Kærlighedens Væddemål
– Nå, så har Mikkel allerede vundet? sagde Rasmus med et sarkastisk smil, og kastede et blik efter Trine, som hastede ud ad opgangen i det gamle brokvarter på Vesterbro. Hun standsede kort, forvirret, og kiggede sig omkring. Det stak i maven mon det var ment til hende? Ordene lød som om de handlede om noget, hun knap nok havde forstået eksistensen af.
– Undskyld? Taler du til mig? spurgte hun og rynkede brynene en smule. Hendes stemme bævede, selvom hun prøvede at tage sig sammen. Der var en ubehagelig uro indeni den fremmede mand måtte vide noget, som hun ikke gjorde.
– Åh, bare højt tænkt, Rasmus viftede ligegyldigt med hånden. Ville bare se, om det Mikkel havde sagt virkelig passede. Og ja han havde helt ret. Tillykke, det er femte sejr for vores evige kvindebedårer! sagde han ironisk, kneb øjnene sammen og holdt øje med Trines reaktion som et eksperiment.
– Jeg forstår overhovedet ikke, hvad du snakker om! sagde Trine og bed sig nervøst i læben. En bølge af forvirring og irritation væltede ind over hende. “Kvindebedårer? Fem sejre? Hvad er det for noget sludder?” tænkte hun. Hun knyttede uvilkårligt hænderne og forsøgte at tage sig sammen. Er du overhovedet rigtig klog? Og hvordan kender du Mikkel?
– Vi har nogle fælles venner. Vi hænger ud sammen, svarede Rasmus roligt. Og ja, jeg er ikke skør, du behøver ikke være nervøs, hans stemme var flad, næsten ligegyldig, men i blikket lå en skjult hån.
Rasmus rejste sig fra bænken, stønnede og strakte ryggen. Han havde ventet på Trine i næsten en time. Nu vidste han nok. Endnu en pige forblændet af Mikkels charme, og snart ville hun sidde med tårer i øjnene og forstå, hun havde deltaget i et ydmygende spil. “Hvorfor hopper de egentlig alle sammen på ham?” tænkte Rasmus og betragtede hende med næsten medlidenhed. Han syntes faktisk, hun virkede oprigtig og vildledt og det var synd.
– Vent! udbrød Trine og trampede frustreret i asfalten. Hendes stemme skælvede af vrede, og et udfordrende blik tændtes i hendes øjne. Du slynger om dig med mærkelige bemærkninger bare for at skabe uro, og så går du bare? Nej, forklar mig så lige, hvad det betyder den femte sejr? Og hvad har jeg med det at gøre? Hun trådte tættere på, stoppede foran ham og stirrede direkte ind i hans øjne.
Rasmus standsede, så på hende med et vurderende og lidt trist blik. Skulle han fortælle hende sandheden eller lade det være? Egentlig havde han ingen grund til at blande sig, men på den anden side… måske trængte Mikkel til et realitetstjek efter alt for meget succes. Han sukkede, kørte hånden gennem håret og sagde:
– Fint, hør nu godt efter Han trådte tættere på og sænkede stemmen. Sagen er, at Mikkel har lavet et væddemål på dig, han trak på skulderen. Så, vil du tro mig på ord, eller vil du se det selv? Rasmus og så på hende med et svagt smil.
– Hvorfor skulle jeg tro dig? Vi kender ikke engang hinanden! Trine stod fast. Hun ville selv forstå, hvad der foregik ikke stole på andres ord. Hun trak vejret hurtigt, og hænderne skælvede. Hvad hvis det bare var endnu en provokation for at skille hende og Mikkel ad? Tanken var næsten ikke til at bære.
Den Mikkel, hun havde mødt, var alt andet: opmærksom, lyttende, med et lunt smil og rare øjne. Han havde altid åbnet dørene for hende, huskede hendes yndlingsblomster, spurgte ind til hendes mening det føltes så naturligt, som om det lå i hans natur. Første date, et hyggeligt lille café på Nørregade, duften af friskbagt brød, svag dæmpet belysning, hans rødmen da hun gav ham et kram Hvordan kunne man tro, at dén fyr ville være med på sådan et lavt væddemål, hvor hun bare blev gjort til præmie? Nej, sådan er han ikke, gentog hun for sig selv, men tankens bitterhed begyndte at slå rod og forgifte hendes varme følelser med tvivl.
– Det er dit valg, sagde Rasmus med et skuldertræk. Hans stemme var rolig og næsten udfordrende. Kom, så kan du selv se det hele.
Trine tøvede, men tog modvilligt imod hans hånd. Hendes fingre rystede, da de rørte hinanden et kort, uskønt hændelsforløb. Hun så sig om efter et tegn men alt var så velkendt og hverdagsagtigt. Hjertet dunkede så hårdt, at hun frygtede, det ville kunne ses under den lette jakke. Hun sank dybt og spurgte sagte:
– Hvorfor vil du hjælpe mig?
– Jeg gider bare ikke se endnu en godtroende pige lave samme dumhed, sagde Rasmus uden at smile, med et strejf af faderlig alvor i stemmen. Sidste gang røg hans “kæreste” indlagt, og det rørte ikke Mikkel det fjerneste. Han grinte bare efterfølgende: “Sikken fores forelskelse de kan præstere!”. Ved tanken fortrak Rasmus læber sig i en afsmag.
– Hvis du også er med i deres gruppe, har du vel også ødelagt nogen? udfordrede Trine og gjorde en stor indsats for ikke at finde sig i situationen eller bryde ud i gråd. Vreden og skuffelsen satte sig i hele kroppen men hun nægtede sig selv at vise svaghed.
– Jeg er ikke nogen helgen, men har aldrig leget med nogens følelser for et væddemål. Det er simpelthen for lavt. Og jeg mangler heller ikke penge, modsat Mikkel. Han laver intet, ingen uddannelse, ingen job Hans “gevinster” er hans levebrød.
– Og hvis han taber? Trines stemme dirrede, og det susede i hovedet hun knugede tasken.
– Så mister han sin lejlighed i Indre By. En treværelses ved søerne! Du er tydeligvis mange penge værd, Rasmus smil var hårdt. Han så, hvordan Trine blev bleg og knyttede næver. I øvrigt, han vandt også dén lejlighed på et væddemål. Ingen af hans ting har han selv tjent til, sagde han nøgternt. Og så, blødere: Bedst du får sandheden nu og ikke om en måned fra nu, hvor det gør dobbelt ondt.
– Mener du virkelig, han aldrig har tabt? spurgte Trine desperat. Hun klyngede sig til et lille håb måske var det hele en misforståelse. Men nu begyndte alt omkring deres forhold at virke underligt: det høje tempo, hans vedvarende ihærdighed, hendes veninders mærkelige blikke
– Kun én gang, svarede Rasmus tørt. Men da var pigens far kriminalassistent, så selv store Mikkel blev bange.
– Hvorfor skal vi hen til dig? spurgte Trine mistroisk. En tanke nagede: var dette en fælde? Hun tog et usikkert skridt bagud.
– Jeg har min laptop i bilen, sagde Rasmus med et afværgende smil. Jeg har sat den til at vise kameraet fra min stue, hvor Mikkel og vennerne sidder lige nu. Du kan selv se, hvad de snakker om. Godt det hele foregår hos mig for en gangs skyld.
Nysgerrigheden vandt. Trine nikkede og fulgte efter Rasmus hen til den sølvgrå Peugeot parkeret i sidegaden. Hun satte sig på passagersædet. Hænderne rystede stadig, men hun forsøgte at holde masken.
På skærmen dukkede live-billedet fra stue op: Mikkel sad og grinede sammen med et par venner. Han havde armen om en pige, der kælent lænede sig mod ham. Hans smil var det samme, som Trine havde elsket nu syntes hun kun at se fup. Samtalen gled hurtigt over på væddemålet. Nogen klappede Mikkel på skulderen, en anden lo højt og Trine følte sig stukket som af et spyd for hvert ord fra højtaleren.
– Nå, hvor har du gjort af Trine i dag? Måske hun ikke dukker op? spurgte én med et skævt grin. Resten grinede slesk.
– Bare rolig, hun kommer. Hun er skudt i mig. Så snart hun hørte om at møde vennerne, blev hun ellevild. Hun inviterede mig hjem til middag hos sine forældre forleden! Mikkel lo, solede sig nærmest i situationen.
– Efter kun en måned? undrede pigen ved siden af. Hvorfor falder de så let for dig hver gang? Du har det bare for nemt.
– Charme, selvtillid og lidt held, blinkede Mikkel og trampede let på sofaen. Pigen fniste og lænede sig ind til ham igen.
– Jeg glæder mig nu til at se hendes ansigt, når hun opdager det hele grinede en anden, mens alle støttede op med latter.
Trine lukkede langsomt laptoppen. Alt omkring hende blev mørkt og koldt, og en skarp smerte satte sig bag brystbenet. Tårerne truede, men hun tvang sig selv til at blive rank og give Rasmus et koldt smil. Hendes læber dirrede, men det blev et smil ikke et tårebrud.
– Send mig lige den video, når han indser, han har tabt? sagde hun med rolig stemme. Indeni vred hun sig af vrede og skuffelse, men noget nyt vågnede i hende: beslutsomhed og et køligt overblik. Nu kører du hjem til ham, beder ham ringe mig op og sæt på højttaler.
– Hvad vil du sige til ham? Jeg undgår helst, han ved jeg har blandet mig, bemærkede Rasmus forsigtigt. Han så næsten skræmt ud over hendes kølige ro.
– Bare rolig, sagde Trine med isnende kulde. Jeg siger, jeg har ombestemt mig. Hans påtrængenhed var for meget og jeg tvivler på, vi nogensinde skulle blive til noget. Jeg føjer noget til, så det virker som om han selv bliver knust.
– Som du vil. Du får videoen senere, nikkede Rasmus, og et lille smil gled over hans læber.
**********************
Mikkel sad i Rasmus stue og kastede utålmodige blikke på sin mobil. Tiden slæbte sig afsted. Han bladrede gennem sine beskeder, følte sveden pible i håndfladerne. Ring nu, og sæt på højttaler hvis du tør, lød det drillende fra Rasmus.
Han trykkede sig ind på Trines nummer. Ringetonerne var pinefuldt lange, og han gned sig nervøst på låret.
– Ja? lød Trines stemme kølig, fremmed.
– Trine, vi venter alle på dig kom nu, det bliver hyggeligt! Vennerne glæder sig også, prøvede han, indsmigrende.
– Ved du hvad, jeg har ombestemt mig, sagde Trine koldt. Ikke en anelse varme var tilbage. Du var alt for påtrængende. Jeg tror, jeg har fået nok af det. Jeg kan ikke se nogen fremtid mellem os.
Mikkel stivnede. Alt blod forsvandt fra hovedet. Han trak sig lidt væk fra vennerne.
– Hvad mener du? Må jeg ikke i det mindste forklare? forsøgte han, næsten desperat. Lad os bare snakke om det… Giv mig en chance!
– Intet at forklare, Mikkel. Færdig, sagde Trine og lagde på.
Han stirrede på mobilen. Al triumf, alt overskud, forsvandt. Han prøvede at samle sig, men hans hænder rystede. Vennerne smågrinede og klappede ham på skulderen: – Så, Mikkelmus, du må af med lejligheden!
Rummet genlød af latter venligt, men uden empati. Pigen ved hans side trak sig væk, rullede med øjnene og spyttede: – Tabere interesserer mig ikke. Vi går, Rasmus.
Mikkel stod tilbage fortabt, flov, tom. Alt han havde forsøgt at kontrollere, var styrtet sammen med et tryk. Hvem havde afsløret ham? Vennerne lo stadig, han følte sig så lille og gennemskuet.
Rasmus så på ham: – Nå, du har tre dage til at ordne papirerne. Måske det er tid til at prøve ærligt spil?
**
Dagen efter eksploderede Facebook med sladder et anonymt opslag i gruppen Alt om København beskrev Mikkels erobringer, med navne, datoer og citater. Kommentarfeltet gik amok: Sikke en nar! Så det er sådan han gør! og piger delte egne historier: Han ghostede pludselig, Han spillede sød og forsvandt. Der kom memes et billede af Mikkel iført kongekrone: Københavns største charmør nu uden lejlighed.
Mikkel prøvede febrilsk at få det fjernet, men det var for sent. Alt var delt, delt igen og stak nu frem som første resultat når nogen søgte hans navn.
En sms tikkede ind fra ukendt nummer:
“Nå, Mikkel, hvordan føles det at alle kender sandheden? Måske prøv livet uden væddemål?”
Han knugede mobilen. Skam og tabet af image pressede sig på. For første gang indså han alt det havde han selv skabt. Alt det, der engang havde føltes let og magtfuldt, var nu blevet tomt og latterligt. Og ja, jeg fortjente det.
Jeg skriver det her nede i min dagbog for at minde mig selv: Man kan narre nogen i et stykke tid, men på et tidspunkt indhenter sandheden én. Jeg lærte på den hårde måde, at et liv baseret på andres smerte ender med at ødelægge én selv. Man må leve ærligt ellers taber man til sidst det hele.
