Ulveungen

Ulveungen

– Goddag, fru Holm! Kunne De komme forbi skolen snarest?

– Hvad er der sket? Noget med Viktor?

– Ja, der er alvorlige ting at tale om. Men De skal ikke være bekymret, Deres dreng har det godt. Det er bare… situationen er kompliceret, så vi vil gerne, De kommer hurtigt.

Jeg lagde telefonen fra mig og kiggede forvirret på min veninde, Camilla. Hvem beroliger én bedre end en god veninde?

– Hvad er der? spurgte Camilla, mens hun løftede blikket fra sin bærbare.

– Skolen ringede. Noget er galt.

– Har Viktor det godt?

– Det lyder sådan.

– Så har han nok været oppe at toppes med nogen eller måske svaret lidt friskt. Den alder, det ved du jo. Da min egen Signe fyldte femten, troede jeg aldrig, jeg kom helskindet igennem. Men det gik jo. Tag det roligt og kør derned, så får du opklaret det hele.

Camilla vendte straks tilbage til tastaturet, og jeg vågnede op af min lammelse. Hvad sad jeg egentlig der for?

Efter hurtigt at have kastet lidt make-up og pengepung i tasken og fået fat i min mobil og nøgler, greb jeg frakken.

– Camilla, jeg…

– Ja, jeg holder skansen, smuttede hun ind, før jeg rigtigt fik formuleret sætningen.

– Tak!

Bilen startede heldigvis uden problemer. På vej ud fra parkeringspladsen spekulerede jeg på, hvad Viktor kunne have lavet. Han havde altid været et rimeligt fornuftigt barn. Sådan havde klasselærer Mette Mortensen beskrevet ham, et halvt år efter jeg flyttede tilbage til Næstved og indskrev ham på den samme skole, hvor jeg selv havde gået engang.

– God dreng, Sara. Men jeg havde heller ikke forventet andet. Børn afspejler jo deres forældre, og du har altid været godhjertet. Han har bare arvet din sans for retfærdighed og det kan være hårdt for sådan nogen.

Jeg nikkede bare. Mette havde kendt mig hele mit liv. Hun var min mors nære veninde, og næsten som familie. Hun lærte mig faktisk at tegne og læse, selv spillede vi Hundevalse sammen ved enhver given lejlighed. Hvor mange fødselsdage og sommerfester havde vi ikke været til sammen dengang! Grillaftener, hvor vi løb trætte under bøgetræerne, kørte hjem igen i onkel Henriks gamle Mazda og sang Se den lille kattekilling undervejs.

Da jeg kom i de ældre klasser, blev Mette ovenikøbet min klasselærer. Vi legede, at vi intet kendskab havde udenfor skolen, og det lykkedes os faktisk at holde det skjult.

Vores familier var tætte, og jeg havde været gode venner med hendes søn, Anders. Nogen mente, at vi engang ville ende sammen, men vi grinede altid af det. Vi var jo bare venner!

Sådan blev det ved. Jeg flyttede senere til Aarhus med min daværende mand, og Anders tog til Nordjylland, hvor han fandt sin udkårne. Vi sås kun sjældent, men hver gang føltes det som et skatkammer i min hukommelse. Han kendte mig helt ind til benet, og jeg kunne stole på, han altid ville hjælpe.

Det var Anders, der bakkede mig op, da jeg mistede Martin. Min stærke, sportsglade mand, der kørte lastbil, bukkede under for sygdom på få måneder. Jeg kunne intet stille op.

Mette ringede til Anders, der straks overførte penge, og senere kom han selv for at hjælpe. Han blev i flere uger og fulgte Martin til hospitalet, hjalp mig igennem smerterne og stod for alt det praktiske. Da morfinen ikke længere dulmede, sendte jeg Viktor over til min mor. Han skulle ikke se sin far sådan.

– Undskyld Viktor, det er bedst sådan! Når far bliver rask, kommer du hjem igen… Men det blev jo aldrig sådan. Og det vidste jeg. Det eneste, jeg kunne gøre, var at lade Viktor bevare et godt minde om sin far.

Martin døde ved daggry efter en lang, udmarvende nat. Anders sad og blundede på gulvet, mens jeg stod ved vinduet, og pludselig hørte jeg Martins stemme, som den havde lydt i de gode gamle dage.

– Sara…

Jeg turde næsten ikke vende mig, for jeg ville ikke give slip på øjeblikket. Det føltes, som om alt var vendt tilbage til normalen, men virkeligheden slap mig ikke. Jeg skyndte mig til sengen, tog hans hånd, og han gispede:

– Undskyld mig… Jeg har været så umulig.

– Shh…

– Sara, pas på dig selv og pas på Viktor. Lov mig, du lever videre, finder en god mand og lader Viktor få nogle søskende, passer børnebørnene og først derefter, først da kommer du efter mig. Lover du?

Jeg nikkede bare. Tårerne kom ikke de blev væk længe. Naboerne hviskede bag min ryg: Ikke en tåre. Elskede hun ham mon slet ikke? Og Anders stod ved min side og tog sig af alt.

Samme aften pakkede jeg en kuffert og flyttede straks ind hos min mor. Byen vi havde været så lykkelige i, skulle jeg aldrig vende tilbage til. Martins forældre fik halvdelen af pengene fra salget af vores lejlighed, og for resten købte jeg en lille toværelses i opgangen hos min mor. Nok var den slidt, men både min mor og Mette var lige i nærheden. Far var væk det ville have gjort det tryggere. Men sådan blev det.

Anders holdt øje med os trods afstanden, talte med Viktor på Skype, og deres herresamtaler måtte jeg ikke blande mig i. For første gang i lang tid var jeg lidt lettet.

Anders godkendte mit køb, og da han kom hjem på ferie, fik han hurtigt ordnet alt det praktiske i min lejlighed.

– Sådan, sukket han, mens han spændte den sidste stikkontakt fast. De kvinder, I kan jo ikke klare jer uden, hva?

Både jeg og hans kone, Rigmor, grinede ved bordet. Rigmor, som underviste i dansk, pegede på Viktors stile og sagde:

– Du skal læse det her! Viktor bliver forfatter! Han har virkelig talent, hvis han altså gider arbejde for det.

– Jeg vil være journalist, snerrede Viktor og rykkede sin stil til sig.

– Fair nok! Begge dele kan forenes. Sara, send mig hans skriv, så kigger vi på det.

Få måneder senere havde Viktor vundet sin første Landsdækkende Skolekonkurrence for et kort essay. Han råbte begejstret i skærmen, så Rigmor grinede.

– Viktor, jeg kan både høre og se dig! Men nu skal du vinde tre til, før vi fejrer!

Og Viktor lagde sig i selen, læste noveller for både Mette og farmor, der lo:

– Halvdelen forstod jeg ikke men spændende var det!

Måske derfor kunne jeg ikke forstå, hvad der var sket, nu hvor skolen ringede. Han havde masser at tage sig til: han skrev, spillede ishockey og boksede. Jeg var stolt, når jeg så ham suse over isen med hockeystaven. Han lignede sin far.

Tankerne kredsede om Martin på køreturen. Så mange år, og det blev aldrig nemmere.

Undskyld Martin, jeg kan ikke holde det løfte. Jeg kan ikke forestille mig en anden mand ved min side. Det vil jeg aldrig kunne.

Viktor sad udenfor inspektørens kontor med et blåt øje.

– Mor…

– For pokker da! Er du okay? Har du ondt?

– Bare rolig, det går. Men de kommer til at skælde ud derinde.

– Det har jeg forstået. Sig mig, er der grund til, at jeg skal skamme mig?

Hans mørke øjne smilede. Jeg blev lettet.

– Fint. Kan du hurtigt sige, hvad det handler om, inden de kalder os ind?

– Det var en pige, mor. Jeg kom op at slås for hendes skyld.

– Forklaring?

– Hun blev svinet til.

– Okay. Forstået. Vent her.

– Mor!

Jeg vendte mig i døren.

– Jeg er klar til konsekvenserne men du skal heller ikke hidse dig op, vel? Der er værre ting i livet.

Jeg lagde hånden på hans skulder foran de mange elever, som begyndte at samle sig.

– Det ved jeg.

Mette kom ud og vinkede mig ind.

– Sara, det her bliver ikke let. Modpartens mor vil gøre livet surt, men du skal holde hovedet koldt. Hvis jeg var i Viktors sted, havde jeg gjort det samme.

Inde på kontoret sad flere mødre og skolelederen Kirsten Andersen. Særligt én kvinde fyldte rummet, hun var klædt i pels og havde store armbevægelser. Hun mindede mig om en påfugl.

Naboen, en rank, undselig dame, sad helt ude på kanten af stolen. Musen kaldte jeg hende for mig selv. Vi hilste, og Kirsten begyndte.

– Vi har haft en uheldig episode.

Påfuglen spjættede:

– Det er da ikke svært! Den der dreng fra broken home har tæsket min søn, og I prøver at feje det ind under gulvtæppet! Men det kommer ikke til at ske. Ham skal der tages hånd om!

Jeg stivnede. Hospitalet? Viktor havde intet nævnt.

– Overdriv nu ikke, Margrethe. Din søn har bare fået et blåt mærke.

Kirsten lød vred, og jeg måbede. Moderen blev ophidset:

– Det er da grotesk! Deres datter er den rene heks, hun leger med drengenes følelser!

Musen slog igen med uventet kraft:

– Det er sidste gang, De fornærmer min datter!

Hvem, fingerede hun mod, landede på mig og min søn sad ude i gangen og ventede på politiet, mente hun.

– Hvilket politi? Kirsten rystede på hovedet bare rolig!

– Dér! Din søn er en bølle! Han skal ikke gå fri.

Jeg henvendte mig til Kirsten:

– Kan vi høre, hvad der rent faktisk er sket? Jeg har ikke talt rigtigt med Viktor overhovedet.

Margrethe skulle til at sige noget, men Kirsten begyndte heldigvis:

– Sara, Viktor og Jacob kom op at slås.

– Ikke slås! Han tævede min søn! Og jeg ved, han bokser! Forstår du overhovedet, hvor galt det kunne være gået?

– Kirsten? Er det virkelig så slemt? udbrød jeg.

– Nej, ikke fysisk. Det centrale her er motivationen bag, ikke blå mærker.

– Hvad skulle så være vigtigere? hvæsede Margrethe.

– Sundheden er ikke truet! Men det der skete, kræver samtale. Jacobs temperament er ikke nyt for os det ved du, Margrethe.

– Og de var fem imod én.

Det gik koldt ned ad ryggen på mig. Fem? Men Kirsten beroligede mig.

– Viktor var ikke alene. Han har mange venner selvom han er ny. Der var opbakning.

– Ja, og nu skaber han sine egne regler! Hvilken ulveflok stammer han fra?

Jeg kom til at tænke på, hvordan Martin altid sagde: Når du bliver gal, så tæl til ti. Langsomt.

Lige nu hjalp det!

– Ti! sagde jeg spontant.

Folk kiggede på mig. Jeg sagde tørt:

– Nu er det min tur. Nu vil jeg høre Kirsten. Og hvis nogen vil sammenligne min søn med en ulveunge, så skal de vide, hvad en ulvemor gør for at beskytte sin unge. Vær lige stille!

Kirsten tog ordet:

– Det handler ikke længere om skyld og uskyld. Snak nu med børnene. Det er alvorligt næste gang kan det gå rigtigt galt.

Margrethe var stadig oppe at køre.

– Ja, næste gang gør han nogen til krøbling!

– Nu må du stoppe, Margrethe! Mette, kom med det du har.

Mette rakte Kirsten en mobil med et børnecover på.

– Det her er fra en af jeres klassekammerater. Det billede Jacob delte var fotomanipulation. Men se teksten.

Kirsten viste mig med vrede, hvordan en pige fra klassen, Arina, var blevet hængt ud. Moderen til Musen brød sammen:

– Var det fordi hun sagde nej til at være kæreste med ham?

– Han blev udstillet! sagde Margrethe og min søn lider.

– Hvis min dreng havde gjort sådan noget, ville jeg gemme mig af skam. Men jeg skammer mig ikke jeg er stolt over min søn. Hvis du har et problem, så kontakt hvem du vil vi er ikke bange. Min dreng er en rigtig mand. Jeg ønsker dig held og lykke!

Jeg rejste mig, og uden at kigge mod Margrethe, vendte jeg mig mod Kirsten:

– Vi går nu. Jeg tager en snak med Viktor, og hvis han har brug for det, så kommer han til psykolog. God dag.

Jeg trak Musen Maria med mig ud, og Mette blinkede til mig.

– Skandalekvinde, mumlede Mette og smilede til os. Viktor skal til unges litterære bykonkurrence han skal forberede sig. Giv ham det at vide!

– Gør jeg! sagde jeg og så smilende til Maria.

– Maria, ikke? Sara.

– Sara.

– Vi skulle lære hinanden at kende.

Vi fandt børnene på gangen. Ved siden af Viktor sad en høj, lys pige og holdt et lommetørklæde mit.

– Din? spurgte jeg Maria.

– Ja, svarede hun og smilte.

Der blev varmt og rart i sjælen sådan en pige måtte være god.

– Flot pige.

– Bare hun bliver lykkelig det er det vigtigste. Tror du, det er nemmere med drenge?

– Næ, ligeså svært, sagde jeg og rakte mit kort. Ring, så kan vi ses.

På vej hjem kørte jeg pludselig væk fra hovedgaden.

– Mor, hvor kører du hen?

– Til Bakketoppen. Jeg er sulten du ved, jeg bliver sulten som en ulv, når jeg er nervøs.

Vores lille stamcafé var tom denne eftermiddag.

– Så, fortæl! Bestillingen er klaret, jeg vil høre alt, sagde jeg og lagde hånden på Viktors kind. Gør det ondt?

– Mor, jeg er ikke et lille barn mere!

– Nej, men det er noget andet udenfor bokseringen.

– Rolig, jeg er okay.

– Fint. Jeg har fået nok for i dag.

– Skal jeg så opgive skriverierne?

– Nej, jeg lovede Kirsten, vi ville snakke.

Historien var enkel, men grim. En pige, en dreng der blev afvist og hævn på sociale medier.

– Er Arina din kæreste? spurgte jeg.

– Nej. Hun er sød. Men hendes far er syg, så hun har nok at tænke på. Jeg hjælper hende bare med kemi.

– Så du tog hendes parti.

– Det skulle nogen gøre. Jeg sagde til Jakob, at man ikke gør sådan. Han udfordrede mig, og kom med fire andre.

– Og du sloges?

– Ja. Nu smider de mig sikkert ud af bokseklubben. Træneren har sagt, han tolererer det ikke.

– Det ordner jeg. Bare rolig.

– Skal kvinder fikse alt for én? surmulede Viktor.

– Okay, bare rolig. Hold lidt igen nu. Her er penge, sagde jeg og lagde et par sedler på bordet.

– Hvad er det til?

– Biografbilletter og cafébesøg, Viktor. Sådan gør man med piger.

– Mor!

– Ikke mor! Du betaler tilbage af din første forfatterløn! Sagde jeg drillende.

– Du skal ikke lære mig alt.

– Nej, men lidt.

– Og du?

– Jeg lærer stadig. Har du spørgsmål til piger?

– Jeg har masser! grinede han og lagde bestikket fra sig.

Sådan slutter dagen. Jeg indså, at det vigtigste i livet er at støtte sine børn, stå fast, og lære dem at kæmpe for det rigtige men altid huske at kærligheden og loyaliteten er stærkere end alt andet.