Væk ikke mor hun har arbejdet hele natten.
Jeg vågnede ved, at der var for stille i lejligheden. Normalt kunne jeg høre lyden af kaffemaskinen i køkkenet og braget fra panderne Mads elskede at stege spejlæg og medister, selv når han havde travlt og skulle nå ud ad døren til arbejdet. Men i dag var her koldt. Sengen ved siden af mig var tom, og dynen for længst afkølet.
Mads? råbte jeg ud i rummet.
Der var kun stilhed til svar.
Jeg havde ikke lyst til at rejse mig. Novembermorgenen udenfor var grå og trist våd sne gled ned ad ruden, radiatorerne bankede. Jeg trak min badekåbe tættere om mig, stak fødderne i tøfler og slæbte mig ud i køkkenet. På bordet lå en seddel, holdt fast af saltkaret. Det var kragetæer, som kun Mads kunne skrive:
Vibeke, jeg smutter. Det her går ikke længere. Du klager altid, der er aldrig penge, lejligheden er for lille, og barnet skriger hele tiden. Jeg har mødt en anden. Hun er normal, uden drama. Henter resten af tingene senere. Lad være med at lede efter mig. Mads.
Jeg stirrede på de ord tre gange. De ville ikke tage form som sætninger bogstaverne dansede for øjnene. Jeg sank sammen på køkkenstolen, greb mig om hovedet og prøvede at trække vejret, men lungerne strammede, som om nogen havde sat sig ovenpå min brystkasse.
Fra værelset lød et lille piv datteren, Rikke, vågnede. Otte måneder gammel, lille knold, kunne dårligt kravle endnu, vendte bare sig fra ryg til mave og tilbage igen. Mine ben bar mig dårligt, men jeg gik ind, løftede hende op og pressede hende ind til mig, mens jeg hulkede og gemte ansigtet i hendes bløde babyhår, som duftede af mælk og babyolie.
Hvad skal vi nu gøre, lille skat? klagede jeg. Hvad skal vi dog gøre?
Rikke sagde ikke noget, sugede bare på hånden og gloede på mig med store grå øjne.
Mads dukkede først op en uge senere. Med to kammerater under armen kiggede han mig ikke i øjnene, men pakkede sine ting jakker, jeans, værktøj fra entreen, tossede bildele og en sportstaske med håndvægte. Jeg stod i døråbningen, med Rikke på armen, og så ham bære sit liv ud.
Mads, sagde jeg lavt. Se i det mindste på din datter. Du er hendes far.
Han standsede op, så kort på Rikke og vendte ligegyldigt om.
Farvel, vrissede han og gik.
Hans venner, to mænd i blå jakker, trippede lidt, sendte korte blikke og fulgte efter slæbende på skrammel. Jeg lyttede til fodtrinene, der forsvandt på trappen, så gik jeg hen til vinduet og så dem læsse hele lortet i en gammel Toyota Land Cruiser, Mads satte sig ind, uden at se sig tilbage, og bilen forsvandt ned ad vejen.
Rikke begyndte at græde, måske fordi jeg holdt for hårdt om hende, eller måske fordi hun fornemmede noget var galt. Jeg vågnede op, vuggede hende, kyssede hende, og gik ud i køkkenet for at varme mælken.
Resten føltes tåget. Det første halve år levede jeg på børneydelse og sporadiske overførsler fra min mor, som boede i Randers og selv havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. Mads betalte ikke børnebidrag, forsvandt ud i Danmark, tog ikke telefonen, og skiftede derefter nummer. Jeg gik til kommunen, skrev klager, men fik bare svaret: Prøv selv at finde ham, vi har tusindvis af den slags.
Naboerne sladrede. Fru Jørgensen fra stuen den allestedsnærværende dame med sammenpressede læber stoppede mig foran opgangen:
Nå, hvorfor stak han så af fra dig, Vibeke? De siger, det var hende regnskabsdamen, han gik til, Lone. Hun er pæn, ordentlig og uden børn. Men du, du er helt bleg og tynd, man skal altså passe på sig selv, skat, mænd kan bedst lide noget kønt at kigge på.
Jeg svarede ikke, gik bare forbi med sænket hoved. Hvad skulle jeg sige? At jeg ikke sov, fordi Rikkes tænder var på vej, så hun skreg hele natten? At jeg ikke havde penge til frisør, fordi alt blev brugt på bleer og babymad? Jeg kunne ikke længere kende mig selv i spejlet.
Der var ikke mange veninder, og de ringede kun i starten, kom med medlidenhed, tilbud om hjælp. Et par måneder efter forsvandt de med deres eget liv, egne mænd og egne dramaer. Kun Stine, som stadig havde småbørn, kom forbi, afleverede en pose gammelt børnetøj og sagde:
Hold ud, Vibeke. Vi kommer igennem det. Mænd, de er sgu ens alle sammen.
Jeg nikkede, men tænkte: Hvordan skal jeg komme igennem? Når jeg er oppe fem gange hver nat med et barn, og morgenen starter med madlavning, tøjvask, oprydning og sådan kører det rundt og rundt i en uendelig cirkel.
Da Rikke blev et år, indså jeg: Noget måtte ske. Penge smeltede væk som sneen udenfor. Mor sendte den sidste tusindlap og sagde: Vibeke, undskyld, jeg har selv ikke mere, folkepensionen er lav og medicinen dyr. Jeg blev ikke fornærmet, til det havde jeg ikke energi mere.
Jeg kom i tanker om, at jeg i folkeskolen var god med en symaskine, læreren sagde tit: Du burde tage på teknisk skole, Vibeke, du har flair for at sy. Men jeg ville jo være økonom ligesom alle andre, søgte ind på handelsskolen, blev gravid, droppede ud, blev gift, og nu sad jeg her med baby på armen og tænkte på, hvordan jeg overhovedet skulle få brød på bordet.
Min mormors gamle Husqvarna stod stadig på loftet. En fodpedalmodel, gammeldags, men den virkede. Jeg rensede og smurte den, satte tråd på og syede et par bukser til Rikke af et gammelt lagen. De blev skæve, men holdt. Så syede jeg en lille bluse, så en kjole. Da naboen, fru Sørensen, så Rikkes nye sæt og sagde: Vibeke, kan du tage min kjole ind? Den hænger som en sæk! jeg gjorde det, og hun blev tilfreds, stak mig 200 kroner og sagde: Sig til hvis du tager imod mere!
Og sådan begyndte det. Først naboerne, så deres bekendte, så mødregruppen. Jeg satte lapper op på opslagstavler: Reparation og syning billigt. Min telefon var rødglødende. Folk skal altid have lagt op, ind, eller ændret tøj. Jeg tog imod alt børneskjorter, gallakjoler, lærte fra blade og på nettet, købte en brugt overlocker.
Mads dukkede op igen efter to år Rikke løb allerede rundt og kunne sige hele sætninger. Han kom fuld, brasede ind, jeg havde aldrig fået skiftet låsen.
Hvad vil du? jeg dækkede døren ind til værelset, hvor Rikke så tegnefilm.
Vil bare se min datter, sludrede han. Har ret til det.
Hvilken ret, Mads? Har du betalt børnepenge? Har du ringet? Hvem er du egentlig?
Jeg er hendes far! råbte han. Den forskrækkede Rikke kiggede frem.
Mor, hvem er han?
Ingen, skat gå ind og se tegnefilm, jeg lukkede døren og så på Mads. Skrid, før jeg ringer efter politiet.
Han forsvandt igen, men trykket blev hængende. Rikke spurgte tit: Mor, hvorfor var den sure mand her? Er han min far? Hvor bor han? Hvorfor ser vi ham aldrig? Jeg fandt på forklaringer, løg om, at han var pilot og langt væk, men Rikke voksede, og hun troede mindre og mindre på eventyrene.
Så var der Gerda, min tidligere svigermor. Dukkede op med lagkage og dukke, roste Rikke: Hun ligner sin far præcis samme øjne. Mads har slået op med Lone, I kunne da blive sammen igen, Vibeke?
Jeg rejste mig, satte dukke og kage udenfor døren og sagde:
Kom aldrig igen. Vi har ikke brug for noget fra jer. Vi overlever uden jer.
Svigermor blev fornærmet, brokkede sig til Mads, han ringede og skældte ud. Jeg lagde på og blokerede nummeret. Siden har vi ikke talt sammen.
Sådan levede vi. Jeg syede, Rikke voksede. Penge kom og gik. Nogle uger var der masser af arbejde, andre næsten ingenting. Jeg lærte at spare. Sidst jeg var til frisør var for to år siden, jeg klippede mig selv, købte tøj i genbrug og syede det selv om. Men Rikke så altid bedst ud i vuggestuen hendes kjoler, huer, jakker fik pædagogerne til at sukke: Hvor er hun fin! Hvor har du købt det? Rikke svarede stolt: Min mor har selv syet det. Min mor kan alt.
Februar det år var brutal.
Frosten sprængte de gamle varmerør i Høje Gladsaxe-blokken. Hver uge stod der et helt opgang i vand og rød rust. Radiatorerne hos mig var lunkne. Jeg tændte elvarmer, og elregningen slugte halvdelen af min indtægt.
Rikke var syg to gange. Først med influenza, så virus med feber. Jeg sad med hende, trykkede mobilen og talte penge i min pung. Medicin var dyrt, og Rikke ville kun, at jeg var tæt på hende, læste højt, sad på hendes seng. Jeg syede på en kundes kjole med hende på skødet, ramte fingrene med nålen, fordi mine øjne var på barnets blanke blik, ikke på stoffet.
Mor, må vi gå ud og lege, når jeg er rask? hviskede Rikke.
Ja, skat, så bygger vi snemand.
Kommer far med?
Jeg frøs. Det spørgsmål varede sig hver måned, og altid trak det tæppet væk under mig. Jeg havde opfundet ti forklaringer: far var i Grønland, arbejdede langt væk. Men Rikke voksede hun troede mindre og mindre på dem.
Rikke, vi har jo snakket om det. Din far bor et andet sted. Han har sit eget liv.
Hvorfor ringer han aldrig til mig? Livas far ringer hver dag, det så jeg. Ingen ringer til mig.
Jeg lagde nål og stof til side, lagde mig ind til hende, holdt om hendes feberhete krop.
Fordi Livas far er god. Vores… han kan måske ikke finde ud af at elske. Ingen har vist ham det.
Elsker han mig?
Selvfølgelig, på sin egen mærkelige måde.
Rikke sukkede og faldt i søvn. Jeg lå vågen og stirrede ind i loftets gamle revnede maling. For hvad? Hvorfor var det mit liv? Alene, uden penge?
Mads ringede sidst i februar, lige som jeg fodrede Rikke aftensmad. Ukendt nummer, men jeg tænkte straks: det er ham.
Ja? sagde jeg.
Hej, det er Mads.
Hans stemme var fuld af sprit, flabet, som om han ikke havde smidt os ud for to år siden.
Hvad vil du?
Ikke noget. Min mor ringer til dig. Tag nu telefonen. Hun vil til fastelavnsfest i børnehaven, hilse på Rikke otte marts, give hende gave.
Indeni mig blev alting koldt.
Hvad sagde du?
Min mor vil bare komme. Lad hende nu hun er jo mormor, hun har retten. Lad hende komme, give slik og bamse. Hvor svært kan det være?
Jeg gik ud i entreen, væk fra Rikke.
Er du rigtig klog? Din mor har ikke set sit barnebarn i tre år, aldrig ringet, aldrig spurgt om hun levede. Pludselig vil hun til fest! For sent, Mads! For sent.
Nej! Jeg kommer i morgen, så snakker vi.
Han lagde på. Jeg stod lænet op ad væggen og rystede.
Mor, hvem ringede? spurgte Rikke.
Forkerte nummer, skat. Spis nu.
Jeg satte mig med hende, men hun betragtede mig indgående. Hun vidste godt, det var hårdt.
Den aften tænkte jeg længe tilbage. På dengang Mads forlod os, slæbte sit liv ud af opgangen, mens jeg græd med babyen på armen. Jeg svor, jeg aldrig nogensinde ville lade ham komme ind i vores liv igen.
Men nu trængte han sig ind igen med krav, trusler, og den mor, der engang sagde til mig: Du er ikke god nok til min søn, du er fra dårlige kår, ikke uddannet, han kunne have fået bedre.
Og han fik også bedre. Men det gik ikke nu var barnebarnet en slags reserveinvestering.
Jeg sov næsten ikke den nat. Overvejede ikke at åbne døren, at ringe til politiet, men de tager ikke den slags alvorligt, ikke når det gælder familiesager.
Næste morgen kom der besked fra Gerda. Lang, fyldt med stavefejl: Hej Vibeke, det er Mads’ mor. Jeg vil så gerne til Rikkes fastelavnsfest, give gave. Jeg har købt en rigtig fin dukke. Mads siger, du nægter, men jeg håber jeg er jo mormor. Svar venligst.
Jeg svarede kort: Nej. Lad venligst være.
Senere endnu en sms: Vibeke, vær nu ikke så kold. Jeg er gammel, har dårligt hjerte, ved ikke om jeg lever næste år. Giv mig chancen for at se Rikke.
Jeg svarede ikke. Slukkede lyd på telefonen, kastede mig over arbejdet. Fastelavn nærmede sig, og kvinder ville have kjoler, nederdele, bluser til sig selv, til døtrene, mødre, svigermødre. Jeg tog imod det hele, selv når kræfterne var brugt. Kun penge holdt os oven vande.
Jeg sad foran maskinen længe efter midnat, nogle nætter nærmest til tre, og begyndte igen klokken seks, delte morgenmad ud, sendte Rikke i børnehave, fløj hjem og syede videre. Nogle gange faldt jeg i søvn ved symaskinen, vågnede med kinden på bordet.
De dage måtte Rikke passe sig selv tegnede, så tv, legede med dukker, og kom ind og gav mig et kram. Jeg strøg hende over håret og lovede: Hold ud, skat, snart er der fest, så syr jeg din kjole og så hygger vi.
Mor, får jeg en kjole til festen? spurgte hun én aften.
Ja, du får den smukkeste kjole, du kan ønske dig.
Hvilken farve?
Hvid, med glimmer. Smukkest af alle.
Hvornår syr du den?
Så snart jeg er færdig med det her.
Hun nikkede og gik. Jeg kiggede i kalender, og så kun tre dage tilbage. Og jeg havde ikke engang klippet stoffet endnu.
Den 27. februar ringede min mor. Træt og hæs stemme fra Jylland.
Hvordan har I det derovre?
Vi klarer os, jeg har masser af arbejde.
Får du sovet?
Ja, lidt bare rolig.
Har du hørt fra Mads?
Jeg tav. Mor fik ikke de tunge historier hun kunne ikke hjælpe alligevel.
Nej, mor. Intet nyt.
Godt, så. Jeg har det også lidt skidt, medicinen er dyr. Du må komme på besøg med Rikke snart, jeg savner hende.
Det gør vi, så snart jeg har tid.
Ja, ja, hun sukkede. Jeg ringer igen.
Jeg lagde på og blev ramt af savn og dårlig samvittighed. Det var over et år siden, jeg havde set hende. Måske var hun også ensom nu, havde brug for nærhed, men min kapacitet rakte kun til Rikke.
Den 28. dukkede Mads op personligt.
Jeg troede det var post, men der stod han forfalden, tyk, i snavset jakke.
Hvad vil du? spurgte jeg og blokerede døren.
Slap nu af, jeg skal bare snakke.
Vi har intet at tale om. Gå væk.
Nej, nu stopper du, han prøvede at mase sig ind, men jeg spærrede for. Jeg vil se mit barn, jeg har ret.
Hvilken ret? Du har aldrig sendt en fødselsdagshilsen, aldrig betalt børnepenge! Du er ikke far, du er ingenting!
Jeg er far! råbte han. Rikke kiggede skræmt frem med sin bamse.
Mor, hvem er det?
Ingen, skat. Gå ind, men Mads havde set hende.
Rikke! Kom til far! Faaaar er her!
Hun stivnede, stirrede, så brød hun ud i stor gråd sådan som kun små børn kan.
Ud! råbte jeg og skubbede ham. Du skræmmer hende UUUUD!
Han vaklede bagud, men gik ikke rigtigt væk før jeg havde lukket ham ude, med Rikke grædende ind til mig.
Vibeke, luk op! han hamrede på døren. Jeg kommer igen! Både jeg og mor! Du kan ikke slippe af med os!
Jeg stod med et tudende barn og ventede på ro. Han bankede i fem minutter, så sparkede han til døren, råbte ukvemsord, og trampede mod opgangen. Da jeg hørte hoveddøren smække nedenunder, sank jeg sammen.
Rikke græd længe, faldt til sidst om, jeg lavede te med honning, læste eventyr og vuggede hende, mens jeg spekulerede: Hvad nu hvis han kommer igen, eller Gerda? Tænk hvis han braser ind en dag, hvor Rikke er alene? Iskold frygt greb mig.
Jeg ringede til den lokale betjent. Han kom efter to timer, noterede alt.
Vil du anmelde ham?
Ja.
Skriv det. Men, ærlig talt han har ikke truet decideret du kan højest få ham dømt for hedenskab. Ellers gider vi ikke blande os.
Og hvis han kommer igen?
Ring straks og få forstærket døren. Sæt en kæde på. Sig til naboerne, de kan ringe, hvis de oplever noget.
Han gik. Papiret føltes meningsløst. Der var ingen beskyttelse, kun mig selv.
Næste morgen gik jeg til Silvan og købte en solide smæklås. Ekspedienten kiggede på mit trætte ansigt:
Mon ikke jeg kan hjælpe dig med at sætte den på?
Nej, jeg klarer det.
Det gjorde jeg også. Brugte halve dage på at bore, skruede, bandede, men låsen sad. Nu kunne ingen komme ind ikke Mads, ikke Gerda, ikke nogen.
Den 29. februar ringede en af mine bedste kunder en skattefunktionær, jeg havde syet gallakjole for. Hun havde tabt sig tre centimeter om livet op til festen.
Du bliver nødt til at sy den ind, sagde hun. Det er meget vigtigt! Jeg betaler ekstra!
Jeg havde lyst til at råbe nej, men huskede, at Rikke manglede vinterstøvler.
Selvfølgelig kom bare forbi.
Hun brokkede, spejlede, klappede sig på hofterne. Jeg smilede anstrengt mens hun gik, men følte at det halve døgn røg i vasken.
Natten til første marts sov jeg ikke. Jeg syede nederdele, klippede et kostume, stak mig på nålene, men holdt fast. Uden indkomst fik vi ikke vinterstøvler enden på det hele var, at jeg måtte køre rundt i ring.
Om morgenen afleverede jeg Rikke, så hjem to timers søvn var alt. Rejste mig tung, men videre.
Anden marts ringede Gerda igen. Jeg svarede ikke. Hun smsede: Jeg kommer alligevel. Mads kommer også. Du kan ikke forbyde mormor at se sit barnebarn.
Blokering og slet.
Tredje marts spurgte Rikke:
Mor, har jeg en mormor mere?
Jeg stivnede.
Hvem?
Altså, fars mor. Liva har to mormødre. Jeg har kun din mor, og hun bor langt væk. Hvor er den anden?
Jeg satte mig på hug, tog hendes hænder.
Jo, du har to. Men vi taler ikke med den ene. For hun gjorde mig ondt og hun har aldrig spurgt dig om noget. Nogle gange vælger bedsteforældre ikke at være med.
Men nu vil hun, ikke?
Hvem siger det?
Liva siger, bedsteforældre skal holde af sine børnebørn. Hun sagde, hendes mormor altid har villet.
Tingene er ikke altid så simple, skat. Nogle vil ikke.
Rikke kiggede skævt. Nå, men hvad med min kjole?
Den bliver den flotteste, lovede jeg. Den fineste.
Sidst på aftenen fik jeg endelig klippet stoffet. Hvid tyl, satin, glimmer, og mit hjerte bankede hårdere. Kjolen blev perfekt.
Jeg syede hele natten, maskinen snurrede, hovedet snurrede, men jeg stoppede ikke. Om morgenen var kjolen næsten klar bare lidt glimmer, oplægning, hårbøjle.
Jeg afleverede mine ordrer, fik pengene, købte mad og helt nye vinterstøvler til Rikke. Hun jublede og hoppede rundt hjemme.
Se mor, se hvor fine! Jeg vil have dem med til festen!
Det får du, sagde jeg. Sammen med kjolen.
Er den klar?
Snart. I aften.
Må jeg se?
Nej, det er en overraskelse.
Hun blev lidt sur, men indfandt sig. Gik tidligt i seng, for at det snart skulle blive morgen.
Jeg satte mig til maskinen igen klokken elleve. Rikke sov, vinden peb om hushjørnet, et sted spillede naboerne musik. Jeg syede og forestillede mig, Rikke svæve ind i kjolen, hvordan alles øjne ville lyse. Hvad gjorde Mads og Gerda, hvad sladderede Fru Jørgensen kun mig og min pige betød noget. Og kjolen.
Klokken fem var kjolen færdig. Jeg hængte den op, synligt, så Rikke kunne se den ved morgenlys. Gik i køkkenet, lavede kaffe. Søvnen var ligegyldig en times tid, så skulle vi afsted.
I seks-tiden vågnede Rikke, kom løbende hun så kjolen, stod helt stille, så løb hun hen, krammede stoffet.
Mor hviskede hun. Det er den smukkeste kjole.
Skal du prøve den?
Ja!
Hun fik den på, snurrede rundt, tyllen bølgede omkring hende. Jeg grinede, tårerne løb gode tårer.
Vi var i børnehaven ti minutter før festen. Alle forældre og børn tumlede rundt, tjekkede kostumer, tog billeder. Rikkes kjole tiltrak opmærksomhed mødrene hviskede: Hold da op, er den hjemmesyet? Sådan en kan man ikke købe, og Rikke svarede stolt: Min mor har selv syet den!
Jeg var så træt, jeg næsten ikke kunne holde mig vågen. Da børnene gik ind, satte jeg mig på bagerste række og lukkede øjnene bare et øjeblik
Børnehavesalen var varm, der duftede af parfume, pædagogen snakkede i mikrofon, børnene sang. Jeg kæmpede mod søvnen, men kunne ikke holde mig vågen. Jeg bemærkede ikke, at de kaldte Rikke op. Eller at nogle mødre hviskede: Hun sover! Hvordan kan hun dog sove til fastelavnsfesten? Og at den store dame i lyserødt puffede veninden og fnisede: Hun må været tømmermænd.
Rikke gik ud på gulvet, rettede på kjolen og kiggede først efter mig. Hun fandt mig hurtigt jeg sad med hovedet på skrå, i søvn, hænderne fulde af små stingmærker.
Mor, sagde hun stille. Men jeg vågnede ikke.
Rikke, kom i gang, sagde pædagogen.
Så sagde hun højt, så salen blev stille:
Væk ikke min mor. Hun har arbejdet hele natten. Det var hende, der syede min kjole.
Der blev helt tavst så tavst, at man kunne høre bilerne udenfor. Damem i lyserødt tav, pædagogen frøs med mikrofonen, forældre vekslede blikke, nogle så flove ud.
Og Rikke, i sin hvide tylkjole, sagde digtet klart, højt, uden at snuble. Hun kiggede på mig, læste om mors dag, om forår og kærlighed.
Da hun var færdig, klappede alle. Bravo! råbte nogen, og Rikke bukkede og løb hen til mig.
Jeg vågnede ved lyden af små fødder. Hun smilede.
Mor, jeg har sagt digt! Hørte du det?
Det var flot, skat, sagde jeg og krammede hende, selvom jeg ikke havde hørt noget.
Du sov, men det gør ikke noget. Du var træt. Skal vi gå hjem nu?
Ja, lad os det.
En stor dame i lyserødt tøvede, rakte hånden frem.
Undskyld din datter er vidunderlig. Og kjolen den er fantastisk.
Jeg nikkede og gik. Andre mødre roste også Rikke og spurgte om syarbejde. Jeg svarede automatisk, tænkte kun på at komme hjem.
Hjemme faldt jeg om i sengen og sov til aften. Vågnede ved, at Rikke klappede mig på hovedet.
Mor, skal vi ikke lave pandekager? Du har lovet det.
Jeg smilede.
Selvfølgelig, rejste mig, gik i køkkenet, lavede dej. Rikke hjalp, blev hvid af mel, lo. Det var hyggeligt.
Senere, da hun sov, tog jeg telefonen og så en besked fra et ukendt nummer: Hej Vibeke. Jeg er mor til Oliver fra børnehaven vil du sy et kostume til ham? Tusind tak for det, din datter gjorde; Oliver har ikke længere så svært ved at optræde. Sender lige en video af Rikkes digt. Alt godt til dig.
Jeg så beskeden, så videoen, gik ind til Rikke, rettede på dynen og kyssede hende. Tak, min skat, fordi du er min.
Udenfor summede byen, biler, døre gik i opgangen. Men i vores lille lejlighed var der varmt og stille. For første gang i årevis følte jeg ingen vægt over brystet. Livet gik videre og det var smukt.
Jeg lærte, at for alt besværet er det kærligheden, der vinder og det at blive holdt af nogen, er det største i verden.
