Livets Lektier
Karen Madsen kastede et mistroisk blik på sin svigerdatter. Som regel dukkede Signe op med et stort smil, havde altid en frisk bemærkning på læben og spurgte nysgerrigt ind til alt. Men i dag tog hun lydløst skoene af, gik ud i køkkenet og satte sig ved bordet uden at sige et ord. Karen blev straks urolig; efterhånden kendte hun Signe godt nok til at mærke, når noget var helt galt.
Hvad er der, Signe? Er det noget med Clara? spurgte Karen forsigtigt, satte sig tæt hen ved siden af hende og så hende undersøgende i øjnene. Barnebarnet betød alt for hende, og bare tanken om noget kunne gå skævt med Clara kunne give hende nerver.
Nej, det er slet ikke Clara, der er noget i vejen med. Ro på, svarede Signe med et træt smil og gned sig over øjnene, som forsøgte hun at ryste en tung tanke af sig. Jeg er bare så bange for at miste mit arbejde.
Karen åndede roligt ud. Hvis ikke det var noget med barnet, så var det trods alt til at håndtere. Men Signes ord lød nu ikke ligefrem lette.
Nå, men hvad er der sket? Du har da klaret dig så godt, sagde Karen og så opmærksomt på hende.
Jeg har fået tilbudt en forfremmelse. Jeg kan ikke bare sige nej, for så bliver jeg fyret. Men jeg kan ikke tage imod den, for det kræver, at jeg konstant skal rejse rundt i landet. Hvem skal så tage sig af Clara? Hun har stadig brug for mig tæt på. Signe kiggede opgivende ud ad vinduet. Hun skjulte ikke, at hun skammede sig lidt over at bryde sammen, men nu var alting blevet hende for meget.
Karen så på hende et øjeblik og lagde så en rolig hånd på hendes skulder: Lad da din pige bo her hos mig, Signe! Hvorfor ikke det? Jeg er pensionist, jeg skal alligevel bare have dagene til at gå. Clara og jeg skal nok klare os.
Signe kiggede overrasket på sin svigermor. Det var ellers aldrig sket, at Karen havde tilbudt sin hjælp af sig selv. Hun havde altid holdt sig lidt på afstand, spurgt høfligt ind til alt omkring Clara, men ikke mere. Hvorfor var hun nu så ivrig?
Det summede rundt i Signes hoved, men hun sagde kun: Kan du virkelig det? Jeg kan jo være væk hjemmefra i flere uger ad gangen.
Uden tøven svarede Karen solidt: Jeg har opfostret din mand, jeg kan godt passe din datter også. Bare tag det roligt.
Signe var lige ved at sige noget groft hun ville egentlig gerne have sagt et par sandheder om netop den opdragelse, som hendes afdøde mand, Thomas, havde fået. Fx de problemer opdragelsen havde resulteret i! Billeder fløj for hendes indre blik: Thomas liggende mageligt på sofaen med fjernbetjeningen, øjnene klæbende til TVet, mens Clara kaldte og maden blev kold. Eller bag computeren, fordybet i spil, mens resten af verden var ligegyldig. Sær og doven, egoistisk, foretrak at ligge på sofaen eller forsvinde ind i online-universet.
Og nå ja, og så var der hans altopslugende kærlighed til biler og fart det var dét, der kostede ham livet.
Thomas elskede fartgrænsernes yderste kant. Hver fredag aftale han med sine venner at mødes, og inden længe tonede de ud på en øde landevej udenfor Odense. Det regnede eller sneede, og blæsten piskede men intet kunne stoppe dem.
Det giver bare ekstra kick! grinede Thomas, mens han spændte hjelmen.
Han var tæt på at køre galt mange gange! Enten røg bilen i grøften, eller der kom en skramme på kofangeren. Men hver gang slap han heldigt fra det et par hudafskrabninger og et par huller i jakken. Gradvis mente Thomas, at han ikke kunne fejle; heldet var altid på hans side, og intet kunne ramme ham.
Men skæbnen lader sig ikke bedrage. Én sen nattetime gik det grueligt galt. Alt begyndte som sædvanlig: vennerne, banen, motorernes brøl. Men på en skarp kurve mistede Thomas kontrollen, bilen slap vejgrebet og bragede lige ind i en lygtepæl. Efter det var der ikke mere at redde…
Den dag glemmer Signe aldrig. Karen gik fuldstændig i stå; blev gråhåret, svandt næsten bort og smilede aldrig mere. Men tiden læger sår, og lidt efter lidt fandt de tilbage til hverdagens rytme. Signe havde ofte tænkt, hvad nu hvis Thomas havde overlevet og siddet tilbage i kørestol? Ville hun kunne tage sig af ham? Helt ærligt tvivlede hun på det. Måske var det i virkeligheden mindre ondt for dem begge?
Nu, med Karen støttende overfor hende, mærkede Signe pludselig en varme og taknemmelighed. Karen, der havde oplevet så meget smerte, tilbød alligevel at tage ansvar for hendes datter.
Tak, Karen, sagde Signe lavt, omklamrende sin tekop. Jeg lover at give Clara min tid, så snart jeg kan.
Karen smilede venligt: Tænk ikke på det. Tag du dig bare af dit arbejde og din fremtid. Jeg skal nok passe godt på Clara hun er jo mit hjertebarn. Få nu bare styr på karrieren. Og nyd det lidt, Signe.
Varmen i Karens stemme fik den sidste uro i Signe til at smelte. Måske skulle det hele nok gå alligevel
**************
Først gik alt glat. Clara hyggede sig hos mormor, og Signe så hende hver aften eller ringede fra Sjælland eller Jylland, hvis hun var på forretningsrejse. Signe stolede på, at Karen holdt øje med det hele.
Men efterhånden tikkede de første advarsler ind lærerne ringede og skrev om, at lektierne ikke blev lavet. Karaktererne faldt, og til sidst begyndte Clara at pjække smerte, savn, eller glemsomhed blev undskyldningerne.
Signe følte sig totalt magtesløs. Hver opsang fra skolen nagede i hende. Hun prøvede at tage en snak med datteren, men Clara slog det hen: Mor, det går da fint! Men tid til lange snakke havde Signe ikke arbejdet tog næsten det hele.
En aften, efter en lang og trættende dag, tog Signe endnu en snak denne gang med Karen, da Clara var gået ind på værelset.
Karen, vil du ikke godt sørge for, at Clara laver alle sine lektier? Signe var desperat. Jeg kan simpelthen ikke nå det. Jeg kommer sent hjem, skal lave mad, og så skal Clara i seng.
Karen lagde hæklingen fra sig, løftede et øjenbryn og sagde roligt:
Du skal ikke bekymre dig, Signe. Hun skal jo ikke nødvendigvis være den bedste i klassen! hun viftede det væk. Thomas var heller ikke noget skolelys, og han blev da et udmærket menneske.
Signe bed tænderne sammen. Hun havde lyst til at sige: Udmærket menneske? Thomas, der aldrig tog ansvar for nogen? Men hun lod det ligge. En konflikt med Karen ville koste hende pasning og så var der jo ikke andet end at sige op, og hvad så?
Hun sukkede dybt og sagde blidt:
Jeg vil bare ikke have, at Clara sakker bagud. Det er alligevel vigtigt for hendes fremtid…
Karen smilede, som om hun beroligede et barn:
Slap nu af, Signe. Børn finder altid vejen. De skal jo også have lov til at lege og hygge sig, ikke kun sidde over bøgerne.
Signe knugede hænderne om sin kop. Hun måtte bevare roen.
Jeg beder dig bare om at hjælpe hende lidt med lektierne, sagde hun. Hun skal jo snart til eksamen.
Karen smækkede avisen fra sig, hendes ansigt hårdnede.
Nu gider jeg ikke høre mere på det der! sagde hun utålmodigt. Clara skal nok klare sig. Hun behøver ikke topkarakterer. Hun har brug for at være glad! Hvem ved måske møder hun en god dreng engang. Det er vigtigst.
Signe tav. Hvad skulle hun ellers? Måske holde ud et par år endnu, så kunne hun selv tage over igen, indføre rutiner og ansvar. Ja, det ville nok koste tålmodighed og skænderier men det skulle nok gå!
Hvor var hun naiv
**************
To år senere og alt var kun blevet værre. Signe havde endelig fået arbejdstiden på plads uden flere rejser. Nu kunne hun være der for Clara hver dag, præcis som drømmen. En aften sagde hun blidt men fast:
Clara, nu kan du bo her hos mig hele tiden. Så besøger vi mormor i weekenden, som vi altid har ønsket.
Clara rynkede straks brynene, blikket gled væk.
Fint, mumlede hun.
Hun havde dog ingen intentioner om at ændre noget. Mor skulle stadig arbejde, og hun ville bare ud med veninderne og droppe lektier. Karen havde jo altid sagt, at karakterer ikke var så vigtige. Bare man var et ordentligt menneske og kunne begå sig.
Du bliver gift med en god fyr, så går det nok, gentog Karen ofte.
Men Signe mente noget andet.
Først lektier, derefter alt andet. Er det forstået?
Clara så måbende ud:
Seriøst, mor? Jeg kan godt selv finde ud af det. Mormor siger, at det er nok bare at kunne omgås folk.
Signe mærkede panikken stige.
Men du skal vel også bestå prøverne?
Slap nu af! Jeg vil bare ud og lege. Veninderne venter!
Signe forstod: to år hos mormor havde ændret Claras vægtskala. Det, Signe fandt nødvendigt, så Clara som ligegyldigt.
Lege kan du, når du har lavet lektier. Det er reglen her.
Reglen?! Det har vi aldrig haft før! Mormor sagde aldrig sådan noget!
Signe trak vejret dybt. Det ville ikke blive nemt.
Nu bor du her. Vi må have vores egne regler.
Ja, ja! Jeg går nu!
Men Signe greb nøglerne ud af hånden på hende:
Nej, du bliver og laver dine lektier!
Clara blev stående, armene over kors, og svarede trodsigt:
Det gør jeg ikke. Du kan ikke bestemme over mig. Jeg er voksen nok til at beslutte selv!
Signe gik tættere på:
Jeg har ALT ret til at stille krav jeg er din mor!
Clara begyndte at le højt og nærmest hånligt.
Dig? Min mor? Du har aldrig været andet end en kukkermor, der smed barnet over til mormor! Nu tror du, du kan bestemme!
Signes verden vaklede. Var det virkelig sådan, hendes eget barn så hende?
Hun knyttede næverne for at holde styr på sig selv blandingen af vrede, skam og hjælpeløshed trak hende ned.
Clara, jeg har aldrig forladt dig. Jeg har arbejdet for, at du kunne have alt, du behøver, næsten hviskede hun.
Jeg hadede at bo hos mormor i starten! Du arbejdede hele tiden, så jeg var kun tilovers for hende! Du ringede jo aldrig!
Signe mærkede en knude i halsen. Hun havde lyst til at forklare, at hver eneste løn krone gik til Clara. Men ordene kom ikke.
Jeg prøvede bare at gøre det rigtige, sagde hun så lavt.
Ja, det tror du altid, men du tænker jo aldrig på mig! Jeg vil bo hos mormor. Hun respekterer, hvordan jeg har det!
Clara smækkede døren bag sig. Signe stod tilbage og klemte datterens telefon og nøgler i hånden.
På værelset hev Clara straks sin kuffert frem og smed alt fra reolen ned i den. Rasende pakkede hun. Alligevel tøvede hun et øjeblik ved døren hvad ville mormor sige? Hvad nu, hvis Nej! Hun måtte væk.
I gangen kunne hun høre moren i køkkenet. Hun kommer sikkert ikke engang ud og stopper mig, tænkte Clara bittert og trak kufferten mod hoveddøren.
Signe sank sammen på sofaen. Hun havde været forberedt på, det ville blive svært at bo sammen men ikke så slemt, at Clara ville råbe hende ud og flygte.
Hun tog til sidst fat i telefonen og tastede Karens nummer.
Efter to toner lød svigermorens glade men lidt spydige stemme:
Hvad er nu galt?
Signe tog sig sammen og kastede ordene ud:
Hvad har du gjort ved Clara? Hun gider mig ikke! Hun flyttede hjem til dig mens hun råbte, at jeg ikke var hendes mor engang!
Karen fnøs sagte, som havde hun næsten ventet samtalen.
Du havde vel knap sat dig, før du begyndte på lektierne, hva? Jeg har sagt det før: børn skal glædes ved livet, ikke sidde bøjet over bøger non stop!
Signe mærkede vreden stige og talte skarpt:
Hvad mener du dog? Hvordan skal hun klare sig? Du ødelægger hendes fremtid med den ligegyldige holdning!
Karen holdt pause, svarede iskoldt:
Det er bedst for Clara at bo her, hvis hun selv vil. Så længe du husker at overføre pengene om måneden, behøver vi ikke snakke mere.
Så var samtalen forbi.
I lejligheden rungede stilheden. Signe stirrede frem i mørket, mens tankerne kørte rundt. Hvordan skulle hun få sit barn tilbage?
**************
Signe så stort set ikke længere Clara. Pigebarnet kom ikke nær hende, kaldte hende for kukkermor både i ansigtet og bag hendes ryg. Hver gang Signe prøvede at ringe, blev hun mødt af en mur af tavshed eller spidse bemærkninger.
Hun måtte bittert erkende, at hun havde mistet sin datter. Karen så indlysende sin afdøde søn gennem barnebarnet, forkælede pigen og lærte hende, at skolen kunne være ligegyldig bare man var god og sød.
Pengene var eneste bånd tilbage. Signe overførte det sædvanlige lommepengebeløb til Clara og sendte et større til Karen. Men hun gav ikke mere end nødvendigt Claras hårde ord havde såret hende for dybt.
Da eksamensresultaterne udkom, blev Signe ikke overrasket. Clara dumpede det meste. De få karakterer hun fik, rakte ikke engang til teknisk skole.
En dag klampede Clara direkte ind på Signes kontor uden varsel og satte sig bestemt overfor hende.
Du skal betale mit studie, sagde hun uden omsvøb. Jeg har valgt en retning, det er let nok.
Signe lagde roligt papirerne fra sig og mødte Claras blik. Hun mærkede bitterheden glide op i halsen.
Nej. Glem det, svarede hun koldt. Hvor mange gange har jeg ikke bedt dig tage dig sammen? Nu må du selv tage ansvar for dit liv.
Clara blev rød i hovedet, stemmen dirrede:
For dig er det jo småpenge! Lav dog én anstændig gerning i dit liv!
Signe svarede stille men klart:
En anstændig gerning er at lære dig at tage ansvar. Du er voksen nu, Clara. Livet handler ikke kun om fornøjelser alt har sin pris.
Clara fór op, råbte:
Du har aldrig været der for mig, og nu tænker du kun på dig selv!
Signe så roligt på hende:
Hvis du interesserede dig for mit liv, ville du vide, at jeg går på barsel om tre måneder. Så nej, du må selv finansiere dit studium.
Clara stod som lammet:
På barsel? Skal jeg have en bror eller søster nu? Hvem har givet dig lov? Vil du klatte min arv væk?
Signe svarede stålsat:
Det, du kaldte din arv, får du ikke en krone af! Det går til min lille søn, sagde hun og knuste en kuglepen i hånden. Du sagde jo selv, at jeg ikke var din mor.
Clara blev hvid i ansigtet. Stemmen var spinkel:
Du kan da ikke nægte mig det!
Signe vendte sig mod sekretæren ved døren:
Rikke, vil du være sød at hente vagten?
Sekretæren nikkede, og snart stod en bredskuldret vagt i døren.
Du ønsker at stå på egne ben. Fra din attende fødselsdag får du ikke en krone mere fra mig. Nu er det slut.
Clara stirrede rasende, men da hun så vagten, jog hun ud gennem døren med smækkende skridt.
Signes hænder rystede, men hun blev siddende. Det måtte være sådan. Det VAR nødvendigt, tænkte hun.
Er du okay, Signe? spurgte Rikke forsigtig.
Signe tog en dyb indånding, talte til ti og sagde:
Jeg har det fint, lad os fortsætte arbejdet.
***************
Endnu to år senere Clara besluttede sig for at forkæle sig selv med en ny kjole. I sin yndlingsbutik fandt hun omsider modellen, hun havde kigget på så længe. Hun stak kortet i automaten og trykkede se saldo og blev kold indeni.
Beløbet var nul. Kontoen tom.
Clara trak frustreret kortet og tog mobilen frem. Hun hadede at ringe til Signe, men måtte nu.
Nummeret var ikke længere aktivt:
Hvad fanden nu?! Typisk dig, mor. Altid problemer
Adressen havde hun aldrig fået Signe var flyttet til Brabrand, havde giftet sig igen og fået en lille søn. Alt det Clara frygtede mest.
Der var kun ét bud: hun måtte prøve Signes gamle arbejdsplads.
Clara gik uforstyrret ind i receptionen. Sekretæren smilede venligt:
Jeg vil gerne tale med Signe Madsen, sagde Clara.
Hun arbejder ikke her længere, beklager. Hun stoppede for flere måneder siden. Men hun har efterladt et brev, hvis du dukkede op.
Clara tog konvolutten nysgerrigt. Åbnede og læste de få linjer:
Kære datter. Tillykke med de 18. Nu er det tid til at klare dig selv og stå på egne ben.
Kroppen sank sammen. Kontorfolk passerede, men Clara følte sig pludselig langt væk fra alt. Ingen støtte, ingen penge, ingen mor, der længere tog ansvar.
Hun foldede brevet sammen, stak det i lommen og gik ud i den kølige, lyse danske sommer.
