Fredag, 12. april
Jeg stirrer lidt ude i luften, mens jeg skriver disse linjer. Der er stadig lidt varme tilbage i kinderne efter dagens begivenheder, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, om jeg skal grine eller grave mig ned. Men lad mig begynde fra starten
Hans, vores alles kære chef må da have noget kørende, hviskede jeg lavmælt til Signe under mødet i formiddags. Han er jo vildt utilregnelig for tiden! Sætter uopnåelige deadlines, brokker sig konstant
Signe rystede bare på hovedet og vendte sig bort, tydeligt for at signalere, at hun ikke orkede at høre mere. Men jeg lod mig ikke kue.
Seriøst, kan det ikke interessere dig? Sagde jeg, måske lidt for højt. Måske problemer derhjemme? Tænk, hvis vi nu faktisk kunne hjælpe ham og hinanden
Mit lille bagholdsangreb blev fanget, for Hans, vores chef, afbrød straks sin gennemgang og sendte mig et isnende blik.
Lise, er det mon underholdende, det jeg fortæller? Eller har du noget at tilføje? Skal du tage ordet?
Mit hjerte hamrede. Alt i mig spændtes op, og jeg stirrede forbløffet tilbage. Hvordan kan han altid gennemskue alt?
Undskyld, Hans, sagde jeg så, lidt for hurtigt. Det var bare tanker Ingen grund til drama.
Hans løftede sarkastisk det ene øjenbryn.
Må vi høre, hvad det er, du tænker på?
Min ryg blev kold af nerver. Jeg forsøgte et lille, afslappet smil og blafrede med vipperne.
Ej, det er vist bedre, jeg arbejder lidt mere med mine idéer, sagde jeg tørt. Der er plads til forbedring. Vil nødig belaste jer allesammen.
Hans trak på smilebåndet.
Godt så! Til på fredag forventer jeg gennemarbejdede idéer, sagde han med tryk på det sidste ord. Jeg glæder mig til at se, hvad du kan bidrage med. Vi fortsætter.
Herefter tav jeg naturligvis. Ansigtet brændte, og jeg vovede ikke se op. Indeni var jeg rødglødende: At blive fanget i lidt snak og så endda få smidt opgaven tilbage!
Signe prøvede at skjule et smil, men jeg kunne se, hun morede sig gevaldigt. Hun returnerede til sine papirer, dog med et lille blik på mig indimellem. Jeg kunne næsten høre hende tænke: Du må holde kæft næste gang, Lise
Da mødet var ovre, rejste jeg mig prompte og smækkede min laptop sammen, stormede nærmest ud. Signe kom kort efter, stadig smilende, men jeg var alt for sur til humor.
Vi nåede tilbage til kontoret. Jeg kastede tasken på bordet, smækkede laptoppen igen.
Du kunne da have hjulpet! sagde jeg anklagende. Nu skal jeg opfinde et eller andet inden fredag! Tre dage!
Måske skulle du have lyttet lidt under mødet, grinede Signe og hældte te op. Hun fandt en chokoladeplade frem og lagde foran mig. Nu, ro på og i gang!
Jeg så lidt blidt på teen og chokoladen, men blussede snart op igen.
Glem nu jobbet lidt! Der er noget meget vigtigere at snakke om: Vores nye chef!
Signe sukkede. Hun kendte mine chef-overvejelser alt for godt.
Han er altså ikke helt ny mere, sagde hun og vendte sig mod computeren.
Han er ny nok til at have opfundet alle de nye regler Og så har han endda fyret et par stykker!
Well, kun dem, der lavede mindst, pointerede Signe. Men vi andre har jo fået lønforhøjelse og møderne varer kun halvt så længe.
Det var modargumenter, jeg havde hørt før. Jeg gumlede på et stykke chokolade, medgørlig men også stædig.
Ok, måske har du ret men har du aldrig spekuleret over, om han er gift? Eller har kæreste? Jeg overvejer altså at spørge i HR
Signe sagde intet, men hendes tone bar spor af træthed over min nysgerrighed.
Hvad skulle det gøre for dig? spurgte hun roligt. Hans privatliv påvirker vel ikke dit arbejde?
Men jeg kørte videre, allerede med halvvejs en plan om at høre efter mere i frokoststuen eller ved printeren. Ingen havde dog særlig lyst til at dele gossip, og HR-konsulenten trak endda på smilebåndet og bad mig fokusere på mine egne opgaver.
Det kunne ikke stoppe mig. Som dagene gik, fik jeg mere og mere lyst til at finde ud af, om han var fri. Spurgte folk på gangen, kiggede efter spor, lyttede til sladder i kantinen. Men resultatet var skuffende alle trak på skuldrene og lod som ingenting.
Til sidst tænkte jeg, at hvis nogen vidste noget, var det Kirsten i regnskab. Hun havde øre for kontorets mindste rygter.
Kirsten, du ved jo alt! Sagde jeg. Har Hans egentlig nogen derhjemme?
Hun smilede klogt, men hendes blik var fast.
Måske skulle du koncentrere dig om arbejdet, Lise, svarede hun. Hans privatliv er hans egen sag.
Men i mit hoved var frøet sået. Jeg havde brugt flere dage på at forestille mig, hvordan det ville være, hvis han faktisk var fri og jeg havde mere og mere følelsen af, at han kunne blive min. Indtil torsdag aften: Jeg fandt et elegant, lidt udfordrende kjole frem, prøvede det foran spejlet og øvede endda mit smil og små sætninger, måske en lidt forfængelig drøm om chefens opmærksomhed.
Fredag oprandt og det store firmaarrangement. Kantinen var pyntet med flag, blide pastelfarver, lys og balloner. Folk havde gjort noget særligt ud af sig selv, og stemningen var høj.
Jeg ankom først, i det nye kjole og håret sat op, og spejdede utålmodigt efter Hans. Signe dukkede op lidt efter nede på jorden, som altid, i sin enkle sorte kjole.
Hans kom som en af de sidste, i mørk habit og et næsten diskret smil, og da han holdt sin lille tale, var det egentlig bare professionelt og roligt. Men jeg stirrede, prøvede at fange hans blik, ventede på mit cue.
Da dans og snacks tog over, listede jeg over til Signe ved vinduet.
Så er det nu! sagde jeg, nervøst. Gå hen og spørg, hvorfor han er alene i dag. Du kan få det til at lyde helt uskyldigt.
Signe så lidt bleg ud.
Jeg kan ikke undskyld.
Hvorfor ikke? Kom nu, du er min veninde det er bare et spørgsmål!
Hun sukkede dybt, så mig i øjnene og jeg mærkede instinktivt, at nu kom der noget vigtigt.
Fordi Hans er min mand.
Tiden frøs.
Jeg kunne knap hviske: Hvad Du Hvor længe?
Et halvt år, svarede hun lavt. Vi ville bare holde det privat på jobbet. Vi var bange for sladder og at nogen troede, jeg fik fordele.
Det slog benene væk under mig. Al min snagen, alle mine fantasier alt blev til skamme.
Hvorfor sagde du ikke noget? Hviskede jeg, næsten skuffet. Vi fortæller jo hinanden alt!
Det var ikke kun min beslutning. Vi ville ikke blande det ind i arbejdet. Undskyld.
Mens jeg fordøjede det, kom Hans selv over. Hans blik var roligt, men undersøgende.
Er alt okay? spurgte han blidt.
Signe nikkede, men jeg eksploderede:
Ikke rigtigt! I har begge fortiet det her!
Hans så på os begge og talte så højere, så folk vendte sig.
Jeg kan forstå, der er blevet spurgt meget ind til mit privatliv. For at være helt åben: Signe er min hustru. Vi har forsøgt at holde vores private liv uden for kontoret, men nu ved I det allesammen.
Der gik et sus gennem lokalet. Nogle grinede, andre var målløse, men de fleste vendte hurtigt tilbage til snakken og snacks.
Jeg sukkede. Så skal jeg vel finde et nyt job Jeg har jo næsten lavet et sandt detektivarbejde efter dig.
Pjat, sagde Signe. Tiden skal bare læge sår. Det glemmer folk hurtigt. Bare slap af og vær glad for, du nu ved sandheden.
Vi kiggede over mod Hans, som small-talkede med kolleger. Jeg kunne faktisk godt se det nu hvorfor Signe altid beskytter ham, hvorfor hun var så loyal.
Jeg rakte hånden ud:
Fred?
Hun strålede og gav hånden et fast tryk.
Resten af aftenen gled det hele i baggrunden. Måske er det meget godt, at fantasier nogle gange bliver punkteret. Så kan man jo se virkeligheden i øjnene og måske finde lidt mere ro i sig selv.
