Søstre
I et af værelserne i en stor københavnsk andelsbolig boede to sure tanter. De var søstre af blod, og havde det ikke været for den store aldersforskel, kunne man have troet, de var tvillinger.
Begge var høje og spinkle, med smalle, altid knebne læber og stramme knolde i håret. De gik altid i ens, kedelige grå dragter, og hele opgangen både frygtede og foragtede dem.
De unge i huset hadede dem, for de kom altid med sure bemærkninger og var aldrig tilfredse. Det var larmende musik, fester eller man kom for sent hjem det hele havde de en mening om.
Børnene frygtede de gamle damer, fordi de altid sladrede til forældrene om selv de mindste ting; et glemt lys på toilettet, et papir kastet på trappen eller lignende småting.
Søde og hjælpsomme Frida Mikkelsen kunne slet ikke døje dem. Hun foragtede dem for deres uddannelse, som hun selv aldrig fik, for at de aldrig havde fået mand og børn, og især for deres evige behov for at blande sig i alt.
Frida blandede sig aldrig i noget, hun klagede ikke eller brokkede sig, og hverken balladebørnene eller de unge gutter Viktor og Søren kunne vække hendes vrede. Men de to tanter skulle altid sætte ting på plads. Nej, tanter er tanter.
Børnene elskede Frida. Uanset hvad de lavede, sladrede hun aldrig. Hun smilede skælmsk, blinkede og sagde ikke et ord.
Og børn var der nok af i opgangen der var altid larm og latter.
Ofte trådte den ældste af tanterne, Agnete Sørensen, ud på gangen, strammede læberne og skældte ud:
Man kan da ikke råbe så højt! Nogen har måske brug for at hvile nu. Hr. Henriksen er lige kommet hjem fra natarbejde, og måske sidder nogen og skriver en bog som Gunhild gør! og så pegede hun på døren, bag hvilken hendes søster virkelig sad og forsøgte at forfatte.
Alle i huset grinede lidt af hende, og forrest iblandt dem var Frida.
Gunni, hvornår får du skrevet den bog færdig? Jeg har ventet alt for længe, vil så gerne læse! spurgte Frida, og grinede højt, så de andre stemte i.
Gunhild kneb læberne endnu mere sammen og svarede ikke, men bag sin dør græd hun tit ud hos Agnete:
Hvorfor skal du altid nævne min bog? De griner jo bare af os.
Lad dem dog grine, prøvede Agnete at trøste. De mener det ikke ondt. Vi er næsten som familie her i opgangen. Og du må ikke være ked af det og slet ikke græde!
Så kom krigen i 1940, og året efter besættelsen. Nøden kom ikke straks, men det blev langsomt koldere og tommere.
Andelsboligen vænnede sig til de nye vilkår. Afkorte rationer, værelser der stod tomme, breve fra fronten, luftalarmer, manglen på dufte fra køkkenet, blege og trætte ansigter og en stille, knugende stilhed, som var værre end larmen før.
Agnete og Gunhild blev endnu mere magre, men trak stadig i deres grå dragter, som hang på dem som på bøjler, og holdt orden men nu på de ting, der virkelig betød noget.
Frida gik kun udenfor, når hun virkelig skulle. En dag forsvandt hun. Væk, intet spor. Agnete og Gunhild ledte efter hende flere dage, men forgæves. Frida var væk, som om hun aldrig havde eksisteret.
Foråret efter var den første i opgangen, der døde, Tolles mor. Tolle stod helt alene tilbage – bare elleve år gammel. Alle havde ondt af drengen, men krigen gik sin gang, og de fleste glemte hurtigt Tolle.
Men de to tanter glemte ham ikke. De tog sig af Tolle, gav ham lidt mad og så efter ham. Senere mistede også Vaske og Jens deres mor, og faderen havde ikke været hørt fra længe. Agnete og Gunhild tog sig også af dem.
I det hele taget tog de ansvaret for alle børnene i opgangen, og der var mange.
Søstrene lavede én gang om dagen en stor suppe, stod længe og rørte i gryden, lagde lidt af hvad som helst i.
Ingen vidste egentlig, hvad suppen var lavet af, for der var næsten ingen mad tilbage, men den smagte fantastisk. Alle børnene fik af den, på samme tid hver evig eneste dag.
De fandt på et navn til den: Rendebane.
Tante Agnete, hvorfor hedder suppen Rendebane? Du plejede da kalde Viktor det, kan jeg huske, spurgte Tolle en dag.
Ved lyden af Viktors navn trillede en tåre ned ad Agnetes kind han havde været borte et halvt år men hun sagde:
Tolle, vi laver suppen på rendebanemåden altså hvad vi nu har. Derfor hedder den sådan.
Hvad mener du med rendebanemåden? forstod Tolle ikke.
Man smider bare det i gryden, man har. Byg, hirse, havre, og hvis vi er heldige lidt kød og så bliver det til en god suppe, forklarede Agnete, gav ham et glemt stykke sukker, og lod ham hurtigt spise det, så intet gik til spilde.
Tolle, gå og se, om tante Gunhild har fået rørt klister nok. Så kan jeg komme i gang med suppen.
Senere tog søstrene også de forældreløse børn ind på deres værelse, så de kunne bo tæt sammen og holde varmen. Det blev tryggere for børnene.
De krøb sammen, og om aftenen fortalte tante Gunhild eventyr gamle og nye historier, for bogen hun engang skrev, var for længst brændt som optænding, men hun huskede hver eneste fortælling. Ingen af børnene ville i seng uden et eventyr, og de bad altid:
Tante Gunhild, vil du fortælle om Dronningen i Vinterbjergene i aften?
Ja, det skal jeg, svarede hun, og fortalte.
Alle børnene havde en opgave. Tante Agnete sørgede for, at de alle hjalp til. Tolle passede komfuret, Vaske samlede brænde, pigerne hentede vand og gik i butikkerne med deres rationeringsmærker og hjalp med at lave suppe. Og de sang sange sammen hver morgen stemte Jens op, og uanset om man ville eller ej, måtte man synge med.
En dag fandt Agnete en pige ude på gaden, nærmest livløs, men hun fik hende sat i live igen.
Senere kom Gunhild hjem med endnu en dreng, og sådan blev de flere og flere
Da krigen sluttede, boede der tolv børn på værelset hos søstrene. Og alle overlevede. Hvordan? Et mirakel, må man tro.
Suppen rendebanen blev stadig lavet efter krigen. Børnene voksede op og flyttede ud, én efter én.
Men aldrig glemte de Agnete og Gunhild. De to blev boende i det gamle hus og blev næsten hundrede år. De udgav endda Gunhilds bog med eventyr og hun skrev mange flere historier, også om sine barnebarn. Og bogen hed helt rigtigt Min kære andelsbolig.
Hvert år den 5. maj, den danske befrielsesdag, samledes hele familien hjemme hos tanterne en stor familie, der voksede år for år, og snart kom der også oldebørn til.
Ved I, hvad der altid stod øverst på bordet? Ja, det gættede I rigtigt: Suppe Rendebane.
Ingen ret var nogensinde bedre. Smagen af den gamle supppe, krydret med godhed og styrke, reddede børnenes liv.
