Don og Perle
Don, Donse, vil du ikke spise bare en smule? Og se, vandet står der stadig… Du har slet ikke drukket? Hvad skal jeg gøre med dig?
Jeg satte mig ved siden af min hund på trappestenen. Den store schæferhund løftede hovedet, men lagde det straks ned på poterne igen.
Jeg ved godt, at du savner ham… Det gør jeg også! Bare du vidste, hvor meget jeg savner ham! Jeg snøftede, men tog mig hurtigt sammen.
Don havde altid kunnet mærke mit humør. Lige siden han for syv år siden kom ind i huset, var han min bedste ven og den, jeg kunne dele al min sorg med. Han var den eneste, der aldrig stillede tåbelige spørgsmål, ikke pressede mig til at forklare alting i detaljer, ikke kom med ubrugelige og ligegyldige råd. Han satte sig bare ved siden af mig, slikkede mine tårer væk fra kinderne, og når jeg havde fundet ro igen, kom han med sit yndlingslegetøj og snoren. Så gik vi ud på en lang gåtur. Far kaldte det at “lufte hovedet.
Det var også far, der i sin tid bragte den klodsede, storørede og skøre hvalp med hjem.
Hils på! Don. På stamtavlen hedder han noget helt andet, men det kan hverken udtales eller huskes.
Mor blev ræd, men jeg kunne ikke lade være med at grine, da Don satte sig midt i entreen og rullede med hovedet, forvirret over, hvor han var havnet.
Nu får vi aldrig ro herhjemme… sukkede mor og gik efter en klud, mens far smilede til mig.
Er han ikke skøn?
Jo, det er han virkelig! Men hvorfor, far?
Lægen anbefalede det. Han sagde, jeg havde brug for lange gåture og positive oplevelser. Så jeg kombinerede to ting i én. Du ved jo, at jeg altid har drømt om en hund.
Det ved jeg da.
Man skal forfølge sine drømme, min pige. Jeg synes, tiden var kommet.
Nu er jeg ikke i tvivl om, at netop Don gav far et længere liv. Lægerne troede ikke på, at han havde mere end et år tilbage. Han havde altid været sund og stærk, så han blev chokeret, da kardiologen kiggede på prøveresultaterne og sagde:
Desværre er der ikke meget, jeg kan gøre for dig…
Far gad ikke høre mere om, hvor lidt tid han havde igen. Han ændrede enkelte ting holdt op med at ryge og droppede saunaen men ellers fortsatte han livet som før. Han passede haven, plantede sine elskede roser og plejede æbletræerne, gik lange ture og trænede Don.
En hund skal ikke forkæles, men være klog og velopdragen.
Jeg sukkede. Far havde forberedt Don på alt, undtagen at han selv skulle dø. Den nat, hvor far ikke vågnede, vågnede jeg ved en mærkelig, uhyggelig lyd. Først forstod jeg ikke, hvad det var, men så gik det op for mig: Don pev. Sådan havde han aldrig lydt før eller siden. Så meget smerte lå der i den lyd, at jeg vidste med det samme, hvad der var sket. Jeg løb ind til mine forældre, og min mor, med mørke, sørgmodige øjne, sagde kun:
Maja, tag hunden væk…
Don blev stille, kiggede opmærksomt på min mor Olga, som hun hed, og lagde sig ned ved sengen, hvor far lå.
Han går ingen steder, mor. Lad ham være. Han elskede ham også…
Dagene efter var én evig tåge. Nogle gange gik tiden så hurtigt, at jeg slet ikke fattede, hvad der skete, andre gange sneglede den sig af sted, så jeg var ved at skrige af desperation.
Vi flyttede ikke tilbage til lejligheden i København, men blev i sommerhuset.
Jeg kan ikke lige nu, Maja. Jeg vil ikke væk. Det føles, som om han stadig er tæt på her…
Mor! Jeg lagde armene om hende, bange for at hun skulle blive syg. Migrænerne var kommet tilbage, og Olga tilbragte dagene i et mørkt rum, tavs og sammenbidt for ikke at skræmme mig. Hun havde altid døjet med hovedpine, men mens far var syg, havde hun formået at udholde det. Nu føltes det, som om al den smerte, der var blevet sparet op i årevis, kom på én gang og trykkede hende ned.
Jeg rendte rundt om hende og vidste ikke, hvordan jeg skulle hjælpe.
Det går over, Maja. Bare vent lidt.
Hvornår?! ville jeg råbe, men jeg tav, for hun havde det slemt nok i forvejen.
Don, som indtil da kun havde været på verandaen eller ude i haven, kom pludselig ind i huset og lagde sig ved Olgas seng. Jeg prøvede forgæves at få ham med ud. Fire dage lå han dér og nægtede at spise. Han drak kun lidt vand fra den skål, min far engang købte. På femtedagen vågnede Olga uden hovedpine. Hun havde sovet hele natten. Forsigtigt satte hun sig op, svingede benene ud over kanten og sprang nær op, da hun ramte noget varmt og blødt.
Don! Du forskrækkede mig! Hvad laver du her?
Hunden løftede hovedet og så på hende. Noget i hans blik fik Olga til at række hånden ud og ae ham over panden.
Tak…
Hun gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt hende på trappen, spisende et tørt stykke brød med lidt sennep men hun syntes, det var det mest vidunderlige, hun nogensinde havde smagt.
Mor…
Maja, det er skandaløst. Der er ingenting at spise. Hvad har du og Don egentlig levet af?
Han vil ikke spise, mor. Lige meget hvad jeg gør…
Don brummede utilfreds, lukkede øjnene og lod dem være.
Hele tiden sådan.
Far ville nok have sagt noget nu… Sæt vand på, og find noget kød. Der må være lidt tilbage. Han skal have noget frisk grød.
Nu prøvede vi to at få Don i gang, men det hjalp overhovedet ikke. Til sidst blev han træt af os og stavrede ud i haven. Vi kiggede opgivende på hinanden.
Vi må til dyrlægen. Ellers mister vi ham, sagde Olga og nikkede bestemt. Gør bilen klar, jeg er hurtigt klar.
Mens jeg ordnede lågen, gjorde mor sig klar.
Don! Donse! Kom herhen, min dreng!
Der var kun stilhed som svar. Hun gik ad stierne, min far engang havde anlagt. Hans yndlingsæbletræer stod med tunge grene fulde af næsten modne frugter. Han var så stolt af årets høst! Olga rystede tankerne bort hvad der var tabt, var tabt.
En raslen i hindbærbuskene gjorde hende opmærksom. Don stod ved det lille hegn om buskene og brummede.
Hvad har du fundet, Don? Rotte? Eller pindsvin?
Han gøede hårdt, og Olga kiggede nærmere. Der var tydeligt noget i græsset.
Nå, hvis det havde været en rotte, var den løbet væk. Hun trådte over det lille hegn og skilte græsset ad.
Det var bare, hvad vi manglede! Du må se!
En lille killing lå der, blind og hjælpeløs. Hun stak snuden ind i hendes hånd, og det var først der Olga forstod, hvorfor ingen havde hørt den. Don trak sig overrasket væk, men hun holdt killingen op til hans snude.
Bange, Don? Sådan en lille én æder dig da ikke. Hvad gør vi nu? Den kan jo hverken se eller spise selv.
Don snusede til killingen, og da den hamrede sin lille pande mod hans næse, stivnede han. Olga smilede og løftede killingen tættere på.
Hvad synes du?
Don snusede igen og slikkede den to gange til Olgas overraskelse.
Godt, så tar vi den med. Lad os se, hvad Maja siger.
Maja var nysgerrig, da hun så trioen komme op ad trappen.
Mor, jeg troede, jeg havde mistet dig. Hvad er det?
Don har fundet et problem til os, sagde Olga og satte killingen på trappen, hvor Don straks lagde sig ved siden af og begyndte at vaske den.
Jamen dog! Og hvad nu?
Vi må finde ud af, hvad den kan spise. Men barnepigen har vi da allerede.
Killingen blev redningen for os alle. Don fik energi igen og efter en opsang fra mig, begyndte han endelig at spise.
Hør nu her, hvis du vil spille far, må du også spise! Jeg skubbede skålen hen til ham. Forældre har brug for kræfter, forstå det!
Don indså pænt, hvad der var på færde, og da killingen pilede over mod skålen, lød der et advarende brum fra ham.
Nå, nu starter opdragelsen! Godt gået, Don! Jeg så lettet til, mens hunden spiste. Jeg måtte indrømme, at uden den lille bunke pels, havde vi nok mistet Don. Alle i vores familie havde temperament også hunden.
Olga tog nattefodringerne og insisterede på, at jeg fik min søvn.
Du skal jo forberede eksamener og lave afslutningsprojekt. Tag dig af det. Jeg klarer babyen, kat eller ej.
Killingen voksede og det gik hurtigt op for os, at det var en hunkat.
Hvad skal hun hedde? spurgte Olga, mens hun fodrede killingen med flaske og holdt Don væk. Don, lad nu barnet spise!
Jeg ved faktisk ikke… Jeg rodede med armbåndet, som far havde givet mig engang. Ikke noget særligt, bare et snor med små turkise perler men jeg elskede det, og nu havde jeg det altid på. Pludselig gav snoren op og perlerne rullede ud over gulvet. Nej! Jeg var ved at græde.
Rul nu ikke! Saml dem op og sæt dem på en ny, stærkere snor. Hun løftede killingen op og sagde, Perle! Det er da et godt navn til en kat, ikke?
Don, der så at maden var spist, tog straks sin ‘datter’ og trak hende over i sin kurv, hvor han straks begyndte at vaske hende igen.
Jeg troede aldrig, en stor og fornuftig hund kunne få sådan nogle faderinstinkter.
Jeg havde heller aldrig troet det! sagde jeg og samlede den sidste perle op. Mor, du skal finde en god snor til mig…
Jeg nåede ikke at sige mere, før Don satte af og forsvandt ud i haven.
Hvad nu? Maja, du skal ikke gå ud alene! Olga rejste sig og fulgte lige efter.
Dons høje gøen havde tiltrukket opmærksomhed ved det store æbletræ sad nogle drenge oppe i grenene, benene trukket op, bange for at røre sig.
Don hoppede nede på jorden og prøvede at nå dem.
Don! Ved siden. Stil!
Drengene måbede, da han straks lystrede og satte sig roligt.
Sikke en klog hund… sagde den mest smudsigste af dem.
Det synes jeg også! Hva laver I egentlig her?
Drengene blev stille, men endelig sagde den ene:
Jeres æbler smager vildt godt!
De er jo stadig grønne!
De smager godt alligevel. Kender du det, hvis man drysser salt på…
Jeg lo og tog Don i halsbåndet.
Og I var ikke bange for hunden? Vidste I ikke, vi havde ham?
Vi vidste det godt. Men han har ikke gøet på det sidste. Han bare lå helt stille på verandaen.
Så I holdt øje med os? Jeg rynkede panden.
Ikke jer. Hunden. Hvad hedder han?
Don. Skal I ikke ned nu?
Drengene rystede på hovedet.
I skal ikke være bange. Han gør ikke noget uden min ordre.
Kom nu! Olga gik tættere på. Æblerne er ikke modne endnu, men når de er det, skal I nok få lov. Indtil da, hvorfor så ikke boller og syltetøj? Kan det bruges?
De kom ned som perler på en snor. Don kiggede nysgerrigt på dem, men blev venlig, da de rakte hånden frem.
Må vi klappe ham?
Ikke bange længere? Jeg smilede. Selvfølgelig må I det.
Drengene spiste alt det hindbærsyltetøj, Olga havde lavet til vinteren. Det havde været et dårligt år for bær, men hun gled det til, mens hun så dem spise varme boller med syltetøj og hældte te op.
Velbekomme!
Hvad er det dér? spurgte Mathias, den kække, og pegede på Perle, som lå trygt mellem Dons poter.
Don har fundet sig en datter.
Hun ligner Raunas Mis.
Aha, så ved vi, hvor hun kommer fra, nikkede Olga. Rauna var naboen.
Katten vil bare ikke tage hende tilbage nu, hun lugter jo af hund, konstaterede Mathias vigtigt.
Don slipper hende heller ikke. Olga så rundt på bordet. Er I ved at være mætte?
Ja! Tak! råbte drengene i kor. Må vi komme igen, tante Olga?
Selvfølgelig! grinede Olga. Men nu er der ikke mere syltetøj.
Til gengæld er bollerne gode, sagde Mathias og klappede Don, inden han sprang ned. Vi skal ned til søen og bade!
Det er da blevet koldt!
Ikke for os vi er jo vikinger! Ikke?
Vi sad og så efter dem, mens de forsvandt gennem havelågen. Næste morgen vågnede Olga ved, at Don brummede et par gange og blev stille, mens mærkelige lyde lød fra gården. Hun trak et sjal om sig, gik ud hele banden sad bøjede over gangstierne og rensede ukrudt væk. Tidligere havde far ordnet haven, men nu var det groet til.
Godmorgen, tante Olga! Bliver der boller i dag? smilede Mathias.
Det gør der! For sådan en indsats bliver de endda med rosiner!
Drengene blev faste gæster. Snart begyndte skolen igen, og jeg blev ofte i lejligheden for at være tættere på studierne. Olga lagde tit dej om morgenen og ventede på hjælp fra drengene om eftermiddagen. For haven blev passet, og bagefter var der tid til te og snak. Da Olga hørte, Mathias havde det svært i skolen, tilbød hun hans mor at hjælpe ham.
Jeg har jo nok timer tilbage fra lærerlivet!
Men Olga, jeg har ikke råd til en underviser… sagde hans mor tøvende.
Jeg har ikke sagt noget om penge, vel? Du må ikke fornærme mig, Søster! Mathias har hjulpet mig så meget, at du skylder mig intet!
Mathias var skeptisk, men hans første flotte opgave gjorde ham stolt, og derefter protesterede han ikke mere.
Perle voksede og blev en smuk, fræk kat, der fór rundt i huset og haven. Don kunne ikke længere følge med hende men han var blevet så glad for hende, at hun gerne måtte komme til hans mad. Jeg sagde tit til mor:
Synes du ikke også, hun dukkede op lige til tiden? Hun er lidt af en skytsengel for os alle.
Efteråret satte ind, og Olga begyndte at tale om at flytte hjem. Men så rødmende fortalte jeg, at Daniel, min gamle kærlighed, endelig havde friet til mig.
Godt, at far nåede at sætte huset i stand. Lejligheden får I så bliver jeg og Don her. Så er alle glade!
Men mor, hvordan kan du bo her alene?
Jamen, sådan gør alle. Det er jo ikke bare et sommerhusområde der bor folk her året rundt. Og byen er tæt på. Du har bilen, telefonen, hvis du mangler noget. Ingen grund til bekymring.
Daniel og jeg blev gift i slutningen af november og til nytår fik Olga at vide, hun skulle være mormor. Hun gjorde klar til gæster og sang, mens hun lavede mad.
Don! Tag Perle med ud, inden jeg træder på hende! Olga manøvrerede forbi katten. Eller gå jer en tur!
Hun åbnede døren og sendte dyrene ud. Da hun mærkede den kolde vinterluft, stod hun et øjeblik på trappen. Endelig, sne! Haven lignede et postkort. Hun så Perle lege i sneen og lo:
Don, pas nu på hende, ellers kan vi ikke finde hende igen!
Hun lukkede døren, satte andestegen i ovnen og gik i gang med miniboller, som Daniel elskede.
Olga holdt meget af Daniel. Han var blevet opfostret af sin bedstemor efter forældrenes død og voksede op nær Olga. Da jeg allerede i femte klasse meddelte, at jeg ville sidde ved siden af Daniel, morede det Olga. Hun tænkte ikke over det dengang, men allerede da syntes hun, han ville være en god svigersøn. Efter bedstemoren døde, blev Daniel endnu mere knyttet til Olga, som altid prøvede at hjælpe. Da Mathias kom i huset, sammenlignede hun ham ofte med sin svigersøn.
Der bliver et godt menneske ud af dig, Mathias, så længe du holder stilen.
Tror du? spurgte Mathias, der stadig havde den barnlige vane at stikke tungen ud, når han koncentrerede sig.
Jeg ved det! Kom nu, lad mig se din stil.
Olga elskede at læse Mathias’ historier. Hun blev forbløffet over alle de friske idéer, han kunne rumme. De kunne være noget rod, men hun opmuntrede ham altid.
Det her er rigtigt flot! Du er god!
Da Olgas boller var i ovnen, hørte hun pludselig Don gø højt og vredt, som når fremmede nærmede sig. Hun gik ud og så ham kaste sig mod lågen. Men Perle var der ikke længere.
Panisk løb hun ud og så Don alene. Hun åbnede lågen og frøs ved synet.
Om efteråret havde Daniel og Mathias sat plankeværk op, for at Perle ikke kunne slippe ud til gaden, hvor herreløse hunde af og til strejfede. Men Perle havde fundet en vej: Det gamle æbletræ, hvis grene hang ud over hegnet. Don prøvede at standse hende, men hun strøg op i træet og havde slet ikke tænkt sig at hoppe ned. Men tung sne på grenene fik hende pludselig til at falde direkte ud på vejen udenfor.
Olga nåede kun nøjagtigt at gribe om Dons halsbånd, da han ville forsvare Perle mod banden af herreløse hunde, der straks omringede hende.
Nej, Don! De ville flå dig!
Han var nær ved at flå sig fri, da der pludselig kom en snebold flyvende fra naboens have, ramte den mest aggressive hund. Endnu flere snebolde, og snart trak hundene sig forvirrede tilbage, mens skrald og knald lød. Don slap fri af Olgas hænder og stillede sig beskyttende foran Perle men farerne var på vej væk.
Mathias sad pludselig på plankeværket og æltede flere snebolde.
Ingen skal røre vores Perle! råbte han.
Kære Mathias! Hvor er jeg glad for at se dig! sagde Olga og lænede sig op ad lågen. Hvad laver du her?
Vi legede bare med knaldperler! Det er jo nytår! Men sig det ikke til min mor, ellers får jeg skæld ud!
I enden af vejen kom en bil, og Mathias nikkede listigt:
Jeg smutter! Der kommer Maja. Olga, bliver der så boller i morgen?
Ja, Napoleonkager og alt, hvad du vil! Kom med drengene. Vi holder nytår sammen! Og, Mathias…
Ja? Han gjorde sig klar til at hoppe ned.
Tak!
Mathias nikkede og sprang. Olga så Don tage Perle varsomt i nakken og bære hende ind. Hun lo.
Jeg køber dig en snor, din datter har brug for opdragelse, far!
Katten, stadig skræmt, blev tæt ved Don hele natten. Først ved daggry, da jeg havde lagt mig, listede Perle op på sengen og krøb sammen hos mig. Jeg lagde en arm om både manden og katten og faldt i søvn, uden at vide, at Don også kom ind og lagde sig hos os.
To år senere satte Olga gryden med syltetøj på og kiggede ud, mens Maja og Mathias samlede æbler i haven.
Sover hun stadig? spurgte Olga sin datter, mens hun rørte.
Ja, hun sover trygt.
Kan jeg lige kigge?
Nej, mor. Hun har to barnepiger på vagt.
Maja rakte efter den næste gren, og Olga skruede ned for gassen og gik ud på verandaen. Barnebarnet sov trygt i barnevognen. Perle lå ved siden af og spandt, mens Don strakte sig ud på de varme brædder. Don løftede hovedet og så spørgende på Olga.
Det er fint. Alt er, som det skal være. Lad hende bare sove.
Olga klappede hunden bag øret, strøg katten blidt over ryggen, rettede vattæppet på barnevognen og smilede.
