Illusionen om forræderi
“Vil du virkelig have, at jeg tager med dig?” Simon hældede hovedet en smule skråt, mens han med et lunt smil betragtede Alberte. Hans blå øjne glimtede af nysgerrighed, og i stemmen lå en blød forundring. “Altså, jeg vil da gerne møde din familie, men”
“Selvfølgelig,” afbrød Alberte hurtigt og førte forsigtigt sin hånd ind i hans, mens hendes kinder antog et let rosa skær af spænding. “De skal jo møde dig! Jeg har fortalt så meget om dig, at min mor nærmest anser dig for et familiemedlem allerede. Hun spurgte sågar i går, hvad du bedst kan lide at spise! Kan du forestille dig det?”
Simon trak på skuldrene og lo tørt han kunne mærke varmen ved tanken om, at Alberte var så stolt af ham. Hun var tyve, energisk, med smilende øjne, der lyste op, hver gang hun så på ham. Hun føltes som noget friskt og ægte for ham som forårets første dag ovenpå måneders mørke vinter. Det gik ham først op, hvor meget han levede sig ind i hendes verden, da han opdagede, at han var begyndt at se sig selv som en fast del af hendes grin, spontane gåture og ukuelige optimisme.
Søndag var kølig og solrig himlen over København var skarpblå, og luften bidende klar, som et tydeligt vink om, at efteråret var på vej. Alberte havde valgt sin yndlingsblomstrede kjole, let og livlig, mens Simon tog jeans og skjorte på passende mellem respekt og afslappethed. Undervejs kastede hun blikke over på ham, som om hun ville forsikre sig om, at han stadig var ved hendes side og ikke fortrød. Hendes hænder famlede nervøst ved kjolekanten, og blikket strøg gentagne gange op mod hans ansigt.
“Er du nervøs?” spurgte Simon blidt og klemte hendes hånd med en ro, han håbede at kunne give videre.
“Lidt,” indrømmede Alberte og så hurtigt ned. “Det her føles alligevel som et stort skridt! Jeg håber sådan, de kan lide dig. Helt ærligt, min mor bliver nok vild med dig… men min søster – Katrine – hun er bare så… kritisk. Måske endda lidt misundelig, fordi hun ikke selv har nogen Jeg frygter, hun gør noget akavet.”
Katrine var fem år ældre end Alberte høj, slank, mørkt hår samlet i en stram hestehale. Hun gik på universitetet og arbejdede sideløbende på et advokatkontor. Så voksen, altid med styr på tingene. Hvad nu hvis Simon syntes bedre om hendes søster? Det måtte bare aldrig ske!
Da de trådte ind i lejligheden på Vesterbro, kunne Alberte straks se, at Katrine havde gjort lidt ekstra ud af sig selv: sort kjole med diskret udskæring, hæle og et par elegante øreringe. Hun stod foran spejlet i entreen tydeligvis ikke klar over, de kom allerede nu. Stemningen blev straks fortættet.
“Nå, I er tidligt på den,” sagde Katrine og løftede øjenbrynene køligt. Hendes stemme lød næsten ligegyldig. “Vi ventede jer først om en time.”
“Vi slap tidligt,” sagde Alberte lavmælt og sendte søsteren et usikkert blik. “Havde du planer?”
“Ja, jeg har en aftale med nogle veninder på en café,” svarede Katrine og rettede på sit hår, imens hun hurtigt vurderede Simon. Rimelig flot fyr, tænkte hun nøgternt. “Ville smutte, inden I kom.”
Simon havde i al stilfærdighed suget hjemmets atmosfære til sig, men prøvede nu at lette stemningen:
“Du ser virkelig godt ud,” lød det varmt.
Albertes hjerte snørede sig sammen. Hun kendte tonen let, oprigtigt beundrende og Katrine vidste, hvordan man imponerede. Misundelsen brændte i Alberte som en stikflamme; hendes hænder blev fugtige.
“Selvfølgelig,” sagde hun skarpere end vanligt. “Du må altid være centrum! Selv når jeg endelig tager min kæreste med hjem. Som om vi konkurrerer om opmærksomheden, Katrine!”
Katrine trak vejret dybt, tålmodigheden slidt tynd. “Kom nu, jeg har ikke planlagt at være her. Jeg ville bare ud behøver du gøre alt så dramatisk?”
“I DEN KJOLE? For at mødes med veninder? Det tror du vel ikke på selv? Du har klædt dig sådan for at gøre indtryk på Simon, fordi du misunder mig!,” udbrød Alberte og gik et skridt nærmere, stemmen anspændt.
Katrine slog ud med hånden, irriteret: “Det er mit valg, sådan går jeg ofte. Lad nu være med at gøre det til dit problem.”
Simon stod tilbage, målløs blikket slog mellem søstrene. En lette bemærkning var blevet til en giftig fejder. Hvad foregik der? Hvorfor var Alberte så forpint over et uskyldigt kompliment?
“Lad nu være, Alberte,” begyndte han, men hun reagerede ikke, drevet af følelser, hun ikke kunne styre.
“Du gør det altid skal overskygge mig, fordi du er den voksne, klogere, smukkere! Al opmærksomhed skal gå til dig. Hvad så med mig? Jeg må nøjes med det halve!”
“Drop det!” Katrines stemme var hård, ansigtet trukket sammen. “Det har aldrig været en konkurrence. Du bilder dig ting ind!”
“For dig måske! For mig føles det sådan!” græd Alberte med knyttede næver, mens tårerne pressede sig på.
I det øjeblik trådte forældrene ind: Morten, iført hjemmestrik og avis under armen, frøs i døråbningen, øjenbrynene tungt sammentrukne. Hanne kiggede frem fra køkkenet, håret i en knold, hænderne våde af opvask. Træthed prægede hendes træk.
“Hvad sker der?” spurgte Morten rutineret træt, som én der har oplevet dette før.
“Mor, far,” udbrød Alberte, stemmen vibrerende. “Se på Katrine! Hun har gjort sig til for at tage Simon fra mig for at vise, hun er bedre!”
Hanne sukkede, så modvilligt på Katrine, uden direkte at tage stilling mest over hele situationen.
“Katrine, hvorfor gør du det? Du vidste Alberte ville have Simon med; kunne du ikke vælge noget mere afdæmpet?” sagde hun blidt, ikke vrede, men mest slidt.
“Jeg skulle ud! Jeg havde ikke tænkt mig at møde nogen. Jeg er træt af altid at få skylden for alt,” svarede Katrine og foldede armene.
“Kan I se?” skreg Alberte og pegede på søsteren. “Hun siger, det er MIG der overreagerer! Det er ALTID mig, der får skylden!”
Simon trådte tøvende frem og forsøgte sig:
“Kan vi ikke bare snakke stille og roligt? I er familie det her er lidt tosset”
Men Albertes følelser sejrede.
Du ødelægger altid alt for mig! Du vil altid tage rampelyset Hun styrtede frem, greb fat i Katrines kjole, rev i den syningen ved skulderen sprængte med et smertefuldt ryk.
“Hvad laver du?” hviskede Katrine, ansigtet stift. Hun forsøgte at skjule sin ægte sårbarhed bag kulde.
“Hvad laver DU? Jeg ser godt, hvordan du ser på ham!”
“Jeg har slet ikke blik for ham du forestiller dig ting, der ikke er der,” sagde Katrine iskoldt og trådte væk.
Forældrene stod passive Morten gemte sig atter bag sin avis, skuldrene trætte. Hanne sukkede for sig selv.
“Katrine, vær dog lidt mere hensynsfuld. Det er din søster, du må respektere hendes følelser,” sagde hun.
“Hensynsfuld?” Katrine rystede let. “Jeg skulle bare ud. Det er Alberte, der laver drama ud af ingenting.”
Men ordene prellede af. Alberte vendte sig desperat mod Simon.
“Sig det! At hun tager fejl!”
Han så ned, talte stille:
“Alberte, jeg tror det hele er et misforståelse. Jeg ser ikke noget ondt i Katrines opførsel. Og hele den her skænderi gør mig trist.”
Hendes ansigt snørede sig sammen af afvisning:
“Så du tager hendes parti? Efter alt, hvad jeg har delt med dig? Jeg prøvede at gøre det til en særlig dag!”
Simon skubbede håret væk fra panden, stemmen tung.
“Jeg tager ikke parti. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det blev til det her. Vi kunne have haft en hyggelig aften sammen i stedet er det endt med råb, tårer og ødelagt kjole.”
Katrine fnøs bittert: “Ja. Tusind tak, Alberte. Du kan virkelig sætte stemningen.”
Hun rørte ved stoffets flænge; fingrene rystede diskret. Nu så hun ikke kold og overlegen ud, bare træt. Træt af evindelige konflikter og jalousi.
Alberte stod stivnet blikket flakkede mellem dem, fyldt med sårede, rasende og skamfulde følelser.
“Jeg… jeg mente det ikke sådan,” mumlede hun, men ordene dukkede ikke engang overbevisende på hende selv.
Hanne gik hen og lagde hånden forsigtigt på Katrines skulder.
“Lad mig se, om jeg kan gøre noget ved kjolen”
“Lad være, mor,” Katrine trak sig væk, “jeg skifter bare. Gider ikke mere. Jeg skal afsted.”
Morten lagde avisen. Stemmen brød for første gang igennem al normalitet.
“Måske bør vi alle lige køle lidt af. Alberte, du kunne sige undskyld. Katrine, du kunne forsøge at forstå, hvor følsom din søster er.”
Men det var allerede for sent. Små frø af mistillid og bitterhed var sået.
Efter det blev hjemmet koldere. Simon flyttede ind hos Alberte, mens hans lejlighed på Østerbro var under renovering, og forældrene lod dem få gæsteværelset. Katrine holdt sig på sit værelse. Atmosfæren mellem søstrene var isnende. Hver samtale, hvert blik blev vejet og vendt.
En morgen fandt Alberte Katrine i køkkenet, med næsen i sine notesbøger Katrine havde en vigtig universitetsprøve den dag.
“Du gør det med vilje,” hvæsede Alberte fra dørkarmen, stemmen dirrende. “Du vil bare have hans opmærksomhed. Står her og lader som om, du læser imens du bare håber, han kommer ind!”
Katrine placerede kruset med te brat på bordet og vendte sig langsomt. Først nu lagde Alberte mærke til de mørke rande under hendes øjne. Håret havde grå stænk, hun ikke havde haft før.
“Alberte,” Katrines stemme var rolig, men stædig. “Jeg prøver bare at få styr på mine noter før eksamen. Den betyder alt for min fremtid.”
“Eller er det bare for at spille smart foran Simon?” Alberte lagde armene over kors, men et sted indeni begyndte hun at tvivle.
“Nu stopper du,” sagde Katrine og rettede sig op. Hun rystede let, men kæmpede for at bevare fatningen. “Hvorfor fortolker du altid alt på den værst tænkelige måde? Hvorfor kan du ikke bare være glad for det, du har eller lade mig være glad?”
“Du har altid været bedre end mig!” råbte Alberte pludseligt. “Ældre, smukkere, klogere og nu stjæler du også ham, der elsker mig!”
En smerte strejfede Katrines blik som om et gammelt sår var blevet åbnet, men hun gemte den hurtigt væk.
“Hvis du virkelig tror det,” svarede hun stille, “er der ikke mere for mig her.”
Katrine lukkede sig inde på værelset og begyndte at pakke. Alberte blev stående, overmandet af skam men for stædig til at undskylde.
Næste dag flyttede Katrine midlertidigt ind hos en veninde på Nørrebro, der uden spørgsmål tog hende ind. Hun var udmattet, men det føltes som om, en byrde forlod hendes skuldre. Skemaet fortsatte, universitetsopgaver og læsning, aftenerne gik med lektier eller kaffe og samtaler og Katrine trak vejret friere end længe.
Forældrene ringede noen gange samtalen blev næsten altid en påtale, hvor Katrine blev beskyldt for at have overreageret, tolket alt forkert, lavet et nummer ud af ingenting. Hun gik til sidst ikke til telefonen mere.
**************
To måneder gik. Simon boede stadig med Alberte, men deres forhold føltes slidt og tynget af mistro. Hendes konstante jalousi sled på ham; han havde forsøgt at tale med hende om, at Katrine aldrig havde forrådt hende, at det handlede om hendes egen usikkerhed. Men Alberte ville ikke lytte. Hun så konspirationer overalt og mistænkte Simon for skjult forræderi i det mindste smil eller blik.
En aften pakkede Simon sine ting.
“Jeg kan ikke mere,” sagde han træt i entreen uden vrede, bare opgivende. “Du giver mig ikke luft. Hvert ord, hvert blik bliver tolket ondt. Jeg kan ikke leve sådan.”
“Du forlader mig? På grund af hende? Katrine?” spurgte Alberte, stiv som sten.
“Ikke på grund af hende. På grund af dig. Du kender ikke forskel på virkelighed og fantasi mere, Alberte. Du bygger mure og bebrejder mig, fordi du ikke tør åbne op.”
Han gik døren smækkede sagte, og brød den sidste tråd til det liv, Alberte havde troet var hendes. Hun sank sammen mod væggen, gav endelig tårerne frit løb dybe, længe tilbageholdte og alligevel nødvendige.
Den aften tænkte Alberte for første gang på, om det hele havde været i hendes hoved. Måske var Katrine uskyldig? Hvor mange havde hun allerede skræmt væk med sin frygt og jalousi?
Da forældrene fandt ud af bruddet, blev de bekymrede dog mest over praktiske ting. Stemningen i hjemmet tyngedes. Alberte isolerede sig, nægtede at hjælpe i huset; Hanne nikkede trist, begyndte at gøre alt selv, bar tunge følelser rundt i små handlinger. Uden Katrine gled hverdagen ud af takt; vasketøjet hobede sig op, køkkenet rodede, men Alberte lukkede sig inde, scrollende gennem sociale medier og streamingtjenester.
Så ringede forældrene til Katrine.
Hun tog den først ikke hun læste på biblioteket op til endnu en eksamen, men da hun så opkaldet fra Hanne, blev hun urolig. Hun havde vendt sig til det nye liv; hjemlige opkald vakte blandede følelser savn, men også lettelse over, at hun var fri for det gamle pres.
Hun ringede tilbage.
“Katrine, skat” Hannes stemme var blødere end nogensinde, næsten bedende. “Vi har tænkt… vil du ikke komme hjem igen?”
Katrine sad længe tavs, da hun besvarede.
“Hvorfor?”
“Altså… Alberte hænger ikke sammen, og far og jeg har svært ved det hele alene. Din fars ryg og min slidte krop du ved det jo.”
“Mama,” sagde Katrine forsigtigt. “Jeg sætter pris på, I spørger. Men jeg har fundet mig til rette her. Med arbejde, studie, nyt liv. Jeg kan ikke bare lade som om, den dag aldrig skete at jeg blev råbt ad og beskyldt for noget, jeg ikke havde gjort”
“Men Simon er jo væk, så nu kan I vel forliges”
“Det handler ikke om Simon. Det handler om, hvordan alt blev håndteret. En dag er det måske en ny kæreste, og så skal jeg igen gå på æggeskaller?”
Hanne tav overrasket over datterens faste, voksne stemme.
“Vil du så slet ikke have mere med os at gøre…?” mumlede hun til sidst.
“Jo, men mit liv er andet end jeres hjem nu,” sagde Katrine varmt. “Og jeg har mødt en. Han hedder Mads. Han er programmør. Vi bor sammen på Amager. Jeg er lykkelig, mor. For første gang i lang tid.”
Der blev helt stille. Katrine kunne mærke, hvordan nyheden krøb gennem røret.
“Hvorfor har du ikke præsenteret ham?”
“Det er jeg ikke klar til. Især ikke, hvis Alberte uforvarende ender med at gøre ham til syndebuk for alle sine fortrædeligheder.”
“…jamen… tillykke, så,” fik Hanne frem.
“Tak, mor.”
De lagde på. Katrine mærkede en uventet lettelse, som om hun smed en tung kappe. Universitetets travle summen var beroligende. Alt det gamle føltes langt væk.
Udenfor ventede Mads. Da hun nærmede sig, lyste han op.
“Gik det godt?”
“Ja de vil have, at jeg flytter hjem igen.”
Mads nikkede forstående han kendte konturerne af det hele.
“Hvad sagde du?”
“Jeg bliver her. Du er min familie nu,” hun smilede, og alt føltes rigtigt.
Han tog hendes hånd.
“Kom, vores venner venter. Vi skal jo planlægge næste weekend”
**************
Alberte sad alene, først nu begyndte hun at forstå, at det aldrig havde handlet om Katrine. Sceneriet spøgte hver nat Katrine chokeret, kjolen flænset, hendes egne hænder rystende. Men hun ringede aldrig. Gik bare endnu mere ind i sig selv. Forældrene tryglede hende om at tage del i livet hun nægtede.
En aften kunne Hanne ikke mere. Hun stod i døren, stemmen skarp:
“Alberte, du har siddet i dette værelse i en måned. Tag dig nu sammen. Vi kan ikke blive ved at bære dig.”
“Hvad skal jeg gøre? Simon er væk. Katrine er væk. I har aldrig forstået mig I har altid holdt med hende.”
“Vi holder af dig begge, Alberte,” trådte Morten ind, for første gang meget alvorlig. “Men du må se i øjnene, det var dig, der skubbede dem væk. Du skabte din egen mur og sidder nu bag den.”
Alberte så for første gang modvilligt på dem så, hvor slidte de så ud.
“Måske må du have ret. Men hvordan vender jeg tilbage?”
“Start småt,” foreslog Hanne blidt. “Hjælp mig i morgen ring til Katrine, sig undskyld. Forvent ikke mirakler.”
“Jeg siger ikke undskyld! Jeg har jo ikke gjort noget forkert!” udbrød Alberte vredt.
Hanne rystede stille på hovedet. Hvorfor var det så svært for Alberte at se? Fremtiden ville blive hård, hvis ikke hun lærte bare at tage det første skridt.
