– Holger, du er ingen gentleman!
Karoline skubbede til halen på det mærkelige væsen, som af en eller anden sær naturens lunefuldhed havde fået katteform, og så nyste hun.
Føj! Hvor har du dog været henne? Hele halen er fuld af spindelvæv! Jeg ved godt, jeg ikke er nogen ørn til at gøre rent, men alligevel! Hvor finder du sådan noget snavs? Og vil du tage og komme væk fra mig?
Katten værdigede hende ikke et blik. Den sad fortsat midt på Karolines pude og betragtede hende fra sin trone af dyne og puder. Den store, røde hale slog hende drillende på næsen, og Karoline udstødte et besværet hyl og sprang næsten til loftet.
Godmorgen, siger du? Kan I ikke bare alle sammen forsvinde lidt? Ellers aner jeg ikke, hvad jeg gør!
Hamsteren som naboens datter havde afleveret for ferien, pilede straks ind i sit lille hus, fornuftigt nok overbevist om, at det nok var klogest at springe morgenmaden over, mens en doven, rødhåret klat gled ned på gulvet uden at ænse Karoline. Katten, som hun havde fundet, nærmest til døde, forlængst udmagret ved skraldespandene for to år siden, var med årene blevet en smuk og fyldig tyran, som trofast fungerede som vækkeur også selvom ingen havde bedt ham om det.
Men i dag havde Holger som hun havde døbt ham efter sin yndlingsdetektiv fra bøgerne faktisk grund til det. Karoline kastede et blik på uret og udbrød et dæmpet gisp, før hun spurtede mod badeværelset, grebet af den rædsel, enhver, der har forpasset alting, vil kende.
Hvad er jeg for et menneske?! To vækkeure! To! Og jeg har ikke hørt ét eneste! Hvordan kan det ske?
Karoline rev døren til brusekabinen op og tændte for vandet.
Hun skreg så højt, at den lille hamster valgte at undvære både frokost og aftensmad, mens Holger stak snuden nysgerrigt ind og betragtede hende med store øjne, mens hun hakkede tænder og stod på ét ben.
Nej! Ikke igen! Der er ingen varmt vand!
Efterfølgende væltede en ordstrøm af klager ud af Karoline, som katten tog imod med ophøjet ro, det fandenivoldske glimt i de gule øjne afslørende, hvor lidt han tog sig nær af det.
Jeg bliver lige stående og råber lidt, okay? Lad jer ikke forskrække! Vandet er iskoldt!
Holger løftede ikke så meget som et øre og hoppede op på toalettets låg som Karoline for længst havde lært at holde lukket og satte sig til rette, stivnakket stirrende på hende, hvilket straks forværrede Karolines humør.
Kan du for hulen da ikke gå væk og vende ryggen til? Har du ingen blufærdighed?!
Dernæst fulgte en lang række uforståelige lyde og udtryk, som Holger forlængst havde lært at ignorere og tage som udtryk for sin ejers noget svingende gemyt.
Engang havde han været en ægte udstillingskat. Vinder af præmier, med stamtræ, bånd og pokaler. Hans killinger blev vurderet næsten højere end guld, og hans tidligere ejer havde pralet, hver gang nogen spurgte. Men så, efter en udstilling, blev Holger syg af uforklarlige årsager. Dyrlægerne var rådvilde, prøver blev taget i én uendelighed, og ejeren trak straks to killinger tilbage fra salg.
Han hed dengang Herkules. Hans fulde navn var langt og kringlet han hørte det aldrig til ende ved udstillingerne, for der gik altid kuk i oplæsningen. Men alt det navnet, statusset, pokalerne blev uden betydning, da det viste sig, Herkules næppe ville avle mere. Teoretisk kunne han endnu få killinger, men hvem ville købe dem?
Ejeren brød sig ikke om denne nye situation. På et øjeblik gik Holger fra at være yndlingen til at blive en byrde.
Det forstod han straks i den måde, han én aften blev mødt på. I stedet for det vanlige Herkules, din dejlige dreng! lød et halvkoldt: Gå væk! Jeg har ikke tid nu!
Og et par uger efter blev han solgt.
Kvinden, der hentede ham, var temmelig sær. Hun trak ordene ud og havde det fineste, lyserøde børstehår på hovedet. Den kulde, hendes blik sendte Herkules vej, fortalte alt; her var ingen ven forude.
Handlen blev hurtigt overstået. Herkules blev skubbet ind i transportkassen, mens den tidligere ejer så væk og ignorerede den dybe, klagende lyd, der sitrede igennem Herkules krop.
Han blev kørt langt, alt for langt, væk og væltet ud af kassen med ordene:
Tisse du nogen steder herinde, så ryger du ud!
Selvfølgelig gjorde han det. Hvem ønsker at være i et hjem, hvor man er uønsket?
Ærlig talt, hans nye ejer var ikke helt kold. Hun ventede med at smide ham ud, endda hun tog ham med til dyrlæge flere gange, i forsøget på at finde en forklaring på hans opfindsomhed. Men dyreklinikken var den samme, som den tidligere ejer havde besøgt. Den sidste diagnose sendte kvinden tæt på kollaps og beløbet, der blev nævnt efter tredje besøg, var så voldsomt, at hun blev helt hvid i ansigtet.
HVAD?!
Samme aften endte Herkules på ny i transportkassen og blev sat af bag et skraldeskur, hvor Karoline senere skulle finde ham.
Hun fandt ham ganske tilfældigt, da hun tidligt en søndag morgen hun passede nemlig naboens lille gamle hund, Frøken tog affaldet med ned. Kassen var ny, men skjult bag en gammel metaltønde, og Herkules var fanget. Han havde forsøgt at kradse sig ud, men havde intet held. Ingen vand, ingen mad, intet underlag, og det begyndte at blive koldt. Sulten gjorde ondt, og det eneste, han drømte om, var at nogen hvem som helst igen ville tage ham på armen og sige: Kom hjem, Herkules, skal vi tage hjem nu?
Det skete ikke. Folk kom og gik, så ham ikke, og Karoline troede først han var død. Men halen rykkede sig en anelse, og sammen med Frøkens hysteriske klynk gik det op for Karoline, at katten var i live.
Han lever!
Derpå fulgte et sandt kaos, som Herkules stadig mindede sig selv om, når verden blev for rolig. Karoline var lille og mager, men hendes stemme var skinger og overraskende kraftfuld, og hendes hænder fik ham hurtigt gjort helt ren uden at spørge, om han ville det.
Hun pakkede ham ind i sit eget badehåndklæde. Chokeret og drænet tillod han sig at blive tørret, og da Frøken delte sin mad med ham uden at vide det betragtede Herkules Karoline med fornyet interesse.
Hvad glor du sådan for? Det er da kød eller i det mindste noget, der ligner. Frøken spiser det, så det kan du også. Jeg har ikke så meget, min mor kommer først søndag, så du må klare dig. Stipendiet er brugt op. Vil du se noget sjovt?
Karoline susede op fra gulvet og begyndte at fremvise sine nyeste, sorte sko med høje hæle, men Herkules nu Holger var ligeglad. Han så kun på pigen foran sig, prøvede at regne ud, om hun mon ville smide ham ud på gaden som de andre.
Kan du ikke lide skoene? Jeg kan! Til fest, hverdag eller arbejde de duer til det hele! Jeg er smuk, siger min mor. Det tror jeg på. Hun har aldrig løjet for mig. Nå, kun én gang. Hun lod engang som om min far forsvandt som pilot. I virkeligheden havde han ikke en dyt med flyvemaskiner at gøre han drak og flirtede, men min mor havde elsket ham engang og mente, jeg skulle have en pæn historie.
Karoline tog det med ophøjet ro, da hun hørte sandheden som teenager: Det gør ikke så meget, jeg har dig nu. Og én forælder, det er frihed.
Karolines mor elskede hende, men med en slags kærlighed, der ikke kvalte. Hun havde opdraget hende efter mottoet: Vil du, så gør det! Moren havde sin egen blomsterbutik lidt stolte, hjemlige rammer, hvor Karoline kunne lære at klare sig.
Musikskole blev det til i fritiden Karoline spillede guitar og sang, men hun valgte dyrlægestudiet, for hun kunne ikke gå forbi et skadet dyr uden at stoppe og hjælpe.
Det var næsten ikke til at forstå, hvor mange dyr moren havde reddet i Karolines barndom. Katte, hunde, svaler, ja, selv en firben med hale, som hun, Karoline, fik afrevet igen, da hun ville slippe firbenet løs på marken.
Efter firbenets hale var røget for anden gang, fik Karoline feber af skræk og blev indlagt. Siden den dag, hun som seksårig blev rask, vidste hun, at hun ville være dyrlæge.
Det blev hun. Hun arbejdede nu på en af de bedste klinikker i Aarhus, men hun kom ofte for sent noget hun stadig frygtede kunne koste jobbet.
Under studierne og senere i jobbet havde Karoline lært sig, at man var nødt til at redde sig selv ingen kom ridende på en hest og løste ens problemer. Bare kom i gang, så lykkes det til sidst.
Holger havde intet andet valg end at komme sig. Karoline passede og plejede ham tålmodigt, indtil han igen fik pels over hele kroppen, og langsomt begyndte han at trives.
I samme periode fik Holger sit navn. En dag, mens Karoline pudsede vinduer, betragtede hun ham tankefuldt og sagde:
Du mangler jo faktisk et ordentligt navn
Samme aften holdt hun familieråd Karolines mor, Anna, hendes stedfar Poul og så selvfølgelig hamsterens ejer, der næsten boede hos Karoline nu, fyldte stuen.
Vi må finde et navn til katten, erklærede Karoline højtideligt.
Er det derfor, du har bedt os komme forbi?, lo Anna, netop hjemvendt efter dagens blomsterlevering.
Ja! Det er vigtigt!
Hvad synes du, Poul?, spurgte Anna, stadig lattermild. Nogle forslag?
Han er jo både klog, stærk og faktisk ret velopdragen… Nå, han skider ikke udenfor bakken.
En gentleman! grinede Poul og klappede katten.
Han kendte katten godt når Karoline rejste til København for at efteruddanne sig, var det Poul, der passede Holger. Derfor strøg Holger nu op til den stærke hånd og spandt.
Hør ham! En sand gentleman, konkluderede Poul.
Han skal hedde Holger det passer ham, besluttede Karoline.
Holger vænnede sig hurtigt til sit navn. Han reagerede ikke hver gang, men Karoline insisterede ikke. Katten var jo ikke en hund.
Med tiden begyndte Karoline dog at kalde ham grisling nok med hentydning til hans lidt rodede manerer. Anna var for længst flyttet sammen med Poul og havde overladt lejligheden til Karoline. Hun følte pludselig mere ensomhed end før, ledte efter svar i sine ensomme aftener, mens hun slentrede gennem lejligheden med Holger på hælene, mens hun overvejede livet og fremtiden.
Jeg er klar til forandring, Holger. Jeg drømmer om noget stabilt en familie. Hvorfor er der ingen, der ser mig? Hvorfor kigger mænd slet ikke min vej?
Der var ikke meget, Holger kunne svare til det, selv hvis han kunne tale. Han vidste, hvordan hun blev betragtet i S-toget eller i venteværelset på klinikken, men Karoline bemærkede det aldrig, og tog heller ingen notits af det.
Hun elskede sin arbejdstaske, syet af stof med pugs på, som hun havde fået lavet til hele klinikken. Hun brugte sin bonus dérfra på en kurv til Holger, og blev fornærmet, da han hellere ville ligge i hendes skød.
Sådan gik dagene Karoline kæmpede med hverdagen, Holger forsøgte at fornemme hendes humør og blev bekymret, så han næsten blev syg igen af medfølelse.
Denne morgen styrtede Karoline ud, skoldet og forfrossen fra badet, med håret som et fuglerede og uden tid til andet end at tage en blyant som hårnål. Hun snerrede til hamsteren:
Alle ind, ingen ud! Vi er straks tilbage!
Hun fik fat i Holger og maste ham ind i transportkassen, trods protester, mens hun vrislede:
Det er, hvad du får ud af at spille syg i to dage! Nu er det af sted, slyngel! Det koster kassen at få dig på fode igen jeg kunne snart have købt en cykel for de penge! Eller… måske bare et dæk?
Hun fik Holger med ud og glemte næsten at låse døren.
På klinikken var der travlt. Karoline hilste på kollegerne, trak Holger ud og gik ind bag det grønne forhæng. Stemningen ændrede sig brat, da en lille kat, der ventede på kontrol, fik øje på Holger. Den gik totalt amok, bed dyrlægen i hånden, sprang ud og gik løs på Holger.
Overrasket, men også lidt mopset, holdt Holger sig ikke tilbage han greb fat i den lille furie, og inden nogen fik set sig om, havde han fået styr på situationen.
Sikke en teknik! udbrød en lavstammet og kraftig, mørkhåret fyr, kattens ejer. Vil De mon lære mig dét kneb?
Karoline, der forgæves forsøgte at skille de to, rullede med øjnene og gjorde mine til modangreb på fyren. Men han stivnede midt i det hele, så på hende med runde øjne og hviskede:
Sig ikke, du er single? Sig det!
Nogle år senere, i et hyggeligt, lavloftet hus på kanten af byen, kunne man høre et opgivende, surt støn:
Holger! Ikke igen!
Noget blødt og levende rørte ved Karolines kind, og hun spærrede øjnene op med hånden foran munden for ikke at vække hele huset. Hendes mand rakte ud i søvne, greb hende, og spurgte:
Hamster?
Ja… Åh gud, hvornår stopper det her nogensinde? Karoline forsøgte at slippe fri for at fange den lille, stakkels hamster, som måske var tipoldebarn til den første, der engang frygtede Holger.
Men hun nåede det ikke en sort, lynhurtig kat snuppede hamsteren på kanten af sengen og spurtede ud, tilsyneladende uden at bemærke menneskene, mens Holger, rolig og overlegen, sad og ventede i døråbningen.
Din kat!
Dit ansvar! Og Holger har intet gjort i dag er det ikke ham, du skal skælde ud på…
Karoline smilede, rakte sig i sin mands favn:
Det er jo ikke normalt!
Hvad da?
At katten tager sit job så alvorligt!
Og slider på mine nerver! Må hun altid bringe mig hamsteren i sengen?
Vi mangler da stadig at få musebesøg…
Nej tak! Jeg har dyr nok! Men hvordan får hun åbnet buret hver morgen?
Jeg ved det du ville bare ikke høre på det i går.
Jeg badede jo tvillingerne!
Og mens du gjorde det, lærte jeg en hel del om Holger.
Og hvad har han dog gjort nu?
Se her!
Karoline tog hans mobil, og snart kunne hun ikke holde latteren tilbage: Den store Holger lirker burets lås op hans kat kan ikke nå, men Holger hjælper, og ser interesseret til, mens jagten går løs og alt omkring ham måske ligner Den gamle Sfinx.
Holger rejste sig nu på dørtrinnet, og Karoline smilte:
Er I vågne? Kom, jeg kommer også!
Og den store røde kat vandrede roligt ind i børneværelset, puffede døren op med poten, og hele huset lød snart af råben og grin fra to glade børn.
Godmorgen! hilste Karoline, klappede Holger kærligt bag øret, og smilte til sine sønner.
