Fremmed liv
Jeg tændte min telefon og var millimeter fra at smide den ind i væggen.
Der, på skærmen, badet i solnedgangens skær, stod slanke, solbrune Mette med en cocktail i hånden!
I en badedragt, der sikkert koster mere end hele min måneds husholdningsbudget!
Og billedteksten under var prikken over iet: Lykken findes, der hvor du er.
Tøs, mumlede jeg uden egentlig vrede og lagde telefonen på bordet.
I køkkenet peb elkedlen. Inde fra stuen hørte jeg tramp og råben tvillingerne, Asger og Niels, ræsede rundt i endnu en slåskamp.
Min mand, Thomas, sad som altid i sofaen og så fodbold og lod som om han var et helt andet sted, hvor børn, boliglån og jeg slet ikke fandtes.
Thomas, tag dig lige af ungerne! råbte jeg.
Jaja, lød det fjernt fra stuen.
Selvfølgelig blev ingen voksne flyttet.
Jeg sukkede, lavede mig en kop te og satte mig ved spisebordet, hvor der stod grå, tør havregrød fra i går, hvor sokker lå halvkrøllet og tuscher flød imellem krummer og kafferinge. Jeg kiggede rundt og havde lyst til bare at tude.
35 år. Mor til to. En mand med stabilt job, der tjener fornuftigt men som altid vender ryggen, når han kommer hjem. Et lejlighedslån, der skal betales til jeg er gråhåret. Et liv, man kan kalde helt normalt.
Og så Mette med sine solnedgange.
Mette var min gamle barndomsveninde. Siden 5. klasse sad vi sammen, øvede os med lipgloss og græd over vores første hjertesorg ved skolegårdens gynger. Siden drejede livet.
Mette blev aldrig gift. Fik ingen børn. Som grafisk designer arbejder hun freelance, bor til leje i hjertet af København og har en ny destination hver måned. Thailand, Tyrkiet, Maldiverne, you name it.
Jeg scrollede gennem hendes billeder, mens jeg mærkede misundelsen snøre sig sammen i maven.
Hvorfor får hun alt, mens jeg ingenting har?!
Men jeg er jo ikke ond. Jeg er god. En god mor, kone, husmoder. Står op klokken seks, koger grød, gør børnene klar til børnehave, styrter på arbejdet, handler ind, laver lektier og tumler sammen i seng, fuldstændig flad. Og så starter det hele forfra.
Men hvorfor? For at ende med, om femten år, at scrolle gennem Mettes solnedgange og tænke: Hvor har jeg egentlig været? Hvad har jeg lavet? Kogt grød!
Mor, han slog mig! Asger kom tudende ud i køkkenet.
Hvorfor nu det?
Ved det ikke!
Du ved det godt, råbte Niels, og kyldede en legetøjsbil efter brormand.
Den ramte mig lige i panden.
Jeg lukkede øjnene. Talte til ti. Åbnede dem igen.
Begge to, ind på værelset. Nu! Jeg gider ikke se jer lige nu.
Moooar
Nu!
Ungerne forsvandt.
Jeg blev siddende, mærkede panden hvor bilen ramte, og stirrede tomt ud i køkkenet. Tankerne cirklede: Mette. Tøs. Lykkelig. Misundelse. Synd. Ligeglad.
***
En uge senere kom Mette hjem til Danmark.
Det skete sjældent én gang om året – men jeg vidste altid på forhånd, fordi hun ringede: Jeg er i byen. Skal vi ses? Og så droppede jeg alt, stak af fra jobbet og maste mig igennem Frederiksbergs cykelkaos for at sidde på café og høre om det eksotiske liv.
Denne gang så vi hinanden på Café Norden. Mette sad allerede med næsen i mobilen. Det første jeg bemærkede, var hvor tynd hun var blevet. Kindbenene stak hårdt ud, øjnene så endnu større ud.
Hej, sagde jeg og gav hende et knus. Hold da op, du er blevet meget spinkel.
Ah, jeg er bare på kur, slog hun det hen.
Hvilken kur? Du er jo allerede tynd som en birkekvist.
Ja, men du ved, efter de tredive kan man ikke bare slappe af. Hun trak på smilebåndet, men smilet nåede ikke øjnene.
Vi bestilte kaffe. Mette fortalte ivrigt om Thailand, om havet, om ø-hop med veninderne.
Jeg nikkede og lyttede skønt jeg indvendig boblede af misundelse.
Sig mig, spurgte jeg pludseligt, føler du dig aldrig ensom?
Mette frøs med kaffekoppen i hånden.
Hvad mener du?
Du er jo altid alene. Du rejser alene, bor alene, falder i søvn alene. Har du aldrig savnet familie? Nogen, der er der?
Hun satte koppen fra sig og kiggede længe på mig.
Vil du virkelig høre det, Camilla?
Ja, virkelig.
Ved du, hvad jeg egentlig savner? Hun lænede sig ind over bordet. Bare at komme hjem, og så er der et menneske. Ikke en kat. Ikke en veninde, der kun bliver en time. Men en, der spørger: Hvor har du været? Jeg blev bekymret. At nogen venter. At være nogens uundværlige ikke fordi jeg er sjov og spændende, men bare fordi jeg er til.
Jeg blev stille.
Men du har jo alt. Rejser, frihed, penge
Mette smilede skævt. Tror du ikke, jeg kan se hvordan du ser på mig? Som om jeg er SÅ heldig. Men når jeg ser på dig, tænker jeg: hun HAR det. Hus. Ikke en studiehybel, hvor man vågner og kan røre væggen fra sengen. Men et rigtigt hjem. Hvor der dufter af nybagt brød, hvor børnene løber, og manden snorker på sofaen. Sætter du pris på det?
Jeg svarede ikke.
Jeg lå på hospitalet sidste år, sagde hun pludselig stille. Blindtarmsbetændelse. Skulle opereres. Ingen kunne komme og holde mig i hånden. Veninderne havde travlt. Der var kun én mulighed: en fremmed sygeplejerske, betalt på timebasis. Hun spurgte:
Har du familie? Og jeg måtte svare: Nej. Ingen.
Hun vendte blikket ud af vinduet. Jeg så på hendes magre profil, de blå rande og pludselig blev det klart: Vi bliver alle gamle. Mettes alderdom kommer bare til at være stille. Ensom. I en lille lejlighed.
Undskyld, Mette, sagde jeg dæmpet. Det anede jeg ikke.
Hvordan skulle du vide det? Du lever jo dit liv. Et rigtigt, forankret liv. Med en grund til at vågne op hver morgen.
Tror du, jeg vågner glad? Jeg vågner og skal slukke ildebrande med det samme: Hvor får vi penge til boliglånet? Hvorfor er Thomas tavs igen? Hvordan henter jeg børnene, hvis jeg først har fri klokken syv? Nogle gange virker det som om, jeg bare løber. Et maraton, der aldrig stopper.
Skal vi bytte? Hun grinede lidt. Mine solnedgange til dig dine drenge til mig.
Jeg forestillede mig at vågne på en strand i Thailand. Alene. Ingen børn, der skriger efter havregrød, ingen legetøjsbiler i hovedet. Stilhed. Så overvældende, at den næsten kvæler én.
Nej. Det vil jeg ikke. Jeg svarede med sikkerhed i stemmen.
Ser du, sagde hun og sukkede. Hver sin lykke.
***
Vi blev på caféen til det blev mørkt.
Sammen mindedes vi skoletiden, grinede af gamle fjollerier, udvekslede de små hverdagsting. Da vi til sidst fulgtes ud, krammede Mette pludselig længe og hviskede:
Husk nu at kysse dine børn. Hver dag. De vokser op og flytter. Og så vil du savne den tid, hvor de kastede med legetøjet.
Fjollehoved, snøftede jeg. Besøg mig noget oftere, så bager jeg kage.
Det lover jeg.
***
Hjemme mødte mig det velkendte kaos.
Huer, støvler og sko overalt i entreen, jakker smidt på knagerne, tasker stødt op ad væggen. Inde fra børneværelset lød: Det er MIN bil! Køkkenet lyste op, Thomas stod ved komfuret og rørte i en gryde.
Nå, du kom, sagde han og kiggede op. Jeg har kogt pasta. Ungerne er sultne. Vil du have med?
Jeg så på ham. Hans slidte T-shirt, begyndende måne, trætte øjne. Tænkte pludselig: Han løber også. Slider. Knokler. Og brokker sig egentlig sjældent.
Jeg spiser med, svarede jeg.
Smed skoene, gik ind på værelset. Asger og Niels kæmpede intenst med deres biler. Da de så mig, råbte de i kor:
Mor, han driller!
Så er det slut! sagde jeg bestemt, men uden skældud. Nu er det bad og så mad. Kom så!
En halv time senere sad vi samlet i køkkenet. Jeg, Thomas, tvillingerne. Vi spiste pasta med pølser. Asger svingede med benene og sølede ketchup over dugen, Niels byggede tårne af pasta. Thomas fulgte nyheder på Mobiltelefonen.
En helt almindelig aften. En almindelig familie. Et hotel som så mange andre.
Jeg betragtede dem, og midt i hverdagslarmen slog det mig: Jeg er faktisk lykkelig. Måske
Jeg kom til at tænke på Mette. Hendes tomme lejlighed. Hendes ensomhed. De solnedgange, ingen ventede på.
Thomas, sagde jeg pludselig.
Ja?
Lad os tage i Fælledparken på lørdag. Med børnene.
I parken? Hvorfor dét?
Bare fordi.
Han betragtede mig lidt, nikkede så.
***
En måned senere skrev Mette: Er i Tyrkiet. Hav, palmer, og alt er godt. Knus!
Jeg åbnede billedet. Mette på en båd, vinden i håret, solnedgang i baggrunden. Smukt.
Jeg lagde telefonen gennem væk og begyndte at pakke madpakker til ungerne. Asger kunne ikke finde en sok, Niels var sur fordi han ville have yoghurt nu og her.
Mor, hvornår skal vi i parken igen? råbte Asger under sengen med sokken i hånden.
På lørdag, svarede jeg. Det lover jeg.
Og jeg opdagede, at jeg selv allerede glædede mig. Til lørdag. Som til en fest.
