Hævnen
Hej alle sammen! råbte min storesøster, Anders, da han kom væltende ind ad døren i vores lejlighed i Aarhus. Mød min kæreste, Frederikke!
Jeg vendte mig mod hende og forsøgte at smile, selvom jeg for gud ved hvilken gang fik lyst til at råbe:
Hvordan finder du dem? Disse Frederikker, Annemetter, Magdalener og Viggas!
Min bror Anders var virkelig et fund: høj, flot, sjov og altid midtpunktet til festerne. Der var altid en flok piger, der løb efter ham. Der imellem nogle så kønne, at man ikke kunne tage øjnene fra dem. Alligevel endte han gang på gang med de mere gennemsnitlige piger, der var lettere at overse. Hvorfor? Det forstod jeg aldrig.
En dag spurgte jeg ham direkte, men han knipsede mig blot på næsen og svarede: “Du forstår ingenting.” Senere spurgte jeg vores mor, men hun trak på skuldrene og sagde, at det jo bare var hans smag. Jeg kunne ikke lade være med at grine indvendigt. Sådan et “smag”. Nej, der var noget andet… For jeg så jo, hvordan han kiggede på de smukke piger og vidste, hvad der egentlig tiltalte ham. Men han valgte alligevel nogle helt andre. Er det for at føle sig stærk i forhold til dem?
Hvad er der at forstå? sagde min veninde, da jeg delte mine tanker med hende. De mindre kønne piger vil gøre alt for ham og tilgive alt. Så kan han rende og have flere på én gang, det sluger de også. De sidder derhjemme, venter på ham med frikadeller, brun sovs og nystrøget skjorte.
Jeg tænkte over det.
Måske. Men hvorfor skifter han dem så ud hele tiden? Hvorfor ikke bare vælge én?
Det kan jeg ikke svare på, rystede min veninde på hovedet.
Så tænkte jeg, at måske forstod jeg ikke min bror og måtte lade det ligge.
…………………
Men så skete det overraskende, at jeg faktisk kunne lide Frederikke. Hun var ikke som de andre piger, min bror havde været sammen med. Hun var charmerende og havde en skøn humoristisk sans.
“Endelig en normal pige!” tænkte jeg. “Hende bliver han da gift med!”
Senere kaldte mor til middag, og lidt efter gik Anders og Frederikke. Jeg havde lyst til at fortælle mor, at jeg altså synes Frederikke var sød, og at jeg håbede, det blev ham og hende. Men jeg nåede aldrig ud i køkkenet.
Forhåbentlig gifter han sig snart med hende og flytter ud, hørte jeg far sige. Han er jo voksen nu, men gider ikke arbejde! Han lever kun på kvindernes regning. Hvor gik det galt i opdragelsen?
Jeg ved det ikke… svarede mor. Hun har da både penge og et godt job. Og lejlighed. Det ville da være rart, hvis han blev hjulpet lidt i vejret.
Hun tav lidt og tilføjede så:
Jeg ønsker bare, at han finder sig selv, gifter sig, flytter ud og ikke længere tigger penge af os…
Det var dér, det gik op for mig. Det var så indlysende. Min bror valgte ikke kun de piger, der satte pris på hans opmærksomhed, men også dem, hvis forældre åbnede deres pengepung for ham. Og hver ny kæreste var rigere end den forrige. Frederikke overgik dem alle hun havde både god stilling og eget hjem.
Det var jo helt skævt! Uretfærdigt og ulækkert.
Pludselig blev jeg virkelig ked af det på Frederikkes vegne.
…………………..
Kærligheden mellem Anders og Frederikke rullede derudad. Anders overdængede hende med gaver, dyre ting købt for vores forældres penge. De blev vrede og forsøgte at lukke pengehanen, men igen og igen fik Anders overtalt dem til at give sig og de overgav sig igen og igen. Hjemmet var en krudttønde skænderier brød ud med jævne mellemrum, og jeg gik ofte hjem til veninden for at slippe væk.
Hvorfor frier din bror aldrig til Frederikke? spurgte min veninde.
Jeg trak bare på skuldrene.
Hvordan skulle jeg vide det? Måske synes han, det er for tidligt…
Tja… Men jeg ville ikke vente! Hvad hvis hun finder ud af, hvordan han egentlig er, og ikke vil giftes med ham? Og dine forældre har spyttet så mange penge i det!
Jeg var helt enig.
“Ja, hvorfor trækker Anders det ud?” tænkte jeg.
…………………..
Så skete der det, alle ventede på: Anders friede til Frederikke, og hun sagde ja. Alle blev glade især mor og far. Men intet ændrede sig brylluppet blev sat til foråret, men foråret var længe væk. Han blev ved med at plage forældrene for penge. Skænderier og ufred fortsatte. Senere blev brylluppet udskudt til sommer, så efterår.
Gad vide om din bror nogensinde gifter sig med Frederikke? spurgte min veninde. Jeg synes, der er noget mistænkeligt her.
Jeg trak bare på skuldrene og sagde ingenting.
Jeg var træt. Træt af det hele. Jeg som egentlig ikke havde noget med det hele at gøre ønskede bare, at der kom en afgørelse. At han enten giftede sig eller lod hende gå!
………………….
En eftermiddag åbnede jeg døren og hørte de velkendte råb, men jeg valgte at gå ind i stuen, hvor slagsmålet stod.
Da jeg trådte ind, blev der stille.
Er du hjemme, Stine? spurgte mor så neutralt som muligt.
Jeg nikkede kun jeg kiggede ikke på mor eller far, men stirrede på Anders.
Nu må det være nok! sagde jeg højt. I stedet for at få dig et job og købe gaver til Frederikke selv, bringer du mor og far i gæld!
Jeg betaler dem tilbage…
Hvordan? Hvordan?! Tror du, hun vil finde sig i din arbejdsløshed efter brylluppet? Hun smider dig ud, så snart I har været gift en uge!
Hun elsker mig. Du forstår ikke kvinder!
Det gør jeg faktisk jeg er selv kvinde! Og mor, far hvorfor tolererer I det? Smid ham ud!
Jamen, altså… prøvede mor.
INGEN undskyldninger! Forstår I ikke, at han kun bruger jer?
Jeg kunne ikke stoppe. Jeg snakkede og snakkede…
Far rejste sig pludselig og gik. Fem minutter efter kom han tilbage med en kuvert.
Stine! Her det er til dig. Det afleverede posten.
Jeg tog automatisk imod kuverten og gik ind på mit værelse.
Tak, sagde jeg og sendte Anders mit mest arrige blik. Jeg havde meget mere at sige, men gnisten var væk.
……………………..
Jeg vendte forvirret kuverten i hænderne. Den var forseglet og uden navn.
“Er den virkelig til mig?” tænkte jeg.
Far havde da sagt det… men hvad nu hvis?
Jeg sukkede og åbnede den.
Inde i lå en billet til Aarhus Teater samme aften. Kun én billet.
Jeg gloede bare på den.
“Mærkeligt… Hvem har sendt den?”
Jeg gik frem og tilbage i mit værelse for at tænke, men kunne slet ikke regne det ud.
“Hvem i alverden inviterer mig i teater?”
Ingen idé. Til sidst blev jeg nødt til at gøre mig klar og tage af sted.
……………………
Jeg ankom til teatret før forestillingen, stod ved indgangen og lod som om jeg ventede på nogen, mens jeg kiggede på forbipasserende.
Ny forestilling denne sæson! hørte jeg folk snakke omkring mig.
De var glade og feststemte, men ingen kendte ansigter.
Jeg hørte førsteklokke og gik ind, afleverede min frakke og fandt min plads i salen. Jeg satte mig. Ingen velkendte ansigter til siderne.
“Hvem har mon sendt mig denne billet og hvorfor?” tænkte jeg.
Så gik tæppet op.
Jeg kunne næsten ikke slappe af, men kastede ivrige blikke mod scenen.
Pludselig stivnede jeg. Ud trådte en skuespillerinde på scenen, der mindede utroligt meget om Frederikke. Og da hun begyndte at snakke, gik det op for mig det VAR hende.
Første akt gik, så anden. Stykket sluttede bifaldet bragede, og salen tømtes.
“Og hvad gør jeg nu?” tænkte jeg.
De fleste var allerede gået. Jeg skulle også til at gå, da en dame nærmede sig:
Undskyld, frøken, Oksana ville gerne tale med dig. Vil du gå med mig?
Jeg nikkede og fulgte efter.
……………………
Hej Stine! lød en glad stemme.
Og der stod hun den pige, jeg troede var min brors kæreste. Men hun virker pludselig ikke spor gennemsnitlig. Hun er smuk.
Hej, svarede jeg. Frederikke? Eller…?
I virkeligheden hedder jeg Oksana, hun smilede.
Hvad? Anders tror, du er finansiel chef med rige forældre… Så du er slet ikke det?
Nej, sådan er det ikke, smilede Oksana igen.
Hvad var meningen så? spurgte jeg.
Forstår du, han sårede min veninde groft og ydmygede hende, så hun spurgte mig, om jeg ville spille den rolle: en ydmyg pige med penge. Han tog straks agnen, slog op med sin forrige kæreste og kastede sig over mig. Jeg førte ham bare rundt i manegen. Det var det hele.
Nå, ja, det var så dét… jeg tænkte på alle pengene, mor og far havde spenderet, og blev dårlig. Så bryllup bliver der ikke? Det var bare hævn fra din veninde?
Oksana rystede på hovedet:
Nej, selvfølgelig gifter jeg mig ikke. Jeg slår op med ham om lidt. Han skal have sin lærestreg. Min veninde? Han gjorde meget værre ting mod hende han trampede hendes selvtillid ned og sagde, det kun var pengene, der betød noget for ham.
Jeg fik det skidt.
“Mor får et chok,” tænkte jeg.
Jeg håber, dine forældre tager affære og sætter ham på plads.
Vi faldt begge til ro og stod lidt.
Øhm… Og hvad har jeg med det at gøre? Hvad var meningen med teaterbilletten? Hvorfor skulle jeg komme?
Det var bare så jeg kunne give dig penge til at give tilbage til dine forældre. Hvis jeg gav dem selv, ville de bare dække over ham igen. Højest true lidt med fingeren.
Hvilke penge? spurgte jeg forvirret.
For alle gaverne. Da vi startede, sagde jeg præcis hvad jeg ønskede og i hvilken butik. Chefen der er min ven vi lavede en aftale.
Oksana afleverede mig en stor bunke sedler.
Her er listen over gaver og beløb i danske kroner. Vil du tjekke?
Jeg rystede på hovedet:
Nej, jeg stoler på dig. Men hvordan lykkedes det dig at ligne sådan en grå mus?
Oksana lo:
Det er nemt jeg er jo skuespiller!
………………………
Oksana holdt ord hun forlod Anders. Om det tog hårdt på ham, ved jeg ikke. Det tror jeg dog.
Naturligvis forsøgte han igen at hente penge hos far og mor. Mor fik stress, far blev rasende.
Se hvad du gør ved din mor! råbte han. Ud! Find dig en bolig og klar dig selv!
Anders kom med undskyldninger og lovede guld og grønne skove, men far var nådesløs: Ud! Mor sagde ikke et ord til hans forsvar.
Anders blev sur, ringede til nogen, pakkede sit tøj og gik. Måske håbede han, de ville bede ham blive, men det gjorde de ikke.
Efter han var gået, sagde far:
Nu skifter vi låsene!
Han så på mig og sagde alvorligt:
Nu er det slut luk ham ikke ind igen.
Senere gav jeg mor og far pengene fra Oksana.
Om de blev lettede, ved jeg ikke men jeg følte, der lettede en sten fra hjertet.
Anders har prøvet at få kontakt til dem flere gange, men uden held. Mig snakker han kun sjældent med han er aldrig tilfreds med livet. Jeg tænker tit: Fik Oksana rystet ham i sin grundvold? Forstod han, at hans livsstil er ussel? Ændrede han sig overhovedet af modgangen? Eller er nogle bare, som de er uanset hvad livet byder dem?
Måske er det dét, jeg har lært: Folk kan kun ændre sig, hvis de virkelig vil. Ellers vælger de igen og igen at flygte fra det, de bør ændre.
