Familiehemmeligheden
Anders har aldrig brudt sig om at tage hjem til sin mormor. Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om ham, og selv forstod han ikke, hvorfor forældrene blev ved med at slæbe ham med derhen.
Hans mormor kunne aldrig lade være med at antyde, at han havde dårligt blod, og at hans mor nok skulle komme til at lide under det en dag.
Hans mor forsvarede ham altid og sagde, at det ikke passede, men mormoren blev ved med at hakke på både ham og forældrene. Hver eneste gang de kom på besøg, blev hele dagen ødelagt.
Særligt slemt var det den gang, hvor forældrene efterlod ham alene i stuen, mens de råbte og diskuterede ude i køkkenet. Han lukkede døren, og på må og få kiggede han rundt, indtil han så en smuk bog. Han tog den, men det viste sig at være et fotoalbum. Nogle billeder gled ud over gulvet, og han satte sig på hug for at samle dem op.
Én af billederne fangede hans blik der var hans mor, ung og smilende sammen med en mand, han ikke kendte, og som tydeligvis ikke var hans far. De stod tæt, arm i arm og grinende.
Mon jeg skulle spørge, hvem det er? tænkte Anders for sig selv.
I det samme stormede hans mormor ind i stuen, opdagede billederne i hans hænder og rev dem ud af dem, mens hun råbte op.
Anders stod helt forbløffet.
Han kastede et forundret blik hen på sine forældre, og hans far sagde;
Anders, nu tager vi hjem. Gør dig klar.
Anders trak på skuldrene, gik hen til dem, og de forlod lejligheden.
Tror du han spurgte sin mor om det billede med det samme? Nej. Selvom han kun var otte år, vidste han, at det nok var bedst at bringe det op, når de var alene.
Først nogle dage senere fik han muligheden, men hans mor grinede blot og sagde, at han havde set forkert det var ikke hende på billedet, men måske en slægtning af mormor.
Den forklaring godtog Anders ikke. Hun løj tydeligvis. Og selvfølgelig kunne en mor have billeder fra sin egen ungdom liggende, måske endda af den slags, hun helst ville glemme. Sådan er det jo.
Han bestemte sig for at kigge efter billedet igen, men albummet var forsvundet som dug for solen, og selvom han ledte grundigt, dukkede det aldrig op igen. Mormor havde uden tvivl gemt det godt væk.
Så tænkte Anders, at det nok bare var familiens hemmelighed. I hvert fald havde han brug for at tro det.
Tiden gik, og albummet blev glemt.
Anders har altid været meget betaget af Naja, lige fra første semester. Han husker tydeligt deres første møde han stod med sine medstuderende i indgangen til universitetet, mens Naja kom gående sammen med en veninde. Han betragtede hende, og hun passede ham bare forbi. Men heldigvis så han hende senere til en fællesforelæsning, og det glædede ham. Dog fik han aldrig taget mod til sig til at tale med hende. De fire år, de gik på samme hold, nikkede de kun diskret til hinanden. De var aldrig blevet præsenteret.
Som nu, hvor de igen blot nikker, mens Naja roligt går forbi.
Så det er hende, du er vild med, siger Signe pludselig. Signe var kommet ind i Anders studiegruppe for nyligt og var hurtigt blevet uundværlig.
Hvorfor tror du det? spørger Anders, mens han stadig ser efter Naja.
Hvordan kan man undgå at lægge mærke til dig? Du bliver helt fjern, hver gang hun er i nærheden og glemmer fuldstændigt, jeg står lige her og så det smil der! Signe ler.
Anders vender sig mod hende og sukker.
Tja, du gennemskuede mig. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?
Helt ærligt? Intet. Eller vil du have, jeg introducerer dig og arrangerer et stævnemøde? Det ligner noget med kærlighed fra afstand, hvis du spørger mig.
Nej! udbryder Anders straks. Nej, du må ikke!
Hvorfor ikke? Er du bange? Signe sender ham et drillende blik. Jeg troede ellers du var mere modig.
Jeg er ikke spor bange! indvender Anders irriteret.
Jamen så lad os lade det ligge, siger Signe afslappet, og samtalen vender hastigt tilbage til det, de ellers snakkede om. Anders ånder lettet op.
Jeg tabte lige tråden, hvor er det nu, vi skal mødes? spørger Anders over telefonen. Signe ringede for at sige, at deres fælles ven havde rykket fødselsdagen til et andet sted. Et øjeblik, jeg skriver det ned. Hvad er adressen? Ved du hvorfor, han ændrede planerne?
Signe anede det ikke og lagde på, mens Anders forvirret prøvede at finde ud af, hvor den restaurant overhovedet lå og hvordan han skulle komme derhen.
Det bliver altså for vildt, mumlede han. Fantastisk.
Det var rent faktisk ret vildt, for festen blev rykket med kun én time til at finde vej og helt i den anden ende af København. Men hvad kunne han gøre? Han skyndte sig af sted.
Til Anders overraskelse ventede kun Signe på ham i restauranten.
Hvad så, hvor er de andre? spurgte han bare.
Det vigtige er, at jeg er her! sagde Signe smilende.
Anders satte sig overfor hende, kiggede spørgende på hende og sagde:
Nå?
Nå hvad? Signe smilede bare bredt.
Så kom der pludselig en fremmed mand hen til deres bord og satte sig overfor Anders.
God aften! Jeg hedder Elias Søndergård, sagde manden og rakte et visitkort frem.
Anders, svarede han forfjamsket, tog imod kortet, rullede det rundt mellem fingrene og lagde det i lommen. Han kiggede nysgerrigt på manden hvor havde han set ham før?
Hvor kan jeg have set det ansigt? spekulerede Anders.
Elias tog sin tegnebog frem, fandt et gammelt fotografi og trak det over til Anders.
Anders så ned, og blev overrasket over at genkende billedet der, på fotoet, stod hans mor som ung, smilende med armen om Elias bror manden fra albummet i mormors lejlighed.
Det er min bror, sagde Elias roligt.
Min mor har ikke nogen søstre, bemærkede Anders.
Nej, men din mor er med på billedet. Det er min bror din biologiske far.
Hvad!? udbrød Anders. Det kan ikke være rigtigt!
Det er desværre sandt, min ven. Trist, men sandt, sagde Elias lavmælt.
De tager fejl. Min far er min far!
Det er han på papiret. Men i virkeligheden nej.
Anders tog billedet op og betragtede manden lignede han ham overhovedet? Han syntes ikke, de havde nogen fællestræk.
Hvad er det egentlig, du vil? spurgte Anders efter en pause. Og hvorfor sagde du, det er trist, at min far din bror er min biologiske far?
Der er intet at antyde, sagde Elias med et skævt grin. Jeg fortæller dig det bare, som det er.
Anders rystede på hovedet.
Hvis det virkelig var sådan, havde min mor giftet sig med din bror. Men det gjorde hun ikke.
Jeg tror, hendes mand ikke aner sandheden, fortsatte Elias.
Hvorfor gøre livet så kompliceret? spurgte Anders opgivende.
Fordi. Mine forældre tillod ikke, at min bror giftede sig med din mor. Og hendes forældre nægtede også. Det er grunden.
Kunne det virkelig være sådan? tænkte Anders. Han var målløs.
Hvorfor fortæller du mig dette nu? spurgte han endelig.
Min bror er død. I burde arve ham dig og din mor. Og, der er faktisk mere…
Hvad så? spurgte Anders.
Du bør ikke få børn vi er i familie, og min bror havde en arvelig psykisk sygdom, som du muligvis kan få eller give videre.
Anders blev rystet han havde altid drømt om at stifte familie. Og nu kommer denne fremmede og siger, hans planer er umulige…
Han så derhen, hvor Signe havde siddet, men nu var hun væk.
Elias så hans blik.
Din mor nægter at tale med mig. Jeg må gå igennem dig.
Undskyld, men jeg holder med min mor. Du lyver. Vi har ikke mere at tale om.
Anders rejste sig og gik.
Anders ringede straks til Signe var det virkelig hende, der havde arrangeret det hele? Han havde brug for at konfrontere hende. Men hendes telefon var slukket…
Så tog han hjem til sin mor men han fik aldrig fortalt hende, hvad der var sket.
Længe sad han med en kop te, som han blot stirrede ned i, præcis som han plejede som barn. Han kunne se på det samme objekt i timevis, studere detaljer, eller følge skyerne på himlen forandres.
Han husker, hvordan han lavede lektierne som barn. Når hans mor var i nærheden, var han flittig og skrev snorlige, men så snart hun gik væk, lagde han blyanten og begyndte at betragte alt omkring sig. Og når hun vendte tilbage, klagede hun altid: Hvordan kan du ikke have lavet noget stadig? Hvordan skal det dog gå dig? Men han klarede sig, og kom endda selv ind på universitetet.
Anders! Sidder du og dagdrømmer igen? Hans mors stemme rev ham ud af tankerækken.
Overhovedet ikke… Jeg sidder bare og tænker, svarede Anders.
Mor var alene i køkkenet, så det var nu, han bedst kunne spørge.
Om hvad? spurgte hun.
Ja for eksempel om hvilke sygdomme, der kan arves i familier…
Han kiggede undersøgende på sin mor straks blev hendes ansigt alvorligt.
Hvorfor vil du vide det lige pludselig? spurgte hun.
Anders trak visitkortet op af lommen:
Hedder Elias Søndergård noget for dig?
Så slog det ham: det var jo mormors pigenavn.
Det er vores slægt, ikke? spurgte han.
Måske det. Og hvad så? Hun gik straks i defensiven.
Jeg har mødt ham. Og jeg har set billedet, hvor du står sammen med hans bror. Ham mødtes jeg med forleden Elias Søndergård!
Mor trak på skuldrene.
Ja, vi er i familie. Så hvorfor ikke stå sammen på et billede?
Hans bror er død. Vidste du det?
Mor blev bleg.
Nej
Han sagde, jeg var hans brors søn.
Det passer ikke, sagde hun.
Anders fnøs.
Er du sikker? Jeg har tænkt mig at efterprøve det.
Jamen prøv! svarede hun. Bliver interessant at se hvordan. Vil du gå til din far og sige, du ikke tror, han er din far og alt det der?
Nej. Ikke endnu. Jeg kan teste slægtskabet med Elias.
Mor tænkte sig om.
Men der vil selvfølgelig være slægtskab. Han er jo familie. Du bør kun teste i forhold til din far.
Anders måtte give hende ret.
Alligevel gør jeg det! svor han med stigende irritation.
Anders. Tro mig. Din far er din rigtige far.
Jeg vil være sikker. Så går jeg til far og fortæller alt. Elias sagde, hans bror led af en arvelig psykisk sygdom. Mor, jeg vil have en normal familie og normale børn!
To uger senere var Anders og hans forældre samlet i deres lejlighed sammen med Elias Søndergård. Anders sad med en forseglet konvolut med resultatet af en DNA-test.
De tre voksne kiggede spændt på ham.
Kom nu, åbne den! sagde faren.
Anders åbnede brevet.
Han var nervøs. Hvad hvis dét hans hele liv havde bygget på pludselig ikke passede? Hvordan havde mor overhovedet overtalt far til den test? Hvad hvis det virkelig var sandt? Det ville han ikke. Han ville ikke miste sin far sin rigtige far.
Nej… sagde han og rakte konvolutten til sin mor. Jeg kan ikke.
Mor tog brevet og gav det til Elias.
Du ville kende sandheden? Værsgo.
Elias tog resultatet ud, læste og sagde:
Undskyld, jeg forstyrrede. Jeg troede, vores slægtslinje var forlænget det er den ikke…
Lettet pustede Anders ud: hvor var det en lettelse, at hans forældre virkelig var hans forældre.
Mor, hvordan kunne det være, at Elias troede, jeg var hans brors søn?
Anders gik med sin mor i Frederiksberg Have og tog sig endelig sammen til at spørge.
Forstår du… jeg var faktisk sammen med hans bror. Vi ville giftes. Din mormor satte sig imod det. Jeg gik ellers imod hende, og vi var klar til at blive gift. Men…
Mor sukkede, tav så.
Hvad skete der, mor?
Han blev voldsom og lagde hånd på mig. Jeg løb fra ham. Satte mig på en bænk og græd. Så så jeg din far, og han spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. Resten kender du jo vi har fortalt det mange gange.
Ja, smilte Anders. Han sagde: Vil du gifte dig med mig? Og du sagde ja. Så gik I straks på rådhuset.
Ja… Men Elias familie troede, jeg allerede var gravid, så derfor mente de, jeg havde travlt. Og mormor troede det samme. Du kom også før tid, så de troede på deres historie. Men sådan var det bare ikke.
Anders gik på universitetets gange. Det var mærkeligt efter alt dette forsvandt Signe sporløst. Nogle gange fik Anders næsten den tanke, at hun kun var kommet for at føre ham sammen med Elias. Rygterne sagde, at Elias var velhavende, og hans bror ligeså. Men det gjorde ingen forskel mere.
Foran ham gik Naja, og uden at tænke over det, indhentede han hende.
I stedet for bare at nikke, sagde han:
Hej! Hvordan går det?
Hej! smilte Naja. Det går godt!
Anders mærkede, at hun var lige så almindelig og sød som alle andre men hun var noget særligt for ham.
Hvad laver du i aften? Skal vi lave noget sammen? spurgte han modigt.
Det vil jeg gerne, sagde hun hurtigt.
Anders gik let til bens hjemad. Han var glad for, at han havde mødt Elias og endelig havde fået stiget ud af den familiehemmelighed, der viste sig aldrig rigtigt at være der men som havde hvilet tungt over ham. Nu følte han sig helt og aldeles sikker på sig selv.
