Stolt

Stolt

– Nå, der går hun, den lille dronning!

– Hvorfor så kritisk, Lene?

– Hun tror vidst, hun er noget særligt. Hilser dårligt nok, og det er ikke fordi, hun har noget at have det i. Bare det dyre tøjellers er der ikke meget i hende!

– Ja, ikke? Karen lo, satte sin kop kaffe fra sig og mærkede straks hovedpinen, der havde ligget tungt siden morgenstunden. Tænk, at det var hende, Rasmus Møller udnævnte som afdelingsleder i går. Mon ikke ledelsen mente, hun intet var?

Karen tøvede, da hun så, hvordan Lene blev mørk i blikket. Lene havde aldrig været den bedste specialist og havde heller aldrig været i spil til den stilling, men misundelse kunne hun til gengæld mestre. Karen holdt sig helst på afstand fra hende hun havde oplevet på egen krop, hvordan mennesker som Lene kunne gøre livet surt. Første gang Karen stødte på hende, var lige da hun begyndte i firmaet, og hun besluttede dengang ikke at krydse klinger med Lene unødigt. Den kvinde, lidt oppe i årene og fuld af energi, var snedig som en ræv og skarp som en saltvandsvind over Øresund. Hvorfor hun opførte sig sådan, forblev et mysterium for Karen. Hun huskede, hvad hendes mormor havde lært hende, og greb til den gamle strategi: hun trak sin mest høflige, distancerede facade på og holdte strengt neutral afstand til Lene. Heldigvis var de i forskellige afdelinger.

Karen tog en slurk mere af kaffen og rynkede på næsen. Den var blevet kold og smagte derefter. Hun havde aldrig brudt sig om instantkaffe, men på arbejdet var der ikke tid til at være kræsen. Lørdag morgen, derimodså skulle der brygges ordentlig kaffe, den gode, som hendes papmor havde taget med hjem fra sin sidste rejse til Afrika. En snert kardemomme, et skvæt citronsaft, og så kunne man sidde på altanen og se København vågne langsomt. Karen kom til at smile: lejligheden med den lille altan i den gamle ejendom havde hun haft svært ved at få råd til, også selvom hendes far hjalp, men netop udsigten gjorde, at alle bekymringer forsvandt. Hun var gået igennem ild og vand for hjemmet, og nu var hun blevet glad for sit valg, selvom hun ellers sjældent tog hurtige beslutninger.

Hun var forsigtig af natur, holdt folk på afstand og havde aldrig rigtigt fået tætte venner på arbejdet, heller ikke Lene. Hun smilede jævnt til alle og var påpasselig med sine ord.

– Nå, vi må vel hellere arbejde, hm? Nogen slider, og andre får alle kagerne, Lene smed næsten sin kop på tørrestativet og forlod pauserummet.

Karen vaskede langsomt sin egen kop, prøvede at samle sig og gennemgik for sig selv præsentationen, hun om lidt skulle holde, da en stemme lød bag hende:

– Godmorgen!

Karen vendte sig og så Pauline stå derden unge kvinde, som Lene havde udset sig som dagens samtaleemne.

Karen måtte indrømme, at hun godt forstod, hvorfor Lene syntes dårligt om Pauline. Pauline var for smuk til at gå ubemærket i samme rum som de fleste kvinder. Høj, slank, med et fejlfrit og naturligt udtryk. Karen tog uvilkårligt et skridt tættere på det kunne da ikke passe, at en kvinde kunne se så frisk ud fra morgenstunden uden makeup? Men nej, Pauline havde knap nok mascara på. Hendes øjne var gråblå med et besynderligt, dybt skær de mødte Karens blik roligt og med nysgerrighed.

– Godmorgen! svarede Karen omsider og nikkede.

– Du er vel Karen Mikkelsen? Jeg tager ikke fejl, vel?

– Nej, det er rigtigt. Du kan bare kalde mig Karen. Vi har jo ikke så stor aldersforskel eller forskellig rang her.

– Tak. Jeg hedder Pauline.

Karen tog overrasket imod den hånd, der blev rakt frem. Det var usædvanligt i firmaet at give hånd, men Paulines hånd var varm og overraskende fast i grebet. Karen, der engang havde læst, at et håndtryk siger meget om et menneske, blev nysgerrig: Når en kvinde havde det greb, havde hun også styrkemen i hvad? Det måtte undersøges.

– Har du nogle spørgsmål til mig? spurgte Karen.

– Ja, hvis du har fem minutter.

Samtalen drejede hurtigt ind på arbejde, og Karen blev forbløffet over Paulines kløgt og opmærksomhed på detaljer. Hun begyndte at forstå, hvordan denne lidt sære kvinde så hurtigt havde fået ansvar. Pauline havde et godt greb om det hele det gjorde Karen nysgerrig.

– Du er vel forholdsvis ny her?

– Ja, kun et halvt år.

– Underligt, vi aldrig har krydset hinanden før.

– Det har vi faktisk, Pauline smilede for første gang, og Karen bemærkede et skift: først havde hun været formel og lidt lukket nu var hun pludselig ung og åben. Karen blev selv mere venlig. Gennem papirerne. Dine rapporter er de bedste, jeg har fået. Meget nemme at arbejde med. Tak! Det har sparet mig for megen tid.

– Altså, der er jo ikke noget særligt i det, sagde Karen.

– Åh, tro ikke det. Det er en sjælden evne at holde det niveau. Tro mig, jeg ved det.

Pauline sagde farvel og forlod rummet, og Karen kom til at tænke på, at det tøj, Pauline havde på, ikke var dyrt; det var bare flot sat sammen og hendes figur fejlede intet. Så endnu en gang havde Lene taget fejl. Forargelsen over Lenes sladder dukkede op, men Karen ville ikke bruge mere energi på det og gik tilbage på kontoretdet delte hun med to mandlige kolleger, som lod hende passe sig selv, hvilket passede Karen helt fint.

Efter den dag begyndte hun at holde øje med Pauline, så diskret hun kunne. Hun så, hvordan Pauline gik gennem kontorerne, hvordan hun afviklede møder i det store konferencerum, hvordan hun smilte behersket til alle og endda venligt til Lene, som på en eller anden måde altid hang hende i hælene og forsøgte at nærme sig. Karen irriterede sig, men blandede sig ikke; de var endnu ikke venner, mere kolleger på neutral grund.

Men neutraliteten fik en ende et par måneder senere, da rygterne for alvor løb gennem kontoretsladderen flød, og selv Karen kunne ikke undgå at høre den.

Det startede, da en eller anden havde set direktøren, Rasmus, give Pauline et lift hjem.

– Hva sagde jeg! Det handler ikke om dygtighed, men om at lukke op for det rette! Lene triumferede næste morgen i pauserummet, hvor kollegaerne var stimlet sammen.

Karen orkede ikke engang sin sædvanlige kaffe og gik udenfor, men ude på gangen stødte hun ind i Pauline.

– Hej!

– Hej, Pauline så både træt og lidt fortabt ud. Der er vidst ret larm inde ved kaffemaskinen, ikke? Ville egentlig bare have kaffe.

Karen trak på skuldrene, men sagde pludselig:

– Gå ikke derind, Pauline. Ikke i dag.

Pauline stoppede op, kiggede undersøgende på Karen og nikkede langsomt.

– Tusind tak!

Hun gik videre uden spørgsmål. Hele dagen var Karen rastløs og tankerne kredsede om deres korte samtale. Det lille øjeblik betød mere end alt det, hun havde observeret om Pauline.

Karen havde ikke mange fortrolige. Eneste rigtige veninde var Vera, som hun gik på gymnasiet med i sin tid. Men Vera flyttede til Østrig i anden g og havde travlt med sine to børn. De sås sjældent, skrev lidt sammen, og når det lykkedes Karen at tage en uges fri, sad de på verandaen i timer og talte ud for et helt år. Karens savn efter fortrolige samtaler var stort.

Nu mærkede hun samme uro: hun genkendte noget i Pauline, der mindede om Vera.

Men Karen vidste ikke, hvordan hun skulle indlede kontakt selv. Det gjorde Pauline så for hende.

– Skal vi spise frokost sammen?

Hun dukkede op i døren, og Karen rejste sig så hurtigt, at hun væltede stolen. De gik sammen hen til bageren på hjørnet.

De bestilte, og tavsheden bredte sig.

– Spørg mig om det, du tænker på, sagde Pauline pludselig og foldede en serviet omhyggeligt. Karens blik fangede de smukke hænder, og hun gemte sine under bordet. Så blev hun irriteret på sig selv og tog dem op igen.

– Hvorfor inviterede du mig på frokost? Det har du jo aldrig gjort før?

– Jeg har holdt øje, Pauline smilede let. Det gør du vel også?

Karen var svar skyldigPaulines åbenhed slog hende ud af kurs.

– Du er den eneste, der ikke var med til morgenkaffen i dag. Hvorfor ikke?

Deres blikke mødtes.

– Jeg kan ikke med sladder, svarede Karen.

– Var det om mig, sladderen gik?

– Jeg hørte ikke noget.

– Ikke fordi du ikke kunne men fordi du ikke ville?

– Præcis.

Pauline lagde den foldede rosen-serviet på bordet og smilede.

– Så tog jeg ikke fejl. Det gør mig glad.

En ro bredte sig, og Karen spurgte ligeud:

– Du har prøvet sladder før?

– Ja. Det her er anden omgang. Men det bliver nok ikke den sidste… Kaldte de mig “stolt”?

– Ja… undskyld.

– Det skal du ikkede har jo ret, på en måde. Man bliver nødt til at værne om sig selv. Før i tiden fortalte jeg glædeligt småting om mig selv, familie, børnligesom alle andre. Men livet har lært mig. Jo mindre folk ved, jo lettere for mig. Lurerne finder jo alligevel på deres eget. Men alligevel gør det lidt ondt, når de sladrer.

– Pauline, bliver du såret?

– Både og. Det værste er næsten, at de laver historier om en uden at kende sandheden. Men hvis de kendte mit liv, ville det måske være endnu værre.

– De stemplet dig?

– Præcis. “Hun er chefens elskerinde. Hun har hverken hjerne eller værdier.” Den slags bliver sagt.

– Men det passer ikke! Hvorfor tager du det til dig?

– Fordi jeg altid har fået at vide, at jeg skulle være sød og til glæde for alle. Min mor sagde, jeg skulle være en god pige, smile og glæde andre. Så det gjorde jeg indtil virkeligheden ramte.

– Fortæl…

– Det er en lang historie.

– Vi har god tid.

– Jeg sætter pris på, at du spørger rigtigt. Pauline spiste en bid salat og lagde så gaflen. Jeg har svært ved at spise, når der er uro.

– Pas nu på, du er jo for tynd allerede!

– Måske lever jeg på vrede for tiden. Jeg er faktisk ret vred, Karen.

– På hvem?

– På livet. På uretfærdighederne, og på mig selv, for slet ikke at kunne gennemskue mennesker.

– Hør, alt vi siger her, forbliver mellem os.

– Tror du, jeg ikke også holder øje med dig? Jeg har fået et indtryk af dig, og det er derfor, jeg sidder her. Sig mig, er Lene farlig?

– Ja. Man skal ikke være bange, men hun kan gøre livet surt, hvis man ikke passer på.

– Især hvis mansom alle sigerhar affairer med chefen? Pauline lo tørt.

– Det har du vel ikke? Han virker da decent.

– Nej, jeg kunne godt ønske det, men han ser kun facaden. Bag den bryder mænd sjældent sig om det, de finder.

– Mener du det?

– Ja, det handler om alt, hvad der følger med. Jeg har jo et bilag med i pakken, Karen og det bilag er ikke for familieløse mænd.

Pauline tog sin mobil frem og viste et billede.

– Det er min søn, Mathias.

Karen så på et alvorligt, hvidhåret drengeansigt med de samme grå øjne som Pauline.

– Han er flot! Jeg troede ellers, du var yngre.

– Jeg fik ham som nittenårig.

– Men hvorfor kaldte du det “strenge betingelser”?

Pauline viste det næste billede: Mathias i kørestol med familiens enorme kat på skødet.

– Nu forstår du?

Karen nikkede.

– Kan det blive bedre med tiden?

– Ikke helt. Han bliver aldrig normal. Men vi arbejder hele tiden på at give ham så meget han kan. Han er hamrende klog og vedholdende.

– Du er stærk…

– Eller prøver på det. Hvis ikke det var for min far og Mathias, havde jeg måske givet op for længe siden.

– Har du stadig din mor?

– Nej. Hun døde da Mathias var lille. Hun brugte livet på at gøre mig til noget særligtordinateuret tøj, sko, men det var aldrig lykken.

– Du er ellers smuk, Pauline!

– Måske men det hjælper ikke. Hele barndommen blev jeg klappet på kinden: “Hvor er du fin!” Men man tog mig aldrig alvorligt. Hvis det ikke var for far, var jeg aldrig blevet uddannet mor mente, jeg bare skulle finde en mand, der kunne forsørge mig. Men jeg ville gå på universitetet, og det fik jeg også lov til, med fars støtte. Det var der, jeg mødte Søren.

– Din mand?

– Eksmand nu. Mit første og måske eneste rigtige eventyr. Han vendte op og ned på alting. Først var det som at stå i midten af en stormrolig dér, men kaos udenom. Han fejede benene væk under mig.

– “Stormens øje”, kalder man det. Karen nikkede.

– Ja, sådan var Søren. Han ville have en smuk, men ikke en klog kone. Han var ældre, og jeg var ung, lod mig rive med. Tre måneder efter vi mødtes, blev jeg gift og var snart gravid. Så begyndte helvede.

– Hvorfor?

– Søren ville ikke have børn, men han ville heller ikke give slip på mig. Han sagde straks, jeg måtte vælge. Da jeg nægtede, gik han. Han kunne ikke klare, at barnet var handicappet han mente ikke, det kunne være hans, og bad mig om at opgive barnet.

– Det gjorde du ikke.

– Nej, selvfølgelig ikke. Jeg var ligeglad med ham, så snart jeg så barnet. “Sådan et monstervæsen vil jeg ikke have,” sagde han og gik helt.

– Sikke en type…

– Ja, men han blev bare fornærmet på verden. Det er nok almindeligt, når man bliver valgt fra.

Pauline vendte koppen og kiggede på mærket på undersiden.

– Hvad leder du efter?

– Jeg elsker porcelæn. Jeg har mange kopper, men min mors kop skiller sig udden vil jeg aldrig skille mig af med.

– Det er sjovt, jeg har arvet min mors kop. Det er weekendkoppen, den gode kaffe skal drikkes af.

– I hverdagene er der ingen tid. Karen lo. Instantkaffe og travlhed…

– Som her, hvor kaffen er rædselsfuld! Min far ville have klaget! Han var vild med god kaffe. Han brygger selv, jeg har endnu ikke fået det lært.

– Din far hjælper dig meget?

– Ja. Han og Mathias er de bedste venner. Uden min far ved jeg ikke, hvordan vi skulle få det til at løbe rundt. Han har altid været der, selvom jeg som barn næsten aldrig så ham han er officer.

– Hvorfor har du prøvet at blive offer for sladder før?

Pauline sukkede.

– Det var i mit gamle arbejdeen stor leverandør af medicinsk udstyr. Chefen var ven med min far, så uden erfaring fik jeg et job. Lønnen var ikke høj, men jobbet gavnede min udvikling, og far passede Mathias. Men så lavede jeg en fejl. Mathias behøvede en ny kørestol. Vi fik støtte, men der gik lang tid før en god model kom frem. Jeg bestilte en ekstra god til ham, så han kunne blive mere selvstændig. Ordrer blev hurtigt opfangetog snart gik snakken om, at min søn var chefen venens barn, og det gik videre til konens chef. Hun gik ikke på den, men jeg måtte alligevel væk. Nu har jeg erfaring nok til at finde nyt job selv. Men her starter sladderen forfra…

– Hvorfor lader du det passere?

– Hvad skal jeg gøre? Jo mere jeg nægter, jo værre bliver historierne.

Karen nikkede, tænkte lidt, og Pauline skiftede emne.

– Skidt med det! Hun fyldte te op. På de lyse sider: jeg overvejer at købe bil. Kan ikke få råd til en helt ny, men måske en brugt. Har du kendte, der kan tjekke for fejl? Min far har ikke styr på biler.

– Det behøver du ikke jeg kan nemlig selv! Karen smilede. Min far ejer værksteder udenfor byen, og jeg voksede op med ham i garagen. Jeg kan sagtens hjælpe!

– Hvorfor voksede du op hos din far?

– Min mor døde, da jeg blev født. Min farmor og senere papmor tog sig af mig.

– Og papmor?

– Vi har ikke meget kontakt, men min far støttede mig altid. Han hjalp med lejligheden og betalte for min skolegang. Nu ser vi hinanden sjældenthan har flere børn. Men jeg savner ham.

Pauline nikkede.

– Klogt at acceptere.

– Jeg er ikke helt moden endnu. Men jeg prøver.

– Har du fundet nogle biler?

– Ja, et par stykker.

– Så lad os kigge på dem i weekenden. Jeg har tid.

Pauline købte vognen ugen efter. Fjorten dage senere stod Karen og så, hvordan Pauline udvekslede et par ord med direktøren på parkeringspladsen og derefter gik hen til Karen, mens Rasmus blev stående og så efter hende.

– Hvad handlede det om?

– Jeg har fortalt ham, der ikke bliver os to.

– Vidste han alt om Mathias?

– Ja.

– Hvordan reagerede han?

– Sådan som de flestevenligt, men distanceret. Pauline rettede sig op og smilede. Det gør nu ikke noget. Bare ét blik fra en ordentlig mand, og man føler sig flot!

– Men lad os nu få rigtige følelser medikke bare flatterende blikke.

– Nej ven, de store følelser har jeg fået. Mathias fylder mit liv. Apropos: han spurgte, hvornår du kommer på besøg. Han siger, du er den bedste til computerspil.

– Jeg har købt ham et nyt et!

– Åh nej, du forkæler ham…

– Han skal vel glædes! Han vil elske det nye spil og tegnealbum. Hans tegninger er fantastiske.

– Jeg har ikke set dem…

– Det har jeg han viste dem til mig. Men han er genert overfor dig. Nu har du hans kodergør selv resten!

– Med glæde! Pauline kørte ud af pladsen.

Et par dage efter besøgte Karen dem, og Mathias viste stolt sin nye gaming-laptop frem. Karen spurgte Pauline på køkkenet, hvem der havde givet ham den, og Pauline smilede lykkeligt og svarede:

– Jeg ved ikke helt men det er stort. Man må godt drømme, ikke?

– Det er sundt at drømme! Karen nikkede.

Og et år senere, da Karen så Mathias stå rank til moderens bryllupsceremoni, uden at se på kørestolen ved siden, hvis den nu skulle blive nødvendig, hviskede hun:

– Glæder du dig på mors vegne?

– Meget! svarede Mathias og beundrede sin mor i den lange, hvide kjole.

Imens talte vielsesmyndigheden, men Mathias vendte sig mod Karen og sagde lavt:

Jeg har fået idéen til et nyt spil: om en stærk, stolt gudinde, der overvinder alt og redder alle.

– Altså det er jo din mor! Du må gøre det smukt! Må jeg fortælle det videre?

– Prøv bare! grinede Mathias, og Karen blinkede til Pauline med knyttet næve på dansk facon. Pauline drejede buketten og nikkede hemmeligt, mens vennerne lo.