Kufferten uden hank
Hvad mangler du egentlig? Vi bor jo allerede sammen. Hvad skal du bruge alt det der til? Ønsker du dig virkelig en ring og et stempel? Er det vigtigere end min kærlighed? Vigtigere end alt det, jeg siger og gør for dig? Anders blev mere og mere oprevet, mens Anna forsigtigt stillede strygejernet fra sig, bange for at hendes tålmodighed ville rinde ud om et øjeblik.
Jeg har ikke sagt et ord om ringe eller stempler. Jeg spurgte bare: hvad nu? Anders, vi har boet sammen i næsten seks år.
Og? Masser af folk lever sådan hele livet. Uden forpligtelser. Uden alt det, der binder. Elsker frit, uden at se sig tilbage på noget eller nogen. Hvem bekymrer sig om, hvad andre mener? Og ærligt: hvem har brug for den slags formalia? Jeg har i hvert fald ikke. Har du brug for det?
Anna mærkede, at hun var tæt på at eksplodere, hængte den sidste skjorte op for Anders og gik tavs ud af stuen.
Det var ikke første gang, de talte om emnet. Og Anna havde slet ikke ønsket at åbne den snak. Første gang endte i et kæmpe skænderi, hvorefter de gik fra hinanden og ikke talte sammen i et halvt år. Hun var næsten kommet sig over det og havde besluttet, at det var ovre. Anna kunne ikke lide at diskutere forhold og var elendig til at føre sine egne interesser igennem. Hver gang hun forsøgte, stod tårerne altid i øjnene på de værst tænkelige tidspunkter. Hun havde altid været følsom, græd over ting, andre grinede af. Hverken hun selv eller hendes forældre vidste, hvor det kom fra. Hendes mor blev irriteret og forsøgte at “give hende lidt ryggrad,” mens hendes far trak hende ind til sig og sagde:
Min lille tudeprinsesse! Snart behøver vi ikke at vande blomsterne, så meget som du græder. Hvad er der nu galt? Hvem har gjort dig ked af det?
Svaret kunne være så simpelt som, at hun havde ondt af en lille flue, der var blevet klasket i køkkenet. Var den mon også mor? Forældrene begyndte altid at le, når det kom frem, hvilket blot gjorde Anna endnu mere ked af det: Ingen forstod hende!
Med tiden blev årsagerne til at græde mere alvorlige, men Anna holdt aldrig op med at lade følelserne få frit løb. Hun græd over bøger, serier, folk der hjalp hinanden på gaden eller reddede en kat ned fra et træ. Alt, der rørte hende.
Netop i sådan et øjeblik, mens Anna lod de lyse tårer falde over løvfaldet i Frederiksberg Have, så Anders hende første gang.
Han var en barsk fyr, opvokset med tre ældre søstre og en mor og mormor, som alle havde ment, de skulle hærdede ham “en rigtig mand græder ikke!” Anders var blevet indprentet, at tårer var for piger, og selv ikke alle piger burde græde. De kloge piger gav igen! Det gjorde hans søstre de kunne både forsvare sig selv og deres lillebror, når nogen tog sig forkerte friheder. På børnehavens legeplads betød det kun lidt, men i skolen begyndte folk at gøre nar, og Anders forlangte at komme til brydning. Karate, som søstrene gik til, nægtede han stædigt.
Søstrene lo, indtil mormor satte dem på plads:
Hvor længe vil I beskytte ham endnu? Hvordan skal han lære noget, når tre gribbe kredser om ham hele tiden? Hvordan skal han stå på egne ben?
Søstrene elskede ham, så de tiede stille, og snart havde Anders sin helt egen medaljehylde, dog mindre end søstrenes men hans egen.
Nogle brækkede næser og et par skader senere blev Anders “en af drengene” i skolen, og ingen havde brug for at holde hånden over ham længere.
Anders havde lært, at kvinder ikke nødvendigvis var det “svage køn”, og han blev betaget, da Anna, på spørgsmålet om hun var blevet ked af det, blot svarede:
Det var bare smukt
Det var nok for Anders til at se hende som nogen helt anderledes end sine kampklare søstre: et sart, følsomt væsen.
Han faldt for alt ved Anna. Hendes stille stemme, hendes diskrete latter, som man skulle gøre sig fortjent til, hendes fine, sommetider uforståelige humor.
Jeg er helt slow, som en giraf! Anders grinede højt, løftede skuldrene, når Anna så forundret på ham. Det var jo det, du sagde i går!
De havde det godt sammen. Da Anders fik arbejde og samtidig afsluttede studiet, flyttede de sammen trods Annas forældres protester.
Anna! Det er ikke rigtigt!
Hvad, mor? Vi elsker jo hinanden! Hvad er der forkert i det?
Eva så på, hvordan Anna omhyggeligt pakkede alle sine smukke bluser og nederdele, langt flere end bukser og jeans. “Som en Turgenev-pige,” tænkte Eva, rystede på hovedet og lagde hånden på den bunke T-shirts, Anna rakte ud efter.
Det er ikke rigtigt, fordi du kan ende som en kuffert uden hank.
Hvad mener du? Anna stivnede og så usikkert på sin mor.
Du risikerer, at Anders en dag får nok af samlivet og siger, at han ikke skylder dig noget. Så står du dér efter alle de år hverken rigtig forladt eller rigtigt valgt. Svært at bære, men synd at smide væk.
Anna rettede sig op og blev eftertænksom.
Men folk bliver jo også skilt, selv om de er gift? Hvad ændrer det så, at der er en vielsesattest?
Jeg ved det ikke, min pige. Jeg troede bare altid, at når en mand frier, viser det, at han er klar til at tage ansvar. Men jeg er nok gammeldags. Verden vil noget nyt nu Men som mor gør det ondt, at du forlader hjemmet ikke til Mendelssohns bryllupsmarch, men med en kuffert under armen.
Anna krammede Eva tæt, for hun ville ikke gøre hende ked af det. Hun havde heller ikke lyst til at indrømme, at hun selv var såret. Anders havde aldrig sagt, om han så hende som sin kommende hustru ikke i dag, måske engang. De havde aldrig talt om det.
Jeg elsker at være sammen med dig! kyssede Anders hende foran hendes opgang. Jeg vil ikke undvære dig et sekund. Tænk, at bruge hele aftenen på at tage hjem og så hele dagen på at vente. Tænk hvis vi boede sammen, Anna! Så slap vi for alt det.
Hvorfor ikke?
Jeg er den yngste! Anders trak på skulderen. Jeg skal passes på. Hvem ved, måske gør du mig fortræd?
Mig? Anna lo og vred sig.
Jeps. Mine søstre kan lide dig, tror jeg, men måske er det bare en illusion. De observerer dig, som de kobraer smukke, men farlige. De slår kun til, hvis man krydser dem.
Heldige dig! Anna lænede sig ind til ham.
Hvorfor?
Fordi du har søstre. Jeg er bare mig
Jeg kan dele! sagde Anders og kyssede hende på næsen, så de grinede sammen igen.
Sådan plejede samtalerne at ende. Indtil for en uge siden, da Anders fik sin første løn og kom springende til Anna med en stor nyhed.
Min onkel, kan du huske ham? Han tager til udlandet igen. Han vil ikke leje sin lejlighed ud til fremmede, så han tilbød mig at passe på stedet. Vi skal dog passe hans hund, men det gør vel ikke noget?
Anna blev forvirret. Hun havde håbet, at invitationen betød mere end blot en praktisk ændring, men Anders mente det bogstaveligt. For ham var det bare det: at bo sammen.
De rykkede ind i onklens lejlighed, passede den engelske bulldog, lavede mad sammen, sov sammen, handlede sammen, delte det sidste stykke kage. De levede men uden konsekvenser.
Sådan gik første, andet, tredje år, indtil Anna begyndte at tænke efter. Hun så sine gamle veninder gå ture med barnevogne, og følte, at hun manglede noget selv om hun ikke kunne sætte ord på hvad. Måske ikke nogen stor bryllupsfest, men noget mere. Når hun så Olga fra skolen tvistede sin vielsesring på fingeren og småbrokkede sig over sin mand, misundte Anna hende. Hun ville ønske, hun kunne sige: “Han er min!” og derefter småklage kærligt over hans rod og glemte kopper. Hun ville gerne kunne nikke mod en baby og sige:
Han er sin far op ad dage! Ikke engang lidt fra mig. Tænk hvis han får samme temperament!
Med kærlighed, med visheden om, at her var livets mening. Måske gammeldags, men rigtigt.
Anders forstod hende ikke.
Hvad skal vi det for? Bruge halve år på at spare op til et bryllup og invitere gæster, vi ikke kender. Deltage i underlige lege og kysse på kommando. Er det dét, du drømmer om?
Nej! Anna var tæt på at græde. Jeg behøver bare, at vi er noget mere for hinanden end bare bofæller, Anders!
Du er alt for mig! Du er min verden, Anna! Er det virkelig ikke nok? Anders så så undrende på hende, at Anna valgte at tie stille.
Denne anden samtale gjorde hende endnu mere ked af det. Efter at have tømt to glas vand i en slurk, stod hun længe i køkkenet og hørte bulldogen Dickens snorke i søvne.
Dick, som hun kaldte ham for nemheds skyld, blev hendes fortrolige, når hun ville klage, uden at nogen kom med formaninger om, at alle andre vidste bedre.
Nu sad hun på gulvet foran hans kurv og kløede ham bag ørerne. Da han vågnede og nyste, sagde hun:
Du har det vist godt, hva Dick? Jeg har det ikke så skønt. Hvorfor kan jeg ikke forklare, hvad jeg vil? Eller måske gør jeg det bare dårligt? Ja, jeg ved det ikke
Dick lyttede tålmodigt og lagde hovedet på hendes knæ og trak vejret i takt med hende. Anna strøg ham over hovedet, men irritationen voksede.
Hvorfor skulle hun altid forklare og bede om noget? Hvorfor havde de byttet roller? Eller havde de valgt dem for længst, og nu spillede de bare deres udstukne roller, uden at overveje noget andet?
Jeg er da en pige, er jeg ikke?! Anna slog sig frustreret på knæet så Dick forundret gøede. Undskyld, ven! Måske bliver jeg nødt til at forlade dig.
Med et mærkeligt, uforståeligt valg gik Anna stille ind til det værelse, hvor Anders allerede sov. Hun stod længe og så på ham, overvejede, om hun havde ret i sin beslutning, men til sidst tog hun stille sin kuffert frem og begyndte at pakke.
Forældrene blev forfærdede, da hun tidligt om natten åbnede døren hjem til sin barndom. De forhørte sig ikke, men moren kom med varm mælk, hvilket straks udløste en syndflod af tårer, før Anna blev puttet som i gamle dage.
Mor
Ja? Eva vendte sig og så sin grædende datter.
Jeg vil ikke være en kuffert
Så lad være! Hvem tvinger dig?
Jeg elsker ham
Åh, min pige Eva satte sig på kanten af sengen og tog Annas hånd. Kan du huske, da du som lille sagde, at du skulle være prinsesse, når du blev stor? Du ventede på din prins i tårnet.
Anna smilede svagt, huskede hvordan hun brugte mors bælte som fletning, mødte med sko og slør, klatrede op i sofaen og ventede.
Men så sagde mormor, at der ikke var prins nok til alle pigerne, og at det var bedre at finde en god dreng, der ville elske og passe på dig. Og så besluttede du, at du nok kunne vente på prinsen, men han måtte altså godt skynde sig lidt.
Anna kravlede ud under tæppet og krammede sin mor.
Mener du, jeg burde tænke mig ekstra om? Og afgøre, om det er min prins, jeg er ved at give slip på?
Det sagde du, ikke mig. Men det er nok værd at tænke over. Eva kyssede sin datter på panden og nussede hende. Jeg ønsker kun, at du bliver lykkelig. Og hvis denne prins ikke kan gøre dig lykkelig, så skal du nok lede videre.
Anna havde ikke noget svar. Hendes humør svingede som en gynge først græd hun, så lo hun.
De sad længe og talte sagte, indtil moren gik for at få et par timers søvn, fordi hun skulle på arbejde. Anna, der havde fri, sov til middag, lavede sig morgenmad, glemte dagens diæt, og pakket ind i et tæppe besluttede hun sig for at græde færdig, når nu ingen kunne høre det. Hun huskede alle de gode ting med Anders. Men i stedet for tårer kom tankerne væltende, så hun vredt rystede på hovedet som hendes far plejede at gøre:
Man bliver ikke rig af at tænke sig væk, Anna! Nu må det være nok! At fortryde forandrer intet.
Hun sagde ordene højt, og straks ringede det på døren.
Hun turde ikke åbne. Hvis det var Anders, ville det ende i endnu et skænderi, og hun ville give ham ret og returnere. Og så ville intet ændres. For det gør ondt! Uanset alder, alle piger drømmer om eventyret, også selv om de ikke vil indrømme det. Alle vil gerne giftes, uanset, hvor stærk og selvstændig man vil være. Alle vil krammes, forstås og elskes og være prinsesse, bare en gang.
Anna tænkte lidt, mens klokken lød, så gik hun beslutsomt ud og åbnede og blev mundlam.
Alle tre af Anders søstre stod der. Den ældste med baby på armen.
Hej! Vi har et mindre uheld. Hvor er dit badeværelse? Mette, den ældste, forsvandt ned ad gangen med sin skrigende søn.
Ditte og Signe, gav Anna et par tunge poser og marcherede mod køkkenet, mens de spurgte:
Er dine forældre hjemme? Godt!
Har du fri? Perfekt!
På kort tid havde de dækket op, sat Anna ned og råbte på Mette, og sagde så højtideligt:
Vi er kommet for at gøre dig til en del af familien! Du er jo, ja, varen eller nej, svigerdatter! Er du klar til at tage vores rodede bror?
Anna hikkede overrasket.
Hvor er han selv henne?
Han sidder og skammer sig. Turde ikke komme herover efter sine udtalelser i går om ægteskab. Vi har givet ham en ordentlig opsang! Mette gav babyen en sut og sukkede, “Ak, det er hårdt at opdrage!” Lige som frk. Bog i Emil fra Lønneberg! Nøj, hvor ville jeg ønske, jeg var så konsekvent.
Hvorfor det? spurgte Ditte og rakte hende et glas champagne.
Til fremtiden. Skal jo have flere unger så må man være forberedt! Ellers bliver det noget rod. Enten bliver han mandfolk, eller så vil jeg ikke vide af ham! At han trækker pigen i så mange år! Anna, hvor har du bare været tålmodig! Jeg var stukket af for længst. Hvorfor blev du?
Fordi jeg elsker ham, din bølle! Anna skubbede glasset fra sig.
Hvorfor?
Jeg ved ikke, om jeg må drikke
De tre søstre stivnede så motiverede som håndbolde.
Vent, mener du?
Anna smilede genert og trak på skuldrene.
Ved det ikke endnu
Men du håber? Mette kneb øjnene sammen, og da Anna nikkede, udbrød hun: Så skal vi fejre det! Jeg skal være faster!
Glassene klirrede over bordet, og Anna brød ud i gråd.
Hvad nu? Ditte spurtede rundt og satte straks to glas vand foran Anna, mens Mette lagde babyen i hendes arme.
Væn dig til det! Og stop så gråderiet, ellers taber du ham!
Da Anna mærkede babyen, stoppede tårerne med det samme. Hun snusede til barnets hoved og spurgte:
Mette, er det uhyggeligt at føde?
Nej, ikke rigtigt. Det blir først lidt nervepirrende bagefter, når du tænker: hvad nu? Men selve dét det går fint! Husk bare: Giv ikke Anders fred, lad ham føle sig som far fra start af.
Mener du det?
Ja! Klynk, kræv, og find på alt muligt. Hvis du ville have makrel, så sig derefter, du vil have is og mærkelige eksotiske frugter. Det holder ham på tæerne og får ham til at forstå, at det at vente barn er hårdt arbejde.
Mand Annas øjne blev blanke igen, og Signe tog blidt babyen. Men hvor er han, den mand? Selv ikke en forlovet
Det kommer! Mette kiggede til søstrene. Hvorfor græder du nu?
Jeg vil ikke være en kuffert
Åh, selvfølgelig den uden hank! Ditte grinede. Alle mødre siger det samme!
Ja, og min sagde det længe før jeg flyttede sammen med Anders.
Mødre vil altid det bedste! sagde Mette og svingede babyen. Vores sagde nå ja, hun advarede os: Hvis vi flyttede hjemmefra uden plan, måtte vi også klare os selv. Hun opfostrede os ikke for sjov.
Efter et kig ud af vinduet sagde Mette:
På hesten, piger! Nu kommer de officielle personer.
Anders krydsede søstrene i døren, ignorerede deres venlige trusler og sendte dem et luftkys.
Hvis du sårer hende igen, så hviskede Mette, før hun svang babyen ned ad trappen.
Selvfølgelig tilgav Anna sin klodsede elskede. Men hun nægtede at gifte sig omgående hun tog sig tid til at tænke. Søstrene lo så de græd.
Du er én af os sådan én skal vi beholde!
Annalis mistanke blev gjort til skamme, og først efter to år kom deres søn til verden. Mere end halvdelen af den tid brugte Anna på at tænke over, om lykken var der, eller om den lå andetsteds. Hun var bestemt, men nysgerrig. Da Anders endelig friede, blev hun så glad og oprigtig, at han straks genkendte pigen, han engang så græde i efterårsparken.
Brylluppet holdt de bare for familien, ikke for fremmede gæster. Den store fest, de havde sparet op til, blev droppet, da Anna glad stod foran badeværelsesspejlet, kiggede på sit spejlbillede og råbte til Anders:
Jeg vil!
Han var søvndrukken og forstod ikke straks.
Sikkert? Helt sikker?
Helt sikker! nussede hun hans skulder. Tror du, vi har nok af bryllupspengene til udbetalingen på noget eget?
Ja?
Anna nikkede alvorligt og så på ham:
Nu er vi voksne. Snart forældre. Vi skal vel tænke på vores eget hjem. Men én ting!
Ja?
Jeg giver ikke slip på Dick! Der skal være mindst én han i huset, som forstår Dickens Klub og hjælper mig gennem stress.
Tror du virkelig, du får så meget af det?
Lad os ringe til Mette. Hun har styr på antallet!
Anders sukkede, og for første gang, i stedet for glade tårer, brød Anna ud i en klar latter, så Dick vågnede, gøede og undrede sig over den nye lyd.
For livet er netop som en kuffert uden hank: svært at slæbe, men synd at forlade. Det handler om at turde vælge, at insistere på sin egen lykke, også hvis det kræver tid og tanker. Kærlighed er ikke kun følelser, men også ansvar og vilje til at tage skridtet om det så betyder at samle op eller sætte fra sig.
