Er det din søster på billedet? Nej, det er min kone. Nej, det kan ikke passe! Det er jo konen til min nevø.
Alt er tåget, luften sitrer af den sælsomme, tykke drømmetåge. Og ind i kontoret, hvor trægulvet bøjer sig under fødderne som en mark under vind, træder assistenten flinke, selvfølgelige, uundværlige Malene.
Jørgen Lennart, der er en dame, som insisterer på at komme ind til dig. Jeg mangler ord for at forklare hende, at du har hendænderne fulde, sagde hun og forsvandt ind i det blinkende, skæve rum.
Hvem? Hvorfor? Jørgen smilede fjernt, kiggede kort op fra bunker af papirer, og lod straks blikket løbe videre ned over tekstens kringlede linjer.
Åh, hvis bare jeg vidste hvorfor, sagde Malene. Hun siger personligt og vigtigt!
Lad hende komme ind så, hvis det er så personligt og vigtigt! sagde Jørgen og trak på skuldrene. Sådan var han altid, venlig og hjælpsom; folk kom altid til ham med deres små eller store problemer, og Malene passede så godt hun kunne på sin chef, løste det meste selv. De havde kendt hinanden, siden Jørgen startede virksomheden fra bunden, og mange nætter havde de sovet på kontoret, mens hun i hemmelighed sneg sig hjem for at lave en gryderet og fodre chefen. Uden Malene var han ingenting, følte han. Tanken om, at hun en dag skulle giftes, få barn og holde barsel, skræmte ham.
Malene viste gæsten ind. Jørgen så op: En kvinde i sort stod foran ham. Alt blev uvirkeligt stille.
Rigmor, er det? Hvordan?
Min lille Tove er væk sagde Rigmor og lod hovedet hænge.
Jørgen løsner slipset, tørrer sveden væk. Hele livet flakker forbi ham som en tåget film på hovedet.
Tove var hans første store kærlighed. De havde mødt hinanden på første år af universitetet, hun med langt, lyst hår flettet stramt, altid med et blink i øjet, og da hun dumpede første eksamen, tilbød han hjælp. Så læste de sammen, og Tove sagde altid med latter: Hvis du underviste, bestod alle.
Siden var de sammen: læsning, fritid, familieforventninger. Jørgens forældre sparede op til bryllup; Toves mor jublede over fremtidige børnebørn. Selv talte de ikke om bryllup endnu. Jørgen drømte om egen virksomhed noget, der gav folk værdi og pengene rullede langsomt ind.
Men hen mod afgang blev drømmen mere alvor, og en dag, med blomster, ringede han på hos Tove. Hun åbnede tøvende. En ung mand kom ud fra soveværelset, knappede bukserne. Toves blik var skyldigt:
Jeg skulle netop fortælle dig det, Jørgen. Det er Nicklas, min gamle klasses ven. Jeg har elsket ham altid.
Jørgen lod blomsterne ligge og forsvandt ned ad trappen forbi alt, der før betød noget. Han lovede sig selv, ikke at gå i stykker. Måneder senere mødte han tilfældigt Rigmor, som fortalte, at Tove havde giftet sig med Nicklas, ventede barn, men at hjertet ikke var fyldt af glæde ved den beslutning.
Nu sad Rigmor igen foran ham, og drømmemørket sænkede sig.
Hvad er der sket? spurgte Jørgen, uden at kende sin egen stemme.
Han slog hende ofte, hulket Rigmor. Men hun holdt ud. Politiet kom, men hun tilgav ham, truede mig af sit hjerte, hvis jeg blandede mig igen. Nu kan jeg aldrig se min pige mere, aldrig
Har du brug for hjælp til begravelsen? Jørgens stemme er klippet over, som en gammel grammofonplade.
Nej, det er længe overstået. Men ham Nicklas han går bare videre. Og Tove kommer aldrig tilbage
Hun græd, og Jørgen skænkede vand, tænkte kun: var det muligt Tove havde født hans barn? Kan sådan noget ske i en drøm?
Det var dig, hun fik barn med, Jørgen, sagde Rigmor pludselig, hun sagde det selv, men ønskede, du ikke skulle vide det.
Alt svimler. Toves veninde var sladrehanken, og Nicklas latterliggjorde med det samme datterens anderledes øjne, men glemte hurtigt. Rigmor fortalte, at barnet, Lærke, nu bor mest hos hende: 10 år gammel, ligner sin mor, men med Jørgens blik.
Jeg må vide, om hun virkelig er min, Jørgen sagde fortumlet. Vi må have en test.
Naturligvis, sagde Rigmor, uden bebrejdelser. Sådan er livet.
Han bad Malene om at arrangere test på klinikken.
Da alt var stillet til ro, faldt drømmen ind i nye folder. Malene havde altid været der; Jørgen så det pludselig klart, som om lyset i rummet blev blågrønt. Hun var venligere, modigere og klogere end nogen anden, end selv den kvindes milde ansigt, der stirrede ud bag syrenbusken på det gamle foto på hans skrivebord.
Er det ikke din søster på billedet? Rigmor så undrende på fotografiet.
Nej, det er min kone, Annely.
Det kan ikke passe, sagde Rigmor, for Annely er gift med min nevø Mads. Syrenen under vinduet og tagstenene på det gamle hus jeg glemmer ikke den slags.
Alting brast om Jørgen, som en isflage der glider væk under fødderne. Udenfor trommede regnen på ruderne, og de snakkede længe om gamle dage og mærkelige sammenfald.
Rigmor forlod kontoret. Jørgen sagde til Malene, hun skulle bestille lidt snacks og en Aalborg-akkvavit, og at han ikke ville forstyrres. Drømmeagtigt så han hende rulle et bord ind og liste ud som en sky.
Hen under aftenen, da kontoret lå som en båd på et tåget, blåligt hav, sad Jørgen med hovedet i hænderne, flasken tom, maden urørt, og Marlene, blød og varm, dukkede op og tilbød vand.
Jørgen huskede pludselig, hvordan han havde mødt Annely. En kold januaraften var han på vej over Amager, da hun bogstavelig talt gled ind foran hans bil. Hun vred om på foden, og han skyndte sig at hjælpe hende på hospitalet. Hun sagde, hun ingen familie havde, at hendes mand var frygtelig og så hjalp han hende, fandt hende en lejlighed, og snart blev hun hans kone. To år sammen, men nu virkede alt, hvad hun nogensinde havde sagt, som drømmesprog.
En dag mærkede Jørgen, hvor lidt hun virkelig var til stede, hvor lidt hun viste ham sin sandhed, sin historie. Hun forsvandt ofte dagevis, og han troede, hun var til behandling. Nu ved han, det var løgn.
Til sidst kunne han ikke holde det ud. Han konfronterede hende, fangede hende i flyttedragt, på vej ind ad døren en ellers soloplyst eftermiddag, og sandheden fløj ud som spurve ud af en skorsten: hun havde svigtet ham, været gift i forvejen, alt med hjælp fra falske papirer og historier om sygdom. Nu skulle hun gå, i det tøj hun havde på, uden penge, uden falske kort.
Efter hun var væk, føltes det, som om det var ham, der havde gjort noget forkert ham, der troede på et drømmeløfte, der aldrig var sandt.
Dagen for testen kom, og resultatet: Lærke var hans datter. Rigmor og Lærke flyttede ind hos ham. Det store hus åndede pludselig af varme og latter, for Malene kom ofte forbi, ikke kun som hjælpende hånd, men noget mere, uden at nogen behøvede sige det højt.
En måge skreg på den drømmehvide himmel.
Far, må jeg kalde Malene for mor, når I bliver gift? spurgte Lærke og Jørgen nikkede, og Malene lo og sagde ja.
Og får jeg så en lillesøster? Eller lillebror?
Naturligvis, sagde Jørgen og smilede drømmende, for alt var muligt nu, og alle i huset var samlet om det store spisebord, hvor latteren blandede sig med lyden af regn mod ruderne.
Sådan, under den glimtende, blågrå danske junihimmel, føltes alt endelig let, frit og hjemmeligt. Træerne udenfor dansede i vinden, og inde i den store stue spirede alle fremtidens drømme, store som små.
