Kærlighed
Blandt kvindfolkene (og mændene for den sags skyld) her i landsbyen, mener de fleste, at Lykke Kornesen opførte sig umoralsk over for sin egen søster, Katrine.
Historien begyndte sådan:
Kornesen-familien har altid været ordentlige folk. Faderen, Hans Mikkelsen, har alle sine dage arbejdet som traktorfører i omegnen, mens moderen, Karen Steffensen, var kogekone på skolen.
Fra ung havde Karen store problemer med at få børn. Hun løb til gamle koner og urtekyndige for at få hjælp til at blive gravid. Hun gav ikke op, og til sidst skænkede Gud hende en datter, lille Lykke.
Selvom hendes navn betyder lykke, voksede hun ikke op som kønne piger plejer. Forældrene elskede hende dog dybt, for hun var virkeligt et ønskebarn, også selvom hun gik lidt skævt, havde hovedet en anelse på sned og bar en lille pukkel på ryggen, som om hun slæbte på en skoletaske.
Lykke blev utroligt kærlig og hjemsøgende, men hun holdt sig helst for sig selv og sagde ikke mange ord blandt naboernes børn.
Da Lykke skulle til at afslutte folkeskolen, oplevede Kornesens det, man kunne kalde et lille mirakel: Uventet kom endnu et barn til verdenKatrine.
Den lille var alt det, storesøsteren ikke var: yndig, livlig og aldrig mundlam. Hun styrede børneflokken i gården med stram hånd, og da hun blev større, jagtede hun endda drengene rundt med kæppe. En vaskeægte gadedreng.
Lykke passede og plejede sin lillesøster, så meget at hun aldrig rigtigt fik uddannet sig til noget godt. Hendes forældre pressede hende dog heller ikke til at søge lykken i byen, for Lykke har aldrig været bogligt stærk eller særligt arbejdsivrig. Da Katrine voksede op, fik Lykke dog endelig læst til konditor og blev udlært bagersvend, men hun gad ikke have alt det ansvar. Da hun kom hjem til landsbyen igen, fandt moderen hende et job som postbud.
***
Årene fløj forbi. Katrine blev student og flyttede til Århus for at studere.
Lykke boede stadig i sit eget lille træhus, som forældrene havde hjulpet hende med at købe. Der var hyggeligt og fredeligt, og hun sagde altid, at hun aldrig ville væk fra landsbyen eller sine forældre.
Men en mand at stifte familie med havde hun ikke fundet. Passende ungkarle var der ikke mange af, og Lykke havde for længst indstillet sig på, at kærligheden ikke var noget for hende. Men det viste sig at være forkert…
Allerede den første weekend kom Katrine hjem på besøg fra byen. Hun havde sin veninde med. En måned senere var det en ung mand, hun havde med.
Forældrene tabte kæberne.
– Hvem er det?
– Mor, far, det her er min ven. Vi er bare venner, ikke noget andet.
– Katrine! – Moren rystede på hovedet. – Nu har vi sendt dig til byen for at læse, ikke for at rende rundt med drenge. Det der stopper du!
Hun begyndte at skælde ud og vifte vredt med fingeren:
– Kan du ikke undvære en kæreste? Du er jo kun barn endnu!
– Åh, mor! Vi bor på kollegiet, og jeg hjælper ham lidt med at lave mad. Han kan jo ingenting!
Karen Steffensen kiggede skeptisk på fyren. Han var i 30erne, ubarberet, havde en gammel t-shirt og slidte, hullede sko.
Hun ville slet ikke lukke ham ind i huset, og faren, Hans, knyttede næverne i lommen og overvejede, om han skulle jage ham bort for alvor.
– Vi er da glade for dig, datter, men ikke for hamså han får lov at gå.
– Men hvor skal han tage hen? spurgte Katrine forarget.
– Tilbage til busstoppestedet, måske kan han få et lift.
Fyren skævede dovent rundt og sagde:
– Jeg kan ikke finde tilbage til stoppestedet.
– Jeg følger dig! sagde Katrine straks og trak ham væk.
Men hun tog ham ikke mod stoppestedet, men førte ham i stedet hen til Lykkes hus.
– Kom nu, Ditlev, tag dig ikke af det, sagde Katrine. Mine forældre er lidt gammeldags, men min søster skal nok forstå.
***
Lykke var ikke vant til gæster, og da hun så denne fremmede unge mand, blev hun så genert, at hun knap fik hilst.
– Lykke, søster, jeg har taget min ven med på besøg. Mor og far smed ham ud, men bussen går først i morgen tidlig. Han kan vel sove her en nat? Sig ikke noget til mor og far, bad Katrine indtrængende.
…Hvem havde troet, det skulle ende sådan?
Fyren spiste aftensmad med stor appetit og spurgte den generte værtinde:
– Hvor er din mand henne?
– Jeg har ingen mand.
– Hvordan det? Og huset her, det er dit?
– Ja.
– Er der slet ingen mænd i landsbyen? Det kan da ikke passe, at sådan en pæn dame som dig bor her alene.
Lykke blev helt rød i hovedet og gik ud for at ordne lidt i gården, bange for at gå ind til ham.
Om aftenen, da hun kom ind igen for at servere aftensmad og redte op til gæsten, besluttede hun, at hun ville sove inde hos forældrene og komme hjem, når han var taget afsted.
Hun nåede knap at tænke tanken til ende, før han pludselig omfavnede hende bagfra.
– Lykke, er du bange for mig? lød hans stemme hæst.
– N-nej, stammede hun.
– Hvorfor ryster du så?
For første gang i sit liv mærkede hun en mands arme om sig, og hun blev helt paralyseret.
Hun mistede bevidstheden næsten, og næste morgen hørte hun hanen gale udenfor. Ja…
***
Snart summede hele landsbyen Humlehuse af snak om, at den gamle jomfru, som man kaldte Lykke, pludselig gik med ung kæreste på armen.
Veninderne sladrede på kryds og tværs.
– Hvor har hun dog fundet ham? Hun går jo aldrig ud. Han må være dumpet ned som sne fra himlen!
På baggrund af Lykkes jævne udseende, gjorde det unægteligt indtryk, at den nye, unge og kønne mand pludselig var hendes.
– Han er flot, hører jeg. Hun er snart 40, og han er knap 30! Måske er han ikke alt for kvik? Eller måske kan han ikke se ordentligt?
Andre var endnu mere bidske:
– Nu har selv Lykke fået en ung mand, mens pæne piger går alene. Urimeligt! Det varer næppe længe, det ægteskab. Hun burde holde sig tilbage og give plads til de unge.
Også i familien var der blandede følelser. Katrine blev fornærmet og vendte ikke hjem i lang tid.
Siden bemærkede Karen, at den ældste datter kom sjældnere og ofte så sammenbidt og med ild i øjnene.
– Måske er Lykke begyndt at drikke? – sagde hun til Hans. – Hun ser så mærkelig ud.
De blev enige om at undersøge sagen og fandt hurtigt ud af, at Lykke skjulte Ditlev hjemme hos sig.
Da de trådte ind, gemte han sig i klædeskabet.
– Nå, datter, hvem gemmer du? spurgte Hans og sukkede.
Lykke så helt forpint ud, men benægtede.
– Vi kender dig alt for godt, Lykke, sagde faren. – Kom så frem derinde!
Lykke ilede i køkkenet for at hente te, mens forældrene satte sig tungt ved bordet og stirrede på skabet.
– Skal I giftes? spurgte Hans trist.
Lykke kiggede ned, Ditlev kom endelig ud fra skabet.
– Goddag…
Karen gispede, da hun genkendte T-shirten det var jo Hans fra sidste jul!
– Nå, datter, du stjæler ligefrem tøj for din fyr!
Hun kunne straks se, han var en slyngel.
Først havde han gjort kur til Katrine, og nu sad han hos Lykke…
***
Ditlev sagde:
– Jeg kan da godt blive gift, men jeg må sige det som det er: jeg har ikke mange penge, så skal I holde bryllup, må det blive beskedent.
Forældrene nikkede, selvom de ikke brød sig om situationen.
En lille måned senere gik Lykke for første gang armslynget gennem landsbyen med sin mand. Og for hende blev Ditlev hurtigt livets kærlighed.
***
De første måneder gik godt. Den nybagte mand lå gerne på sengen, mens Lykke kredsede om ham som en bi, lavede boller og strikkede ham trøjer.
Men hurtigt kom svigerfaren forbi og ville have hjælp til brænde.
– Ditlev, du skal jo lære at hjælpe til.
– Jeg kan ikke kløve brænde.
– Det lærer du nu.
Selvom Ditlev trak på det, fulgte han med, og Lykke kyssede ham venligt på kinden, før han kørte væk med Hans på motorcyklen.
Straks efter kom Karen styrtende og beordrede Lykke med i byen:
– Vi skal købe tøj, du ser ud som en kartoffelsæk ved siden af din mand! Lad os købe kjoler, sko og en tur til frisøren!
Lykke måtte give hende ret. De unge kvinder i landsbyen lagde mærke til Ditlev, og snart begyndte de at svinge forbi huset og smile til ham.
Katrine kom heller ikke længere forbi, vred og såret over at have mistet både kæreste og søster. Hun sagde hårde ord:
– Du skulle passe på Ditlev for mig, ikke stjæle ham! Han var min forlovede. Nu har jeg ingen søster mere!
Hun råbte til Ditlev:
– Du lovede kun at ville mig! Nu vil du hellere bo hos en, der ejer sit eget hus, selvom hun er ældre? Så værsgo, hyg jermen husk, hun er gammel og bliver kun ældre!
De ord ramte Lykke hårdt. Hun græd i timevis.
– Er det kun mit hus, du er sammen med mig for, Ditlev?
Han trak på det, men sagde så:
– Katrine klæbede sig til mig. Hun er flot, men hun vil have ting, jeg ikke kan give bil, lejlighed i byen. Jeg kom bare fra ingenting. Jeg har knap nok gået i skole færdig.
– Men du, Lykke, beder aldrig om noget. Det var så trygt hos dig, og du fodrede mig så mæt. Jeg ville slet ikke gå…
Du er hos mig, fordi du ikke har andre steder at tage hen?
– Nej, da, sagde Ditlev, og løj: – Jeg kunne mærke, du var min kvinde.
***
Snart kendte alle det i Humlehuse: Ditlev kom oprindeligt til Katrine, men nu havde Lykke ham.
– Den fyr er amoralsk, sagde kvinderne. Han er ligeglad, så længe han har det lunt og får mad.
– Han arbejder heller ikke, det er stort set svigerfaren, der presser ham.
– Lykke har ikke været heldig, men hun elsker ham alligevel, den stakkel.
Lykke var ikke ligefrem ked af sladderen. Hun kendte sin landsby. For hende vægtede privatlivet mere. Hun lukkede ørerne for snakken og gik hjem til sin mand.
***
Med tiden vænnede forældrene sig til, at deres ældste var gift, og faktisk fandt de, trods alt, gode sider hos Ditlev. Godt nok dovnede han, men han drak ikke, og han slog hende aldrig.
Imens forsvandt Katrine fra familiens radar af ren fornærmelse. Et halvt år gik, uden hun viste sig.
– Jeg savner dig, sagde Karen og pakkede mad til hendes datter og kørte mod Århus.
Men ingen vidste, hvor hun opholdt sig. En pedel sladrer:
– Hun bor ikke her merekommer kun forbi veninderne i weekenderne. Og nuhun er faktisk gravid.
Karen besvimede næsten.
– Gravid?
– Hun bor sammen med en ung fyr nu og venter sig.
***
Faderen, Hans, løb til flasken i ren bekymring. Døtrene gav ham ingen ro.
Nu kom Katrine hjem, ikke alene og med et eksamensbevis, men med barnefader, Nikolaj.
Også han var uden familie og med slidte sko, men havde charme.
Han sang og dansede til brylluppet, og familien blev vilde med ham.
Sådan er livet i stedet for eksamener giftede begge søstre sig tidligt.
***
De unge blev dog hurtigt uvenner. De skændtes dagligt, og da de flyttede hjem til Kornesen-huset, stak Nikolaj snart af, da barnedrengen kun var et halvt år.
Katrine tog det med ophøjet ro og skyndte sig tilbage til studierne i Århus, mens hun efterlod sønnen til bedsteforældrene.
***
Hele familien tog sig kærligt af lille Kasper: bedstemor, bedstefar, tante Lykke, og endda Ditlev måtte hjælpe.
– Ditlev, har du ondt i hånden, hvad? Nu må du blive hjemme og passe ungen, råbte Hans, og sendte i stedet Lykke på arbejde med høet.
Hans holdt øje med huset og sørgede for, Ditlev ikke dovnede for længe.
Efter bare få års ægteskab havde Ditlev rundet pænt ud: han var blevet godt og grundigt mæt og magelig.
***
En dag efter arbejde kom Lykke træt hjem.
– Ditlev, er du okay? Har det været hårdt at passe ungen?
Der var stille. Hun ledte huset igennemhan var væk.
– Din Ditlev kom forbi og efterlod Kasper her, og denne seddel, sagde naboen over hækken.
Seddel:
-Lykke, du har været en god hustru, tak. Jeg kan mærke, at landsbylivet ikke er mit. Jeg går nu, og vi skilles. Jeg har taget lidt penge med til rejsen, tror nok jeg har gjort mig fortjent. Og jaforresten: havde du ikke haft familie, havde du været uundværlig.
Lykke stirrede tomt på papiret, tog drengen til sig og undertrykte trætheden. Hun gav sig til at lege og trøste barnet.
Efterfølgende græd hun sig i søvn flere uger i træk og slap ham først efter flere år helt. Det brændte ud.
I mellemtiden havde Lykke fået sin egen søn med Ditlev, kaldte ham Alex, men nævnte intet for eksmanden. Hun passede både søn og nevø, og Kasper begyndte at kalde hende mor.
– Jeg har intet at fortryde, besluttede hun. – Ditlev var drevet gennem mit liv, men han bragte mig glæden ved kærlighed og moderskab med sig. Jeg vil ikke holde ham fast. Tak for sønnen og fordi han vækkede kvinden i mig. Nu vil jeg leve videre med mine børn og min familie…
***
– Hun er godt naiv, den Lykke, fnyste konerne i landsbyen. Hun faldt for en slyngel, der lod hende sidde med barn.
Lykke hørte dem snakke, men trak bare på smilebåndet. Det var hun vant til. Hvem ved måske bliver hun selv landsbyens store sladdertante engang?
– Hun smiler endda! Sikken tosse.
***
Ditlev dukkede op igen, da ingen længere ventede ham. Mere slidt og voksen nu.
Han dukkede op i døren.
– Vil du tage imod mig? Hvem er han? Er det Kasper?
Lykke førte sønnen ud i køkkenet og kom tilbage.
– Hvad vil du her, Ditlev? Vi afsluttede det jo.
– Jeg vil være hos dig.
– Hvad med din søgen? Dine drømme?
– Pjat. Mit hjem, det er der, jeg er ventet.
– Ja, men mit hjem er mit eget nu, Ditlev. Du må finde dit.
– Nå… Så du vil ikke have mig længere? Hvad med dine følelser?
– Følelser? Det er noget folk som dig bruger som undskyldning. Jeg kan ikke mere. Jeg stoler ikke på dig.
– Skal du virkelig arbejdede hos Hans endnu? spurgte han.
De havde intet mere at sige hinanden.
Han tog sin taske på skulderen og gik.
– Farvel. Sig til, hvis du skulle få brug for mig.
***
Gud, den pige Lykke, kunne hun ikke bare tage sig sammen og tage eksmanden ind igen? Men måske har hun lært at holde af de rolige dage med børn på armen og lidt landsbysladder i ørene.
