Simone
Nej, hvor er du dog kommet fra! Hvem tilhører du egentlig?
Dennis sad på hug ude foran døren til sin lejlighed. Katten hvæsede, havde halen som en flaskerenser og krummede sin magre ryg.
Du ser farlig ud! Det sætter jeg pris på. Men, ven, jeg vil bare gerne ind jeg er hjemvendt fra arbejde, både sulten og træt. Hvor er det lige, du hører til?
Katten fór sammen ved lyden af hans stemme, svingede ud med poten i retning af Dennis, men det blev ikke til mere. Dennis smålo bare, mens han betragtede den skræmte gæst forsøge at rejse sig fra dørmåtten.
Benene bærer dig ikke? Jeg synes nu heller ikke, du ser helt rask ud… Helt tynd, falmet… Du stakkels dyr… Kan man da ikke engang få lov at have medlidenhed længere? Jeg mener det jo godt.
Det virkede, som om kattens kræfter kun lige rakte til et sidste, halvhjertet angreb. Den fik fat i Dennis’ støvle og lå så bare dér, snerrende svagt og ude af stand til at bevæge sig videre.
Det forklarer det hele, du gamle ven. Hvad siger du til, at jeg giver dig lidt mad? Min mor sagde altid, at en sulten ven aldrig var til at regne med. Og hun var en klog dame. Lad os følge hendes råd, ikke?
Forsigtigt pillede Dennis katten løs fra støvlen og løftede den op. Normalt var han blevet flænset af kløer, men katten hang bare som en gammel klud i hans hænder og havde opgivet at hvæse.
Dit stakkels pus! Livet har nok ikke været god ved dig, hva. Dennis fandt nøglerne frem og låste op. Kom med ind, nu du er her.
Lejligheden tog imod ham i en rungende, indelukket stilhed. Dennis brød sig slet ikke om at komme hjem. Hans mor var borte, og alene i den store “treværelses” følte han sig som en ulv på tålt ophold. Han havde for længst lukket døren til forældrenes soveværelse og stuen og levede i små hop mellem sit eget værelse, køkkenet og badeværelset. Der var aldrig meget rod, for der var jo ingen til at rode længere. Helt efter vanen vaskede han altid straks tallerkenen op efter sig, præcis som mor havde lært ham.
Han savnede hende, savnede hende mere end noget andet for hun havde været hans mor, men også hans ven. Til hende kunne han fortælle alt, hvad der trykkede ham. Sådan havde det ikke altid været, men i de senere år blev hun bare mere og mere uundværlig.
Faderen forlod familien, da Dennis var tretten, og det stød slog noget dybt itu indeni ham. Faren ville ikke se Dennis, ville ikke tale med ham der var kommet en ny søn i hans nye familie. Dennis blev rasende, følte sig svigtet og lod skuffelsen gå ud over sin mor. Hun bar det hele hun udholdt det, trøstede, og var ved hans side. Selv da han en dag kom stangberuset hjem, lod hun ham putte sig ned, satte sig hos ham og strøg hans våde hår, mens hun græd i stilhed. Først da forstod Dennis, at han havde skubbet ansvaret over på den forkerte. For hun var det eneste menneske, som virkelig havde brug for ham.
Der begyndte en lang forsoning med sig selv, med mor, med livet og endnu en gang var det hende, der bar det hele sammen med ham.
Mor…
Hun forsvandt for kun et halvt år siden, og Dennis kunne ikke vænne sig til, at hun aldrig igen ville møde ham i døren, tørre sine hænder i forklædet, gribe ham om nakken, insistere på et kys på panden, og spørge:
Hvordan går det? Er du sulten?
Dennis ville have givet hvad som helst for at opleve det igen, bare for ét øjeblik, kunne vende tiden om…
Men det var for sent, hun var borte, og han havde ikke engang fået sagt farvel.
Da ambulancen hentede hende, hostende så voldsomt at det gjorde ondt at se på, havde han ikke i sin vildeste fantasi troet, at han aldrig ville opleve hende gå ind ad døren igen. Det skete bare alt for hurtigt.
De blev faktisk syge næsten samtidig på trods af alle spritflasker, masker og håndsprit i lommerne. Men Dennis kunne slet ikke modstå sygdommen som hende; feberen tog fat og slap ham ikke, hovedpinen var ubeskrivelig, og han svævede mellem virkelighed og feberdrømme.
Da hans mor ringede efter en ambulance til ham, nægtede de at tage ham med:
Han er ung. Han klarer den. Intet alarmerende. Og vi skal helst ikke tage patienter ind uden grund han kan få det værre på hospitalet. Se tiden an, et par dage endnu.
Så blev hans mor oppe nat efter nat, lyttede til hans vejrtrækning, gav medicin, stak sprøjter, tilsidesatte sig selv fuldstændigt.
Dennis fik det bedre, men så gik det helt galt med hende. Nu måtte han tage sig af hende. Men han kunne mærke, at hendes sygdom var farligere. Denne gang tøvede ambulancen ikke.
Hun skal med straks. Det ser ikke godt ud.
Og sådan var det. Han så aldrig sin mor igen.
Senere, efter bisættelsen, fandt Dennis et brev i hendes natbordsskuffe, et brev til ham. Hans mor havde været gammeldags hun brød sig ikke om gadgets, skred alting ned på papir. Ofte skrev hun breve til Dennis.
Det er nemmere for mig sådan, skat. Jeg kan få ordene til at falde rigtigt, der er tid til at tænke mig om.
Alle hendes breve har Dennis gemt. Ikke genlæst dem; det har han ikke kræfter til. Men det sidste kunne han til sidst udenad.
Mor vidste det altid på forhånd. Hun anede, at kæresten, Lise, ville gå sin vej. At sorgen ville blive så stor, at han måske ville miste lysten til livet. Hun advarede mod dumheder:
“Pas på dig selv, min dreng! Du er mit livs fortsættelse. Så længe du husker mig, er jeg her stadig. Hvis dine børn en dag også lærer mig at kende gennem dig, så bliver jeg endnu længere. Måske kommer de ikke til at kende mig rigtigt, men du vil fortælle dem om mig? Gør det! Dine små, der ligner dig både stædigheden og smilet… Husk på, hvor vigtigt det er at værdsætte hinandens tid, og at kunne give slip uden had, når tiden er inde… Byg selv dit liv, find din vej og din lykke. Nogle gange sker det besværligt og sent, men at opgive nu det må du aldrig gøre. Hvis Lise bliver, eller hvis hun takker for oplevelsen og går videre, så husk at ønske hende det bedste. Hold ikke ondt i hjertet. Husk, hun gav dig noget vigtigt: tid og nærvær. Tænk på, hvor meget tid du selv vil give et andet menneske, og giv med hjertet ikke af pligt, men af glæde. Så ved du, du har handlet rigtigt.”
Som om hun havde forudset det: Lise gik to måneder efter, mor var borte.
Hun blev ved ham lidt endnu, hjalp ham gennem dagene, men til sidst… gik hun. Hun var ikke nær da de begge var syge; tilfældigvis var hun hos sine forældre, og det trak ud. Men da hun vendte tilbage, slap hun aldrig hans hånd ikke før han selv gav slip.
Selv deres afsked var mild Lise gjorde, hvad hun kunne, og Dennis huskede afskedsbrevet fra mor og kunne give slip uden bitterhed. De skilles ad pænt men lettelsen udeblev alligevel. Han bebrejdede sig selv, bebrejdede Lise, bebrejdede mor, livet, ja hele verden for, at smerten satte sig så fast.
Hver dag gik han på arbejde, handlede ind, forsøgte sig med at lave mad men oftest endte det i skraldespanden, og han måtte nøjes med mors gamle blå kaffekop og te på altanen. Han sad der i timevis, kiggede ud over København, prøvede at finde svar.
Måske derfor blev han en smule glad, da den uventede gæst dukkede op. Endelig noget andet at tænke på end sorgen.
Katten livede straks op, da Dennis satte en skål mælk foran den. Den vrængede dog på næsen af en tør kedelig spegepølse fra køleskabet fejede den væk og forsøgte at grave den ned i et usynligt grus.
Ja, hvem gider vel sådan noget! Dennis fjernede pølsen og satte sig på hug, mens han betragtede katten drikke mælk. Du må nøjes, indtil videre hvis du vil blive…
Han blev overrasket over at sige det. Han betragtede næsten det hele udefra, som om han så sig selv på afstand.
De var to stykker på smerten; han selv glemt og overladt til sig selv, på nær en fjern tante. Og katten, der ingen ejede.
Vi må være et godt match, du og jeg… Dennis aede forsigtigt den spinkle kat. Den veg ikke mere, bare gøs lidt over den uvante venlighed.
Mælken forsvandt hurtigt. Katten så på ham, som om den bad om mere og da Dennis satte endnu en skål, forsvandt det også. Men så løb katten ud i gangen, satte sig foran hoveddøren og gav sig til at skrige.
Tja, du er vist ikke let tilfreds, ser jeg. Dennis trak på skuldrene, lidt vemodig nu. Så havde han forestillet sig, at han fik selskab og så ville katten alligevel gå… Måske var det bare sådan hans liv altid ville være? “Det er nu engang min lod,” som de siger i gamle danske film.
Gå du bare døren er åben! Hvis du bliver sulten, så ved du nu, hvor jeg bor. Der er altid mælk at hente.
Katten svarede ikke. Den luntede bare forbi ham, ned ad trappen.
Ikke så meget som et blik…
Dennis lukkede døren bag sig med et suk.
Endnu en aften alene. Hvor mange var det nu blevet til? Han kunne ikke engang tælle mere. Han kunne selvfølgelig tage ud, besøge venner. Det måtte man nu. Men lysten var forduftet. I tiden efter morens død havde Dennis lært, at selv venner kan forsvinde ind i deres hverdag, efterlade én som om man aldrig havde eksisteret. Ikke en eneste opringning, på nær fra Lise.
Lise ringede ind imellem Dennis sagde bare, det går fint, så sluttede de samtalen. Han vidste, hun skulle giftes og hendes nye kæreste havde alt det, Dennis manglede: et god job, et hus udenfor byen, fremdrift. Lise traf sit valg for sin egen skyld, og Dennis bebrejdede hende ikke længere. Livet var så kort, og det gives ikke i anden omgang.
Han sad på altanen, lod sin kolde te glide ned, tænkte på at det måtte være nok med denne ensomhed. Mor var væk, tiden gik, og hvis ikke han tog sig sammen nu, ville han forspilde det hele med tomme stuer og kolde drikke på altanen.
Den lune forårsvind legede med gardinet, der for længst burde have været vasket. Teenagere skrålede i gården, klimprede på en gammel guitar. Dennis rejste sig, gik ud i køkkenet for at skylle koppen og gøre klar til i morgen. Da stoppede han op der var en mærkelig lyd fra gangen. Mørket gjorde det kun værre. Dennis trak på skuldrene over sin barndoms frygt for mørket moren havde dengang investeret i to natlamper til både gange og hans eget værelse.
Kom nu, Dennis der findes ingen trolde i mørket!
Men pædagogerne i børnehaven sagde det trolde tager uartige børn!
Så må du ikke være bange, min egen du er den bedste!
Hvorfor kom han mon til at tænke på det nu?
Fordi trolden jo ER kommet nu han smilede sørgmodigt og gik, stadig lidt bange, ned ad gangen.
Lyden kom fra hoveddøren; nogen kradsede desperat, indimellem med et bump, som om der blev krævet adgang, ikke bedt om det.
Dennis kiggede ud gennem dørkiglen intet.
Nu er jeg da ved at miste forstanden men han låste op, slog døren op.
Hvorfor være bange? Det værste var allerede sket.
Katten, den samme, lå på dørmåtten, men havde mistet balancen og så slæbte den noget ind i lejligheden: en lille killing, som den stolt anbragte på Dennis’ gulvtæppe.
Nåda! Det havde jeg ikke set komme!
Dennis løftede killingen op. Den puttede sig straks til hans varme hænder og begyndte at miave.
Så du er ikke en han, men en hun? Dennis betragtede katten, der nu selvsikkert var på vej op ad trapperne igen.
Katten besvarede ikke hans stirren, vendte om og løb ned ad trapperne. Inden Dennis nåede at lukke døren, kom skratten atter, og denne gang med endnu en killing og endnu én Til sidst satte Dennis sig på trinene og blev bare siddende. Uanset hvad hans liv havde bragt, så var der nu kommet en forandring. Hvad det betød, vidste han ikke, men det føltes som begyndelsen på noget nyt. Han mærkede en glæde og kunne ikke lade være med at smile for, første gang i meget lang tid.
Killingerne vrimlede i hans skød, nysgerrige små haler og bløde poter. Katten kom med den sidste, femte killing, og satte sig så foran Dennis, betragtede ham med gyldne øjne, som om hun afventede hans dom.
Nå? Dennis blev helt lille under hendes blik. Mener du virkelig, at jeg nu er deres plejeonkel?
Katten blinkede, og Dennis ville have svoret, at hun smilede. Hun gik med rank holdning ind igen, parat til rundvisning af sit nye hjem.
Dennis samlede killingerne og fulgte efter hende. Hun tjekkede gang, værelse, puffede til ting, og bevægede sig til sidst ud i køkkenet.
Jeg forstår dig! Dennis lagde killingerne på gulvet og hentede en skål. Vi må gøre rent du har ret. Med børn i huset går det ikke at være sjusket. Og til mad… Lad mig se!
Hans mors gamle indkøbskurv blev redningen, polstret med det bløde tørklæde fra barndommen. Katten betragtede alvorligt Dennis, mens han lavede rede.
Godkendt? spurgte han og satte kurven tættere på hende. Hun stødte hans hånd med panden og bar straks den første killing ind i kurven.
Det var godt! Så kan I slås om sovepladserne! Jeg må nok hellere i seng selv, jobbet kalder jo i morgen. Vent! Plastbakken her som kattebakke, lidt servietter så må vi klare os uden avis. Du er smart, makker, det må jeg sige.
Katten tog den nyindrettede bakke i brug snarrådigt, og luntede tilbage til killingerne igen.
Du er klog! Hvis bare jeg kendte dit navn… At kalde dig Kat er da for trist. Har du et navn?
Katten betragtede ham bare.
Nå, vi skal nok finde på noget… Hvad med Mis? Eller måske Maren?
Katten fnøs.
Næ, det dur heller ikke. Jeg må tænke. Jeg har aldrig haft kat, kun marsvin og fisk, så bær over med mig.
Katten så så stolt og fornem ud, at Dennis kom i tanke om en fjollet sang, hans mor hørte tit. Han nynnede lidt:
Simone? Hvad synes du?
Katten svarede ikke, men så heller ikke fornærmet ud.
Dennis regnede det for samtykke, slukkede lyset og lagde sig under dynen. For første gang i lang tid var han ikke bange for at være alene.
Næste morgen vågnede han ved, at noget varmt prikkede ham på kinden.
Lise?
Et forarget katteskrald lød til svar.
Katten sad ved hans hovedpude og så på ham. Dennis forstod straks han måtte op nu. Det mindede ham så uendeligt om hans mor, som aldrig stolede på vækkeure, men stod for fødderne af hans seng for at være sikker på, han vågnede.
Tak!
Han rakte langsomt hånden over mod katten, spændt på hendes reaktion, men hun stødte blot hovedet mod hans hånd og sprang på gulvet for at føre ham til madskålen.
Hele dagen var Dennis i bedre humør. Nu ventede der nogen på ham derhjemme måske ikke et menneske, men et dyreliv, der havde brug for ham. Og nu blev han for første gang siden moren døde faktisk en lille smule glad for at komme hjem. Simone havde på sin kattevis gjort klart, at rod ikke var acceptabelt længere der skulle gøres orden og indkøbes ordentlig mad. Mælk var for lidt til en mor med fem børn.
Dyrlægen kløede sig i nakken, da Dennis på sin fridag tog Simone og killingerne med.
Jamen, unge mand, sådan kan man ikke behandle en fin racekat! Har du set, hvordan hun ser ud?
Er hun fin racekat?
Ja! Hun har endda chip vi kan finde ejeren! Det er vel ikke dig?
Nej, hun dukkede bare op hos mig, som hun ser ud nu. Kender hende ikke. Og killingerne?
Ja, det er nok frugten af en affære. Faderen er nok ikke racekat, men han må have været en flot én. Se dem lige det er jo et lille mirakel! Jeg er normalt imod for meget blanding, men her har naturen ikke fejlet.
Simone sad helt stille på bordet, mens killingerne blev undersøgt. Hun kunne ikke fortælle, hvordan hun engang havde levet i en stor, flot lejlighed med en ung ejerinde.
En nuttet killing med lyserødt bånd var gaven til værtindens fødselsdag pigen kælede få minutter, lagde billeder op på Instagram, og glemte hende hurtigt. Det blev husholdersken, der “opdrog”; med gulvkluden, nogle gange endda med skaftet. Katten lærte hurtigt man kunne ikke stole på mennesker. At det endegyldigt måtte være sådan, forstod hun da kæresten flyttede ind; han hadede katte, og efter et uheld, blev Simone smidt ud fra femte sal uden at han tænkte sig om.
Hun overlevede, landede i et beskyttende vildtvoksende buskads. Hun kom sig langsomt, snusede sig tilbage til hoveddøren men husholdersken sparkede hende væk, og til sidst blev hun stoppet i en mørk sæk, båret langt væk, og dumpet af ved en skraldespand:
Her hører du til!
Simone blev der ikke. Hun fandt vej til et mørkt kælderrum der var mus, og en sulten vagabond af en han-kat, og hendes første kuld kom til verden dér under jorden… Hun sultede, var bange, men havde ikke andet valg killingerne skulle have mad. Til sidst måtte hun søge et nyt hjem.
Dennis var ikke den første, hun havde opsøgt men flere havde jaget hende væk. Hvem gad en tynd og svag kat? Da hun kom til Dennis, var hun desperat og såret, og det var derfor hun fór sammen og hvæste. Men han skubbede hende ikke væk han forstod hende. Og det forstod Simone selv ikke rigtigt; hun havde lært, at ingen hjalp én ud over én selv.
Men lidt efter lidt faldt hun til ro, undersøgte lejligheden, begyndte at tage imod kærlighed, vendte sig til en rytme, hvor han hver dag kom hjem med noget lækkert til dem.
Killingerne voksede hurtigt, og Simone faldt til. Hun anede ikke, at Dennis på et tidspunkt opsøgte hendes gamle ejer. Pigen førte sig frem i røret, men nægtede blankt:
Der findes ingen katte hos mig! Ring ikke igen!
Det blev aldrig nævnt for Simone, men for Dennis var det afgørende: hun og killingerne var nu hans ansvar.
Og det var præcis, hvad han havde trængt sådan til: at være noget for nogen igen.
Der gik endnu et år. Simones killinger fandt nye hjem, kun én kom tilbage, for at bo hos Dennis sammen med en pige, der elskede dyr ligeså meget som han.
Hun var sød, havde varme hænder, præcis som ham, og Simone fandt hurtigt ud af, at hun kunne stole på hende.
En aften ville Simone give sin buldrende søn et dask for at have kradset i den nye sofa, for derefter at hoppe op på altanens gelænder. Der sad hun, lyttede til Dennis’ stemme, mens fire varme hænder aede hende og snakkede lavmælt. Pludselig stivnede Dennis, da hans kone hviskede noget i hans øre, og Simone spandt med tilfredshed hun anede vist, at endnu en glædelig nyhed nu var sluppet ind i det hjem, hendes mennesker havde opbygget sammen.
Det var også på tide. Måtte hjemmet blive fyldt med kærlighed! Og mon ikke Dennis nu skulle have sine egne små killinger for havde han taget imod andres og givet alt, så fortjente han alt godt selv. Og de killinger ville blive de gladeste og tryggeste i hele kongeriget. Og hun, Simone ja, hun ville nok hjælpe til som børnepige, præcis som en rigtig bedstemor.
