17. marts
Frederikke! Jens er en meget respekteret og, vigtigst af alt, etableret mand! Og det vigtigste han mangler ikke penge. Tænk på det, datter, så får du både en treværelses lejlighed i Indre By, en ny bil, en flot pels ægte mink. Hele garderoben kunne fyldes med pelsjakker. Han er jo den perfekte svigersøn. Du finder ingen bedre, det lover jeg. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor du ikke vil tage imod hans frieri?
Jeg ved det ikke, svarede Frederikke eftertænksomt og kiggede væk.
Hun vidste det ærligt talt ikke. Da Jens, efter næsten et halvt års opmærksomhed, pludseligt friede til hende, blev hun helt paf.
Måske var hun blevet vant til, at mændene omkring hende aldrig førte noget til ende. Hun var jo en flot pige.
Man sagde om hende: Hun har det hele. Gud havde givet Frederikke skønhed og hovedet fejlede heller ikke noget.
Mænd, der så hende på gaden eller på en café, stirrede hende nærmest i seng med deres målrettede blikke.
Hvad de tænkte på, kunne man kun gætte.
Så siden børnehaven, folkeskolen og universitetet havde Frederikke altid været i centrum for mandlig opmærksomhed. Selv på det nye kontor, hvor hun for få måneder siden var startet, var hun overvældet af bejlere.
Alle, uden undtagelse, mændene på kontoret betragtede hende med beundring. Eller rettere, begær.
Man skulle tro, at med alle de muligheder kunne hun ikke være single. Nogen inviterede hende på middag, en anden i biffen til en sen forestilling. Nogle ville endda have hende med sydpå i et par uger.
Og alligevel, som hun nærmede sig de tredive, var Gudinden, som hendes kolleger hviskede om, stadig ugift.
Det plagede især hendes mor.
Frederikke, kære, sukkede Birthe. Hvor længe vil du trække den? Kvindeskønhed varer ikke evigt. Skønhed har også udløbsdato. Hvis du nøler, kan du ende med ikke engang at nå med det sidste tog. Du er jo tredive. Ingen mand, ingen børn. Det er ikke normalt!
Frederikke forstod det jo godt, og i grunden var hun enig. Men hvad kunne hun gøre, hvis
…hvis de mænd, der omgav hende, aldrig gjorde alvor af frieri?
Nogle elskede deres frihed, nogle var allerede gift, og andre ville bare tilføje hende til listen over erobringer.
Alle ville have hende men kun uden forpligtelser.
De var gerne klar på en gåtur i byen for at vise hende frem, eller tage hende med på restaurant eller ferie det var altid ok. Men så snart det handlede om at gøre forholdet officielt, forsvandt prinsene på deres hvide heste sporløst.
Sådan var det bare ingen inviterede den smukke og kloge Frederikke til alteret.
Hun var også blevet for klog til bare at have ligegyldige forhold.
Kunne vi måske ses én gang om ugen? havde en af bejlerne engang spurgt nervøst.
Nej tak, smilede Frederikke. Jeg vil hellere bruge min tid i fitnesscenteret. Det giver mere.
Det tog ikke lang tid, før der dukkede en ny bejler op. Hun var knapt begyndt på sit nye job, før Jens Mortensen, kontorets næstkommanderende, straks viste interesse.
Jens, i modsætning til de andre mænd på kontoret, havde bedre muligheder han var trods alt vicechef.
Han inviterede hende på frokost nede på caféen overfor, hvor de altid endte med at snakke mere om Frederikke end om forretninger. Hver dag kom han med blomster og chokolade. Og hver måned modtog hun en rund bonus for godt arbejde, selvom hun bare gjorde, som alle andre.
Frederikke, skal jeg ikke komme på besøg hos dig en dag? spurgte Jens i en lidt sukkersød tone.
På besøg? Frederikke bide sig i læben.
Ja, det er måske på tide vi tog skridtet videre.
Har vi da et forhold? spurgte Frederikke.
Ja da!
Det var jeg ikke klar over, Jens. Men altså, jeg bor jo med min mor. Hvis det ikke skræmmer dig, så værsgo.
Frederikke var sikker på, at Jens ville miste interessen ved at høre om moderen. Det gjorde han imidlertid ikke.
Tværtimod. Han lovede at komme forbi fredag aften.
Det overraskede Frederikke, at Jens var så insisterende næsten for meget. Andre gav som regel op ved tanken om at skulle hilse på moren.
Hvad Frederikke følte for Jens, var hun ikke sikker på. På den ene side blev hun beæret af opmærksomheden fra en erfaren mand, der ikke frygtede hendes mor, hvilket jo antydede seriøse hensigter. På den anden side vækkede Jens alligevel ikke de dybe følelser i hende.
Men han så da rimelig fornuftig ud.
En rigtig hjerteknuser på sin egen måde.
Mavemusklerne var nok lidt væk, men hvem har da ikke lidt topmave omkring de fyrre (selvom han påstod han kun var 35)?
Han lignede en lidt moden Superman, altid i jakkesæt med nederste knap åben og et uforstyrret blik. Unge piger søger jo sådan noget. Man føler sig tryg og sikker.
Frederikke valgte en afventende holdning. Hun ville se, hvor længe Jens tålmodighed holdt og ikke mindst, hvordan mødet gik med Birthe.
Hun troede egentlig moderen straks ville afvise ham, når hun opdagede aldersforskellen men hun tog fejl.
Birthe var vildt begejstret for Jens.
Allerede da Jens trådte ind i stuen, nærmest udbrød moren: Sikke en mand! Ham kunne jeg selv have brugt!
Han kom med lagkage i den ene hånd og de smukkeste roser i den anden. Han kyssede hendes hånd og komplimenterede hendes udseende.
Det var nok til at tage pusten fra selv Birthe i et par minutter.
Er mor mon blevet forelsket? tænkte Frederikke, da hun så moderen smile hele aftenen.
Jens forstod, han havde vundet svigermorens hjerte, og begyndte straks at tale om Frederikkes uovertrufne skønhed og om, hvor ensom han selv var. Tænk, fyrre uden kone eller børn og nu stod han med en lækker lejlighed, bil og penge nok, men kunne ikke engang give det videre.
Forfærdeligt, nikkede Birthe og sendte Frederikke blikke, som sagde: Du må hjælpe denne stakkels mand!
Jens begyndte snart at komme forbi med jævne mellemrum.
Så en dag friede han til Frederikke selvfølgelig. Birthe ville nu næppe have haft noget imod, hvis tilbuddet var gået til hende.
Frederikke kunne kun svare: Jeg jeg vil tænke over det
Hun tænkte og tænkte i næsten tre uger. Men hun kunne ikke beslutte sig.
Det var på tide at stifte familie men var det rigtigt at sige ja til en, hun ikke var sikker på, om hun elskede?
Frederikke! Jens er både respekteret og etableret! kørte Birthe igen på. Du får både lejlighed i byen, ny bil og en hel garderobe med pelse. Han er den bedste, du får. Jeg forstår slet ikke, hvad du venter på.
Han er jo ældre end mig, prøvede Frederikke at argumentere.
Og hvad så? fnes Birthe. Det er kun en fordel så vil han ikke rende efter andre.
Frederikke svarede ikke.
Sådan nogle mænd ved, hvad de vil, fortsatte Birthe. Din far og jeg havde tolv år imellem. Det gjorde kun tingene bedre.
Trykket kom nu fra begge sider Jens og moderen. Det var svært at stå imod.
I sidste ende Jens var jo heller ikke det værste, hun kunne få. Kærlig, omsorgsfuld, rundhåndet. Og den eneste, der faktisk havde friet.
Så blev bryllupsplanerne sat i gang ringen med diamanter på fingeren og kun et ja til brylluppet, som nu skulle stå om en måned. Nej, vent 29 dage.
Birthe hjalp entusiastisk med at finde kjole og lave gæsteliste.
Jens havde sagt, restauranten kunne tage hundrede gæster så inviter bare løs!
Men Frederikke var ikke lykkelig.
Der var ingen glæde, ingen glimt i øjnene. Kun tvivl:
Gør jeg det rigtige?
Ej, come on, Fie, sagde hendes veninde Anne. Han er kærlig og velhavende. Måske ikke drømmeprinsen, men det er bedre end at søge for evigt. Forresten er det ikke nødvendigt at elske. Alle lever, som de bedst kan. Men du vil få din lejlighed, pelse og ferie sydpå. De fleste får det aldrig. Og se lige den ring hvad er der at betænke sig på?
Birthe holdt også fast i sin begejstring og gjorde alt for at overbevise datteren.
***
På bryllupsdagen, siddende i en flot, hvid limousine pyntet med silkebånd, forsøgte Frederikke at være glad og ikke tænke på Jens små kirsebær-agtige øjne.
I stedet huskede hun morens ord om at se ind i sjælen.
Ferenc sagde: Alle har en smuk sjæl. Men ligemeget hvor meget Frederikke prøvede, kunne hun ikke se ind i Jens indre.
Nu sad de der, på vej gennem Københavns gader til rådhuset, en halv time fra vielsen. Frederikke havde udsat afgangen til sidste sekund. Tvivlet og frygtet. Men nu pressede både Jens og moderen på.
Hr. chauffør, kan De ikke sætte lidt fart på? Vi er allerede sent på den, lød det fra Jens.
Jens ville virkelig ikke komme for sent til sit bryllup. Mere end noget andet glædede han sig til at få Frederikke som kone så snart ville hun kun tilhøre ham.
Han tænkte, det var på tide, chaufføren satte tempoet op. Men Frederikke ønskede kun, at han ville køre langsommere. Hun bad endda stille en bøn om, at bilen ville gå i stå midt i larmen.
Hun lagde mærke til Jens nye opførsel hvor end de var, markerede han, at Frederikke var hans. Hans blikke sagde: Se og lad jer misunde hun er min og kun min.
Men hvis jeg ikke var så smuk? Og hvad hvis han møder en endnu smukkere i morgen? tænkte Frederikke.
Spørgsmålene væltede op, og hun følte sig mere og mere utilpas.
Chaufføren nikkede til Jens i bakspejlet og satte i. Frederikke måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at bryde ud i gråd.
Hvad gør jeg? tænkte hun desperat. Hun havde brug for en undskyldning til at løbe væk.
Pludselig bremsede limousinen brat op, Jens faldt på gulvet på alle fire som en lille hund, mens Frederikke fik fat i sædet og blev, hvor hun sad.
Hvad laver du? råbte Jens ad chaufføren. Har du købt dit kørekort på Christiania?
Undskyld men der er en killing på vejen. En lille én.
Kør dog uden om den!
Den løber frem og tilbage.
Så lad den! Hvis den bliver kørt over, er det dens egen skyld. Vi kan ikke vente på en kat.
Jens! Hvordan kan du sige det? udbrød Frederikke.
Vi er sent på den på grund af en kat! Vi skal nå rådhuset! protesterede Jens.
Frederikke klæbede til ruden, spejdede efter killingen, men kunne ikke få øje på den.
Da chaufføren skulle til at give gas, råbte hun, at han skulle stoppe, og før nogen kunne reagere, fløj hun ud ad døren kun lige, hun ikke brækkede hælen.
Frederikke! Hvor skal du hen? råbte Jens. Lad være!
Frederikke hørte ham, men valgte at ignorere ham og trak hurtigt hånden til sig, da han forsøgte at gribe hende.
I hvid brudekjole og sko løb hun mellem bilerne for at finde killingen.
Da hun endelig fik fat i den, holdt hun killingen tæt ind til sig for at berolige den. Dens lille hjerte hamrede som besat.
Fie, hvad har du dog gang i? sukkede Jens. Kjolen er ødelagt! Hvordan vil folk reagere?
Pyt med kjolen, jeg har reddet killingen. Den kunne være død under dækkene, svarede hun skarpt. Synes du slet ikke, det er synd?
Katten? Nej da, lo Jens.
Frederikke løftede øjenbrynene.
Det, jeg ærgrer mig over, er kjolen, som koster kassen. Tænkte du dig ikke om?
Nå, nu begynder han også på penge. Jeg vidste, jeg skulle lytte til min mavefornemmelse. Jens er slet ikke så blød og rar indeni.
Vi skal afsted nu, sagde Jens. Slip killingen og kom. Andre kan tage sig af den. Vi skal til bryllup!
Nej, jeg lader ikke killingen være her. Jeg har fået nok. Hvis du vil, kan du tage til rådhuset selv. Ærgerligt, jeg ikke så din sande side før. Dit indre er råddent, sagde Frederikke.
Hvad?! Du er vanvittig! Jeg ringer til Birthe med det samme. Hun skal nok tage sig af dig!
Det er for sent. Jeg vil ikke giftes med dig, Jens. Og her du kan få ringen tilbage, Frederikke trak med besvær den platinring med diamant af fingeren og kastede den på vejen.
Imens Jens og chaufføren styrtede rundt for at finde ringen, gik Frederikke med killingen i armene hen til fortovet.
Inden længe begyndte mobilen at vibrere insisterende i tasken. Jens eller mor eller begge.
Men ingen af dem gad hun tale med nu.
Hun havde fået nok af at være en brik i spillet mellem mor og chef.
Ligesom killingen, havde hun også fået nok.
Nu ville hun bare leve for sig selv.
Det havde altid været enten moren, der forbød at tage dyr med hjem, eller en fremtidig mand, der mente, man bare skulle efterlade en stakkels killing på landevejen.
Det var tid til at holde sig langt væk fra sådan en mand.
Frederikke, stop! lød Jens bag hende. Da hun vendte sig om, så hun ham komme løbende, klar til at spænde ben for hende, hvis det krævedes.
Hun satte farten op endte nærmest i løb.
Det var ikke nemt at løbe i brudekjole og høje hæle, men hvad skulle hun ellers gøre?
Da Jens var lige ved at nå hende, stoppede en bil op ved fortovet, og døren til passagersædet blev flået op.
Hop ind, hvis du ikke vil have ham på nakken! sagde chaufføren, en venlig, mørkhåret fyr.
Frederikke så én gang tilbage på Jens, der prustede bag hende, og sprang ind i bilen.
Sådan begyndte afstanden hurtigt at øges mellem hende og den perfekte forlovede.
Fortrød du brylluppet? spurgte chaufføren. Jeg var vidne til jeres lille drama. Jeg hedder for resten Mads.
Frederikke. Ja, jeg fortrød. Forstår ikke, hvorfor jeg sagde ja. Hvis ikke den killing var løbet ud, havde jeg måske ødelagt mit liv.
Den er sød. Altså killingen.
Ja, smilede Frederikke. Men jeg bor med min mor, og hun hader dyr især efter det her. Ved ikke engang, hvor jeg skal gøre af ham, før jeg får min egen lejlighed.
Jeg kan passe den lidt, foreslog Mads. Jeg bor alene og har plads.
Mener du det? Du smider den vel ikke ud igen?
Selvfølgelig ikke. Du kan besøge og tjekke til den så tit, du vil helst om aftenen, for jeg har jo arbejde.
Af en eller anden grund stolede Frederikke på ham.
Måske fordi han reddede hende? Eller fordi hans blik ikke var som de andres han så hende som et almindeligt menneske, ikke en model.
På vejen talte de sammen, og Frederikke indså, at Mads var til at stole på.
Han kørte hende hjem og tog killingen med sig. Men gav hende sit nummer og sagde, hun kunne ringe når som helst.
Hun ringede samme aften og besøgte ham, med kattemad, legetøj og kattetoilet.
Jeg tænkte, du kunne bruge det.
Tak, smilede Mads. Jeg havde slet ikke tænkt på den slags, så nu har jeg allerede to pletter under sengen. Vil du ha te?
Ja, gerne.
De blev hurtigt venner.
Ikke blot fordi de var enige om meget, men fordi de nu var samlet om én grå, pelsklump.
Frederikke besøgte Mads om aftenen, lyttede til historierne om killingen og lo, når katten havde revet gardiner i stykker.
Og hun følte sig tryg. Og godt tilpas.
Tror du, det passer, hvis jeg kalder ham Felix? spurgte hun, en dag hun var på besøg.
Det er perfekt. Jeg havde faktisk tænkt det samme. Felix bliver det. Ikke sandt?
Mijav! svarede killingen begejstret og dukkede op.
Mon de flytter sammen? tænkte killingen selv, mens den legede med sit nye legetøj.
Mads tænkte tit selv på det. Det var nu halvanden måned siden Frederikke droppede brylluppet.
Hun prøvede at finde egen lejlighed, men uden held.
En dag samlede Mads mod og foreslog, hun flyttede ind hos ham.
Frederikke sagde straks ja. At bo hos moren, der stadig ikke havde tilgivet hende, var ulideligt.
Og Jens gav heller ikke op, men Frederikke lukkede døren for ham.
Hun sagde op på arbejdet Jens gjorde det umuligt at blive der.
Jeg vil gerne, svarede Frederikke glad.
Den her gang sagde hun også ja til hans frieri et halvt år efter de var flyttet sammen.
Brylluppet var småt og stille kun de nærmeste og naturligvis Felix.
Birthe kom aldrig til festen og ringede ikke engang til sin datter siden. Det var hendes valg.
Men Frederikke, Mads og Felix var glade for, at de havde fundet hinanden i den store, danske verden.
Det har jeg lært: Når man endelig vælger sig selv kan livet begynde for alvor.
