Drømmen der gik i opfyldelse
Jeg satte mig ind i S-toget, fandt en plads ved vinduet og lod blikket glide hen over de andre passagerer sådan lidt vurderende, hvilket mine veninder altid joker med og kalder mit “ulveblik”. Jeg ved ikke helt selv, hvor det navn kommer fra. Jo, jeg betragter folk og vurderer dem, men gør vi ikke alle det? Gad vide, om en ulv ser anderledes på andre? Skarpt, overlegent, anmassende eller måske hånligt? Jeg har spurgt mine veninder flere gange, men de kan aldrig rigtig forklare, hvorfor de siger det.
Stationen… Dørene åbner på højre side
Jeg åbnede øjnene forsigtigt på klem, bare lige for at tjekke, hvem der steg på, og lukkede dem så igen.
Hvordan kan det egentlig være, at andre møder nogen spændende i metroen, men aldrig mig? Hvorfor ser jeg aldrig nogen, der virker interessante nok?
Da toget holdt ved min station, rejste jeg mig og gik ud på perronen.
***
Fra metroen gik jeg ud til busstoppestedet, men selvfølgelig var der ikke et øje jeg kunne lige så godt se i øjnene, at bussen nok lige var kørt. Så jeg besluttede at gå hjem.
“Undskyld frøken, dit snørebånd er gået op,” råbte en mand, måske i 40erne, og pegede på mine sko.
Jeg kiggede ned ganske rigtigt. Jeg satte mig på hug og bandt snørebåndet. Manden blev stående, og jeg vidste bare, at han gerne ville starte en samtale. Og ganske rigtigt, så snart jeg rejste mig, sagde han:
“De der snørebånd er altid ude på løjer Når de går op, kan man træde i dem og få skidt på dem. Og beskidte snørebånd er bare endnu mere irriterende!”
Jeg smilede for mig selv hvad for noget skidt? Det var da knastørt og pænt rent på fortovet, men jeg svarede høfligt:
“Tak fordi du sagde det til mig.”
Jeg begyndte at gå mod min lejlighed. Han fulgte trop.
“Må jeg følge dig lidt?” spurgte han, “Mit navn er Anders for resten.”
“Selvfølgelig. Jeg hedder Signe.”
Jeg kunne sagtens have sagt nej, for jeg vidste allerede, at det ikke ville føre til noget. Jeg har et lidt andet billede af min type. Men nogle af mine veninder siger, at de heller ikke følte noget specielt, første gang de mødte deres kærester. Jeg giver altid folk et lille måske man ved jo aldrig.
Så vi gik og sludrede. For at være ærlig, så kedede jeg mig. Derfor lod jeg, som om jeg boede ved et andet opgang, hvor jeg kendte koden, og sagde farvel der.
“Anders, tak for følgeskabet. Så er jeg hjemme.”
Signe, skal vi ikke lige bytte numre måske vi ses igen?
Jeg gav ham faktisk mit rigtige nummer. For erfaringen siger mig, at folk sjældent følger op, og hvis de gør, kan jeg jo bare sige nej. Så lod jeg som om jeg gik ind, ventede et par minutter i opgangen og smuttede så hjem.
***
Hov, se hvem der er kommet hjem min egen lille Signe! udbrød min mor, da jeg kom ind. Kom ind og tag jakken af. Vi har gæster! Kan du huske Hanne fra mit gamle arbejde? Hun er her, og det er hendes søn, Mikkel.
Hyggeligt at møde dig, sagde jeg og hilste på Mikkel. Han målte mig med blikket, og jeg kunne ikke lade være med at gøre det samme.
Det, der er, er jo bare, hvad det er, plejer jeg at tænke i sådan nogle situationer. Hvis bare han åbnede munden For indtil videre var han ikke rigtig interessant for mig.
Hvis Anders havde været for kedelig og gammel, så var Mikkel lidt for stor og det meste af håret var allerede på vej væk. Men altså, måske bliver han spændende, hvis han bare siger noget klogt.
Jeg blev sat ved siden af ham, fik en kop te og et kæmpe stykke kage, mens Hanne gik i gang med at fortælle alle Mikkels fortræffeligheder.
Jeg smilede, nikkede, men prøvede konstant at fange min mors blik hvorfor havde hun ikke forberedt mig på det her arrangement? Og hvem var Hanne egentlig for mig og hvorfor det store show?
Mor så alle andre steder hen end på mig.
Hanne snakkede løs, Mikkel sagde ikke meget. Jeg begyndte at kede mig.
Mikkel, har du lyst til at gå en tur? Så kan vores mødre mindes fortiden sammen.
Ja, god idé! skyndte Hanne sig at sige.
Vi gik ud foran og satte os på en bænk. Jeg spurgte ind til ham: arbejde, interesser, alt det sædvanlige. Han svarede med et minimum og viste ingen interesse for mig. Efter ti minutter blev samtalen helt død, så jeg foreslog, vi skulle gå op igen. Mikkel fulgte bare efter.
Signe, Mikkel vil invitere dig på en date næste lørdag kl. 15. Vil du det? spurgte Hanne, som om det var den naturligste ting i verden.
Jeg blev så overrumplet, at jeg hostede og tænkte, en date inviteret af moren kom hun så også med?
Alle kiggede forventningsfuldt på mig, og jeg kunne jo ikke sige andet end ja.
Hanne og Mikkel gik. Jeg vendte mig mod mor:
Hvad var det lige, der skete?
Vi vil altså gerne have børnebørn, din far og jeg! Jeg prøver jo bare at hjælpe dig, men du er så utaknemmelig!
Jeg mumlede, at hun i det mindste kunne have advaret mig. Jeg brød mig ikke om hendes konstellationer, men jeg ville ikke diskutere.
Men min mor var klar til at diskutere. Hun blev ved og ved og spurgte til sidst:
Er der slet ingen, du kan lide? Var Mikkel heller ikke noget for dig?
Mor, han sagde jo nærmest ikke en lyd. Forestil dig et familieliv, hvor vi bare sidder og glor og tier stille begge to hvilken familie er det?
Mor sukkede.
Giv ham nu bare en chance og tag på den date. Måske er han anderledes, når Hanne ikke er med.
Okay, det lover jeg.
***
Jeg tog hjem med S-toget efter daten med Mikkel, selvom det ikke rigtig kunne kaldes en date. Han kom ind på caféen og spurgte prompte:
Nå, skal vi tage hjem til mig?
Hvad?
Ja, altså, jeg regnede med, at du ikke har haft en mand længe, grinede han klodset, og jeg rødmede.
Jeg går nu. Farvel!
Jeg var sikker på, at hvis det var for sjov, ville han løbe efter mig, men det gjorde han ikke.
Hvad var det lige, der skete? tænkte jeg forvirret. Hvis lige tiltrækker lige, så men nej, det passer vist ikke.
Nu gider jeg ikke længere tænke på fyre. Jeg vil bare leve mit liv.
***
Efteråret forsvandt, vinteren kom, og alle glædede sig til jul og nytår.
Skal du ikke spå dig selv juleaften? spurgte min veninde.
Jeg tror ikke på det dér pjat, lo jeg.
Det gør jeg heller ikke, men jeg gør det nu alligevel.
Jeg grinede. Hjemme spurgte jeg min mor, om hun havde prøvet det.
Selvfølgelig. Jeg satte en dyb tallerken med vand under sengen og lagde en lineal henover. Så sagde jeg: Kom nu drømmefyr, få mig over på den anden side og så sov jeg.
Så du ham så?
Nej, egentlig ikke. Jeg har aldrig turdet kigge i spejlet om natten! Det med spejlet har jeg altid været bange for!
Jeg var enig det lød skræmmende. Så jeg satte et fad med vand under sengen, lagde min lineal over og sagde sætningen for mig selv.
***
Jeg sov tungt. Da jeg vågnede om morgenen, var lejligheden tom alle var allerede gået. Jeg var sent på den til arbejde, men jeg ringede til min chef, som sagde, at det var okay, for en kunde havde underskrevet en kontrakt, som jeg bare kunne komme forbi og hente.
Da jeg kom hjem om aftenen, spurgte mor:
Nå, drømte du om nogen?
Ja, grinede jeg, jeg befandt mig midt i en ørken, tørstig, og så dukkede en gammel bus op med en chauffør. Jeg satte mig ind, han gav mig noget at drikke, og vi kørte derudad.
En buschauffør? Jeg havde nu håbet på en eller anden rigmand! Mor lo hjertevarmt.
Det vigtigste er vel, at det er en god mand! sagde jeg, i øvrigt tænkte jeg før jeg faldt i søvn, at jeg snart skulle opfriske mine kørefærdigheder og spørge i køreskolen, om en instruktør ville tage mig med ud. Så måske er det derfor.
Ja, næste gang skal du ønske dig en millionær.
Det lover jeg.
***
Egentlig tænkte jeg ikke mere over drømmen jeg levede bare min hverdag. Endda min mor lod mig være.
Signe, hvornår skal du på ferie? spurgte en kollega en dag.
I maj.
Jeg har også fri i maj! Skal vi ikke tage af sted sammen?
Men hvorhen? Jeg vil gerne til havet, men i maj er det jo stadig koldt
Der er ikke så mange muligheder ellers tager vi til Egypten.
Jeg har været der før kedeligt! sagde jeg.
Har du prøvet en sejltur på Nilen?
Næh.
Så lad os arrangere en tur et par dage ved havet, leje bil og se storbyerne. Er du med?
Jeg ved ikke rigtigt Men efter lidt betænkningstid sagde jeg alligevel ja.
Så begyndte vi at planlægge.
***
Jeg elsker at rejse jeg glædede mig virkelig, da vi nærmede os Kairo. Pludselig udbryder min kollega:
Signe, vi har glemt at bestille lufthavnstransfer!
Det ordner sig, vi tager en taxi! sagde jeg roligt.
Hvordan tager vi en taxi?
Det er jo en lufthavn, der står masser af chauffører.
Men så snart vi trådte ud med vores kufferter, blev vi nærmest overmandet af fremmede, der talte til os på arabisk og forsøgte at tage vores bagage. Jeg mærkede straks usikkerheden snige sig ind.
Hvad gør vi, Signe? min kollega så panisk ud.
Tag det roligt! sagde jeg, men mumlede indvendigt: Åh Gud
Et stykke væk så jeg en europæisk mand, der var ved at stige ind i en bil.
Kom! beordrede jeg, og vi løb over.
“Undskyld! Kører du til byen? Kan vi køre med?
Han så forvirret ud og prøvede at sige noget, men ikke på dansk.
Før jeg nåede at panikke, åbnede chaufføren døren en ung mand og talte til mig på flydende dansk!
Hop ind, så klarer vi det på vejen. Man må ikke stå for længe her.
Jeg åndede lettet op og satte mig ind. Vi kørte først europæeren til hotellet, og bagefter kørte han os.
Og lige dér gik det op for mig ham, chaufføren, var jo ham fra min jule-drøm! Han var ligesom den mand, jeg havde set i mit nattebillede, og han var endnu mere charmerende i virkeligheden.
Han nægtede at tage imod penge, foreslog vi skulle ses igen, og pludselig var han med os på resten af turen. Inden ferien var slut, havde han friet og jeg sagde ja!
Kan du forestille dig, lo min kollega bagefter, hvis vi havde bestilt transfer eller hvis vi ikke var nået hen til den bil i tide?
Nej, det skulle åbenbart ske. Skæbnen ville det sådan, og den skal man aldrig modsætte sig.Hjemme i Danmark, da bryllupsbillederne blev sat i ramme og stillet på reolen, smilede min mor stolt og mere overrasket, end hun ville indrømme. Hun nussede over min mands billede og sagde til familie og venner: Man ved aldrig, hvor livet fører ens børn hen.
Nu, hver gang jeg hører lyden af et tog, minder det mig om, hvordan jeg altid har kigget ud ad vinduerne og ventet på, at noget spændende skulle ske måske uden helt at tro, at det faktisk kunne ske for mig. Men det gjorde det. Måske er drømme bare vejvisere. Måske er det tilfældighederne, vi møder på perronen og i lufthavnen, der i virkeligheden former hele vores liv.
Nogle gange skal man bare tage imod, hvad toget eller bussen bringer ens vej. Og grine lidt, når ens mor får ret til sidst.
