En buket blomster
Jeg, Søren, ventede på Tove. Det var næsten minus 15 grader i København, og Tove, som så ofte før, var forsinket. Jeg kunne mærke kulden trænge helt ind til knoglerne både hænder og fødder var efterhånden følelsesløse.
Som prikken over iet lagde min mobil sig på is; batteriet var dødt, og jeg kunne ikke engang ringe til hende. Forbandede teknik.
“Nå, jeg giver det ti minutter mere. Så går jeg,” tænkte jeg.
Så fangede mit blik et ungt par tæt ved Rådhuspladsen. Drengen havde stået der i ti minutter med en buket blomster og ventet, og nu kom der en pige hen til ham. Han rakte blomsterne frem, men hun ville ikke tage imod dem. De udvekslede nogle ord, og hun gik væk.
Jeg fik ondt af fyren. Hele scenen udspillede sig for mine øjne han var blevet forladt lige der.
“Hvor bliver Tove af?” spurgte jeg mig selv og gik frem og tilbage for at holde varmen. Til sidst mærkede jeg, at jeg ikke kunne holde ud at vente længere jeg måtte bare hjem. Præcis i det øjeblik kom den unge mand med blomsterne hen til mig.
“Hej,” sagde han venligt. “De her er til dig,” og rakte buketten frem. “Jeg har selv samlet dem. Se, der er flere slags, de er så sarte og farverige de passer så godt sammen.”
Nærmest på automatpilot tog jeg imod blomsterne.
“Du skal tage hjem,” fortsatte han. “Det er isnende koldt, du er ved at fryse helt til. Hvor længe har du ventet?”
“40 minutter”
“Netop! Det er ikke det værd at risikere helbredet. Og dine støvler og jakke du skal passe på dig selv! Tænk på dig selv, for du er dig, og du har kun dig selv. Ham der, han er ikke værd at vente på i 40 minutter!”
Da jeg kom hjem til min lejlighed i Valby, sad jeg i entreen længe hænderne ville ikke lystre, og overtøjet var umuligt at få af. Efter et stykke tid fik jeg endelig overtøjet af, smed støvlerne og hev alle mine striktrøjer udover hinanden, mens jeg satte elkedlen over til the.
Først efter en time fik jeg varmen og kunne ringe til Tove.
“Hej Skulle vi mødes i dag? Jeg kan altså ikke huske, vi havde aftalt noget i dag, skat. Det er i morgen.”
“I morgen?” Jeg var helt paf.
“Ja, selvfølgelig i morgen. Klokken et. Husk det nu!”
Jeg lagde røret på og begyndte at græde.
Tove og jeg havde været kærester i fem år. Alle syntes, hun var det perfekte partivalg, men hvorfor hun valgte mig, forstod jeg aldrig fuldt ud. Jeg var evigt taknemmelig og gjorde mit for at glæde hende: Jeg klædte mig, som hun foretrak de fashionable støvler og bukser med pressefolder, som aldrig helt passede til mig. Jeg brugte den make-up, hun elskede måske lidt for prangende efter min smag og glattede håret, så det sad som hun ville have det.
“Min mand skal se moderne og stilfuld ud. Du skal matche mig,” plejede Tove at sige, og jeg gik med på det.
Vi sås faste aftener, onsdag og weekenden. Tove kom ofte med sine skjorter, som jeg vaskede for hende.
“David, der er ingen, der vasker så godt som dig! Min mor smider bare det hele i maskinen, men de her skjorter er jo dyre!”
Så tog hun dem rene og strøgne med hjem.
Jeg lavede mad til hende så hun havde til frokost mandag til onsdag og igen onsdag til fredag. Ikke bare hvilke som helst retter alt skulle laves præcis, som hun kunne lide det.
“Du laver mad så fantastisk. Tænk hvis jeg skulle leve af kantinemad! Kun problemer med maven!”
Jeg skulle også hele tiden beundre og rose Tove sætte hende på en piedestal.
Ja, og så kunne Tove, som anså sig selv for lidt kunstnerisk, let komme for sent hvilket hun gjorde tit. Nogle gange dukkede hun da op til tiden.
Og penge det glemte hun ofte. Jeg stod for næsten alt, både cafébesøgene og maden. Og det på trods af, hun kom fra en velhavende familie med god løn og sikker karriere.
Jeg troede, vi skulle giftes en dag, men år efter år gik, uden at det skete.
..
Jeg tørrede tårerne væk. Jeg vidste jo godt, hvordan hun var. Jeg tændte tvet og ramte netop vejrudsigten der var udsigt til endnu koldere vejr i morgen.
Jeg rystede. Så fik jeg øje på blomsterbuketten, jeg havde stillet på bordet. Den var lidt slatten, men alligevel overraskende smuk. Jeg satte den i vand, men tankerne kørte tilbage til Tove: Jeg skulle jo have vasket hendes skjorter, begynde at lave mad til næste uge, købe ind, for hvis vi skulle ses i morgen
Så slog det mig vi skal mødes i morgen, og det bliver endnu koldere Nej! Igen faldt blikket på blomsterne.
På én eller anden måde hørte jeg ordene fra fyren på Rådhuspladsen: “Du har kun dig selv! Sæt pris på dig selv!”
Sæt pris på dig selv Hvornår havde jeg egentlig sidst tænkt på mig selv? Alle mine tanker kredsede om Tove altid hvordan jeg kunne gøre hende glad og vores fælles fremtid.
Men hvordan sætter man egentlig pris på sig selv? Jeg kunne ikke engang huske, hvad jeg sidst havde gjort kun for min egen skyld.
Mit blik kørte igen rundt i stuen og stoppede igen ved blomsterne.
Sat i vand kom de til live, og det gjorde jeg næsten også. Jeg rev alle striktrøjerne af, gravede i klædeskabet og fandt et par behagelige bukser og en løs skjorte. Vaskede makeuppen væk og løsnede håret. Det faldt frit ned ad skuldrene.
Så tog jeg alle Toves skjorter, lagde dem i en pose og smed dem ind i vaskemaskinen. Men for første gang uden selv at føle mig som hushjælp.
Så hev jeg mit gamle staffeli frem.
Hvor havde jeg savnet at male! Tove brød sig ikke om det. Hun påstod, at hun var allergisk over for malingen og syntes, jeg skulle støtte hendes projekter i stedet eller styre vores hjem.
Et lille smil bredte sig, og jeg gik i gang med at male buketten, der stod foran mig. Og så forsvandt tiden pludselig
Jeg gik først i seng nærmest hen ad morgenen. Jeg havde malet tre billeder og havde slet ikke lyst til at stoppe igen.
En insisterende banken vækkede mig. Klokken var næsten tre om eftermiddagen! Jeg åbnede døren og ind trudsede Tove.
“Hvorfor er du hjemme? Jeg troede, du var ude. Jeg har stået i kulden og ventet! Og du har ikke engang gjort dig klar!”
Så fik hun øje på blomsterne.
“Hvad er det? Hvor har du dem fra?”
“Det er bare en buket. Flotte, ikke?”
Tove rynkede på næsen. Hun havde aldrig givet mig blomster. I det hele taget havde hun aldrig givet mig noget. “Du er jo ikke sammen med mig for pengenes skyld,” plejede hun at sige.
Hun kiggede rundt.
“Hvorfor ser du sådan ud?”
“Jeg stod lige op. Har malet hele natten”
“Malet? Er du klar over, jeg har allergi? Virkelig, David!”
Tove snøftede, tog et papir og pudsede næsen demonstrativt.
“Hvad sker der her, David? Jeg skal på arbejde i morgen. Hvor er mine skjorter? Hvad med frokosten?”
“Skjorterne er i vask, men vi kan lave mad sammen, hvis du vil?”
“Jeg? Madlavning? Det er da ikke mit job jeg laver pengene, du sørger for hjemmet!”
“Men du giver mig jo aldrig penge overhovedet!”
“Når vi bliver gift, så får du penge”, hendes stemme lagde sig lidt.
“Og hvornår bliver det så?” spurgte jeg, for første gang vred.
“Når jeg bestemmer. Er du kun sammen med mig for pengenes skyld?”
Jeg rejste mig, tog hendes skjorter i en pose og rakte hende dem:
“Her. Nu må din mor stryge dem. Og nu må du gerne gå”
“Min mor stryger dem ikke”
“Jeg sagde: Gå. Jeg slår op. Find dig en anden. Jeg har fået nok.”
.
Femten år senere stod jeg på anden sal i Bella Center og så ned på menneskemylderet.
“Hvorfor sagde jeg ja til den her kunstudstilling? Jeg hader jo arrangementer Det var selvfølgelig min datter, der overtale mig,” tænkte jeg smilende.
Jeg fulgte gæsterne, så hvordan de gik til billederne, kiggede interesseret jeg kunne næsten se på dem, hvem der faktisk havde købslyst, og hvem der bare drev rundt.
Så fik jeg øje på et par. Han gik forrest langsomt og bestemt. Hun kom efter, lidt forsigtigt og næsten logrende. De gik hen til mit værk, talte sammen og netop da ringede min telefon:
“Kom herhen,” sagde min assistent.
Jeg gik hen og smilede. Jeg vidste, hvad de ville spørge om.
“Den er ikke til salg,” sagde jeg straks. Manden vendte hovedet, og jeg så, det var Tove.
“Søren? Gud, det er jo dig jeg vidste, jeg havde set maleriet før!”
“Hej! Men den sælges ikke, Tove.”
Mit blik gled hen på hendes nye partner hun stod pænt på afstand, håret sat perfekt, kraftig make-up, trendy jakkesæt og skyhøje stiletter. Alligevel var der noget stille, noget tomt i hendes blik.
Hvor hun dog lignede den gamle Tove!
“Jeg giver hvad som helst for maleriet.”
Jeg smilede bare:
“Nej tak. Det her billede er mit held. Det var herfra, mit kunstnerliv for alvor begyndte.”
“Nå, ikke til salg? Javel!” sagde hun og gik uden at se sig tilbage, mens hendes følge vimsede småt efter. Tove var tydeligt tvær. Den forbistrede buket blomster! Nu fortryder hun, at hun ikke slog til dengang. Ja, hun ville bare købe billedet for at ødelægge det hvorfor genkendte hun det ikke straks?
Jeg stod længe og så dem forsvinde og tænkte, hvor lykkelig jeg var over, at en fremmed for mange år siden gav mig en buket blomster og sagde de ord, der ændrede mit liv. Min største lære: Sæt pris på dig selv for ingen andre gør det for dig.
