Knapper
Nå, din lille spilopmager, Karen! Hvad har du nu lavet?
Grethe kigger ind i stuen og ser sin elskede barnebarn stå midt på gulvet. Hænderne gemt bag ryggen, øjnene store som tekopper og et udtryk, der straks afslører, at der ikke bliver ro på i dag. Egentlig, hvornår har her været ro, når Karen er på besøg? At have barnebarnet i huset giver altid både munterhed og bølger af følelser. Og jo ældre Karen bliver, desto mere underholdende bliver det hele. Grethe planter hænderne i siden, rynker brynene og gør sig klar til det værste.
Ingenting!
Og ingenting betyder hvad? Grethe sender sit mest mistænksomme blik, og Karen kan ikke lade være med at efterligne holdningen. Hænderne i siden, brynene løftet en rigtig kopi af sin mormor! Hvor lærer hun sådan noget henne?
Jeg sagde jo, ingenting!
Grethe lader blikket glide over stuen og ånder ud. Den gamle kat, Mikkel, ligger på ryggen på sofaen og ser ud, som om han er fuldkommen ligeglad med omverdenens ballade. Han slår dovent med halen og lukker øjnene i det sekund, Grethe kigger på ham. Skændes de? Bare fortsæt! Jo længere de skændes, desto mindre gider de forstyrre katten og det passer ham udmærket.
Fordi Mikkel altid indtager førstepladsen på Karens liste over potentielle ballademager-offer, bliver Grethe ekstra opmærksom. Hvis han hverken ligger indsvøbt i Karens gamle dukkevogn eller drøner rundt i lejligheden i et af prinsessekostumerne Karen klipper af sine egne tørklæder, ja, så er der fare for, at Karen har fundet på noget, der kan få selv den mest hårdføre mormor til at gispe.
Karoline, fortæl nu mormor, hvad du har fundet på? Jeg lover, jeg ikke skælder ud.
Ja ja! Du lover altid, men alligevel… “Åh nej, hjælp mig dog!” Karen efterligner Grethes vante vending med så meget indlevelse, at Grethe må undertrykke et smil.
Jeg lover, ærligt! Grethe stikker sig forsigtigt ned i lænestolen, for med Karen ved man aldrig. At sidde ned føles sikrest.
Karen overvejer, om hun skal glæde mormor nu eller vente til efter frokost. Hun ved jo godt, at der er friskbagte wienerbrød i køkkenet, og risikoen for at miste retten til en ekstra snegl er reel. Men nysgerrigheden for at se mormors reaktion på det, hun har syslet med hele formiddagen, er for stærk. Nå, så pyt hvis hun bliver sur, går det nok i over igen. Og snurren kan spises til aften, for mor siger aldrig nej, når Karen ser op med sine store, blå øjne som søen ved mormors sommerhus. Og hvis hun samtidig lægger hovedet lidt på skrå, ja, så er kampen ovre. Men uden mor virker tricket sjovt nok ikke mormor kan sagtens sætte Karen i skammekrogen. Det sker alligevel sjældent men det er stadig ret træls! Karen er næsten seks år gammel stor pige! Og så bliver hun behandlet på den måde?!
Karen trækker sig fornærmet hen til vinduet og hiver gardinet til side. Det syn, der møder Grethe, får hende til at gispe og tage sig til brystet.
Hjælp mig… hvisker Grethe. Og Karen kigger stolt på hende.
Flot, ikke? Jeg har selv gjort det! Morfar hjalp ikke. Han sagde, du ville blive gal og at han ikke gad ballader.
Hvor er han nu så?
Ude! Han er bange for dig. Du skræmmer os alle sammen, ved du godt det, mormor?
Mig? Grethe snerrer og rejser sig.
Mo-ar? Karen trækker portieren hårdt rundt om sig. Jeg vil ikke i skammekrogen! Jeg er sulten!
Grethe nærmer sig vinduet, går besværet ned på knæ og lader hånden glide hen over Karens mesterværk. Knapper er syet fast, ligesom Grethe har lært hende stramt med sort tråd, så det hvide gardin nu ligner et spind af kniplinger. Den gamle blikdåse, som Grethe arvede fra sin egen bedstemor, fuld af knapper, står lige bag gardinet. Karen snubler over låget, der rammer parketgulvet med en klirrende lyd.
Stå stille, ellers vælter du det hele! Grethe skubber dåsen til side og samler låget op. På det svømmer stadig den håndmalede juleengel, og Grethe mærker en klump i halsen. Hun snøfter, og Karen udbryder forskrækket:
Mormor! Græder du? Det var ikke med vilje! Du sagde jo selv, piger skal kunne alt! Jeg øver mig bare. Jeg må ikke koge suppe endnu, siger mor, men hvis jeg prøver, må jeg ikke komme med til sommerhus. Jeg tror måske, hun lyver men for en sikkerheds skyld lader jeg være.
Karen! Grethe tørrer øjnene og vil næsten le, men tager sig i det. Hvem lyver? Mor? Det er ikke godt, du!
Jamen, det er dig, der stortuder nu! Hvorfor?
Karen sniger sig hen til Grethe og kaster sig pludselig om halsen på hende, så Grethe gisper.
Du kvæler mig, skat! Slap nu af! Grethe sætter Karen på skødet. Jeg ved godt, du elsker mig. Jeg græder ikke rigtigt, jeg blev bare rørt.
Rørt? Karen tygger på ordet, men dropper forklaringen.
Det sker, når man ser noget rart eller tænker på noget gammelt. Man bliver både glad og lidt vemodig. Så kan der godt komme lidt tårer.
Hvad tænkte du på?
Tja… Grethe rører ved låget. Det føles køligt og lidt fløjlsagtigt, mærkeligt nok. Hun har altid husket denne dåse som sådan. Og knapperne, som over årene er blevet et helt skatkammer.
Denne dåse har alle kvinderne i familien brugt. En dag skal du også.
Hvordan det? Karen gør sig komfortabel på skødet, med vissheden om at stormen nu er ovre.
Hun har gjort alt, som mormor har lært hende brugt stærk tråd, lavet knude (selvom det er så svært!). Mormor gør det med et snuptag, men Karen måtte kæmpe med hver eneste. Til sidst blev hun træt og tog bare en lang tråd hvad skal man klippe den over efter hver knap for? Og at sy knapper i tyndt stof er så let, at hvis mormor ikke var kommet, havde hele gardinet været fyldt. Nå, kun et hjørne nåede hun men de flotteste knapper nu! Bare mormor ikke opdager det hul, hun klippede for tæt på kanten. Hun dækkede det trods alt med den største knap hun kunne finde.
Grethe kører fingrene gennem knapperne, stopper et øjeblik og så lader hun dem drysse ud mellem fingre.
Det tager lang tid at samle sådan en dåse, Karen. Se, hvor mange der er!
Ja, mange!
Og vidt forskellige. Hver eneste knap har sin historie.
Fortæl mig! Karen ser op med glinsende øjne.
Alle sammen?
Ja!
Det kan jeg ikke, Karoline. Jeg kender dem ikke alle. Noget blev ikke fortalt, og noget har jeg glemt.
Så dem du kan! Karen insisterer.
Grethe lader igen knapperne drysse gennem fingrene:
Okay! Men skal vi ikke sætte os i sofaen ellers kan jeg ikke komme op igen. Og suppen står på komfuret. Koger den over, må vi spise rugbrød!
Pebbernødder! Karen hopper op i sofaen, slår Mikkel let på siden.
Morfar vil ikke være tilfreds. Han vil have varm mad og det vil Mikkel sikkert også.
Grethe støtter sig til armlænet og rejser sig med besvær. Det er blevet tungere med alderen. Hun mærker det ikke som noget sørgeligt hun har jo sine børn, og børnebørn, og manden lever endnu og klarer sig tilmed nogenlunde. Hvad mere kan en kvinde ønske sig! Hun nåede endda at overraske alle da hun fødte sin datter som 40-årig, da sønnen allerede gik på universitetet. Hun kan endnu huske hans blik, da hun måtte fortælle den store nyhed hvor han dog elskede sin lillesøster! Han hentede hende i børnehave, hjalp med lektier, selvom han selv ventede sit første barn med konen Marianne. Nu bor de langt væk karriere i Aarhus og har solgt lejligheden for at bygge hus. Heldigvis er de gode til at ringe på Skype. Gud velsigne ham, der fandt det på! Så kan man se og høre hinanden og Grethe tager derop, når hun har mulighed. Siden Karen blev født, er det dog sjældnere, for datteren arbejder meget, og Karen er oftere syg og så er hun ligeså meget hos mormor som i børnehaven.
Grethe foreslog engang, at Karen bare kunne gå hjemme, da hun blev mere syg end rask i børnehaven. Men Nina lo bare og hev den udslidte Mikkel ud af Karens greb:
Nej, mor, ellers får du jo aldrig weekend. Der må være ro på energien ellers går det galt!
Når Grethe ser på sin datter, fyldes hjertet af varme. Hendes lykke sent og uforståeligt givet af Gud. Datteren har altid været dygtig, smuk, den bedste til alt og nu endnu mere skinnende. Hun blev, ligesom sin bror og svigerdatter, læge børnelæge, endda. Børn elsker hende, de trives i hendes hænder. Det er heller ikke så mærkeligt børn mærker, hvem der virkelig elsker dem…
Med Karen har Nina derimod ikke megen held. Men sådan var det vist også for Grethe med hendes søn første barn, man forkæler, men vigtigst af alt: kende sin grænse. Moderkærlighed er stærk, og for løs en tøjle, så taber barnet alt på vejen. Grethe har altid sagt til sin søn: Tænk dig om, og gå derefter. Det har sat sig, for han klarede både leg, skole og arbejde. Ikke, fordi Grethe pressede, men fordi han forstod mor støtter, men man skal også selv tage ansvar. Og han lærte det videre til sin søster verden forandrer sig, kvinder klarer nu også alt, de skal kunne alt. Grethe sagde altid, det var sådan før også, men sønnen smålo:
Måske, mor. Men nu er det helt ekstremt. Ikke altid godt.
Hvorfor?
Fordi kvinder skal elskes, ikke slides op. I skal passes på!
Altså, kvinder skal ikke arbejde? Nina rynker brynene, men broren trykker hende på næsen:
I skal sandelig arbejde! Hvorfor blev du ellers uddannet? Men det skal være for sjælen, og sådan at der er tid nok til sig selv.
Ja, det kan du sige til Marianne, næste gang hun sover på kontoret, fordi hun ikke kunne nå hjem!
Datteren blev børnelæge, som hun drømte om, men det tog overtalelse. Hun frygtede at fejle over for de bittesmå patienter. Grethe sagde:
Bare studér og øv dig, så skal det nok gå. Hvis angsten er der, bliver du kun bedre.
Tålmodigheden er dog ikke Karens stærke side. Hun hiver nysgerrigt Mikkel med hen til knapdåsen:
Se! Er den ikke flot?
Katten forsøger at stikke af, men giver op og sukker, mens han placerer sig mellem Karen og mormor.
Mormor! Karen puster Grethe i øret. Lytter du?
Hm? Grethe slipper Mikkel. Katten snuser et øjeblik til friheden men slår sig dovent ned på gulvet for at betragte selskabet.
Du har pint ham!
Nej, han har bare godt af ikke at dase hele tiden! Det er ikke sundt.
Hvorfor? Katte skal sove meget!
Mor sagde, da jeg ville sove hele lørdag, at man bliver doven af det! Bevægelse Karen hopper i sofaen, indtil knapperne ryger over det hele og forskrækker Mikkel.
Bevægelse er livet! Grethe får trukket Karen til sig og planter et kys i krøllerne. Du er et levende bevis, din spirrevip! Sæt dig nu!
Okay! Karen adlyder mistænkeligt hurtigt.
Lad være at kigge på mig! Fortæl mig om… den her!
En lille, hvid knap lander i Grethes hånd.
Den? Den er fra din mors første lægekittel. Jeg syede den og havde lige knapper nok. Men de faldt altid af og jeg måtte sy nye på.
Kunne mor ikke sy selv? Du har da sagt, piger skal kunne det hele!
Hun kunne godt men hun arbejdede og læste så meget, hun havde ikke tid. Jeg gjorde det gerne for hende. Husk, for dem man elsker, er intet svært.
Karen nikker så højtideligt, at Grethe må røre hende på næsen.
Flink pige! Hvilken mere?
Den her!
En gylden knap, lidt slidt, roterer i Karens hånd. Hvordan syr man sådan en på?
Grethe tager nænsomt imod.
Det kan man faktisk ikke, lille ven. Den har mistet sin fod.
Hvordan?
Grethe ser sig omkring, ingen kan høre det.
Det er morfars knap. Da han var soldat, blev hans hospital angrebet. Han var midt i en operation, ville ikke flygte. Han blev såret og da vi fandt ham, knugede han denne knap i hånden. Ingen ved, hvor den kom fra. Men han beordrede mig til at gemme den han troede, alt ville gå godt, så længe den ikke blev væk.
Hvorfor slås folk, mormor? Karen klemmer knappen, så det gør ondt.
Hvem ved? Alle siger, de ikke vil, men alligevel sker det. Måske finder de aldrig et ordentligt svar, skat.
Men morfar tog ikke noget fra nogen?
Nej, han reddede liv.
Grethe hører pludselig trin i gangen, skifter samtaleemne og rækker ud efter en stor, mønstret knap fundet i sofaen.
Se, denne her! Fra min yndlingsfrakke.
Hvem?
Mine veninder beundrede den enormt. Min mor syede mig en rød frakke knaldrød! Det var ret usædvanligt dengang. Og så med de her knapper.
Karen prikker på blomstermønsteret: Malet med farve?
Ja! Den anden knap sidder syet fast til gardinet. Se, der er den! De var alle forskellige og betydningsfulde. Vi boede i kollektiv flere familier i én lejlighed.
Hvordan det?
Hver familie havde ét værelse. Hele lejligheden deltes. Vores var kun tre familier. Den ene var vores, en anden var din morfars, og så boede maleren Henrik i det tredje værelse. Han var som familie for os, lærte både min mand og mig at tegne. Han havde ingen børn eller kone, men elskede at hjælpe alle.
Er det ham, der har malet det billede? Karen peger.
Ja.
Hvem er det?
Kan du ikke kende hende? Grethe ler. Det er mig som 17-årig. Jeg fik frakken til min fødselsdag. Henrik så min mor sy og tilbød at male knapper, i stedet for at vi skulle købe kedelige.
De er flotte! Karen sætter sig under vinduet og holder knappen op mod lyset. De er forskellige!
Ja, alle blomsterne var forskellige og havde hver sin betydning. Jeg skrev det engang ned. Mange knapper er dog væk nu.
Hvad er det for en blomst?
En valmue. Henrik sagde, det betød glemsel at man skal huske at glemme det, der er svært i livet. Lettere sagt end gjort, men det er bedre end at bære på det dårlige.
Du sagde, blomsten havde to betydninger!
Ja, nummer to var skønhed; evig ungdom…
Du er virkelig smuk! Karen konstaterer og drejer på den knap, hun selv har syet fast. Så hvisker hun. Der er hul under…
Grethe fatter ikke straks, men griner så.
Du er en værre én, Karen!
Men sjov har du det hvert fald! Karen vifter med knappen, og Grethe truer med en løftet finger.
Ja, kedsomhed kender vi ikke her! Ikke ødelæg mere, ellers mangler vi knapper til at dække hullerne!
Hvad hvis vi dekorerer hele gardinet med knapper?
Karens øjne lyser, hun ræser rundt og samler knapper. Pludselig stopper hun:
Hvad med den blomst på min knap?
Det er en pæon. Den betyder lykke og et langt liv.
Maleren kendte dig godt, mormor! Du er både glad og gammel!
Grethe bryder ud i latter. Mikkel gemmer sig under sofaen, og Karen styrter over og omfavner mormor.
Kan vi ikke? Please? Så kan vi vise mor!
Godt! Men efter frokost! Grethe vågner brat. Suppen! Saml nu alle knapper i dåsen, så klarer jeg resten!
Morfar ser smørret op fra sin kaffe, da Grethe farer ud i køkkenet, og da hun får et kys for det slukkede blus, siger han:
Hun får dig rundt om lillefingeren, gør hun ikke?
Selvfølgelig! Grethe skærer brød og børster krummerne af hånden. Hvorfor hjalp du ikke med at sy knapper på gardinet?
Det var da klart! Dig ville jeg få ballade af, hvis du skulle bruge de fine gardiner som syprøve til Karen hun får ros, men jeg får husarrest indtil næste folkepension!
Er jeg ikke kvinde? Objektivitet findes ikke hos os! Hvor ser du objektive kvinder henne?
Dem har jeg da mødt! Morfar griner.
Hvor da?
Jo mere man ved, jo hurtigere bliver man gammel!
Grethe rækker ud efter viskestykket men når det ikke, for nu kommer Karen susende med knapperne, og Grethe sender sin mand et drillende ansigt.
Om aftenen står Nina med åben mund i døren til stuen. De dyrebare gardiner lyser af knapper, syet i mønstre over hele stoffet.
Mor! Karen slynger sig om sin mors hals. Er det ikke flot?
Det er noget af en udsmykning… udbryder Nina og går tæt på. Mor, er det ikke knappen fra min brudekjole?! Hvordan er den havnet her? Jeg afleverede kjolen tilbage til systuen!
Grethe rødmer og rejser sig besværet. Tja… nu er den i hvert fald her! Er du sulten?
Rigtig meget! Nina nærstuderer knapværket og finder både én og anden, hun kender.
Karen holder øje, samler de sidste knapper op og hælder dem i dåsen, napper mor i hånden:
Kom! Jeg har ventet på dig. Har ikke spist én eneste wienerbrød. Næsten… Kom!
Nina griner. Karen napper også Mikkel og slæber ham glad med ud i køkkenet. Katten protesterer ikke, for nu kan han endelig få sin velfortjente godbid helst uden at mormor ser det, ellers får han igen at vide, at hakkebøffer slet ikke er til katte! Men skal det gode virkelig være usundt?
Han tænker over det, mens han hænger i Karens favn og snuser efter maden, hun stikker ham. Hun sætter ham ned, og han borer hovedet ind under hendes knæ og spiser. Intet andet eksisterer nu for Mikkel.
I stuen får Nina sat mor op fra gulvet, samler de sidste knapper op og lukker omsorgsfuldt dåsen. Hun stryger lågmaleriet, ligesom Grethe gjorde tidligere. Englen på låget er ligeså smuk som i barndomslandet, og metallet føles stadig fløjlsblødt og varmt. Det er ikke sikkert, radiatoren har skylden Nina ved, at det handler om noget helt andet.
Engang sad hun selv som Karen, legede med knapperne i den gamle dåse, valgte de fineste og lod mor fortælle hver deres historie. Hun ved, hendes mor og mormor gjorde præcis det samme før hende. En dag vil hendes datter, og måske hendes barnebarn, gøre det samme. Derfor må alle historierne huskes. For den fineste dåse kan kun blive rigere, jo flere knapper og minder den gemmer.
