Nå, altså, skal silden under dild virkelig stå side om side med pålægget? Det ødelægger jo hele farvekoordineringen, lød en sur stemme så skingert bag Marens øre, at hun var ved at tabe det tunge krystalfad.
Hun tog en dyb indånding, talte lydløst til tre og vendte sig med sit mest rutineprægede smil på. I døren stod svigermor, Gunhild Jensen, lænet op ad karmen som en sørgmodig dommer i Den Store Bagedyst. Gunhild var ankommet for bare en halv time siden, og alligevel kunne Maren allerede mærke sit venstre øjenlåg trække sig sammen af stress. I dag fyldte hun nemlig 45, “midt i livet og stadig sprød”, som veninderne sagde med glimt i øjet. Men hvad der kunne være blevet en hyggelig familiefest, lignede nu mere en nedbrudt prøve i dansk husmoderkunst for videregående.
Gunhild, hej igen. Gå du bare ind i stuen, Hans sidder klar med TVet vi sætter os snart til bords, forsøgte Maren med en blid stemme at puffe svigermor ud af køkkenet.
Hvem kan da se fjernsyn, når svigerdatteren gør køkkenet til Saunasydfyn? svigermoren lod fingeren glide over vindueskarmen i jagten på støv. Jeg siger det ikke for at kritisere, Maren, men for at hjælpe. Erfaring kan man hverken købe i Brugsen eller læse sig til! Tænk, at du stadig serverer færdiglavede frikadeller for Hans? Du piner simpelthen manden!
Maren sagde ingenting. Erfaringen havde lært hende, at intet modsvar hjalp det ville altid ende som bevis på hendes utilstrækkelighed: som husmor, hustru og mor. Hans, hendes gode, bløde mand, blev under sin mors tilstedeværelse forvandlet til en uselvstændig skoledreng. Hans strategi var den klassiske strudseteknik: hovedet i sandet og lad konen tage skraldet.
Hen imod fem begyndte gæsterne at strømme ind. Hendes søster Lene kom med manden, fru Svend fra naboen, et par kolleger fra arbejdet. Bordet var fyldt til bristepunktet: Maren havde brugt to dage på at kræse, især for den krævende Gunhild. Men som altid var højdepunktet præmieoverrækkelsen, undskyld, fadgaveoverrækkelsen.
Gunhild Jensen sad for bordenden som en udvandret regent surmulende, mens gæsterne grinede, og sparkede diskret sin tallerken væk, da Maren bød hende den hjemmelavede sylte.
Nå, sagde Gunhild højtideligt, da festen gik ned i gear efter en brandy og et par taler. Nu har I spist og fået snaps. Nu skal vi da også fejre dig, Maren.
Hun hev med besvær en kæmpe papkasse frem under stolen, bundet sammen af ganske almindelig pakkesnor, ikke det mindste bånd eller gavepapir i sigte. Kassen havde tydeligvis oplevet både flytning og fugt, kartonen var både blød og bulet i hjørnerne.
Stilheden faldt over stuen. Hans stoppede med at tygge sin agurk og skævede forsigtigt til det papirsindsvøbte drama.
Se så, Marenpigen, proklamerede Gunhild og dumpede den med kraft på den pletfri dug, så et vinglas næsten sejlede i svinget. Jeg har virkelig tænkt mig om. Penge? Det er så ufint de forsvinder bare ud i det blå. Tøj? Det bliver jo yt næste år. Så nu får du noget evigt! Et arvestykke!
Maren begyndte at bakse med knuden. Pakkesnoren arbejdede imod, og hun måtte have Hans til at hjælpe med en saks. Da låget omsider røg af, bredte en sær, hengemt duft af mug, gammel papir og let eddikeret skepsis sig. Inden i lå køkkengrej pakket ind i forvaskede aviser fra 1998.
Det var et kaffestel. Men ikke af den slags, der får samlere til at byde i kroner og tusindvis af mønter på Lauritz.com ikke håndmalet, ikke engang patineret porcelæn. Nej, et solidt, brunt fajancestel, dekoreret med orange blomster så kluntede at de kunne gøre selv Arne Jacobsens plejesøster flov.
Maren fiskede en kop op. Et tydeligt afslag var lappet med en snært af gammel kontaktlim. Underkoppen lignede et gammelt Danmarkskort fuld af krakelerede revner snarere end porcelænsemalje.
Tadaa, DET er stellet! udbrød Gunhild stolt, indstuderet med blik på gæsterne. Familiestellet. Det købte vi, så snart Hans begyndte i 0. klasse. Jeg har gemt det på loftet til en ganske særlig dag. Og nu nu er du voksen og vis nok til at passe på den slags.
Lene, Marens søster, satte i et host, skjulte ansigtet bag et glas hyldeblomstsaft. Hun havde hørt om det her kaffestel før, dengang Gunhild jamrede over at have fået det skrammel stukket i hånden af venner til julefrokost for 25 år siden. Nu var “det værdiløse bras” åbenbart ophøjet til “reliikvie”.
Tusind tak, Gunhild, fremstammede Maren og forsøgte at skjule sin skuffelse. Det handlede nemlig slet ikke om prisskiltet men mere om måden. At pakke et kasseret kammerjunk hvidkalket ind i traditionens søde evighedspapir det var i grunden en fornærmelse, forklædt som familieånd.
Men brug det nu varsomt, formanede Gunhild, lykkeligt blind for tavsheden omkring hende. Ingen opvaskemaskine, kun kærlige hænder. Det er jo vores arv, Hans husker du kaffestellet?
Hans blev rød i hovedet og mumlede noget om, at det vel ikke var hans yndlingskop. Han kunne godt huske, hvordan mor plejede at opløse sneglegift i den ene (handlet løs fra Bauhaus) til brug i drivhuset.
Jeg skal nok tage mig ekstra godt af stellet, nikkede Maren blegt og skubbede kassen ind under bordet, væk fra fornuftens synsfelt. Duften af mug svævede som et minde om, at appetit altså aldrig kommer af arv.
Der blev skålet videre, men stemningen var lidt mat. Gunhild Jensen styrede samtalen med små spydigheder og begyndte i sætninger storlydende beregnet på Hans og Maren:
Ej, jeg så sådan et topmoderne massagestol i reklamen. Uh, den var pebret! Men jeg tænker, at hvis man skulle få det bedre i ryggen Tænk hvis nogen ville hjælpe én lidt her på falderebet!
Da selskabet omsider ebbede ud, og Gunhild Jensen forsvandt i en taxa, selvfølgelig betalt af Hans, satte Maren sig alene i køkkenet og tudede. Hverken dramatisk eller hæmningsløst, men sådan en god, dansk fortvivlet gråden-istået.
Åh, Maren, kom nu, vraltede Hans og lagde en nogenlunde trøstende arm om hende. Du ved jo, hvordan mor er. Hun mener det sikkert godt på en måde.
Mener det godt, siger du? Maren kiggede på ham gennem tårer. Der var en død flue i sukkerskålen! Hun vaskede overhovedet ikke stellet inden hun gav det. Det er en røgfane af foragt, ikke nogen gave. Hun tror vi er idioter.
Lad os bare smide det på altanen og glemme alt om det, prøvede Hans.
Nej, Maren rettede sig op. Nu kom der pludselig fart over feltet. Vi lægger os ikke ned. Vi gør noget smartere.
Måneden op til svigermors storslåede 70-års fødselsdag opførte Maren sig som indbegrebet af pletfri svigerdatter: ingen brok, hun ringede og spurgte til helbredet, fik ajourført gæstelisten. Gunhild planlagde fest på Dronning Louises Kro, hele familien og gamle venner blev kaldt ind. “Det skal være storslået!” messede hun, og hviskede om den famøse massagestol, som nu var gået fra ønskeliste til forventet gave. Hans måtte tage ekstra vagter det skulle bare lykkes.
Men Maren gik målrettet til opgaven. Ugen inden festen hentede hun Gunhilds mugne papkasse frem. Hun vaskede hver kop, hver tallerken grundigt med soda, gav limen på hanken et moderne touch og fik det gamle gulbrune stel til at skinne på sin egen bizarre måde. Hun købte den dyreste gaveæske i helhvid, forede den med guldglimtende satin, og lagde hele stellet så det så tja, lidt mere slotsskrudt end skrald ud.
Endelig blev det store dag. Kroen var pyntet op, duge var hvide som frostmorgen, og Gunhild Jensen, med spritny pagehår og glitrende kjole, nød at blive tiljublet af de fremmødte. Hun forventede klart, at nu skulle Hans glæde hende med pengene til massagestolen men hun håbede på en publikumsvenlig fremvisning af hendes status som matskæggede Matriark.
Da turen kom til Maren og Hans, gik Maren frem med Den Store Kasse. Hun talte, så alle kunne høre:
Kære Gunhild, Hans har nu givet dig det, kroppen længes efter og jeg giver dig noget til sjælen. En gave, der symboliserer slægters bånd, tradition, og den visdom du så beredvilligt deler ud af.
Gunhild så overrasket glad på æsken luksusgaven skinnede mere end festen selv. En mink eller måske fancy køkkenmaskine? Tanken dansede i hendes øjne.
For en måned siden ærede du mig med et uvurderligt stykke familiehistorie, fortsatte Maren kækt, kaffestellet, der blev købt til Hans første skoledag. Jeg lå søvnløs nat efter nat af bare ærefrygt og indså, at sådan en skat ikke skal stå gemt hos mig. Nej, den tilhører familiens ansigt udadtil. Hos Matriarken selv.
I salen blev folk stille. Hans blev tabt bag en stol, nu MEGET bleg. Maren åbnede æsken teatralsk og drejede den, så alle kunne se det mørkebrune, lettere ramponerede stel, nu præsenteret som en årgangs cognac i palæagtig indpakning.
Gæsterne kiggede rundt. Fru Svend, der havde set mere end én familiefejde, hviskede hørbart: “Er det ikke det gamle skrammel, hun græd over sidste år?”
Gunhild Jensen blev postkasserød i ansigtet. Hun genkendte selvfølgelig gavepakken og nu indså hun, at hun havde fået sit eget bras serveret tilbage på sølvfad. Hun var fanget kunne ikke nægte, for Maren brugte hendes egne ord. Vovede hun at afsløre, hvad der reelt lå bag “arvestykkets” store betydning, ville hun offentligt have afsløret sig selv som gaveophøjet skraldsmester.
Kæreste Maren stammede Gunhild, med et smil der kunne matche rødbeder i eddike. Sikke en overraskelse! Tak, lille skat, den er mig MEGET kær.
Jeg vidste du ville blive glad! Vi har fået indgraveret Tilbage til rødderne på æsken. Så kan du altid tage en kopferie ned ad Memory Lane når du har lyst.
Hun placerede æsken i Gunhilds rystende hænder. Under gæsternes let forlegne klappen skævede Gunhild til Maren med et blik, der kunne svitse et rugbrød. Og hun vidste: Stellet kunne ikke smides ud længere hun havde jo foran hele slægten sat den op til skue som arvegods.
Resten af aftenen forløb stagneret. Gunhild var tavs, lod kaffestellet diskret forsvinde bag køkkenpersonalets ryg. Gæster, der kendte Gunhilds reelle temperament, måtte skjule deres smil bag servietterne. Nu var Game Over for familiemyter.
På vej hjem sad de i tavshed i taxaen, byen duvede forbi udenfor.
Du er livsfarlig, Maren, sagde Hans ikke vred, mest resigneret og måske, bare måske beundrende.
Jeg gav bare hende selv tilbage, svarede Maren med et smil og lagde hovedet på hans skuldre. Vi skal ikke have andres gamle skrammel men vi skal altså heller ikke finde os i alt.
Hun kommer sgu aldrig til at kunne holde ud at se på det stel nu, lo Hans.
Nej. Og hun kommer ikke udenom at stille det frem, ellers tænker folk jo deres.
Og det kom til at passe. Næste gang de besøgte Gunhild, stod brunt fajance med orange blomster på fornemste plads i vitrineskabet mellem kongeligt porcelæn og ægte Bøhmisk krystal. Det så ud som surstrømning til gallamiddag, og Gunhild kunne ikke andet end at lide det. Hun holdt op med at insistere på oplæring i dygtiggørelse af stegte løg og sluttede med at tørre støv overalt.
Nej, forholdet blev ikke kærligt. Men det blev ærligt. Stellet satte grænserne som et gammelt vandmærke på et dansk pas. Og for Maren blev det symbolet på hendes sejr: at stå op for sig selv med høflighed og humor, sådan som danske kvinder nu engang gør bedst.
For resten, pengene endte Gunhild med at bruge på nyt tag til sommerhuset. Sundhed er godt men at stikke af til Langeland og undgå en snedig svigerdatter, er trods alt tryggere for centralnervesystemet. Men det gemmer vi til en anden historie.
Og har du moret dig, så glem ikke kaffekop og likes intet varmer mere end et smil over en velanrettet dansk svigermorsthriller!
