– Du har igen ikke ryddet på bordet! Signe kastede svampen i vasken, så vandstænk ramte de kolde fliser bagved.
Viggo så op fra sin tablet, rynkede utilfreds på næsen.
Godmorgen til dig også, mumlede han og bøjede sig straks ind over skærmen igen.
Godmorgen? Signe mærkede noget spændes inde i sig, som en streng der kunne springe. Jeg bad dig jo bare om at tage én tallerken hen til vasken i går. Én! Var det virkelig for meget?
Jeg glemte det, sagde Viggo, uden at vende sig. Er det virkelig verdens undergang?
Små brødstumper lå spredt hen over voksdugen, som en stille hån. Signe fejede dem ned på gulvet med hånden. Snart skulle hun så feje op. Det blev jo altid hende, der gjorde det.
Husker du overhovedet noget udover din såkaldte “Venne-app”? Hun nikkede mod Viggos elskede “tablet,” som han holdt som et helligt relikvie.
Nu starter du igen, sukkede Viggo tungt. Allerede fra morgenstunden. Har du ikke sovet i nat?
Signe stod ved komfuret med begge hænder på bordpladen. Hænderne rystede, uden at hun kunne skelne om det var af træthed eller af vrede. Kaffemaskinen susede bag hende og bryggede hans kaffe. Som altid. Som hver eneste morgen de sidste otteogtredive år.
Jeg har skam sovet udmærket, sagde hun, stille, men hvert ord føltes, som om det blev knækket løs fra hende. Men jeg er bare træt af at være usynlig i mit eget hjem.
Viggo lagde endelig tabletten fra sig. Så på sin kone, som om han så hende for første gang i mange år. Eller som om han ikke forstod, hvad hun overhovedet talte om.
Usynlig? Hvad snakker du om?
Signe hældte kaffe op til sig selv. Hænderne rystede stadig, koppen klirrede mod underkoppen. Hun satte sig overfor Viggo og mødte hans blik. Trætte, lidt opsvulmede øjne på en mand, der lige var vågnet og allerede følte sig irriteret.
Ingenting, sagde hun. Det er lige meget.
En tung, klæbende stilhed lagde sig mellem dem. Bag vinduerne skreg krager, og et sted nedenfor smækkede døren i opgangen. Dagen begyndte i en klassisk betonblok i Gladsaxe, i niende sals højde. Helt almindelig og alligevel så tung som alle de andre dage de senere år.
Signe drak sin kaffe, rejste sig og begyndte at rydde af bordet. Viggo begyndte igen at trykke på sin tablet. Krummer knaste under hendes hjemmesko, da hun fejede gulvet. Han lagde slet ikke mærke til det.
***
I bussen var der fugtigt og tæt. Signe pressede sig ind mod vinduet, så ud på de grå boligblokke og på fortravlede mennesker. Alle hastede afsted til hver deres små og store problemer. Hun havde også sine men hvorfor føltes det, som om ingen andre så dem? Ikke engang ham, hun havde levet sammen med i næsten fyrre år.
Hun tænkte på morgenens sammenstød. Ja, faktisk kunne man jo ikke engang kalde det et skænderi. Det var bare én af mange bittesmå revner, der efterhånden havde samlet sig til et dybt sår. År for år, dag for dag havde hun ladet som ingenting. Ladet, som om alt var, som det skulle være. At sådan levede alle.
Viggo var ikke en dårlig mand. Han drak ikke, slog hende aldrig arbejdede på “Fremskridt” fabrikken i over tredive år og kom hjem med lønnen. For længe siden gav han blomster. Dengang gik de tur sammen hånd i hånd om aftenen. Engang så han på hende, som om hun var den smukkeste kvinde i verden.
Og nu? Nu så han ind i en tablet. Eller hen i fjernsynet. Efter arbejde lagde han sig på sofaen, tændte for nyheder eller sport. Hun lavede mad, støvede af, vaskede tøj. Han spiste uden ord, takkede hurtigt og sank tilbage i sin skærm. Hun vaskede op. Han faldt i søvn foran fjernsynet. Hun vækkede ham og så gik de i tavshed på hver deres side til dobbeltsengen.
Sådan dag efter dag. Måned efter måned. År efter år.
Signe lukkede øjnene og lod sin pande hvile mod den kolde rude. Hvorfor føltes hun nu som en udslidt, bleg kvinde, der ikke engang kunne få sagt, hvad hun gik og bar på? Hun turde ikke. Hun var bange for at ødelægge det lille, de havde tilbage. Bange for at ende alene i den lejlighed, hvor hvert et hjørne mindede hende om deres ungdom, deres lykke. Om børnene, der nu var voksne og for længst flyttet hjemmefra.
Bussen stoppede foran kontorbygningen, hvor firmaet “Vektor” lå. Signe rettede tasken på skulderen og gik op til indgangen. Endnu en dag blandt kontortal, papirer og en “Nordic 2000”-computer, der hakkede sig gennem systemerne, men som ingen ville opgradere. Hvorfor? Revisor Signe Andersen brokkede sig jo ikke. Hun klarede det. Som hun altid klarede det.
***
Grethe brasede ind på kontoret som en forårsstorm. Sprudlende, højlydt, med negle så knaldrøde, at man næsten blev svimmel af at kigge på dem. Hun dumpede ned på stolen overfor Signe, stak hænderne frem.
Se lige fik lavet dem i går! Hvad siger du så?
Signe så på neglene med glimmer og små sten, der virkede næsten overpyntede her i det nøgterne kontorlandskab.
De er flotte, nikkede hun stift. Virkelig farverige.
Det burde du også unde dig selv, vurderede Grethe, idet hun kastede et blik på Signes korte, ubehandlede negle. Man får bedre humør af det! Henning og jeg var på Jensens i lørdags, og han gloede hele aftenen på mine hænder. “Smukke,” sagde han.
Signe nikkede og rettede blikket mod skærmen. Tallene dansede for øjnene. Grethe blev ved.
Og hvad lavede I så i weekenden? Var I ude at lave noget hyggeligt?
Åh nej, svarede Signe træt, der var nok at gøre derhjemme. Man finder altid et eller andet.
Løgnen flød let som så mange gange før. Sandheden var, at de ikke havde været nogen steder. Viggo havde set sport det meste af dagen, og Signe havde gjort rent, vasket, lavet mad. Så havde hun smidt sig på sengen, mens Viggo blev siddende foran tvet. Altså, helt almindelig weekend.
Ej, man skal også forkæle sig selv indimellem! Grethe slog hænderne sammen. Henning siger, at livet er for kort. Han købte parfume til mig i går bare sådan. Så noget og tænkte på mig.
Signe smilte, men en knude strammede sig i maven. Hvornår havde Viggo sidst tænkt på hende på den måde? Hvornår havde han sidst bare købt noget til hende uden anledning? Det sidste hun kunne huske, var en støvsuger i fødselsdagsgave tre år tidligere. “Så kan du gøre nemmere rent,” havde han sagt. Hun havde takket og virkelig prøvet at glæde sig men om natten havde hun ligget og grædt ned i puden. En støvsuger som gave som til en rengøringskone. Som et hint om, at hendes liv kun skulle handle om mad, rengøring og vasketøj.
Signe, hvad tænker du på? Grethe klappede hende på skulderen. Er du okay?
Ja, ja, svarede Signe og så tilbage på skærmen. Jeg er bare træt. Sov elendigt.
Du skal tage nogle vitaminer, sagde Grethe belærende. Henning bestiller omega-3 fra Tyskland, meget bedre kvalitet der. Jeg føler mig straks friskere.
Signe nikkede og lod, som om hun lyttede. Inde i hovedet tænkte hun kun på den beskidte opvask, der ventede hjemme. Viggo havde smidt sine tallerkener fra sig efter aftensmaden og var gået ind til tvet. Hun havde været for træt til at tage opvasken og lod den stå. Nu vidste hun, hun måtte tage det senere som altid.
Nå, jeg må tilbage til arbejdet, sagde Grethe og kastede et sidste beundrende blik på sine negle. I aften kommer vennerne over, Henning laver frikadeller. Kan du forestille dig det helt selv! Jeg skal bare hakke salat.
Hun svævede ud, med duft af parfume og en anelse misundelse i hælene. Signe blev siddende og stirrede på skærmen, mens tanken om frikadeller og gaver virkede som noget fra en fremmed verden. En verden, hvor kvinder ikke var usynlige. Hvor de blev elsket, set og værdsat.
Hun havde læst om parforholdskrise efter de halvtreds. Artikler på nettet, dameblade. Om hvordan ægtefolk glider længere og længere fra hinanden, mister interessen. Man må arbejde på forholdet, finde fælles interesser. Det havde Signe prøvet foreslået ture i biografen, en lille ferie. Viggo havde rystet på hovedet: “Hvorfor bruge penge? Vi har det bedst hjemme.” Hun prøvede at spørge ind til ham, til arbejdet kun korte svar med øjnene klistret til tabletten. Indtil hun til sidst gav op, og lod tingene glide.
Men hvorfor blev det så tungt? Hvorfor blev det sværere at stå op hver morgen? Og hvorfor føltes det, når Grethe snakkede om Henning, som om hun selv var på grådens rand?
***
Arbejdsdagen sneglede sig afsted. Tallene gled ud og ind af synsfeltet, hun tastede forkert flere gange, måtte rette igen og igen. Computeren hakkede, og alt gik ufatteligt langsomt. Hver tiende minut kiggede hun på klokken, men tiden stod næsten stille.
Endelig blev det seks. Signe slukkede computeren, pakkede sin taske og sagde farvel til kollegerne. Det var allerede skumring. Efterårsstormen bed i kinderne, vinden piskede ned fra Bagsværd Sø. Hun gik hurtigt mod busstoppestedet.
Bussen var mindre fuld end om morgenen. Signe satte sig ved vinduet og klemte tasken ind til sig. Om lidt ville hun være hjemme til vasketøj, opvask, rod, og Viggo foran tvet. Ind i rollen som husets usynlige husholderske. Endnu en aften fyldt med det, hun havde gjort hele sit liv.
Hun huskede sin veninde Birte, der var blevet skilt som femoghalvtredsårig. Hendes mand var gået til en yngre. Birte græd og klagede over ensomhed: “Men Signe,” sagde hun dengang, “jeg kan i det mindste slappe af nu. Tænk der er rent, hvor jeg går. Ingen efterladte strømper, ingen brokker sig over maden. Jeg er fri!”
Signe havde dengang ikke forstået. Hvordan kan man glæde sig over at være skilt? Skilsmisse var fiasko, en tragedie. Hun havde været stolt af at have holdt sammen med Viggo i så mange år. Stolt af at have en familie. Men nu, i bussen på vej hjem, tænkte hun pludselig: hvad er det egentlig, vi har holdt sammen på? En familie? Hvor kone og mand lever mere parallelt end sammen? Hvor hun er reduceret til hushjælp, mens han er en tavs logerende?
Det var ikke et liv, men hverdagens udbrændthed. Hun brændte sig egen kraft op, men ingen anerkendte hendes indsats. Hverken varme, taknemmelighed eller lille opmærksomhed. Den usynlige kvindearbejde. Alt det hun læste om i artikler ingen lagde mærke til det, før hun holdt op. Så ville det straks blive bemærket: “Hvor er skjorten? Hvorfor lavede du ikke mad?”
Bussen standsede udenfor opgangen. Signe slæbte sig op ad trapperne hver et trin var tungt. Ikke fysisk, men en dyb træthed i sjælen. Livet var blevet til en uendelig rutine.
Hun åbnede døren. Korridoren lugtede tæt. Viggos sko og jakke lå smidt på gulvet. Tvet summede indefra stuen.
I køkkenet stoppede Signe brat op. Bordet bugnede af opvask. Ikke bare fra i går, men fra hele dagen. Tallerkener, kopper, gryde med indtørret grød. Brødstumper overalt. Vasken var overfyldt. På gulvet lækkede juice ud af en kasse, der lå skævt.
Hun stirrede på rodet. Inden i hende voksede noget op varmt, skræmmende, vildt. Hænderne knyttede sig. Hun fik svært ved at trække vejret.
Signe vendte sig og gik ind i stuen. Viggo lå henslængt på sofaen, støttede hovedet med hånden, blikket naglet til tvet. På gulvet stod en tallerken med æbleskrog og solsikkeskaller.
Viggo, sagde hun stille.
Han reagerede ikke. På tvet bragede eksplosioner løs.
Viggo! hævede hun stemmen.
Han drejede hovedet modvilligt.
Hvad nu?
Har du set køkkenet? Hun nikkede derud.
Ja? Jeg spiste frokost hjemme og havde travlt. Nåede ikke at rydde op.
Og i går havde du også for travlt? Sagde hun med dirrende stemme. Og dagen før? Og hver eneste dag?
Signe, jeg er træt, sukkede Viggo og satte sig op. Stop nu, ikke i aften.
Du er træt? DU er træt?!
Hun havde aldrig før råbt op. Ikke i alle deres år sammen. Men nu brast det.
Jeg kommer hjem til et svinesti hver dag! Kan du ikke rydde op efter dig selv? En enkelt tallerken? Lægge vasketøj sammen? Tørre bordet af?
Viggo slukkede fjernsynet, stirrede på hende vred, fortumlet.
Hvad råber du for? Er du blevet skør?
Måske er jeg! Signe kunne ikke stoppe sig selv længere. Ordene væltede ud. Jeg arbejder ligeså meget som dig! Kommer træt hjem. Men jeg skal ordne ALT derhjemme! Du ligger bare på sofaen!
Jeg slider dagligt på fabrikken! Viggo brølede. Tror du, det er nogen fornøjelse?
Og er det lettere for mig? Tror du, jeg ikke er udkørt? Jeg arbejder både ude og hjemme! Har du nogensinde spurgt, hvordan jeg har det? Om jeg også er træt?
Hvad vil du egentlig have? Viggo gik frem og tilbage. Jeg har altid sørget for dig! Bragt pengene hjem! Holdt hjemmet kørende!
Du holder hjemmet? Hvordan? spurgte Signe bittert. Vasker du op om natten? Gør du rent, mens jeg sover?
Det er kvindearbejde! gryntede Viggo. Det har altid været sådan! Min mor gjorde det. Din mor gjorde det. Det virkede.
Jeg gider ikke leve som vores mødre! råbte Signe og gik tættere på. Jeg vil ikke være tjenestepige i mit eget hjem! Jeg vil ikke være usynlig længere!
Hvad taler du om? Viggo knyttede hænderne, rød i ansigtet. Du er bare sur over en tallerken. Hvilket postyr!
Det handler ikke om tallerkenen! brast det ud af hende. Det handler om, at du er ligeglad! Ligeglad med mig, mine følelser, mit liv! Du ser mig slet ikke!
Sludder, Viggo vendte sig væk. Jeg ser dig hver dag.
Nej! Signe greb fat i ham, tvang ham til at se hende i øjnene. Du ser en husholderske, en rengøringskone, en vaskekone. Mig kvinden, du har levet med i fyrre år ser du ikke! Hvornår har du sidst givet mig blomster? Hvornår har vi sidst gået en tur? Talt sammen om andet end regninger? Hvornår sagde du sidst, at du elskede mig?
Viggo stod stille. Hans kæbemuskel dirrede. Ordene fandtes ikke.
Kan du se? Signe sank ned på sofaen. Du kan ikke engang huske det.
Tavsheden sænkede sig, som noget fugtigt og kvælende. Viggo blev stående midt i stuen, kiggede ned. Signe sad med hænderne i skødet, tom for vrede og bare helt, helt tom.
Hvad vil du have? spurgte Viggo, dæmpet. At jeg skal komme med blomster? Citere dig digte? Vi er jo gamle nu. Det er da barnagtigt.
Jeg vil bare ses, svarede Signe sagte. At du ser, jeg også er menneske. At jeg er træt, at jeg har brug for omsorg. At jeg ikke er en maskine, der bare passer hjemmet og ikke føler noget.
Jeg tænker da på dig, Viggo protesterede, usikkert. Jeg viser det bare ikke.
Hvad hjælper tanker, hvis du ikke viser det? Signe så ham i øjnene. Jeg er ingen tankelæser. Jeg har brug for ord. Handlinger. Brug for at mærke, at jeg betyder noget ikke bare som en hushjælp.
Viggo pressede læberne sammen. Noget flakkede i hans blik var det skam? Frygt? Sorg?
Jamen hvorfor har du så brug for mig? spurgte han pludseligt skarpt. Hvis jeg alligevel ikke duer til det?
Signe frøs. Spørgsmålet hang i luften, skarpt som en kniv.
Det var ikke det, jeg mente, forsøgte hun.
Nej, sig det bare. Måske havde du egentlig haft det bedre uden mig?
Han greb jakken, stak fødderne i skoene.
Viggo, vent! Signe kom på benene. Hvor skal du hen?
Ud at gå. Køle hovedet af. Ellers siger jeg bare noget dumt.
Døren smækkede. Signe stod tilbage i entréen og stirrede på døren. Kulden sivede ind i hendes bryst. Hvad havde hun gjort? Hvad var der nu sket?
Hun gik tilbage i stuen og satte sig på sofaen. Hænderne rystede. Inde i hovedet gentog én tanke sig: nu gik han. Måske kom han ikke tilbage. Måske var det forlængst slut.
Tårerne kom endelig. Uden lyd. Hun skjulte ansigtet i hænderne og græd af frygt, skam, afmagt over at være fastlåst.
***
Hun vidste ikke, hvor længe hun sad sådan. Måske en time, måske mere. Udenfor blev det nat. Viggo kom ikke tilbage. Signe rejste sig, tændte lyset, gik ud i køkkenet.
Opvasken stod stadig i bjerge. Krummer overalt. Juicen løb i en lille sø. Hun så på det hele mærkede en ny bølge af fortvivlelse.
Hun tog svampen, hældte lidt opvaskemiddel på og lod vandet løbe. Hun vaskede tallerkener og gryder, som om hænderne ikke tilhørte hende mekanisk, følelserne slukket, det varme vand sved i huden, hvilket faktisk føltes rart, fordi det overdøvede tankerne.
Efter opvasken tørrede hun bordet, fejede gulvet, tømte skrald, tørrede komfuret af. Alt blev sat på plads. Køkkenet var rent, som det altid endte med at være. Hun betragtede sit værk og indså: hun havde gjort det igen. Ryddet op efter ham. Som altid.
Hun satte sig på skamlen og lod hovedet falde i hænderne. Hvorfor kunne hun ikke bare lade det være? Hvorfor ikke bare sige, at nu måtte han tage tjanserne? Fordi hun var opdraget til det. “Kvinden skal sørge for hjemmet.” Det sad dybt i hende.
Men hvad skyldte en mand så? Var kærlighed og omsorg et envejs gade?
Hun tænkte på de par, der så ofte gik fra hinanden efter en menneskealder sammen. Når børnene var flyttet. Når rutinen var blevet kvælende. Når kærligheden var druknet.
Måske havde Viggo ret. Måske var det bedst, hvis de gik hver til sit. Men frygten for den tomme lejlighed skræmte hende. For selv hvis ingen smed sit tøj rundt, ville der heller ikke være nogen at dele en kop kaffe med om morgenen. Ingen varme på kolde nætter. Ensomheden truede.
Hun blev bange for, hvor afhængig hun var af det liv, de trods alt havde sammen. På trods af alle skuffelserne, frygtede hun at miste ham. At ende helt alene. Det var en grufuld opdagelse.
Klokken var elleve. Viggo kom ikke. Signe tog telefonen op, kiggede på skærmen. Skulle hun ringe? Skrive? Undskylde? Men for hvad? For at have sagt sandheden?
Hun lagde telefonen fra sig. Hvis han ville komme tilbage, måtte han selv finde hjem. Hvis ikke ville hun ikke tænke på det.
Hun gik i seng, fuldt påklædt. Lukkede øjnene. De ord, de havde kastet mod hinanden, tumlede rundt i hovedet: “Hvorfor har du egentlig brug for mig?” Spørgsmålet rungede i ensomheden.
Hvorfor? Var det kærlighed? Det kunne Signe ikke sige længere. Kærligheden var blevet tynd, udtværet af alle de praktiske gøremål, tavsheden, de skæve blikke. Tilbage var måske bare en tilknytning. Eller bare frygt for at være alene.
Hun havde læst om “ensomhed i ægteskabet”. Når to bor under samme tag, men lever hver sit liv. Signe indså, hun havde levet sådan i årevis, uden at turde kalde det ved navn.
Hun hørte nøglen i døren. Hjertet sprang et slag over. Viggo var vendt tilbage. Hun lå musestille, hørte ham pusle i entréen, derefter køkkenet. En lang pause han så, at hun havde ryddet op. Hvad tænkte han mon? Hvad følte han?
Skridt nærmede sig soveværelset. Døren gik op, en stribe lys på gulvet. Signe lukkede øjnene og lod, som om hun sov. Viggo stod på tærsklen, lukkede døren igen og gik i stuen måske for at sove på sofaen.
Signe stirrede ind i mørket. Sådan endte det altså. Stilhed. Kulde. Intet var løst de var kun blevet endnu fjernere.
Hun lukkede øjnene igen, men natten var lang og søvnen ville ikke tage hende.
***
Morgenen begyndte i tung stilhed. Signe vågnede, hørte Viggo gøre sig klar til arbejde. Han trådte sagte omkring, som ville han undgå at vække hende. Eller også ville han bare undgå hende. Døren smækkede, han var taget afsted uden farvel.
Signe slæbte sig ud i køkkenet. Kaffemaskinen var slukket. Viggo havde lavet sin egen kaffe og havde vasket koppen op. For første gang i mange år. Hun stirrede længe på koppen. Det føltes ikke som glæde, ikke som lettelse. Måske bare en begyndelse? Eller blot en følgevirkning af en skænderi?
På arbejdet gik hun i sin egen boble. Grethe forsøgte at tale Signe svarede ensordigt. Hun gad hverken høre om Henning, gaver eller restaurantbesøg. Hun orkede ikke at opretholde facaden mere. Ville bare tænke i fred.
Hele dagen trak sig afsted. Om aftenen var hun igen på vej hjem med tunge tanker. Hvad ventede? Mere tavshed? Kulde? Kunne noget nogensinde blive anderledes?
Da hun trådte ind i lejligheden, stoppede hun ved synet i entreen. En stor blomsterbuket på gulvet. Roser, krysantemum, liljer stillet i et “S”. Smukt, farvestrålende, dyrt.
Viggo kom fra stuen, ansigtet anspændt.
De er til dig, sagde han, tøvende.
Signe satte sig på hug og rørte ved blomsterne. De var helt friske, duftede næsten for kraftigt.
Viggo…
Undskyld, sagde han lavmælt. Jeg tænkte over det. Du har ret. Jeg har været… forkert.
Signe rejste sig, tog imod buketten. Tak, sagde hun. De er virkelig smukke.
Der opstod en kejtet tavshed. Begge vidste ikke, hvad de skulle sige. Blomster var en gestus, men hvad hjalp den, hvis intet andet ændrede sig? Det forstod de begge.
Jeg vil prøve at hjælpe mere, sagde Viggo endelig. Jeg lover.
Signe nikkede. Hun ville gerne tro det, men det føltes som om hun havde hørt det før.
De næste dage var mærkelige. Viggo prøvede faktisk. Han satte sin tallerken ud efter aftensmad. Tørrede bord af. Støvsugede endda stuen en eftermiddag, omend det blev gjort højlydt og klodset.
Men det blev altid enkeltstående indsatser, ikke nogen egentlig ændring. Han forstod ikke, at husholdning ikke var én ting, man kunne krydse af men et evigt kredsløb. Han gjorde én ting, og mente, han var færdig for ugen.
Signe sagde ikke noget. Hun var taknemmelig for forsøgene. Men skuffelsen voksede igen. Intet ændrede sig reelt.
***
En uge gik. Så endnu en. Viggo gled tilbage i gamle vaner. Glemte igen opvasken, lagde sig på sofaen med tabletten. Signe så det og mærkede, hvordan det gamle tryk i brystet vendte tilbage.
På arbejdet blev Grethe ved med at fortælle om sit perfekte forhold. Signe lyttede halvvejs, nikkede, smilede. Misundte hende. Foragtede sig selv for det, men kunne ikke lade være.
En fredag kom Grethe anstigende med røde, opsvulmede øjne, uden makeup, i en kedelig grå sweater. Hun satte sig og stirrede på skærmen.
Grethe, hvad er der? Signe kunne ikke lade være.
Grethe så op, øjnene blanke.
Henning er gået. Der er en yngre. Han pakkede sine ting i går og gik.
Signe blev stille. Den perfekte Henning. Ham med parfumen og salaten. Ham, der forkælede og lavede frikadeller.
Jeg er ked af det, sagde Signe.
Det værste er, snøftede Grethe, at jeg troede, vi havde det så godt. Han var så opmærksom og pyntede sig for andre. Men hjemme… vi talte næsten ikke sammen. Jeg var bare… alene. Jeg ville bare ikke indse det.
Signe mærkede noget falde på plads inde i sig. At bagved det perfekte gemte der sig den samme ensomhed. At illusioner gjorde ekstra ondt, når de brast.
Alle de blomster og restauranter, sagde Grethe bittert, han købte sig fri. Jeg var så glad og så viser det sig at være ingenting.
Men du ville bare være lykkelig, sagde Signe sagte.
Er du lykkelig? Med Viggo?
Signe tænkte sig om. Tidligere ville hun have løjet. Nu svarede hun ærligt.
Jeg ved ikke, om jeg er det. Vi har været sammen så længe. Han er ikke nogen dårlig mand. Men jeg føler mig… træt.
Grethe nikkede.
Man burde sige sandheden noget oftere. Både til sig selv og hinanden.
Signe sad bagefter og tænkte over det. Tale sandt. Hun havde prøvet. Sagt, hvad hun følte. Men hvad havde det ændret? Bortset fra en buket og lidt opvask? Alt gled tilbage på de gamle spor.
Måske lå svaret ikke kun hos Viggo. Måske begge måske havde de glemt at tale rigtigt sammen. Glemt at være fælles om livet. Lå side om side. Men hver for sig.
På vej hjem den aften spekulerede Signe over, hvad der skulle til, for at de to kunne finde hinanden igen. Var det overhovedet muligt efter så mange års tavshed? Eller var det for sent?
***
Hun åbnede døren og mærkede straks, at noget var anderledes. Duften af mad, lyde fra køkkenet.
Signe trådte ind og stivnede. Køkkenet var skinnende rent. Bordet dækket til to. På komfuret stod suppe i gryden, på panden nogle hakkebøffer lidt brankede, men hjemmelavede.
Viggo stod bøjet over suppen, rørte forsigtigt. Da han så hende, rødmede han.
Du har… lavet mad? fik Signe frem.
Forsøgt, sagde han, en smule skamfuldt. Bøfferne er brændt lidt på. Suppen blev vist for salt. Men jeg ville prøve.
Hun gik hen for at se. Ja, suppen duftede af lidt for meget bouillon. Bøfferne var mørke. Men det var ham, der havde stået for det.
Lad nu være at grine, mumlede Viggo og så væk. Jeg har aldrig prøvet det før. Men da du sagde, du var træt… ja, så måtte jeg prøve.
Signe satte sig. Hænderne rystede af berøring. Viggo øste suppe op, lagde bøffer på. De sad sammen og spiste i stilhed. Signe tyggede langsomt, kiggede på sin mand. Han så ikke op. Han var genert, denne store, kraftige mand, der hele livet havde båret rundt på det hus han nu skulle lære at lave mad i.
Tak, sagde hun stille.
Han mødte hendes blik.
For hvad? Jeg fik jo næsten ødelagt det.
For at du prøvede.
De spiste færdige. Signe gik i gang med opvasken, men Viggo greb straks et viskestykke.
Jeg tørrer af, sagde han.
Der stod de så, side om side ved vasken for første gang i mange år. Ubehjælpeligt, kejtet men alligevel sammen.
Signe, sagde Viggo. Jeg vil gerne forsøge. Ved ikke, om jeg kan. Jeg voksede jo op med den opfattelse, at manden bare skulle forsørge. Men det er ikke nok. Du har ret. Jeg skal ikke bare være en slags logerende. Jeg skal være din mand.
Signe vaskede stadig op, men hørte hvert ord. Ordene var klodsede, men ægte.
Jeg er bange, sagde hun. Bange for at tro på forandring. Bange for at blive skuffet igen.
Jeg er også bange, sagde Viggo. Bange for at ødelægge det hele. For at miste dig.
Hun vendte sig mod ham og så det samme i hans øjne, som hun selv bar på: usikkerhed, frygt.
Måske kan vi sammen prøve at lade være med at være bange? foreslog hun.
Viggo nikkede.
Lad os prøve.
De stod der på det lille køkken i Gladsaxe, i en almindelig betonblok. To mennesker, der havde boet sammen i fyrre år. To mennesker, der næsten havde tabt hinanden og som måske fik en chance til.
Signe vidste ikke, hvad der ventede. Om Viggo ville forandre sig for alvor. Om hun turde håbe. Men lige der i det øjeblik mærkede hun noget nyt. Ikke glæde. Men et lille håb. En spæd gnist midt i mørket.
Vil du lære mig at lave frikadeller i morgen? forsøgte Viggo at smile.
Det kan vi sagtens, svarede hun, også med et smil. Hvis du tør.
Jeg tør godt.
De blev færdige med opvasken. Tørrede bord af. Slukkede lyset i køkkenet. Gik ind i stuen. Satte sig ved siden af hinanden, uden at tænde for fjernsynet. Bare sad. Uden ord. Men det var ikke den gamle, kolde tavshed. Bare to, der sad sammen. Pause, før rejsen begyndte på ny.
Signe så ud ad vinduet på stjernerne over København. Hvad tænkte Viggo? Måske det samme som hende: At livet ikke altid giver nye chancer. Men når det sker, skal man gribe dem.
Viggo, hviskede hun.
Ja?
Jeg elsker dig. Stadigvæk. Trods alt.
Han så på hende, tårevædet. Tog hendes hånd, trykkede den.
Og jeg elsker dig. Jeg… glemte bare, hvordan man viser det. Undskyld.
De sad der, hånd i hånd. Gamle, trætte, bange. Men sammen. Og det var det vigtigste.
Sådan begyndte de to et nyt liv sammen.
