte ind i opgangen, trykkede på elevatorknappen og lod sig glide op til sjette sal. Hun trådte ud, som hun så mange gange havde gjort som barn og ung, og gik hen til døren, hvor minderne nærmest boblede i hende.

Af gammel vane havde hun allerede fisket nøglerne op af tasken, men standsede op, kiggede skiftevis på dem, på døren, og puttede dem tilbage. I stedet ringede hun på.

Hendes mor åbnede døren:

Hvorfor ringer du dog? Har du glemt nøglerne igen?

Freja nikkede med et lyst smil og sagde kvikt:

Hej! Hvordan går det?

Hej, min pige, hendes mor gav hende et varmt kram, og Freja kyssede hende let på kinden. Kom ind, skat.

Freja rakte sin mor poserne med madvarer og medicin, som hun havde købt til dem, og mærkede lettelsen. Stemningen var god i dag ingen moralske opsange i sigte.

Netop da dukkede hendes far op fra stuen:

Nå, der er du jo! Endelig! Hvorfor er du alene? Vi troede, du havde Markus med.

Øh, det Freja blev grebet på det forkerte ben og nåede ikke at finde på en undskyldning for, hvorfor hendes kæreste ikke var med. Han havde travlt.

Hvad skulle hun ellers sige?

Sidst, de havde været på besøg, havde hendes forældre presset stakkels Markus så meget med alt det bryllupssnak, at han nærmest havde fået nok og havde lovet at fri til Freja snart.

Men bagefter havde de to siddet tavse i bilen hele vejen hjem, og så snart de kom hjem, blev det til et skænderi.

Som om jeg ikke allerede har friet til dig?! sagde Markus frustreret. Det er jo dig, der tøver med at sætte en dato!

Markus så virkelig såret ud, og måske var han det, for Freja havde trukket det hele i langdrag.

Hun havde omfavnet ham:

Du er den bedste! Jeg elsker dig! hviskede hun bare.

Hun mente det. Markus var en fantastisk fyr, og hun holdt af ham, men… men hun følte ikke, at han var den ene rigtige. Alt var rigtigt, men alligevel manglede der noget, som hun ikke kunne sætte ord på. Hun anede ærlig talt ikke, hvad hun skulle stille op…

Nå, men gå ud og vask hænder og kom ind og fortæl os lidt nyt, sagde hendes mor.

Resten af besøget forløb, som det plejede. Freja talte med sine forældre, de spiste frokost sammen, og hun var på vej videre, da hendes forældre udvekslede blikke, og hendes mor tog ordet:

Freja, elsker du Markus?

Ja, det gør jeg.

Har han friet?

Ja… ja, det har han.

Har han? Og hvad så?

Jeg sagde, jeg skulle tænke over det…

Freja sænkede blikket og studerede mønsteret på dugen, som om hun aldrig havde set det før.

Freja! hendes mor lød som om hun slog ud med hænderne, det mærkedes selvom Freja ikke kiggede op. Vi var så hårde ved Markus i sidste uge, og så er det i virkeligheden dig, der står i vejen? Hvad tænker du på, skat?

Jeg ved det ikke…

Jeg forstår dig godt, min pige…

Freja kiggede overrasket op på sin mor.

Mener du det?

Selvfølgelig! Jeg var også nervøs for, om den rigtige dag nu blev valgt til brylluppet, om det ville regne, om toastmasteren eller gæsterne ville svigte, eller om brudepigerne ville have forkerte kjoler på… Men det hele gik perfekt!

Freja smilede.

Selvfølgelig. For hendes mor var det eneste problem bekymringer om småting, ikke om det, der virkelig pressede Freja.

Du og Markus passer perfekt sammen, Freja. Det forstod jeg med det samme, og derfor ville vi så gerne støtte ideen om, at hans forældre og vi skulle præsentere jer for hinanden…

Vent… Det var som om tiden stod stille for Freja.

Hvad mener du med præsentere os?

Altså, Markus så dit billede først, han syntes du var skøn, og så løb I tilfældigt ind i hinanden, og blev straks betaget.

Interessant! Så måske var det ikke tilfældigt, de mødtes dengang…

Selvfølgelig kunne vi have inviteret ham og hans forældre hjem til os, men det var da mere romantisk sådan!

…

På vej hjem summede morens ord i Frejas hoved:

“Vi kunne have inviteret hans forældre hjem, men det var da mere romantisk sådan!”

Mere romantisk. Mere romantisk!

Først blev hun sur på forældrene, men da hun nærmede sig hjemmet, var hun faldet ned.

I sidste ende, at hun og Markus klikkede det viste trods alt, at hendes forældre godt kendte hende. Og alligevel der var stadig noget, der manglede i forholdet.

Bare hun dog vidste, hvad det var!

…

Freja, har du hørt? Du har misset alt det spændende! Freja var knap nok trådt ind på kontoret, før hendes kollega, Anne, kastede sig over hende.

Og hvad har jeg dog misset? Freja smilede.

Ikke hvad, men hvem. Vi har fået en ny fyr. Jeg er sikker på, han er lige noget for dig.

Freja grinede.

For mig? Det lyder nærmere som om, det er dig, der synes han er spændende! Tsk tsk, du har jo mand og børn!

Anne rødmede.

Slap dog af, Freja! Nu fortæller jeg dig ikke mere, mumlede Anne og vendte sig mod computeren.

Og Freja tændte sin og kastede sig over arbejdet.

Frokosten nærmede sig.

Nå, jeg går ned og spiser.

Hun rejste sig og greb tasken.

Kommer du med? hun stoppede i døren og sendte Anne et blik. Men Anne mumlede:

Nej!

Freja trak på skuldrene og gik ud.

Hun gik ned ad gangen og mærkede, at hun egentlig var småirriteret hvorfor var hun så spydig over for Anne? Hun kunne jo godt have holdt igen. En uskyldig spøg måske, men stadig

Pludselig stoppede en fyr foran hende, og uden at se sig for gik hun direkte ind i ham.

Klassisk, tænkte hun.

Undskyld! sagde han, selvom det var hende, der stødte ind i ham.

Freja ville til at sætte ham på plads, men lod være. Det måtte være den nye, for hun havde aldrig set ham før.

Jeg hedder Freja. Analytiker, præsentationen gled ud af hende uden videre.

Jonas. Jeg er programmør.

Hyggeligt.

I lige måde.

Så smilede Jonas og det slog klik; et sug i maven, hjertet slog et ekstra slag. De smilehuller! De livlige grågrønne øjne!

Pausen blev pinlig lang.

Jeg skal til frokost, udbrød Freja.

God appetit.

Freja smilede tilbage og gik.

Udadtil bevarede hun fatningen, men indeni havde benene fået deres eget liv hun længtes efter bare at løbe tilbage og tale med ham igen!

Til frokost kunne hun næsten ikke få en bid ned. Tankerne kredsede hele tiden om Jonas.

“Nej, det er umuligt. Kærlighed ved første blik? Ej da… Bevares, han er flot, har et fantastisk smil Men det er jo kun det ydre, man ved aldrig hvad der gemmer sig bagved.”

Freja besluttede at hun bare ville være venner med ham først.

Da hun kom tilbage, kastede Anne straks nyheden over hende:

Slap bare af. Jeg har tjekket det ud. Jonas har en kæreste. Så hverken du eller jeg har nogen chance

Freja satte sig.

Fint, sagde hun, selvom skuffelsen stak dybt.

Altså, jeg har selv en kæreste, så det er jo ligegyldigt… tilføjede hun tørt.

Hvis Anne havde svaret, var det sikkert endt i skænderi, men Anne forholdt sig tavs.

…

Tiden gik.

Frejas forældre ventede stadig på, at hun skulle melde datoen ud for brylluppet. Markus ventede. Selv hans forældre sendte håbefulde blikke, når hun kom forbi på besøg.

Hun mærkede presset overalt. De smilede godt nok alle sammen, men så snart hun så dem i øjnene: “Hvornår?”

“Jeg må gøre noget,” tænkte Freja, men hun kunne ikke tage en beslutning, så hun gjorde ingenting.

Måske ventede hun på Jonas. De var blevet gode venner. Nu vidste hun, at han havde været sammen med sin kæreste i fem år, med op- og nedture, brud og forsoninger og at han stadig ikke vidste, om hun var den rigtige.

“Utroligt, tænkte Freja han er også fanget i et ingenmandsland. Ligesom mig.”

…

Freja, har du tænkt over, at det snart er sommer? spurgte Markus en morgen ved morgenbordet.

Selvfølgelig! Jeg elsker sommer, det ved du da!

Hun blev straks i godt humør, næsten som om der voksede vinger ud på ryggen af hende.

Jeg synes, vi skal gifte os om sommeren. Juli eller august. Perfekt tid til bryllup.

Nå, Markus kunne altid skyde glæden i sænk:

“Bryllup igen! Hvorfor kan vi ikke bare leve som nu?”

Hvad siger du? pressede Markus på.

Kan vi ikke vente til efteråret? spurgte Freja forsigtigt. Der er også smukt, og det kan både være lunere og billigere, hvis man rejser bagefter. Om sommeren er det jo dyrt overalt.

Nej. Nu snakker vi om bryllup, ikke bryllupsrejse. Vi får jo alligevel ikke ferie til sommer. Så hvad siger du, juli eller august?

Markus så på hende, og Freja forstod, at nu kunne hun ikke længere trække den.

August, sagde hun stille.

Fint! Så er det besluttet. Om to måneder går vi ned og bestiller tid.

…

Flere dage var Freja rastløs. Markus havde sat hende over for et valg, som om det bare var at vælge juli eller august

“Jeg må gøre noget,” gentog hun for sig selv. Men hvad? Gå fra Markus? Flytte hjem igen? Hun havde luftet idéen, men hendes forældre ville ikke tage hende tilbage. Til en veninde måske? Hun burde spare lidt op.

På vej til frokost mødte hun selvfølgelig Jonas. De snakkede, drillede hinanden lidt. Til sidst sagde hun:

Jeg skal giftes i august.

Så du har besluttet dig?

Freja nikkede.

Godt for dig. Jeg er stadig ikke blevet klogere på mit eget liv…

“Er det virkelig alt, du har at sige?” tænkte Freja.

Måske havde hun bildt sig det hele ind. Måske syntes Jonas slet ikke om hende… Jo, de grinede og smilede til hinanden, og nogle på arbejdet var sikre på, de havde en romance men der var aldrig noget.

Kommer du med til firmafesten i aften? spurgte Jonas så.

Hvilken fest? blev Freja overrasket.

Firmaet fejrer et eller andet. Der blev sendt en invitation rundt. Jeg går med.

Send den til mig, så kigger jeg også forbi, sagde Freja.

…

“Og hvorfor gik jeg egentlig med? Sikke en kedelig fest!” tænkte Freja.

Hun kiggede rundt ingen Jonas, men så de kendte piger fra økonomi og gik over til dem.

Hvorfor er der så få til festen? spurgte hun.

Programmørerne har dummet sig og ikke sendt invitationen til alle. Helt fint færre folk, mere luft.

Nå…

Freja spejdede igen efter Jonas.

“Hvor er han?” tænkte hun.

Leder du efter Jonas? Han kommer ikke. Hans kæreste ringede, og han forsvandt straks hjem til hende.

Freja trak på skuldrene:

Hvorfor går I ud fra, jeg venter på ham? Jeg har jo selv en kæreste.

Hun forsøgte at smile, men indeni var hun trist.

“Hvad skal jeg gøre? Gå hjem alene?” tænkte hun.

Selvfølgelig kunne hun, men skulle Jonas fravær virkelig ødelægge hendes aften?

Nej, besluttede hun, og kastede sig ud i samtalerne igen. Først med økonomipigerne, så med andre, skiftede selskab flere gange.

Så gik de videre til en anden café, derefter bar, derefter gik de en hel flok ud i Kongens Have.

En efter en faldt folk fra, men Freja havde slet ikke lyst til at tage hjem.

…

Freja tog sig selv i at kigge på klokken.

Seks om morgenen! Utroligt.

Hun fiskede mobilen op, så Markus havde ringet utallige gange.

Hun så op og opdagede, at hun nu kun sad tilbage med deres direktør, Peter Henriksen, og de havde talt hele natten om bøger og film.

Freja blev pinligt berørt og rødmede sikkert.

Vi må vist til at komme hjem, sagde hun bare.

Ja, du har ret, smilede Peter. Jeg bestiller dig en taxa.

Kort efter holdt taxaen, og Freja prøvede at spille cool, selv hvis intet var sket… og det var der jo heller ikke.

Tak for en herlig aften. Det må vi gøre igen, sagde hun, inden hun nåede at bide sig selv i tungen.

Peter grinede:

Selvfølgelig, det gør vi snart igen.

Og Freja rødmede igen.

…

Hvor har du været? spurgte Markus surt.

Til fest. Jeg skrev da til dig…

Fest til næsten klokken otte om morgenen?

Ja, det må du undskylde, det sker ikke igen…

Behøver heller ikke. Pak dine ting og gå.

Markus regnede måske med, at Freja ville bede ham om at blive, men hun blev blot fornærmet, pakkede sine ting og tog hjem til forældrene.

…

Hvad mener du, I slog op? Hvordan kunne I? I var jo det perfekte par! Frejas mor blev nærmest teatralsk.

Åh, mor…

Hvad? Vi havde jo fundet den perfekte mand til dig!

“Netop… I havde fundet ham!” tænkte Freja, men sagde:

Må jeg flytte hjem, eller skal jeg finde noget andet?

Selvfølgelig, min pige. Hvor skulle du ellers tage hen…

Hendes forældre sukkede opgivende.

…

Freja var trist på arbejde. Efter firmafesten var Jonas pludselig ikke længere så tiltrækkende, og hun indså, at han heller ikke var “den rigtige”.

Men hvem var så? Og skulle hun overhovedet finde én?

Pludselig ringede telefonen på hendes bord.

“Sikkert økonomiafdelingen igen,” tænkte hun og tog den næsten hidsigt:

Ja, hvad er det nu?

Øhm… ikke noget særligt. Freja, kom op til mig.

Hun hørte røret smække på.

Freja lagde telefonen på plads og stirrede på den i rædsel.

Du kigger på den, som om det var en hugorm, bemærkede Anne.

Det fik hende til at tage sig sammen. Hun mumlede noget, rejste sig og gik mod direktørens kontor.

Hej! sagde hun til sekretæren, Line. Han sagde, jeg skulle komme.

Line så overrasket ud, men ringede ind.

Peter, Freja fra analyseafdelingen er her… Godt…

Hun lagde på og så spørgende på Freja.

Du kan gå ind. Han venter på dig.

Freja trak vejret dybt og gik ind.

Goddag, Peter, sagde hun formelt. Du kaldte?

Hej. Ja, jeg ville spørge dig vil du med i biografen?

Freja kunne mærke sine øjne blive store som tekopper og så direkte på direktøren.

Undskyld, hvad?

Vi har jo allerede sagt du og jeg, smilede Peter. Jeg spørger, om du vil med i biffen. Vil du?

Freja fugtede sine læber, samlede mod, og var sikker på, hun skulle sige “nej”, men det der kom ud var:

Ja.

Perfekt. Så henter jeg dig efter arbejde.

Nej, det er ikke nødvendigt. Vi kan bare mødes på caféen nede ved arbejdet…

Lyder fint, sagde Peter.

Freja gik ud.

Alt i orden? spurgte Line.

Helt fint. Jeg bliver ikke fyret endnu.

Hun måtte sige et eller andet! Line var jo dødeligt forelsket i Peter og håbede selv at vinde ham, men virkeligheden sneg sig ind på hende nu

Senere den dag mødtes Freja og Peter på café, og derefter igen og igen

Vil du gifte dig med mig? spurgte han en dag.

Ja, svarede hun stille.

Og hun tænkte for sig selv, hvor heldig hun var over, at Jonas ikke var kommet til festen den aften for så havde hun aldrig lagt mærke til Peter. Og hun takkede sig selv for, at Markus havde valgt at ende deres forhold, for hun ville aldrig selv have haft modet til det.