Lørdag uden mor

Gryden med boghvede boblede sagte på komfuret, og den lyd var for længst blevet noget mere end bare baggrundsstøj. For mig var den blevet en slags metronom, der delte tiden op i uundværlige perioder. To timer til jeg skulle putte Gustav. Fyrre minutter til Mikkel ville begynde at nikke med hovedet hen over bordet. Femten minutter til at nå selv at proppe noget mad i mig, stående ved køkkenvasken, før begge drenge pludselig vågnede på samme tid.

Gustav, som var fyldt to år og fire måneder i februar, sad midt på køkkengulvet og sorterede plastgrøntsager fra sit legekøkken. Guleroden røg til højre, broccolien til venstre, et majskolbe landede i en bue under køleskabet. Mikkel, fem år og højtidelig med fredag i kroppen, stod i vinduet og kommenterede på livet på Frederiksberg Alle. Det var hans ansvar.

Far, hvorfor har den dame så stor en hund? Er det en bjørn hun går tur med?

Ryk dig væk fra vinduet, Mikkel.

Men far, den er faktisk større end en bjørn. Hørte du ikke?

Jo, jeg hørte. Jeg hørte altid alting, også når jeg helst var fri. Jeg rørte boghveden, skubbede majsen væk fra Gustav med venstre fod, så han ikke stak den i munden, og holdt et vågent øje med gryden med mælk til Gustavs grød, som boblede faretruende på en anden kogeblus. Gryden ville altid skumme over netop i dét sekund, hvor jeg kiggede væk.

Det er nok en stor hunderace, Mikkel.

Men hvilken?

Det ved jeg ikke, skat.

Hvorfor ved du ikke det? Du er jo voksen.

Gustav tabte en lille kasserolle på gulvet. Lyden fik os begge til at spjætte. Han kiggede forbløffet på gryden, som om den var faldet af sig selv, og så vendte han sig mod mig og sagde:

Bum.

Bum, svarede jeg og nåede akkurat at snuppe mælkekasrolen af blusset, før mælken løb ud over det hele. En lille, men vigtig sejr i aftenens lange kamp, og jeg åndede ud. Lige dér klikkede låsen i hoveddøren.

Mikkel var hurtigere ude af starthullerne, end jeg selv opfattede situationen.

Far! Far! Kom, der er en dame med en bjørn på gaden skal vi kigge?

Jesper trådte ind som en mand, der havde slæbt flyttekasser hele dagen, selvom hans kontorjob foregik lunt bag en computerskærm. Jakkesættet var åbent, slipset løst. Han klappede Mikkel på håret, uden at kigge, trådte over Gustavs efterladte gummistøvler på gangen og stod så i døråbningen til køkkenet.

Hej. Er der mad?

Jeg så på ham. Drejede mig mod komfuret.

Boghvede om ti minutter.

Boghvede, gentog han, med en tone, der både sagde alt og intet.

Med frikadeller. De er i ovnen.

Okay så. Han gik ind, åbnede køleskabet, scannede indholdet som en opdagelsesrejsende foran en øde steppe. Har du været ude i dag?

Ja. I SuperBrugsen.

Nå. Fik du frisk luft så?

Der var intet ondt i spørgsmålet. Eller måske rummede det alt det, der irriterede. Jeg havde ikke besluttet mig endnu.

Masser. Især da jeg bar både indkøbsposer og Gustav i klapvognen, svarede jeg tørt.

Jesper fandt juice, hældte et glas op og drak. Gustav krøb sammen om hans ben med en lille ejermands beslutsomhed.

Pa-pa, sagde han højtideligt.

Hej, du, sagde Jesper og kastede ham en gang op i luften, så Gustav lo med sådan et lille barns rendyrkede fryd. Du er blevet tung. Spiser han godt?

Han spiser fint.

Synes, han har taget på.

Han vokser jo, Jesper.

Mikkel kom tilbage og stillede sig diplomatisk midt mellem os, som en forhandler til svære traktater.

Er du træt, far?

Rigtigt træt, Mikkel.

Og mor også?

Jesper kiggede på mig. Jeg rørte boghveden.

Mor har været hjemme, sagde Jesper, faktisk venligt, men det stak alligevel. Mor har haft fri.

Skeen frøs i min hånd. Et par sekunder gik. Så rørte jeg videre.

Gå ud og vask hænder, Mikkel.

Men far…

Hænder. Tak.

Han sjokkede ud som en pensionist, der er blevet forstyrret i noget vigtigt. Gustav begyndte at klynge sig til mine jeans og sagde sit yndlingsord:

Moaar. Mooj.

Jeg er her, Gustav.

Moar!

Jeg hører dig.

Jesper satte sig ved bordet og hev telefonen frem, skærmen lyste op.

Bestilte du det kød, jeg bad om?

Jeg gør det i morgen.

Jeg sagde det jo i fredags.

Jeg ved det. Gør det i morgen.

Det er for sent i morgen. Ville grille i weekenden…

Jesper, sagde jeg, stille, uden vrede, næsten blødt, men noget i min stemme fik ham til at se op. Jeg har været oppe siden klokken syv. Gustav vågnede halv syv. Morgenmad, Mikkels lege-skole, SuperBrugsen, frokost. Gustav sov ikke til middag og skreg, så samlede jeg Legoklodser i næsten en time, lavede mad…

Jesper lyttede. Telefonen lå stille, men han så ikke på den.

Det forstår jeg godt, sagde han men du har jo været hjemme. Det er ikke som at være på arbejde.

Jeg åbnede ovnen. Frikadellerne var perfekt brunede.

Du har ret. Det er ikke det samme.

Jeg satte maden på bordet. Der var noget i min stemme, som fik Jesper til at kigge rigtigt op. Men jeg dækkede bare op, med det ansigt, man har, når man har truffet en beslutning, og bare udfører det sidste, der skal gøres nu.

Aftensmaden lignede sig selv. Mikkel fortalte om hundebjørnen på gaden og krævede, at vi ledte efter den i morgen. Gustav smurte boghvede ud over højstolen som en impressionist, Jesper læste lidt på telefonen og svarede børnene i enstavelsesord. Jeg spiste stående, for Gustav blev vrøvlet, og jeg måtte underholde ham. Så væltede han et glas vand, så jeg tørrede bord, gulv, stol og dreng. Mikkel ville have en mere frikadelle. Men der var ikke flere. Han blev ked af det, som var det det vigtigste i verden.

Vil du have brød med smør?

Nej. Vil ha frikadelle.

De er alle spist.

Hvorfor har du ikke lavet flere?!

Fordi jeg kun nåede så mange.

Men moar!

Gustav sagde:

Nej.

Vi kiggede alle tre på ham.

Nej, gentog han fornøjet og klaskede i boghveden.

Mikkel grinede, og spændingen slap. Jeg ryddede af bordet, vaskede op, badede Gustav, mens Jesper sad i stuen og så fodbold. Så børstede jeg Mikkels tænder, lagde Gustav med sin flaske, læste om lastbiler for Mikkel i fyrre lange minutter, fordi han insisterede på bare én side mere. Så gik jeg ud i gangen og lænede mig op ad væggen.

I stuen sagde fjernsynet noget højt, fredag aften brølede udenfor.

Jeg ventede lidt, så gik jeg ind i soveværelset, fandt den lille kuffert under sengen og begyndte at pakke. Ikke stresset, bare roligt, som en der længe har tænkt tanken og blot venter på det rette øjeblik.

Jesper dukkede op omkring klokken elleve.

Hvad laver du?

Pakker.

Hvor hen?

Fredelig Havn. Et lille pensionat uden for byen. Jeg ringede i onsdags, de havde ledigt. To nætter.

Han satte sig på sengen, med udtrykket en, der modtager nyheder, han ikke forstår lige med det samme.

Nå… bare sådan? I weekenden?

Ja.

Og os? Og børnene?

Jeg lagde en bog den jeg ikke havde læst i et halvt år i kufferten.

Du klarer det, Jesper. Du har jo slappet af hele ugen.

Ingen vrede. Bare roligt.

Jesper åbnede munden. Lukkede igen. Åbnede.

Er det fordi jeg sagde noget om frikadellerne?

Nej.

Hvad så?

Ikke noget bestemt. Jeg lynede kufferten. Jeg har bare brug for to døgn med stilhed. Jeg tager af sted i morgen tidlig, er hjemme søndag aften. Køleskabet er fyldt op. Gustavs grød står på anden hylde, der står hvornår og hvor meget. Mikkel spiser alt undtagen kogt løg. Gustav skal bruge flaske og sin bamse bamsen ligger i sengen. Begge elsker at blive vasket. Thats it.

Anne…

Jesper, jeg vil bare gerne sove. Kan vi tage det i morgen?

Jeg tog af sted, før han stod op.

Han hørte hoveddøren lukkede og lå et øjeblik og stirrede op i loftet, lidt groggy. Tænkte: Det går nok. To børn. Én dag. Hvor svært kan det være?

Klokken 6.45 gav Gustav lyd fra sig.

Jesper fangede ikke, hvad der skete først. Lyden lød fjernt, måske fra gaden. Så indså han, at det kom fra børneværelset Gustav var ikke bare vågen, han råbte. Råbet var ikke til at overhøre.

Jesper gik derind. Gustav stod i sin seng, to hænder på tremmerne, og kiggede mod døren, som ventede han på nogen.

Hej med dig, sagde Jesper.

Moar! sagde Gustav.

Far. Det er far.

Moar!

Mor er væk, ven. Far er her.

Gustav tyggede på dén information. Så sagde han bestemt:

Moar.

Nej, kom, vi finder noget morgenmad.

Jesper løftede ham op. Gustav tog fat i hans kind, hev lidt i øret og sagde igen:

Moar.

Nå, okay. Vi går i køkkenet.

Lørdagens køkken tog imod med blændende morgenlys og forvirring. Gustav i høj stol, Jesper åbnede køleskab. Mange bokse, pænt mærket. Gustavs grød. Varm 2 min, ikke mere. Smør. Morgen.

Han fandt boksen, fandt gryde, smør det måtte betyde rigtig smør. Et lille stykke i, smagte. Tilsatte lidt salt, for det smagte af… ingenting.

Gustav så undersøgende på grøden.

Nej, sagde han.

Det er din grød.

Nej.

Gustav, den er lavet af mor.

Nej!

Du fik det i går.

Gustav testede endnu en gang grøden med sine øjne, kiggede så op på Jesper og sagde med stor værdighed:

Ikke sulten.

Jesper satte grøden foran ham fejl. Gustav skubbede straks tallerkenen væk, næsten ud over kanten. Han rakte hånden ned i grøden. Jesper nåede nærmest ikke at gribe den.

Gustav, ikke med hænderne.

Ikke hænder, sagde Gustav… og stak én til i grøden.

Gustav!

Jesper tog skeen, stak den frem mod Gustavs mund. Gustav kneb munden i en benhård beslutning. Ske stod stille i luften. Pause. Gustav nægtede at åbne munden.

Tunge skridt Mikkel, stadig i nattøj, hår strittende i alle retninger.

Hvorfor vækkede mor mig ikke? Hun gør det altid.

Mor er taget på pensionat.

Hvorhen?

Et sted, hvor man kan slappe af.

Hvorfor måtte vi ikke komme med?

Mor havde brug for en pause alene.

Mikkel tænkte lidt.

Pause fra os?

Fra… nej. Bare pause.

Er der bassin der?

Ved det ikke.

Rutchebaner?

Tror det ikke, Mikkel.

Kan du ikke ringe og spørge?

Mor har slukket telefonen.

Mikkel så vantro på ham.

Det gør hun aldrig. Heller ikke hvis jeg ringer.

I dag har hun altså.

Pause.

Far… kan du lave pandekager?

Pandekager?

Mor laver altid pandekager om lørdagen.

Jesper så på Gustav, som havde gnedet grøden ud over hele sin hånd nu og vurderede resultatet stolt. Så på Mikkel. Så på klokken: 7.14.

Ja, svarede han. Det kan jeg.

Han kunne ikke. Eller altså det var femten år siden. Noget med mælk, æg, mel. Han slog pandekager nem opskrift op, gik i gang. Mikkel sad og overvågede arbejdet som en lærling, mens han nibbede til et stykke brød, han selv havde taget.

Den første pandekage klæbede fast, gik i stykker. Jesper skrabede resterne af.

Far, det gik ikke.

Nej.

Hvorfor?

Skal varme panden mere op.

Mor smører altid panden med smør først.

Jeg ved det, Mikkel.

Har du glemt det?

Jeg… gør det nu.

Anden pandekage blev bedre. Ikke som mors, men spiselig. Mikkel spiste glad, overhældt med syltetøj. Gustav blev gnedet fri for grød og fik en banan.

Klokken ti pustede Jesper ud. Kaffe i hånden, alt gik okay. Gustav legede i stuen, Mikkel samlede Lego. Solen skinnede ind.

I dét øjeblik fandt Gustav ledningen til opladeren.

Lyd fra stuen: noget ramte gulvet. Gustav havde kravlet op på skrivebordet og trak i ledningen til Jespers MacBook. Den gled ud mod kanten.

Jesper sprang nåede akkurat at gribe computeren, men kaffen væltede og løb ned over tastaturet. MacBooken slukkede sort skærm.

For pokker, sagde Jesper lavt.

Hvad? Mikkel kiggede frem.

Ikke noget. Hvor er køkkenrullen?

På stativet.

Jesper tørrede, forsøgte at tænde nogle taster virkede ikke. Han fandt en ekstern tastatur, fyldte computeren med ris som nettet sagde, måtte hen til bilen efter opladeren.

Tilbage Mikkel samlede stadig Lego. Men Gustav var væk.

Hvor er Gustav?

Ved ikke. Han gik.

Hvorhen?

Herud. Han pegede mod entreen.

Jesper fandt Gustav i klædeskabet. Sad mellem vasketøjet med mors halstørklæde og så tilfreds ud.

Ud herfra nu.

Nej.

Kom nu, Gustav.

Nej!

Jesper satte sig på hug Gustav kiggede alvorligt, lagde halstørklædet, kravlede ud.

Godt klaret, Gustav.

Godt, gentog Gustav højtideligt.

Frokost: Jesper fandt en pose frosne frikadeller. Mikkel ville ikke have.

Du elsker frikadeller.

Det gjorde jeg engang. Vil have suppe.

Jesper fandt en dåse kyllingesuppe, varmede den. Mikkel spiste, sagde smager ikke som mors, men ok. Jesper spiste frikadeller i køkkenet.

Mens Gustav sov, forsøgte Jesper at fikse MacBooken. Hentede den fra risen, stadig knapper der ikke virkede. Mens han klikkede rundt, blev der for stille i børneværelset.

Han løb ind.

Mikkel sad på gulvet, med tuscher over det hele og tegnede rumraket på en hovedpudebetræk.

Man må ikke tegne på sengetøj, Mikkel.

Men jeg tegner den til Gustav som gave.

Her papir. Ikke betræk.

Jesper fandt lidt hvidvask, smed betrækket i vask.

Da vasketuren var slut, var alt blevet lyserødt håndklæder, pudebetræk, skjorter. Jesper stod og stirrede på det. Han prøvede at skylle det op, mens Mikkel sagde:

Flot farve!

Det var ikke meningen.

Men det er pænt!

Hen mod klokken fem blev Mikkel sulten.

Vi spiser om en time.

Sulten nu.

Tag et æble.

Vil ikke. Far, hvornår kommer mor hjem?

For første gang spurgte han direkte, og i stemmen lå en alvor, der fik Jesper til at standse.

I morgen aften.

Savner du hende?

Ja.

Jeg savner hende også, det gør Gustav også. Han kan bare ikke sige det.

Jesper så på Gustav, der sad midt på gulvet med en bil og snakkede lavmælt med den.

Du har nok ret.

Hvorfor bad du ikke hende blive hjemme?

Fordi hun er træt, Mikkel. Hun havde brug for at hvile.

Kan man ikke slappe af herhjemme?

Nogle kan, andre ikke. Mor trængte vist til at komme lidt væk.

Okay, sagde Mikkel og tog æblet til sidst.

Til aften lavede Jesper stegte kartofler dét kunne han. Smør, salt og dild, sprøde. Drengene var vilde med dem.

De er gode, sagde Mikkel. Mor siger, at man bare skal kunne én ting godt, så er det nok.

Jesper grinede.

Hun har ret.

Efter opvasken sad drengene foran tvet, Jesper vaskede op langsomt og grundigt, mens Mikkels stemme lød bagved. Tænkte på Anne, på det med at hvile hjemme. På de små spor overalt på køkkenet som synlige mærker på bare én dag.

Ved sengetid begyndte Gustav at falde hen på gulvet, panden mod en bil, Jesper bar ham ind, lagde ham i sengen, fandt bamse, stoppede dynen ind og stod et øjeblik ved sengen.

Moar, hviskede Gustav.

Far er her.

Gustav mumlede Pa, syntes om smagen på ordet og puttede sig ind.

Jesper gik ud til Mikkel, der kiggede på tegnefilm.

Det er sengetid.

Mor lader mig vågne fredag aften indtil elleve.

Det er lørdag.

Så til halv elleve?

Mikkel…

Far, du arbejder hele tiden. Bare lidt mere sammen?

Jesper satte sig, de så sammen. Mikkel gled tættere på. Skærmen viste noget med robotter, men Jesper så bare på sin søn.

Far… du er med os i morgen også?

Ja, indtil mor kommer hjem.

Skal vi i parken?

Ja.

Med Gustav?

Med Gustav.

Han går langsomt.

Så går vi langsomt.

Mikkel nikkede og sagde blidt:

Fint.

Da Mikkel faldt i søvn på sofaen og Jesper bar ham i seng, var det dagens anden personlige sejr. Stillheden i lejligheden var mærkbar sådan helt indtil Jesper begyndte at rydde sporene væk fra børnenes dag. Han vaskede også de sidste plamager på køleskabet, tømte krummer, vaskede højstolens plade, og tog sig tid til at gøre rent på komfuret.

Så gik han i seng omkring midnat.

Klokken to vågnede Gustav. Jesper fór op, gik rundt i værelset med sønnen, der bare ville være tæt på. Tankerne kredsede om Anne, som gjorde præcis dét her, dag ud og dag ind, uden at nogen kaldte det arbejde.

Endelig sov Gustav igen og Jesper faldt udmattet i søvn.

Søndag morgen startede gråt. Ikke vejret, bare energien. Alligevel fulgte rutinen: morgenmad, Mikkels spørgsmål om parken, den uundgåelige hovedpine med overtøjet. Gustav ville ikke have hue på så ikke jakken så var den på, men huen af. Mikkel manglede støvle, der var i badeværelset. Gustav smed huen igen. Jesper skrubbede støvler, Mikkel klarede sig næsten selv.

I Frederiksberg Have var det faktisk rart. Gustav gik langsomt, standsede ved hver vandpyt og due. Jesper havde brødkrummer i lommen og lærte drengene at fodre duer og Gustavs øjne, da duerne nikkede og spiste krummer, var alle tidlige morgener værd.

Se, hviskede Gustav pludselig. Fugle.

Ja, fugle, hviskede jeg tilbage.

Våres fugle, fastslog Gustav alvorligt og så på mig.

På vejen hjem fandt Mikkel en pæn sten, Gustav sov tungt på skulderen af Jesper.

Hjemme lagde Jesper Gustav i seng uden at vække ham. Mikkel vander blomsten på vindueskarmen, blomsten ser død ud, men får lidt vand.

Mon den klarer den, far?

Vi prøver.

Mor siger, man skal snakke med planter.

Kan jeg da gøre…

Prøv nu.

Vokse, sagde Jesper til blomsten. Vokse… please?

Mikkel nikkede tilfreds.

Frokost: Jesper lavede suppe rigtigt fra bunden, ikke bare varme noget. Mikkel bad om en portion mere. Efter frokost gik Jesper i gang med det usynlige: støvsugning, oprydning, skiftede håndklæder, forsøgte at redde det lyserøde vasketøj med Oxi-fresh. Sætningen det er et stort arbejde havde aldrig givet så meget mening før.

Klokken fem ringede Annes nummer.

Hej, sagde hun roligt. Jeg er på vej. Hjemme om halvanden time.

Børnene har det fint. Gustav sover. Mikkel spiller på sin iPad.

Hvordan har du det, Jesper?

Jeg er… lidt træt.

Pause. Ikke koldt, bare eftertænksomt.

Forståeligt, sagde hun.

Anne…

Ja?

Jeg kunne sige alt muligt. Køb mælk, Kom hjem, vi savner dig. Men jeg sagde det ærlige:

Undskyld for i fredags. For det med at du havde slappet af derhjemme.

Pause.

For hvad præcis?

For at tænke, det ikke er arbejde. At du bare sådan… er hjemme.

Ah, sagde hun. Og i dét var der ikke triumf. Bare anerkendelse.

Jeg forstod det ikke før… nu forstår jeg lidt. Ikke alt. Men mere.

Det er godt, Jesper.

Kom hjem.

Jeg er på vej.

Hun kom hjem klokken halv otte. Mikkel fløj ud i entreen, Jesper tog Gustav op, som trykkede sig ind i hans hals. Anne trådte ind i stuen så godt ud. Ikke ungt og strålende, bare… hvilende.

Hun mødte Gustavs blik, som så på hende og hviskede prøvende:

Moar.

Jeg, sagde hun og løftede ham. Gustav borede sig ind til hende.

Alt okay? spurgte jeg.

Alt okay.

Har lavet suppe. Og stegte kartofler.

Hun smilede, blikket blidere.

Rigtig suppe?

Helt fra bunden.

Det bekræfter jeg! råbte Mikkel ude fra køkkenet. Ikke ligesom mors, men god!

Godt gået!, sagde Anne og grinede på en måde, hun havde glemt.

Vi spiste alle fire sammen. Mikkel fortalte om lyserødt vasketøj, Anne sendte mig et langt blik, jeg trak på skuldrene.

Sorte tusch i vasken.

Jeg så det. Brugt Oxi-fresh?

Ja, googlede råd.

Burde virke. Raketten på pudebetrækket den er der stadig?

Konturerne, ikke andet.

Så har vi en spøgelsesraket.

Far sagde det var ødelagt, mumlede Mikkel. Det var jo en gave til Gustav.

Godt tænkt, Mikkel men næste gang tager vi papir, okay?

Det sagde far også.

Se, vi er enige.

Mikkel så forundret på os begge.

Gustav sad glad med sin skål, tjekkede hele tiden om mor var der da han havde tjekket nok, faldt roen over ham.

Efter aftensmaden vaskede jeg op. Anne puttede Gustav. Da hun kom ud, var jeg ved sidste gryde.

Jesper…

Ja.

Tak.

For opvasken?

For det hele.

Jeg satte gryden på plads, tørrede hænder.

Mikkel sover?

Næsten. Ligger og læser med lommelygte under dynen.

Skal jeg fortælle ham det i morgen?

Nej. Lad ham tænke, det lykkedes.

Vi stod i køkkenet. Drengene sov. Først da spurgte jeg:

Har du altid været så træt? Eller er det først for nylig?

Anne tænkte sig om.

Længe. Men jeg troede bare, jeg… det skulle jeg bare kunne. Og så føltes det pludselig som om jeg godt kunne klare det, men ikke sammen med dig. Ikke fordi du fysisk ikke var der men følelsen var ikke fælles.

Jeg var stille.

Jeg er ikke god til at tale om sådan noget, sagde jeg.

Ved jeg godt.

Men jeg ser dig nu. Virkelig.

Anne nikkede.

Det er noget.

Jeg vil mere.

Hvad?

Være med. Ikke kun redde trådene, når du er kørt på pensionat.

Anne så længe på mig. Så smilede hun, varmt, som noget let smeltede en anelse.

Lad os lave konkret aftale. Du tager lørdags- og søndagsmorgenerne jeg sover til otte.

Aftale.

Hverdag: aftensmad laver vi skiftevis.

Jeg kan kun lave én ting.

Du lærer det. Jeg har lært.

Noget mere?

Ikke endnu. Vi ser tiden an.

Lydene fra Mikkels værelse: blade blev vendt.

Læser.

Vi stod lidt, før Anne gabte.

Gå i seng, sagde jeg. Jeg siger godnat til Mikkel.

Han sover ikke.

Jeg ved det. Vil bare sige godnat.

Hun gik. Jeg bankede på døren.

Ikke i seng, far.

Må jeg kigge ind?

Ja.

Mikkel lå under dynen, slukkede lommelygten, bogen ved siden af sig.

Læste du?

Lidt.

Om hvad?

Skibe. En dreng med et stort skib.

Spændende?

Rigtig. Far, skal vi prøve et stort skib sammen engang?

Måske.

Mor siger måske, når hun vil sige nej.

Jeg siger måske, når jeg ikke ved det.

Mikkel tænkte lidt.

Godnat, far.

Godnat.

Far?

Ja.

Jeg er glad for mor er hjemme igen.

Mig også.

Og fordi I snakkede i køkkenet, og ikke skændtes.

Jeg så på ham.

Du hørte det?

Lidt. Tilfældigt. Jeg kunne høre det var hyggeligt.

Det var det, Mikkel.

Det er godt. For når I skændes, har jeg svært ved at sove.

Så ærligt at jeg ikke kunne svare straks.

Vi prøver.

Aftale, sagde han.

Jeg slukkede lyset i gangen. Tjekkede Gustav; han sov, bamsen lå i armene. Gik ind, Anne var faldet i søvn med bogen på maven.

Jeg lagde mig.

Anne? hviskede jeg.

Mm?

Hvad lavede I i Fredelig Havn? Var det rart?

Ja. Stilhed. God mad. Lille sø med ænder.

Ænder?

Fjollede ænder. Kommer, hvis der er mad.

Mikkel ville elske det.

Gustav også.

Vi kan tage af sted alle sammen.

Måske.

Et øjebliks ro, børn der sover, byen slumrer.

Jesper.

Ja.

I morgen er det dig der laver aftensmad.

Pause. Så begynder jeg at grine, så stille jeg kan.

Kartofler kan jeg.

Det kan jeg også lide.

Ok.

Ok, gentager hun søvnigt. Godnat.

Godnat, Anne.

Mandag morgen alt som det plejer, men noget er alligevel anderledes. Jeg stod op før de andre, lavede grød, tændte for elkedlen, kiggede ud i det morgengrå København. Så på planten på vinduet; jorden våd, bladene måske lidt mindre hængende.

Vokse, sagde jeg stille. Til blomsten. Eller til os alle sammen.

Kedlen klikkede. Bag væggen sagde en stemme noget Gustav var vågen. Om lidt begynder alt igen, med larm, krav og uro. Men noget er forandret.