Musegråt frakke
Nej, se lige hende dér. Hun står, som om alt er ligegyldigt. En musegrå frakke, en lille taske fra, ja, nok 80erne. Og det i oktober, hvor ordentlige mennesker har hentet pelsene frem.
Kvinden i lys chokoladebrun minkpels sagde det højt, uden skyggen af forlegenhed, selvom kvinden hun så ned på, stod to skridt væk. Hun var netop steget ud af sin blankpolerede Volvo, der stod skævt parkeret lige foran døren til Aarhus rutebilstation. Nu stod hun og lignede én, der med sin blotte tilstedeværelse havde hævet atmosfæren i hele kvarteret. Bilen var stor og hvid, glimtede som perlemor i det grå lys, hjulkapsler der skinnede som lysekroner på en bondegård.
Den kvinde, pelsdamen betragtede, var cirka jævnaldrende. Enogfyrre, måske lidt over. Stod med sin mørkebrune lædertaske og kiggede ned i telefonen. Hendes frakke: virkelig anonym mørkegrå, uden pynt, knappet helt op til halsen. Håret var sat enkelt, ikke krøller, ingen farver. Ingen store øreringe, ingen lysende tørklæde.
Hør nu, hun er kommet et eller andet sted fra, og så står hun bare dér. Venter sikkert på en taxa. Ikke at det gør nogen forskel, de kommer kun hvert kvarter, og hvis man er heldig, fortsatte kvinden i pels, henvendt til den slanke teenagepige, der netop havde hevet sig selv ud af bilen for at kigge ned i egen telefon. Astrid, hører du hvad jeg siger?
Ja mor, svarede Astrid uden at kigge op.
Sådan lever folk. Kommer til byen ved ikke engang hvorfor eller hvorhen. Provinsen er nu engang provinsen, og det er der ikke noget at gøre ved.
Musegrå-frakket kvinde løftede blikket fra skærmen. Hun så over på pelsdamen ikke fornærmet, ikke irriteret, bare neutralt. Som om man ser ud af togburet på grå marker, der haster forbi.
Er du selv her fra byen? spurgte hun roligt.
Pelsdamen smilede straks ved tanken om samtale, vendte sig med ranke skuldre.
Jeg? Ja! Tre årtier har jeg boet her, og ikke bare boet jeg pynter på stedet. Hun skrattede over sin egen joke. Karina Vestergaard. Min mand, Jens Vestergaard, ja, han er økonomidirektør på mejeriet. Har du hørt om det? Nej? Nå, det kan du måske høre den fabrik holder halvdelen af byen kørende.
Har hørt, sagde kvinden i frakken kort.
Godt, så ved du da, hvem du snakker med. Karina fiskede et lille spejl op af tasken, én af dem, der koster mere end en måneds løn i Netto, og rettede sit pandehår. Og du? Forretninger, eller hvad?
Forretninger.
Hvilken slags? Hvis ikke det er hemmeligt, altså. Ikke at der er noget at skjule i sådan en lille by, du ved. Alt kommer frem.
Intet hemmeligt. Jeg holder bare øje med noget.
Karina blev stående, ventede. Stilheden gjorde hende lettere irriteret. Hun var vant til, at folk talte med hende. Eller rettere sagt, at de hørte på hende.
Vi har en god by, sagde hun lidt blødere. Men den er grå. Folk her har ingen ambitioner, forstår du? De arbejder på mejeriet, får deres små kroner og er tilfredse. Min mand og jeg? Vi er anderledes. Vi var i udlandet i sommer… på en yacht. Har du været på yacht?
Det er sket, sagde kvinden.
Karinas øjenbryn løftede sig.
Du mener sikkert sådan en turbåd, ja, det har alle prøvet. Men nej, jeg mener rigtig yacht. Alt er anderledes maden, servicen. Det er en anden liga, ikke for hvem-som-helst.
Kvinden tav, så ned i telefonen igen.
Pelsen er ny, sagde Karina og glattede ærmet. Finsk mink, du ved. Ved du, hvad sådan en koster? Nej, for det siger man ikke højt men dyrt er det. Meget dyrt. Min mand gav den til min fødselsdag. Sidste år fik jeg et ur med sten i så det i Illums Bolighus og troede, jeg skulle købe det selv, men så havde han allerede. Sådan lever vi.
Hun holdt pause, ventede på beundrende kommentarer, et blik af misundelse. Frakkekvinden stod bare, rolig, uden at fryse eller tramppe fra fod til fod.
Det fik Karina til at føle sig dum.
De stille typer var altid forkerte i hendes øjne. Måske fordi de virkede til at holde sig tilbage netop for at gøre hende utilpas.
Hvor kommer du selv fra? spurgte hun.
København.
Uuha, Københavner! Karina trak både respekt og skepsis frem i stemmen. København, ja, dér har jeg sidst været i foråret, på messe. Min mand og jeg boede centralt, dejligt hotel. Morgenmaden dér man gider ikke spise hjemme bagefter. Men det ved du vel. Selvom københavnere sjældent sover på hotel i egen by.
Nej, sjældent, indrømmede frakkekvinden.
Arbejder du så dér? Eller hvad?
Jeg leder noget.
Karina lo kort.
Leder noget, ja. Alle leder i dag. Sekretæren styrer sit skrivebord, rengøringsdamen styrer sin moppe. Hun morede sig. Ikke for at være fornærmelig, du ved. Men min mand økonomidirektør. Det er konkret. Det vejer.
Frakkekvinden så lidt mere opmærksomt på hende.
Forstår.
Astrid, læg den mobil væk, sagde Karina. Datteren lagde telefonen i lommen med en sørgelig mine, som om det var fysisk pine. Det unge folk. Ser ikke livet for bare skærme.
Pladsen foran rutebilstationen var lille og gammelt brolagt. Mønsteret var et lapværk fra evige reparationer. Et par næsten nøgne kastanjetræer stod i kanten, bladene dansede i kold oktober-blæst. Vinden rev plastaffald og cigaretskodder hen over fliserne. Der lugtede af diesel fra netop afgående bus.
Du skal sikkert på hotel? Karina fortsatte Vi har kun ét okay hotel her: Åkanten. Alt andet er hostels. Men hvis det bare er for arbejdet, er det vel hip som hap?
Ikke helt, sagde kvinden.
Tja, så tag Åkanten. Værelserne er udmærkede jeg sender altid familien dér. Jeg behøver jo ikke bo på hotel, vi har hus. Stort hus, Jens byggede det over flere år. Grund på 2.000 kvadratmeter, sauna, garage til tre biler. Hun nikkede mod bilen det her er kun én af dem. Jens har også sin, og vi købte for nyligt til Astrid, selvom hun knap har fået kørekortet. Men hun øver! Ikke?
Ja, nikkede Astrid tomt.
Vi tænker på fremtiden. Det er altså ikke alle, der kan.
Længst ude på pladsen nærmede sig en skikkelse i mørk jakke en chauffør. Karina kastede et halvt blik og vendte ryggen til. Kvinden i frakke så også, rettede sig let op.
Har du så en mand? spurgte Karina nysgerrigt. Eller haft? Der siges, at københavnere ikke kan holde sammen, folk bliver skilt til højre og venstre.
Ikke nødvendigt, sagde frakkekvinden, med stemning hvor hverken sorg eller lettelse fandt plads.
Nej, det er da synd. Det er hårdt alene i København. Jeg siger altid til min Jens, at uden mig var han fortabt. Han arbejder, og jeg sørger for alt hjemme. Og så skal man jo stadig se godt ud! To timer om morgenen det er hårdt arbejde.
Hun strøg hånden over de bølgede, lyse lokker, der lå perfekt. Hende eller frisøren havde gjort et godt stykke arbejde.
Chaufføren var nu nået frem til bænken.
Frederikke Jensen, sagde han sagte. Goddag. Undskyld, jeg lod dig vente. Din bil har holdt klar i tyve minutter, jeg ledte dig ikke med det samme. Mødet på mejeriet er rykket til i morgen klokken ni det meldte man forhåbentlig ud. Og hotelværelset står parat. Er du klar til afgang?
Der blev mærkelig tæt ikke tomt, men som at trække vat over hørelsen.
Karina skævede til chaufføren. Så til kvinden. Så tilbage.
Lad os køre, svarede Frederikke Jensen og løftede sin brune taske.
Lad mig, chaufføren tog den sagte.
Tak.
Hun vendte sig mod Karina. Ikke sejrrigt, ikke hoverende. Bare et stille farvel til en ukendt passager.
Ha det godt, sagde hun.
Hun gik mod bilen bag træerne. Lang, sort, med tonede ruder. Chaufføren åbnede og hun steg ind, værdigt. Døren lukkede lydløst, bilen svævede bort.
Karina blev stående midt på pladsen.
Mor? hviskede Astrid. Hvorfor er vi her?
Karina svarede ikke. Hun så efter den sorte vogn og mærkede noget tungt og uroligt indeni. Frederikke Jensen. Mejeriet. Møde flyttet. Værelse klar.
Hvem var hun?
Så huskede hun. Og ønskede, hun ikke havde gjort det.
Gud.
Nogle gange falder sandheden som en spand koldt vand. Ét øjeblik er du tør og tryg næste øjeblik drivvåd og rystende.
Frederikke Jensen. Født Holm.
Frederikke Holm.
Karina så for sig: den spinkle pige med fletning, altid bagest i klassen. Tavs, umoderne, hendes trøjer arvede. Slog blikket ned, hvis nogen så. Tavs når man mobbede. Og det gjorde man næsten dagligt. Opfundne kæle-øgenavne, gemt taske, hvisken bag ryggen. Karina var først til det. Hun troede, det var for sjov, sådan gjorde alle og at Holm måtte lære at tage det.
Holm tog det.
Hun forsvandt efter 9. klasse og vendte aldrig tilbage.
Nu kom hun altså retur.
Med en sort bil og chauffør, der bar hendes taske.
Karina tog Astrid om skuldrene og førte hende til Volvobilen. Astrid kiggede nysgerrigt, men sagde ikke noget. Begavet barn.
De satte sig ind. Karina startede ikke straks.
Det går nok, sagde hun til sig selv. Det er jo tilfældighed. Hun husker ingenting, det ligger så mange år tilbage. Eller gør men gider ikke bruge tid på det, hun er jo chef nu.
Noget indeni nægtede. Noget huskede, hvordan Frederikke en enkelt dag græd i skoletoilettet, fordi ingen så hende. Men Karina så. Og fortalte det videre.
Motoren tændtes. Bilen gled væk.
Karina så på vejen, tænkte, at hun måtte ringe til Jens.
Burde advare ham. Burde forberede ham.
Spørgsmålet var bare, på hvad.
Jens svarede på tredje ring.
Jens, sagde Karina. Ved du, hvem der køber mejeriet?
Et ophold.
Hvor ved du det fra? Det er fortroligt.
Hele byen sladrer. Hør her: Kender du navnet?
Jensen. Frederikke Jensen. En industrigruppe fra Kbh. Seriøse folk.
Jeg talte lige med hende ved rutebilstationen.
En lang pause.
Du laver sjov.
Nej, Jens. Hun lignede hvem som helst, jeg anede ikke, hvem hun var. Snakkede bare Karina standsede. Ja.
Og?
Hun er Holm. Frederikke Holm fra klassen. Kan du huske hende?
Denne gang var stilheden tung.
Ja, sagde Jens lavt. Hun var frygteligt stille, mager pige.
Præcis. Og nu er hun tilbage.
Jens hostede.
Karina, der er ingen grund til at være nervøs. Det er professional business. Hun køber, vi arbejder, det hele kører som det skal.
Men tvivlen i stemmen var der.
Revisorerne kom tre uger senere.
Karina hørte det fra naboen Vibeke, der kendte nogen i regnskab. Vibeke ringede klokken otte om morgenen, og stemmen dirrede, som den gør, når man bringer dårligt nyt.
Karina, der er revision. Alvorligt. Kom i aftes, lukket det finansielle kontor. Jens sidder inde med dem, jeg så det selv.
Sikkert bare rutine, sagde Karina, men hånden, der holdt koppen, dirrede let.
Nej, det er egenhændigt fra den nye ejer. De løfter alt, tjekker fem år tilbage. Karina, som veninde forstå det her.
Karina forstod.
Hun havde fornemmet det efter samtalen med Jens. Ikke skræk men den tunge uro under brystbenet, der ikke ville forsvinde.
Hun prøvede at ignorere det. Brugte tiden på huset, på at købe nyt tøj, stod op hos frisøren. Livet fortsatte normalt, derfor ville det vel gå i sig selv.
Men det gjorde det ikke.
Jens kom sent hjem den aften, efter midnat. Karina sad ved køkkenbordet med kold the.
Nå? spurgte hun.
Han stirrede på bordpladen.
De har fundet det, Karina.
Fundet hvad?
Alt. Næsten alt.
Hun spurgte ikke længere. Hun vidste det godt. Hun kendte ikke detaljer, men hun vidste, at Jens løn aldrig havde rakt til det hele. Hun havde ikke spurgt. Tog imod pengene, brugte dem, nød pelsen og ferie. Ikke interesseret i hvor overskuddet kom fra. Ikke dengang.
Nu blev hun nødt til det.
Det gik hurtigt og grimt derefter. Ikke som på film, hvor der kører slowmotion og dramatisk musik, men som i virkeligheden: uskønt, forvirret, papirer, opkald, fremmede i huset, nysgerrige gardiner. De kom to gange – politiet. Kontiene blev frosset, allerede før Karina kunne gøre noget. Jens blev suspenderet omgående, og kort tid efter blev sagen offentlig. Advokat krævede stort vederlag intet klart svar. Mercedesen blev beslaglagt.
Karina ringede til veninder. Første par gange tog de røret. Tredje gang holdt flere op.
Vibeke svarede slet ikke længere.
Netværket, Karina før troede hun havde, forsvandt lige så lydløst som sne i regn. Hun kunne knapt tro det.
Til sidst måtte hun sælge pelsen. Ikke med det samme, men det skete. Uret med stenene tog Jens med hvor det endte, vidste hun ikke. Astrid skiftede skole; det var umuligt at fortsætte. Børn kan være grusomme de sparker, når man ligger ned.
Huset blev, men ikke længe. Advokaten sagde, at det sandsynligvis også blev beslaglagt. Karina sad i den store stue, med stukloft og tunge gardiner, og tænkte på, at det hele aldrig havde været virkeligt. Kulisse. Flot baggrund til billederne.
Hun tænkte på Frederikke Holm, der stod ved rutebilstationen i sin mørke frakke med lædertaske, og hvordan hun selv havde snakket. Om pels, yacht, hus og tre biler.
Gud.
Bedre var det, hvis kvinden havde råbt ad hende. Kaldt hende dum. Mindet hende om, hvordan hun blev hånet engang. Så kunne man forstå det.
Men der var bare “ha det godt”. Og så forsvandt hun.
Det var værre end alt.
Årssammenkomsten blev arrangeret af dansklæreren, fru Andersen, som nu var over halvfjerds, men stadig insisterede på at samle gamle elever i skolens sal hvert femte år. Hun ringede selv, optegnede hvem der kom, hvem ikke. Hendes stemme fik afslaget til at lyde umulig.
Karina blev ringet op i slutningen af oktober.
Karina, kære, du må komme. Udstillingen af hvad der er sket betyder ikke noget vi falder alle sammen engang. Skolens vægge husker os, som vi engang var. Kom.
Karina var tavs længe.
Fru Andersen jeg har intet der at gøre.
Sandt. Men du har brug for at være der, blandt folk der kendte dig før alt det.
Hun dukkede op.
Var det for at udfylde sin pligt? Måske, måske fordi man ikke kan sidde alene i mørket for evigt, eller fordi fru Andersen havde ramt et sted ingen andre kunne.
Hun havde sin gamle grå frakke på slidt ved albuerne, købt tre vintre forinden kun til kolonihaven. Håret sat enkelt. Lidt creme, ingen mascara, ingen læbestift. Hænderne kunne ikke engang løfte den.
Festsalen: farvede guirlander, billeder på væggen, aflang bord, duge, duft af gammelt træ og kage. Fru Andersen stod i døren, krammede alle.
Kære Karina, hviskede hun. Hvor er det godt, du kom.
Karina gik ind. Folk vendte sig det kunne hun mærke på ryggen. Nogle vendte hovedet bort, enkelte stirrede uden blusel. To ved bordet lænede sig sammen, hviskede.
Hun vidste hvorfor.
Hun fandt en lav plads nede i hjørnet ved vinduet, stod dér med hænderne foldede om tasken, og så ud i mørket, hvor lyset fra salen reflekteres i glasset.
Sådan er det altså.
Sådan føles det: Når man står på sidelinjen og de andres blikke stikker én i nakken, og lydene føles forstærkede og fremmede du er luft, nogen der ikke længere tæller.
Hun tænkte, at sådan havde Frederikke Holm sikkert engang stået. Men da havde hun været femten. Der er forskel at stå sådan som voksen og som barn. Som voksen har man noget indeni at holde sig oppe med. Det havde den unge ikke.
Bag hende lød et sagte Vestergaard nogen fnisede. Hun reagerede ikke.
Folk ankom stadig. Karina så i ruden, da døren gik op og en kvinde, sort frakke, stilfuld og afdæmpet med smal tørklæde, kom ind. Håret pænt. Ingen overflødige smykker.
Frederikke Holm.
Der blev summen, flere gik hende i møde. Fru Andersen krammede længe. Et par klassekammerater talte, smilede. Frederikke var stille, venlig, uden selvtilfredshed eller sejr bare et menneske, kommet til klassefest.
Karina forblev ved ruden.
Minutter gik, eller måske tyve, det var håbløst at holde styr på tiden. Så opdagede Karina, at nogen stod ved siden af. Kiggede til siden.
Frederikke stod en halv meter væk. Kiggede ikke ud, men på hende. Helt direkte.
Hej, Karina, sagde hun.
Noget satte sig fast i Karinas hals. Ikke sorg, ikke frygt, bare noget, hun ikke anede, hvordan hun skulle håndtere. Noget gammelt og ærligt, hun længe havde forsøgt at skjule.
Hej, sagde hun.
De var stille lidt. Derude mørk gade, få lygtepæle. Bladene var for længst væk.
Anede ikke, du ville komme, sagde Karina stille, uprøvet.
Jeg arbejder her et stykke tid for mejeriet. Fru Andersen ringede.
Karina nikkede.
Så tavshed. Der var latter bag dem, gammeldags musik begyndte. Nogen trak stole ud for at spise.
Frederikke, begyndte Karina. Hun vidste ikke, hun ville sige det. Jeg vil Jeg bør
Du må ikke, sagde Frederikke roligt. Virkelig, det er ikke nødvendigt.
Men vent. Jeg vil bare sige, at dengang I skolen Jeg var
Karina. Frederikke var hverken nedladende eller irriteret. Vi er voksne nu. Fortiden har jeg forladt for længe siden. Lad os lade den blive der.
Karina så på hende.
Frederikke tilgav ikke. Sagde ikke, at det var okay. Hun gik bare ikke med tilbage. Der var en mærkelig ærlighed i det.
Okay, hviskede Karina.
Jeg har egentlig et forslag til dig fagligt, om du vil. Mejeriet skal oprette en ny afdeling. Sociale sager for ansatte med vanskelige forhold. Vi mangler én, der forstår det indefra. Ikke et kandidatpapir, men hoved og tålmodighed. Der er ikke stor løn, men det er rigtigt arbejde.
Karina var tavs.
Jeg ved ikke om, du er interesseret, sagde Frederikke. Men hvis det er, hun rakte Karina et kort, hvidt, diskret tryk. Ring mandag. Spørg efter Maria Hansen. Sig, det er fra mig.
Karina tog kortet. Stirrede på bogstaverne, men de gled rundt på papiret.
Hvorfor? spurgte hun lavt, næsten uhørligt. Hvorfor?
Frederikke tænkte lidt.
Jeg ved det ikke, Karina. Fordi jeg kan, måske. Fordi jeg ikke vil se dig gå helt ned. Det giver mig ikke noget.
Hun sagde det uden drama. Som om det var noget, hun længe havde besluttet.
Og mejeriet? Det med Jens var det dig?
Det var revisorerne, sagde Frederikke alvorligt. Jeg bad dem tjekke. Der var rod. Slemt rod. Det er ikke hævn. Kan ikke købe noget og ignorere, hvordan det blev drevet. Folk skal have noget ordenligt.
Jeg forstår.
Og det gjorde hun faktisk. Det var bittert, men det var rigtigt. Sådan var det.
Jeg må tilbage, sagde Frederikke. Fru Andersen vinker.
Hun nikkede og gik, hen mod bordet, mod folk, mod fru Andersen, som allerede havde armen løftet.
Karina stod tilbage.
Kortet var tyndt, tæt kvalitet. Karina vendte det mellem fingrene. Navn, telefonnummer, firma. Intet guldtryk.
Endnu engang lød hvisken bag hende hun var næsten ligeglad. Næsten.
Hun tænkte hvilket svar, nu? Ringe mandag. Spørg efter Maria Hansen. Sig, det er fra Frederikke. Og hvad så? Komme til arbejde, hos én hun havde mobbet som barn? Sidde på lille kontor, få uanseelig løn, hilse i korridoren, hvor folk ved alt om både fortid og nutid?
Uudholdeligt.
Men der var også Astrid. Astrid, som skal færdiggøre skole. Advokatregninger. Huset, som er tabt. Livet, der ikke slutter, når pengene slipper op.
Hun tænkte på den dag på pladsen. Om pels, yacht, to timer foran spejlet, om hendes mand og hvordan hun drømte om at være uundværlig.
Frederikke stod bare og hørte på hende dengang. Med dét blik, Karina dengang tog for dumhed eller resignation. Nu forstod hun det var tålmodighed. Ikke svaghed, men styrken ved ikke at skulle bevise noget.
En bil gled forbi udenfor. Lysstriben gik over ruden og væk.
Karina tænkte, at det var lørdag dagen efter. Astrid ville komme hjem og være sulten. Hun måtte købe ind. Få penge tilbage.
Hun så på kortet igen.
Så lukkede hun det ned i frakkens lomme.
Den slags historie, der senere gik i ring i Aarhus, voksede med detaljer og rygter som det altid sker ved sande historier. Nogle sagde, Frederikke kom kun for at ydmyge Karina. At Karina tiggede om tilgivelse. At de næsten sloges. Men intet af det var sandt.
Det var bare en kvinde ved et vindue med en anden kvinde. Og et kort.
Men der var endnu en historie. Maria Hansen vidste besked, fru Andersen fik det nævnt, og Astrid, der søndag aften så sin mor sidde ved køkkenbordet og stirre på et hvidt kort.
Mor, hvad er det?
Nok et job måske, sagde Karina.
Astrid tog kortet. Læste. Lagde det igen.
Gør det, sagde hun. Du har altid været god med mennesker. Du kan.
Karina så på hende. Fjorten år, korthåret, alvorlige øjne. Astrid så roligt igen.
Senere tænkte Karina, at det var dér, noget flyttede sig. Ikke pga. Frederikkes ord, men ved den måde, datteren så hende på. Du kan, som en påmindelse om, hvem hun var før pelsen, yachten, bilen og spejlmorgener.
Noget helt basalt og sandt. Noget, ingen kan konfiskere.
Mandag ringede hun. Spurgte efter Maria Hansen. Sagde, det var fra Frederikke.
Pausen var kort.
Kom i morgen klokken ti, sagde Maria. Så taler vi videre.
Tak, sagde Karina.
Hun satte røret og blev lidt på sofaen. Ud over gaden var morgengråt og stille. En dør dundrede, skridt forsvandt.
Helt almindelig dag.
Måske den første rigtige dag, hvor noget ændredes. Hun anede ikke hvad, men netop derfor var det, sandt. At gå sin vej uden at vide, hvor man ender.
***
Senere, da alt var vendt lidt, og hun fik en ny, tålelig hverdag, tænkte Karina indimellem på episoden foran rutebilstationen. Nu ikke med rædsel, men med nysgerrig bitterhed overfor sig selv. Hvem ver hun, den overdrevne dame med pels og latter over en fremmeds frakke? Hvad beviste hun? For hvem? For en, der uforstyrret kiggede på sin telefon og nok tænkte på kontrakter, tal, alt andet end pelsen.
Det var nok svaret Frederikke behøvede hverken ydmyge eller hævne. Hun så ikke engang meningen. Ikke fordi hun var nobel, men fordi hun var travl. Hendes liv fyldt med substans.
Karinas liv havde været fyldt med at spille spillet vise, vise, vise. Ønsket om at fremstå betydningsfuld, være noget for andre, men aldrig egentligt være noget for sig selv.
Det var ingen virkelig tilværelse kun et udstillingsvindue.
Vinduet brast. Tilbage stod kun hende selv, i den gamle grå frakke. Og det viste sig, at det ikke var slutningen. Bare begyndelsen. En uvant, uskøn, men sand begyndelse.
På det nye arbejde havde hun et lille rum i tredje, hvor der lugtede af maling. Folk kom med papir og bekymringer. Hun hjalp. Lønnen var beskeden, men nogen sagde altid tak. Nogle kiggede ind igen bare for at fortælle, at det var gået.
Det lignede ikke fortidens liv. Det var tungere. Og meget lettere.
Frederikke så hun sjældent. Indimellem i gangen, når hun kom forbi. Hun nikkede til hende, som til enhver anden. Ikke varmt, ikke koldt.
En dag stødte de på hinanden ved kaffemaskinen. Karina trak sig til side.
Hvordan går det? spurgte Frederikke.
Jeg vænner mig til det, svarede Karina.
Frederikke nikkede og gik.
Karina så efter hende og tænkte, at så er det måske sådan, livet er. Ikke som på film, hvor der altid følger store forsoningssamtaler. Men hvor man bare nikker, spørger, går videre. For livet står aldrig stille.
Hun ville hellere have vidst det for 30 år siden. Men bedre sent end aldrig.
Selvom det vel egentlig slet ikke kan måles.
