Naboen ovenpå
Karen, hvor har du gjort af min store gryde? Den, jeg altid bruger til suppe?
Fru Grethe, den stod midt i vejen. Jeg satte den derhen, på den nederste hylde.
Nederste hylde! Jeg kan da ikke bukke mig ned, det er min ryg ikke til! Tænker du slet ikke over det, når du flytter andres ting?
Jeg stod ved køkkenvasken og kiggede ud ad vinduet. Oktoberregnen silede ned udenfor, blød og grå. Indeni mig dryppede det også ikke vrede, mere den fornemmelse man får, når man tænker: det her er kun begyndelsen.
***
Grethe flyttede ind sent fredag aften. Henning hentede hende nede ved opgangen, slæbte to tunge tasker og hendes kæmpestore ternede taske, du ved, sådan en, vi kalder for en “flyttetasken” her. Jeg smilede oprigtigt, for jeg vidste: hun er 78, hendes lejlighed skulle renoveres pludseligt, vandrør sprang fra underboen, boligforeningen skulle lige tage sig sammen i et halvt år, og nu er der blotlagt beton over det hele. Hun havde ikke noget sted at tage hen. Det er ikke en invasion, sagde jeg til mig selv, det er midlertidigt.
Det ord midlertidigt kom jeg senere til at tænke på med en særlig bitterhed.
Jeg er 56. Ikke gammel, ikke ung, lige midt imellem, i den alder, hvor man kender sin værdi, men stadig er bøjeligt nok til at klare modvind. Jeg arbejder hjemmefra laver håndbroderi på bestilling til private samlere og mindre gallerier. Det er ikke bare en hobby, det er reelle penge. Jeg kører også mit eget onlinekursus i broderiteknikker: kontursting og guldbroderi. Mit hjørne i soveværelset, hvor jeg sidder med det perfekte nordlys, mine tråde, rammer, stof og papirer det er mit værksted. Det er mine levebrød.
Henning og jeg har en toværelses andelslejlighed. Godt indrettet. Vi flyttede ind for otte år siden, efter børnene var flyttet hjemmefra, og i to år sorterede jeg bare ud. Ikke noget drama, ikke nogen undskyldninger jeg gav væk, solgte og smed alt ud, vi ikke selv fik glæde af. Tilbage var kun det, vi havde brug for og syntes var smukt. Lyse vægge, få møbler, ingen vægtæpper, ingen vitrineskabe med arvestykker, intet tørret i vaser. Tre stueplanter: en stuebirk, en sansevieria (svigermors skarpe tunge), og et lille rosmarinskrudt på køkkenet. Hver hylde havde sit indhold. Hver skuffe kunne lukkes let, for der var kun det, der skulle være.
Henning brokkede sig lidt i starten. Sagde, at han følte sig som på hotel. Så vænnede han sig til det og blev selv frustreret, hvis tingene flyder. Vi fandt vores rytme og ro.
Og så kom Grethe ind i den ro.
***
De første to dage gik næsten fint. Hun gjorde gæsteværelset hjemligt, som vi hurtigt havde klargjort: sovesofa, plads i klædeskabet. Jeg satte en ekstra lampe, et glas vand og en bog klar. Jeg syntes selv, det var sødt.
Men allerede på dag tre opdagede jeg en hæklet flakon på vindueskarmen i gangen. Rund, cremefarvet, med fine udskæringer. Den lå under Grethes mobil, som om den altid havde ligget der.
Jeg fjernede stille flakonen og lagde den på hendes natbord.
Næste morgen lå den igen på vindueskarmen.
Jeg forstod: der var intet ondt bag. Det var netop dét, der gjorde det svært. Grethe kæmpede ikke. Hun levede bare, som hun altid havde gjort. For hende betød en flakon under telefonen orden. Tryghed, hygge og rigtigt. Hun var vokset op i en tid, hvor jo flere ting, jo mere velstand. Når vindueskarmen var tom, betød det forsømmelse.
Jeg var vokset op i samme kultur men gik selv min vej.
***
Inden ugen var omme, havde køkkenet forandret sig. På bordet stod nu tre emaljerede gryder i alle størrelser, de kunne ikke engang være i skabene. Ved siden af lå et gult plastiktræ til at sætte låg på. Køleskabet… åh ja: sylteglas med egne agurker fra datterens kolonihave, bøtter med fedt og hvidløg, poser med iblødsat bønner, mystiske rester pakket ind. Mine græske yoghurter var klemt ned på nederste hylde, fortrængt af et glas peberrod og hjemmelavet hyldeblomstsaft.
Jeg flyttede yoghurten tilbage. Grethe flyttede den igen.
Om aftenen duftede der tungt af braiseret hvidkål og løg solide, gammeldags danske retter. Ikke noget i vejen med det, men det var ikke min mad, ikke mit hjem.
Henning kom hjem og indåndede:
Uh, mor har lavet mad! Det dufter godt.
Jeg tav.
***
Efter to uger lå der pludselig et lille gulvtæppe foran sofaen i stuen. Syntetisk, med små rosenknopper sådan et fra et supermarked. Grethe forklarede, at hun altid havde et tæppe ved sengen, fødderne blev så kolde. Hvad skulle jeg sige? At jeg ikke vil have hendes tæppe? Det virkede latterligt småligt.
Jeg sagde ingenting.
Senere hang hendes ternede fleecejakke på vores fælles knagerække i entreen ikke i garderoben, hvor jeg ellers havde gjort plads. Den fyldte og gled ind over Hennings frakke.
Jeg flyttede den til en fri krog ved badeværelsesdøren. Grethe fandt den og hængte den tilbage. Det er for langt væk derovre, sagde hun.
Jeg nikkede.
Henning spurgte om aftenen:
Er du ok? Du siger ikke så meget.
Jeg har det fint, sagde jeg.
Det var løgn, og vi vidste det begge. Alligevel valgte vi at ignorere det.
***
Soveværelset var værst. Her var mit arbejde, mine penge, og det handlede ikke om smag eller små tæpper.
Mit arbejdsbord stod ved det nordlige vindue. Speciallavet i birkefinér, med hylder til mønstre og skuffer til tråd. En særlig lampe, dagslys, for i broderi gælder det om at ramme farven præcist. Ved siden af reolen lå garnet sorteret fra kolde til varme farver. Det var ikke pynt det var mit system.
På rammen var der spændt et stort stykke stof måneders arbejde en bestilling på et kirkebanner fra en samler i Aarhus: gyldentråd, japansk silke. Levering sidst i november. Forudbetalt. 39000 kroner.
Katten havde vi aldrig fået. Børnene boede langt væk. Ingen kom herind.
Indtil Grethe kom.
***
Torsdag midt på dagen tog jeg cyklen til butik for at købe en bestemt nuance tråd terracotta med guldfinish, som man skal se i butikken. Halvanden time væk.
Da jeg kom hjem, gik jeg ind i soveværelset og så det: Grethe stod bøjet over mit garn, sorterede det i plastikbokse. Hun omorganiserede hele reolen. Tilmed havde hun rullet mit særlige japanske silkegarn ud, med enderne sammenfiltrede oppe på bordet. Værst: stoffet på rammen var trykket i hjørnet, som om hun havde lænet sig der.
Jeg stod lammet i døren.
Grethe så over på mig, helt roligt:
Karen, du havde sådan rod herinde. Jeg sorterede farverne! Se, hvor pænt nu.
Grethe, sagde jeg lavt, vil du ikke gå ud?
Hvorfor? Jeg ville bare hjælpe…
Jeg ved det. Men vil du gå nu, tak?
Hun gik såret, med sammenknebne læber.
Jeg låste døren, satte mig på gulvet og tjekkede: Stoffet var ikke så slemt. Garnet måtte jeg dog klippe en tredjedel af. Ikke nogen katastrofe men det var dér, jeg vidste, at nu må der ske noget.
***
Om aftenen spurgte Henning: Hvorfor siger mor ikke noget under middagen?
Jeg fortalte det.
Han nikkede og sagde:
Hun mente det ikke ondt. Hun ville bare hjælpe.
Det ved jeg.
Kan du ikke holde ud lidt endnu? Det er svært for hende, du ved, alt er jo nyt her.
Henning, det er mit arbejde. Mine penge.
Jeg ved det. Men det er jo kun for en tid.
Det der for en tid havde jeg hørt i to uger. Jeg spurgte ligeud:
Hvor længe?
Byggerne siger december.
December. Altså halvanden måned mere. Jeg så på ham det ansigt, som ikke ville vælge. Han elskede både sin mor og mig, og han troede virkelig, at alting nok skulle ordne sig, hvis bare man smilede og bad om tålmodighed.
Men det skulle jo ordnes af mig.
***
Den nat sov jeg ikke. Jeg tænkte og overvejede. Åben konfrontation med svigermor? Så blev hun såret og græd. Skænderi? Endnu værre. Ultimatum til Henning? Uretfærdigt. Bare finde mig i det? Nej. Den mulighed døde sammen med silketråden.
Kun én løsning var tilbage. Diskret, lidt listig, men fair: Skabe mere liv og glæde udenfor vores hjem for Grethe, så hun ikke havde så meget tid hjemme, og samtidig få renoveringen speedet op, så hun selv savnede sit eget hjem igen.
Det var ikke hævn det var overlevelse.
***
Først: hendes fritid.
Grethe har altid været aktiv. Hun gik til biblioteket derhjemme, i folkekirke om søndagen, passede sin lille have hos datteren. Her kedede hun sig, og kedsomhed bliver til rastløshed, især for ældre.
Jeg ringede til min veninde, Lone, på det lokale aktivitetscenter:
Hvad har I for ældre?
Masser! Stavgang hver uge, kor onsdag og fredag, filtning, sundhedsforedrag hvad som helst, blot de møder op.
Jeg fortalte ikke Grethe direkte, at hun burde tage afsted. I stedet sagde jeg hen over aftensmaden:
Du har da altid sunget? Henning har fortalt det.
Grethe lyste op ja, hun har faktisk sunget i amatørkor.
Jeg har hørt om et kor her i området det skulle være rigtigt hyggeligt, og dirigenten er god. Og det koster ikke noget. Ville det ikke være hyggeligt med lidt selskab?
Tjo, jeg kender jo ikke nogen…
Jeg lod det ligge. Men et par dage efter nævnte jeg, at koret skulle optræde på rådhuset, og deltagerne kom i avisen. Ordet avis fangede hendes opmærksomhed.
Næste uge spurgte hun, hvordan hun kom derhen. Jeg lavede et fint kort.
Onsdag tog hun afsted kl. 10 og var først hjemme kl. 15, helt rød i kinderne.
Sikke nogle søde damer! Og dirigenten Emil, hedder han han sagde, jeg havde en god stemme.
Hvor dejligt! blev jeg helt ærligt glad.
Nu var hun afsted onsdag og fredag, siden også tirsdag sammen med sin nye veninde, fru Ingrid fra opgangen ved siden af.
Stille blev der roligere hjemme hos os.
***
Anden del krævede mere snilde.
Jeg kontaktede Grethes datter, Mette. Vi havde aldrig været nære, men jeg sagde det ligeud:
Selvfølgelig skal din mor bo her, men hun savner sit eget hjem renoveringen skal skubbes i gang.
Mette forklarede, at det hele gik gennem hendes mands bekendte, som stod for det. Løs kontakt til håndværkerne.
Jeg kan hjælpe, sagde jeg. Jeg kender en gammel byggemand i opgangen, Svend.
Svend gik med til at kigge forbi og lavede et overslag rystede på hovedet, det var højst tre ugers arbejde, hvis man gad.
Han tog en snak med håndværkerne, og sjovt nok gik det straks hurtigere. Mette lavede ny aftale; nu kom der skub i det.
Ikke et ord til Henning. Ikke for at skjule, men for ikke at trække ham ind i det dilemma.
***
Tre uger, mens det hele rullede. Gode aftener: Grethe kom hjem, opstemt over korsang, fortalte om kaffe og småkager med damerne, og vi sad sammen, hun fortalte om gamle dage. Oprigtigt hyggeligt.
Andre dage: jeg opdagede fx, at min stuebirk pludselig stod ovre i hjørnet, for gartneren mente, den gav for meget skygge til hendes medbragte pelargonie på vindueskarmen. Birketræet hang allerede med bladene ud på eftermiddagen.
Uden ord satte jeg birken tilbage, pelargonien i hendes værelse. Vi så direkte på hinanden. Hun sagde:
Du kunne da bare have sagt det.
I lige måde, svarede jeg.
Der var en lille gnist ærlig, ikke ondsindet.
Vi spiste aftensmad og snakkede om andet.
Henning han sagde ikke noget. Nogle mænd tror, at hvis bare man kigger væk, så forsvinder sprækkerne.
Det gør de aldrig.
***
En aften sad jeg ved mit bord, arbejdede. Henning kom ind, satte sig.
Du er sur på mig.
Lidt. Ikke på dig, men hele situationen.
Jeg forstår, det er hårdt.
Det gør du. Men at vide det og at gøre noget ved det det er to ting.
Hvad vil du have mig til at gøre?
Ingenting, Henning. Det ordner jeg.
Han spurgte ikke hvordan. Han lå og læste og faldt i søvn. Jeg sad længe og lyttede til stilheden, og til den gamle dame, der ikke var kommet for at genere, men bare fordi hendes liv var sådan.
Det slog mig: De sværeste familiestridigheder handler ikke om had, men om alle de gode mennesker, der bare ikke kan være sammen uden at komme i klemme. Hvem skal man rette vreden imod?
***
Renoveringen blev færdig hurtigere end selv Svend havde troet.
Det var Mette, der ringede: Håndværkerne var ude, det var klart til at flytte ind igen.
Jeg takkede hende. Vi var tættere nu hun så mig mere som et almindeligt menneske, ikke bare sin brors kone.
Jeg gik og tænkte hele lørdagen: hvordan siger man det, så svigermor ikke føler sig smidt ud?
Om aftenen, da vi sad alle tre, og Grethe talte om julekoncerten, smilede jeg og sagde:
Grethe, jeg har faktisk fikset noget sammen med Svend herfra opgangen. Byggerne er færdige; du kan komme hjem nu.
Grethe så på mig, så på Henning, så tilbage på mig.
Har du ordnet det hele?
Svend hjalp, men ja, jeg ville bare gerne gøre det lettere for dig du savner jo dit eget. Det gør man.
Henning kiggede, som om han så mig for første gang.
Grethe tog min hånd: Du er sgu en god én, Karen.
Jeg trykkede hendes hånd.
***
Søndag flyttede hun hjem. Henning bar kasser. Jeg blev hjemme, lavede mad, gik bare lidt rundt alene i min egen lejlighed.
De første halve time gik jeg bare fra rum til rum, rørte ved væggene, så ud på mit arbejdsbord.
Fjernede tæppet med roser fra stuen, pakkede sidste flakon væk fra vindueskarmen. Åbnede vinduet, sugede oktober-luften ind.
På køkkenets anden hylde i køleskabet stod en plastikbøtte. Jeg åbnede: karrysuppe, lavet som Grethe altid lavede den. Nøjagtig Henning og min yndlings, med hendes særlige touch. Der var mad til to dage.
Jeg lænede mig op ad køleskabet og smilede. Det er alligevel utroligt, så meget man kan gå hinanden på nerverne, og så ende med at få efterladt en portion suppe.
***
Henning kom hjem. Vi spiste. Han vaskede op alt var, som det plejede.
Før vi lagde os, sagde han i mørket:
Så du har kørt det hele med renoveringen?
Ja.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Jeg tænkte mig om et øjeblik.
Du bad mig være tålmodig. Jeg besluttede at handle i stedet for at vente. Jeg tænkte bare, det var nemmere for dig.
Du kunne have sagt det.
Jeg stoler på dig, Henning. Men hvis du blandede dig, ville du bære skylden overfor din mor. Det var ikke fair for dig.
Han tænkte længe.
Det var klogt, sagde han. Og lidt sårende.
Jeg ved det, undskyld.
Vi lå i stilheden. Jeg tænkte: Det her er ikke en perfekt fortælling. Vi sagde ikke det hele, lavede ingen terapeutisk session men vi kom igennem uden at trampe på hinanden.
Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke.
***
Grethe ringede en uge senere. Glad stemme. Fortalte om de fine, lyse vægge, sine gamle kopper, og at Inga fra underboen havde været syg, men nu blev glad for besøg.
Jeg fortsætter i koret, sagde hun. Emil har inviteret os med til konkurrence i februar. Ingrid og jeg tager afsted sammen.
Hvor er det dejligt, sagde jeg.
Karen, sagde hun nu med en anden tone jeg kan godt se, at jeg nok var lidt i vejen for dig.
Jeg lod være at undskylde. Det ville være løgn, og det vidste vi begge.
Vi er bare forskellige, Grethe. Det vigtigste er, at du har det godt nu.
Ja, sagde hun. Det er det.
***
Af og til tænker jeg på de syv uger. På tæppet med roserne. Gryderne på bordet. Pelargonien på min vindueskarm. Suppen i køleskabet. På Grethes hånd tør og varm. På Hennings ord: lidt sårende, og at det var det ærligste, han sagde hele perioden.
Jeg vandt ikke nogen krig. Der var ingen krig. Der var et problem, jeg løste. Et hjem jeg forsvarede uden at råbe eller knuseer nogen.
Det er ikke en bedrift. Det er bare det, vi nogle gange må gøre: Være stædig i det stille.
At beskytte sine grænser er ikke et skænderi det er at vide, hvad man vil, og handle roligt, indtil man når det.
Og familien… den overlever, selv når man lige er ved at ryge fra hinanden. Nogle gange betyder det bare, at der står en portion suppe klar, når alt er overstået.
***
I november afleverede jeg mit banner til kunden. Han var glad, betalingen røg ind. Jeg købte mig en ny rulle japansk guldtråd og lagde den i skuffen på sin faste plads.
Tre potteplanter på min vindueskarm: stuebirk, sansevieria og rosmarin. Ingen flakoner mere.
Her er stille. Det dufter af kaffe og en anelse bivoks fra stearinlyset. Henning læser i stolen. Udenfor er vinteren på vej.
Alt er, hvor det skal være.
***
En måned senere tog vi på besøg hos Grethe. Jeg havde en æske pastiller med fra hendes yndlingsbageri, det hun havde nævnt sammen med Ingrid. Hun åbnede døren og viste os med det samme rundt: lyse vægge, netop som hun ville have det. På hvert vindueskarm ligger der nu flakoner. Ved sofaen ligger tæppet med roserne.
Jeg kiggede på det hele og var bare rolig. Ikke irriteret, ikke overbærende bare rolig. Det var jo hendes hjem.
Over teen sagde hun:
I kommer vel, når vi skal til konkurrence i februar? Vi skal synge Håbet af Pakhmutova. Det vil jeg gerne, I hører.
Henning løftede koppen:
Selvfølgelig, mor.
Jeg sagde:
Naturligvis.
