Falsk Skønhed
Jamen det kan ikke passe! Er I faktisk gået fra hinanden? Det tror jeg simpelthen ikke på! Frederikke stirrede på sin ven med så stor undren, at han blev lidt forlegen. Hendes øjne blev kæmpestore, brynene dansede næsten helt op i panden, og læberne åbnede sig i vantro det hele var bare for mærkeligt. Du forgudede jo Astrid! Jeg brugte jer altid som eksempel ja, jeg drømte selv om sådan et forhold!
Det er faktisk sandt, Fredi… Rasmus så mørkt ud på regnen, der trommede mod ruden. Udenfor var det typisk dansk efterår; kolde plaskede regndråber dannede sølvstriber ned ad glasset, de samlede sig i små floder og brast i mini-vandfald. Et trist billede akkurat som hans sind nu. Rasmus følte sig tom. Sorgen over de fem år sammen slap ham ikke hans indre var som et hul, hvor der plejede at være varme blikke og fælles drømme. Han knyttede næverne indtil knoerne blev hvide, stemmen var sprød: Det er slut, forstår du? Helt slut…
Hvorfor dog? Frederikke kunne ikke lade være. Hun lænede sig nærmere, kiggede ham stift i ansigtet. Astrid ventede jo på dig i halve år, mens du var i Aarhus! Hun tog ikke imod én eneste gave eller opmærksomhed fra andre!
Hvor ved du egentlig alt det fra? Du bor jo egentlig i Odense, Rasmus smilte mat og så på hende. Er det kvindelig solidaritet eller hvad?
Jeg bor i Odense, ja, men du har glemt noget vigtigt, Frederikke lænede sig roligt tilbage og lagde armene over kors, men i øjnene lyste alvor og ægte omsorg. Jeg har gode venner der ser efter hende, ikke? Jeg ved, at hun har gjort meget ud af sig selv uden detaljer, altså. Ny frisure, meldte sig ind i fitness, shoppede nyt tøj. Alt det, mens du var væk. Hun prøvede virkelig, Rasmus.
Præcis! Det var derfor, vi gled fra hinanden! Rasmus styrtede nærmest ud i entreen for at hente mobilen i sin jakke. Hans bevægelser var hakkende, forjagede, som om han skubbede tanker foran sig. Han rodede kort i lommerne, fandt telefonen, og kom tilbage. Han skulle bare vise ét billede så ville Fredi forstå hans forfærdelse. Du kan vel huske, hvordan Astrid så ud før jeg tog til Jylland?
Selvfølgelig, Frederikke rullede med øjnene, men blev straks lidt stille. Hun tænkte sig om et kort øjeblik, som indkaldte hun et ansigt over havet. En sød pige. Lyst glat hår ned over skuldrene, store lyseblå øjne, den lille nussede næse… Fint nok figur, dog ikke noget vaskeægte dansk top, hvis du forstår… men det passede dig, ikke?
Ja! Alt var perfekt i mine øjne! Rasmus stemme knækkede, blev hæs. Hånden knugede telefonen. Astrid var, ja, mit ideale. Men så snart jeg var væk, fyldte de fjollede veninder hende med løgne. At hvis hun ikke ændrede sig, ville jeg sikkert kaste hende væk, finde noget bedre. Og hun troede på det! De overtog hende, Fredi! Hun begyndte at ændre sig ikke fordi hun ville, men fordi hun blev hypnotiseret til at tro, jeg ikke ville elske hende som hun var.
Men… så slemt kan det da ikke være? mumlede Frederikke foruroliget. Hendes hænder greb uvilkårligt armlænet, brynene trak sig bekymret sammen. Hun prøvede at forestille sig, hvad det handlede om, men hun anede endnu ikke omfanget.
Bare kig! Rasmus tvang telefonen næsten op i ansigtet på hende. På skærmen så man Astrid dog var det ikke dén Astrid, Frederikke huskede.
Det bløde, tætte hår, som engang havde danset i vinden, var nu klippet brutalt kort og blegnet til en skrigende platine-blond. Frisuren lagde nakke og ører blottet, men hun lignede mere en fremmed skikkelse end den blide Astrid fra før. Læberne? Alt for fyldige, pumped up, som oppustede balloner der ikke passede til hendes sarte træk.
Astrid havde tabt mindst ti kilo og det endte ikke i smidighed men i et spøgelse: knoglerne skar frem, skuldrene stak ud, hænderne tynde som pinde. Huden bleg, næsten blålilla, med mørke skygger under øjnene, som havde hun ikke sovet i en uge. Og så det værste (ifølge Rasmus): Hun havde fået større bryster, hvilket han altid havde været imod han holdt jo netop af det naturlige, ikke plastik.
Og så står jeg der, i lufthavnen hun vinker, jeg tænker kun: måske skulle jeg bare gå forbi, stemmen dirrede. Han slog hånden ind i væggen, trak så hurtigt vejret ind af smerten. Hvordan kunne hun på bare et halvt år slå sig selv så meget i stykker? Hvorfor så hun ikke, at jeg elskede netop hende som hun var?
Han blev ved at gå rundt i stuen, som et væsen i bur; først frem og tilbage, så stop igen, holde håret, knytte næver, tørre ansigtet som om han kunne slette det hele fra hukommelsen.
Frederikke kendte bedst hans ængstelse over at skulle til Aarhus det havde været chefens vanvittige krav, fem hele måneder væk. Han hadede at efterlade Astrid alene men kunne heller ikke tage hende med, sidste semester, eksamener og job i København ventede også. Han bankede opkald og beskeder hjem hver dag, prøvede at vise støtte, fortalte hvor meget han savnede hende. Og nu dette den forvandling, som om hans Astrid var forduftet.
Måske prøvede hun bare at glæde dig? sagde Frederikke forsigtigt, rejste sig og satte sig nærmere. Måske troede hun bare… at du ville være glad for hendes forvandling…
Rasmus lo mat og rystede på hovedet:
Glæde mig? Men hun forsvandt. Jeg elskede hende som hun var. Nu? Nu aner jeg ikke hvem hun er.
Det, som nagede ham allermest, var at Astrid aldrig ville have videosamtaler med ham. Hun undskyldte sig sødt, glad: Du får et kæmpe overraskelse! men undveg konsekvent kameraet. Han frygtede, hun gemte på noget, eller måske allerede havde fundet en anden? Tanken sled i ham, spændte nerverne.
Til sidst bad han sin ven Kasper i København diskret spørge rundt, observere og rapportere. Vennen sagde tøvende ja.
Nogle dage senere ringede Kasper:
Hun forbereder en overraskelse, det er sikkert, stemmen søgte ordene. Men jeg er ikke sikker på, du bliver glad. Én ting ved jeg: hun har ingen andre. Astrid spørger efter dig, venter på dig.
Det roliggjorde Rasmus lidt; han smilede endda. Måske var overraskelsen ikke så slem, tænkte han. At vide Astrid ventede, tændte stadig varme i ham.
Nu fortrød han dog bittert, at han ikke tog imod billedet Kasper ville sende. Gem det, jeg vil overraskes, havde han sagt. Havde han set det… måske kunne han have stoppet det. Han ville have kastet alt, løbet hjem straks. Nu var det for sent.
På hjemmrejsedagen var han ellevild af nerver. Kiggede konstant på uret, trommede med fingrene på flysædet, fik svedige håndflader i taxaen. I tankerne spillede han deres gensyn igen og igen: han kommer ud i ankomsthallen, ser Astrid smile og vinke, hun kaster sig i armene på ham de går hjem, laver te, snakker længe, åbner hele deres hjerte.
Men virkeligheden var isnende. Da Rasmus endelig fik øje på Astrid udenfor Kastrup, frøs han fast til fliserne. Hun lignede sig ikke overhovedet ikke. I et kort øjeblik troede han næsten, han havde taget fejl af person. Han blinkede, alt var koldt og fremmed.
Rasmus! Jeg har savnet dig så meget! Astrid sprang frem med åbne arme. Rasmus trådte baglæns, undveg hende, og hendes ansigt sank. Hun virkede forvirret, såret. Hænderne hang i luften.
Hvad er der? Det er jo mig! Er min overraskelse for vild? håb og frygt gik i ring i hendes stemme. Hun så usikkert på ham, glattede sit urolige hår.
Jeg kan bare ikke forstå hvor er min Astrid blevet af? svarede Rasmus fjernt, hans stemme rungede hult. Han kæmpede for ikke at lade følelserne sprykke ud. Han trådte igen væk og så fortabt på hende. Er du syg? Eller har du bare tabt hovedet? Hvor blev dit skønne hår af? Hvad med din naturlighed? Du plejede at være så dig selv, så dansk køn…
Så du mener, jeg var fed? hun puttede fornærmet læben ud, stemmen vibrerede af tårer hun ikke ville slippe fri. Hænderne knyttede sig og slappede af igen. Veninderne, der stod med blomster ved siden af, fniste diskret. Astrid sendte dem et kort, spydigt blik.
Sig det bare jeg ved det jo godt, at jeg var lidt for … ikkefiks. Men nu er det altså nemmere, nu behøver du ikke skamme dig over mig! Kig dog, hvor moderne og smart jeg er … Er det ikke bedre sådan?
Hvem har sagt, jeg overhovedet vil ses mere? Rasmus stemme blev hård, han rystede skuffet på hovedet. Du har forvandlet dig fra den fineste pige til… ja, jeg ved ikke engang hvad! Jeg elskede den ægte dig, men nu? Nu kender jeg dig ikke. Du kunne da godt have snakket med mig om det! Vi plejede ellers at snakke om alt. Hvorfor spørger du ikke, hvad jeg synes?
Ej, slap nu af, sagde en af veninderne, hende med den stikkende latter. Hun smilede bredt og klappede Astrid på ryggen, nærmest triumferende. Astrid er for lækker, hun kunne jo komme på forsiden af Eurowoman! Ved du hvor mange fyre der kommer over nu? Især med de … forandringer! hun kastede et blik på Astrids kavalergang og blinkede. Du burde være stolt! Hun gjorde kun det her for DIN skyld!
Rasmus vendte sig vredt.
Nej! Ikke for mig, for sig selv! Han kiggede på Astrid, hans blik flakkede af smerte og vrede. Gør mig ikke til syndebukken for det her mareridt!
Han tog et skridt nærmere hende, stemmen blev lav og fuld af fortvivlelse, så Frederikke mærkede det i hjertet.
Astrid … du kendte min holdning. Jeg har altid sat pris på naturlighed. Alt det, du har gjort ved dig selv … det er slet ikke dét, jeg elsker. Du var smuk. Nu føles alt falsk, som om du er blevet en anden.
Han holdt inde, trak vejret, og sagde fast:
Jeg har faktisk hele den sidste måned tænkt på at fri, du. Jeg havde endda købt ring. Ville have, vi skulle være sammen for alvor … Men nu … jeg kan ikke bo sammen med en porcelænsdukke.
Astrid blev kridhvid. Tårerne strømmede, hun gispede, ville sige noget, men ord gik i stå. Hun rakte ud mod ham, som om hun stadig kunne nå at trække ham tilbage.
Vent, Rasmus! hun hikstede så stemmen knækkede. Jeg troede bare … at det ville gøre dig stolt …
Men Rasmus gik. Hurtigt, ikke at se sig tilbage. Det boblede indeni: skuffelse, sorg det var som om hele fremtiden faldt fra hinanden.
Lad ham bare gå! råbte én af veninderne, mens de lagde armene om Astrid. Han skal nok komme krybende tilbage og undskylde du vil se, det gør han altid. Og nu, så flot som du er, finder du bare en bedre!
Men Astrid hørte kun lyden af hans skridt der blev svagere, regnen trommede videre, og hun stirrede tomt efter ham mens mascaratårer løb som blå streger på kinden. Inde i hende var der kun én ting tilbage følelsen af at have mistet det allervigtigste i forsøg på at blive noget, hun ikke var.
Jeg ville jo bare giftes … Rasmus stemme er tæt på at briste i genfortællingen. Han skjuler ansigtet i hænderne, skuldrene sitrer som han prøver at tøjle stormen af følelser. Jeg forestillede mig det hvordan jeg friede, hvordan vi lo og græd af lykke … Men da jeg så hende dér så var ALT væk. Jeg kendte hende slet ikke længere.
Han tie stille lidt, stirrer tomt ud, fortsætter:
Hvorfor er I kvinder aldrig tilfredse med jer selv? Jeg sagde dagligt til hende, at hun var smuk. Jeg elskede hende hendes grin, hendes sære små vaner … Alt det, der gjorde hende til min Astrid. Nu har hun slettet sig selv.
Det mest sørgelige? Rasmus knuger næverne, tårerne blinker, men forsvinder straks. At det hele var hendes venindes idé! For at splitte os ad! Jeg er næsten sikker nu.
Hvordan det? Frederikke lænede sig ind hun havde aldrig set Rasmus sådan før; normalt var han selvsikker, sjov, nu var han kun en grå skygge.
Hun kom endda hjem til mig, sagde jeg er flottere end Astrid, alt er ægte på mig. Jeg var ved at smide hende ud ad opgangen! Han dunkede i armlænet, strøg sig forpint gennem håret.
Og det værste er, han hvisker at hun virkelig troede, jeg straks ville kaste mig over hende. Men jeg elskede jo Astrid. Og det gør ondt at vide, hvor let hun lod sig påvirke.
Frederikke rørte ham støttende på hånden.
Har du prøvet at tale med Astrid? Måske kan det ordnes …? hendes stemme blid og opmuntrende, øjne fulde af omsorg.
Hun elsker sin nye krop intet skal ændres. Hun ringede sidst, pressede på min samvittighed: du skylder mig, fordi jeg ventede! Rasmus sank sammen i sofaen, som om hele verden trykker på skuldrene. Jeg elsker hende stadig. Men hun er væk hende, jeg kendte og det eneste tilbage er de her … fremmede, plastikfyldte træk.
Frederikke tog hans hånd. Varmen fra hende gav ham et lille, flygtigt pusterum. Hun sagde ingenting platt, bare var der med et nærvær så roligt, at selv tårerne standsede kort.
Du ved, hviskede Rasmus, blikket tabt i regnens linjer mod ruden en dag gik vi tur i Frederiksberg Have om efteråret, bladene dansede, hun grinede, hendes hætte faldt ned, og jeg satte den på plads … Hun sagde: Rasmus, jeg vil have, det altid skal være sådan. Jeg svarede: Det lover jeg, lille skat. Altid. Og jeg troede faktisk på det … så meget.
Hans stemme slår revner, han trækker vejret dybt, men tårerne kommer alligevel, som barn der har mistet alt trygt.
Frederikke rykker tættere, lægger armen om hans skuldre.
Rasmus … Du har gjort alt, hvad du kunne. Du elskede hende, du støttede hende, du komplimenterede … Det er ikke din skyld. Det her, det er kun misundelsens og usikkerhedens skyld ikke din.
Han ser på hende, røde øjne, rystende sårbarhed:
Men hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvis jeg skulle have været mere forstående… Hvis hun bare frygtede ikke at være god nok til mig? Hvad nu hvis …
Hun knuger hans hånd, ser ham fast i øjnene.
Dine følelser er lige så vigtige, Rasmus. Du skal ikke tvinge dig selv til at elske det, du ikke kan mærke. Men hvis du har lyst, så giv hende én chance mere … Sig, at I begge skylder jeres kærlighed det forsøg. Fortæl hende, hvad du føler. Lyt til hendes grunde.
Han ånder dybt, tørrer øjnene. Regnen er holdt op, aftensolen bryder gennem skyerne, kaster bløde, gyldne striber over byen. Han følger lyset, som ledte han efter et tegn.
Måske har du ret, siger han lavt. Men lige nu … lige nu har jeg brug for tid. Bare lidt tid til at finde ud af, om det nogen sinde kan blive helt. Hvis nu, hvis nu … ordene forsvinder ud i den gyldne regndam, som en drøm, man knap kan stole på selv, men som har sat sig fast i sindet længe efter man er vågnet.
