Den lille pige bliver ikke hentet fra barselsafdelingen, og hendes gråd er så gennemtrængende, at det skærer i ørerne på alle. Men pludselig bliver der stille…
Ingen har hentet den lille pige i flere dage. Nogle gange sker det jo, at forældre frasiger sig et barn, og ingen melder sig med det samme. Så bliver den lille midlertidigt placeret i en ledig tremmeseng. Men som man kan forestille sig, passer det hende slet ikke, og hun skriger så voldsomt, at sygeplejerskerne må holde sig for ørerne. Men en dag bliver der fuldstændig stille. En sygeplejerske bliver forskrækket, skynder sig hen for at sikre sig, at alt er i orden, og til sin store overraskelse ser hun, at pigen har fået selskab af en stor, grå katafdelingens uofficielle maskot.
Katten, som alle ellers har forsøgt at klappe men aldrig har fået lov, går heller aldrig op til nogen. Dybest set ved alle jo godt, at katte ikke hører til på et hospital, men prøv du at forklare det til katten og til alle dem, der fodrer den. På trods af regler og formaninger har den grå kat nærmest status som fastansat psykolog for personalet. Sygeplejersken prøver at løfte katten væk fra sengen, men pigen holder hårdt fast med de små hænder og skriger vildt, da nogen forsøger at skille dem ad. Snart samles hele afdelingen for at overvære synet selv den ellers skrappe overlæge, som råber og truer med at fyre hele banden, må overgive sig og klapper katten kærligt.
Sådan bliver de liggende sammen. Katten går kortvarigt på opdagelse og for at spise, mens pigen tålmodigt venter på, at hendes pelsede far vender tilbage. Efter noget tid melder der sig et par, der gerne vil adoptere pigen, men hun nægter at forlade hospitalet uden sin firbenede beskytter. Hun sutter jo på hans hale! råber de potentielle adoptivforældre fortvivlet. Ja, hun gør, sukker sygeplejerskerne. Hvad skal man gøre? Når de prøver at tage dem fra hinanden, skriger hun sig næsten blå.
Snart bliver det lille hjemmelavede familie-eventyr kendt ude i København og omegn. Folk både ansatte og nysgerrige udefra kommer for at se duoen, tage billeder og have gaver med til katten. Flere par tilbyder at tage begge med hjem. Men: Katten er svær at overbevise. Tro det eller ej, men pigen bliver ikke hentet, før katten selv springer op i armene på hendes kommende forældre. Først da går de to med sammen.
Manden bærer katten, kvinden bærer barnet. Begge får det, de ønsker. Katten lægger forpoterne om mandens hals og hviler hovedet på hans venstre skulder. Sygeplejerskerne står måbende og ser dem forsvinde. Selv den skrappe, brovtende overlæge, der følges med resten af personalet ud til porten, nikker anerkendende og siger: Dem bliver der gode forældre ud af, det kan jeg love jer. Jeg har selv fem sådanne firbenede slyngler hjemme de kan altså mærke, hvem der er et godt menneske.Solen bryder frem bag hospitalets tagryg, netop som dørene lukker sig bag dem. Den lille pige gnider næsen mod kattens ryg og slipper endelig et smil, lavmælt og bredt, der får selv de mest forhærdede sygeplejersker til at snøfte diskret bag ærmet. Udenfor kører en sporvogn forbi, men ingen lægger mærke til larmen alt handler blot om denne usædvanlige hjemtur.
I dagene der følger, sender sygehuset et håndskrevet brev ud til den nye familie med pigen og katten: Tak fordi I mindede os om, hvad omsorg kan betyde, uanset form. Brevet får en æresplads på børneværelset under et vindue, hvor en grå kat ofte sover med den lille pige indhyllet i sine poter. Ingen af dem sover uroligt længere.
Byen glemmer dem ikke, men snart hvirvler hverdagen videre, mens man visker historierne om den tapre pige og katten, der valgte hendes forældre, henover fortovfliser og morgenkaffe. Og nogen siger, at de stadig kan høre lyden af barnelatter og spindende poter, hver gang en ny baby bliver født på hospitalet, og hver gang et barn eller en kat har brug for at finde hjem.
Ingen hentede barnet fra fødeafdelingen – hans skrig var så høje, at man fik ondt i ørerne. Men en dag blev der pludselig helt stille…
