Ikke længere min kone
Torben, har du husket at måle blodtrykket i dag? Har du taget din pille? spurgte Helene, mens hun stak hovedet ind i stuen og tørrede hænderne af i forklædet.
Åh gud, Helene, kan du ikke lade mig være med det blodtryk! mumlede han uden at løfte blikket fra mobilen. Jeg har et møde om en time. Hvor er min lyseblå skjorte, den af bomuld? Har du strøget den?
Jeg strøg tre skjorter til dig i går, du sagde selv, at den skulle på rens, der var en plet…
Du roder altid rundt i alting! Kan ikke stole på noget. Nå, giv mig bare en eller anden men lav nu for pokker noget stærkt te, den kamillete kan jeg slet ikke mere.
Helenes skuldre spændtes, men hun svarede ikke og gik ud i køkkenet.
Udenfor var det november, vådt og gråt. Blokkene overfor havde næsten alle mørke vinduer, kun hist og her et oplyst. Helene Sørensen, 56 år, stod og så på vandet, der kogte i den gamle kedel med afslag på tuden. Hun havde tænkt på at udskifte den hele foråret, men havde aldrig fået det gjort. Det blev aldrig lige til det.
Hun hældte te op stærk, som han foretrak, uden kamille, uden mynte. Tog tallerkenen med de morgenmadsmadder, hun lavede allerede klokken seks: rugbrød med smør og ost, to stykker, skorperne skåret væk, for Torben har haft dårligt mave længe. Skar tomater, selvom novembertomater smager af pap men vitaminer må der jo til. Hun satte det hele på en bakke og gik ind i stuen.
Torben Sørensen, 58 år, sad i lænestolen og scrollede på sin mobil. For tre måneder siden var han blevet kontorchef. Tidligere havde han været almindelig ingeniør, som i de sidste tyve år. Men så gik Mogensen på pension, og Torben, som den ældste i afdelingen, blev forfremmet. En lønforhøjelse på fire tusinde kroner, et eget kontor og, så vidt man kunne se, et nyt syn på sig selv og på livet.
Stil det der, nikkede han mod sofabordet uden at løfte blikket.
Helene stillede bakken. Ventede et øjeblik.
Torben, du kunne altså godt tage din pille. Du sagde jo selv i går, at hovedet gjorde ondt.
Jeg sagde, hovedet gjorde ondt. I dag har jeg det fint. Så, jeg skal lige ringe.
Hun gik ud. Stod lidt i entreen ved knagerækken hans frakke, hendes tykke vinterjakke, paraplyen med den skæve eger. Bare stod og så tomt ud i luften. Så gik hun i gang med vindueskarmen i køkkenet, vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre med sine hænder.
Sådan havde det stået på i snart tre uger. Siden Torben fik forfremmelsen og havde været på et eller andet firma-seminar i Silkeborg, hvorfra han kom hjem ligesom forandret. Rankere, med ny frisure og et udtryk i ansigtet, hun aldrig havde set før. Hun blev faktisk glad dengang. Tænkte, nu liver han op, nu vågner han igen. Men snart begyndte hun at mærke forskellen.
Han begyndte at kritisere maden. Tidligere spiste han uden et ord; nu var suppen for saltet, frikadellerne tørre, boghveden “noget man kun giver studerende, ikke en chef”. Hun måtte tjekke, om hun hørte rigtigt, og han så på hende, som om hun var dum og sagde:
Helene, du burde snart lære at lave rigtig mad. Bagte fisk, nogle ordentlige salater, ikke kun din grønlangkål en gang om året.
Så hun lavede bagt fisk og fine salater. Han spiste uden en lyd, og hun troede, det var godt igen. Men næste dag kom han sur hjem og fortalte, at Ibsen en ny bekendt fra seminaret havde en kone, der gik hjemme og kun passede hus, og så “ser hun ovenikøbet ganske godt ud”.
Helene sagde ikke noget. Hun kunne have svaret, at også hun havde været hjemmegående i fire år nu siden regnskabsafdelingen lukkede. At hun stod tidligt op, mens han sov, og gik senere i seng. At hun holdt hjemmet, gik på apoteket og til lægen efter hans recepter, bestilte tid til ham, hentede hans vinterdæk til hjulskifte, fordi han “ikke havde tid”. Hun kunne have sagt det alt sammen. Men hun var blevet vant til at tie.
To dage siden skete så det, hun ikke kunne tie om.
Han kom hjem ved otte-tiden. Helene tog kyllingesuppen af komfuret magert, lavet på anden omgang, fordi han helst skulle passe på kolesterolet. Hun havde brugt to timer på den. Hele køkkenet duftede af dild og gulerod.
Hvad har taget sådan tid? spurgte hun fra køkkenet.
Var længe på arbejde, svarede han og smed skoene midt på gulvet.
Suppe er klar. Kom og spis.
Han stak hovedet i køkkenet, så på gryden og rynkede på næsen.
Igen kylling.
Torben, du har kolesterol, det siger lægen…
Jeg ved det godt. Jeg gider bare ikke mere hospitalsmad derhjemme.
Hun øste suppe op. Skar brød. Han spiste, rejste sig, efterlod tallerkenen og gik ind foran fjernsynet. Hun vaskede op, tørrede komfuret af, fejede krummerne væk. Så gik hun ind for at sige, der var kompot, hvis han ville have.
Han sad i stolen og kiggede på mobilen. Noget lyserødt dukkede hurtigt op på skærmen; han vendte den.
Vil du have kompot?
Han løftede blikket, så længe på hende, ligesom overvejede noget.
Nej, sagde han. Så kom det, efter en pause: Helene, du skulle tage at se på dig selv.
Hun fattede det ikke med det samme.
Hvad?
Jeg siger, se dog, hvordan du ser ud. Hvornår har du sidst været ved frisør? Dit hår hænger bare. Og det der ternede slåbrok… du ligner jo en gammel kone fra landet.
I køkkenet dryppede hanen. Hos naboen mumlede fjernsynet.
Torben, sagde hun lavt.
Ja, hvad? Jeg siger bare, som det er. Nu hvor jeg skal til firmaarrangementer, møder… Min kone bør se ud af noget, og du… Ja, hvad ligner det?
Hvem kommer her? spurgte hun langsomt. Du har ikke haft gæster herhjemme én gang de tre måneder.
Ja, fordi det er pinligt! hævede han stemmen, og ordet “pinligt” faldt tungt i rummet. Hos Ibsen er konen velsoigneret, moderne. Og du… Du er blevet kraftig, går rundt i slåbrok, gråt hår…
Aaaa… Torben. Hun brugte hans navn helt, kun sjældent. Du fylder snart tres. Jeg er seksoghalvtreds. Vi er ikke unge mere.
Nemlig! Der er det jo vigtigere at holde sig. Jeg har meldt mig til fitness, gør noget ud af det. Du sidder bare hjemme dagen lang…
Jeg sidder bare hjemme, gentog hun med en mærkeligt rolig stemme. Godt så, Torben. Jeg har forstået.
Hun gik ud og lukkede døren bag sig. Gik i køkkenet, lagde brødet på plads, slukkede lyset over komfuret. Alt dette gjorde hun automatisk, som om hun var blevet drejet i et møbel. Men indeni rykkede noget sig ikke bristende, mere som når man skubber møbler om: uvant først, men bagefter tænker man, at det skulle have været gjort for længe siden.
Den nat sov hun ikke. Hun lå på sin side og så op i loftet. Han snorkede hurtigt, som altid. Hun fulgte hans vejrtrækning og tænkte.
Tænkte på hvordan de sidste ti år havde været service. Stå op, lave mad, vaske, gøre rent, hente medicin, bestille tid, tage taxi med ham, fordi de havde solgt bilen tre år før, da han ikke kunne køre mere med blodtrykket. Hun holdt styr på hans piller for blodtryk, for kolesterol, senere for gigt. Hun skrev det i en notesbog, gik på apoteket før det slap op, så der aldrig var pause i behandlingen. Lægen sagde, pauser var skidt.
Og nu sagde han, at han skammede sig over hendes udseende. At hun lignede en bondekone, og at Ibsens kone var sejere.
Helene lå og tænkte. Og et sted ved ettiden var det ikke længere “jeg går”, “jeg bliver skilt”, “jeg laver skandale”. Bare: nu er det slut med at gøre det, han ikke bemærker og ikke værdsætter. Slut med at være en ressource, man bare drejer på for at få vand ud. Nu må han selv.
Om morgenen stod hun op som sædvanligt, lavede kamillete sin egen, som han hader. Satte sig med koppen og mobilen. Gik ind på hjemmesiden for frisørsalonen i centeret ved metroen, den dyre en, hun aldrig havde prøvet, klipningen kostede over 400 kroner. Bookede tid til onsdag. Fandt gratis introduktionshold til stavgang i parken, tirsdag og torsdag morgen, skrev det i mobilen.
Da Torben kom ud klokken syv, stod kun hans egen tekop på komfuret. Brødet i kurven, smør i køleren. Han finder selv ud af det.
Hvor er morgenmaden? spurgte han.
Brød er der, smør, ost i køleren, svarede hun uden at fjerne blikket fra mobilen.
Han tøvede. Lavede selv te. Skar brød. Spiste stående ved køleskabet. Gik på arbejde uden at sige et ord.
Hun så døren smække og mærkede, at følelsen, hun sad tilbage med, næsten var lettelse.
Samme onsdag gik hun i frisørsalonen. Frisøren, en ung kvinde, kiggede grundigt på hendes hår og spurgte:
Det er længe siden, du blev farvet?
Tre år, indrømmede Helene. Der har altid været noget.
Jamen, der er jo god grund. Lad os lave lidt striber, så det ikke bliver for kraftigt, og lige forme det.
Hun sad i stolen i halvanden time. Så hvordan spejlbilledet forandrede sig. Gik derfra ikke ung, men levende. Lignede pludselig sig selv, men den udgave, hun næsten havde glemt.
Hun brugte 1.200 kroner. På vejen købte hun ansigtscreme ikke det billige fra apoteket, men en okay én til moden hud. 250 kroner stod der. Hun tøvede det var mange penge. Men så kom hun i tanke om Ibsens kone og lagde det ned i kurven.
Torben bemærkede det om aftenen. Så på hende, sagde intet.
Det forventede hun heller ikke.
Ugen efter løb hans blodtryksmedicin ud. Tidligere holdt Helene altid øje og hentede nyt i god tid. Nu så hun den tomme æske og lagde den på hans natbord. Han kom hjem, gik forbi. Hun sagde ikke noget.
Dagen efter opdagede han det selv.
Helene! Medicinen er væk!
Det ved jeg, svarede hun.
Hvorfor har du ikke købt?
Du er voksen, Torben. Du kan selv gå.
Pause. Lang pause.
Jeg har travlt på arbejdet.
Jeg har også mine ting.
Hvilke ting, spurgte han ikke. Hun havde faktisk fået ting: tirsdag og torsdag stavgang i parken med Nina og Rikke den ene skolesekretær med høj latter, den anden rolig pensionist, der passede børnebørn. De gik, talte og åndede ind, og hun opdagede, at det føltes utrolig rart.
Medicinen købte han selv. Kom hjem med den og lagde den på natbordet, som om han netop havde bestået en opgave. Sagde intet. Det gjorde hun heller ikke.
Omtrent samtidigt ringede hun til sin gamle veninde Vibeke, fra dengang hun var regnskabsassistent.
Vibeke, er du ledig på lørdag?
Hvorfor?
Skal vi ikke ses? Café eller biograf?
Er alt okay? Vibeke lød overrasket. De havde ikke været ude sammen i årevis.
Bedre end længe, sagde Helene.
Lørdag mødtes de. Vibeke gisnede over Helenes nye hår:
Neej, Helene! Hvor ser du godt ud!
Jeg var til frisør.
Endelig! Jeg tænkte, hvornår du mon…
Tiden var nu, sagde Helene. De gik ind, satte sig med hver sin café latte og kage. Udenfor dalede de første store snefnug smeltede lige så hurtigt, de kom.
Fortæl, sagde Vibeke.
Helene fortalte det hele. Om forfremmelsen, seminaret, de nye vaner. Om du ligner en gammel kone, om jeg skammer mig. Fortalte nøgternt, som om hun fortalte andres historie.
Vibeke lyttede og rørte i kaffen.
Hvad har du så besluttet?
Egentlig ingenting. Jeg er bare holdt op med at gøre ting, han ikke sætter pris på. Ikke for at være ond; bare fordi det ikke er nødvendigt.
Det forstår jeg. Vibeke nikkede. Du gør det rigtige.
Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt mere. Jeg kan bare ikke andet nu.
De snakkede videre. Bestilte en kaffe mere, gik ud i snevejret senere. Krammede farvel ved metroen.
Helene sad i toget hjem og tænkte på, hvornår hun sidst havde siddet uforstyrret med Vibeke. Seks år? Nej, mere. Der havde altid været vigtigere ting Torbens sager, Torbens helbred, Torbens mad.
Hjemme sad Torben foran fjernsynet. På køkkenbordet stod hans beskidte kop og pande fra den spegepølse, han åbenbart selv havde stegt. Hun så på det. Ville før straks have vasket op. Gjorde det ikke.
Hvor har du været? spurgte han uden at se op.
Mødtes med Vibeke.
Det var sent.
Ja.
Hun vaskede af, lagde en pæn creme i ansigtet den nye. Så sig i spejlet. Ikke noget farligt dér: seksoghalvtreds år, et modent ansigt, men levende. Rynker ved øjnene, smilerynker. Håret med striber, som klædte hende. Hun var en ældre kvinde, og det var okay.
December kom med frost for alvor. Helene købte ordentlige vinterstøvler, læder, ikke de billige gummistøvler, hun havde slidt op tre vintre i træk. Gav 1.500 kroner og fortrød det ikke.
Noget unævneligt forandrede sig i lejligheden. Hun lavede stadig mad, men ikke længere speciel kost kun til Torben. Lavede det, hun selv havde lyst til: rigtig suppe, kartofler med kylling, sommetider færdiglavede frikadeller hvorfor ikke. Hans dampede fiskedeller lavede hun ikke længere. Han måtte spise, hvad der var, lægen havde sagt rigeligt.
Hans skjorter vaskede hun sammen med det andet tøj, uden særligt program. Før havde hun vasket hans skjorter særskilt, så de ikke krøllede. Nu ikke mere.
Han bemærkede det alt sammen. Sagde ikke meget. Nogle gange små stikpiller.
Frikadeller igen?
Ja, frikadeller, svarede hun.
Du laver aldrig mere rigtig mad.
I går var der suppe. Og i søndags ovngrønt.
Han gik utilfreds, men sagde ikke mere. Han kunne vel dårligt klage over, at hun ikke drejede rundt om ham længere.
Helene fortsatte stavgangen. Lærte Nina bedre at kende, og hun anbefalede en god gynækolog. Helene havde længe villet aftale tid, fik det gjort; gik også til et gratis akvarelkursus på biblioteket om onsdagen. Ikke fordi hun altid havde villet male, bare fordi, hvorfor ikke. To timers ro, kun hende og det blanke papir.
Midt i december kom Torben stadig senere hjem. Tidligere ville det føre til bekymringer, kolde aftensmåltider. Nu spiste Helene, når hun havde lyst, og gik i seng, når hun ville. Han kom klokken ni, ti, engang halv tolv. Hun spurgte ikke. Han forklarede ikke.
At der var en anden, forstod Helene ikke fra hans telefon men bare da han en aften duftede af fremmede parfume. Sødt og mærkeligt gennemtrængende ikke noget, man får fra kontor eller restaurant. Hun lugtede det i entreen og vidste pludselig det hele.
Underligt nok gjorde det ikke ondt. Hun ventede mest smerte men følte mest en træt, nysgerrig form for lettelse: hun var ikke længere ansvarlig for hans skæbne. Hvis han gik, var det hans valg.
Hun sagde intet. Lagde sig til at sove. Sov faktisk godt.
Sådan gik tre uger. Han gik på arbejde, kom sent hjem, tog telefonen ude på badeværelset. En dag overhørte hun: “…siger jo, Lene, på lørdag…” Lene. Så. Okay.
De uger tænkte hun meget. At hun havde boet med manden 32 år, opfostret sønnen Jonas, der nu boede i Aarhus med kone og to børn. Tænkte, at Torben engang havde været sjovere, mere pjattet, tog Jonas med på fisketur. Hvornår det forsvandt, kunne hun ikke præcist sige det var kommet snigende, som vand, der siver ind i kælderen. Uden at man ser hvordan.
Tænkte på sig selv. At hun så længe havde været så opslugt af ham, at hun havde glemt sig selv. Ikke bare udenpå. Fandt ikke ud af, hvad hun kunne lide, hvilke bøger, hvilken musik hvor hun ville rejse hen, hvis hun kunne.
Akvarelkursusset endte med at blive en vigtig ting. Hun sad i det stille lokale, og lærerinden, fru Lund, viste hvordan man lagde farve ud. Helene malede et æble og kom i tanker om, at hun sidst havde rørt en pensel i 6. klasse og at det faktisk var sjovt. At den grønne og den gule farve flød flot sammen.
En dag sagde fru Lund: “Helene, du har virkelig et smukt farveøje.” Sådan et ord, bare i forbifarten, men det føltes væg-til-væg vigtigt. Torben havde ikke givet hende sådan et kompliment i årevis.
I starten af januar var det vist slut med denne Lene. Det opdagede hun ikke ved snak, men ved at Torben igen kom hjem til tiden, ikke længere ringede ude på badeværelset. Så lidt mere træt ud. Hostede også.
Nu lavede hun suppe, han spiste. Gik forbi uden ord. En dag satte han sig ved bordet, mens hun drak te, sagde mod luften:
Det er koldt udenfor i dag.
Ja, svarede hun. Tolv graders frost.
Nå.
Og så gik han igen. Det var hele samtalen.
Hun fandt først senere ud af, hvad der egentlig var sket en fælles bekendt ringede og nævnte mellem ord: “Har hørt Torben har fattet interesse for en eller anden dame? Hun smed ham åbenbart hurtigt igen.” Helene sagde: “Har da hørt lidt.” Bekendten lo og talte videre om noget andet.
Hun forstod hurtigt årsagen selv. Den unge kvinde havde nok tænkt, hun skulle have sig en velkonsolideret chef, pæn mad, lidt spænding. Men fik en 58-årig mand med dårlig mave og piller der helst ville have sin te serveret præcis rigtigt og skjorter strøget, og nok også klager omkring helbredet. Det holder man ikke ud længe.
Det gjorde ikke ondt. Det var nærmest som når en tandpine forsvinder: ingen glæde, kun fravær af smerte og det er godt nok.
I februar satte hans helbred mærkbart ud. Han tog pillerne ukoordineret glemte en dag, tog måske dobbelt op næste; æskerne lå hulter til bulter. Engang så hun ham tage to på en gang, bare fordi han havde glemt dagen før. Hun nævnte det ikke. Lægen havde forklaret ham det selv mange gange.
Blodtrykket steg. Han blev bleg, klagede over brusen for ørerne, gik vågen om natten. En morgen sagde han:
Jeg bliver svimmel.
Gå til læge, sagde hun.
Kan du ikke bestille?
Ring selv til klinikken. Kortet med nummer ligger i skuffen.
Han så spørgende på hende. Hun drak te med ro.
Jeg kan ikke lige huske hvordan.
Du er afdelingsleder. Du klarer den.
Han klarede det selv. Kom hjem med recept. Nye piller, ekstra oveni de gammelkendte.
Se, sagde han og lagde papiret.
Godt, svarede hun.
Henter du dem?
Jeg skal alligevel den vej, så kan jeg tage dem hvis du lægger penge.
Han så overrasket ud. Før havde hun klaret det hele med husholdningspengene. Nu sådan her.
Han gav pengene. Hun købte medicinen, lagde den bare. Ingen noter, ingen forklaringer som før.
Marts kom med tøvejr. Sneen smeltede, det dryppede fra tagene, børn lavede søer på fortovet. Helene begyndte at gå tur oftere, nogle gange uden stave bare for at gå. Hun købte en stilet forårsjakke, ikke en uformelig én, men en lys beige med bælte. Så sig i prøverummets spejl og huskede, at hun ikke havde købt noget nyt bare til sig selv i evigheder.
I marts kom Jonas og hans kone Ida på besøg et par dage. Jonas var høj, 40 år, lignede faren som ung, men blidere sind. Ida var sød, rolig. De havde en krukke honning og en æske chokolade med.
Første aften spiste de sammen. Helene lavede alt muligt: bagte kartofler, sildesalat, syltet okse, som mor plejede. Torben sagde ikke meget. Jonas fortalte historier om job og børn, Ida spurgte Helene til akvarelkurset.
Maler du, mor? spurgte Jonas forundret.
Jeg øver mig. Akvarel.
Fedt! Vil du vise?
Hun viste sine ark: et æble, en vase, en udsigt fra biblioteket. Jonas så nøje på dem, Ida sagde, det var flot.
Mor, du ser også yngre ud.
Har endelig været til en ordentlig frisør, sagde Helene.
Hun lagde mærke til, at Jonas kiggede bekymret på Torben, der spiste og tav. Noget var galt, men han spurgte ikke.
Næste dag, mens Ida var ude, kom Jonas ud i køkkenet, hvor Helene lavede frikadeller.
Er alt okay mellem jer?
Ja, hvorfor?
Pappa virker så… slukket. Er han syg?
Han har problemer med blodtrykket, fik medicin. Han styrer selv det nu.
Jonas tav længe.
Skændes I?
Nej, sagde hun. For de skændtes ikke de levede blot parallelt.
Sig til hvis du får brug for…
Det skal jeg nok, Jonas. Jeg har det faktisk fint.
Han troede hende vist, for det havde hun faktisk.
De tog hjem søndag. Stilheden bredte sig i lejligheden. Helene gjorde rent, Torben så TV.
Sen aften kom han ud i køkkenet, tog et glas vand, blev stående.
Jonas ser godt ud.
Ja, det gør han.
Og børnene…
Ja.
Han gik igen. Hun så ud i mørket sjældne snefnug faldt ned mellem lygterne på gaden.
April startede med, at Torben gik ned med højt blodtryk ikke noget vildt, ingen ambulance, men han satte sig pludselig i gangen og kaldte på Helene.
Helene, jeg har det dårligt.
Hun gik ud, så ham sidde, ansigtet rødt, svedig pande.
Op og lig dig, sagde hun roligt.
Hjalp ham ind, fandt blodtryksapparatet: 185 over 110. Ikke godt.
Ta din akutte pille, den ligger i skuffen. Læg dig. Om en halv time måler jeg igen.
Hvor går du hen?
Jeg er i køkkenet.
Hørte ham rasle med pillerne. Efter en time var det 160 over 95. Acceptabelt.
Bliv liggende i dag ikke på arbejde.
Jeg skal jo på kontoret…
Ring og si’ du er syg.
Han blev hjemme. Hun lavede te, fandt tørre småkager. Ikke for hans skyld, bare af omtanke. Der er forskel på ikke at ville pleje nogen og at lade en person have det dårligt.
Han lå og så op i loftet.
Helene, sagde han så, efter lang tavshed.
Ja?
Jeg… Pause jeg har vist opført mig ret dumt de sidste måneder.
Ja, Torben, svarede hun roligt. Det har du.
Jamen… Han stirrede i loftet. Den der forfremmelse… Det gik mig vist lidt til hovedet. Tænkte, nu skulle alt være anderledes. At jeg havde opnået noget.
Det har du da. Du er chef nu.
Ja, sagde han stille. Og du… ja… så tav han. Nej, jeg mener.
Jeg ved godt, hvad du mener, sagde hun stille.
Hun tog koppen og gik ud i køkkenet. Ingen forsoning, ingen kram, ingen tårer. Bare et møde i forståelse.
April gik, maj kom. Hun gik stadig i park og til akvarel. Nina inviterede hende i teateret hun havde ikke været der i ti år. Sad i salen, drak appelsinjuice fra baren, lod skuespillerne fylde sig med andres historier.
Hun var 56, og hun begyndte at fatte, at det ikke var enden på noget, men begyndelsen på noget andet.
Med Torben boede hun parallelt. Han klagede ikke mere, nævnte ikke Ibsens kone. Nogle dage talte de som to voksne om dagligdag. Om aftenen kunne de sidde i stuen han med sin TV-avis, hun med en anbefalet roman. Det var roligt, nærmest vanemæssigt, men med den forskel, at hun ikke følte sig forpligtet.
En dag bad han hende bestille medicin online, fordi det var billigere.
Jeg kan ikke, sagde han. Du kan sikkert finde ud af det.
Det er let, svarede hun. Man skriver navnet og vælger apotek.
Du er bedre til det.
Måske, men du lærer det også.
Han lærte det. Spurgte hende om et klik, lavede resten selv.
Hun forstod, at det også var vigtigt: ikke gøre for andre, hvad de kan gøre selv. Før troede hun, hjælp betød at gøre alt. Nu forstod hun, at det tit bare er at gøre dem til børn.
Juni blev varm. Hun købte sig en let sommerkjole, blomstrede, og følte, at hun så netop ud, som en kvinde, der har købt en kjole for sin egen skyld.
Ældre par har alle deres måde at leve på. Nogle åbent i krig, andre i rolig venskab, andre i indre kulde. Helene og Torben havde fundet noget fjerde: ikke krig, ikke fred, ej heller kulde. Noget, hvor man stadig deler tag men ellers klarer sig ved siden af hinanden.
Hun tænkte jævnligt over Vibekes spørgsmål om skilsmisse. Blev ikke forskrækket ved tanken men hastede heller ikke. Først ville hun finde ud af, hvem hun egentlig selv var.
Sommeren gik sin gang. Helene tog alene til Jonas i Aarhus i to uger første gang hun rejste alene i årevis. Torben blev hjemme, sagde han havde travlt. Hun pakkede, lavede en broderet pude til barnebarnet, som hun havde lært på YouTube.
To uger med Jonas og Ida og børnebørnene var de bedste på længe. Hun legede med børnene, lavede grød, læste godnathistorier og opdagede, hvor anderledes det er, når omsorgen er naturlig og let.
Jonas spurgte til, hvordan hun selv havde det. Hun svarede ærligt det går, men det er svært. Han nikkede kom ikke med gode råd. Han var en god søn, og det vidste hun.
Hjemme igen var Torben der bar tasken ind. “Du er hjemme,” sagde han. Det var noget.
August var brandvarm. Hun satte en lille blæser op i soveværelset, købte en enorm vandmelon til sig selv. Halvdelen til ham. Han spiste, sagde: Tak. Første tak for maden i mange år.
I september, da morgenerne blev kolde og poplerne susede, skete det, hun egentlig havde ventet.
Fredag aften kom han hjem klokken otte. Ansigtet gråt, bevæger sig forsigtigt. Hun læste i køkkenet.
Helene, sagde han. Jeg har det skidt.
Hvad sker der?
Blodtryk, hovedpine. Og her, han pegede på brystet, trykker det.
Hun rejste sig, kiggede på ham.
Hvornår startede det?
Ved middagstid. Troede, det gik væk.
Tog du en pille?
Ja, ved tre. Det hjalp ikke rigtig.
Sæt dig.
Hun fandt blodtryksmåleren. 190 over 115. Rigtigt skidt.
Torben, sagde hun. Du skal have fat i en læge.
Jamen, skal vi nu ringe… Måske hjælper én mere…
Nej, så højt blodtryk og smerter i brystet er alvorligt. Du må ringe.
Kan du ikke gøre det…
Her stoppede hun. Holdt blodtryksmåleren og så på ham.
Hun så en syg mand, bange og kropsligt lille. Hun følte med ham ægte medfølelse. Han var en ældre, syg mand; der var ikke noget hævn eller skadefro i hende. Men hun så også, at han hele året havde kigget igennem hende og hun havde været usynlig for ham længe før hun holdt op med at prøve.
Hun vidste, hvad hun ville gøre og ikke gøre.
Torben, sagde hun roligt. Du har telefonen. Nummeret til alarmen kender du.
Han stirrede uforstående på hende.
Hva?
Ring efter akutlæge. Tast 1813. Sig adressen, blodtryk, smerter. De kommer.
Helene… Der var noget af et lille barn i hans stemme. Vil du ikke hjælpe?
Jeg har hjulpet. Målt blodtryk, sagt, hvad der skal gøres. Resten tager du.
Men jeg…
Torben. Hun lagde apparatet på bordet. Du vælger selv. Du er voksen. En chef. Du kan godt.
Hun gik ud af køkkenet, forbi ham. Lukkede døren blidt til.
Efter lidt tid hans stemme svagt, lidt rystende:
Ja, goddag, akutlæge? Adressen …
Hun hældte te op. Kamillete, selvfølgelig. Tog koppen og gik stille forbi ham, der snakkede med vagtlægen. Han så efter hende. Hun stillede sig ved vinduet, stirrede ned i den regnvåde gård, poplernes blade lå i plamager under gadelamperne.
Han lagde på.
De kommer, sagde han.
Godt, sagde hun.
Kommer du med på hospitalet…?
Hun vendte sig. Så på ham gråt ansigt, bange øjne, hånd på brystet. Hun havde ondt af ham. Ærligt ondt. Han var syg, bange og det var sandt.
Nej, Torben, sagde hun stille. Det gør jeg ikke. Lægerne tager sig af dig.
Helene…
De ved, hvad de gør. Det er deres job.
Hun tog sin te og gik ind på værelset, lukkede døren dæmpet bag sig. Så ud af vinduet på stuen overfor, poplen, de fjerne lys i natten. Ude i køkkenet raslede nogen, stilhed, så lyden af elevatoren.
1813 kom efter tyve minutter. Hun hørte ham åbne, lyden af fremmede travle skridt, stemmen: “blodtryk”, “EKG”, “måske indlæggelse”. Han svarede stille, undskyldende.
Er der en hustru i huset?
Ja. Men hun… hun tager ikke med.
Pause.
Godt, så. Tag dit tøj på, så kører vi.
Dør. Elevator. Stilhed.
Jeg sad tilbage i min dagbogsro, så ud på natten og tænkte, at omsorg aldrig må blive til usynlighed. Den største lektie? Ikke at glemme sig selv. Respekter din egen værdighed også i det stille, når ingen beder om det.
