Fremmed ideal
Karen Jørgensen stormer ind i værelset med sådan en fart, at kanten på hendes bomuldskåbe blafrer som et sejl i vinden. Hun standser brat ved døren, sætter hænderne i siden og kaster et kritisk blik på sit barnebarn. Freja sidder ved skrivebordet og betragter noget på computerskærmen med dyb koncentration.
Hvad sidder du dér for? Bedstemors stemme er skarp og utålmodig. Din træning i balletskolen begynder om en halv time!
Freja løfter langsomt blikket. Der tegner sig tydelig træthed i hendes øjne, og under dem ligger mørke skygger. Hun prøver at svare roligt, men stemmen sitrer alligevel let.
Bedste, jeg har det ikke særlig godt. Jeg har allerede meldt afbud.
Karen Jørgensen stivner et øjeblik, som om hun ikke tror sine egne ører. Hendes læber snævres sammen, næseborene udvider sig. Hun ånder tungt ud og forsøger at holde sin stigende vrede i ave:
Hvem har givet dig lov til det? Jeg siger, du skal afsted så skal du afsted! Du er jo frisk nok til at sidde foran computeren!
Freja griber hårdt om bordkanten. Hun ved godt, at ballet ikke kun er en hobby for hendes bedstemor det er et princip. For Karen er disciplin, vilje og pålidelighed lig så vigtige som morgenkaffen og faste sengetider. Men i dag har Freja virkelig ondt hovedet snurrer, maven gør ondt og hun har kvalme.
Hun trækker vejret dybt, gør sig umage for at holde stemmen fast:
Jeg laver en opgave til historie, der skal afleveres i morgen.
Der bliver stille. Freja ser bedende på sin bedstemor, håber på lidt forståelse eller bare et: Skal du ikke til lægen? Men Karen Jørgensen går direkte hen til skrivebordet, og uden et ord rækker hun ud og slukker computeren med hård hånd. Skærmen bliver bliksort, og alt Frejas arbejde forsvinder som dug for solen.
Freja sitrer af forskrækkelse, hun stirrer desperat på den mørke skærm, håber uforklarligt at billedet snart vender tilbage. Hænderne knytter sig, og læberne bæver af skuffelse og uretfærdighed. To timers arbejde ord, hun havde tastet med omhu, fakta hun havde krydstjekket og tanker hun havde formuleret, alt borte på et øjeblik.
Jeg havde jo ikke gemt! siger Freja, stemmen er lys af smerte. Jeg har skrevet i to timer!
Hun ser på sin bedstemor, og tårer står blanke i hendes øjne. Hun føler sig magtesløs, som en lille hare, der er trængt op i et hjørne.
Karen Jørgensen reagerer ikke på Frejas udbrud. Ansigtet er strengt og stemmen stenhård:
Gør dig klar, sagde jeg!
Freja krampagtigt holder fast i bordkanten. Hun ved, at diskussion ikke nytter. Hendes liv med bedstemor er blevet en uendelig række af krav, regler og formaninger. For hvert eneste døgn, river en stille frustration og sorg i hende.
Samme temperament som din mor! sukker Karen Jørgensen, med en stemme fuld af gammel bitterhed. Hun sad jo også altid foran skærmen! Og hvad blev der ud af det? Hvor er hun nu?
Hun nikker hårdt, som for at fordrive ubehagelige minder. Hendes datter, Sofie, var hendes svaghed, et sår hun aldrig kunne hele. Karen blev alene med Sofie tidligt og måtte slide for at give hende et godt liv. Omsorgsfulde samtaler, rolige stunder sammen, eller aftner med højtlæsning blev sjældne undtagelser i hverdagens jag.
Sofie voksede for sig selv. I børnehaven kaldte man hende “udenfor-pigen”, der kunne sidde i timevis i et hjørne med en bog eller for sig selv med tegnegrej. Folkeskolelærerne klagede over Sofie, der drømte sig væk og aldrig rigtigt var til stede.
Jo ældre hun blev, desto mere stædig og egenrådig. Sofie afviste alle forsøg på at engagere hende i fornuftige aktiviteter. Ballet? For hårdt, og ingen mening. Musikskole? Jeg har ikke gehør, og klaveret fylder for meget. Tegning? Jeg kan ikke, og jeg vil ikke. Selv hobbyfællesskaber droppede hun hurtigt, kaldte det alt sammen pjat.
Computeren blev hendes frirum først uskyldige computerspil, senere chats, debatter og lange samtaler med fremmede online. Karen prøvede at begrænse tiden, men det førte blot til skænderier, smækkede døde og timeslange ensomheder bag lukkede døre.
“Hun er bare doven,” tænkte Karen, “hun mangler ambition, hun mangler retning!”
Hun forstod ikke, hvorfor Sofie ikke ville udnytte sit potentiale hun mente, en rigtig pige burde vinde diplomer og stile mod en karriere.
Da Sofie blev atten, meddelte hun, at hun skulle giftes. Ikke med en lovende akademiker eller en mand med store planer men med Thomas fra opgangen, mekaniker, der drømte om at åbne sit eget lille værksted.
Karen blev rasende.
Forstår du overhovedet, hvad du gør?! råbte hun. Det er jo ikke en mand, det er et fejltagelse!
Men Sofie trak bare på skuldrene.
Han gør mig glad. Jeg skal ikke bruge dine fremtidsplaner.
Og så kom endnu et chok: Sofie droppede universitetet. Det samme universitet, hvor Karen havde kæmpet for, at hun blev optaget, sendt anbefalinger og presset lærerne.
Jeg vil ikke være økonom, sagde Sofie roligt. Det interesserer mig ikke.
I stedet fik Sofie job på et lille webdesignbureau. Lønnen var lav, fremtiden uklar, og navnet på firmaet nænnede Karen knap at nævne for nogen.
Jeg har svigtet hende, tænkte Karen bittert. Tabt hende.
Hun kunne ikke acceptere, at Sofie valgte sin egen vej ikke Karens. Og nu var det for sent at ændre noget.
Men med Freja skulle det ikke ske igen! Karen havde besluttet, at hendes barnebarn skulle vokse op til at være disciplinerede, ansvarlige og målrettede. Ingen dagdrømmeri, ingen formålsløs tid foran en skærm. Kun orden, regler og en sikker fremtid!
Freja retter sig op, øjnene gløder af forargelse. Hun hader, når nogen ydmyger hendes mor. For Freja er hendes mor ikke bare forælder men et forbillede, en man kan være stolt af, en kvinde der kæmpede og lykkedes mod alle odds.
Mor var en dygtig programmør! udbryder Freja, stemmen ryster. Hun havde sit eget projekt, folk respekterede hende, hun kunne have opnået så meget mere!
Ordene vælder ud, som om Freja længe har holdt dem inde. Hun ønsker bare, at én gang én eneste nogen forstår hvem Sofie virkelig var.
Og det var ikke hendes skyld fortsætter Freja, at den taxachauffør kørte galt! Det var et hændeligt uheld!
Et tungt øjebliks stilhed. Freja ånder tungt, ser på sin bedstemor, der står rank ved vinduet med armene over kors. Karen vender sig om, ansigtet udtryksløst og køligt.
Hvis hun havde lyttet til mig og valgt rigtigt, giftet sig ind i en ordentlig familie og ikke jagtet efter karriere så var det aldrig sket, siger Karen roligt.
Freja mærker, hvordan ordene trækker smerte som pigge gennem kroppen. Alt bliver reduceret til hvis nu og Karens regler.
Du forstår det ikke! udbryder Freja bittert. Mor ville ikke bare sidde hjemme! Hun elskede sit arbejde, at skabe, at se hendes programmer hjælpe folk! Hun var lykkelig, når hun skrev kode eller diskuterede ideer med kolleger!
Karen ryster på hovedet, som om hun lytter til et barns naive drømme.
Lykke er tryghed, siger hun. Når morgendagen er som i dag, når hjemmet fungerer. Alt det dér hun vifter mod hylden med Sofies priser er ligegyldigt. Og hendes mand var sølle…
Freja svirper sin stol tilbage, den skriger mod gulvet. Hun orker ikke høre mere. Inde i hende raser vrede og sorg.
Min far er den bedste! Når han kommer hjem, tager han mig med sig!
Hun siger det højt for sin egen skyld som en trylleformular, der holder hende oprejst. Hun forestiller sig straks sin far, hans varme smil, trygge favn, stemmen der aldrig dømmer.
Nu vil Freja ikke høre mere. Hun styrter hen til klædeskabet. Bare væk fra denne lejlighed, hvor alt handler om skænderier, bebrejdelser og kontrol. Bare væk!
Hvorfor er der tre måneder tilbage af fars udstationering? tænker hun, mens hun lynlåser jakken. Hvorfor tog han mig ikke med? Men det er klart bedstemor blandede sig igen…
Hun husker tydeligt stemmer bag døren:
Lad hende nu gøre skolen færdig! Hvorfor rive hende op med rode?
Freja ved, at det var bedstemor, som overbeviste hendes far om at lade hende blive. Igen bestemte Karen. Igen valgte hun, og det var ikke Frejas valg.
Karen Jørgensen følger med fra døråbningen med en næsten tilfreds mine. Hun ved, hun har vundet. Freja er på vej ud ad døren, ophidset, og lige nu er debat spild af tid.
Din far interesserer sig kun for sit eget, mumler Karen ligeglad. Tro ikke, at han tager dig med sig. Væn dig til, at det er mig, du skal lytte til, til du bliver voksen.
Freja standser kort, knuger sine balletsko, men nikker bare og vender sig væk. Nu skal hun bare ud.
Karen fortsætter, nu med lidt blidere stemme:
Jeg beder naboen køre dig. Skynd dig.
Der er ingen grund til at protestere; Freja tager sin elastik, binder håret op, griber tasken, går mod døren med en klump vrede i maven. Jo, det er trods alt bedre at tage til dans der kan hun i det mindste glemme alt for et par timer
************************
Freja skubber døren op ind til balletskolen. Varme lamper får hendes øjne til at snævre sig sammen. Hun tager et par tøvende skridt ind.
Kirsten Mikkelsen, hendes lærer, er ved at flytte barrer på plads. Hun retter straks blikket mod Freja, og et bekymret udtryk glider over ansigtet.
Freja, du ser ikke godt ud, siger hun blidt, men alligevel med tydelig uro i stemmen. Hun nærmer sig, stirrer ind i Frejas blege ansigt. Har du ondt?
Freja trækker skuldrene sammen, ville helst undgå at klage, men nu kan hun ikke skjule det længere.
Mavepine.
Hvornår begyndte det? Kirsten går nærmere, lægger bekymret hånden på Frejas skulder.
I går, svarer Freja, ser ned. Stemmen er mat.
Kirsten Mikkelsen rynker panden. Hun kender godt Karens hårdhed og tro på, at vilje er nok til at klare små skavanker.
Har du fortalt det til din bedstemor? spørger hun forsigtigt.
Freja sukker, hæver hagen lidt og efterligner bedstemorens stemme:
Pjat! Du vil bare slippe for træningen!
Læreren skifter straks tone ikke længere mild, men fast og bestemt.
Sådan noget laver vi ikke sjov med, siger hun alvorligt. Måske er det blindtarmsbetændelse. Har du meget ondt?
Freja holder sig automatisk for maven, krummer sig lidt sammen, prøver at stille sig afventende. Hun vil ikke skabe drama, men en voksende frygt tager fat og hun nikker bare, mumler:
Ja, og jeg har kvalme.
Ansigtet på Kirsten bliver øjeblikkeligt alvorligt. Hun griber hurtigt sin telefon.
Jeg ringer efter en ambulance, siger hun blidt, men bestemt. Hellere en gang for meget.
Hun ringer straks 112, forklarer sagen roligt og præcist, oplyser adressen og beskriver symptomer. Inden længe har hun Freja ført hen til bænken ved væggen, hvor hun trygt sætter sig ved hendes side.
Sid helt stille, siger hun. Der sker ikke noget, vi passer på dig.
Freja har mest lyst til at protestere, men ordene tør ikke komme ud. Hun fornemmer kulden helt ud i fingerspidserne, hjertet banker hårdt. Kirsten lægger en let trøje over hendes skuldre.
Bliver du varm? spørger hun omsorgsfuldt.
Freja nikker.
De sidder stille. En svag duft af voks hænger stadig i salen, et stykke musik fra et andet lokale høres i baggrunden, men for Freja er alt forsvundet kun Kirstens varme hånd og den rolig stemme fylder hendes verden.
Så lyder udrykningshornene udenfor. Kirsten klemmer hendes fingre beroligende.
Nu kommer hjælpen. Alt skal nok blive godt
*******************
Freja vågner til lyde fra et apparat ved siden af sengen. Hun åbner øjnene og mærker den uvante blødhed fra hospitalspuden under kinden. Lyseblå vægge, et stort vindue og trækroner udenfor. Der dufter svagt af sæbe og nyvasket sengetøj.
Langsomt vender minderne tilbage: Kirstens opkald, ambulancen, skadestuen, undersøgelserne, prik i armen søvn, og nu ligger hun her.
Døren går op. Hendes far, Thomas, træder hurtigt ind, ansigtet alvorligt, øjnene nervøse. Bag ham følger Karen Jørgensen med løftet hage, munden sammenpresset, blikket veksler mellem Freja og Thomas.
Jeg tager Freja med hjem, siger Thomas bestemt ved sengen. Når lægerne skriver hende ud, tager jeg hende til Esbjerg. Der vil hun få det bedre.
Karen Jørgensen trækker armene tættere om sig og hvæser:
Hvordan vil du give hende noget som helst? Du er jo aldrig hjemme! Hun ender med at hænge ud på gaderne eller glo computerskærm hele dagen, ligesom Sofie!
Thomas knytter hænderne han vil ikke skabe røre på hospitalet, men indeni sitrer vreden.
Men hun bliver sund igen! siger han med dirrende stemme. I var tæt på at ødelægge hende!
Han prøver at dæmpe sig, men blikket hviler tungt på Karen.
Har du nogensinde spurgt hende, hvad hun har lyst til? Hvad hun drømmer om? Hun er ikke en porcelænsdukke!
Karen retter sig op og lader en hånlig latter glide over læberne.
En rigtig pige skal lære at danse, have holdning, spille musik det er kultur, og det skaber dannelse. Hvilket du slet ikke fatter!
Hun sender Thomas et blik som én, der ser på en ussel fremmed.
Ja, Sofie valgte forkert. Tog én som dig ind i familien! afslutter hun og slipper sin gamle irritation fri.
Raseriet bygger sig op i Thomas. Han har aldrig været accepteret af Karen men nu handler det ikke om ham. Det handler om Freja.
Vi er ikke længere en del af din familie, siger han roligt og træder tættere på sengen. Freja kommer med mig.
Hans stemme er rolig, men der ligger en urokkelighed i blikket.
Prøver du noget, fortryder du det, tilføjer han. Noget i hans blik får Karen til at rykke uroligt på sig.
Hun åbner munden, men ordene sidder fast. Hun tager hårdt fat om sin taske og vender resolut om.
Du vil fortryde det! slynger hun mod ham på vej ud.
Thomas svarer ikke, men ser hende forsvinde ud gennem døren. Nu skal han bare tale i ro med Freja, forklare hende alt og sikre sig, at hun virkelig ønsker skiftet. Han trækker vejret dybt, vender sig mod sin datter.
****************
Karen Jørgensen går med raske skridt ud af hospitalet, hendes hæle runger mod fortovet. Vinden tager fat i frakkens skørter, men hun ænser det ikke alt hendes styrke er samlet om ikke at miste besindelsen.
Fint, lad dem bare! tænker hun, bider sig i læben så hænderne lyser hvide om tasken. De ved slet ikke, hvad de mister.
Hun genoplever samtalen igen og igen. Thomas med hård stemme: Freja skal med mig. Freja, der ser drømmende på sin far. Hun, Karen Jørgensen, står tilbage den, der har kæmpet og knoklet for at gøre barnebarnet civiliseret!
Jeg har givet alt! tænker hun, og mærker en overskyggende bitter følelse.
Hun bremser op ved et busstoppested. Tager spejlet op, retter frisuren og glatter sin make-up. Det gør hende roligere.
Anden omgang mislykkedes, erkender hun. Men jeg giver ikke op.
Hun tænker på det gule hus længere nede af gaden børnehjemmet. Der er piger, der ønsker familie, omsorg, mulighed for at danse, lære musik og få manerer…
Måske kan jeg glæde et andet barn, overvejer hun. En pige, der vil værdsætte det, Freja ikke gjorde. Oplære hende til en ægte lille dam e disciplineret, artig, taknemmelig!
Med ny beslutsomhed går Karen mod stoppestedet. I hendes hoved former sig allerede næste plan. Hun ved, at hun skal lykkes. Hun skal blot prøve én gang til.
