At forråde og selv blive forrådt
Mads trådte ind i lejligheden, sparkede trætte skoene af ved døren og strakte sig for at løsne op i den ømme ryg. Dagen havde været brutal. Siden morgenstunden havde han kæmpet med presserende rettelser til projektet flere afsnit måtte ændres adskillige gange, selvom de egentlig var færdige. Møderne havde stået i kø, og alle ville høres og forvente, han straks tilgodeså deres idéer. Ovenover hele det spektrum hang deadline som et damoklessværd og prikkede ham konstant i nakken. I hovedet rungede kun ét håbefuldt ønske: hurtigt under bruseren, brygge en stærk kop te og synke ned med en bog bare en halv time uden verden.
Dybt inde fra lejligheden lød den velkendte summen fra computeren. Mads slæbte sig ind mod lyden.
Louise, er du hjemme? kaldte han højt, da han nærmede sig stuen.
Intet svar. Mads rynkede let brynene, men tænkte, at hun vel ikke havde hørt ham for larmen fra teknikken.
Da han trådte ind i rummet, blev han straks stående i døråbningen. Det syn, der mødte ham, føltes forkert med det samme. Louise sad ved hans skrivebord, tæt foroverbøjet mod skærmen. En USB-pind stak ud fra hans stationære, og på skærmen tonede et vindue med filoverførsel op. Noget i hendes måde at sidde på anspændt og skjulende og måden, hun svingede hovedet mod ham, da hun opdagede ham, fik Mads hjerte til at slå et par ekstra slag.
Hvad laver du? spurgte han, forsøgte at lyde rolig, men mærkede spændingen vokse indeni.
Louise fór let sammen, som om hun var grebet på fersk gerning. Hurtigt klikkede hun vinduet ned.
Ikke noget særligt. Skulle bare lige finde nogle ting, svarede hun. Hun prøvede at lyde afslappet, men noget nervøst sneg sig ind i tonen.
Mads gik et par skridt ind i rummet og mærkede ubehaget vokse.
Nogle ting? Hvilke ting? Du ved jo, jeg kun har arbejdsmateriale på den computer intet privat. Hvad var det, du skulle lede efter?
Louise drejede sig brat. Et kort, mørkt glimt i øjnene.
Skal jeg virkelig redegøre for alt, jeg gør nu? hendes uro steg synligt, øjnene flakkede.
Mads blev helt perpleks over hendes reaktion. Hvad havde han sagt, siden hun gik i forsvar? Og hvordan havde hun egentlig skaffet adgang, systemet var jo låst med kode!
Det er ikke dét. han tog en pause. Men det er altså min arbejdscomputer. Hvad var det, du prøvede at kopiere over på USBen?
Hvad som helst! nu skar stemmen. Næsten aggressiv. Det rager dig faktisk ikke.
Jo, det gør, svarede Mads lavmælt men fast, mens hænderne knyttede sig i frustration. Jeg gentager, det er min computer, mine filer. Du roder i mine ting uden at spørge!
Slap nu af! udbrød Louise skarpt og rejste sig pludseligt. Hun ville have drama og stormede ud for at gøre sig fornærmet, i et håb om at slippe for yderligere spørgsmål. Du arbejder jo hele tiden. Mit eget kommer ikke i gang, så jeg brugte bare din. Hvad så? Har jeg begået en dødssynd?
Mads blev stående. Han kunne mærke temperaturen i luften stige, en skænderi kunne være på vej men han nægtede at lade sig rive med.
Det berettiger ikke, at du snager i mit arbejde. Hvad er der på USBen? stemmen var så rolig, han kunne gøre den.
Louise sagde ikke noget på et øjeblik. Hun så væk, vejede for og imod. Så kom det nærmest eksploderende ud af hende:
Fint! Jeg kopierede information om det seneste projekt. Til Martin.
Til ham? Svarede han vantro. Efter alt det, han har gjort mod dig?
Så alvorligt som noget kan blive, hun lagde armene over kors og rettede ryggen. Han har virkelig brug for det. Uden de oplysninger ryger han ud. Der findes ikke et andet job som det, Mads!
Mads tog et skridt tilbage, distancerede sig fra situationen, som om han ikke helt troede, hvad han var vidne til. Tre år sammen, og nu dette? Han forsøgte at tage det ind. Det føltes som et knivstik.
Så du hjælper ham? På min bekostning?
Ja, svarede hun køligt, jeg er træt af dig. Du står stille. Livet sker uden om dig.
Et tørt grin slap ud, dog uden antydning af humor.
Sker udenom mig? gentog han desillusioneret. Tror du virkelig, livet bliver bedre af, at du stjæler det, jeg har arbejdet for?
Jeg stjæler ikke! Jeg hjælper en mand som har brug for mig. Og som har fortalt, han altid har tænkt på mig. Dig er der ingen, der tænker på!
Mads rystede let på hovedet. Sikken en naivitet At tro på ord fra den mand, der bare gik fra hende dengang. Han så det klart Martin brugte hende bare.
Javel, sagde han lavt, næsten for sig selv. Så du handlede uden at tænke på konsekvenserne for mig? Mit job kunne ryge. Jeg kunne ende i fængsel. Har du overhovedet tænkt over dét?
Har du nogensinde tænkt på mine følelser? hendes stemme hakkede, var både fortvivlet og febrilsk. Du arbejder konstant. Jeg er alene! Martin elsker mig, han var lykkelig over at se mig. Og ved du hvad? Jeg er ligeglad med, hvad der sker med dig! Den eneste mand jeg elsker, er Martin!
Mads bakkede uvilkårligt et skridt. Hendes ord ramte ham hårdere, end han havde forestillet sig. Så det var sådan, det stod til.
Så du kan slette tre år med et knips? Jeg var bare et plaster?
Louise løftede hovedet skarpt. Hun havde ventet det spørgsmål, mærkede han, for hun exploderede:
Måske var du! udbrød hun stædigt. For sammen med Martin følte jeg mig i live! Du ser jo ikke engang mig. Er jeg bare pynt for dig?
Mads samlede hårdt om USBen i hånden, som om han forsøgte at holde fast i mere end bare et stykke plastik det var resterne af alt det, der havde været mellem dem.
Jeg arbejder for vores fremtid, sagde han forsigtigt, fordi jeg vil kunne fri til dig, give os tryghed…
Hans stemme knækkede let, men han genvandt fatningen. Stilheden, der fulgte, var tung, tæt pakket med fortiede ord og gamle sår.
Tryghed? Louise lo tørt, bittert og træt. Du ser slet ikke, hvad jeg i virkeligheden har brug for. Jeg vil mærke, at jeg betyder noget for nogen. Ikke engang senere men lige nu.
Han mærkede igen USBen i sin hånd. Hendes ord satte navn på det, han næsten ikke ville erkende: Deres veje var splittede, deres sprog var forskellige. Han ledte efter ord, der ikke ville gøre skænderiet værre.
Så at stjæle mine ting, gør dig vigtig? han rystede på hovedet, kontrolleret, selv om alting brændte bag ribbenene. Louise, forstår du, at det kan koste mig alt? Arbejdsløshed? Retssag? Har du på noget tidspunkt tænkt den tanke?
Det er mig ligegyldigt, svarede hun koldt, blikket utilnærmeligt. Det eneste, der betyder noget nu, er mig selv og Martin.
Han stivnede. Så på hende; hendes kropsholdning, hendes mavestædige blik. Det slog ham: Hun var ikke længere den kvinde, han havde delt sine aftener og drømme med.
Ved du hvad? Jeg går nu. Indtil jeg finder ud af, om jeg overhovedet vil vende tilbage, meddelte hun abrupt og forsvandt mod soveværelset. Selv om hvorfor skulle jeg egentlig komme tilbage?
Hvor skal du hen? Mads trådte instinktivt frem for at standse hende, men hun var allerede på vej ud.
Hen til Martin, sagde hun uden at se på ham. Eller hvor jeg har lyst. Nu kan jeg gøre, præcis hvad jeg vil. Uden dine formaninger.
Hun smækkede døren op, blev stående i dørkarmen et øjeblik, som om hun håbede, han ville sige noget. Mads tav. Ordene fandtes ikke.
Mads blev med et stående midt i rummet, helt stivnet. USBen lå i hans hånd tung og brændende. Han satte sig tungt i stolen, blikket rettet mod den tomme døråbning. Tankerne væltede rundt i hovedet, uden at han kunne gribe fat i nogen af dem. Én ting stod dog klart: Der var ingen vej tilbage. Ingen ord, der kunne gøre det godt igen.
Natten gik langsomt. Mads kunne ikke falde i søvn, lå og vendte sig, så samtalen for sig om og om igen. Da han endelig sov, var det med urolige drømme og en følelse af tomhed, selv da morgenen dukkede op. Da han fik sig rejst ud af sengen, føltes hovedet tungt, som havde han slet ikke sovet.
Han begyndte at samle Louises resterende sager i lejligheden sammen hendes bøger fra sofaen, makeup-pungen på badeværelset, tørklæderne ved døren. Alt blev forsigtigt lagt i kasser. Han tastede kasserne af med tape alt sammen uden at tænke for meget over hvorfor.
Hen på eftermiddagen kørte Mads ud til Louises mors lejlighed. Han forsøgte at styre nerverne, da han trykkede på ringeklokken. Døren blev åbnet nærmest med det samme en forvirret kvinde stod foran ham. Hun havde tydeligvis ikke ventet at se ham.
Mads? Hvad er der sket noget? hendes stemme var urolig og overrasket.
Han forklarede ingenting, pegede bare på kasserne, prøvede at skjule, at han rystede på hænderne.
Det er Louises ting. Giv dem til hende, tak, stemmen var rolig, næsten følelsesløs, selvom det føltes som et knus om hjertet.
Hun bor da stadig hos dig, kvinden kiggede forvirret på kasserne, så tilbage på ham, undrende.
Ikke mere, svarede han tørt, uden at tøve. Farvel.
Uden at vente på svar vendte han sig mod bilen. Forsøgte at gå normalt, men skridtene blev bare større, jo længere væk han kom. Han så hende stå ved vinduet, da han kørte fra parkeringspladsen, men gjorde ikke tegn til at vinke eller vende om.
Han kørte gennem København, mens byens lys og trafik blev slørede, meningsløse prikker. Tankerne kredsede hele tiden om samtalen med Louise, hendes ord, og det kolde blik, hun havde afsluttet alt med. Et stort, stramt knude havde slået sig ned i brystet på ham. Dette var slutningen. Drømmene om en fælles fremtid, alle deres fælles planer væk.
På kontoret gik livet videre. Kollegernes snak om weekendplaner, latter og historier flød gennem lokalet, men Mads var langt væk i sig selv. Han scannede papirer mekanisk, mens billederne fra aftenen konstant dukkede op bag øjnene: Louise, tasken, hendes hårde jeg går. Hans forsøg på fokus forsvandt hurtigt, tankerne trak ham tilbage, uanset hvad han prøvede.
Til frokost gik han en tur ud i den friske luft, håbede det ville rense hovedet. København summede af liv, folk hastede videre, cykler og biler susede, butiksvinduer spraglede. Alt virkede langt væk, som var han omgivet af glas. Han gik langsomt, hænderne begravet i lommerne, og mærkede en voksende hulhed indeni.
Tilbage ved skrivebordet faldt blikket på USBen. Den var bare en lille, ligegyldig ting, men nu symbol på alt, der røg sig en tur. Han tog den op og vendte den imellem fingrene. Billeder fløj forbi: Louise foran computeren, vinduet med overførslen, hendes hårde stemme Han trak vejret tungt, rejste sig, gik hen og smed USBen direkte i skraldespanden.
I samme øjeblik trådte Sofie ind hans kollega. Hun så hans bevægelse mod skraldespanden, så tilbage på ham.
Mads, er du okay? spurgte hun, venlig og oprigtigt bekymret.
Jeg har det fint, han forsøgte et smil, skønt han ikke rigtig mente det. Der er bare meget at lave.
Sig til, hvis du har brug for hjælp, sagde Sofie og lagde nogle papirer på hans bord. Her er rapporterne på det seneste projekt, vi bør lige kigge på tallene sammen.
Hun talte roligt, professionelt og på en sær måde blev han faktisk lidt mere nærværende. Han tog imod papirerne og lod sig optage af tallene. For en stund var regnearkets kasser og kontorets hverdag det eneste faste holdepunkt.
*************************
Louise hastede afsted mod Martin, hjertet bankede hektisk. Hun havde forestillet sig dette møde igen og igen, set for sig, hvordan han ville tage imod hende: varme, lovende ord måske endda lykken, hun havde længtes efter.
Hun nåede hans opgang, rettede på håret og trykkede på ringeklokken. Døren røg straks op. Martin stod i døren med et udtryk, der hverken var blidt eller velkomstagtigt, men hårdt, nærmest fjendtligt. Ikke engang en hilsen kun et koldt spørgsmål:
Har du noget med?
Louise tabte ordene, overrasket over tonen. Hun havde forventet noget helt andet.
Ja eller, nej, begyndte hun, og panikken steg. Mads opdagede det. USBen blev i hans hånd. Jeg nåede det ikke
Martins ansigt fortrak sig til ren irritation. Uden at sige mere, greb han hendes arm hårdt og trak hende ind gennem døren, der smækkede bag dem med et lydløst bulder.
Så du klarede det ikke? hvæsede han, stirrede på hende med forbitrelse. Så simpelt og alligevel kunne du ikke.
Louise forsøgte at forklare, men han holdt hårdt fast i hende, næsten så det gjorde ondt. Ordene blev væk.
Jeg prøvede hviskede hun og forsøgte at trække armen til sig. Jeg troede, jeg nåede det, men han kom for tidligt hjem
Prøvede, gentog han hånligt og slap hende. Prøve er ikke nok. Man gør det bare. Du duer til intet!
Hendes mod smuldrede. Hun havde ikke ventet at blive behandlet sådan, havde troet på varme og forståelse. I stedet fik hun kun hån og foragt.
Men du sagde jo du elskede mig. At du altid havde tænkt på mig hendes stemme knak, men hun pressede ordene ud, klamrede sig til den sidste rest af håb.
Martin lo koldt og uden blot en antydning af venlighed. Det var det endelig opgør med illusionen.
Det sagde jeg. Hvad så? Ord betyder intet. Du troede vel, du var særlig? Hvor naiv har man lov at være?
Martin, du sagde, du havde brug for mig mumlede hun, fortabt og grædefærdig.
Det var oplysningerne, ikke dig! stemmen var kølig, hans blik præget af iskold beregning. Du var bare et redskab. Ikke mere. Nu har jeg ikke brug for dig.
Hun stod stivnet, ramt i hele kroppen. Hun kunne hverken gå frem eller tilbage, følte sig kvalt af hans ligegyldighed. Hun søgte efter det mindste tegn på medfølelse, men der fandtes intet.
Hvorfor? hviskede hun, næsten uhørligt. Hvorfor sådan?
Fordi sådan er livet. Det er ikke et eventyr, Louise, sagde han og løftede på skuldrene som til en dum skoleelev. Kun dem, der bruger andre, klarer sig. Du formåede det ikke. Farvel.
Han gik hen og åbnede døren på vid gab.
Ud!
Hun gled ud på trappen, døren smækkede hårdt bag hende og gjorde det hele endegyldigt. Hun sank ned til væggen og mærkede tårerne løbe.
Udenfor var det mørkt. Gaderne badede i regn, gadelygterne glimtede i reflekser på asfalten. Louise gik uden mål, mærkede ikke kulden, regnen løb ned ad ryggen. Alt, hun havde troet på, var knust: hans løfter, hendes drømme, håbet om noget nyt. Hans ord gentog sig: Du dur ikke du betyder ikke noget du var bare et redskab
Hun vandrede uden retning gennem Københavns vågne natteliv. Folk hastede hjem i regnen, butikkerne blinkede, biler dyttede fjernt. Hun standsede et øjeblik, kiggede mod grå skyer over byens tage men fandt ingen mening der.
Regnen tog til, og dråberne trommede mod byen, smeltede byens konturer ud. Men Louise mærkede ingenting. Hun gik bare, tom, med tankerne i knuder. Kun én tanke skilte sig ud: Der var ingen vej tilbage. Alt, hvad hun havde været, blev tilbage bag den smækkede dør.
Efter nogen tid havnede hun ved et lille hjørnecafé langt væk fra centrum. Instinktivt gik hun indenfor, lod sig lokke af lysene og den svage duft af kaffe og frisk bagværk. Hun satte sig i et hjørne, bestilte en te, og stirrede på dampen. Koppen blev kold, uden at hun rørte den.
Tankerne tumlede videre. Men i kaosset skilte to billeder sig ud: Mads ansigt den aften, den stille, usigelige sorg i hans blik. Han havde ikke råbt, ikke tigget, ikke holdt hende tilbage. Han havde bare ladet hende gå. Og så Martin hans kolde stemme, hans uigennemtrængelige blik, ordene der dræbte alt håb.
Han elskede mig aldrig, indså Louise. En erkendelse, der ikke lettede, men i det mindste forklarede.
Hun tog telefonen frem. Skærmen viste et ansigt forkrampet af gråd, mascara og regn på kinderne. Med rystende fingre fandt hun Mads nummer. Hjertet hamrede, da hun trykkede ring.
Lang ventetone. Så hans rolige, fjerne stemme:
Louise?
Hun lukkede øjnene, knugede mobilen. Klumpen i halsen knugede ordene fast.
Mads begyndte hun, men stemmen knækkede og ord blev væk.
Stilhed. Han sagde ingenting, bare ventede.
Undskyld, fik hun hvisket frem til sidst. Jeg ringer igen senere.
Hun trykkede af, stirrede på den sorte skærm. Hvad havde hun forventet? Hun vidste, at der ikke fandtes flere ord ikke nu. Hun havde selv ødelagt alt.
Hun blev siddende lidt endnu, efterlod en stor seddel langt over prisen for teen og slentrede ud i regnvejret igen.
Byen levede. Biler brusede, lyset splittede i vandet på asfalten, folk kæmpede mod regnen under paraplyer. Louise gik igen en fremmed i sin egen by, mens alt, der havde betydning i går, nu var væk.
Ingen Martin, ingen Mads, ingen illusioner, intet håb. Kun hende og tomheden.
Ved et lyskryds standsede hun. Kiggede til højre, venstre, ligeud. Hvor skulle hun gå hen? Til en lejlighed, hun havde forladt? Hos moren, med alle de spørgsmål, hun ikke havde svar på? Eller bare rundt, indtil hun ikke kunne mere?
Hun anede det ikkeHun blev stående under det blege gadelys og mærkede regnen trække nye striber over ansigtet kolde, men rensende på en måde, hun ikke havde forventet. For første gang på måneder mærkede hun ikke kun tabet, men også stilheden efter stormen. Hun trak vejret dybt, tillod sig selv at stå fast og ikke flygte. Der var ikke mere at miste nu, kun noget at begynde på et sted i det ukendte, hvor hun ikke længere spejlede sig i andres bekræftelse.
Ved næste opslag lyste pizzeriaets blinkende neonskilt, og gennem ruden så hun ind på en flok unge, der grinede over papbakker og colaer, værdsatte deres egen lille verden i en nat, hvor hendes egen var krakeleret. Hun indså smerteligt, at hun først nu var virkelig alene. Men også at alenehed ikke nødvendigvis var det samme som at være forladt. Øjeblikket var hendes råt og uvant.
Louise slog armen om sig selv, vendte opmærksomt blikket mod et smalt sidegadehjørne, hvor et kattehoved kiggede frem under en cykel. Hun smilede skævt og tænkte, at selv på de mest egnsløse nætter fandtes der stadig liv og muligheder, små tegn på, at verden endda kunne lade sig bygge op på ny.
Hun gik videre ikke hurtigere end før, men ikke længere drevet af desperation. Hvert skridt var tungt, men stadigt mere hendes eget. Inden længe stoppede hun igen, fiskede mobiltelefonen op. I stedet for at trykke et velkendt nummer ind, åbnede hun et notat og skrev kun to ord: Begynd igen.
I det samme gled natten fra sort til blå. Louise rettede sig op, gled hånden gennem vådt hår og satte kursen ikke hjem, ikke til nogen, men fremad. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen, men hun gik, mens regnen stilnede, og byen langsomt slumrede ind til en ny begyndelse.
Bag sig efterlod hun ikke bare to mænd og et svigt, men de dele af sig selv, som kun levede gennem andres øjne. Forude ventede et andet kapitel, skrevet i sit eget navn og selv i den tomhed voksede et spinkelt håb frem: At man, når man har mistet alt, også kan finde sig selv.
