Kom tilbage og plej
Birthe, åbn døren med det samme! Vi ved, du er derinde! Stine så lys i vinduet!
Birthe bandt netop den sidste snor omkring en gren af brudeslør, der bøjede under sin egen vægt. Hænderne var grønlige af stængelsaft, forklædet smudsigt af jord. Hun løftede hovedet og så gennem den duggede glasdør til værkstedet. Udenfor stod to slagskygger. Den ene genkendte hun ved silhuetten alene, selv gennem det slørede glas. Brede skuldre, farvet hår i en umiskendelig rød nuance. Karen, hendes eks-svigermor.
Birthe hastede ikke. Hun stillede brudesløret i spanden med vand, tog handskerne af og hængte dem op ved sømmet ved arbejdsbordet. Så åbnede hun alligevel op.
God aften, sagde hun og skubbede slåen fra.
Karen trådte ind uden at vente på invitation. Bag hende pressede Stine sig ind hendes eksmand Peters søster, med røde øjne og tørklædet skævt viklet om halsen.
God aften, Birthe, har du helt mistet forstanden? udbrød Karen, mens hun skannede værkstedet, på jagt efter noget at kritisere. Hun fandt det straks: Du står og dufter til blomster, mens et menneske ligger for døden!
Hvem dør? spurgte Birthe med et ligegyldigt toneleje.
Peter! skreg Stine, og puttede straks bagefter hånden for munden. Han ligger på sygehuset. Ulykke. Ryggen.
Birthe så på dem uden at ændre udtryk. Noget trak sig sammen i hende, men ikke som året før når navnet Peter blev nævnt. Nu var det anderledes. En stille, vag fornemmelse, som den der trækker hånden væk fra ilden efter at være blevet brændt en gang.
Sæt jer, sagde hun og nikkede mod to taburetter ved arbejdsbordet.
Vi har ikke tid til at sidde, sagde Karen spidst, men satte sig alligevel med besvær. Hendes ben havde det ikke godt, det huskede Birthe. Åreknuder, forhøjet blodtryk.
Stine blev stående, nervøst pillede hun ved sit tørklæde.
Fortæl det nu ordentligt, bad Birthe.
De fortalte. Skiftevis, snublende ind over hinandens ord, nogle gange modsagde de hinanden. Peter havde kørt på den gamle vej syd for Roskilde tre dage forinden. Regn. Han gled ud, ramte autoværnet. Bilen smadret. Selv overlevede han. Men ryggen sammenpresset, operationen overstået, men lægerne var forbeholdne. Måske kunne han komme på benene igen, måske ikke. Han havde brug for nogen derhjemme. At blive plejet. Tilstedeværelse af nære. Familie.
Og Maria? spurgte Birthe.
Hun sagde navnet roligt. Det fortrak ingenting i hende selvom hun for et år siden havde følt det som glasskår i kroppen. Maria, otteogtyve, salgskoordinator kvinden, som Peter var flyttet til efter atten år sammen.
Karen trak munden sammen.
Maria tog hjem.
Hvorhen?
Til hendes mor i Odense. Stine klemte munden sammen igen, denne gang af ærgrelse. Da hun hørte, at han måske aldrig kommer til at gå normalt, pakkede hun sammen. To kufferter på tre timer og så var hun væk. Telefonen tager hun ikke.
Birthe sagde ikke noget. Der dryppede stille fra en utæt hane i baggrunden. Rummet duftede af våd jord og søde liljer.
Hvad vil I have mig til? spurgte hun omsider.
Karen rettede sig lidt på taburetten.
I var sammen i atten år, Birthe. Det er ikke bare tal. Du kender ham bedst. Du kan tage dig af ham. Han lytter stadig til dig. Nu nu har han ingen andre end…
Karen, afbrød Birthe du beder mig om at tage mig af en mand, der forlod mig for en anden? Som for et år siden ikke så mig i sit liv mere?
Du snakker om fortid nu, udbrød Stine nu gælder det altså om Peters liv!
Livet?
Lægen sagde, hvis der ikke passes på ham, får han måske liggesår, lungebetændelse. Der var operation i ryggen, Birthe, det er altså ikke en forkølelse!
Birthe gik hen til vasken og lukkede hanen. Stirrede på sine hænder. Tooghalvtreds år. Disse hænder bandt buketter, mennesker fotograferede senere, rammede fotos af det ind. Disse hænder slog dej, gav indsprøjtninger, da sønnen havde feber, lagde forbinding om Peters finger, reparerede stikkontakter, slæbte tunge indkøbsposer. De kunne alt. Men havde hun nogensinde tænkt over, om hun egentlig ville alt det, eller om det bare var det, man gjorde? Fordi man skulle.
Hun tørrede hænderne, vendte sig.
Jeg vil tænke over det, sagde hun.
Der er ikke tid til at tænke! Karen rejste sig tungt, stemmen hård, næsten truende. Mens du står her og væver, ligger han alene! Ingen kone, ingen familie Stine skal passe arbejde, og jeg selv min ryg, jeg kan dårligt gå! Du kan ikke bare stå her med dine blomster og lade som om det ikke er dig, der må tage stilling!
Hvem er det ellers? mumlede Birthe tyst.
Ingen svarede.
Uden for glasdøren var det allerede mørkt. Oktober, mørket faldt hurtigt her. Birthe så ud på gaden oplyst af en eneste gul gadelygte, regnvåd asfalt, den tomme bænk ude foran, hvor sommerens kunder havde ventet mens hun snørede deres buketter.
En livshistorie, tænkte hun. Ikke film, ikke roman bare virkelig, som den er. To mennesker foran dig, der kræver du igen skal være den, du ikke længere er.
Fint. Jeg kommer i morgen tidlig og ser til ham. Men jeg lover ingenting.
Karen sukkede tungt. Stine kastede sig pludselig om halsen på Birthe, som bare stod der, med armene nede, uden at gengælde. Ventede tålmodigt, til hun trak sig væk.
Da de var taget afsted, blev Birthe længe siddende på den taburet Karen havde brugt. Hun betragtede sine blomster brudeslør i spanden, sart røde begynderknopper. Krysantemum i trækasser, lyskende som humlebier. Orange frugter på de tørre grene af kejserkrone. Alt dette havde hun bygget op selv, lejet værkstedet tre måneder efter Peter forlod hende. Hun havde selv malet væggene i den kølige hvide nuance, hun elskede. Opsætningen havde naboen Otto ordnet for en flaske god rødvin. Hun navngav stedet “Stænglen” mærkeligt syntes hun først, men det blev hængende. Startede hjemmeside, lærte sig selv at tage billeder af buketter, så folk standsede og så på billederne.
Et år. Et år for sig selv. At leve for sig selv, tænkte hun, det er hverken egoisme eller nykker. Det er bare… normalt.
Og så alligevel.
Hun slukkede lyset over arbejdsbordet. Lod kun natlampen stå tændt. Gik hjemad.
Sygehuset lå uden for byen, et gammelt byggeri i gule mursten og alt for lange gange, duftet af creme og hospitalssuppe og noget andet en evig sygehusduft. Birthe fandt afdelingen, bad om vej ved skranken. Sygeplejersken så undersøgende på hende.
Er De familie?
Ekskone, sagde Birthe.
Et snert af løftet øjenbryn, men ingen kommentarer kun hendes anvisning af vejen.
Peter lå i en tom sygesal, kun ham. Bleg, tyndere, hænderne hvilende på dynen. På bordet, et krus med gammelt te og mobilen skærmen nedad.
Hun lagde æbler og en kildevand på bordet, ikke for Peters skyld, men fordi hun ikke vidste, hvad ellers man kom med. Tomhændet går man ikke på besøg på dansk sygehus.
Hun satte sig ikke på sengekanten, men på stolen ved vinduet.
Smerter? spurgte hun.
Til at holde ud. De giver de piller, de skal. Han tav lidt. Du kom.
Jeg kom.
Mor ringede. Fortalte at de var hos dig.
Ja.
Han stirrede op i loftet, så igen på hende.
Jeg troede, du ikke kom.
Det troede jeg egentlig også.
Stille. Regnet raslede mod ruden. November var ved at indhente oktober, havde det for travlt.
Maria tog hjem, sagde Peter.
Det ved jeg.
Nå, så blev det sådan. Han smilede skævt. Som i en film: uvejret bryder løs, manden kommer til fornuft. For sent.
Birthe forholdt sig tavs. Hun skulle ikke hverken trøste eller give ham skyldfølelse. Hun sad bare, så på ham manden hun havde delt atten år, fået søn med, rejst hver sommer op på kolonihaven. Skændtes om penge, blev gode igen, og troede dette var livet.
Birthe, sagde han, stemmen mild og næsten bedende. Den gamle stemme, hun kendte, når han ville have sin vilje. Jeg har tænkt, mens jeg har ligget her. Tiden bliver anderledes, når man ikke kan rejse sig. Jeg var en idiot. Alt det sande jeg havde, var dig. Vores hjem, familie, alt det. Maria… han viftede afværgende med hånden. Du forstår.
Birthe hørte på ordene som fra en og samme side. Hun så dem stå på række: Den nærmeste. Den eneste. Jeg fortryder. For sent. Det var sætninger, hun brugte ikke for hendes skyld, men for sin egen: Nogen der skifter dryp, snakker med lægen, bringer ordentlig mad. Alt det, Birthe kunne.
Efter skilsmissen, tænkte hun. Der er ofte så lidt storhed. Du bliver fundet, når det er belejligt. Ikke af kærlighed. Af bekvemmelighed.
Peter, sagde hun. Jeg er glad for, du overlevede. Og operationen gik godt. Men jeg kommer ikke tilbage. Ikke for at pleje, ikke for noget. Vi er skilt.
Det ved jeg…
Lad mig tale færdig.
Han tav, overrasket: hun plejede ikke at stoppe ham før.
Jeg finder en professionel plejer. Betaler første måned. Du er ikke i stand til det lige nu. Men det er grænsen. Og én ting mere. Hun fiskede mapper op fra tasken ledte længe efter den. Her er papirerne. Deling af boet, det er aldrig blevet gjort. Nu skal du skrive under.
Peter så på mappen.
Er du seriøs nu?
Ja.
Jeg ligger her med brækket ryg, og du har papirerne med?
Ja. For i morgen kan du jo påstå, du ikke var ved bevidsthed. Eller det gør din advokat. Nu er du ved din fulde fem. Lægen kan bekræfte det.
Han stirrede på hende. Hun så bare stift igen.
Du er blevet anderledes, sagde han til sidst.
Ja.
Det kunne du ikke før.
Måske ikke.
Han tog mappen, bladrede i papirerne, fik pennen af Birthe.
I det samme åbnede døren og lægen kom ind lav, midaldrende, iført gråt kitel og beskedne øjne; en af den slags, der modstår den tvungne venlighed, de forlængst har givet op for.
Goddag, sagde han, og så kort på Birthe. Jeg er Henrik, Peter Langes læge.
Birthe, svarede hun.
De er…
Ekskone, igen.
Henrik nikkede, som var det den mest indlysende oplysning i verden, og vendte sig så til Peter.
Peter, hvordan gik natten?
Fint, sov rimeligt.
Godt. Lægen noterede. Vi prøver hovedgærdet lidt højere i dag og ser, hvordan du klarer det. Forløbet er fornuftigt, retning god.
Læge, må jeg tale et øjeblik? spurgte Birthe ude på gangen. Hun lukkede døren tæt.
Jeg vil arrangere en plejer. En erfaren. Hvilke krav stiller I? Og, skal vi købe udstyr?
Henrik så på hende.
Du vil ikke selv tage dig af ham?
Nej.
Forståeligt. Det er faktisk det kloge valg. Undskyld det direkte, men når familie påtager sig opgaven af dårlig samvittighed det giver sjældent ro. Bedre med neutral pleje, det er bedst for patienten.
Birthe kiggede på ham.
Siger du det til alle?
Kun dem, der spørger.
Hun smilede næsten. Næsten.
Skriv hvad der er brug for, jeg skriver ned, sagde hun.
Han dikterede. Hun noterede. Han tilføjede, at hospitalet havde aftaler med bureauer, sygeplejersken kunne hjælpe. Hun takkede.
Han har faktisk okay chancer for bedring. Ikke gammel, operationen gik uden komplikationer. Han kan måske gå om et halvt år men ingen garantier. Det går stille fremad.
Jeg forstår.
Det vigtige er, at han også forstår det.
Hun gik tilbage. Peter holdt lukkede mappe mod maven, pennen ved siden af.
Skriver du under? spurgte hun.
Han stirrede i loftet.
Hvad hvis jeg nu siger, jeg vil tænke over det?
Peter.
Ja, jeg skriver. Han samlede op. Du får det, som du vil nu. Du er blevet så målrettet.
Jeg har altid været sådan. Jeg har bare skjult det før. Ved ikke hvorfor.
Han underskrev de tre sider, hvor han skulle. Birthe lagde papirerne i mappen.
Jeg finder en plejer inden ugen er slut, sagde hun. Jeg ringer til Stine og forklarer. Betaler første måned selv bagefter må I klare det.
Tak fordi du kom, sagde han, da hun lukkede tasken.
Hun så længe på ham. Ikke med medlidenhed. Ikke med vrede. Bare roligt. Som på noget der engang var ikke mere er.
God bedring, sagde hun.
Og gik ud.
Hun stoppede ved vinduet i gangen. Sygehusgården udenfor; krogede træer med nøgne grene, bænk våd af regn. En ældre mand i slåbrok sad der og stirrede langt bort på intet.
Birthe tog en dyb indånding.
Noget slap. Ikke alt, ikke med et. Men noget afgørende; det føltes som at sætte en tung taske på jorden ikke smide, bare stille roligt fra sig. Ryggen rettede sig.
Hvordan slipper man fortiden? havde hun skrevet i dagbog, havde hun skrevet: Det er ikke et spring, men mange små skridt. Nu havde hun taget ét til.
Hun fandt plejeren gennem bureauet på to dage. Kvinden var 58, hed Gitte, med erfaring fra genoptræning rolig, ordentlig, grundig. De mødtes på en cafe ved hospitalet, Birthe forklarede. Gitte lyttede, spurgte informeret: Om temperament, depression, smerte, familie.
Familie er tit mere i vejen end til gavn, sagde Gitte.
Det ved jeg, sagde Birthe.
Aftalen blev på plads, betalingen sendt afsted. Hun ringede til Stine, og afbrød hendes indsigelser ikke hårdt, men stille og fast, og det, overraskede Birthe selv. Før havde hun ofte givet op eller råbt. Men ikke nu.
Du må komme hver dag, hvis du vil, sagde hun. Gitte er til hjælp, ikke forhindring. Bare jeg ikke kommer. Jeg har mit eget liv, det kan ikke indrettes efter andres.
Stine var tavs, så sagde hun:
Okay.
Bare “okay”. Ingen tårer, ingen bebrejdelser. Måske var hun også træt. Måske forstod hun, at Birthe havde ret.
Karen ringede selv efter en uge. Stemmen var ikke den samme fra værkstedet nu mere stille, ældre.
Birthe, Gitte er god, Peter vænner sig til hende. Tak fordi du ordnede det.
Selv tak, Karen.
Du må ikke blive helt væk. Ring lidt engang i mellem.
Birthe sagde ikke ja eller nej. Bare høfligt farvel, stak mobilen i forklædet. Hun stod i værkstedet som så ofte før. Hvis nogen spurgte hende nu “hvordan slipper du fortiden?” ville hun svare: Lev videre. Ikke storslået, ikke dramatisk. Bare. Stå op, lav det du kan og elsker. Gamle svigermødre og eksmænd forsvinder ikke helt men de fylder ikke længere det hele.
Vinteren kom tidligt det år. Sne i november. Birthe opdagede pludselig, hun kunne lide vinter. Før havde hun ikke tænkt over det mens Peter altid klagede over kulde, sin gigt, skulle have teen serveret præcis. Nu kunne hun bare se på sneen og tænke: smukt.
I december kom flere bestillinger; firmajulebuketter, adventsarrangementer. Hun ansatte en assistent Julie, 23, studerende, kvik og glad, lidt distræt, men lærenem. Birthe lærte hende at se blomsten som materiale snarere end vare. Julie lyttede og kom snart med ideer, der overraskede Birthe.
Hvor får du det fra? spurgte hun en dag.
Jeg ser på personen, der bestiller, sagde Julie. Og tænker hvilken blomst ligner dem, eller dem buketten er til.
Birthe nikkede.
Det er en god metode.
Det har du lært mig. Du sagde buketten skal være levende.
Birthe huskede ikke om hun havde sagt det, men tænkte i hvert fald sådan.
Januar, februar dagene gled. Birthe meldte sig på videreuddannelse i blomsterbinding. Julie mente, hun vidste nok, men Birthe sagde: Man kan og skal altid lære, af nysgerrighed, ikke af mangel.
At leve “til sig selv” lyder egoistisk, men føles ikke sådan. Det er kursus om aftenen, en bog i stolen uden nogen, der kommenterer varigheden. En søndagstur til Nyborg bare fordi du elsker gamle huse.
I februar ringede Stine. Peter kom sig, var oppe på krykker. Gitte gjorde sit arbejde grundigt og uden drama. Det glædede Birthe, og det var en sand glæde, uden skyld eller bitterhed. Bare rart at han havde det bedre.
Marts bød på tøvejr og de første rigtige forårsbuketter. Tulipaner, hyacinter, anemoner. Birthe elskede den overgang vinterens eukalyptus og bomuld, erstattet af livlige, næsten skræppende farver og dufte.
Det var dér han trådte ind.
Hun stod ved bordet, bandt en bestilling gul og hvid, påskeliljer og margueritter. Døren gik. Hun så ikke straks op, hænderne var optaget af silkebånd.
Goddag, sagde hun.
Goddag, lød svaret.
Stemmen. Hun genkendte stemmen før hun så op. Rolig, træt, ligevægtig.
Henrik, lægen, stod der uden kitel, i mørk frakke, med et let halstørklæde. Uden journalmappe.
Det er Dem, sagde hun.
Mig, ja.
En lille pause. Julie var lige gået ud i baglokalet efter gavepapir. De var alene.
Peter er udskrevet for ti dage siden, sagde Henrik. Gitte kommer derhjemme. Det går den rigtige vej.
Jeg ved det, sagde Birthe. Stine skrev.
Godt. Han tøvede næsten umærkeligt, smilede så ikke lægeligt, men virkelig. Jeg gik forbi, eller, nej, faktisk kom jeg forbi med vilje. Jeg havde navnet i hovedet “Stænglen” og fandt adressen på nettet.
Birthe lagde båndet fra sig.
Skal De have blomster?
Ja. Men ikke kun derfor.
Stilhed. Det duftede af hyacint og forår.
Hvilke ønsker De? spurgte Birthe.
Han gik hen til anemonerne. Violet, mørkerøde, hvide med sort midte.
Disse. Tre eller fem, hvad er bedst?
Ulige antal, sagde Birthe. Tre eller fem. Til hvem?
Ved ikke. Måske kan De hjælpe mig at beslutte.
Birthe tog tre anemoner, så to mere, dybrøde, næsten fløjlsagtige.
Fem, sagde hun. De holder sig smukt sammen.
Hun bandt, håndens rutine lagde papiret smukt om stænglerne.
Birthe, sagde han.
Ja?
Må jeg tale helt direkte? Jeg kan ikke andet.
Selvfølgelig.
Jeg vil gerne invitere dig ud. Ikke på grund af arbejde, heller ikke fordi nogen ligger syg. Bare sådan. I café, i teater, hvis du kan lide det eller bare gåtur. Jeg ved det måske lyder mærkeligt, men jeg tænkte, voksne kan sige det ligeud, uden at lade som om, de kun køber blomster.
Birthe kiggede op.
Han så smilende og roligt på hende. Som én, der giver et menneske tid og plads til at vælge.
Hvor længe har du tænkt det? spurgte hun.
Tre måneder. I gangen da du fik mig til at skrive plejelisten.
Birthe huskede gangen. Hospitalsvindue, nøgne grene.
Der var jeg endnu gift på papiret.
Jeg ved det. Derfor har jeg ventet.
Udenfor var marts blandt grene og gadelys. Sneen næsten væk, kun langs kantstenen lå den i striber. Spurvene gnavsede om bænken under lampen.
Jeg ved ikke, sagde Birthe.
Hvad ved du ikke?
Jeg ved ikke, hvordan det gøres. Jeg var gift i atten år. Nu har jeg et år for mig, vænnet mig til at være kun mig. Jeg aner ikke hvordan.
Helt ærligt, sagde han, det gør jeg heller ikke. Min skilsmisse var seks år siden. Min datter, søtten, bor med sin mor. Arbejdede, arbejdede. Blev vant til at tænke frem for at føle. Så tænkte jeg, måske skal man også gøre andet end tænke.
Julie kom ind fra baglokalet med gavepapir, nødigt undskyldende.
Birthe, skal jeg hjælpe med noget?
Nej, Julie, jeg ordner det.
Julie forsvandt igen.
Birthe rakte Henrik buketten. Han tog imod.
Hvad skylder jeg?
Vent, sagde hun.
Han ventede.
Hun betragtede anemonerne i hans hænder. Dybrøde, næsten sorte i midten. Hun havde altid fortrukket anemoner lidt som valmuer, men mere diskrete. De råber ikke, men skjuler sig ikke.
En blomsternes historie, tænkte hun. Hun havde bygget livet omkring blomster. Fandt ro her, midt i det grønne. Nu trådte et menneske ind, ikke med fordringer, men bare. Siger det, som det er. Holder anemonerne og venter.
Godt, sagde Birthe.
Han løftede øjenbrynet.
Godt hvordan?
Teater. Jeg har ikke været i teater meget længe.
Henrik smilede. For alvor.
Det glæder mig.
Bare ikke i dag. Jeg har tre bestillinger.
Selvfølgelig. Fredag? Lørdag?
Lørdag, sagde Birthe.
Hun opgav prisen. Han betalte, stoppede byttepengene i lommen, blev stående.
Birthe, må jeg spørge én ting til?
Ja.
Bare nysgerrig hvor længe har du arbejdet med blomster?
Værkstedet har eksisteret lidt over et år. Egentlig har jeg altid gjort det. Som hobby før nu som arbejde.
Gode hobbyer bør blive arbejde.
Helt rigtigt.
Han nikkede, tog buketten på ny, gik mod døren, vendte sig:
På lørdag, Birthe.
På lørdag, Henrik.
Han smilede.
Henrik.
På lørdag, Henrik.
Døren lukkede sagte. Birthe stod længe og fulgte ham gennem ruden forbi bænken, de diskuterende spurve. Frakken, tørklædet, anemonerne. Han kiggede ikke tilbage.
Julie kom straks ind.
Birthe, hvem var det? spurgte hun, prøvede at lyde nonchalant.
En kunde, sagde Birthe.
Kunde? Han stod og snakkede længe.
Julie.
Ja?
Gå lige ud og pak krysantemum til Mette.
Julie forsvandt, glad for hvad hun så. Birthe greb atter sine blomster. Snoren knirkede i papiret, vandet dryppede. Der duftede af hyacint.
Lørdag. Fire dages bestillinger, leverancer, Julies spørgsmål. Fire dage, som alle andre rolige, tålmodige, hendes egne.
Hun undlod at tænke på lørdag. Hun arbejdede bare. Nogle gange, når værkstedet var tomt og blomsterne alene stod ranke og ventede, huskede hun en stemme. Ikke en hel samtale, bare: rolig stemme, anemoner, “på lørdag, Henrik.”
Voksne mennesker kan tale ligeud, havde han sagt.
Måske kan de.
Hun vidste ikke, hvad lørdag ville bringe. Om de kunne finde ud af det, snakke om andet end arbejde, sygdom og fortid. Om hun overhovedet ville ses med ham igen. Men nu kunne hun vælge. Ikke svigermor, ikke Peter, ikke skyldfølelse, ikke frygten for at stå alene. Nu var det hendes valg.
Det føltes ikke svimlende, ikke som i romaner. Men fast. Som jorden under fødderne, når man efter sneen træder ud på tørt fortov.
Fredag aften, værkstedet lukket, Julie hjemsendt Birthe satte fem anemoner i en vase. De mørke, fløjlsbløde. På vindueskarmen, hvor hun altid havde noget for sig selv ikke til salg, bare til sig.
Godt sammen, tænkte hun. Fem det havde været rigtigt.
Hun slukkede lyset, gik hjem.
Lørdag begyndte klokken otte. Gråt himmel, kaffeduft fra maskinen hun havde købt for et halvt år siden; sådan én Peter aldrig ville have godkendt alt for dyr, alt for unødvendigt. Unødvendigt: sådan et ord der vokser som ukrudt i lange ægteskaber og kvæler alt, der ligner lyst.
Hun stod ved vinduet med sin kaffe, så ned på fortovet, en due på gesimsen, en bil som glider udenom en vandpyt.
Mobilen lå på bordet. En time gammel besked, som et menneske skriver, når han netop er vågnet, tænkt sig om, skrevet:
“God morgen. Teatret starter klokken syv. Vil du spise før? Eller foretrækker du direkte. Henrik.”
Birthe læste beskeden igen. Smilede over det bløde “god morgen” uden det endelige “n” en drøm i en fejl.
Hun svarede:
“God morgen. Mad først, gerne. Klokken seks?”
Sendte det. Lagde mobil tilbage.
Kaffen blev færdig, hun drak. Udenfor fortsatte marts. Blikket dryppede fra tagene, vinden strøg, spurven fortrængte duen. Byen vågnede, ligeglad med menneskers lørdage, ligeglad med vigtige valg. Alt fortsatte blot.
Mobilen blinkede. Ét ord:
“Aftalt.”
Birthe rejste sig, satte koppen i vasken. På med forklædet otte timers arbejde foran sig: Værkstedet åbnede ikke sig selv. Hun tog nøglerne.
På dørtrinet så hun sig om. Den lille lyse lejlighed, anemonerne i et glas, fordi hun også havde taget fem hjem. Hendes lejlighed. Hendes kaffemaskine. Hendes glas med blomster. Hendes lørdag.
Hun gik ud.
Døren lukkede blødt bag hende som om noget lukkedes helt til.
Henrik stod allerede foran caféen, da hun kom ti minutter i syv. Læste i telefonen, lagde den væk, da han fik øje på hende. Den mørke frakke, samme tørklæde. Ingen blomster denne gang.
Godaften, sagde han.
Godaften, sagde Birthe.
De så på hinanden et par sekunder. To voksne mennesker på en våd marts-gade, ikke sendt, ikke tilkaldt, ikke nødvendige. Bare deres helt eget valg.
Skal vi gå ind? sagde Henrik.
Ja, sagde Birthe.
Og de gik ind.
