Jeg har brugt næsten hele min folkepension på denne aften! Jeg troede, du satte pris på mig! Og så ledte du bare efter én, der kunne betale for dig på restauranten? Tak for denne gang, Viggo! Farvel.
For mange år siden stod Lise foran spejlet og betragtede sin nye kjole. Mørkeblå, diskret men elegant. To tusinde kroner havde hun givet for den, en formue for en pensionist.
Men Viggo havde lovet hende en særlig aften. Han sagde, han havde en overraskelse til hende. Så hun måtte tage sig ud.
Hun lod hånden glide over stoffet. Det var længe siden, hun havde købt noget nyt til sig selv. Alt gik ellers til medicin, el og varme. Hun boede alene og talte hver en krone. Men nu fik hun pludselig lyst til at føle sig smuk igen.
Fire måneder tilbage havde hun mødt Viggo på Hvidovre Hospital, begge i venteværelset til hjertelægen. Han klagede over blodtrykket, og hun gav ham et godt råd om en læge. Snakken gik. Han havde lune i øjnene og let til grin. Bagefter inviterede han på en gåtur.
Siden blev det til flere ture i Frederiksberg Have og kaffe på små caféer. Dog delte de altid regningen. Viggo forklarede hver gang:
Du ved jo, Lise, jeg knebent klarer mig. Bor hos min datter, pensionen er lille, det hele går til børnebørnene.
Hun forstod det. Også hendes pension var beskeden det rakte kun til det allermest nødvendige.
Da hendes fødselsdag nærmede sig, forsøgte Lise at slippe udenom.
Der er ingen grund, Viggo. Den alder og ingen penge at sprede om sig med.
Men Viggo insisterede.
Lille Lise, selvfølgelig skal det fejres! Du er noget særligt. Og jeg har endda en gave klar.
Hvilken gave? spurgte hun, lidt genert.
En overraskelse, han smilede hemmelighedsfuldt. Lad os tage på restaurant. Rigtig fejre dig.
Lise opponerede, men han gav ikke op. Hvis han nu talte om gave, tænkte hun, så havde han virkelig planlagt noget særligt. Måske smykker. Måske teaterbilletter.
Så besluttede hun at købe kjolen. Bagefter bestilte hun tid til frisøren. Det kostede yderligere fem hundrede kroner. Og hun reserverede et bord på en ordentlig restaurant.
På selve fødselsdagen stod hun tidligt op. Nervøs. Klædte sig i den nye kjole, så sig i spejlet. Ikke ung længere, nej, men hun så godt ud.
Hun gik til frisøren. Frisøren fik sat håret i fine bølger. Lise så sig i spejlet og kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så flot.
Hun tog en taxa til restauranten. Yderligere to hundrede kroner. Men det var jo en særlig dag, så det måtte være.
Viggo stod allerede foran restauranten. I en gammel jakke og lidt krøllet. Han holdt en rød rose i plastik. Bare én og den var lidt visnet. Sikkert købt ved stationen.
Lise, tillykke med dagen, sagde han og rakte hende blomsten.
Hun tog imod og smilede.
Tak, Viggo.
Inde i restauranten fik de et lille bord i hjørnet. Tjeneren kom med menukortet, og Viggo var straks i godt humør.
Lise, du skal bare bestille alt det, du har lyst til. Det er din aften!
Hun kiggede på kortet. Priserne var høje. Men han sagde, hun ikke skulle spare, så han havde vel regnet med det.
Jeg tager ovnbagt fisk med grøntsager. Og en chokoladekage.
Fremragende valg, sagde Viggo. Jeg tager det samme.
Tjeneren noterede og forsvandt. Viggo lænede sig tilbage, tilfreds.
Hvordan har fødselaren det?
Ganske godt, tak, svarede Lise. Tak fordi du fik mig overtalt.
Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis vi ikke fejrede dig.
Maden kom. De spiste og snakkede. Viggo fortalte gamle historier fra værkstedet, fik Lise til at le. Det føltes hyggeligt.
Efter hovedretten tog han en lille pose op af lommen.
Så, Lise, her er min gave.
Hun holdt næsten vejret og pakkede op. Indeni lå en chokoladebar. Helt almindelig den slags man kan købe i Netto for tyve kroner.
Lise så på chokoladen og kunne ikke tro det. Var det den særlige gave? For dét havde hun brugt næsten hele sin pension?
Kan du lide den? spurgte Viggo spændt.
Ja, tak, svarede hun og tvang frem et smil.
Jeg ved jo, du elsker noget sødt.
Hun nikkede. Indeni var hun skuffet, men det viste hun ikke.
Snart kom tjeneren med regningen. Han lagde den på bordet, og Viggo tog den op og fløjtede lavmælt.
Hold da op, tre tusind kroner? Det var ikke billigt!
Lise blev stram om munden. Det var jo hendes aften og derfor regnede hun med, at han betalte.
Viggo klappede lommerne. Rynkede panden.
Åh, Lise, jeg tror, jeg har glemt min pung derhjemme.
Hun blev stiv.
Glemt?
Ja, pokkers også. Alderen trykker. Du må redde mig i dag jeg betaler dig tilbage.
Hun så vantro på ham. Han var kommet ud uden penge!
Lise, vil du være sød? sagde Viggo med et undskyldende smil.
Hun tog pungen frem uden et ord. Tællede de tre tusinde kroner, der var tilbage for måneden, og rakte pengene til tjeneren.
Tak, min skat, blev Viggo lettet. Jeg betaler dig, lover jeg.
De gik ud i aftenkulden. Viggo snakkede løs om børnebørnene. Lise gik tavs. Hendes hoved summede med beløb.
To tusinde for kjolen. Fem hundrede for frisør. Tre tusinde for restauranten. Og hvad fik hun? En visnet rose og en chokolade til tyve kroner.
Pludselig standsede Lise midt på fortovet.
Viggo, vent.
Han vendte sig om.
Hvad er der?
Hun så på ham det tilfredse smil, den slidte jakke.
Ved du, Viggo, denne her fødselsdag vil jeg huske længe.
Det er da godt, blev han glad. Vi havde det jo hyggeligt.
Ikke på grund af din gave, sagde hun. Men fordi du har lært mig noget vigtigt.
Han blev alvorlig.
Lært dig hvad?
At man ikke skal tro på søde ord. Man skal se på handlinger. Du har beklaget dig over penge i fire måneder. Du lovede mig noget særligt og kom med en chokoladebar og tomme lommer!
Han åbnede munden, men hun stoppede ham.
Jeg har brugt næsten hele min pension på denne aften! Jeg troede, du satte pris på mig! Men du ledte bare efter én, der kunne betale din regning på restauranten? Tak, Viggo! Og farvel!
Lise vendte sig om og gik. Viggo stod og så forvirret efter hende.
Lise, kom nu! Jeg sagde jo, jeg glemte pungen. Jeg betaler dig!
Hun vendte sig ikke om. Gik hurtigt hjemad og knugede den visne rose i hånden.
Hjemme tog Lise kjolen af og hængte den i skabet. Slog sig ned med en kop te og så på kalenderen. To uger til næste udbetaling og næsten ingen penge tilbage.
Alligevel smilede hun. Hun havde betalt dyrt for sin naivitet. Men én ting var sikkert det kom aldrig til at gentage sig.
Hun kastede rosen og chokoladebaren ud. Hun magtede ikke engang at se på det.
Næste dag ringede Viggo.
Lise, hvorfor er du sur? Skal vi ikke mødes og tale ud?
Nej tak, Viggo. Det hele er sagt.
Men jeg glemte jo bare min pung. Det kan da ske for enhver!
Du glemte ikke, sagde hun roligt. Du havde ikke tænkt dig at betale. Ligesom du aldrig har betalt.
Men du ved, min pension er lille.
Min er også lille, svarede hun. Alligevel klarer jeg mig. Og jeg har betalt for os hele tiden. Du har kun brugt mig.
Han sagde ikke mere.
Farvel, Viggo. Ring aldrig igen.
Lise lagde røret på. Kort efter blokerede hun hans nummer. Sad i sit køkken og mærkede en mærkelig lettelse. Ja hun havde brugt næsten hele pensionen. Ja hun havde få penge tilbage. Men nu var hun fri for et menneske, der kun så hende som et kreditkort.
En uge senere mødte hun sin bekendte, Karen, i Brugsen. Hun fortalte hende det hele. Karen rystede på hovedet.
Dem kender jeg godt. Engang havde jeg også sådan én. Han glemte altid noget. Punge, samvittighed, anstændighed.
De lo. Lise købte rugbrød og havregryn for de sidste penge og gik hjemad.
Og den nye kjole blev hængende i skabet som et varsel. At selv når man er halvfjerds, skal man ikke glemme sin sunde fornuft.
