Kristian trådte ud af rådhuset og tog en dyb indånding: endelig! Fri! Hans nu tidligere hustru, klaprede beslutsomt hen til den ventende mand og gav ham et virtuost kys, mens hun viftede med skilsmissepapirerne. Kristian smilede skævt for sig selv. Typisk Annealt for dramatisk!
Anne sendte ham et triumferende blik, før hun med sin nye kæreste under armen bevægede sig væk fra rådhuset. Kristian trak på skuldrene og lod blikket glide rundt, imens han overvejede, hvordan han burde fejre denne dag. Hans opmærksomhed blev fanget af en kvinde, der netop kom ud af samme bygning, og man kunne straks se, at hun var sønderknust, på randen til tårer.
Hun gik langsomt ned ad trapperne, men stoppede op da hun fik øje på den forsvindende duo. Tårerne begyndte lydløst at strømme ned ad kinderne på hende. Kristian, der allerede var på vej mod sin bil, tøvede. Skønt han fredelig bandede sig selv langt væk for at blande sig, gik han over mod kvinden.
Går det godt? Skal jeg hjælpe dig med noget?
N-neej… Det er ikke nødvendigt! snøftede hun, men Kristian havde allerede besluttet sig for at blive.
Jeg hedder Kristian. Hvad med dig? ingen svar. Blev du også skilt i dag? stadig stilhed. Er det din mand, der er sammen med hende? spurgte han og nikkede mod parret. Atter ingen respons. Han gik altså sammen med min ekskone, kvinden mødte forsigtigt hans øjne. De var dybblå af sorg og gråd, og Kristian følte næsten, han blev suget ind i dem.
Alvilde. Sagde hun. Alvilde, altså… Så du er også blevet skilt i dag?
Ja, svarede Kristian enkelt.
Nå. Hvordan føles det?
Hm, hvad mener du?
Altså… Hvordan har du det med det?
Helt fint, Kristian forstod stadig ikke hendes hensigt.
Hvorfor?
Tjah… Det har været sådan længe, vi har begge fået det, vi ville.
Elskede du hende ikke?
Kristian havde lyst til at svare, at sådan noget ikke var passende mellem fremmede, men kvindens blik stoppede ham. Bekymringen og håbet i hendes øjne talte for sig selv.
Nej, det gør jeg ikke mere, svarede han, og straks begyndte Alvildes tårer at strømme på ny.
Ved du hvad? Skal vi ikke fejre vores nye frihed sammen? bød Kristian pludselig, overrasket over sig selv.
F-fejre? Alvilde så vantro på ham.
Ja! Vi er jo i samme båd, er vi ikke? Vi burde holde sammen.
Men du sagde jo, du ikke elskede din ekskone?
Nej, ikke længere, men engang gjorde jeg. Du kan dele dine tanker om nuet jeg kan dele mine fra dengang. Nogle siger, at det er lettere at tale ud med en fremmed
Alvilde betragtede ham længe, inden hun løftede hånden:
Ja, lad os gøre det.
Fantastisk! Jeg kender en god bar ikke langt herfra, skal vi?
Så Din ekskone og min eksmand fandt altså hinanden? Kristian rakte armen ud til hende.
Sådan ser det ud, sagde Alvilde og vendte et lille glas i hånden, før hun lænede sig frem mod Kristian hvad er det dog for nogle slamberter, vi har været gift med, hva’?
Det kan jeg kun give dig ret i! nikkede Kristian. Min begyndte straks at lede efter en erstatning, da det gik ned ad bakke imellem os.
Og jeg… Jeg elskede ham sådan! Ville have gjort alt. Men han trampede bare på mig viste ingen respekt, og skjulte ikke engang, at der var en anden! Han sagde endda til mig, da jeg gik fra ham, at én som mig, så ussel og stille, aldrig ville kunne finde én anden. Men heller ensom og fri end evig foragtet og bedraget!
Du har virkelig styrke! Kristian så beundrende på hende. Han var også blevet godt beruset nu. Og ensomheden? Han tager fejl! Du er en flot kvinde, en sej kvinde; du har masser af valgmuligheder foran dig.
Jo jo, nikkede Alvilde tørt. Jeg har set mig selv i spejlet. Men tak.
Ej, helt ærligt! Du er bare alt for hård ved dig selv, eller også tror du alt for meget på dine eks ord! Prøv at se, hvordan andre mænd ser på dig.
Kristian, stop nu jeg forstår godt, du bare vil opmuntre mig Men det behøver du ikke.
Jeg er faktisk ikke ude på at trøste dig bare for at trøste, sagde Kristian hidsigt, og så ramte en skør idé ham, hvad nu hvis vi blev gift?
Hvad? Alvilde glippede med øjnene.
Ja, sådan rigtigt! Så kan de bare se vi klarer os fint uden dem!
B-bare for sjov?
Ja, vi lader bare som om vi er lykkelige sammen, og så går vi hver til sit, hvis vi en dag finder nogen, vi virkelig vil have. Altid ærligt, altid fair!
Tja… ja, hvorfor ikke? sagde Alvilde, stadig lidt forvirret.
Dagen efter stod Kristian på hendes dørtrin. Alvilde kunne knap tro det hun havde troet, det hele bare var tomt snak over for mange øl, men her stod han, utålmodig, klar til at tage til rådhuset. De blev hurtigt viet, og Alvilde flyttede hen til sin nye mand.
Til hendes overraskelse viste Kristian sig at være venlig, respektfuld og stille. Han insisterede på, hun fik sit eget værelse og bankede altid på, før han gik ind. Han hjalp med husholdningen og lod hende løbende penge til det.
Alvilde gjorde også sit. Hun sørgede for, der var orden og hygge i hjemmet, lavede god mad, holdt styr på Kristians tøj og stillede ingen spørgsmål.
Ud ad til virkede de som det perfekte ægtepar. Til fester spillede de forelskede til stor irritation for deres respektive ekser, der ofte endte i samme vennekreds.
Hvad var det dog, din ex-mand ikke kunne få hos dig? Kristian overraskede hende, da de en aften sad ved fjernsynet: han fulgte med i håndbold, Alvilde sad og hæklede.
Nej, det må du fortælle mig hvorfor løfter du mig ikke bare op nu? sagde hun for sjov.
Ja, hvorfor ikke? pludselig springer han op og svinger hende rundt i stuen. Hun griner så tårerne triller.
Stop nu, Kristian! Jeg bliver jo helt svimmel! grinede hun, og da hun snublede mod sofaen og greb fat i ham, var hun pludselig tæt i hans arme, og hans læber søgte hendes. Hun lod sig kysse; det havde været så længe siden, nogen havde holdt om hende. Men da hans hænder gled op under hendes bluse, trak hun sig væk.
Kristian, jeg forstår dig… Men skal vi ikke love hinanden, at vi ikke bare bruger hinanden?
Der gik en evighed, før han svarede:
Måske har du ret. Men Alvilde du skal ikke tro noget forkert. Du betyder virkelig meget for mig. Hvis det skulle ske så vid, at jeg respekterer dig og aldrig vil udnytte dig.
Alvilde gik ind på sit værelse uden at sige mere.
I en uge undgik hun at se på Kristian, selvom alt var som før mellem dem. Men mindet om kysset vendte tilbage aften efter aften. For første gang tænkte hun ikke på sin eksmand; hun spekulerede ikke længere på, hvordan han havde det eller hvordan han ville tigge om at komme tilbage. Al hendes tanker kredsede kun om Kristian.
En lørdag, mens Alvilde stod og vaskede op efter frokost, spurgte Kristian pludselig:
Alvilde, vil du med i biografen?
Hvornår?
I aften.
M-men jeg havde tænkt, jeg skulle lave frikadeller til aftensmad. Har allerede hakket farsen…
Frikadeller kan du lave i morgen kom nu!
Men hvad skal vi ellers spise?
Ej, hvor er du kedelig lad nu maden være! Din mand inviterer dig i biografen!
Alvilde begyndte at grine, okay, jeg klæder mig på!
Filmen var utroligt romantisk par kyssede overalt. Alvilde blev både forlegen og længtes efter, at Kristian ville kysse hende igen. Som om han kendte hendes tanker, lagde han armen om hende og kyssede hende blidt.
Efter filmen spiste de på en lille restaurant, talte hyggeligt og dansede lidt. Hele aftenen betragtede Kristian hende med varme øjne, der fik hendes hjerte til at banke hurtigere.
I taxaen hjem blev de ved at kysse, og så snart de var inde, fortsatte de indtil Kristian holdt op og så hende i øjnene, som for at spørge om lov. Hun nikkede forsigtigt, og han bar hende i seng.
Der gik et halvt år. Alvilde levede i lykke fuld af nærhed, passion og omsorg. Kristian gengældte alt: hver dag kom han hjem med blomster, chokolade eller små overraskelser.
Men med årsdagen for deres bryllup begyndte Kristian at gå rundt og se tænksom og bekymret ud. Alvilde frygtede det værste: havde han fundet én anden? Var det tid til at sige farvel?
Samtidig begyndte hun at få kvalme hver morgen. Hun købte en graviditetstest, og ganske rigtigt hun ventede sig. Hun frygtede, at hvis hun fortalte Kristian det, så ville han, som den ordentlige mand han var, blive men aldrig kunne være lykkelig med den kvinde, han virkelig elskede. Alvilde besluttede at holde det hemmeligt og gjorde klar til bryllupsdagen.
Kristian kom hjem med en kæmpe buket roser. Efter at have givet hende blomsterne, satte de sig til det dækkede bord. Efter et glas vin tog Kristian hendes hænder og så hende i øjnene.
Nu sker det, tænkte Alvilde, parat til at høre sandheden.
Alvilde, jeg har tænkt meget over os. Vi begyndte ganske usædvanligt men på det seneste er alting ændret. Jeg har aldrig haft det sådan før. Jeg forstår, hvis du ikke har det ligesådan, men jeg vil sige det alligevel: jeg er kommet til at elske dig. Du er den kvinde, jeg helst vil leve resten af livet sammen med. Han satte sig på knæ og holdt en lille æske med en smuk ring frem. Vil du gifte dig med mig, rigtigt?
Alvilde fik tårer i øjnene.
Selvfølgelig! Hvis bare du vidste, hvor meget jeg har håbet på det!
De omfavnede hinanden i et langt kys.
Men… hvordan skal vi giftes, når vi allerede er det? spurgte hun pludselig forvirret.
Så tager vi på bryllupsrejse! grinede Kristian. Vi har jo aldrig haft en. Og så skal vi rigtig i gang med at få børn!
Det behøver vi vist ikke vente på, svarede Alvilde med et hemmelighedsfuldt smil.
Hvordan? Er du…? Kristian så måbende på hende. Hun nikkede og så for første gang i mange år var lykken fuldendt.
