Tillæg til lejligheden
Du har misforstået det, Rikke. Jeg er ikke kommet for at spise aftensmad. Jeg er kommet for at sige dig noget vigtigt.
Rikke Marie Bertelsen stod med ryggen til sin mand ved komfuret. Den træske, hun havde i hånden, hang i luften over gryden med suppe. Bouillonen dannede små bobler, som lød mere og mere fjerne, indtil det til sidst var den eneste lyd i lejligheden og også den tonede væk.
Hvad er vigtigt? spurgte hun, uden at vende sig. Stemmen var jævn, næsten forretningsagtig. Hun blev overrasket over sin egen ro.
Anders gik forbi hende, lagde sin taske på den gamle skammel. Det var en gammel vane: taske på skammel, jakke over stoleryggen. Tredive år samme bevægelser. Rikke kendte dem udenad, som en remse fra en børnesang, hun ikke længere forstod men stadig kendte ordlyden på.
Jeg går, sagde han. Uden pause, uden forklaringer. Bare: jeg går.
Skeen blev lagt på grydelågsholderen. Rikke vendte sig langsomt.
Anders sad ved bordet, jakken stadig på. Otteoghalvtreds år gammel, og hun så ham pludselig: både den mand, hun engang kendte, og en helt anden. Hans tindinger var hvide nu. Hænderne lå fladt på det slidte træbord, som om de havde besluttet sig for længst.
Hvorhen? spurgte hun, selv om hun godt vidste det.
Til Stine. Du kender hende ikke. Hun arbejder i afdelingen. Hun er fireogtredive.
Alderen blev udtalt for sig selv, som om det gav mening. Måske gjorde det.
Rikke tog servietten, hun havde foldet i trekant for en time siden. Købt på torvet fra en kvinde fra Lolland. Kraftigt hør, rare at røre ved, men Anders trykkede dem bare sammen, efterlod dem som krøllede bunker. Hun foldede dem altid ud og vaskede dem. Trediv års hushold, de samme bevægelser.
Hvor længe? spurgte hun.
Et år og fire måneder.
Hun regnede hurtigt tilbage. Sidste sommer. De havde været i Skagen, for første gang bare dem to i mange år. Hun troede, det var et nyt begyndelse. Men det, hun tænkte, var forkert.
Du må forstå det, begyndte Anders. Han lænede sig lidt frem, men så samtidigt forbi hende, ud i luften over hendes skulder. Det her handler ikke om, at du er et dårligt menneske. Du Rikke, du er blevet en del af lejligheden. Forstår du? Et tillæg. Jeg kom hjem til rene vinduer, strøgne skjorter, bestik på sin plads. Alt var perfekt. Men du var der ikke. Ikke sådan rigtigt.
Hun lyttede. Hørservietten blev vredet til en hård rulle mellem fingrene.
Med Stine føler jeg mig levende. Hun spørger ind til mig. Vi har noget at tale om.
Og det havde vi ikke?
Rikke. Hans stemme blev træt. De sidste ti år har du kun talt om lejligheden, børnene og naboerne. Undskyld, men det er sandheden.
Børnene. Sønnen Kasper boede i Aarhus med kone og børn. Datteren Line var flyttet til København for fem år siden. De ringede hver søndag, kom til jul og påske, men savnet efter dem var tavst, indlejret som et gammelt ar. Man nævnte det ikke. Man levede bare med det.
Går du nu? spurgte hun.
Ikke i dag. Jeg skal lige have samlet mine ting. Hvis du foretrækker det, sover jeg hos Mads.
Mads. Hans bedste ven. Så han vidste det også. Måske længe.
Bliv, sagde hun. Stadig med den samme flade stemme. Sov her, pakk dine ting her.
Hun slukkede for gaskomfuret. Suppen stod og trak i stilheden.
Den nat lå hun på sin halvdel af sengen og stirrede op i loftet. Anders faldt hurtigt i søvn eller lod, som om han gjorde. Loftet var det samme som altid; hvidt med et sprøjtet svensk tapet og et gabende lille revne ved lampeudtaget. De havde talt om at få det ordnet. Nu blev det nok aldrig.
Tårerne kom først omkring klokken tre. Ikke gråd, men varme løbeture på kinderne. Hun gjorde ikke noget for at stoppe dem.
Anders var væk fire dage senere. To kufferter, sin laptop, sine økonomibøger og sine ting fra badeværelset. Rikke sad i køkkenet og sippede kold kaffe, mens han pakkede. Da han gik, gled stilheden ned over lejligheden. Ikke stilhed som om aftenen. Anderledes. Som om nogen havde taget gardinerne ned og båret spisebordet ud.
De første dage gik hun rundt og udførte de samme gøremål. Skyllede kopper. Tørrede støv af. Om søndagen tog hun hans hvide skjorter ud af skabet, sad en time med dem på skødet uden mål. Der var ni. Han havde altid insisteret på særvask og stivelse til kraverne. Hun havde strøget dem hver uge i tres år. Nu lå de i hendes skød, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre med dem.
Til sidst lagde hun dem tilbage. Lukkede skabet.
Kasper ringede om onsdagen. Hans stemme var forsigtig, som én der ved, hvad man bør sige, men ikke hvordan.
Mor, far har ringet. Hvordan har du det?
Fint, svarede hun.
Fint hvordan?
Fint er fint, Kasper. Alt er i orden.
Han ville sige mere, hun kunne høre det. Ville vel invitere, eller give hende et råd, hun ikke behøvede. Men han spurgte bare:
Spiser du?
Jeg spiser.
Giv lyd, hvis der er noget.
Selvfølgelig.
Hun spiste dårligt i en uge eller mere. Ikke for at pine sig selv. Åbnede bare køleskabet, så hans ost, hans sennep fra Irma, kærnemælk, lukkede igen og gik ind i stuen.
Line dukkede op en weekend, uanmeldt, ringede fra Hovedbanegården.
Jeg er i København, henter du mig?
Rikke hentede hende ved metroen. Line lignede hende som ung: mørkt hår, rank ryg, blikket lidt skeptisk. Men yngre og alligevel fuldstændig fremmed bag øjnene.
Mor, du er blevet tynd.
Det gør ikke noget.
Jo, ikke på to uger. Kom nu, jeg har mad med.
Line blev der to nætter, lavede mad, gjorte rent, så film. Den anden aften sad de længe ved køkkenbordet, indtil Rikke begyndte at tale. Ikke klage, bare fortælle. Om begyndelsen. Om dengang de mødtes på KUs bibliotek, hendes syvogtyve år, hans niogtyve. Om hendes job som museumskurator. Om Kasper, Line, hvordan lidt efter lidt alting skiftede. Ikke til noget værre. Bare andet.
Du arbejdede jo, mor. Hvorfor stoppede du?
Da I var fire og syv. Far mente, jeg burde være hjemme. Jeg sagde ja.
Og du fortrød?
Rikke tav lidt.
Ikke dengang. Nu ved jeg det ikke.
Line tog hjem søndag aften. Rikke så hende gennem regnen til hun svingede forsvandt i mørket.
Lejligheden blev stille. Ikke kvælende stille, bare tom. Næsten blød stilhed.
De næste uger flyttede dagene forbi hende. Stod op, vaskede sig, lavede kaffe, handlede, vandede vindueskarmen. Glattede duge for ingen. Livet gik sin gang, hun blev ikke spurgt.
En sen eftermiddag tog hun en gammel papkasse ned fra loftsrummet. I den lå hendes gamle speciale, kataloger fra udstillinger, fotos. Ét billede var fra museet: hun stod alvorlig foran et maleri fra Brügge, skilt med årstal bagpå: Åbning marts 89. Hun var niogtyve.
Hun lagde det på natbordet.
Marie ringede torsdag aften.
Marie Jensen, veninde fra studietiden, lever nu i Odense, men deres samtaler havde altid fortsat uden huller.
Rikke, Line har fortalt mig det. Hvordan går det?
Jeg lever.
Det er ikke et svar.
Jeg har ikke et andet.
Pause.
Jeg skal spørge dig om noget. Tænkt på dig længe. Kan du huske Lise fra Kunsthallen?
Lise Eriksen?
Ja, fra Studiestræde. De vil gerne have en, der kan lave udstillingsarbejde, lidt rådgivning. Deltid. Det var jo netop det, du lavede i tyve år.
Rikke gik over i mørket, satte sig på sofaen.
Marie, det er femogtyve år siden.
Malerierne bliver ikke gamle, Rikke. Tænk over det. Gå derind, snak med Lise. Blot én gang.
Stille i huset.
Gør det, hvis ikke for andet, så for dig selv, sagde Marie dæmpet.
Rikke svarede til sidst:
Giv mig hendes nummer.
Hun kunne ikke sove den nat. Tænkte ikke på Anders, men på sig selv. På billedet. Hun huskede, hvordan hun dengang kunne hele Brügge-samlingen på rygraden, alle billedernes rækkefølge, detaljerne. Husker lugten af fernis, tyngden af kataloger. En stemme der sagde: Du har det rette blik.
Det blik havde hun ikke tabt. Det havde bare været skjult i alt det daglige.
Lise Eriksen viste sig at være lav og energisk, halvfjerds, med briller i rød ramme. Hun tog Rikke om armen.
Kom med rundt.
Mens de gik, mærkede Rikke noget. Først kunne hun ikke sætte ord på det: Hun åndede. Rigtigt åndedrag, ikke overfladisk. Hun var tilbage.
Kunsthallen var lille, men lækker. Tre sale klassikere, ny kunst, lille foredragssal. Rikke studerede ophængningen. Her lidt skævt, her faldt lyset forkert.
Her har vi problemer, sagde Lise, stoppede ved et hollandsk stilleben. Publikum går forbi.
Rikke tav et øjeblik.
Den skal hænge tolv centimeter højere, på endevæggen, frontalt. Nu drukner den i sidebelysning, og nabomalingen stjæler fokus.
Lise smilede.
Kom på mandag. Tre dage om ugen til at starte med.
Rikke trådte ud på gaden. Marts, stadig koldt, men en antydning af forår. Hun stod der, med kun sin taske, uden at tænke på lejligheden, Anders, skjorterne, servietterne. Bare stod.
Hun fandt sin mobil og ringede til Marie.
Hvordan gik det?
Jeg starter på mandag.
Hvad sagde jeg! Det er helt rigtigt.
Vi får se, sagde Rikke, men hendes stemme lød anderledes.
Fredag gik hun spontant ind til frisøren på nabogaden. Mesterens navn var Viola.
Hvad skal vi? spurgte Viola.
Rikke stirrede på sig selv i spejlet. Mørkt hår, nu tungt flettet bagud i en gammel hestehale.
Kort. Fjern kemien. Jeg vil gerne have det naturligt. Gråt må godt ses.
Viola trak på skuldrene.
De fleste vil dække det.
Ikke mig.
Tre timer senere kiggede en fremmed kvinde ud af spejlet: kort hår, sølv og mørk brun, ansigtet fri for hår.
Det klæder dig, sagde Viola.
Ja, svarede Rikke.
På gaden standsede hun for et butiksvindue. Kvinden i ruden så lige på hende.
Om lørdagen gik hun i storcenteret for tøj, ikke dagligvarer. Plukkede en mørkeblå jakke, habitbukser med høj talje. I prøverummet kiggede hun længe. Hun lignede ikke sig selv eller måske gjorde hun.
Mandag kom hun ind i Kunsthallen. Lise gik forud, viste hende kælderen, præsenterede for de unge. I første arbejdsdag gik hun papirerne igennem, sad med Lise over te.
Ærligt: Den tredje sal hvad er galt?
Der er for meget, sagde Rikke. Seksten værker hvor der burde være ti. Øjet mister orienteringen. Publikum glemmer alt.
Lise smilede bredt.
Præcis! Du kan formidle. Det er godt.
Om aftenen gik Rikke hjem til sin stue, samme møbler, samme blomster. Men hun selv var lidt anderledes. Som om hun smeltede langsomt.
Hun ringede til Line samme uge.
Mor, din stemme er forandret.
Hvordan?
Jeg ved det ikke. Du lyder levende.
Anders, imens, boede hos Stine i en toværelses på Islands Brygge. Stine arbejdede tit sent, gik til yoga. Anders manglede rutinerne; hjemme havde Rikke altid sørget for alt. Nu stod han med en tom køleskab og anede ikke hvorfor han savnede hendes små vaner.
Han kunne lave spejlæg, lave mader. Først var det sjovt. Men kun først.
Stine lavede mad, men ikke for ham kun til sig selv. Den forskel mærkede Anders først efter uger.
Kan du handle ind? sagde Stine om søndagen. Ikke vredt, bare fordi hun havde travlt.
Han forsøgte. Men han vidste ikke, hvad han skulle købe. Rikke havde altid vidst det.
En aften i april kom Stine hjem, begejstret:
Vi har fået ny projektleder. Han er fra London, 31 virkelig spændende! Tænk, vi talte om dansk arkitektur over frokost…
Fint, sagde Anders.
Spørger du ikke ind til det?
Du siger det jo allerede.
Hun forsvandt ud i køkkenet, tallerkenerne klirrede.
Rikke arbejdede nu halvanden måned i Kunsthallen. Hun lavede om på den tredje sal, fjernede halvdelen af værkerne, ophængte resten, så de fik luft. Lise betragtede det længe.
Rikke, du ved hvad pause i musik er?
Ja.
Du kan lave pauser i rummet. Det er sjældent.
Rikke forberedte oplæg til publikum. Lise havde foreslået små samtaler om værker, for alle. Rikke sagde ja, selv om hun var nervøs hun havde ikke talt foran forsamlinger i tyve år.
Nervøs? spurgte Lise.
Lidt.
Så tager du det alvorligt.
Tolv kom til første arrangement. Rikke fortalte om et lille hollandsk maleri: brød, kande, blomme, dug men så levende. Stemmen var anspændt til at starte med, men ikke længe.
Efterfølgende sagde en ældre kvinde:
Jeg har altid gået forbi det billede. Men nu du siger varme, så kan jeg mærke det.
Rikke gik hjem gennem lun april. Hun tænkte på kvinden: Nogen er gået, men tingene husker stadig varmen. Sådan var det måske også for hende. Nogen var gået, varmen nu kun en rest, ikke mere smerte.
Marie kom forbi i maj. De så hinanden sjældent, men da Rikke åbnede, stod Marie tavs og betragtede hende.
Du er blevet klippet!
For længe siden.
Okay Du ser godt ud, sådan rigtigt, ikke bare for alderen.
Stop.
Nej, der er sket noget.
De sad til midnat i køkkenet, drak vin og talte om fortiden, universitetet, børnene, arbejdet.
Jeg fandt gamle noter forleden, sagde Rikke. Kan du huske Firenze på tredje år?
Uffizi, du var tryllebundet foran Botticelli.
Rikke lo. For første gang i månedsvis lo hun ægte.
Rikke, er du vred på ham?
Rikke rørte ved glasset.
Nogle gange. Mindre end før. Det mærkelige er, at jeg er mere vred på mig selv for at have glemt at leve. Han så det, omend han sagde det kluntet. Men sådan er det.
Det var ikke dig, det var en rolle. Hustru, mor, alt i orden, alt rent.
Jeg valgte den jo selv.
Delvist. Du valgte ikke at forsvinde i rollen.
Rikke kiggede ud over byen, der lå mørk og våd. Og Marie havde ret; der var aldrig nogen, der sagde: hold op med at være dig. Men støvet samlede sig, og til sidst boede man i det.
Sidst i maj åbnede en ny udstilling fotografier af torvemiljøer. Rikke arbejdede med ophængning. Til ferniseringen var der mange besøgende. Hendes blik gled rundt.
Arbejder du her? spurgte en stemme. En mand omkring tres, lav, tæt. Fremmedartet accent fransk, belgisk?
Ja, sagde Rikke.
Jeg kan se det på måden, du kigger. Fagfolk.
Jeg er kunsthistoriker.
Jacques Moreau, fotograf.
Rikke Bertelsen.
De stod foran et billede af en ældre, rynket grøntsagskone: lyset på ansigtet gav rynkerne karakter, ikke skønhedsfejl.
Godt billede, sagde Rikke. Ikke bange for ansigter med historie.
Præcis, sagde Moreau. Unge fotografer frygter ansigter som har levet. Det er en fejl.
De talte tyve minutter. Moreau havde udstillet i Paris, Amsterdam. Han arbejdede på et projekt: Kvinder over femoghalvtreds med levet liv i ansigtet.
Dit ansigt er sådan ikke plaget, men solidt, sagde han.
Rikke svarede ikke straks.
Jeg vil gerne have dig med. Det bliver billeder, måske udstilling, måske mere.
Lise kom forbi med et glas vin.
Jacques, har du mødt vores Rikke? Hun er ny, men allerede uundværlig.
Han gav hende sit kort.
Tænk over det, intet hastværk.
Hun grublede i to uger. Ikke af blufærdighed, heller ikke frygt for kameraet. Hun forstod ikke selv.
Hun ringede til Marie.
Han vil fotografere dig? Selvfølgelig vil han det.
Ja.
Og du tøver?
Jeg tror ikke, jeg tror jeg fortjener det.
Du fortjener det, sagde Marie. I tvivl? Nej.
Fredag skrev hun til Moreau: Jeg er klar. Hvornår?
Første fotografering var midt i juni i et studie på Nørrebro. Hun kom i den blå jakke og de højtaljede bukser. Ingen udsmykning, blot sig selv.
Perfekt, sagde Moreau. Lige præcis sådan.
Han stillede ingen krav snakkede bare. Hun svarede, glemte kameraet.
Efter en time viste han hende billederne. Rikke betragtede længe sit eget ansigt: kort, sølvgråt hår, rynkerne uden undskyldninger, men ikke plaget. Noget solidt.
Kan du se det? spurgte han.
Ja, sagde hun.
Mens Rikke begyndte at sy sin tilværelse fast igen, optaget af kunsthallen og projektet, gik Anders til i stilhed.
Stine var god energisk, kvik, men krævede konstant opmærksomhed. Manglede han nærvær, blev hun frustreret. Hvor Rikke og hans tavshed kunne være paralleller, blev tavshed her et problem.
Anders indså, at husholdning også var et arbejde. Rikke gjorde det usynligt; med Stine blev det tydeligt.
I juli ringede han til børnene. Kasper kortfattet, kold. Line sagde:
Far, ring ikke for at blive ynket. Mor har det fint. Giv hende fred.
Han ville protestere, men intet kom.
En efterårsdag viste Lise hende magasinet Profil, et dansk kulturmagasin. Der var et fire-siders opslag om Moreaus projekt: Fortællinger uden filter. Ti kvinder, fra hele Europa. Rikke Bertelsen åbnede artiklen med et portræt. Den blå jakke, blikket væk fra kameraet, ansigtet uden unødige træk, som forfatteren skrev.
Rikke, du er på nettet hele dagen, sagde unge assistent Thomas, da hun kom ind.
Sådan, sagde hun. Tak, Thomas.
Moreau skrev den aften: Paris-galleri interesseret udstilling februar. Har du lyst?
Hun sad i sin stue. Planter, hun selv havde passet og købt. Uden Anders. Uden forklaringer.
Samme dag ringede Mads.
Hørte du om Rikke? Hun er i Profil. Kæmpe artikel fransk fotograf, ditto projekt. Hun ser betydelig ud.
Anders søgte artiklen frem på sin computer. Længe kiggede han på billedet. Genkendte hende ikke straks håret, ansigtet. Men det var hende. Men ikke hende han forlod ved komfuret den gamle Rikke. Det var den unge Rikke fra starten eller endnu en ny, han aldrig havde set, fordi han ikke kiggede.
Stine og han gled roligt fra hinanden i oktober. Hun sagde det først nøgternt, over middag på café:
Hører du, vi passer ikke rigtigt sammen. Du er ikke helt, som jeg havde regnet med.
Hvordan forestillede du dig mig?
Hun trak på skuldrene.
Mere nærværende.
Det var rigtigt. Han var ikke nærværende.
Han fandt en lille lejlighed tæt på sit arbejde. Møblerede den mekanisk. Men der var noget galt det var stilheden. Ikke blød, men tom.
At kontakte Rikke turde han ikke. Det ord havde han glemt. Turde ikke.
November. Rikke forberedte sig til Paris. Ikke kun udstilling, men møder med Moreaus kontakter, ny inspiration. Lise sagde let:
Rejs, og tag inspiration med hjem! Fortæl os om tingene. Måske møder du Lucas van der Berg dernede han har så spændende ting.
Hvem er Lucas?
Belgier, arbejder halvvejs mellem realisme og abstraktion.
Rikke noterede navnet. Måske brugbart.
Hun købte selv billetter. Bookede et lille hotel i Latinerkvarteret, tæt ved Jardin du Luxembourg. Sidste gang, hun var i Paris, var som studerende for over tredive år siden. Dette var noget helt andet.
Line ringede aftenen før:
Mor, far skrev. Han vil muligvis tale med dig.
Med mig?
Ja. Du bestemmer.
Sig til ham, han kan ringe.
Anders ringede senere, mens hun netop var ved at lægge de sidste ting i kufferten.
Rikke. Undskyld, jeg ringer sent. Du tager afsted i morgen?
Ja, sagde hun.
Pause.
Jeg ville tale ansigt til ansigt, men nu hvor du snart rejser Jeg ved ikke, hvordan jeg skal Jeg har dummet mig. Kan vi prøve jeg mener, starte igen? Jeg har tænkt meget dette år. Jeg vil gerne tale.
Rikke svarede først ikke, hun lod ham tale færdig.
Vi har begge forandret os, Rikke. Du har. Jeg kan se det nu. Jeg sårer dig dengang tingene jeg sagde om dig som et møbel i lejligheden. Det var ikke rigtigt.
Nej.
Jeg beder ikke om tilgivelse nu, bare en chance. Må vi mødes, når du er tilbage?
Rikke gik hen til vinduet. Københavns november lå sort og våd foran hende. De samme gadelygter som altid.
Anders, jeg forstår hvad du siger. Og jeg tror på, du mener det. Men jeg vil ikke tilbage.
Hvorfor?
Ikke for at straffe dig eller bevise noget. Jeg er blevet mig selv igen. Jeg kan ikke længere passe ind i det gamle. Du beder mig gå tilbage til en rolle, jeg ikke spiller mere.
Lang pause.
Det forstår jeg, sagde han til sidst stille.
Du er et godt menneske, Anders. Men hvad vi behøvede fra hinanden, har vi allerede givet.
Børnene
De er voksne. De elsker dig. Intet ændrer det.
Endnu en pause.
God rejse, Rikke.
Tak.
Hun lagde telefonen. Billedet fra 1989 museumsåbningen stod på natbordet. Hun tog det op et øjeblik, og lagde det så i skuffen. Ikke væk. Bare lagt væk.
Næste morgen bestilte Rikke en taxa til lufthavnen. Én kuffert. Nogle jakker, bukser, bøger, notesbøger med navne på kunstnere, hun ville se.
I Charles de Gaulle landede hun om eftermiddagen. Så gennem taxaruden de gule kastanjetræer, vådt fortov, men luften var lettere her eller hun bildte sig det ind.
Hotellet var præcis som hun huskede gammelt træ, små vinduer ud til gården. Receptionisten talte fransk, hun svarede på engelsk. Hun havde børstet op på fransk, men mangler samtale.
Værelset var lille, varmt, med udsigt til den brolagte gård og vinduerne i huset overfor. På vindueskarmen stod en rød pelargonie. Rikke stillede kufferten fra sig, pakkede ikke ud med det samme. Hun gik hen til vinduet.
Gården var tom, kun en grå kat sad på nabovinduet og stirrede ned i ingenting.
Rikke åbnede vinduet. Kold luft. Duften af fremmed by, våde fliser og et strejf af kaffe. Hun stod lidt uden at tænke.
Udstillingen åbnede om tre dage. I morgen besøg på galleriet, så møder, så åbning. Derefter en uge uden planer.
Hun ville måske blive der en uge, måske to. Hjemme ventede kunsthallen, Thomas med nye kataloger, Lise med samtaler om belgiske kunstnere. Kasper kom til jul. Line til februar.
Alt det lå foran hende. Ingen kunne tage det fra hende.
Hun lukkede vinduet, pakkede ud. Jakken hang i skabet. Hun vaskede ansigtet, tog en varm sweater på.
Så tog hun sin notesbog og frakke og gik ud. Luxembourg-haven lå ti minutters gang derfra. Hun fandt indgangen.
Parken var næsten tom i november. Fugtige stier, gamle træer. Ældre på bænke, en mand med hund. Statuerne stod som altid, ligeglade med hvad man tumlede med i livet.
Rikke fandt en bænk under en kæmpe platan. Træet var plettet, grønt og gråt, og havde stået der så længe at det lignede dekoration, ikke natur, selv om det var levende.
Hun slog notesbogen op, skrev navne på kunstnere hun ville opsøge. Moreau havde nævnt et lille galleri i Marais, hun satte adressen ind.
Så lukkede hun notesbogen og sad bare. Haven var stille. Et sted lo en kvinde i det fjerne.
Hun løftede blikket. Himlen var grå, men bag gråt anede hun noget andet. Måske sol i morgen.
Hun skrev til Marie: Er landet. Alt godt. Sidder i Luxembourg-haven. Marie svarede næsten straks: Sund misundelse. Hils Paris! Rikke smilede og lagde mobilen væk.
Katten på hotelvindueskarmen sad sikkert stadig der og så ned. De ni hvide skjorter lå i skabet i København. Hørservietterne i skuffen. Revnen i soveværelsesloftet, som hun aldrig fik ordnet.
Alt det var der stadig, hvor det nu var. Men her sad hun, i Luxembourg-haven, november. Og holdt på sin notesbog med navne på kunstnere hun ville finde.
