Pirogger På Gulvet
Siv satte en dyb tallerken med kartoffel-porresuppe foran Mikkel og satte sig overfor. Suppen blev god, cremet, med en klat fraiche. Hun havde ladet den simre i tre timer, mens hendes mand var på vej hjem fra kontoret.
Mikkel tog skeen, drejede den rundt i overfladen, men lagde den så bare ved siden af tallerkenen.
Jeg er ikke sulten, sagde han uden at fjerne blikket fra telefonen.
Slet ikke? Du har ikke fået noget siden morgen.
Siv, jeg er bare ikke sulten. Skal vi virkelig tage den diskussion igen?
Hun diskuterede ikke. Tog stille hans tallerken væk, øste en halv portion op til sig selv, men kunne heller ikke spise. Suppen var god. Men det var ikke til at spise den alene.
Udenfor begyndte mørket at falde. I Nørremark tændtes gadelygterne, og blå fjernsynslys flakkede i naboernes vinduer. En helt almindelig efterårsaften i Odense. Intet særligt.
Hvordan gik det på job? spurgte Siv, allerede klar over, at svaret ville være det samme som altid.
Fint.
Noget i vejen?
Mikkel hævede til sidst blikket fra skærmen. Så på hende med et træt, let irriteret blik, som på en, der stiller samme spørgsmål for titusinde gang.
Siv. Jeg er udkørt. Forstår du? Bare helt tømt. Møder hele dagen, så kø i regnvejr, biler overalt. Kan jeg få ro en enkelt aften?
Ja, sagde hun. Ja.
Hun vaskede op. Han sad henslængt i lænestolen, scrollede på mobilen. Tændte fjernsynet, zappede rundt uden at vælge noget. Hun gik forbi med et viskestykke, og han løftede ingen gang hovedet.
Sådan sad de. Samme rum, hver i hver sin boble.
Omkring halv ti samlede Siv modet.
Skal vi ikke tage til din mor på søndag? Hun har ikke set os sammen længe. Hun savner os.
Mikkel rynkede panden.
Hvad er nu det for noget? Hvorfor skal vi det?
Hun ringede selv… sagde…
Siv, jeg hørte det. Du nævner min mor hver uge. Tag du bare selv derud. Hun bliver glad for dig.
Hun vil se os begge, Mikkel. Os. Ikke bare mig.
Han trak bare på skuldrene.
Jeg har sent møde i morgen igen. Fredag også. Måske en anden gang.
Siv nikkede. Måske en anden gang det havde han sagt fire måneder i træk. Til mor-besøg, til biografen, til at smutte over til Maria, bare gå en aftentur. Alt blev udskudt. Alt var en anden gang. Hun sagde ikke mere. Gik bare ud i køkkenet, satte elkedlen over og stirrede ud i mørket, mens vandet kogte.
Tolv år sammen. Tolv år hvor hun har kogt supper, strøget skjorter, glattet kanter. Aldrig råbt om noget, aldrig krævet storladne følelser, aldrig rullet med øjnene. Naboerne på opgangen sagde sommetider: Hvor er du heldig med sådan en rolig mand! Og hun smilede og nikkede. Hun troede det også selv. Rolig. Tryg. Vant.
Men de sidste måneder var det ikke længere hyggeligt-stille. Bare tomt-stille.
Hun drak teen alene, læste lidt i en bog. Mikkel kom i seng klokken halv tolv, lagde sig sammenkrøllet mod væggen. Han sov på tre minutter. Siv kiggede op mod loftet meget længere.
***
Allerede næste dag ringede Mikkels mor, Birthe, midt under Sivs vagt.
Siv var kasseekspedient i SuperBrugsen i Nørremark, havde været det i otte år. Kasse fire, ud mod parkeringspladsen. Hun kendte halvdelen af folkene fra kvarteret. Vidste hvem, der købte glutenfrit, hvem, der handlede babymad, hvem, der hver fredag gik igennem med samme flaske snaps. Jobbet var rutine, men benene summede ved fyraften. Lønnen var lav 7700 kroner. Det mindede Mikkel hende tit om, især hvis hun nævnte et ekstra indkøb.
Telefonen dirrede i forklædet i frokostpausen.
Siv! Det er Birthe, lød svigermors stemme, den samme, Birthe altid brugte, når hun ville snige kritik ind under medlidenhed. Lidt nærtagende, lidt bebrejdende, som om Siv på forhånd var skyldig.
Hej, Birthe.
Du fodrer vel min Mikkel stadig? Han ringede i går, sagde han lever af rugbrød. Hvordan kan det gå til? Du laver da mad hjemme. Han sagde… ja, hvordan kan jeg sige det, Siv.
Siv tav et øjeblik.
Jeg lavede suppe i går, han ville ikke have. Sagde han ikke var sulten.
Måske ville han bare ikke gøre dig ked af det. Han holder det altid inde, min dreng. Altid gjort det. Fra han var lille.
Siv lukkede øjnene. Holder det inde. Mikkel holder hendes suppe inde. God, cremet suppe.
Han siger, han kun spiser frysepizza på arbejdet. Jeg bliver bekymret for ham, Siv.
Birthe, han spiser hjemme hver dag. Jeg laver mad.
Jo, jeg siger ikke du ikke laver det. Jeg siger bare, han er blevet så tynd. Skal jeg købe vitaminer? Skal jeg bage dig nogle horn, så kan jeg aflevere dem?
Jeg skal nok selv, sagde Siv.
Efter samtalen sad hun et øjeblik i personalerummet og stirrede på sin kolde te. Så rejste hun sig, tog forklædet på og gik tilbage til kassen.
Resten af dagen, mens hun scannede yoghurter og kartofler, vaskemiddel og frostlasagne, gik én tanke på repeat: Hun skulle bage horn. Hans favoritter, med kirsebær. Sivs mor bagte sådanne om søndagen, da Siv var barn. Duften af fyldet, sødt med syrlighed, fyldte hele lejligheden.
Hun købte ind for egne penge, gik ind i Brugsen men nu som kunde tog mel, gær, sukker, smør. To poser frosne kirsebær.
Hjemme stirrede hun til dejen langt om længe var hævet. Siv rullede den ud på bordet, trykkede cirkler med et glas. Fyldet lavede hun ved komfuret, smagte til. Lidt for sødt hun dryppede citronsaft i. Nu var det perfekt.
Mens hornene blev gyldne i ovnen, ringede hun til Mikkel.
Kommer du sent hjem i dag?
Ved ni-tiden nok.
Jeg kører forbi dig. Tager noget mad med. Du spiser jo næsten ingenting derude.
Kort stilhed.
Siv, lad nu være. Du behøver ikke.
Men jeg har allerede bagt.
Du kan bare lade dem stå derhjemme. Jeg tager selv.
Nej. Jeg vil have, du får dem varme. Sig mig adressen, jeg stiller dem ved indgangen.
Mere stilhed. Så, mere træthed i stemmen:
Godt. Ikke for længe, vi har arbejde endnu.
Jeg smutter hurtigt igen.
Hun lagde hornene i en stofpose, svøbte dem i viskestykke, så de holdt sig lune. Tog frakken på, ordnede håret foran spejlet. Et ganske almindeligt ansigt, lidt træt. Fireogtredive år gammel. Men hornene blev gode.
Så tog hun bussen.
***
Mikkels arbejdsplads lå i et af de nybyggede kontorhuse på Sydhavnen; glasfacade, vagt ved døren, elektroniske porte. Siv ringede til Mikkel nede ved indgangen, han tog ikke telefonen.
Hun ventede i fem minutter. Ringede igen. Stadig ingen svar.
Vagten så forstående på hende. Siv forklarede, hun skulle til sin mand, nok til et sent møde. Vagten sagde, adgang uden kort gik ikke, men han pegede på en trappe rundt om hjørnet: op på anden sal, ud på rygerbalkonen døren dér stod tit åben, så kunne hun gå ind bagfra. Det gør konerne til vores ansatte tit. Han vendte tilbage til sin skærm.
Siv fandt bagtrappen. Balkonen var virkelig åben. Hun kom ind i den lange gang, det summede fra computere, lyset kunstigt, alle døre ens. Ingen mennesker. Hun læste skiltene, ledte efter Logistik.
Der hørtes stemmer længere henne.
Først genkendte hun ikke den mandlige stemme. Hun standsede af refleks, ville ikke forstyrre.
Men så hørte hun.
Hvor længe vil du blive ved at leve med hende hjemmelavet grød?
En kvindestemme. Ung, lidt spids.
Malene, vent nu jeg har sagt det det ordner sig.
Mikkel.
Du siger det hver måned. Orker ikke være din hemmelighed mere, det tror du vel ikke?
Jeg ordner det. Det er bare nogle papirer… Hun er… ingenting. Som mad uden salt. Der er bare… ingenting at tale om. Det er bare rutine, tolv år, det er vanskeligt bare at…
Så bliv dog bare ved med din rutine.
Malene. Malene… vent nu.
Stilhed.
Siv stod bag hjørnet. Hornene i posen. Fingrene blev hvide af at holde fast i stropperne.
Så slap de af sig selv.
Posen faldt. Hornene væltede ud; kirsebærrene trillet over det sorte gulv, små mørkerøde kugler rullede ud til alle sider. Én trillet helt ind i svinget.
Hvordan hun kom ud, huskede hun ikke. Trappen, gaden, kulden udenfor. Hun gik uden mål, telefonen ringede, hun kiggede ikke. Hun stoppede ved busstoppestedet. Vidste ikke, hvor hun ellers skulle tage hen.
Bussen kom. Hun steg på.
Kun få mennesker sad i bussen. En gammel dame med indkøbsnet, to unge mænd med høretelefoner. Siv satte sig bagerst og stirrede ud i spejlet på vinduet. Hun kunne ikke genkende sig selv med det samme. Så kunne hun og så vendte hun hovedet væk.
Tårerne kom uden lyd. Bare trillede ned, hun orkede ikke engang tørre dem væk.
Her, tag.
Hun hørte det kun som et fjernt ekko. Kiggede op.
En mand sad ved siden af. Midaldrende, midt i fyrrerne. Kraftig bygning, arbejdstøj, men rent. Hans ansigt var blæsende, træt. Hænderne rakte et lommetørklæde frem, krøllet, men hvidt.
Hun tog imod, ikke engang vidende hvorfor. Tørrede kinderne.
Tak.
Han nikkede. Sad lidt til siden, ikke for tæt, men så hun ikke var helt alene på dobbeltsædet.
Jeg spørger ikke, sagde han. Ikke min sag.
Hun nikkede.
De kørte et stykke i stilhed. Busstoppene gik forbi. Siv kiggede ud. Hun forestillede sig, kirsebærrene lå tilbage på linoleumen. Nogen ville træde dem flade.
Hør engang, sagde manden pludselig. Ikke helt til hende, nærmest ud i luften. Hvis suppen er uden salt, er det vel ikke suppens skyld. Det er kokken, der ikke har smagt til. Det er ikke dig.
Hun så på ham. Han kiggede ud af vinduet.
Hvor ved du…
Ingen steder fra, han trak på skuldrene. Det er bare noget, man ser med livet. Ikke nødvendigvis om suppe.
Bussen standsede.
Min stop, sagde manden. Han rejste sig, lynede jakken. Glem ikke mit lommetørklæde, jeg har savnet det længe.
En joke. Siv smilede næsten ikke, men der klikkede noget inden i.
Hvad hedder du? spurgte hun lige da dørene smækkede.
Han hørte det ikke. Eller vendte sig ikke. Bussen rullede videre.
Siv sad med lommetørklædet i hænderne, så efter manden, der gik roligt væk på fortovet som én, der ved hvor han skal.
***
Mikkel var allerede hjemme, da Siv vendte hjem.
Hvordan han var kommet hjem før hende, forstod hun ikke. Måske tog han hjem med det samme efter hornene. Eller nogen ringede. Eller han gættede det selv.
Han stod midt i lejligheden. Hans ansigt var et, Siv aldrig havde set før. Ikke skyldfuldt. Vredt.
Hvorfor kom du derind?
Siv hængte frakken på knagen. Hænderne var rolige. Det forbløffede hende selv.
For at aflevere dine horn. Til dig.
Jeg sagde jo, du ikke skulle.
Ja. Det sagde du.
Hun gik i køkkenet. Satte elkedlen over. Mikkel fulgte efter.
Du lavede scene på mit arbejde. Forstår du ikke? Alle så det. Kollegaer, Siv! Det er mit arbejde.
Jeg lavede ingen scene. Jeg gik bare.
Du spildte horn ud over hele gangen! Vagten så det, de andre så det!
Undskyld. Det var ikke med vilje. Jeg tabte dem.
Han tav. Så tog han noget op fra jakkelommen og lagde på bordet. Et lille papirsindpakket gave. Fra Normal.
Her. Jeg købte den, da nu… ja… du trods alt kom.
Siv så på pakken. Tog den ikke.
Mikkel, elsker du mig?
Stilheden var massiv.
Siv, hvad er det her for slags spørgsmål?
Elsker du mig? Bare sig det.
Han vendte sig væk mod vinduet.
Det er kompliceret. Tolv år, det…
Jeg forstår, sagde hun.
Hvad forstår du?
Alt.
Kedlen peb. Hun lavede ikke te. Slukkede bare, gik i soveværelset.
Mikkel var efter hende. Hans stemme blev højere, mere arrig. Han råbte om, at alt var hendes egen skyld, at hun altid bare var stille og kedelig, at hun levede som en maskine, stod i den kasse for 7700 kroner og troede det var liv.
Siv åbnede klædeskabet og tog kufferten frem.
Hvad laver du? spurgte han.
Hun svarede ham ikke. Lagde sine ting sammen. Jeans, trøjer, undertøj, papirer fra øverste skuffe.
Hvem vil egentlig have dig? Med den løn? Du klarer dig aldrig! Hvem vil have sådan én? Kun kasse kan du!
Hun lukkede kufferten. Lyden var god. Endelig. Klar.
Maria? sagde hun lavt og ringede. Maria, må jeg sove hos dig i nat? Ja. Jeg kommer om en time. Tak.
Hun tog kufferten, tasken med papirer og oplader, fiskede sin yndlingschokolade ud fra bagest i køleskabet, hvor Mikkel ikke så den. Lukkede chokoladen i tasken.
Siv! Vent! Lad os snakke ordentligt.
Hun stod allerede i entreen, tog støvlerne på. Rejste sig, tog kufferten.
Held og lykke, Mikkel.
Døren smækkede.
Hun blev stående et sekund på trappen. Ventede om døren skulle gå op, om han ville komme ud. Det gjorde han ikke. Hun gik ned.
Udenfor var det koldt. Hun tog en taxa, så op på de oplyste vinduer. Hans vinduer nu. Det var hans lejlighed, fra han var ungkarl. Hun havde boet i den tolv år.
Taxaen kom hurtigt.
Siv smed kufferten i bagagerummet, kørte til Maria.
***
Maria Hansen var frisør i Nørremark, havde egen lille salon. De havde været veninder siden folkeskolen. Da Siv blev gift, havde Maria sagt til brylluppet: Han er sød nok, men pas nu på, du ikke forsvinder ind i stilheden med ham. Siv var blevet lidt såret dengang.
Nu sad hun i Marias køkken, drak te med hindbærmarmelade og fortalte alt. Hele historien.
Maria var usædvanligt stille. Sagde ikke meget, kommenterede ikke. Hun lyttede bare.
Da Siv var stille, rejste Maria sig, tog en flaske rødvin frem, skænkede to halve glas.
Så. Skål, fordi du gik før han smed dig ud, sagde hun.
De drak.
Maria, det føles forkert, sagde Siv.
Jeg ved det.
Tolv år. Forstår du?
Ja.
Jeg anede intet. Eller jeg ville ikke ane…
Siv, sagde Maria. Du kan græde i nat. I morgen også lidt. Men så skal vi videre. Du er 34. Du er ung. Du er ikke færdig.
Let for dig at sige.
Det er det. Men hør nu. Har du ikke regnskabsuddannelse? Du gik vel på merkantil?
Siv så forbavset på hende.
Jo. Men jeg har aldrig brugt den.
Det kan du nu. Du har talt penge i otte år. Du har hovedet med dig. Hjælpede mig med momsregnskabet, kan du huske? Gå ud og få noget, der passer til dine evner!
De tager mig aldrig uden erfaring.
Jo, for pokker. Du er klog. Du har bare glemt det.
Siv sad tavs, kiggede på marmeladen. Hindbærrene mørkerøde, smukke.
Sov på gæsteværelset, sagde Maria. I morgen ordner vi det.
Siv blev tre nætter hos Maria. På fjerde dag sagde Maria, hun ville trække Siv med i salonen.
Jeg vil ikke klippes.
Jeg bestemmer.
I salonen satte Maria selv saksen i Sivs hår, kyndigt og hurtigt. Det blev kortere end hun plejede, og farves i den blødeste karamel ved spidserne. Siv så på spejlet, næsten fremmed for sig selv. Men jo det var hende. Bare anderledes.
Kunne du lide det? spurgte Maria.
Siv nikkede.
Ja, sagde hun stille. Og det var sandt.
***
CVer skrev de sammen hjemme på sofaen. Maria dikterede, Siv nedtonede. Maria insisterede, at det skal lyde flot ingen grund til beskedenhed.
De skrev otte års erfaring fra detail, kasse, kendskab til regnskab, diplom og supplerende kurser Siv havde taget på nettet.
De lagde det online.
Første opringning efter to dage.
En lille grossist, Petersen & Søn, byggematerialer ude i udkanten af byen, ledte efter en revisorassistent. Erfaring fra detailhandel var et plus.
Siv tog til samtale i samme frakke som dengang hun bar hornene. Maria tilbød tøj, men Siv ville være sig selv.
Samtalen blev holdt af bogholderen, Karen midt i halvtredserne, benhård, man så på hendes blik, at hun havde styr på regnskaberne.
Du har aldrig været revisor, sagde hun.
Nej. Men jeg har set, hvor fejlene gemmer sig. Nedefra.
Nedefra?
Revisoren ser ovenfra. Jeg har stået på gulvet. Jeg mærker det med hænderne.
Karen så på hende et øjeblik.
Du starter om en uge.
Siv startede. De første uger var svære. Nye systemer, sprog, processer. Hun mødte ind før de andre, gik sent. Karen var hård, men retfærdig. En ung kollega, Linnea, hjalp gerne.
I anden måned fandt Siv en fejl i bogføringen. Ikke stor, men fast tilbagevendende. Hun skrev en mail. Karen læste og løftede brynene:
Godt set. Sådan skal det være.
Siv rankede sig for første gang i flere år.
Hun lejede et værelse hos en ældre dame, Fru Andersen, tæt på arbejdet. Lille, men selvstændigt. Fru Andersen var tavs og ikke nysgerrig. Af og til bankede hun på med suppe, Spis, du har brug for det. Siv takkede.
Mikkel ringede et par gange. Tonelejet var forskelligt først vredt, så såret, så neutralt. Papirer skulle ordnes. Adresse. De blev skilt uden scener. Advokaten var Sivs gamle overbo; tog ingen stor sum.
Birthe ringede en gang. Siv lyttede, sagde til sidst bare: God bedring, Birthe, og lagde på.
Maria ringede dagligt. Indimellem sås de på café. Et nyt liv begyndte at tage form.
Siv huskede af og til manden fra bussen. Det er ikke suppens fejl. Det lød simpelt, men sad undertiden og voksede i tankerne, især når hun så kvinden med de karamelfarvede spidser i spejlet, regnede differencer og sendte rapporter og vidste, at hun var mere end det, nogen kaldte hende.
***
Caféen hed Morgenly og lå på et hjørne nær Petersen & Søn. Småt, ternede duge, plastikstole. Rigtig mad. Dagens suppe var hjemmelavet. Siv begyndte at spise der et par gange om ugen.
April. Foråret tøvede stadig, men alt skød forsigtigt.
Siv tog sin bakke, valgte gule ærtesuppe og frikadeller. Ledte efter en plads. Der var ledigt ved vinduet allerede sad en mand i arbejdstøj der.
Hun satte sig, kiggede kort og så kom ordene, som i en drøm:
Dit lommetørklæde har jeg aldrig fået tilbage.
Hun kiggede op.
Arbejdshænder, bred ryg, vejrbidt ansigt. Hans blik var roligt, lidt drillende.
Dig! sagde Siv. Fra bussen.
Fra bussen, nikkede han. Det glemmer man ikke. Den dag.
Du husker mig?
Det er nemt nok. Du havde kirsebær i hele ansigtet. Jeg mener ikke makeup men fra hornene.
Siv grinede, først nervøst, men snart rigtigt.
Jeg hedder Preben.
Siv.
Pænt navn.
Tak. Kommer du her tit?
Hver dag næsten. Er formand i vejvæsenet, vi har pladsen herfra til Skt. Knuds Torv. Sætter ny asfalt.
Så det er derfor tøjet?
Ja, han smilede. Det varmer.
De spiste sammen, snakkede lidt, småting. Han fortalte, caféejeren lavede mad præcis som hans gamle farmor. Siv betroede sig om det nye job. Han spurgte ikke til fortiden, og hun var glad for det.
Da de gik, spurgte han:
Er du her i morgen?
Siv tøvede.
Nok.
Fint.
De mødtes igen næste dag og derefter som en vane. De spiste sammen, sludrede om livet og arbejdet. Han talte om brolægning og asfalt, hun om bogholderi og Karens skraphed.
En dag:
Laver du noget lørdag?
Skulle bare vaske og handle.
Vil du i biografen?
Han så ned, som om spørgsmålet vejede tungt.
Ja, sagde hun.
Han nikkede.
De så en eventyrfilm. Sad bagerst med popcorn. Grinede både sammen og for sig selv. Bagefter gik de en lang tur. Preben fortalte om sin datter, Anna.
Fjorten. Hårdt. Vi har kun hinanden; min kone døde for tre år siden. Kræft, det hele gik så stærkt.
Siv sagde ikke: Stakkels dig. Hun lyttede bare.
Anna er vred på mig tit, sagde han. Eller på verden vel. Jeg er en mand hun er i teenagekaos. Jeg prøver.
Nogle gange, bare det at lave mad, sagde Siv stille. Sådan noget kan være nok.
Han grinede lavt.
De skiltes ved sporvognsenden. Siv så på sit spejlbillede på ruden på hjemvejen. For første gang længe så hun faktisk sig selv og det var ikke tomt.
***
Kvinders veje er forskellige. Nogle falder hurtigt videre. Nogle kan ikke glemme, roder rundt år efter år. Siv befandt sig midtimellem. Hun løb ikke men blev ikke hængende.
Forholdet med Preben voksede roligt. De mødtes på Morgenly, gik ture, han hentede hende indimellem i firmabilen. Det var ingen romantisk film. Bare to mennesker, der så småt fandt sammen på den måde, voksne gør.
Maria ville høre alt.
Flot?
Almindelig.
Rig?
Han lægger asfalt, Maria.
Siv, er du glad?
Pause.
Jeg har det rigtigt, sagde Siv endelig.
Maria nikkede, glad på hende.
En dag ringede Preben: Anna var syg. Ville Siv komme med suppe? Selvfølgelig. På et år havde Siv lært, hvordan ægte omsorg smager: varm hønsekødssuppe og et glas hindbærsyltetøj.
Anna lå på sofaen. Mistrøst. Kiggede ikke op. Siv sagde bare:
Hent suppen, når du orker.
Om aftenen fik hun en besked: Hun spiste op. Tak.
Anden gang mødtes de alle tre. Anna virkede lidt mere nysgerrig nu, ikke fjendtlig, bare forsigtig.
En forårsdag bagte Siv pizza med Anna og Preben. Anna kunne rulle dejen ud bedre end de voksne, sagde ikke meget men blev stående og spiste med. Da de var færdige, nikkede Anna kort:
Dejen var fin, sagde hun, og gik ind på sit værelse.
Det var højeste ros.
Sådan blev Sivs forhold til Anna: forsigtigt, uden store ord, kun lidt ad gangen tillid.
En aften kaldte Anna pludselig:
Siv?
Ja?
Kommer du igen?
En lille pause.
Ja, svarede Siv. Jeg kommer igen.
Da Siv gik, stod Anna længe i døren og så efter hende. Ikke vred. Bare åben.
***
Et år gik.
Siv fik forfremmelse nu officiel revisorassistent. Karen sagde, det var for omhyggelighed. Siv vidste, det var det bedste skulderklap.
En eftermiddag ringede Maria:
Du er blevet anderledes, Siv.
Hvordan?
Du går rankere. Du går, som om du VED, hvorhen.
Jeg tror det, Maria.
Omkring Mikkel hørte hun lidt hist og her. Nogen sagde han boede sammen med Malene. Siv ventede om det skulle stikke men det gjorde det ikke. Det var bare information. Som omslag i vejret.
Af og til tænkte hun på den nat hornene på gulvet, kirsebær overalt, sig selv i chok bag hjørnet. Det gjorde stadig ondt. Men nu føltes det som et forbigået uvejr, ikke som dagens regn.
Sådan kommer kvinders fornyelse sjældent med fanfarer. Bare når man en dag opdager, at man står op uden sorg i brystet. At man går sine ærinder, har tanker der er rare. At man er glad for venindens opkald.
Siv begyndte at regne værdien af de små ting igen. Samlede dem som sten langs vejen.
Om efteråret spurgte Preben, om hun ville flytte ind.
De sad på Morgenly, deres stamsted. Han gjorde sig umage:
Siv. Jeg ved ikke, hvordan man siger det kønt.
Ikke det, bare sig det.
Anna er blevet glad for dig. På sin måde. Jeg vil spørge… vil du flytte ind hos os? Ikke at det bare er let. Anna kan være svær. Mit arbejde slider. Lejligheden er gammel. Men jeg vil, at du er der hver dag. Ikke kun i frokostpausen.
Siv så på ham. Arbejdshænderne, vejrbidt ansigt, en, der ikke giver sig ud for andet end, hvad han er.
Jeg tænker over det, sagde hun.
Godt, nikkede han, og spiste videre.
Siv stirrede i teen. Tænkte på fortiden, på hornene, på sit liv nu. Tænkte på, at lige nu føltes ro og dagligdag som lykke.
Godt, sagde hun.
Han så op.
Jeg flytter ind. Lad os prøve.
Han nikkede. Noget i ham faldt til ro.
***
Flytningen endte i begyndelsen af november. Preben tog fri, de pakkede Sivs ting i bilen. To kufferter, lidt bøger, nogle køkkensager Siv havde samlet. En lille grøn plante, som Linnea havde givet hende.
Anna hjalp med at bære. Sagtens, lidt mut, men hun hjalp. Da Siv satte bøger op, stod Anna i døren:
Kan du lide at læse?
Meget. Dig?
Nogle gange. Hvis det er spændende.
Prøv den her, Siv rakte en bog frem.
Måske, svarede Anna.
Om aftenen lavede Siv mad. Almindelig mad kartofler, fiskefrikadeller, salat. Preben fortalte om arbejdet, Anna sad tavs, men spiste og sagde tak.
Siv vaskede op. Preben sad med te.
Hvordan går det?
Godt, sagde Siv. Og det var sandt.
***
Indflytterfesten var lille, men varm. Maria kom, Linnea, to af Prebens kolleger. Anna bød sin veninde Maja. Der var vin, sodavand og lagkage fra Maria, grin og snak. Anna og Maja fniste i hjørnet.
Da gæsterne gik, sagde Preben, han havde en ting til Siv. Han forsvandt ud, kom tilbage med et lille træetui. Det var en saltskål, håndlavet, let ujævn i kanterne, men smuk, med et kirsebær indgraveret i låget.
Siv stod længe med den.
Jeg lavede den selv, sagde Preben. Hos Peter i skuret. Jeg kan ikke alt men folk skal have deres egen salt.
Hvad mener du?
Jeg husker hvad jeg sagde i bussen. Med suppen uden salt. Du græd, havde tabt hornene. Men du havde bagt dem. Det betyder alt.
Siv var tavs. Noget i halsen rev sig løs, men hun græd ikke på samme måde som dengang i bussen. Nu var der noget andet noget afsluttet, noget roligt.
Preben, sagde hun.
Mmm?
Hun tog hans hånd.
Ikke noget. Jeg ville bare sige det.
Han forstod.
Ude fra bryggerset hørtes latter Anna og Maja smed med opvaskevand. Maria snakkede højlydt. Siv så på saltskålen med kirsebærret.
For halvandet år siden lå kirsebærrene på et fremmed kontorgulv nu stod hun her. En bolig, der blev et hjem. Et menneske, der havde sat tid af til at snitte et kirsebær i træ. Sneen begyndte at falde udenfor, lamperne var tændt, og man kunne høre Anna grine inde fra stuen.
Det var virkelig. Ærligt. Ikke perfekt men ægte.
Skal vi tage en kop te? spurgte Preben.
Ja, svarede Siv. Lad os.
