Kom nu, Vibekka, vis lidt forståelse! Vi er jo familie, ikke fremmede, stemmen i røret lød klagende og havde et velkendt anstrøg af jammer, som altid kunne bringe én ud af balance. Jeg har virkelig brug for det ekstra arbejde. Du ved jo, lånene betaler ikke sig selv, og Bo er igen forsinket med børnepengene, det fjols.
Vibekka sukkede tungt og skiftede telefonen til den anden hånd. Suppen var allerede ved at koge over på komfuret, katten hærgede de nye tapeter i entreen, og hendes eneste fridag truede med at blive forvandlet til endnu en afdeling af børnehaven.
Jytte, jeg havde egentlig regnet med at slappe af i dag, forsøgte hun at protestere, men modstanden var mat. Vibekka kendte udmærket rutinen i de her samtaler.
Ah, hold nu op, Vibse! Svigerinden ændrede med det samme tonefald fra bedende til frisk og overbevisende. Nikolai og Emilie er jo syv år, de klarer sig selv. Du skal bare give dem noget suppe og tænde for nogle tegnefilm. Jeg henter dem på slaget seks. Vær nu en skat jeg får dobbelt løn for de lørdagsvagter. Så kan jeg endelig få betalt elregningen.
Vibekka sendte et blik til sin mand. Anders sad med næsen begravet i avisen og lod, som om han slet ikke hørte noget. Men havde hun nævnt et nej, ville han givetvis have sunget sin gamle sang om familiebevidsthed og hvor hårdt Jytte havde det.
Fint, gav Vibekka op og slukkede for blusset. Kom bare med dem. Men kun til klokken syv. Anders og jeg har måske også planer.
Du er guld værd! En rigtig engel af en svigerinde! kvidrede Jytte og lagde på, inden Vibekka kunne nå at fortryde.
Fyrre minutter senere rådede anarki i lejligheden. Tvillingerne Nikolai og Emilie havde åbenbart et helt andet syn på selvunderholdende lege end det, Vibekka anså for forsvarligt for indbo og ejendele.
Moster Vibekka, hvor er iPaden?
Moster Vibekka, Emilie trådte mig over tæerne!
Jeg er sulten! Fy for pokker, er der løg i suppen? Det vil jeg ikke ha!
Vibekka fór frem og tilbage mellem køkkenet og stuen, tørrede spildt saft af sofaen og reddede katten, som tvillingerne havde planer om at klæde ud i et dukketørklæde fra Vibekkas voksne datters gemmer. Anders var, meget praktisk, forsvundet ud i garagen for at skifte dæk, selv om det var juli. Han havde nemlig for vane at trække sig, når niecen og nevøen kom forbi. Han holdt mest af sin søster og hendes børn på afstand eller i døren, hvor han kunne give dem en chokolade.
Hen mod middag havde Vibekka en irriterende hovedpine. Jytte så faktisk træt ud, da hun afleverede børnene mørke rande under øjnene, håret sat stramt op i en knold, iført sin gamle regnjakke. Hun brokkede sig over det hårde arbejde på logistiklageret, hvor hun om lørdagen tjekkede følgesedler i støvede haller. Støv overalt og ømme ben! Men hvad skal man gøre? sukkede hun, og Vibekka følte medlidenhed. Jytte kæmpede jo virkelig alene for sine to børn, mens hendes eksmand førte sig hen over landet og glemte sine forpligtelser.
Sådan var det gået for sig i et halvt år. Hver lørdag og somme tider også søndag blev Vibekkas lejlighed forvandlet til en tumleplads. Hendes egne interesser, sommerhuset, teaterture eller stille aftener med en god bog måtte vige pladsen.
Men denne gang gik tingene ikke efter planen. Klokken var blevet otte, og Jytte var stadig ikke kommet. Hendes telefon gik direkte til telefonsvareren.
Anders, ring lige til Jytte, sagde Vibekka og lagde de opkørte børn på sofaen foran tegnefilmene.
Jeg har ringet. Ikke til at træffe, mumlede han, hjemvendt fra garagen og duftende mere af øl end motorolie. Hun har sikkert dårligt signal ude på lageret. Eller også er mobilen tom for strøm. Hun slider sig op for de børn, jeg siger det bare.
Først ved halv ti-tiden kom Jytte. Hun så mærkelig ud: kinderne var røde, smilet svævende og ryggen lidt for overdrevent krum, mens hun støttede sig til hoften.
Åh, min ryg er død, stønnede hun, da hun dumpede ned på puffen i entreen. Har slæbt kasser hele dagen. Tusind tusind tak, Vibse! Du redder mig altid.
Hun duftede af noget dyrt og fremmed som en kombination af eksklusiv hårkur og en eksotisk olie.
Har du skiftet parfume? spurgte Vibekka, mens hun hjalp med at klæde de søvnige tvillinger på.
Jytte fór sammen, et øjeblik panik i øjnene, men det forsvandt hurtigt.
Det er bare nogen gratis prøver ude på lageret. De piger der sprøjtede med alt muligt ret klamt, faktisk. Kan ikke selv lide det.
Da de var gået, følte Vibekka ikke lettelse men en underlig uro. Duften var ikke fra nogle billige prøver, det var præcis den aroma af sandeltræ og patchouli, hun havde prøvet i et spa, hun engang havde fået et gavekort til. Nok om det, tænkte Vibekka. Det kunne jo være tilfældigt.
Ugen gik sin vante gang. Vibekka arbejdede som bogholder, og regnskabsperioden trak al energi ud af hende. Fredag aften ville hun bare sove. Men da Anders ringede på vej hjem, faldt en ny opgave ned over hende.
Vibse, hør, Jytte har ringet. Hun er nødt til at tage nattevagten lørdag og beder om, at vi tager tvillingerne fra morgen til søndag. Kan du ikke lige hjælpe?
Vibekka lukkede øjnene et øjeblik.
Jeg kan ikke, Anders. Jeg har haft blodtryksproblemer hele ugen.
Kom nu, sagde han irriteret. Det er din familie. Hun arbejder jo, ikke? Det er hårdt for hende. Jeg hjælper også til.
Hans hjælp plejede at bestå i at skrue op for tegnefilmene. Men Vibekka havde ikke energi til at skændes.
Fint. Men det er sidste gang, Anders. Mere kan jeg ikke.
Lørdagen gik, som alle andre. Jytte afleverede tidligt børnene, rakte Vibekka nogle småkager og skyndte sig videre, fordi chefen var helt urimelig i dag.
Over middag fik Emilie ondt i tanden. Kinden hævede, hun græd og ville ikke åbne munden.
Anders, vi må til tandlægen, konstaterede Vibekka og så på hævelsen. Det dér er betændelse.
Kommunens klinik har én tandlæge i weekenden, det er umuligt at slippe til, afviste han. Giv hende en hovedpinetablet, det går nok over.
Det gør det ikke. Vi tager til en privatklinik. Ring til Jytte og spørg, hvor sundhedskortet ligger, eller om hun kan oplyse nummeret.
Jyttes telefon var som altid slukket eller uden for dækning.
Vi betaler kontant, besluttede Vibekka. Jeg ser ikke på et barn med smerter.
De tog ind til privatklinikken i midtbyen, hvor Vibekka var stamkunde. Tandlægen ung og effektiv fik hurtigt ordnet sagen og gav Emilie en fin, lille legetøjsbil som trøst.
Ude på gaden opdagede Vibekka naboskiltet: Den Gyldne Lotus. Et wellnesscenter med pool, sauna og massage selvsamme spa, hvis duft hun havde genkendt en uge tidligere.
Vent lige i bilen med børnene, Anders. Jeg vil lige tjekke priserne, måske de kan hjælpe på min ømme ryg.
Skyn dig, mumlede Anders.
Vibekka gik ind gennem de tunge glasdøre. Duftene af sandeltræ og blomster fyldte hele foyeren. Bag disken smilede receptionisten.
Goddag! Har du en reservation?
Nej, jeg ville bare høre om medlemskaberne.
Receptionisten rodede i nogle brochurer, netop som højrøstet latter lød inde fra afslapningsområdet, hvor et lille serveringssted lå. Latteren var velkendt, dyb Vibekka frøs midt i bevægelsen og kiggede automatisk mod glasset.
Der sad tre kvinder i hvide badekåber. En af dem med turban om håret, med en grøn drink i hånden tydeligvis en smoothie eller urte-te og gestikulerende i et levende fortællertempo. Kvinden vendte sig delvist mod Vibekka. Ingen tvivl: Jytte.
Den udslidte, den indsatsvillige, den pressede Jytte. Hendes hud strålede efter behandlingen, trætheden fuldstændig væk fra ansigtet; der sad tilmed en ny ring på hendes finger.
jeg sagde bare: Uha, min ryg! Alle de kasser, chef! lød Jyttes stemme, og hendes venner lo højt. Og hun hoppede på den! Totalt godtroende. Men jeg nyder lovlig selvforkælelse hver weekend. Jeg MÅ jo restituere, ellers brænder jeg ud. Og min bror han er så naiv, han sender endda penge.
Det susede for ørene på Vibekka. Alt smuldrede indeni ikke bare tilliden, men hele hendes tro på familiepligten. Hun havde knoklet, ofret sine fridage og ro, lavet mad, vasket andres tøj og Jytte morede sig i spaen.
Går det godt? receptionisten så bekymret ud.
Det går fortrinligt. Tak.
Vibekka vendte og gik ud i solen. Hun satte sig i bilen uden et ord.
Var det dyrt? spurgte Anders, stadig opslugt af mobilen.
Alt for dyrt, svarede hun lavt. Det der koster os alt for meget, Anders.
Hele vejen hjem planlagde hun sit næste skridt. Skandale og drama fristede, men Vibekka var ikke til store optrin. Hun ville hellere vælge en køligere metode og give Jytte en lærestreg, der blev husket.
Om aftenen, da Jytte kom for at slæbe sig hjem fra arbejdet, var alt klar. Der blev dækket op med færdigkøbte frikadeller og salat; børnene slumrede efter dagens strabadser.
Døren gik op ved elleve.
Jytte kom ind, endnu engang indhyllet i træthedens maske. Hænderne blev krammet, og hun satte sig opgivende.
I dag var forfærdelig Lageret er det rene helvede. Kan slet ikke bevæge mig. Er ungerne faldet i søvn? Du er en skat, Vibeke.
Kom ind, Jytte. Drik en kop te, sagde Vibekka med rolig, kold stemme.
Åh, kun en enkelt, jeg er smadret.
Anders satte sig ved bordet med sin mad.
Hvordan gik det på arbejde i dag? spurgte Vibekka og så Jytte direkte i øjnene. Mange følgesedler at bogføre?
Uendeligt mange. Chefen er blevet vanvittig; jeg skulle endda tælle cement! Mig, lille skrøbelige kvinde!
Hårdt I Den Gyldne Lotus var der vist rabat på alge-indpakning i dag. Vidste du det?
Jytte hostede i teen, koppen ramte underkoppen med et klonk. Hendes blik flakkede.
Hvad hvad mener du? Der har jeg aldrig været. Jeg var jo på lageret, helt ude på industrivejen. Lotus? Nej, du må forveksle.
Der, hvor du sad i badekåbe kl. 14 og fortalte, hvor godt du har narret os, sagde Vibekka monoton og utvetydigt. Jeg var der. Emilie fik tandbehandling ved siden af, jeg ville bare se spaens priser. Badekåben klædte dig virkelig. Meget bedre end martyrrollen, synes jeg.
Tavsheden i køkkenet var så kompakt, at man kunne høre uret i entréen.
Vibse, du tager fejl. begyndte Anders forsigtigt.
Hold mund, Anders, afbrød Vibekka. Lad Jytte selv svare.
Jytte tav. Først spillede ansigtet frygt, så irritation, og hun prøvede at finde endnu en løgn men hun vidste, det var umuligt.
Ja, jeg slappede af! Hvad så!? Har jeg ikke lov til det? Jeg trækker jo læsset alene! Får jeg ikke ret til et pusterum?
På min bekostning? Mit helbred og mine weekender? Du løj, Jytte. Du morede dig, mens jeg tørrede snot. Du gjorde grin med mig bag min ryg.
Det er da jeres pligt at hjælpe! I lever uden små børn og svømmer i overskud! Jeg har det hårdt!
Hårdt at ligge til massage? bemærkede Vibekka.
Anders så på sin søster, som om han først nu lærte hende at kende.
Du bad mig låne dig 8.000 kroner sidste måned til elregning, sagde han lavt. Var det spaen du brugte dem på?
Og hvad så? Du er min bror det er dit ansvar! Og hende dér hun er ingenting for mig! Hvad så, hun passede ungerne? Det døde hun da ikke af.
Vibekka rejste sig.
Ud, sagde hun bestemt.
Hva?! Er du sindssyg? Ungerne sover! Det er midt om natten!
Tag en taxa. Du har jo penge til spa. Så har du også til hjemtransport.
ANDERS! Gør noget!
Han stirrede ud i mørket med nedbøjede skuldre.
Pak sammen, Jytte. Vibekka har ret.
Samlingen af børn og tøj gik kaotisk for sig. Børnene græd, Jytte bandede over hjerteløse slægtninge og truede med at sladre i hele familien.
Vibekka betragtede hende med kølig ro. Skamfølelse mærkede hun ikke. Hun var bare lettet som om en knude i brystet var blevet løst op.
Da døren lukkede bag dem, spredte stilheden sig. Anders satte sig og dækkede ansigtet med hænderne.
Undskyld, Vibse. Jeg vidste det ikke. Jeg var for naiv.
Vibekka lagde roligt hånden på hans skulder.
Det er okay. Nu ved du det. Fra nu af prioriterer vi os selv.
Ingen flere penge og ingen flere børnepasninger. Hun må klare sig selv. Eller selv finde deres far.
Næste morgen var det søndag. Vibekka vågnede op til stilhed. Ingen børn, der kravlede over seng og sofa, ingen råben efter iPad eller spildt saft på tæppet. Solen strømmede ind af vinduet, og hun mærkede kroppen slappe helt af.
I køkkenet duftede det af kaffe; Anders havde lavet morgenmad røræg med bacon, som de kun sjældent fik i ro og mag.
Godmorgen, smilede han skævt. Hvad har du lyst til i dag?
Absolut ingenting. Vi skal bare nyde os selv, svarede Vibekka med et varmt smil. Måske en tur i Dyrehaven? Eller i biografen?
Hvad med et smut til sommerhuset bare os to?
Telefonen kimede et par gange i løbet af dagen, men de svarede ikke. Senere gik det op for dem, at Jytte nu havde omlagt sit liv, fordi den gratis barnepige var væk. Hun måtte for alvor skære ned på fornøjelserne og selv passe sine to børn. Efter en måned havde hun faktisk fundet sig et rigtigt ekstraarbejde, for penge fra Anders kom der ikke flere af.
Forholdet til Jytte blev nødvendig kølighed: lidt smser til fødselsdage, et enkelt kort til jul og ikke mere. Og Vibekka havde lært et nyt yndlingsord: nej. Det sparede hende både tid, nattesøvn og allervigtigst selvrespekt.
Hun lærte, at ens velvære starter med at sætte grænser. Og at det bedste spa-ophold findes derhjemme, når man vælger sig selv og ikke længere lader andre læsse deres liv over på sine skuldre.
Nogle gange skal man turde sige fra, ikke for at være ond, men for at kunne være god ved sig selv.
