Kurven med kirsebær
Malene, hvis du ikke fjerner grenene fra dit kirsebærtræ, der rager over mit hegn, plukker jeg bærrene og koger syltetøj af dem! Karen stod med hænderne i siden, skævende ind over nabogrunden.
Karen, tag bare til! Du ser jo selv, hvor meget der er i år. Jeg kan slet ikke følge med! Og for at fjerne grenene må jeg vente til Kasper eller Rasmus kommer. Hvem end, der kommer først, må tage fat.
Dine mænd er lige effektive begge to. Inden du får dem trukket herud, vælter mit hegn!
Hvad er det dog, du går op i? Det gamle træ har da ikke generet dig alle de år? Grenene rører slet ikke hegnet. Hvad er der galt, Karen?
Jeg skal ikke stå og forklare mig! Karen tilføjede et saftigt ord Du tror, du ved bedst om alt!
Malene så forbavset efter sin nabo og veninde. Hvad var der mon kommet over hende? De havde ellers aldrig skændtes i alle årene med småfrodige havelodder på den københavnske forstad. Nabo til nabo, kun adskilt af et træt hegn, som Karens far engang slog op for at holde Malenes mors hunde ude fra gulerødderne. Malenes mor elskede hunde. Der var altid mindst to hjemme hos hende.
Forældrene fik parcellerne samtidig, byggede husene samtidig, og dengang legede tre-årige Karen og Malene sammen dagen lang. Under den store ribsbusk lavede de suppe af blomsterblade til dukkerne, og somre duftede af barnefryd. Senere gik de ture sammen i sommerbyen, delte hemmeligheder om drenge, kyssede de første gange under piletræet ved søen. Venskabet holdt stand. Når de var i København, sås de i weekenderne, gik ind gennem byens grønne parker. De blev gift næsten samtidigt, fik børn næsten samtidigt. Men siden tog livet dem lidt hver sin vej. Malene rejste med mand og børn til Odense for arbejdet. Breve, telefonopkald, korte besøg når Malene var på Sjælland. Vendte tilbage, da sønnen blev tretten, og datteren lå under hendes hjerte. Karen havde da fået to drenge mere.
Da de mødtes igen efter lang tid, brændte det i Malene. Hvor var hendes gamle Karen? Hende, den farvestrålende, hvis latter fyldte gaden? Malene kunne knap kende den udslidte kvinde foran sig, med triste øjne og grå hårstrå, der var blevet sjusket dækket.
Hvad glor du på? Kom og hold mine bomstærke drenge og mand ud, så kan den grå farve komme hurtigt! Karen lo kort, men glemte sit smil i luften.
Malene undlod spørgsmål. Vil hun fortælle mere, gør hun det. I stedet rejste hun sig bestemt og vinkede Karen nærmere.
Kom så.
Hvor skal vi hen?
Hvor vi skal! Det får du snart at se.
Karen sukkede. Jeg har ikke tid, ungerne er hjemme om lidt, og så skal jeg hente den lille i børnehaven.
Du når det hele. Kom nu.
Malene gelejdede Karen op i bussen og begyndte at spørge løs om drengene. Bussen kørte over Frederiksundvej og gjorde klar til centrum. Karen stirrede forvirret ud ad vinduet.
Af! Malene hankede op i veninden, ud på gaden, og støttede hende blidt.
Hvad er der?
Ikke noget, bare lavt blodtryk, mit hoved snurrer lidt.
Malene tog Karen under armen og styrede mod byens bedste frisørsalon.
Hvor skal vi hen? Jeg har ikke været hos frisøren i et år, har ikke råd, og man skal bestille tid, Malene!
Malene trak på smilebåndet og gik ind. Få minutter efter sad Karen i frisørstolen, og Malene begyndte at trylle med hendes hår.
Nu kan du se, hvor jeg arbejder, Malene rynkede brynene og vævede med de grå totter.
Men hvad med dit gamle job? Du læste jo kemi i så mange år!
Jeg er stadig kemiker, bare på en anden måde nu. Holdt kun måneder i laboratoriet derovre i Odense. Fik det dårligt kroppen sagde fra. Lægerne befalede skifte. Men hvor hen? To børn, ingen ville have en forkølet mor. Så fik min svigermor fødselsdag og tog mig til frisøren, til en helt fantastisk frisør. Hun blandede farver så smukt jeg stak næsen i. Her kunne jeg da bruges! Gik på kurser, lærte at klippe, og nu: Jeg blev ansat straks. Min gamle chef var reference. Jeg lavede hovedet på bestyreren så flot, at hun tabte næse og mund. Og nu får du samme tur!
Malene, jeg har altså ikke penge…
Hold så op! Gaven er fra mig til dig, fødselsdag eller ej. Siger du mere, får du farvet grønt hår.
Det har min mand ikke godt af…
Han er nok blevet overrasket før. Karen lukkede øjnene, lod Malenes hænder arbejde.
Hvad er der galt hjemme hos jer, Karen? Du ser… hmmm.
Karen tav længe. Hårdt at åbne sig, men til sidst gled det ud:
Han har fundet en anden, Malene. Over et år nu. Men han går hverken eller. Trækker tiden. Jeg bliver sindssyg af det. Kræfterne rækker ikke længere.
Malene stoppede op et sekund og gik i gang igen.
Hvorfor har du ham ikke bare ud?
Hvorhen? Han vil aldrig dele lejligheden. Og to værelser, hvad er der værd at dele? Og børnene…
Hvad med børnene?
Hører kun på faren. Jeg er værdiløs. Han siger, en rigtig mand lytter ikke til kvindfolk. Sådan har jeg mistet dem lidt, selv den mindste papegøjer far og brødre.
Malene skjulte sin medfølelse i spejlet. Nu var det handlekraft, der var påkrævet.
Vent lidt.
Da Malene atter stod foran hende og viste Karens nye spejlbillede, begyndte hendes læber at bævre. Se nu bare! Havde hun virkelig gjort sådan et krøl af sig selv? Der var stadig noget tilbage… noget godt.
Hun gav Malene et langt kram.
Tak. Jeg kan ikke betale straks…
Hold nu op dog! En gang om måneden ordner jeg dig deal! Resten må vente. Kom når du trænger, du skal ikke tøve.
Jeg kan ikke tage imod…
Det kan du! Du er også vigtig for mig nu. Min mor er syg, og jeg kan give indsprøjtninger men ikke drop. Kan du hjælpe?
Behøver du da spørge.
Karen tog bussen hjem, lidt af hendes gamle skridt var tilbage, hun smilede til sig selv i vinduet, skældte ud på sit eget tøven og blidhed. Hun havde aldrig været sådan! Hun havde valgt det hele selv, var blevet sygeplejerske på egen hånd, kravlet fra rengøringsdame til overassistent på hospitalet. Holdt sammen på drengene, uden morkærlighed, svigermor ville ikke hjælpe.
Ingen hjalp mig dengang, det gør du da også selv.
Og Karen klarede det. Svært med de store, men mod den yngste følte hun omsorg og glæde. Hvis bare ikke for manden… Igen sneg tankerne sig ind nej! Nu skal det være slut med ynk, nu er tiden kommet.
Da hun kom hjem, samlede hun mandens habengut. Alt sammen, til og med sokkerne. Tog tasken ud til døren. Børnene listede stille rundt. Hun lavede mad, satte drengene ved bordet, da hun hørte nøglen i døren. Manden bandede, snublede over tasken:
Hvad fanden?! Karen!
Det er ikke sælger Karen, hun lukkede køkkendøren. Hvorfor råber du?
Du er godt nok kæphøj i dag.
Du har slet ikke hørt mig, det kan jeg love dig. Nu er det slut. Tag dine ting og gå.
Gå hvorhen?
Ud. Hvor som helst. Jeg søger skilsmisse. Nu kan jeg ikke mere.
Du er skør. Hvem lader dig skille?
Jeg spørger ikke længere. Nok er nok.
Tør du efterlade børnene?
Tag dem du vil. Den nye bliver sikkert glad. Slipper for graviditet, får dem serveret.
Hun så på ham. Han var mere vred, end hun nogensinde havde set. Men hun var ikke bange. Hun havde ventet og tænkt det hele igennem. Da han gjorde et udfald, sagde hun lavt:
Bare rør mig! Så ender du bag tremmer. Børnene bakker dig ikke op.
Døren gik på klem, den yngste, Emil, kiggede frem.
Mor, må vi få småkager?
Selvfølgelig, min skat.
Hun vippede ikke med øjenbrynene før manden trådte tilbage og forlod huset.
Vi får at se! Jeg skal nok vise dig.
Men hun svarede ikke. Da døren gik bag ham, gled hun ned ad væggen, grinende og grædende på én gang. Børnene myldrede ud og omringede hende. Hun samlede dem alle tre i et favntag.
Hør godt efter. Nu er det slut med far. I kan blive her, hvis I adlyder. Vil I hellere bo hos far, så værsgo. Måske kan stedmor bedre lide jer.
Mor, siger du sådan? den ældste, Simon, så forundret på hende.
Helt bestemt. Enten har I respekt for mig, eller I tager afsted med far. Men så har I ingen mor mere. Jeg lader mig ikke ydmyge igen.
Drengene blev. Ikke én tøvede, ikke én ønskede at bo med deres far. Hvorfor, vidste Karen ikke. Men hun lagde mærke til, at Simon satte sine brødre på plads, hjalp til. Når hun kom hjem fra job, var gulvet vasket, opvasken taget, og den mindste hentet fra børnehaven.
Hun så kun en fordel. Den gamle mand blev væk.
Selvfølgelig var det ikke let. Hun tog ekstrajob, satte sprøjter, lagde drop, klarede skærene så godt hun kunne. Det var svært at følge op på børnenes skole. Simon anstrengte sig, men når forældremødet var hos den mellemste, Mikkel, følte hun sig flov, satte sig bagerst.
Hvornår vokser du op, Mikkel? sukkede hun i køkkenet, mens han lavede te. Jeg er her ikke evigt.
Mor, jeg skal nok prøve…!
Hun kendte ikke halvdelen af hans venner og fandt for sent ud af, at han var kommet i dårligt selskab. Da han gik ud af skolen, gik det galt. Hun måtte nu aflevere pakker til fængslet.
Simon kom på teknisk skole, fik arbejde, og kontakten blev korte opkald. Han var sjældent hjemme, og første gang Karen så barnebarnet, var da lille Viktor fyldte tre.
Emil, den yngste, var rolig og tænksom. Karen blev hemmeligt glad måske han ville tage sig af hende, når hun blev gammel. Men livet ville det anderledes. En varm julidag tog Emil og vennerne ud til Roskilde Fjord. En pige, han ikke kendte, svømmede for langt ud, begyndte at synke. Kun Emil sprang efter hende. Han fik hende ind mod bredden, men røg selv under. Da redderne kom frem, var han allerede væk. De fandt ham først næste dag.
Karen blev mørk af sorg. Hun magtede hverken at græde eller tænke. Kun en tungsindig klokke kimede bag tankefyldte øjne. Det hele tog Malene sig af; hun ringede til hospitalet og bad om hjælp for veninden. Karen talte ikke meget, hun forstod knap, hvorfor Simon skubbede faderen ud.
Kommer du her mere, siger jeg ikke for, hvad jeg gør ved dig, brummede Simon.
Malene spilede øjnene op, da Simon, knuget af tårer, fortalte: Han sagde, det var mors skyld!
Lad ham gå! Sin samvittighed må han bære selv, du skal hjælpe din mor nu, sagde Malene.
Hvordan kan det ske? Simon græd som et barn mod Malenes skulder. Hvorfor er alt så uretfærdigt?
Jeg ved det ikke, Simon… sådan er livet. Ingen kender, hvad der er skrevet, vi kan ikke ændre det.
Simon flyttede siden tilbage til København med kone og børn for at være tæt på moderen. Men konen, Birgitte, blev træt af den evige spænding.
Simon, jeg holder det ikke ud mere. Hun ignorerer mig eller pirker i alt. Ungerne bliver nervøse, når din mor kommer ind. Skal vi ikke flytte lidt væk, bo tæt men ikke sammen?
Jeg ville, men jeg kan ikke lade hende være alene.
Karen forsvandt mere og mere. Kun arbejdet holdt hende oppe. Hun sagde op på hospitalet og begyndte at arbejde på et plejehjem. Hun følte, at hvis hun passede gamle, sonede hun sin skyld. For at hun ikke greb ind, for at Emil aldrig blev gammel.
Karen, dine hænder er magiske! Ingen stikker sprøjter som dig, sagde de ældre.
De elskede hende for hendes stille, men kærlige måde. Hun smilede aldrig, talte sjældent, men hun gjorde alt med en mærkelig omsorg.
Hjemme låste hun sig inde i soveværelset, ville ikke engang se børnebørnene. Hvis hun trådte ud, stak hun straks af, hvis hun så Birgitte. Nogle gange undrede hun sig: Hvem er alle disse mennesker, bortset fra Simon?
Malene, som besøgte hende, spekulerede over, hvordan hun kunne hjælpe Karen. Men hvordan trøster man mod tab? En forårsdag foreslog hun, de skulle tage i sommerhus.
Kom nu med! Du har ikke været der i evigheder.
Åh, huset vælter snart alligevel
Det gør det ikke. Det står endnu. Kom og se.
Malene fik Karen overbevist. Da de ankom fredag, nåede de kun li og fabrikerede lidt aftensmad, gik i seng. Malene havde haft lang vagt og var træt.
Alt i morgen, Karen. Alting i morgen.
Karen lå vågen længe, lyttede til de glemte lyde, tænkte på Simon, på Mikkel, som snart skulle komme hjem. Hvordan gik det med dem? Lejligheden lille, Birgitte, børnene…
Pludselig sov hun, og vågnede i morgengry. Hun sad lidt, prøvede at kalde drømmen tilbage. Stille gik hun ud. Morgenduggen duftede, haven var frisk, og hun satte sig på trappen næsten svimmel af fryd. Så godt havde hun ikke haft det længe. Hun besluttede hun ville ikke tænke på Emil. Smerten ville ikke forsvinde, men hun havde fortjent en pause.
Malene fandt hende i haven, hvor Karen allerede var i gang i æbletræet:
Der er så meget at gøre! Alt er groet til! sagde Karen, beskæftiget og mere levende end længe.
Malene smilede for sig selv og gik ind for at lave morgenmad. Noget havde forskubbet sig endelig.
En uge senere flyttede Karen ud på sommerhuset med Mikkel; Simon og co. blev i byen.
Det er bedre sådan, Simon. Mig og Mikkel her, I der. Huset kan varmes op. I kommer bare i weekenden.
Birgitte lagde mærke til, hvordan Karen omsider havde løftet sit yngste barnebarn op for første gang. Måske ville det lykkes alligevel?
Mikkel, hjulpet af broren, satte hus og have i stand. Det blev lunt og moderne. Karen så, at Mikkel arbejdede hårdt, men at han var knækket indeni. Hun tænkte, hvordan hun bedst kunne få ham til at glemme fortiden. Han turde ikke tilbage til byen. Han kunne lide parcelhuskvarteret alle de gamle naboer var væk. Snart begyndte folk at spørge ham om hjælp til småreparationer, han havde jo de gyldne hænder. Lidt efter lidt livede han op.
Efter et halvt år førte han en kvinde, Freja, hjem. Karen mærkede en urolig forudanelse, men prøvede at fortrænge den. Freja var ny i området og boede til leje i et hus på den anden vej. Hendes to børn, som Karen mødte senere, var usædvanligt tavse. Drengen, Magnus, holdt den lille søster, Anna, tæt; hun så ud som halvandet, men var tre. De svarede ikke, spiste hvad de blev budt, og Magnus gemte småkager i lommen. Karen sagde intet, men gik ud i skabet efter honning og chokolade, hældte store kopper te op. Siden da kom ungerne hver dag og sad på trappen, indtil hun sagde: Godmorgen! Så er der morgenmad.
Karen opdagede hurtigt, hvad der var galt. Magnus talte ikke rigtigt, han stammede. Da hun spurgte Freja, afviste hun:
Har prøvet læger, men det er for krævende og dyrt.
Får du ikke en henvisning?
Ikke før man står og råber dem op. Og jeg har ikke haft tid, Anna tager al min opmærksomhed.
Karen så faren. Hun tog børnene selv til byen; den lille var bagefter, men læge og logopæ mente, det kunne forbedres. Karen lyttede og skrev alt ned.
Da månederne gik, friede Mikkel til Freja. Hun flyttede ind til Karen. Begejstret blev Karen ikke, men hun var glad for, at børnene nu altid var i nærheden. Hun fulgte lægens råd, og efterhånden kom Anna frem hendes første ord fik Freja til at fnysse:
Hvad er det for et mormor? Sig mor!
Anna blev bange, klyngede sig til Karens forklæde.
Hun skal nok sige det hele. Giv hende tid.
Jeg har aldrig skræmt mine børn! Anna, ind i værelset! Hvornår hører du efter?
Magnus tog roligt søsteren i hånden og samlede tallerkenerne, det var rutinen efter aftensmaden. Karen roste ham:
Hvor er du dygtig! Jeg er aldrig bange for, du taber noget. Du gør det så pænt. Sejt, Magnus!
Han begyndte at smile, famlede sig til ord. Og ordene kom bedre og bedre.
Men ikke den aften.
Hvad laver du, Magnus? Opvask er pigearbejde, det er ikke for dig. Gå og hold øje med Anna!
Ordene føltes som et slag for Karen. Pige-arbejde! Havde hun ikke hørt det før?
Karen mærkede vreden skylle ind over sig.
Hvorfor vasker du så ikke selv op? Jeg er ingen tjenestepige. Jeg står tidligt op, og hvis du ikke vil have børnene hjælper, så må du gøre det. Godnat!
Karen kastede forklædet på stolen og gik ud. Der blev ingen skænderi. Til hendes overraskelse var opvasken taget næste morgen, og Freja lavede mad til hende, da hun kom hjem. Men det holdt kort. To uger senere forsvandt Freja. Mikkel var rastløs, ledte overalt. Først efter en måned kom beskeden: Freja var taget ud for at tjene penge.
Børnene! Hvem gør sådan? I er end ikke gift.
Jeg forstår det godt, mor. Hvad gør vi nu?
Ved ikke Karen kiggede på de to, der rodede i sandkassen.
Hun så, at Mikkel trak sig væk. En dag erklærede han:
Jeg tager til Jylland og arbejder. Jeg må videre, jeg kan ikke sidde under dine vinger hele tiden.
Men børnene? Og Freja?
Det er lige meget nu. Var hun vendt tilbage, var hun kommet. Og børnene undskyld, mor, men de er ikke mine.
Næste dag gik Karen på kommunen. Nu måtte det være. Hun frygtede for børnenes skæbne, var urolig hele dagen. Og det gik ud over Malene. Efterfølgende sad hun på trappen og skældte sig selv ud. Hun var misundelig Malene havde det hele. Kloge børn, sunde børnebørn. Hun havde jo kun resterne. Alt skævt og bakvendt. Hun sank hovedet og lyttede til Annas pludren. Hvad skulle dog blive af børnene? Til børnehjem, så var alt forgæves Måtte de dog møde gode mennesker der, hvis ikke…
Malene satte sig ved siden af hende.
Hvad er det? Malene glattede kjolen over knæene. Fortæl mig alt, Karen, vi er da ikke fremmede?
Karen sukkede og fortalte alt: om Mikkel, Freja og børnene.
Jeg har ikke været her længe. Men du, hvad vil du?
At børnene bliver her. At de ikke bliver fjernet.
Kan du klare det?
Ved ikke, Malene. Men så længe jeg kan, gør jeg alt. Kan være det eneste gode, jeg gør i livet.
Åh Karen! Hvorfor elsker du dig selv så lidt? Malene lagde armen om hende. Du har gjort så meget godt. Skælder kun dig selv ud. Livet vælger vi ikke; det vælger os. Og jeg er her jeg har forbindelser, vi klarer det. Har du papir på børnene?
Ja. Alt fra lægerne.
Så tager du til byen i morgen. Jeg ringer rundt. Vi får det ordnet.
Et år senere.
Magnus, husk nu at plukke den sidste gren indd. Det er mindst et halvt spandfuld, sagde Karen under kirsebærtræet.
Farmor, de smager sødt!
Så behøver vi ikke meget sukker. I morgen kommer Malene, vi skal lave saft og syltetøj. I skal have skum.
Smager det godt? lille Anna, smurt til i kirsebærsaft, tørrede munden og smilede.
Det skal du smage! Nu tager vi kurven fra Magnus, så går vi i bad og spiser. I skal i børnehave i morgen.
Anna greb den lille kurv med bær, stoppede en kirsebær i munden og hoppede ned ad stien.
Du taber, tumling.
Nej. Kommer Malene alene?
Nej, med børnene. Simon og hans drenge kommer i aften. Så skal I lege. Weekend forude!
Det er riiigtig godt! sagde Anna med grin. Lidt endnu, så kom R-et også helt rigtigt. Magnus sagde allerede næsten alt uden at stamme. Karen havde fået ham i musikskole, og han sang bedre, end han talte. Snart skulle Anna også begynde. Bare lidt endnu.
Hun vendte sig, så Magnus springe ned og løbe mod huset.
Jeg kommer først! råbte Anna.
