Den grønne blyant
Terminen er ti-tolv uger.
Hvilken termin? Karen stoppede med at tørre gelen væk fra maven, næsten mekanisk med servietten.
Graviditetstermin, selvfølgelig, Karen. Er du ikke læge? Forstår du slet ikke, hvad der foregår?
Hvad er det, du siger? Jeg kan ikke være gravid!
Hvorfor ikke?
Jeg er ikke gift. Ikke længere. Og jeg har… Karen tav brat. Kunne det virkelig passe…
Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, prøvede at skubbe følelsen væk af, at alt det her bare var en dårlig drøm. En tung, udmattende drøm, der holdt hende fast, så hun troede, at hun aldrig ville slippe fri. Fingerspidserne var nærmest følelsesløse som de altid var, når hun blev for nervøs og Karen åbnede øjnene igen. Nej, hun skulle ikke gå i panik. Det nyttede ikke. Mor ville bestemt ikke have godkendt det. Hun ville have sagt, at Karen altid opførte sig som en struds midt på asfalten.
En gang havde hendes mor tegnet en lille karikatur og hængt den op over Karens skrivebord: en skeløjet kæmpefugl, der stod midt i byen bange og klodset, uden at se, at der faktisk fandtes både en blød græsplæne og en lang vej ud af det hele. Hun pustede ud og smilede svagt præcis sådan var hun jo.
Se nu her! Den fugl har masser af muligheder, men den tør ikke bevæge sig. Bare den tænker, den er fanget. Hvad tror du, Karen? Er det den eneste udvej?
Karen, dengang seks år gammel, drejede længe papiret i hænderne.
Ved ikke, indrømmede hun til sidst. Jeg har ondt af den.
Hvem? Muligheden? Moren grinede.
Fuglen! Karen var på grådens rand.
Tror du, det hjælper fuglen, at du har ondt af den?
Nej.
Men hvad nu hvis?
Moren stak Karen en grøn blyant og greb viskelæderet.
Se her!
Viskelæderet gled hen over papiret og viskede byen væk. Husene forsvandt, og Karen stirrede tryllebundet på, hvordan landskabet ændrede sig, uden helt at fatte effekten. Lidt efter lod moren sine fingre gribe om Karens og sammen tegnede de grøn græs, et par træer og endda nogle skyer ikke blå som sædvanligt, men det var nu ligegyldigt.
Se! Synes du ikke, fuglen har det bedre nu?
Karen kiggede længe på billedet og syntes, at fuglen nærmest var klar til at spurte hen over det grønne eventyrland, væk fra alle sine bekymringer og bange anelser.
Ja! Nu er den glad!
Og hvem gjorde det?
Dig?
Nej, dig. Du greb blyanten. Jeg hjalp kun lidt. Karen, du kan altid ændre virkeligheden ikke kun for fuglen, men også for dig selv. Forestil dig nyt græs under dig, løb løs derude… og på tre ønsker du dig det allermest dyrebare og prøver at gøre det til virkelighed. Lidt drømme skader aldrig selv hvis det bare forbliver ved drømmen.
Mor var væk for længst, men alt, hvad hun sagde, sad stadig i Karens hukommelse. Hendes eventyr lignede intet, Karen havde læst i andre bøger. Deres samtaler, alvorlige som muntre, fandt sted i det lille køkken, altid ordentligt og hyggeligt i modsætning til resten af lejligheden, hvor lærreder, maling og kul optog al pladsen. Mor havde ingen atelier, hun skabte hjemme.
Disse øjeblikke, nærmest useriøse men uhyre betydningsfulde, kaldte mor hygge.
Nå! Skal vi have lidt aftenhygge igen? sagde hun, når hun kom ud i køkkenet og prøvede at gnide olie- eller malingklatter af næsen.
Mor! Du ligner selv et kunstværk! Skulle man hænge dig op på væggen med et søm!
Pigen forsøgte at få æblekagen ud af ovnen, men næsten altid var resultatet, at de begge endte med at grine, mens den var tæt på at falde på gulvet. Hvorfor? Fordi de havde det sjovt. Fordi de var sammen.
Mor var ikke den rigtige mor. Karen havde tidligt lært at stryge sit tøj, lave morgenmad og bage æblekagen, som altid blev vellykket. Men det var trygt at være hos hende. Karen vidste, at nogen altid ville stå bag hende, hvad der end skete.
Det måtte hun påmindes om flere gange. Første gang var i første klasse hun kom hjem med sprættet skjorte og et flot blåt øje.
Hold da op! Sikke en flot farve! Kongelilla! Hvordan har du så klaret dig, min pige?
Karen, bange for at mor ville skælde ud over tøjet, begyndte at græde, så alt blev sort omkring de fregnede næsebor. Hun havde ikke lyst til at fortælle om, hvordan klassens ballademager Gustav havde prøvet at tage hendes skoletaske og hjælpe Karen havde bare ikke forstået det. Akavet! Nu stod hun selv med det smukke blå øje, og Gustav havde sagt til alle, man skulle holde sig væk fra sådan nogen som hende.
Hvordan skulle Karen have gættet, at hun kunne være faldet i Gustavs smag? Med de glødende røde krøller, grønne øjne som andedammen i Zoologisk Have, og de skæve ben? Mor havde sagt noget om håret, resten fandt Karen selv på for spejlet. Hun syntes faktisk også, at hendes knæ var i forskellig størrelse. I hvert fald i hendes egne øjne.
Hvem kunne dog lide sådan en pige? Slet ingen! Sikke en skønhed!
Det var derfor, Karen regnede med, at Gustav bare ville lavet nar igen. Hendes taske, som en gang havde tilhørt bedstefar, indeholdt en æske med splinterny pastel. Karen havde stjålet dem fra mor for at blære sig i billedkunst. Ingen i klassen kunne tegne, men Karen var lovende, selv om hun ikke kunne måle sig med mor endnu.
De løfter blev ikke til så meget. Hun faldt ikke i mors fodspor. Da hun forsigtigt spurgte, om hun måtte søge ind på medicin, trak mor bare på skuldrene:
Det er jo dit liv.
Senere, samme aften, troede Karen at hun sov, men hun hørte mor snakke fortvivlet, halvt grinende, halvt grædende med tante Birgitte.
Kan du forstå, hvor hun får trang til medicin fra? Hun har aldrig set ham! Hendes far, og hun vil være læge! Hun er lille apelsin han er også en apelsin! Ren orangeblod!
Hun vidste, at mor talte med sin eneste veninde, tante Birgitte. På spørgsmål om, hvorfor Birgitte var den eneste, plejede mor at svare: Hun er nok! Jeg er ensom ulv, Karen, og det er Birgitte egentlig også. Derfor passer vi sammen. Vi kan være stille sammen, hvis vi ikke gider snakke. At blive forstået dét er vigtigt i venskab.
Hvorfor siger I aldrig hej til hinanden?
Gør vi ikke?… Måske fordi vi ikke oplever, at tid er mellem os. Vi er altid sammen, også når vi ikke ses. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.
Jeg forstår.
Det gjorde Karen nu slet ikke, men det stod fast: Birgitte var den eneste, mor virkelig stolede på. Og det var også hende, der fortalte Karen sandheden om hendes far, da mor var død.
Han var kirurg, Karen. God kirurg. Han satte din mors hånd sammen efter ulykken, så hun kunne male igen. Rigtig klog. Men ikke nogen mand at leve med. Han stak af, da han fandt ud af, hun ventede dig. Ville ikke have problemer. Han drømte om at blive kendt.
Bleve han det?
Det ved jeg ikke. Han rejste væk, da du var omkring fem. Kan huske det, for han opererede også mig. Gav mig livet, faktisk. Men han forsvandt. Sagde ikke engang farvel.
Og moren ville gerne?
Ja, hun ville gerne, at han så dig, bare én gang. Hun blev så skuffet, at han ikke kom.
Og det var ikke nødvendigt! Karen hev det sorte tørklæde af hovedet, som én havde givet hende de røde krøller lynede i solen. De gamle damer skævede misbilligende, men Karen tog hårnåle ud og rystede krøllerne.
Rigtigt, pige! Mor ville have sagt god for det! Tante Birgitte nikkede og tyssede på de andre. Lev livet! Hun ville have det. Og alt det, der hindrer dig væk med det!
Karen tog rådet til sig. Hun levede Universitet, studie, søvnløse nætter over bøgerne og et vakuum, hvor der ikke var mennesker, hun ville have omkring sig. Hun var allerede i skolen ikke den populære. De drillede hende med hendes højde, klodsethed, røde hår og fregner.
En rød elefant! Har I set sådan én? Elefanter kan da ikke være røde og klodsede!
Hun sad bagerst i klassen, stolt og ensom, og drømte om bare én person, som ville holde af hendes krøller, øjne og store hænder og fødder ja, hele hende.
Men den nogen kom aldrig. Hendes bedste ven var mor. Så hvorfor søge andre?
Så dukkede Søren op, da hun gik på tredje år. Hun kom trækkende på gangene, træt, da en lille fyr i sjove briller ramte ind i hende og væltede alle hendes hæfter.
Undskyld! Det var ikke med vilje!
Søren var næsten et hoved lavere, men han samlede hurtigt hæfterne op og stak dem i hendes hænder.
Læser du her?
Karen nikkede, udmattet af natteroderi. Søren sukkede bag hendes ryg og sparkede til sin egen taske, der stadig flød på gulvet.
Karen klarede eksamen den dag overraskende godt. Uden for auditoriet støttede hun sig op ad døren, udmattet og sulten. Hun bemærkede ikke Søren stå ved vinduet. Hun besluttede sig for at tage hjem, hvor der var fred og suppe i køleskabet. Så kunne hun også spare lidt på pengene.
Søren indhentede hende ved busstoppestedet.
Undskyld, må jeg spørge om noget? Hvad hedder du?
Karen.
Dejligt navn! Jeg hedder Søren hyggeligt at møde dig!
De stod akavet stille, ikke helt vidende hvad de ellers skulle sige, og hørte slet ikke folks smilende bemærkninger omkring dem.
Hvor skal du hen nu?
Hjem. Jeg skal spise suppe.
Mums! Jeg elsker suppe!
Så lad os da følges! Jeg kan lave verdens bedste suppe! Karen var selv overrasket over, hvor let og naturligt hun sagde det.
De blev gift et halvt år senere. Søren ville ikke vente længere, og Karen havde heller ikke noget imod det. Hun havde fundet ud af, at hans ro føltes tryg. Det var ikke det samme som at have mor, men det var rart at betyde noget for nogen.
Svigermor, Hanne Jørgensen, brød sig ikke om Karen. Den rødhårede, lidt specielle pige, der uden meget bøvl scorede hendes eneste søn, var alt for mærkelig i Hannes øjne. Hun syntes, Søren fortjente bedre end én, der både var højere og ikke lod sig rygte om af normerne.
Karen, det duer altså ikke! Hvad vil folk sige? Hanne var ærligt forvirret over, at “børnene” ikke ville holde bryllup, men bruge pengene på en rejse.
Hvilke folk? Karen så bare på hende. Jeg har jo faktisk ingen.
Men vi har! I bliver en del af vores familie, så vi må holde fast i traditionerne.
Karen så på Søren.
Nå, hvis du synes, det er bedst…
Hun havde ingen lyst til konflikt, fortrød beslutningen med det samme, men lod sig roligt guide igennem kjole- og slørvalg, mens hun nikkede til Hannes ideer.
Brylluppet blev kaotisk, Karen kedede sig bravt og havde mest lyst til at stikke af. Gæsterne diskuterede hendes ildrøde hår og det faktum, at hun nægtede opsat hår “Hvad skal jeg med det tårn på hovedet?”
Som du vil, sagde de.
Til sidst pillede Karen sløret af og sad afslappet, grinende over de måbende gæster.
Du har chokeret dem alle, Karen! Søren smilede til sin mor, men grinede med Karen.
Hanne havde helst set, at de boede hos hende, mens de læste. Karen sagde nej.
Hvorfor? Jeg har jo lejlighed tættere på uni og mere plads.
Men, Karen! Hvem skal ellers lave mad og gøre rent? I har jo travlt!
Er det så vigtigt?
Bestemt! Søren er vant til orden! Det vil blive svært!
Karen spurgte Søren, og han svarede straks:
Selvfølgelig skal vi bo for os selv ellers æder min mor dig op.
Hvorfor?
Fordi du er min kone. Dermed har du retten til mig.
Karen indså langsomt, at Sørens flytning fandt splinten mellem hende og Hanne. Små stikpiller og hentydninger begyndte at tårne sig op hun fik færre og færre kræfter til at ignorere dem.
Søren! I har været sammen i syv år og ingen børn? Hvad skal det betyde? Skal du ikke tænke på fremtiden?
Hvilken fremtid, mor?
Din, selvfølgelig! Skal vores slægt dø ud? Karen kan ikke blive mor, det kan du vel se?
Jo, men det ændrer ikke noget. Jeg elsker hende.
Kære Gud, vil du straffe en fornuftig mand, så tag fornuften fra ham! Hanne kastede hysterisk armene op og led.
Igen og igen blev børn diskuteret, til Karen til sidst mistede tålmodigheden.
Er du sikker på, det kun er min skyld?
Hanne gøs:
Hvem ellers? Søren er sund som en fisk!
Karen halede prøvesvarene fra fertilitetsklinikken op.
Jeg ville ikke være så sikker.
Hanne afviste papirerne:
Det dér er papirnusseri, Karen! Et barn er en gave fra Gud. Og kommer der ikke et, ja, så var jeres ægteskab aldrig velsignet.
Hun mærkede, at Hanne gradvis blev mere religiøs, tog på pilgrimsture og pyntede soveværelset med ikoner. Søren trak på skuldrene:
Jeg ser ikke problemet. Folk må have deres særheder.
Det er, fordi du ikke mærker presset, jeg gør nu får jeg både bebrejdelser fra din mor og fra oven. Det er ikke sjovt, Søren.
Men Karen var slidt. Træt af at undskylde, skjule ting, vælge ordene, holde freden. Hun kunne slet ikke forestille sig at fortælle om de to ufrivillige aborter, hun havde haft. Om hvordan hun længtes, da hun pakkede de små babystøvler væk, før hun gav dem til en kollega, der ventede barn.
Hun lagde sine drømme i graven og nægtede sig selv at tænke på, hvad mor ville have sagt.
Karen søgte skilsmisse i februar. Sneen smeltede og forvandlede København til slud. Vejrets melankoli matchede hendes eget humør, tårerne løb om kap på begge sider af vinduet.
Søren forstod intet, forsøgte at nå hende men Karen stod fast.
Jeg kan ikke mere, Søren. Det lyder måske tåbeligt, men jeg har kun dette ene liv og vil ikke bruge det på at føle mig utilstrækkelig. Nok er nok.
Det er skørt…
Præcis. Nu vil jeg male min egen græsplæne. Jeg har brug for en grøn blyant og min egen virkelighed.
Hun var sikker på, Søren ikke forstod, og derfor afbrød hun kontakten, ændrede nummer, skiftede lås, åbnede ikke længere for nogen.
Nu kunne hun ikke sove. Hun vandrede rundt om natten i lejligheden, græd lidt, og ønskede Søren var der. Hun savnede at skubbe de kolde tæer ind til hans varme lår, høre hans utilfredse mumlen, mærke hans arm omkring hende, falde i søvn men han var der ikke mere.
Hun besluttede, hun måtte videre nu, slut med at stikke hovedet i sandet.
Hun fandt morskens gamle æske med blyanter og farver, som hun havde nægtet at lade Hanne smide ud. Støvet fik hende til at nyse, men hun sad længe og sortererede de brugte blyanter og børster. Da hun ikke havde papir, besluttede hun at gå i boghandlen næste morgen. Der var alt for meget at tænke over, og det skete bedst, når hun tegnede.
Det er længe siden, mor. Måske for længe? Karen strøg hånden over billedet af moren, der stod på reolen. Støvet lå som pudder på hendes fingre. Hun grinede ingen ville længere skælde ud. Der var ingen tilbage. Hun var fri til at gøre, hvad hun ville.
Men næste dag kom hun ikke i butikken. Hun havde en dårlig dag, kom for sent, kastede sig ind i konsultationen. Hun ringede til den veninde, hun engang havde givet de små sko.
Mette, kan du tjekke mig? Jeg har det ikke så godt.
Hun glemte alt om tiden under arbejdet, prøvede ikke at tænke på det, Mette ville sige. Behandling, måske indlæggelse. Så måtte hun overlade sin kat, Hamlet, til naboen nu hvor hun var alene. Ikke flere svigermødre med nøgler hun havde kun sig selv.
Mettes besked rystede hende ud af fatningen. Resten af dagen var tåge. Hjemme var hun så fortabt i tanker, at hun overså Hanne, der ventede uden for døren.
Karen…
Karen kiggede forvirret op.
Dig?
Ja Karen, undskyld jeg forstyrrer! Hanne virkede forpjusket, forsøgte at sige alt på én gang, bange for at døren ville blive smækket i hovedet på hende. Jeg vil bare… Kan vi snakke? Det er vigtigt. Hvis du vil…
Karen låste op, åbnede døren.
Kom bare ind.
Hanne strøg Hamlet, der sad på skoskabet.
Hej! Du er blevet tyk, Hamlet! Du må på slankekur.
Karen lod Hanne snakke til katten, smed skoene og hængte jakken.
Tror du virkelig, jeg skulle smide dem ud?
Karen gik ud i køkkenet og tændte elkedlen.
Du ville sige noget?
Ja… Hanne satte sig, usædvanligt genert. Jeg har gjort meget forkert over for dig, Karen. Og overfor Søren.
Forkert?
Jeg splittede jer. Skubbede jer væk. Nu mister jeg min søn. Hanne græd, men Karen var i sine egne tanker.
Tænkte du aldrig, det er vores ansvar, ikke dit?
Selvfølgelig, men… Karen, vi har fået en ny præst i kirken. Vent, vær sød at høre mig ud. Jeg siger det hele, så går jeg. Jeg kan ikke rigtigt finde ordene for alt det, jeg har på hjertet. Jeg troede, jeg gjorde det rigtige beskyttede Søren, ville give ham lykke. Og jeg endte med at tage den fra ham. Søren elsker dig stadig, han finder ikke ro uden dig. Han begyndte endda at drikke, men stoppede kort efter. Han forlader aldrig sin kirurgi; hans liv er i arbejdet, men mest i dig. Ved du, Karen, jeg har aldrig fortalt dig det men Søren er faktisk ikke mit første barn. Jeg mistede fire før ham. Da så Søren blev født, blev mit liv fuldstændig forandret. Det var meningen. Jeg troede, det samme skulle gælde dig, og du nægtede bare…
Du tog fejl.
Ja. Nu forstår jeg alt det. Jeg skulle have holdt mig ude, i stedet for at dømme. Det er ikke min opgave at afgøre, hvem Gud velsigner.
Er det den nye præst, der har fortalt dig det?
Ja. Og meget mere. At dit og Sørens forhold ikke skal vurderes udefra. Man kan ikke diktere Gud, hvad han skal give og ikke give… Som om, hvis der er et barn, så er der velsignelse hvis ikke, så ikke. Jeg ved godt, det måske ikke betyder så meget… Du tror jo ikke på Gud.
Hvor ved du det fra?
Hanne blev forfjamsket.
Du har aldrig sagt det…
Jeg synes bare tro er privat. Man diskuterer ikke bare tro over en kop te.
Ja, du har ret. Folk er forskellige jeg skulle have tænkt på det.
Vi læger begynder alle at spekulere på Gud en dag. Arbejdet tvinger os til det. Men kan vi lade det ligge for nu? Jeg er ikke klar til at tale om det i dag.
Senere så? Hanne stirrede på Karen Vil det sige…
Det vil sige, at Søren kan komme hjem. Eller rettere, jeg vil gerne have ham hjem. For jeg kan heller ikke undvære ham. Jeg har det skidt.
Hanne åndede lettet op, så Karen smilede.
Hvorfor? Hvorfor har du skiftet mening?
Fordi jeg fandt min grønne blyant. Og du har vist fundet din. Resten må vi tage senere. Undskyld, men jeg er så træt. Jeg er hele tiden træt for tiden. Her Karen lagde ekstranøglerne på bordet. Giv dem til Søren. Bed ham komme hjem.
Hun huskede dårligt, hvordan hun væltede ind på sofaen i stuen, trykkede næsen ned i puden. Hamlet flyttede surt, da Søren en time senere løftede ham ned og lagde sig ved siden af hende.
Du kom… Hun krammede Søren og lagde sig tæt.
Hvor skulle jeg ellers gå hen?
Fire år efter satte Hanne sig ved bordet med barnebarnet og spurgte:
Hvad skal vi tegne?
En fugl!
Hvilken slags?
En stor!
Hvorfor skal vi så bruge den grønne blyant?
Til græsset! Så fuglen kan løbe og ikke få ondt i benene!
Åh, jeg tror snart, vi får endnu en læge i familien! Mor og far vil kunne lide den idé. Så, skal vi tegne fuglen? Hanne kyssede den rødhårede isse og smilede.
