I jagten på idealet
Jeg husker tydeligt dengang, jeg sad ved det lille runde bord på et hyggeligt københavnsk café. Dengang havde jeg dårligt øje for det livlige interiør min opmærksomhed var udelukkende rettet mod døren. Gang på gang tjekkede jeg mit ur, kastede forventningsfulde blikke efter hvert kvindeligt glimt, der trådte ind, mens jeg ventede på Signe.
Enhver ny kvinde der trådte ind først en i rød frakke, så en lav brunette med en stor taske satte gang i mit håb, men det var aldrig Signe. Jeg begyndte automatisk at tænke på, hvorfor hun mon var forsinket. Var det hendes måde at skabe spænding, som jeg havde oplevet før hos danske kvinder? Der var kvinder, der bevidst kom for sent for at gøre det mere spændende. Men jeg var ikke én af dem, der gad vente. Jeg gav mig selv fem minutter endnu, så ville jeg gå. Sådan var min regel; jeg gik aldrig på kompromis med den.
Min tålmodighed var på randen, da jeg pludselig hørte en let stemme bag mig:
Hej! Undskyld, jeg kom for sent!
Jeg vendte mig om og så hende en slank lyshåret kvinde, der med et charmerende smil satte sig overfor. Hendes hår var ordnet og nemheden i hendes blik var umiskendelig.
Håber ikke du har ventet længe? sagde hun og hældte hovedet let på skrå.
Jeg blev stående et sekund billedet i mit hoved stemte ikke overens.
Signe? Er det virkelig dig? På billedet var du næsten en anden!
Hun lo let, uden spor af forlegenhed.
Ja, det er mig, svarede hun. Billedet er bare fra fire år siden. Der er sket meget siden! sagde hun med en stolthed, som om hun lige havde nået et mål.
Hun regnede nok med, at jeg ville blive positivt overrasket men virkeligheden var nær den modsatte.
Ja, det må man sige, lød mit neutrale svar. Alt for ændret ikke just til det bedre.
Hun kiggede drillende på mig, fangede en lok og snurrede den langsomt rundt om en finger.
Du er da glad for overraskelsen? sagde hun koket Jeg har fået så mange beskeder fra mænd, der elsker, hvordan jeg ser ud nu. Ingen lagde mærke til mig dengang!
Hun gjorde sig lille og ventede tydeligvis på, at jeg skulle forsikre hende om, at jeg var mere betaget af hende nu. Men min begejstring udeblev. Og det begyndte at irritere hende.
Inden Signe sagde ja til en date, havde hun tjekket alt ved mig. Kigget på mine billeder, læst min beskrivelse, tjekket profiler. Alt stemte: jeg havde en lederstilling, boede i et pænt rækkehus nord for København, to nyere biler i garagen. Alt spillede næsten som et glittet magasin. Signe forstod aldrig helt, hvorfor en som mig var på datingsiden men for hende var det bare et held, man ikke sagde nej til.
Imens begyndte jeg at overveje, hvordan jeg kunne slutte aftenen, uden at det virkede uhøfligt. Uret tikkede, jeg nikkede, spurgte ind, men følte ingen forbindelse. Den Signe fra billedet, ikke specielt modelagtig, havde virket ægte og tiltrækkende på mig. Men overfor mig sad nu en selvsikker, lidt fremmed kvinde lidt for poleret, lidt for smurt på.
Jeg så på tiden. Snart kunne jeg høfligt afslutte. Jeg tænkte trægt over ordene, jeg skulle bruge, så hun ikke følte sig vraget, men jeg heller ikke spildte aftenen.
Jeg kom uvilkårligt til at tænke på det billede, som havde fået mig til at tage kontakt. Hvad var det egentlig, der havde tryllebundet mig? Silhuetten former, bløde linjer, det kvindelige, som jeg altid havde værdsat. Nu sad der en tynd kvinde foran mig, næsten spinkel. Udenpå forsøgte jeg at skjule min skuffelse, men indvendigt slog jeg hovedet mod muren. Hvorfor denne ekstreme jagt på at være tynd? Hvem havde bildt dem ind, at det var skønnest? Det sagde mig ingenting skønhed var for mig noget helt andet.
Ti minutters snak gik, mest med Signe, som fortalte om sig selv, mens jeg indskød få, høflige bemærkninger. Til sidst foreslog jeg, at jeg kunne køre hende hjem undskyldende med en arbejdsopgave. Hvilket faktisk passede.
Hun nikkede kort og vi kørte i tavshed. Før hun steg ud spurgte hun:
Du skriver i aften? Måske kan vi aftale noget nyt?
Selvfølgelig, vi snakkes, sagde jeg og sendte en påtaget smil, allerede sikker på, at jeg ikke ønskede mere kontakt.
Signe tøvede ved døren, men jeg nikkede blot og ønskede hende en god aften. Da jeg kom hjem, slettede jeg straks min datingprofil og blokerede hendes nummer. Ingen tvivl, ingen forbehold jeg ønskede ingen fortsættelse. Allerede i det øjeblik havde jeg tændt af, men for god opdragelses skyld blev jeg til samtalen var ovre.
********************
Et par uger senere sad jeg på café med en kollega. Foran mig stod en stor bøf med sprøde kartofler noget af det bedste, jeg vidste. Jeg betragtede de andre gæster, især bordene med kvinder. De fleste sad med små salater eller lette retter.
Hvorfor er danske kvinder altid på kur? sukkede jeg og skubbede kartoflerne til side. De frarøver sig alle livets glæder. Se bare hende dér hvad er det for et måltid? pegede jeg mod en ung kvinde, der spiste bladgrønt med et sammenbidt blik.
Min kollega lo forstående.
Fordi de fleste mænd foretrækker slanke kvinder, svarede han. Du er nu lidt speciel dér, gamle ven. Men kig lige den mørkhårede pige i hjørnet har sendt dig blikke i en halv time. Sådan en skal du kaste dig over!
Han nikkede diskret mod en, jeg havde bemærket men ikke interesseret mig for. Jeg trak bare på skuldrene.
Jeg blander mig ikke i andres privatliv og forventer det samme, svarede jeg køligt.
Men har du nogen privatliv? drillede han andet end arbejde, fisketurer og fodbold?
Jeg lagde gaflen, så ham direkte i øjnene.
Okay, det er ikke mit bord, sagde han hurtigt og løftede hænderne fredeligt.
Jeg spiste videre, tavs. Privatlivet lå stille. Det var et år siden, jeg havde brudt med Katrine, som jeg ellers havde planlagt at fri til. Hun var kærlig, omsorgsfuld, havde præcis den figur, jeg elskede: Rund og kvindelig, med varme former og en glad skraldlatter.
Vores forhold havde været trygt og kærligt. Jeg skænkede hende altid blomster, små gaver, overraskelser hun strålede hver gang, jeg forkælede hende. Hendes garderobe voksede, fordi jeg elskede at se hende nyde nye kjoler, fine skjorter, elegante sko.
Komplimenterne fløj, og jeg skjulte aldrig, hvor meget hendes udseende og hun selv tiltalte mig.
Men så blev alting anderledes. Hun begyndte at bruge mere tid med sine veninder cafébesøg, biografer, shopping. Efter hver aften med dem ændrede der sig noget ved hende: Først småting, så større.
En aften mødte jeg hende foran spejlet. Hun så sig uroligt i profil:
Jeg er blevet tyk! sagde hun næsten anklagende. Jeg skal tabe mig, ellers tør jeg ikke på stranden!
Jeg blev paf for mig så hun jo fantastisk ud.
Katrine, du er perfekt sådan som du er.
Du ser det bare ikke! Fik jeg hørt. Mine veninder siger, det er slankhed der gælder nu. Ellers er jeg håbløst gammeldags.
Jeg tog hendes hænder og sagde så ærligt jeg kunne:
For mig er du den smukkeste. Det er dig, jeg elsker ikke andres forestillinger.
Men ordene trængte ikke ind. Nu havde hun besluttet sig for at leve efter andres normer.
Din figur er smuk, prøvede jeg at sige. Du er uimodståelig andre blegner ved siden af.
Nu blev hendes øjne blanke, hun vendte sig mod vinduet.
Lad nu være med at trøste mig, sagde hun knækket. Du burde have sendt mig direkte i fitness, dengang jeg tabte mig. Du har jo set det men bare tiet.
Jeg lagde en hånd på hendes skulder.
For mig er du stadig ren perfektion.
Hun rystede på hovedet, vred sig væk.
Fra den dag var alt forandret. Hun smed alt sødt og fedt ud, og køkkenskabene var fyldt med kål, kylling og skyr. Hver dag stod hun på vægten, hver bid blev talt.
Snart blev hun opfarende, irritabel. Gæret latter blev byttet med sarkasme. Hvis jeg prøvede at sige noget pænt, blev jeg straks mødt:
Lad være. Jeg vil høre sandheden!
Hun lyttede alligevel ikke, hendes tanker kredsede kun om det ideelle. Hun kastede sig ud i nye kur-eksperimenter ugen igennem.
Jeg forsvandt ind i bekymring. Jeg huskede, hvordan hun engang havde spist med god appetit, havde elsket min mad. Nu pillede hun kun i en salat mine stege og tærter var fortid.
En aften, da jeg kom hjem, var stemningen elektrisk. Hun raslede med tallerkener.
Hvad er der? spurgte jeg forsigtigt.
Det er din skyld! Det er dig der får mig til at fejle! hvæsede hun.
Hvad mener du? forsøgte jeg.
Du beder kokken lave alt det fede mad for at friste mig! Du ved, jeg kæmper!
Men jeg vil også spise ordentligt. Hvorfor skal jeg leve af tør salat?
Mine ord gjorde hende endnu mere rasende. Hun fandt flere ting at beskylde mig for at jeg ikke støttede hende, at jeg ikke forstod hende, at jeg var en klods om benet.
Jeg så på den ophidsede kvinde og kunne næsten ikke kende hende. Engel var hun ikke længere hun, der engang havde været så mild, var blevet hård, vred.
Hvor blev den pludseligt væk? Pigen, jeg havde elsket, som grinede hjerteligt, drak rødvin til min middag?
Hvad nu? Skulle jeg blive og kæmpe eller gå? Ændre mig efter hendes nye selvbillede? Men så ville jeg miste mig selv. At bo sammen med én, der ikke troede på et ord fra ens mund, var umuligt.
Enden blev bruddet. Jeg prøvede alt, men hver samtale blev til konflikt, hver forklaring til endnu en såret bemærkning. Til sidst forstod jeg, at det ikke gik længere. Det var blevet en tungsindig kamp uden glæde eller tillid.
Det var frygteligt at give slip. Jeg husker stadig de gode stunder, vores rejser, aftener hjemme. Men jeg måtte erkende, at hendes besættelse havde fjernet alt, jeg elskede. Katrine var kun skyggen af sig selv og mig havde hun trukket med ned.
Det sidste skænderi blev afgørende. Døren smækkede, og jeg stod alene i lejligheden, hendes duft svævede stadig, hendes ting stod som spøgelser overalt.
De første uger var de hårdeste. Jeg tog mig selv i at ville ringe til hende, men stoppede altid. Var det alligevel forkert? Men mindet om de sidste måneder smerten, træthedsgråden, og at snakke forbi hinanden var for stærkt.
Efter et halvt år, træt af ensomhed, prøvede jeg for første gang at oprette en profil på en dansk datingside. Jeg forventede ikke mirakler, men ønskede bare at føre en samtale føle, at jeg ikke var alene mere.
Jeg læste profiler, kiggede billeder, vurderede, skrev få gange. Det var aldrig rigtigt; nogen var for overfladiske, andre for lukkede. Fælles for dem alle jeg følte ikke varmen, det klikkede aldrig. Jeg indså, at jeg stadig var låst fast i fortiden.
********************
Men så, lidt efter lidt, begyndte livet at gå videre. Arbejdet, venner, fritidsinteresser fyldte mine dage. En eftermiddag gik jeg ind på en lille café nær Strøget for at hente kaffe. Ved et bord sad en kvinde med en notesbog. Hun skrev løs, kiggede roligt op, mærkeligt uspoleret af de andres blikke.
Der var noget særlig over hende hun lignede ikke nogen, der ledte efter andres bekræftelse, men én med ro indeni. Da hun mødte mit blik, smilte hun bare venligt, ubesværet.
Jeg gik forsigtigt hen:
Undskyld, hvad skriver du? Er det dagbog eller arbejde?
Begge dele, svarede hun og lagde pennen fra sig. Jeg skriver til en blog. Hvad med dig? Arbejder du her i nærheden?
Samtalen gled glat, som havde vi talt før. Hun hed Ingrid. Hun var model, men for en online butik til kvinder med former. Hun var både stolt og afslappet ved sin krop.
Kure er for mig oftest spild af tid. Jeg elsker god mad, elsker at røre mig og er glad for, hvordan jeg ser ud. Hvis man undtager sundhedsmæssige grunde, selvfølgelig, sagde hun let en dag, da vi spiste sammen.
Det var forfriskende at høre én, der så nøgternt og kærligt på sig selv. Jeg blev roligere i hendes selskab. For første gang i lang tid begyndte jeg igen at nyde hverdagen cafe-ture, gåture ved Kastellet, aftaler hjemme hos hinanden.
Efter seks måneder kunne jeg mærke, at jeg havde sluppet det gamle. En aften, mens vi sad på vores stamcafé, rakte jeg hende en lille sort æske:
Ingrid, vil du gifte dig med mig?
Hun gav et glad grin og nikkede:
Ja, selvfølgelig!
Vi giftede os stille; bare familie og nære venner, ingen stor reception. Vi var ligeglade med, hvad andre mente. Den tryghed og ro, jeg følte med hende, var alt.
Engang længtes jeg efter idealet. Først senere forstod jeg, at det ideelle ikke var ydre former, standarder eller hvad andre havde sagt det var ro, varme og accept. Det var det Ingrid og jeg fandt.
