Anden mor
De papirer, du prøver at stikke til mig, har jeg allerede set, Birgitte Madsen. Det går ikke en gang til.
Hun blinkede ikke engang. Hun stod i døren til mit eget køkken, med sit beige frakke med perlemorsknapper, håndtasken hvilende på albuen, som om hun var kommet til en fornem reception og ikke for at træde på andres liv. Hun duftede af dyre parfumer, dem Christian havde givet hende med hjem fra København til hendes fødselsdag for dem havde han fået kys, og hun sagde, at han havde god smag, modsat nogen andre.
Lene, du misforstår alt, sagde hun med sin stemme, som jeg for længst havde lært at læse som en bog. Blød udenpå, hård som sten indeni. Jeg vil dig kun det bedste. Kun det bedste.
Jeg satte koppen på bordet. Mine hænder rystede ikke. Det var nyt, for bare et år tidligere havde hendes blik fået mine tæer til at krumme.
I har allerede ønsket mig så meget godt, at jeg var et år om at komme ud af depressionen. Det må være nok nu.
Hun kneb lidt med øjnene. Efter det blik kom der altid noget ubehageligt. Jeg havde lært det efter syv års bekendtskab.
Du er træt, jeg forstår. Disse behandlinger, disse læger, det endeløse rend til klinikker. Derfor er jeg her for at hjælpe. Bare en lille erklæring om at omregistrere
Omregistrere hvad?
Ja, nogle papirer. Økonomiske. Så du er sikret hvis nu noget sker.
Jeg kiggede på hende. Hendes fingre i fine ringe. Mappen hun holdt, som om det var en buket blomster.
Giv mig den, sagde jeg.
For første gang tøvede hun et sekund.
Så rakte hun alligevel mappen frem. Jeg åbnede den, stående ved bordet. Første side. Anden side. På den tredje stoppede jeg og læste to gange for jeg troede ikke mine egne øjne.
Det var en allerede udfyldt skilsmissebegæring. Alt var pænt skrevet med mit fulde navn. Der manglede kun min underskrift.
Der blev så stille i køkkenet, at jeg hørte en bil køre forbi udenfor, og langt væk skreg et barn.
Du jeg fandt ikke ord. Du kommer for at få mig til at skrive under på skilsmissen fra min egen mand. Og det kalder du omsorg.
Lene, du forstår ikke. Christian har brug for en familie. En rigtig familie. Børn. Du kan ikke give ham det. År efter år, penge og håb intet kommer ud af det. Du piner dig selv og ham. Giv slip. Det ville være ædelt af dig.
Jeg lukkede mappen. Lagde den på bordet. Langsomt, næsten ømt, selvom der var ild i mig.
Gå ud af mit hus, sagde jeg.
Lene
Gå. Vær rar.
Hun gik. Jeg stod alene tilbage i køkkenet med mappen, duften af hendes parfume hængende tykt i luften og følelsen af næsten at være faldet i afgrunden men akkurat nået at trække mig væk. Bare en centimeter. Lige til tiden.
Jeg var dengang tredive, Christian toogtredive. Gift i fem år, de sidste fire havde vi prøvet at blive forældre. Udefra tror folk, det bare ikke lykkes men de ved ikke, hvad det betyder. At det hver måned er håb efterfulgt af nederlag. Prøver, sprøjter i maven hver morgen, og man må ikke græde eller blive vred, for stress er farligt. Man skal bare være rolig og tænke positivt.
Jeg prøvede. Jeg forsøgte at tænke positivt. Men imens gik min svigermor rundt i byen og sagde, at der er noget galt oppe i hovedet på hende og hun har ikke passet på sig selv. Jeg fik det at vide byen er ikke stor, alt kommer ud.
Christian var på forretningsrejse, som han tit var. Han arbejder i et større byggefirma projekter over hele regionen. Han ringede hver aften, lød træt i røret, så jeg holdt problemerne for mig selv. Måske for at beskytte ham, måske for at beskytte mig selv.
Den aften, Birgitte Madsen gik, sad jeg længe ved vinduet og kiggede ud på den københavnske efterårsaften. Gennemsigtige, bare træer. Våde fortove. Mennesker med indkøbsposer. En kvinde i grøn jakke holdt en lille pige i hånden hun hoppede i vandpytter og lo. Kvinden blev ikke sur, holdt blot lidt fastere om pigens hånd.
Jeg så på dem og tænkte: Det er bare det her, jeg vil have. Ikke noget særligt. Bare et barn, der hopper gennem pytterne. Bare en hånd i min.
Jeg fortalte Christian intet den aften han skulle ikke bekymre sig langt væk. Jeg sagde bare, jeg savnede ham. Og han svarede, at han snart var hjemme om en uge. Og at han elskede mig. Det troede jeg på. Jeg troede altid på ham.
Så kom ugen, hvor alt ændrede sig.
Om onsdagen ringede min gamle skoleveninde Rikke Andersen der var noget forsigtigt i stemmen, som om hun skulle bære noget tungt og var bange for at tabe det.
Lene, har du hørt, hvad folk siger?
Hvad?
Om dig. I lægehuset. Og frisøren nede ved torvet. De siger, du har en anden mand.
Jeg var tavs tre sekunder. Lige præcis så lang tid tog det at forstå, hvor rygtet kom fra. Jeg behøvede ikke gætte længe.
Er det fra Birgitte, Rikke?
Hun tøvede.
Ja, det sagde hun til Sofie på hendes fødselsdag Men jeg tror ikke på det, det ved du. Du skal bare vide det.
Tak.
Jeg græd ikke. Sad bare der i den lille, stille lejlighed og forstod ikke, hvad jeg havde gjort hende. Jeg havde aldrig været fræk, aldrig modsagt hende. Jeg gav hende altid de gaver, Christian foreslog. Tiltalte hende altid høfligt. Altid – også alene.
Hvorfor hadede hun mig? Bare fordi jeg var hans kone? Fordi jeg ikke kunne give hende børnebørn? Eller bar jeg bare for lidt status? For almindelig? Christian var en lovende ingeniør, afdelingsleder, og jeg en enkel folkeskolelærer. Måske lå det dér.
Jeg fandt aldrig svar. Ikke den gang. Heller ikke senere.
Fredag tog jeg til klinikken Håbet til rutinetjek. Læge Kirsten Jensen og jeg var næsten familie nu. God kvinde, stille, nærværende. Når endnu en behandling mislykkedes, prøvede hun altid noget nyt, ledte, undersøgte. Alt var i orden, sagde prøverne forklaring: uforklarlig barnløshed. Man ved ikke hvorfor, prøv igen.
Jeg sad på gangen, så i et ugeblad uden at læse. Ved siden af sad en ung kvinde med en lille mave, fuld af glæde. Jeg kiggede på hende og var ikke misundelig. Bare stille ønskede det samme.
Så gik jeg ud til receptionen og der stod Christian. Levede, med sportstaske over skulderen, den grå jakke jeg gav ham for to år siden.
Christian?
Han vendte sig om kom hurtigt hen og krammede mig. Jeg mærkede lugten af hjem, vej, træthed, og blev let.
Jeg fik fri tidligere, sagde han smilende. Ville overraske dig. Kørte hjem, så du ikke var der. Ringede du svarede ikke.
Min mobil lå i tasken.
Jeg regnede ud, hvor du nok var.
Han tog min hånd. Vi satte os i et hjørne, mens jeg ventede på min tur. Og jeg kunne ikke holde det ud mere. Fortalte ham alt. Om mappen med skilsmissepapirer. Om rygtet. Om alt, jeg bar alene.
Han lyttede tavst og intenst. Hans kæber spændte. Jeg kendte dét tegn han samler sig. Noget bærer han på.
Hvorfor sagde du det ikke straks? spurgte han.
Ville ikke uroe dig.
Jeg er din mand. For det første. For det andet: vi skulle have taget snakken om min mor alvorligt for længe siden. Jeg ved, hun ikke altid
Hun hader mig, Christian.
Han svarede ikke straks det var et svar nok.
Så blev jeg kaldt ind. Christian gik med. Her ventede det uventede.
Kirsten var mærkeligt anspændt så på skærmen, på os, på skærmen igen. Bladrede i min journal.
Lene, må jeg spørge dig noget har du taget medicin på eget initiativ mellem vores forsøg?
Jeg forstod ikke straks:
Nej, altid kun det, du sagde.
Hun nikkede; sagde så:
For et par år siden blev vi kontaktet af en person et samarbejdstilbud om at justere dine prøver. En lille smule. For betaling.
Der blev helt stille.
Jeg sagde nej, fortsatte hun. Men jeg ved, at på den første klinik, hvor I startede, blev det ikke afvist. Jeg kan ikke bevise det, men jeg har talt med en tidligere kollega der hun fortalte det. For nylig. Hendes samvittighed kunne ikke bære mere.
Christian rejste sig.
Hvem gjorde det?
Jeg ved det ikke præcist. Men det var en kvinde. Ældre, selvsikker.
Jeg hørte, hvordan Christian sukkede. Jeg så i vinduet, så en lille, bar birk udenfor.
Måske var jeg ved at blive skør? Mor kan da ikke sådan? Det er for over grænsen for, hvad man kan gøre mod et andet menneske.
Men inderst inde vidste jeg det. Længe.
Vi skal snakke sammen, sagde Christian.
Vi gik ud, satte os i bilen. Han trykkede ikke på gassen. Stirrede ud på regnen i byen.
Sig ingenting et øjeblik.
Vi sad i stilhed. Små regndråber på ruden.
Det er hende, sagde han. Ikke spurgt, men konstateret.
Jeg ved det ikke
Jeg ved. For hun nævnte for et år siden, at hun havde lægeveninder, og jeg troede bare, hun gerne ville virke hjælpsom. Jeg troede ikke
Fire år, sagde han, knust.
Jeg græd ikke. Den evne havde livet allerede lært mig. Jeg lagde bare min hånd over hans.
Hvad gør vi nu? spurgte jeg.
Han så på mig med trætte, brune øjne.
Først stoler du på mig? At jeg ingenting vidste?
Ja, svarede jeg ærligt.
Vi sad længe og tænkte højt. Skulle vi gå til politiet nu? Med en fortælling? Intet bevis kun ord mod ord.
Vi havde brug for beviser.
Der kom jeg i tanke om Rikkes gamle sommerhus på Sjælland, 30 km væk. Nøglerne havde jeg fra sidst vi lånte det. Vi skulle væk, tænkte jeg. Væk fra hendes søgelys for at kunne lægge planer. For hun vender tingene, hvis vi konfronterer hende direkte. Hun kan det.
Christian forstod straks.
Vi pakkede på tyve minutter. Tøj et par dage, opladere, papirer. Christian tog sin bærbar og vigtige papirer. Vi kørte væk, ingen så os, eller måske så de folk rejser jo.
Fra bilen ringede jeg:
Rikke, jeg spørger dig ikke hvorfor men virker nøglerne?
Ja, helt sikkert. Er du ok?
Ikke helt. Fortæller senere.
Tag afsted. Der er træ og dyner i skabet. Måske lidt mus, men tjek hjørnerne.
Tak, Rikke.
Pas på dig.
På vej ud af byen i aftenregn var jeg bange. Ikke for mørket, men for hvor ondt et menneske kan gøre, bevidst. At en mor kan vide, at hendes svigerdatter dag for dag kæmper, og så betale for, at det aldrig lykkes.
Toksiske relationer. Jeg læste engang i et dameblad, men det føltes som noget fjernt, ikke mit eget. Nu var jeg det.
Huset duftede af gammelt træ og efterår. Christian tændte op. Jeg fandt tunge, varme dyner. Vi lavede te i Rikkes kopper med vindmøllemotiv og snakkede. For første gang, rigtigt.
Fortæl mig alt, sagde han.
Jeg fortalte. Om de små stik af kritik, om hendes opkald de sværeste dage, om kuriøse fejl i den første klinik. Gentagne små hændelser, jeg havde undskyldt eller forklaret væk.
Hun sagde, du ikke holdt diæt, ikke tog det alvorligt, fortalte han stille. Og at lægerne sagde, det var dig.
Tænkte du det?
Ikke rigtigt men jeg ville bare, det hele blev godt. Jeg var feje, Lene.
Nej, Christian. Du elsker hende bare. Det er ikke det samme.
Han så på mig, så hjertet snørede sig.
Næste morgen lagde vi planer. Det var klart: gik vi bare til hende, benægtede hun alt. Hun var ekspert til at manipulere og vende situationen mod én selv.
Vi måtte have en optagelse. Hendes stemme, hendes ord.
Hun kommer, sagde Christian. Når hun ser, vi er væk og jeg er hjemme begynder hun at lede. Og hun finder os. Jeg kender hende.
Så vi forberedte os. Christan havde optager i mobilen den kunne optage i lommen. Jeg skulle spørge direkte, lede samtalen, give hende snor.
Vi ventede tre dage. Husets brædder knagede, vi gik ture, lavede mad. Samtalen fik en anden ro; alt overfladisk var væk.
En aften omfavnede Christian mig i køkkenet.
Vi flytter. Når det her er slut. Ny begyndelse.
København?
Nej, Århus. Der er et job jeg egentlig har sagt nej til. For mor. Nu tænker jeg anderledes.
Jeg svarede ikke lagde bare hænderne på hans.
Hun kom på fjerdedagen, søndag eftermiddag. Vi hørte bilen, Christian startede optagelsen.
Klar? spurgte han.
Ja, sagde jeg.
Hun gik ind som hjemme. Kiggede sig omkring.
Christian. Jeg vidste ikke, du var her.
Selvfølgelig. Du troede, jeg stadig var på rejse.
Hun så på mig, vurderede.
Lene. Hvad har du bildt ham ind?
Kun sandheden, Birgitte.
Hvad ved du? Du opfinder altid problemer. Det siger lægerne også
Hvilke læger? Dem, du betalte for at sabotere vores fertilitet?
Pause. Kort, næsten usynlig, men jeg så den.
Vrøvl, sagde hun hårdt.
Vrøvl? Klinik Zarinka personalet, fx Maria der Hun fortalte lægen Kirsten i København om et tilbud hun havde fået. Hun sagde ja. Birgitte, skal jeg gå rundt om grøden? Svar mig bare: passer det?
Du er skør.
Mor, sagde Christian. Jeg kan høre, om du lyver. Hele livet har jeg vidst det. Svar hende.
Noget inde i hende gik itu nu. Udvendig rank stadig, men noget brast.
Jeg gjorde det for dig, sagde hun til Christian. Du forstår ikke. Hun var aldrig den rette. Almindelig. Ingen familie, ingen karriere. Du kunne gøre bedre. Jeg gav dig alt
Mor.
Jeg ville bare, du selv skulle indse det. At det ikke blev til noget. Uden skandale. Ingen kom til skade…
Ingen kom til skade, gentog jeg. Min stemme var fremmed. Fire år, Birgitte. Hver måned håbe og så tabe. Injektioner hver dag. Blodprøver hele tiden. Alt jeg gjorde. Jeg troede, det bare var mig, der fejlede. At jeg ikke fortjente et barn. Ingen kom til skade?
Hun så mig i øjnene første gang på syv år, jeg så noget menneskeligt i hendes blik. Ikke medlidenhed, men noget ægte.
Du stjal fire år, sagde jeg. Det kalder du kærlighed.
Jeg er hans mor, hviskede hun næsten træt.
Jeg er hans kone, svarede jeg.
Christian kom hen, stillede sig ved min side.
Vi optog det hele, sagde han. Det er ikke længere ord mod ord.
Hun kiggede længe på ham.
Vil du gå til politiet?
Ja.
Jeg er din mor.
Jeg ved det.
Hun blev lidt, vendte så om og gik.
Vent, sagde jeg til hendes ryg. Ved ikke hvorfor.
Hun stoppede uden at vende sig.
Har du nogensinde elsket ham, rigtigt? Eller skulle han bare blive ved din side?
Hun svarede ikke. Gik ud, smækkede døren.
Christian så et øjeblik mod døren, så på mig, slukkede optageren.
Jeg ringer til Søren. (Hans barndomsven, nu politimand) han ved, hvad man gør.
Okay.
Jeg gik ud på trappen. Koldt, duft af grannåle og vådt løv. Hendes bil var væk. Kun dækmærker i gruset.
Jeg stod længe og trak vejret, bare mærkede at jeg var.
Resten klarede myndighederne optagelsen, Kirsten Jensens forklaring, Maria fra klinikken, som nu også erkendte det. Hun havde taget pengene, men samvittighed kan man ikke betale sig til.
Birgitte blev afhørt to uger senere. Vi hørte det fra Søren. Christian sad længe og stirrede ud i rummet bagefter.
Hvordan har du det? spurgte jeg.
Ved det ikke.
Det er okay.
Det er min mor.
Det ved jeg.
Han tjekkede en bog, satte den tilbage.
Værst er, at jeg ikke er chokeret. En del af mig har altid vidst, hun kunne være sådan. Jeg lukkede bare øjnene. For det er jo mor
Sådan fungerer giftige forhold, sagde jeg. Ikke i et slag, men gradvist. Man tvivler på sine egne oplevelser.
Forstod du alt?
Nej. Jeg blev bare slidt ned. Træthed gør én klogere eller mere kynisk. Ved ikke hvad.
Vi forlod sommerhuset efter tre uger. Flyttede aldrig hjem i lejligheden igen. Christian pakkede, mens jeg var hos Rikke. Vi afleverede nøglerne og kørte til Århus.
Her var efteråret anderledes. Lunere, lysere. Palmetræer langs vejen. Vi lejede en lejlighed i en rolig gade. Christian fik nyt job. Jeg gik hjemme først, indrettede, handlede, kogte supper, vænnede mig til rummet.
Via Kirstens netværk fik vi anbefaling til en ny fertilitetslæge, Eva Mikkelsen bestemt, men venlig. Alt er muligt. Giv ikke op.
Vi blev undersøgt forfra. Fra et rent bord. Uden andres indblanding.
Tredje behandling lykkedes.
Jeg fandt ud af det i februar. Christian var hjemme. Jeg stod på badeværelset med testen og to streger. Gik ind til ham. Han sad i sofaen, så op.
Jeg sagde intet. Rakte bare testen frem.
Han så på den længe. Så på mig. Hans øjne var røde.
Lene…
Ja, nikkede jeg.
Han lagde armene om mig, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Men jeg sagde ikke slip.
Jonas blev født i oktober. Tre et halvt kilo, 52 centimeter. Mørkt hår og så alvorligt blik, at sygeplejerskerne grinede og sagde: Han bliver sikkert professor.
Jeg græd. Ikke kun af smerte, selv om det gjorde ondt. Men da han lå på mit bryst, og jeg mærkede hans varme, blev alt det tunge fire år lidt lettere.
Det forsvandt ikke. Sådanne ting forsvinder aldrig. Men de bliver lettere at bære.
Christian stod ved min side, holdt mig i hånden han gør det stadig, ligesom den gang i bilen.
Jonas var tre måneder, før vi første gang kunne lande. Han sov. Vi sad i køkkenet med te, tændte et sterinlys. Efterårsaften udenfor i Århus.
Christian?
Ja.
Tænker du på hende?
Han vidste, hvem jeg mente.
Ja. Nogle gange. Men sjældnere.
Jeg også. Jeg spekulerer over, hvordan det kunne gå så galt. Så kigger jeg på ham (jeg nikkede mod soveværelset) og tænker: vi er her. Vi lever.
Er du sur på mig? spurgte han forsigtigt.
For hvad?
For ikke at have set noget. Eller fortrængt. Hele de år.
Jeg havde tænkt meget ærligt.
Nej. Ikke sur, men noget er der. En lille splint. Ikke ondt, men man ved, den sidder.
Han nikkede.
Det er fair.
Jeg prøver være ærlig. Jeg orker ikke længere lade som om, alt er godt, når det ikke er det.
Er det godt nu?
Næsten. Jonas er sund, du er her, vi har et hjem. Jeg varmer hænderne på koppen. Men vi er andre nu, Christian. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Men sådan er det.
Han trak på smilebåndet. Stearinlysets flamme sitrede.
Husker du den aften i sommerhuset, hvor hun gik?
Ja.
Jeg så dig fra vinduet. Jeg tænkte: Hvordan kan hun bære det?. Alt, du har været igennem. Men du står stadig. Ikke knækket.
Jeg har knækket. Bare ikke foran dig.
Jeg ved det. Undskyld.
Christian Lad os ikke bruge kræfter på at afgøre, hvem der har størst skyld.
Vi hørte Jonas knirke i søvne. Begge holdt vi vejret. Så stilhed igen.
Han sover, sagde Christian.
Ja.
Vi sad tavse. Det gode, nære stille mellem fortrolige mennesker.
Er du lykkelig? spurgte han pludselig.
Jeg tænkte rigtigt over det.
Ja, sagde jeg. Men lykken smager bare anderledes nu, end jeg troede engang. Før tænkte jeg, det var, når intet gjorde ondt. Nu ser det ud til, at lykken faktisk er, når det går godt, selvom noget stadig stikker. Men stadig ønsker man sig, at dagen aldrig slutter.
Han smilede. Langsomt sådan som den, der først nu lærer det igen.
Det er en god smag, sagde han.
Ja, svarede jeg, lidt bitter, men god.
Og det er livets gave at lære, at lykken kan vokse i skyggen af alt det svære, hvis bare man vælger ærlighed og hinanden til.
