Ej, se, se, Signe, hvem kommer der? Din store kærlighed!
Signe sidder sammen med kollegerne i kantinen til frokost, mens hendes veninde Mette prikker til hende. Hun vender sig nysgerrigt og ser, at Kasper træder ind i kantinen. Kasper smiler til nogen, hilser på et par stykker, nikker til andre. Han ser som altid fabelagtig ud. Signe kigger næsten misundeligt på dem, der taler med ham. Hendes Kasper lægger aldrig mærke til hende, men hvor hun dog synes, han er skøn.
Ja, ja, så kom han da. Hvad så? Signe trækker bare på skuldrene.
Men du kan jo lide ham, griner Laura med et glimt i øjet.
Nu stopper I altså, piger, bryder Stine ind til Signes forsvar. Hvorfor skal I hakke sådan på Signe? Alle har jo en fra kontoret, de savler over Mette, du er vild med Martin, og Laura, du sukker jo efter Jesper! Og du, Stine, du er jo gift!
Hold nu op, fniser de alle sammen. Til Signes lettelse bliver der stille om bordet.
……………………
Signe går fra arbejde og sætter kurs mod metroen. Hun når knap nok at tage to skridt, før en lille dreng på løbehjul ræser direkte ind i hendes ben.
Og nu som om det ikke var nok, at det gør ondt, og at der snart vil titte et blåt mærke frem på hendes skinneben så har hun også fået hul på strømpebukserne!
Sikke en afslutning på dagen…
Undskyld, undskyld! drengens mor iler over og ser bekymret på Signe.
Det går nok, svarer Signe hurtigt.
Må jeg ikke i det mindste give dig penge til nye strømper? Moren roder i sin Lillebror-pung.
Nej, nej, det er fint. Jeg klarer mig, forsikrer Signe, der vinker det væk.
Moren og drengen fortsætter. Signe sukker og er på vej videre mod metroen, da hun opdager, at Kasper står ved hendes side.
Kan jeg hjælpe med noget? spørger han. Jeg kan køre dig hjem, hvis det er?
Hjertet hamrer i hendes bryst, og hun har allermest lyst til at hoppe og danse, men Signe får kun sagt køligt:
Nej tak. Jeg kan godt selv.
Kasper går, og Signe slæber sig mod metroen, tænker at hun må være skør. Hvordan kan hun sige nej til hjælp fra ham, hun drømmer om?
Til gengæld begynder Kasper at hilse på Signe efter det møde.
Tiden går. Signes kolleger får nye jobs, gifter sig, Laura bliver skilt og finder sammen med Jesper. Kun Signe føler, intet forandrer sig hun er stadig alene og stadig forelsket i Kasper.
En dag sker det igen: Mens Signe går fra arbejdet mod metroen, sprøjter en forbipasserende bil hende til med regnvand. Og ligesom sidst er Kasper dér med det samme og spørger, om han kan hjælpe. Og igen siger Signe nej og skælder sig selv ud hele vejen hjem.
Næste dag får hun en e-mail fra Kasper til hele kontoret han siger tak for samarbejdet og fortæller, at han forlader firmaet.
Det var det, tårer presser sig på i Signes øjne.
Nu skal han væk, og hun ser ham nok aldrig mere…
Hvad nu?
Hey veninde! Pludselig mærker hun nogen ruske hende på skulderen.
Hm, hvad? Det er Mette.
Har du læst det? Mette ser på Signe med store øjne.
Signe ved straks, hvad hun mener.
Ja… suk.
Hvad har du tænkt dig at gøre?
Signe går helt i panik hvad kan hun dog gøre?
Mig? piber hun.
Ja, ikke mig da! Vi ved jo allesammen, han er din store kærlighed. Hvis det var mig, havde jeg forlængst fundet på noget. Du dvæler bare…
Signe sukker. Mette er altid så modig og målrettet, og Signe… ja, hun er bare slet ikke sådan.
Så gør du ingenting?
Hvad skulle jeg dog gøre? Signe mærker, Mettes energi vælter hendes vante verden.
Du kan da skrive og sige, at det har været en fornøjelse at arbejde sammen måske skal I have fælles afskedsøl et sted? Måske ikke en fest, bare et lille hygge-farvel…
Jeg ved ikke rigtig…
Signe føler sig utilpas ved tanken. Men Mette affejer det.
Nå, flyt dig lige…
Mette sætter sig ved Signes computer. Hendes fingre danser hen over tastaturet.
Så blev det sendt!
Hvad?! Hvad har du gjort?!
Signe, slap nu af. Jeg har bare inviteret til farvel-kaffe. Ingenting farligt. Gør dig klar du skal jo med!
Signe sætter sig igen og læser overrasket svaret fra Kasper: Han synes, det lyder som en god idé. I det samme beslutter Signe sig for, at hun overhovedet ikke vil dukke op.
Dage og uger går. Dagen for Kaspers farvel nærmer sig. Indimellem vil Signe gerne med, så tør hun ikke, så vil hun alligevel. Hun er i vildrede. Hun ser på Mette, misunder hende lidt og tænker, hun skulle ønske, hun kunne det samme.
Men så kommer endnu en mail fra Kasper hans sidste dag bliver udskudt to uger. Stadig usikkerhed for Signe.
Tag det nu roligt, Signe, der sker jo ikke noget ved det, prøver Mette at opmuntre.
To uger senere kommer mailen: Kasper bliver alligevel i firmaet, men farveløl skal de stadig have!
Signe smiler fjollet ved tanken nu vender alt tilbage til det samme. Hun kan igen sidde og se drømmende på Kasper i kantinen.
Klokken seks pakker Signe sammen for at tage hjem.
Vent lige på mig, Signe, vi følges ad, siger Mette bag hende.
Skal du samme vej? Signe ser overrasket på hende.
Nej nej, vi skal til afskedsøl sammen!
Skal vi? Signe ser forvirret ud. Mette griner.
Tænkte du virkelig, du kunne slippe uden om? Nej, nu skal du snakke med den mand. Du har pisket dig selv så længe nu er det nu. Ellers vågner du som 45-årig og ærgrer dig resten af livet.
Signe bliver kort irriteret, men indser, at Mette har ret. Bedre at prøve end at ærgre sig for evigt!
Okay, lad os tage afsted, siger hun bestemt.
……………………
Hvordan har du det så? spørger Mette over frokosten dagen derpå.
Fantastisk! Tak fordi du skubbede lidt. Nu ved jeg i det mindste, Kasper er præcis, som jeg forestillede mig.
Hej piger! lyder Kaspers stemme bag dem.
Haha, tal om solen… Mette blinker til Signe.
Hej, hvis det skal være.
Må jeg slå mig ned?
Selvfølgelig, kom endelig!
På den måde bliver Signe og Kasper venner.
……………………
Nå, hvordan går det så med jer? spørger Mette nysgerrigt en dag.
Signe sukker.
Der sker slet ingenting. Vi er venner, det er det hele. Vi går ture, men til sidst siger han bare: Det var hyggeligt, vi må gøre det igen. Signe imiterer Kaspers stemme, og Mette griner.
Har du inviteret ham på en kop kaffe?
Nej.
Så er det på tide!
Signe sukker igen. I hendes verden tager mændene altså det første skridt…
Siden følger flere byture, snakke, biograf-ture og koncerter. Men mere sker der ikke, og Signe begynder at tænke, at det nok ikke skal være hende og Kasper. Måske er der en anden derude, hun bare ikke har lagt mærke til.
Dagen efter hun beslutter det, går de igen en tur i Kongens Have. Kasper vil følge hende hjem, men pludselig åbner himlen sig, og regnen vælter ned.
Skynd dig med mig hjem, jeg bor lige i nærheden! Kasper griber hendes hånd, og sammen løber de grinende gennem regnen, op i hans opgang og videre ind i elevatoren. Ingen siger noget, men pludselig kysser de hinanden.
Hvad er jeg for dig? spørger Signe.
Du er min kæreste, svarer Kasper. Jeg troede aldrig, jeg ville møde sådan én som dig, jeg kun havde turdet drømme om.
